Cirkulæreskrivelse om meddelelse om ophør med selvstændig virksomhed, der fortsættes af ægtefællen. Een eller to virksomheder
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om ophør med selvstændig virksomhed, der fortsættes af ægtefællen. Een eller to virksomheder
Kommentar m.v.
Medlemmet og dennes ægtefælle drev hver deres taxavirksomhed med egne bevillinger. Virksomhederne havde i et vist omfang fælles driftsudgifter. Virksomhederne blev anset for een samlet virksomhed i relation til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Meddelelse om afgørelsen
Medlemmet og dennes ægtefælle drev hver deres taxavirksomhed. Medlemmet lukkede sin virksomhed, afleverede sin bevilling og søgte om efterløn fra den 29. september 1997. Medlemmets ene hyrevogn overgik til privat brug, og den anden blev overdraget til ægtefællens virksomhed. A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne anses for ophørt, fordi den ene hyrevogn blev overdraget til ægtefællen.
Ud over at drive egen virksomhed havde medlemmet også status som medarbejdende ægtefælle i ægtefællens taxavirksomhed. Medlemmet varetog lønregnskab og bogføring. Virksomhederne havde i øvrigt fælles regnskab, for så vidt angik fælles driftsudgifter.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmets og ægtefællens virksomheder var så nært tilknyttede, at der var tale om én samlet virksomhed, uanset at virksomhederne i momsregisteret var registreret som 2 selvstændige virksomheder. Det forhold, at en hyrevognsbevilling er personlig, er ikke til hinder for, at en anden udfører arbejdet.
Da virksomheden hverken var lukket eller overdraget opfyldte medlemmet ikke betingelserne for at være ophørt den 29. september 1997, ligesom medlemmet heller ikke kunne anses for udtrådt af den virksomhed, der fortsattes af ægtefællen.
I klagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn oplyste medlemmet, at virksomhedens ansatte ophørte den 1. oktober 1997, at virksomheden på dette tidspunkt kun rådede over én hyrevogn, som manglede 4000 km i at være frikørt, at medlemmets ægtefælle påtog sig frikøringen, at arbejdet med lønregnskab var bortfaldet, og at arbejdet med bogføring var overtaget af revisor.
Den 5. november 1997 blev hyrevognen solgt, og den 1. december 1997 blev virksomheden afmeldt momsregisteret, og ægtefællens bevilling deponeret.
På baggrund af disse oplysninger traf direktoratet ny afgørelse om, at medlemmet kunne anses for ophørt den 5. november 1997 ved afhændelse af virksomhedens vigtigste driftsmiddel. Begrundelsen for, at medlemmet ikke kunne anses for ophørt den 1. oktober 1997, er at opgaverne ved kørsel, bogføring og regnskab fortsat bestod, omend i reduceret omfang.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse om, at medlemmets og ægtefællens virksomheder skulle anses for én samlet virksomhed i relation til lov om arbejdsløshedsforsikring. Ankenævnet tiltrådte videre, at medlemmet tidligst den 5. november 1997 opfyldte ophørsbetingelserne. Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmet var registreret som medarbejdende ægtefælle, og at hendes arbejdsopgaver først kan anses for endeligt bortfaldet den 5. november 1997.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 9. juni 1999