Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1744. Nedsættelse af tilladt totalvægt til 3.500 kg
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1744.
Nedsættelse af tilladt totalvægt til 3.500 kg
Ved Færdselsstyrelsens bekendtgørelse af 11. maj 1999 om godskørsel, der træder i kraft den 15. maj 1999, er grænsen for, hvornår man skal have en vognmandstilladelse, nedsat fra 6.000 kg til 3.500 kg. Ændringen er en følge af Rådets direktiv 96/26/EF som ændret ved 98/76/EF.
Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 1, må tilladt totalvægt for et motorkøretøj ikke nedsættes til 3.500 kg eller derunder.
I den forbindelse meddeles hermed lempede retningslinier for fastsættelse af tilladt totalvægt i forhold til de regler, der var gældende ved den tidligere 6.000 kg grænse.
I denne meddelelse forstås ved typegodkendelse både anmeldt EF-typegodkendelse, standardtypegodkendelse, typegodkendelse og godkendelseserklæring.
Godkendelse ved syn
Nye biler godkendes med tilladt totalvægt på højst 3.500 kg, såfremt totalvægten på typegodkendelsen er højst 3.500 kg.
Brugte biler, der senest er registreret (her eller i udlandet) med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg (lastbiler), kan ikke nedsættes til en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg (varebil), uanset bilen svarer til en eksisterende typegodkendelse for en varebil.
Ansøgning om typegodkendelse
Såfremt en bilfabrikant ønsker at markedsføre en bil i to udgaver, der er teknisk ens, men som har en tilladt totalvægt på henholdsvis højst 3.500 kg (varebil) og over 3.500 kg (lastbil), vil der kun kunne udstedes typegodkendelse for udgaven med højst 3.500 kg tilladt totalvægt, såfremt det af en EF-bremsegodkendelse (eller anden EF-godkendelse, der indeholder oplysning om tekniske vægte) fremgår, at bilen også er godkendt i en udgave med en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg.
Ikrafttrædelse
Meddelelsen træder i kraft den 15. maj 1999.
Meddelelse nr. 1673 af 3. marts 1995 ophæves samtidig. Lastbiler vil dermed igen kunne typegodkendes og godkendes ved syn med tilladt totalvægt på under 6.000 kg, uanset de er konstrueret og typegodkendt til en større totalvægt.
Færdselsstyrelsen, den 11. maj 1999
Ib Rasmussen