Legislator Case Law & Legislation
C19990992954 DK

Skrivelse om bestemmelse om undersøgelse og rapportering af havarier med militære luftfartøjer

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Skrivelse 1999 9929 Historic

Skrivelse om bestemmelse om undersøgelse og rapportering af havarier med militære luftfartøjer

Ref.

a. FKODIR KT. I 52-3 Flyvesikkerhed.

b. STANAG 3531: Safety investigation and reporting of accidents/incidents involving

military aircraft and/or missiles.

c. STANAG 3318: Aeromedical aspects of aircraft accident/incident investigation.

d. Aftale mellem Havarikommissionen for Civil Luftfart og Forsvarskommandoen af

1993-12.

Tillæg

Disposition for rapport over undersøgelser i anledning af havari.

Erstatter

FKOBST 152-2 af 1995-09.

1. Formål

Under henvisning til ref. a. og som et led i den forebyggende flyvesikkerhedsvirksomhed fastsætter denne bestemmelse retningslinier, regler og procedurer for undersøgelse og rapportering af havarier med militære luftfartøjer.

2. Omfang

Bestemmelsen omfatter havarier med danske og udenlandske militære luftfartøjer inden for dansk territorialområde samt danske militære luftfartøjer uden for dansk territorialområde.

3. Definitioner

3.1. Havari

En begivenhed, der indtræffer i perioden fra påbegyndelse af procedure for start af motor(er) med det formal at påbegynde flyvning, til motor(er) er standset, og ombord) værende har forladt luftfartøjet på normal måde, og som medfører et eller flere af følgende forhold

– Totalskade på luftfartøj.

– Omkommen person.

– Forsvunden person.

– Alvorligt kvæstet person.

3.2. Totalskade på luftfartøj

Et totalskadet luftfartøj er et luftfartøj, som er forsvundet, eller som er beskadiget i et sådant omfang, at genopbygning ikke er mulig. Definitionen omfatter ikke luftfartøjer, der normalt ville blive repareret, men som af andre årsager afskrives.

3.3. Personskader

Ved omkommen, forsvunden eller alvorligt kvæstet person forstås i denne forbindelse en person, som er omkommet, forsvundet eller kommet til skade som følge af at være i luftfartøjet eller ved direkte berøring med luftfartøjet eller noget, der hører til dette.

Ved alvorlig kvæstelse forstås en kvæstelse, som kræver lægelig behandling, og som medfører døden eller fravær fra tjenesten i en periode på 21 dage eller mere, eller som af behandlende læge kategoriseres som alvorlig.

4. Forsvarets flyvehavarikommission

4.1. Forsvarets Flyvehavarikommission (FHK) undersøger havarier, der indtræffer med militære luftfartøjer.

Forsvarschefen kan, bl.a. efter oplæg fra CH/FTK, bestemme, at FHK herudover skal undersøge andre hændelser i forbindelse med flyvning, såfremt dette skønnes formålstjenligt.

Hvor det henset til omstændighederne i øvrigt forekommer uhensigtsmæssigt at lade FHK foretage en havariundersøgelse, kan Forsvarschefen afgøre, at en flyvestations undersøgelseskommission foretager undersøgelsen og den dertil hørende rapportering efter de af FTK fastsatte retningslinier for undersøgelse af flyvetildragelser.

4.2. Forsvarschefen udpeger en oberst/oberstløjtnant som formand for FHK.

Til at indtræde i FHK udpeger Forsvarschefen, efter oplæg fra formanden for FHK,

som faste medlemmer

– En leder af de operative undersøgelser.

– En leder af de tekniske undersøgelser.

– En havaristedskoordinator.

CH/FTK og CH/FMK foretager indstilling til Formanden for FHK af de personer, der kan varetage funktionerne som faste medlemmer.

Desuden udpeges ved hvert havari efter oplæg fra Formanden for FHK

– En på den pågældende luftfartøjstype operativ pilot.

– En på den pågældende luftfartøjstype kvalificeret tekniker.

– En havariundersøger, der stilles til rådighed af Flyvematerielkommandoen (FMK).

– En flyvelæge.

– En flyve- og nødudstyrsspecialist.

– En sekretær, der stilles til rådighed af FTK.

– Evt. en undersøgelsesleder, der skal assistere formanden i at lede og koordinere undersøgelserne.

FHK kan udvides med nødvendige specialister fra enhver af forsvarets myndigheder efter direkte anmodning fra FHK til pågældende værns operative kommando eller materielkommando.

Medlemmer af FHK skal i nødvendigt omfang fritages for anden tjeneste, idet FHK opgaver har fortrinsret.

4.3. FHK skal have nødvendig hjælp fra enhver af forsvarets myndigheder efter anmodning fra FHK direkte til pågældende operative kommando eller materielkommando.

5. Havariundersøgelser

5.1. Formanden for FHK er ansvarlig for, at undersøgelserne gennemføres med fornøden grundighed og i et omfang, som indebærer, at der kan redegøres for alle relevante forhold og omstændigheder vedrørende havariet.

5.2. Undersøgelserne skal gennemføres for at tilgodese flyvesikkerhedsmæssige forhold og har ikke som formål at placere ansvar eller skyld hos enkeltpersoner, myndigheder eller institutioner. Såfremt det konstateres, at nogen har undladt at efterkomme tjenstlige pligter eller har overtrådt givne ordrer eller bestemmelser, skal formanden for FHK imidlertid straks underrette den pågældende rettergangschef, der herefter har ansvaret for efterforskning af forholdet efter de herfor gældende regler.

5.3. Formanden for FHK skal under undersøgelsernes forløb holde CH/FTK, CH/FMK og den pågældende flyvestationschef samt øvrige berørte myndigheder (CH/HOK, CH/SOK m.fl.) underrettet om undersøgelserne med henblik på, at disse myndigheder straks kan iværksætte foranstaltninger af havariforebyggende karakter, hvis påkrævet.

6. Rapportering mv. vedrørende undersøgelse af havari

6.1. Senest 7 døgn efter havariet udsender FHK på grundlag af de undersøgelser, der på dette tidspunkt er foretaget, en foreløbig redegørelse.

Supplerende redegørelser udsendes efter behov.

6.2. Når undersøgelserne er afsluttet, udarbejder FHK en havarirapport, disponeret som angivet i “ANNEX 13 to the Convention of International Civil Aviation, APPENDIX” og klassificeret TIL TJENESTEBRUG (se tillæg).

6.3. Den færdige rapport tilsendes Forsvarschefen, normalt senest 6 måneder efter havariet. Efter behandling sendes den til CH/FTK, CH/FMK og chefen for den pågældende flyvestation samt øvrige berørte myndigheder (CH/HOK, CH/SOK m.fl.) og til rettergangschefen for det i havariet involverede personel.

Rapporten kan derefter fordeles til relevante myndigheder og enheder ved Forsvarskommandoens (FKO) foranstaltning.

6.4. Chefen for den pågældende flyvestation fremsætter herefter i skrivelse til Forsvarschefen en redegørelse for de foranstaltninger af havariforebyggende art, som rapporten har givet anledning til. Redegørelsen sendes via CH/FMK og CH/FTK, der ved påtegninger fremsætter de bemærkninger, som sagen giver anledning til.

6.5. Rettergangschefen for det i havariet involverede personel har ansvaret for sagens strafferetlige behandling. Meddelelse om sagens afgørelse tilsendes Forsvarschefen.

6.6. Forsvarschefen afslutter sagen.

De samlede redegørelser og bemærkninger kan derefter fordeles til relevante myndigheder og enheder ved FKO foranstaltning.

FKO udsender evt. en pressemeddelelse.

6.7. FHK udarbejder hvert år inden udgangen af februar måned en årsrapport til Forsvarschefen, omfattende de i det forudgående kalenderår behandlede havarier. Årsrapporten skal bl.a. vise en skematisk oversigt over

– havariets art

– implicerede luftfartøjer, tjenestesteder, mv.,

– tid og sted,

– skadernes omfang,

– reparationsudgifter for forsvaret (i det omfang disse er kommissionen bekendt), samt

– uheldets hovedårsag.

I årsrapporten medtages en af FHK udarbejdet statistik og vurdering, omfattende de seneste 5 års havarier med militære luftfartøjer. Endvidere medtages en opgørelse og status vedrørende de foranstaltninger, som forsvarets myndigheder har gennemført på grundlag af kommissionens anbefalinger.

7. Havari med dansk militært luftfartøj på dansk territorialområde

7.1. Så snart et havari er erkendt, skal den flyvestation, hvor enheden, der normalt har luftfartøjet tildelt, er hjemmehørende, iværksætte indledende undersøgelser. Disse omfatter

– Lægeundersøgelse af den i havariet involverede luftfartøjsbesætning. Prøver indsendes til Retsmedicinsk Institut til laboratorieundersøgelse for alkohol og kulilte og andre analyser, som findes nødvendige i det pågældende tilfælde.

– Tilvejebringelse af oplysninger om besætningens færden, herunder indtagelse af måltider m.v. samt søvn, hvile- og tjenesteperioder i de sidste 72 timer forud for havariet.

– Beskrivelse af hændelsesforløbet indtalt på bånd af de enkelte besætningsmedlemmer, uden at dette får karakter af en egentlig afhøring.

– Fotografering af havariområdet (hvis muligt).

– Andre undersøgelser efter aftale med FHK.

De ovennævnte undersøgelser bør, i den udstrækning det er hensigtsmæssigt, foretages af den flyvestation, som er ansvarlig for afspærring og bevogtning af havariområdet.

Resultatet af de indledende undersøgelser skal behandles med diskretion og overdrages direkte til FHK.

7.2. Når omstændighederne tillader det, afholdes der snarest en briefing ved den flyvestations foranstaltning, hvor det havarerede luftfartøj er hjemmehørende. FHK orienteres om situationen og overtager derefter ansvaret for undersøgelserne.

7.3. Formanden for FHK underretter Forsvarets Auditørkorps, Rigensgade 11, 1316 København K, om havariet.

7.4. Fjernelse eller hævning af et havareret luftfartøj, hvor havariundersøgelsen forestås af FHK, planlægges og gennemføres under FHK ledelse og ansvar. De praktiske foranstaltninger kan overlades til den flyvestation, hvor det havarerede luftfartøj er hjemmehørende.

7.5. Miljømæssige foranstaltninger i et havariområde varetages af den flyvestation, som er ansvarlig for afspærring og bevogtning af havariområdet, og i henhold til FTK nærmere retningslinier. Foranstaltningerne koordineres med FHK.

7.6. Luftfartøjer og andet materiel, der har været involveret i en hændelse, som undersøges af FHK, frigives af denne til FMK, normalt når undersøgelserne er afsluttet. Enkelte dele kan imidlertid frigives tidligere efter aftale mellem FHK og FMK i hvert enkelt tilfælde.

Den tekniske dokumentation vedrørende totalskadede luftfartøjer opbevares ved FMK i mindst 2 år efter undersøgelsernes afslutning (rapportdato).

8. Havari med dansk militært luftfartøj på fremmed territorialområde

8.1. Undersøgelserne foretages af FHK. Er et havari indtruffet inden for et andet NATO lands territorialområde, gennemføres undersøgelserne efter de procedurer og retningslinien, som en tiltrådt ved ref. b. Er havariet indtruffet inden for et ikke-NATO lands territorialområde, gennemføres undersøgelserne efter forhandling med det pågældende lands myndigheder i hvert enkelt tilfælde.

8.2. Havarirapporten udarbejdes og behandles som angivet i pkt. 6.

9. Havari med fremmed militært luftfartøj på dansk territorialområde

9.1. En af FTK udpeget flyvestation udfører de indledende undersøgelser, idet den for pkt. 7.1. bullet 2. vedkommende henvises til ref. c. Rapporter m.v. udfærdiges på engelsk og overdrages til den kommission, den foretager havariundersøgelsen.

9.2. Er havariet indtruffet med et luftfartøj fra et andet NATO land, er Danmark som nation - jf. ref. b. - i sidste instans ansvarlig for undersøgelse af havariet. Dette ansvar skal dog normalt overføres til den nation, luftfartøjet tilhører.

Hvis denne nation imidlertid ikke en i stand til, eller vælger ikke at ville undersøge havariet, vender ansvaret tilbage til Danmark, og havariet vil blive undersøgt af FHK.

9.3. Er havariet indtruffet med et luftfartøj fra et ikke-NATO land, gennemføres undersøgelserne efter forhandling med det pågældende lands myndigheder i hvert enkelt tilfælde.

10. Samarbejdet med havarikommissionen for civil luftfart

10.1. Ved ref. d. fastsættes de nærmere retningslinier for samarbejdet mellem Havarikommissionen for Civil Luftfart og FHK ved bl.a.

– Havarier, hvori såvel civile som militære luftfartøjer er indblandet, eller som involverer civile luftfartøjer på militært område.

– Havari med civilt luftfartøj, hvor militært udstyr, faciliteter og/eller personel er involveret.

– Havari med militært luftfartøj, hvor civilt udstyr, faciliteter og/eller personel er involveret.

10.2. Havarirapporten udarbejdes og behandles efter omstændighederne som angivet i pkt. 6.

11. Personel og materiel

FTK har ansvaret for uddannelse af personel til FHK samt bruger- og vedligeholdelsesansvar for materiel, den skal være til rådighed for FHK i forbindelse med et flyvehavari.

12. Sagsbehandlende afdeling

Kontrolstabens Inspektionsafdeling er sagsbehandlende afdeling. Telefonisk henvendelse kan ske til Kontrolstabens Havari- og Undersøgelsessektion (KTI2), tlf. 45673924 (KTl2O4).

Forsvarskommandoen, den 31. oktober 1999

E.B.

Generalmajor

Jens Johansen

Tillæg 1

Disposition for rapport over undersøgelser i anledning af havari

Forsvarets flyvehavarikommission

(adresse)

Rapport over undersøgelser i anledning af havari med (værn) (luftfartøjstype) nr. (registreringsbetegnelse) (sted) den (dato).

Ref.: FKOBST 152-2.

Luftfartøjstype

Registreringsbetegnelse

Enhed

Havaristed

Dato og tidspunkt

Synopsis

– Melding om havariet, myndighed som har beordret undersøgelsen, havarikommissionens sammensætning, udgivende myndighed, dato for udgivelsen.

– Kort resumé af omstændighederne, den førte til havariet.

1. Faktiske oplysninger

1.1. Flyvningens hændelsesforløb.

1.2. Personskade.

1.3. Skade på luftfartøjet.

1.4. Anden skade.

1.5. Oplysninger om personel.

1.6. Oplysninger om luftfartøjet.

1.7. Oplysninger om vejrforholdene.

1.8. Navigationshjælpemidler.

1.9. Kommunikation.

1.10. Oplysninger om flyveplads.

1.11. Flight recorder.

1.12. Vrag og havaristed.

1.13. Lægelige oplysninger.

1.14. Brand.

1.15. Overlevelsesaspekter.

1.16. Særlige undersøgelser.

1.17. Organisation og management.

1.18. Supplerende oplysninger.

(Om forhold m.v., som ikke er beskrevet 1 pkt. 1.1 - 1.16.)

1.19. Særlige undersøgelsesmetoder.

2. Analyse

Kun analyse af de under pkt. 1. FAKTISKE OPLYSNINGER dokumenterede forhold, som er relevante, og som fører til konklusioner og fastlæggelse af havarisagen.

3. Konklusioner

4. Forslag til forebyggende foranstaltninger

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →