Cirkulæreskrivelse om ændring af notat vedlagt cirkulæreskrivelse af 25. november 1996 til politiet og anklagemyndigheden vedrørende politiets relationer til ofre for forbrydelser og ulykker og deres pårørende
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om ændring af notat vedlagt
cirkulæreskrivelse af 25. november 1996 til politiet og anklagemyndigheden vedrørende politiets relationer til ofre for forbrydelser og ulykker og deres pårørende
Rigspolitichefen
September 1998
Politiskolen
NOTAT
vedrørende politiets behandling af ofre for forbrydelser,
ulykker og deres pårørende.
1. Indledning.
Den kriminalpolitiske debat har de senere år i stigende omfang også beskæftiget sig med ofrets situation. I lyset af denne debat, herunder regeringens handlingsplan fra oktober 1993 om bekæmpelse af vold, er der gennemført en række initiativer i form af ny lovgivning m.v. med henblik på at etablere en bedre retsstilling for ofrene for forbrydelser, herunder etablering af forskellige hjælpeforanstaltninger for ofre og deres pårørende.
Politiet er i sit arbejde ofte i kontakt med ofre for forbrydelser og andre, der befinder sig i en ulykkelig situation. Det gælder f.eks., når politiet taler med den, der er alvorlig kvæstet efter en voldsforbrydelse eller ulykke, hvor politiet skal foretage underretning af pårørende til ofre for ulykker eller kriminelle handlinger.
Formålet med nærværende notat er todelt. Afsnit 2 indeholder således en sammenfatning af nogle råd og vejledninger, der kan tjene til, at politiet i sin kontakt med ofre for forbrydelser, ulykkesramte m.v. ikke blot optræder politimæssig hensigtsmæssigt, men også udviser den nænsomhed, venlighed og imødekommenhed, som de pågældende i almindelighed vil have et meget stort behov for.
Afsnit 3 indeholder en orientering og en oversigt over det efterhånden ganske omfattende regelgrundlag vedrørende politiets behandling af ofre for forbrydelser og deres pårørende.
2.0. Behandling af ofre for forbrydelser og ulykker m.v.
Gennem snart mange år, har der været en stigende forståelse for og viden om de særlige sindstilstande, som ofre for vold ofte hensættes i som en direkte eller indirekte følge af volden. Disse sindstilstande kan i mange tilfælde opleves som mindst lige så alvorlige som de direkte og synlige fysiske skader, og kan i mange tilfælde være mærkbare for den overfaldne, længe efter at den fysiske skade er overvundet. Sådanne sindstilstande kan spænde fra en ganske kortvarig angst og usikkerhed til en langvarig psykisk ubalance.
Som det fremgår af afsnit 3, er der inden for de senere år taget en række initiativer fra både offentlige myndigheder og private institutioner, foreninger m.v.
Såvel i politiet som i en lang række offentlige institutioner, der kommer i kontakt med ofre for vold, er der i dag en langt større viden om, og forståelse for disse ofres reaktionsmønstre og adfærd.
Med den større viden følger naturligvis også større forventninger til en professionel adfærd og holdning hos politimanden, lægen, sygeplejersken, socialrådgiveren, eller hvem ofret nu måtte komme i kontakt med.
Politiet har gennem deres uddannelse og ikke mindst det praktiske politiarbejde viden om og forståelse for de fysiologiske, psykologiske og sociale aspekter, der tilsammen danner rammen om ofrets og pårørendes situation. Det følgende er derfor at betragte som en gennemgang af gode råd og fremgangsmåder, der finder anvendelse i Politiskolens uddannelser, og som bl.a. har baggrund i politiets erfaringer.
Det bemærkes, at den følgende omtale af politiets behandling af voldsofre i hovedsagen også vil være dækkende for politiets kontakt og arbejde med personer, der af andre årsager befinder sig i en ulykkelig situation, f.eks. ulykkesofre eller pårørende til personer, der har været udsat for forbrydelser eller ulykker.
Med kendskab til de karakteristiske reaktionsmønstre, der ofte følger af en traumatisk hændelse afmagt, skyldfølelse, stress, krise bør politimanden være motiveret til at optræde hensynsfuldt og varsomt.
Endvidere skal politimanden være særlig opmærksom på det behov for omsorg, såvel fysisk som psykisk, der er nødvendigt, for at ofret kan bearbejde og gennemleve en traumatisk oplevelse (som det kan være tilfældet ved en afhøring) uden unødvendige og stærkt belastende følger for fremtiden.
Endelig skal politimanden være opmærksom på ofrets forhold til sit sociale netværk.
Ofrets mulighed for en sund bearbejdelse er i høj grad afhængig af dette samspil.
Politimandens optræden, hans/hendes evne til at vise hensyn og forståelse er en forudsætning for, at ofret oplever sit ophold hos og samarbejde med politiet som positivt.
Det er selvfølgelig oplagt, at et offer, der oplever sit samarbejde med politiet som positivt, også vil være langt bedre i stand til at koncentrere sig om afgivelse af de nødvendige forklaringer.
Den enkelte politimand kan skabe disse forudsætninger for et positivt forhold, ved bl.a. at iagttage nogle ganske få forhold, som skal beskrives i det følgende.
2.1. Stress og krisereaktioner.
For at sikre en hensigtsmæssig adfærd over for personer, der befinder sig i en høj stresstilstand, eller som befinder sig i en traumatisk krise, er det væsentligt, at politimanden lærer og forstår den adfærd og de symptomer, der knytter sig til sådanne tilstande. (Se herom nærmere i "Psykiske påvirkninger, stress og krise" af cand.psych. Henrik Løvgren i Politiskolens lærebog i psykologi).
2.2. Psykologisk førstehjælp og kriseintervention.
En politimand er ikke læge eller psykolog. Han/hun skal ikke gennemføre terapi eller psykisk behandling af personer, der har behov for en sådan hjælp, men politimanden kan forventes at yde den første assistance til mennesker, der er kommet i nød.
Den psykologiske førstehjælp og kriseintervention kan udføres på basis af et grundlæggende kendskab til de forhold, der kan hindre effekten af den psykiske skade i at udvikle sig og reducere de negative virkninger heraf. Endvidere kan politimanden yde bistand til, at den skadede person kommer under kyndig behandling så hurtigt som muligt.
Som det fremgår af forannævnte artikel af Løvgren, er det i al håndtering af personer med akutte stressreaktioner den grundlæggende medmenneskelige adfærd, der er afgørende. Der handler om
- at være i fysisk og psykisk kontakt,
- at demonstrere nærhed, omsorg og respekt samt
- at vise, at man vil hjælpe og forstå.
Dette er særligt vigtigt over for personer, der befinder sig i chockfasen, hvor det at benægte det skete er dominerende, og hvor følelserne undertrykkes.
Den psykologiske førstehjælp består i praksis bl.a. ved iagttagelse af følgende elementer
GIV TRYGHED PÅ STEDET
- vis ro og besindighed
- giv fysisk og psykisk kontakt
- undersøg for fysiske skader
- vær opmuntrende.
ACCEPTER SYMTOMER OG ADFÆRD
- ikke alle reagerer ens
- vis interesse
- vær opmærksom på, at for den, man står over for, er det reelt og ikke indbildning.
VÆR BEROLIGENDE OG OPMUNTRENDE
- den stress- og kriseramte føler sig afhængig af andre og er let påvirkelig
- vær naturlig, men realistisk optimisme og forventning er gunstig
- fortæl, at hjælp bliver givet.
GODTAG FØLELSERNE
- følelser er reelle og forskellige
- undgå at bebrejde
- følelserne er vigtige, så lad følelserne slippe ud når det passer og godtag følelserne uden unødig medlidenhed
- hjælp til at sætte ord på følelserne og hjælp til at afreagere.
VÆR MEDMENNESKELIG
- vis hensyn, giv fysisk og psykisk nærhed
- giv kontakt og omsorg, gentagne gange
- giv tid
- lyt, lad den pågældende få snakket ud.
FÅ ADFÆRDEN UNDER KONTROL
- urolig og voldsom aggressiv adfærd kan især i forbindelse med katastrofer være farlig for alle involverede. Derfor må uro, aggression og paniktendenser stoppes, men det kræver tid, personale og evt. medicinsk behandling
- undgå provokationer husk angsten bag handlingerne
- vær bestemt, ærlig og oprigtig
- demonstrer effektivitet, ro og overblik
- vis tillid, respekt og alliance.
DET POSITIVE SKAL MOBILISERES
- hjælp med at finde muligheder
- giv opgaver og aktiviteter, der binder angst, afleder opmærksomhed, giver selvtillid og reducerer grublerier over skyld, skam og sorg
- tomme fraser som "tag dig nu sammen" hjælper meget lidt.
VIRKELIGHEDEN ER VIGTIG
- det er normalt at ville benægte virkeligheden og undertrykke følelserne, men i længden kan det være risikabelt
- fantasien er ofte værre end virkeligheden
- vurder individuelt
- den, der spørger, har krav på et svar i form af nøgterne informationer evt. i moderate doser.
SYNDEBUKKE HJÆLPER IKKE
- naturlige årsager bør vurderes og diskuteres
- jagten på syndebukke kommer men hjælper ikke. I stedet binder den følelesesmæssige ressourcer og gør det psykiske arbejde vanskeligere
KEND DINE BEGRÆSNINGER SOM HJÆLPER
- prioriter
- du kan ikke være alt for alle
- tænk, før du handler
tal roligt, venligt og bestemt.
2.3. Oplysning og orientering.
I det regelsæt og i de anvisninger for politiet, der omtales kort i afsnit 3, er nævnt en række forhold, hvor politiet har pligt til at informere, underrette og vejlede ofret for en forbrydelse.
Dette kan for nogen lede til den fejlagtige følgeslutning, at når denne information er givet, har man som politimand opfyldt sin forpligtelse.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at en fuldstændig og fyldestgørende information til ofret, så tidligt som muligt i forløbet, kan medvirke til at reducere ofrets usikkerhed og bidrage til forståelsen for, at der næres omsorg for ofrets tilstand.
Den givne information bør omhandle en beskrivelse af alt, hvad der videre skal ske med sagen før og evt. i retten, hvad der skal ske, når ofret er færdig hos politiet (køres hjem, til læge m.v.).
Hvilke muligheder der er for erstatning, advokatbistand, lægebehandling, psykologbistand, offerrådgivning m.v.
Udlevering af relevant informationsmateriale.
Oplysning om, hvad ofret skal gøre, hvis der opstår tvivl eller, der er flere spørgsmål til politiet.
Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksomhed på, at personer, der har været udsat for voldsomme hændelser, kan have svært ved at huske selv enkle informationer.
Det er derfor væsentligt at kunne udlevere informationsmateriale og at give besked om, til hvem man kan rette yderligere spørgsmål.
Er pårørende eller andre af ofrets nærmeste til stede, kan det være en god ide at give disse informationer eller i det mindste at repetere dem over for ofret i overværelse af den eller disse personer. Herved sikrer man en højere grad af forståelse samtidig med, at man kan reducere noget af den angst og usikkerhed, som disse nærmeste også oplever på grund af det skete.
2.4. Afhøring.
Ved tilrettelæggelse af afhøringen er det særligt væsentligt at sikre sig, at afhøringen kan foregå under former og forhold, der tager tilbørligt hensyn til den person, der har været udsat for forbrydelsen eller ulykken.
Herunder indgår at vælge et lokale, hvor afhøringen kan foregå uforstyrret, at sikre mod forstyrrelser, at sikre muligheden for, at den afhørte kan få en kop te/kaffe eller i det mindste et glas vand.
Når en politimand skal foretage afhøring af en person, der som offer for en forbrydelse har brug for hjælp, er det af stor betydning, at vise accept og forståelse af den afhørtes oplevelser og udlægning af hændelsesforløbet.
Det tjener intet formål på dette tidspunkt at stille spørgsmålstegn ved forklaringen, men spørg i stedet for til eksempler på, hvad der er sket, således at ofret selv får lejlighed til at arbejde sig gennem situationen.
Det er vigtigt at spørge meget direkte til den bestemte hændelse med anvendelse af åbne spørgsmål: Hvad var det der skete hvad var det første du så, tænkte, registrerede hvad skete der så hvor var du på det tidspunkt o.s.v.
Undgå at anvende "Hvorfor ?" Spørgsmålet kræver en forklaring, og det kan være ganske svært, hvis man er anspændt og forvirret.
Hjælp med at få tankerne på plads. Det kan gøres ved at give ofret lejlighed til at berette om hændelsen flere gange. Det betyder ikke, at man skal forlange passager gentaget, men at man skal lade ofret gentage, hvis han/hun viser trang til det.
Fasthold ønsket om kontakt. Personer, der har været udsat for ubehagelige oplevelser, kan have tilbøjelighed til at afvise kontakt og forsøg på hjælp.
Sådan adfærd må ikke påvirke politimanden, der venligt og stilfærdigt må holde fast ved, at det er til fælles bedste, at der bliver talt om det, der er sket.
Undgå tomme fraser. Det er ikke bare virkningsløst, men også direkte hæmmende for kontakten at bruge udtryk som, "tage dig nu sammen" eller "det skal nok gå alt sammen".
Når afhøringen er slut må politimanden være opmærksom på, hvem der nu kan tage sig af ofret.
Det må selvfølgelig være indlysende, at mindreårige børn, der har været ofre for forbrydelser, aldrig må sendes hjem alene i de tilfælde, hvor politiet ikke har kunnet komme i kontakt med forældre eller værge. I sådanne tilfælde må kontakt søges til andre familiemedlemmer eller personer, der i øvrigt vil kunne tage sig af barnet.
Voksne mennesker, der har været udsat for forbrydelser, kan i mange tilfælde have tilsvarende behov for at have nogen at komme hjem til.
Det bør høre med til god sagsbehandling, at politimanden sikrer, at denne mulighed er til stede.
Hvis ofret giver udtryk for, at han godt kan klare sig selv, må man selvfølgelig acceptere dette, men alligevel afhængigt af en vurdering af ofrets tilstand søge at overtale vedkommende til at tage hen til en slægtning, ven eller veninde.
2.5. Ofrets nærmeste.
Politimanden bør være opmærksom på, at de nærmeste pårørende kan have et lige så stort behov for venlighed og hjælpsomhed som ofret selv.
Det er vigtigt, at politimanden udstrækker sin hjælp og støtte til de nærmeste pårørende, som han/hun under sagsbehandlingen kommer i forbindelse med.
Det bør som nævnt under 2.3. tages i betragtning, at det kan være særdeles hensigtsmæssigt at give eller repetere sin vejledning til ofret i overværelse af èn af de nærmeste, dels for at sikre en højere grad af forståelse, da ofret erfaringsmæssigt vil have svært ved at holde sammen på mange informationer, dels for herigennem at kunne medvirke til at berolige den nærmeste.
2.6. Politimanden selv.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at politimanden selv kan blive påvirket psykisk ved løsningen af politimæssige opgaver, hvor mennesker har været udsat for alvorlige forbrydelser og ulykker. Der kan i den forbindelse henvises til Rigspolitichefens kgd. I nr. 42 om forebyggelse af psykiske skader.
Nok så vigtigt er imidlertid, at en modvirkning af sådanne påvirkninger kan ske gennem udveksling af erfaringer med andre kolleger i et arbejdsklima, hvor det er tilladt at omtale følelser af ubehag eller usikkerhed i forbindelse med en bestemt opgave.
3. Love og regler m.v.
Indledningsvis bemærkes, at der på internationalt plan er taget en række initiativer med det formål at sikre beskyttelse og retfærdig behandling af personer, der har været udsat for forbrydelser.
Det gælder således FN`s erklæring om grundlæggende retsprincipper for ofre for forbrydelser og magtmisbrug (resolution 40/34 af 29/11 1985), den Europæiske konvention om erstatning til ofre for vold (1983) og Europarådets rekommandationer nr R (85) 11 af 28/6 1985 om ofres stilling inden for kriminalretten samt nr. R (87) 21 af 17/9 1987 om hjælp til ofre.
Den følgende oversigt vil imidlertid alene omfatte danske love, bekendtgørelser, cirkulærer m.v., der regulerer politiets behandling af ofre for forbrydelser og deres pårørende. Oversigten indeholder ligeledes oplysninger om Politiskolens lærebogsmateriale på området samt oplysninger om forskellige bistands- og vejledningsmuligheder.
3.1. Vedrørende afhøring og efterforskning generelt.
3.1.1.
Retsplejelovens §§ 750, 751 og 753, hvorefter politiets muligheder for at foretage afhøringer og særlige efterforskningsskridt også over for forurettede begrænses, og hvorunder især bestemmelsen i § 753 om forpligtelsen til at gøre en person bekendt med vidnefritagelsesreglerne er af betydning, hvor volden forekommer i familieforhold.
3.1.2.
Retsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til forurettede.
Retsplejelovens § 741 a, 1. led om obligatorisk pligt til beskikkelse af advokat for den forurettede efter dennes begæring en række sager vedrørende forbrydelser mod kønssædeligheden og andre overtrædelser af straffeloven, herunder vold. For de lovovertrædelser, der er nævnt i stk. 1, 2. led gælder, at domstolen kan afslå beskikkelse, hvis overtrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.
Det samme gælder i stk. 1, 3. led, der vedrører anden kønslig omgang i forskellige situationer.
Bistanden består i vejledning og støtte til den forurettede, bl.a. med hensyn til erstatning.
Efter § 741 a, stk. 2, påhviler der politiet en særlig forpligtelse til at begære advokat beskikket for den forurettede, hvor det skønnes nødvendigt.
Bestemmelserne i § 741 b om pligt til vejledning af den forurettede om adgangen til advokatbeskikkelse.
Bestemmelserne i § 741 c om bistandsadvokatens rettigheder.
3.1.3.
Retsplejelovens § 29, stk. 6, efter hvilken retten efter forurettedes begæring skal lukke dørene ved afhøring af forurettede i visse sædelighedssager, og retsplejelovens § 31, stk. 3, efter hvilken retten efter begæring kan afsige kendelse om referatforbud eller navneforbud.
Politiet bør vejlede forurettede om mulighederne for at fremsætte denne begæring, især i tilfælde, hvor bistandsadvokaten ikke er beskikket.
3.1.4.
RA-meddelelse 2/77 - om anklagers pligt til at begære referatforbud eller dørlukning i sager om alvorlig seksualkriminalitet i retten, når der er grundlag herfor.
3.1.5.
Retsplejelovens § 185, stk. 2, jf. stk. 1, hvoraf det fremgår, at retten bestemmer om forurettedes tidligere seksuelle adfærd kan bruges som bevisførelse i sædelighedssager.
3.1.6.
Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/96 om politiets vejledning til ofre for forbrydelser, herunder særligt om vejledning om hjælp efter offererstatningsloven og om advokatbeskikkelse efter rpl.s kap. 66 a.
3.1.7.
Retsplejelovens § 792 d, stk. 2, efter hvilken forurettede må tåle en legemsbesigtigelse, der ikke kræver afklædning optagelse af foto, aftryk af legemet og visitation af tøj.
Beslutningen herom træffes af retten ved kendelse, dog at politiet kan gennemføre besigtigelsen, hvor øjemedet vil forspildes.
Spørgsmålet skal da indbringes for retten snarest muligt og senest inden 24 timer.
3.1.8.
Retsplejelovens § 792 d, stk. 1, efter hvilken hverken retten eller politiet kan gennemføre en legemsundersøgelse af en ikke sigtet mod dennes vilje.
Den ikke sigtede kan dog med sit skriftlige samtykke acceptere sådanne undersøgelser. Principperne for proportionalitet og skånsomhed efter retsplejelovens § 792 e, skal under alle omstændigheder iagttages.
3.1.9.
Retsplejelovens § 796 stk. 2, efter hvilken retten kan afsige kendelse om ransagning hos en ikke mistænkt efter nærmere angivne regler.
Retsplejelovens § 796 stk. 3, efter hvilken politiet, når øjemedet ellers forspildes, kan gennemføre ransagning hos en ikke mistænkt under nogle nærmere angivne forudsætninger.
For ransagninger foretaget efter begge de forudgående bestemmelser gælder reglerne om skånsomhed jf. § 798 stk. 1.
3.1.10.
Retsplejelovens § 1017 b, efter hvilken der om forbrydelser mod kønssædeligheden ikke må gives offentligheden meddelelse om navn, stilling og bopæl for en forurettet.
Dog at undtagelse er mulig, når det er påkrævet af hensyn til sagens opklaring eller åbenbar almen interesse.
3.1.11.
Forvaltningslovens (Lov 571 af 191285) § 28 efter hvilken bl.a. politiet skal have ofrets skriftlige samtykke ved indhentelse af lægeerklæringer m.v.
3.2.
Særligt om børn.
3.2.1.
Retsplejelovens § 752, stk. 2 hvoraf det fremgår, at Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen skal underrettes om og have adgang til at overvære afhøringen af sigtede under 18 år.
Justitsministeriets bekg. nr. 786 af 210992 om politiets underretning af kommunalbestyrelsen om afhøringer af sigtede under 18 år.
Socialministeriets bekg. nr. 79 af 040298 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlige afhøringer, herunder § 4, efter hvilken en repræsentant for det sociale udvalg skal være til stede ved afhøring af en person under 15 år, når pågældende afhøres som vidne i en straffesag hos politiet eller i retten.
Om politiets pligt til at underrette kommunalbestyrelsen (sociale myndigheder) se RA meddelelse 7/98 af 030798.
3.2.2.
Socialministeriets bekg. nr. 875 af 271197 § 1 om underretningspligt til det sociale udvalg for personer, der udøver offentlig tjeneste og hverv.
3.2.3.
I de tilfælde, hvor afhøring eller andre efterforskningsskridt forudsætter samtykke fra en af forældrene, og hvis begge disse er mistænkte i sagen, eller den ene er mistænkt og den anden nægter at give sit samtykke, må det antages at en dommer kan beslutte at beskikke en ad-hoc værge, eller i stede for en beskikkelse træffe en konkret afgørelse, f.eks. om gennemførelse af en lægeundersøgelse.
Da spørgsmålet ikke er reguleret i retsplejeloven, antages det, at retten kan træffe sin beslutning efter bestemmelsen i retsplejelovens § 746 (jr. herom Beretning afgivet af arbejdsgruppen vedrørende videoafhøring af børn, s. 6 og 7).
3.2.4.
Det Kriminalpræventive Råd har i 1993 udgivet en håndbog med titlen "Overgreb mod børn ser vi det? gør vi noget". Håndbogen indeholder bl.a. en oversigt over lovstof m.v. på området.
3.3.
Særligt om psykologisk bistand, anden bistand og vejledning.
3.3.1.
Sundhedsministeriets bekg. nr. 1191 af 181296 giver retningslinier for, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang der kan ydes tilskud til psykologbehandling til ofrene for en række forbrydelser, herunder ofre for voldsforbrydelser og hvis ofret dør nærmeste pårørende.
Forudsætningen er, at der sker henvisning fra en behandlende læge.
Der ydes tilskud på 60 % til indtil 12 behandlinger.
Tilskud bevilliges af det enkelte amt, og muligheden for tilskud ophører, hvis det beløb, amtet har afsat til dette formål, opbruges inden udgangen af et finansår.
Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Rådhusstræde 7, 8900 Randers, tlf. 8641 5900, kan i sådanne tilfælde gå ind og yde bistand, i det omfang foreningens midler rækker.
Foreningen har endvidere udgivet pjecer til støtte for voldsofre. Pjecerne kan rekvireres hos foreningen.
3.3.2.
Rigspolitichefens Nyhedsbrev 2/98 henleder opmærksomheden på, at politiet kan henvise røveri- og voldsramte medarbejdere under nogle nærmere angivne brancheorganisationer til Psykologkorpset for øjeblikkelig krisebehandling.
3.3.3.
Justitsministeriet har udgivet en folder med titlen" Til den, der har været udsat for voldtægt, incest (blodskam) eller andre seksuelle overgreb", der jf. RA- meddelelse 4/96 forventes udleveret til alle, der har været udsat for seksuelle overgreb.
Folderen rummer en vejledning om sagens gang og om ofrets rettigheder m.v.
Folderen omtaler blandt andet muligheden for at få meddelt en person polititilhold.
3.3.4.
Justitsministeriet har ved cirkulæreskrivelse af 250698 med bilag orienteret politikredsene om, at der skal oprettes et net af lokale, frivillige offerrådgivninger.
Derfor har Rigspolitichefen oprettet et sekretariat, der bl.a. skal yde bistand til dette arbejde.
Adressen er: Rigspolitichefens Afdeling E, Offerrådgivningssekretariat, Anker Heegaards Gade 5, 3., 1780 København V, tlf. 3314 8888, lokal 6582, telefax 3332 2851.
3.3.5.
Det Kriminalpræventive Råd har i 1993 udgivet en håndbog med titlen, "Overgreb med sagsbehandlere om vold, trusler, chikane og hærværk".
3.3.6.
Arbejdsmiljøfondet, Branchevejledning nr. 12, Branchesikkerhedsrådet for undervisning (BR 12), har udgivet publikationen "Vold og trusler om vold".
Publikationen behandler volden som arbejdsskade, men indeholder tillige gode oplysninger om reaktionsmønstre, psykisk førstehjælp og krisehjælp, forebyggelse af vold samt anmeldelsen af vold.
3.3.7.
Der findes et antal selvhjælpsgrupper for bl.a. volds- og voldtægtsofre. Disse grupper har udfærdiget materiale, som kan rekvireres og udleveres til ofrene under opholdet på politistationerne.
Endvidere findes der et antal krisecentre, som det er muligt at henvise til.
3.4.
Særligt om erstatning.
3.4.1.
Lov om erstatning til ofre for forbrydelser (Lbekg. nr. 470 af 011185) åbner mulighed for erstatning til ofre, der ikke kan opnå erstatning på anden måde.
Der ydes som udgangspunkt kun erstatning for personskade.
Politiet er forpligtet til at hjælpe og bistå ved udfyldelsen af ansøgning (blanket 652).
3.4.2.
Retsplejelovens § 995 a, stk. 1, efter hvilken retten kan beskikke en advokat for forurettede, når det skønnes nødvendigt med advokatbistand ved opgørelse af erstatningskrav og den forurettede ikke uden væsentligt afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen, jf. retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2.
3.4.3.
Retsplejelovens § 995 a, stk. 2, efter hvilken retten kan beskikke en advokat for de pårørende til at bistå med opgørelse af erstatningskrav i de tilfælde, hvor en person er afgået ved døden som følge af en forbrydelse.
3.4.4.
Bekg. nr. 1171 af 161292 om ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer m.v., § 4, åbner mulighed for erstatning for personskade, der er forvoldt af ukendt, motordrevet køretøj (f.eks. flugtbilister).
3.4.5.
Retsplejelovens § 991 omhandler mulighederne for, at et offer kan få behandlet sit erstatningskrav under en straffesag.
Det er en forudsætning, at pågældende har fået mulighed for at fremsætte dette krav, og politi må sikre, at ofret orienteres herom.
3.5
Politiskolens lærebøger, betænkninger, handlingsplaner, artikler m.v.
3.5.1.
Politiskolens lærebøger, Polititeori, emnet "Afhøringslære", især kapitel 7 om afhøring af anmeldere, herunder ofre, samt "Afhøringslære Psykologiske modeller".
3.5.2.
Politiskolens lærebøger, "Psykologi", især artiklerne
Underretning om dødsfald.
Krisehjælp, forebyggelse af psykiske skader.
Psykiske påvirkninger, stress og krise.
3.5.3.
Politiskolens lærebøger, Efterforskningslære 1, emnet "Efterforskning i straffelovens voldsbestemmelser" og emnet "Sædelighedsforbrydelser"
3.5.4.
Regeringens handlingsplan om bekæmpelse af vold, oktober 1993.
3.5.5.
Overgreb mod sagsbehandlere, Det Kriminalpræventive Råd, 1993.
3.5.6.
Beretning afgivet af arbejdsgruppen om videoafhøring af børn, 1995.
3.5.7.
Rapport fra en arbejdsgruppe under Justitsministeriet vedrørende "Vidnebeskyttelse", juni 1998.
170998