Følgeskrivelse af 13. april 1999 vedrørende cirkulæreskrivelse om gennemførelse af recto-vaginalundersøgelser af indsatte
Statutory Text (1 Articles)
Følgeskrivelse af 13. april 1999 vedrørende cirkulæreskrivelse om gennemførelse af recto-vaginalundersøgelser af indsatte
Til Kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.
Hermed sendes Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse af 13. april 1999 om gennemførelse af recto-vaginalundersøgelser af indsatte.
Den nye cirkulæreskrivelse indebærer, at 7-dages fristen for anbringelse i enrum med vagt ophæves.
Baggrunden herfor er, at det efter Direktoratet for Kriminalforsorgens opfattelse må antages, at 7-dages fristen i adskillige tilfælde kan have virket som et incitament for indsatte til i denne periode at modvirke afføring, f.eks. ved indtagelse af medicin med hæmmende virkninger på de normale tarmfunktioner med heraf følgende risiko for lækage fra container og dermed fare for den indsattes helbred. Det er direktoratets opfattelse, at ophævelse af 7-dages fristen generelt må antages at nedbringe varigheden af enrumsanbringelser med vagt.
I forbindelse med ophævelse af 7-dages fristen skal det understreges, at anbringelse i enrum med vagt må anses for psykisk belastende for de indsatte. Enrumsanbringelse med vagt kan derfor ligesom recto-vaginalundersøgelse kun anvendes, hvis der foreligger en konkret begrundet formodning om indsmugling.
Det bemærkes, at selve enrumsanbringelsen sker med hjemmel i § 2, stk. 2, nr. 3 i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulærer af 13. september 1978 og 14. september 1978 om adgangen til at anbringe henholdsvis varetægtsarrestanter og indsatte i enrum, samt at de øvrige regler i disse cirkulærer tillige finder anvendelse på enrumsanbringelse med vagt.
Som det fremgår af cirkulæreskrivelsens pkt. 3, er det fastsat som et udtrykkeligt krav, at proportionalitetsbetragtninger løbende skal inddrages i vurderingen af om anbringelse i enrum med vagt skal opretholdes.
Med henblik på at følge området nærmere, skal direktoratet anmode om fortsat at modtage kopi af rapporter vedrørende recto-vaginalundersøgelser og enrumsanbringelser med vagt, jf. direktoratets skrivelse af 7. marts 1996. Der skal dog ikke fremover indsendes kopi af rapporter vedrørende almindelige enrumsanbringelser efter enrumscirkulæret § 2, stk. 2, nr. 3, pga. mistanke om indsmugling af narkotika. Direktoratet vil efter 6 måneder evaluere ordningen.
Det bedes sikret, at der i forbindelse med indsendelse af rapporter om recto-vaginalundersøgelser fremgår oplysninger om den pågældendes cpr.nr., hvorvidt der har været tale om rectal- og/eller vaginalundersøgelse, dato og klokkeslæt for undersøgelsen, mængde og art af eventuelle fund, samt om den pågældende efter recto-vaginalundersøgelsen er overgået til anbringelse i enrum med vagt.
For så vidt angår rapporter om enrumsanbringelse med vagt bedes det sikret, at der i forbindelse med indsendelsen fremgår oplysninger om den pågældendes cpr.nr., anbringelsestidspunktet og tidspunktet for enrumsanbringelsens ophør (dato og klokkeslæt), samt mængde og art af eventuelle fund. Såfremt der ikke i forbindelse med enrumsanbringelsen er fundet ulovlige effekter bedes det sikret, at der fremgår nærmere oplysninger om årsagen til enrumsanbringelses ophør.
Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 13. april 1999
E.B.
Jakob Schiøler