Cirkulæreskrivelse om meddelelse om selvforskyldt ledighed i forbindelse med accept af for kort opsigelsesvarsel.
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om selvforskyldt ledighed i forbindelse med accept af for kort opsigelsesvarsel.
Kommentar m.v.
Et medlem, der fratræder en tidsbegrænset stilling, hvor kontrakten har været forlænget fx op til 3 gange anses ikke for at have accepteret et for kort opsigelsesvarsel, når forlængelsen og opsigelsen sker af bevillingsmæssige grunde, som arbejdsgiveren ikke har indflydelse på.
Meddelelse om afgørelsen
Til brug for Dansk Flygtningehjælps arbejde i udlandet, ansætter Dansk Flygtningehjælp danske medarbejdere (funktionærer) på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. De pågældende er ansat alene med udstationering for øje. Ansættelsesperioden fastsættes til den periode, som der er opnået projektbevillinger til, typisk mellem 3 og 6 måneder. Dansk Flygtningehjælps internationale virke er økonomisk bundet til projektbevillinger fra UNHCR, EU, DANIDA m.fl.
Det sker ofte, at projektbevillingerne bliver forlænget umiddelbart før projektets oprindelige udløbsdato. Der kan undertiden ske forlængelse af et projekt op til 3 gange. Samtidig med at projektet forlænges, forlænges ansættelseskontrakterne for de udsendte medarbejdere tilsvarende.
Der er således tale om, at der indgås tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der undertiden forlænges op til 3 gange, således at funktionæren umiddelbart fratræder ved udløbet af seneste kontraktperiode. Da det drejer sig om korte forlængelser, kan Dansk Flygtningehjælp ikke inden udløbet af forlængelsen nå at opsige funktionæren med varslet efter funktionærloven, og Dansk Flygtningehjælp har ikke økonomisk mulighed for at have de pågældende ansat efter ophøret af projektbevillingerne.
Arbejdsministeriets departements 1. kontor har vejledende udtalt, at når der sker forlængelse af en tidsbegrænset stilling alene af bevillingsmæssige hensyn og ikke med henblik på at omgå funktionærlovens regler om opsigelsesvarsler, og de udsendte medarbejdere oplyses om vilkårene for ansættelse og eventuelt forlængelse på en sådan måde, at der ikke skabes en forventning om en varig ansættelse, er det Arbejdsministeriets opfattelse, at organisationen uden at komme i strid med funktionærlovens opsigelsesvarsler kan foretage de pågældende forlængelser, således at funktionæren fratræder ved udgangen af den seneste forlængelse.
Arbejdsministeriet har præciseret, at udtalelsen alene er vejledende, da det alene tilkommer domstolene at fortolke funktionærloven med bindende virkning.
På baggrund af Arbejdsministeriets vejledende udtalelse, er det direktoratets opfattelse, at et medlem, som melder sig ledig efter udløbet af en oven for beskrevet tidsbegrænset kontrakt, som har været forlænget fx op til 3 gange, ikke skal anses for at have accepteret et for kort opsigelsesvarsel og således ikke skal betragtes som værende selvforskyldt ledig i forbindelse med sit arbejdsophør.
Det er videre direktoratets opfattelse, at dette også gælder i relation til tidsbegrænsede ansættelser i øvrigt, herunder ansættelser i Danmark, hvor ansættelsesaftalen er afhængig af udefra kommende projektbevillinger, og hvor arbejdsgiveren ikke kan varsle opsigelsen, fordi projektbevillingen, der forlænger den tidsbegrænsede ansættelse, gives på et for sent tidspunkt.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 6. september 1999