Meddelelse nr. 6/99 om kursistvilkår under arbejdsmarkedsuddannelserne
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse nr. 6/99 om kursistvilkår under arbejdsmarkedsuddannelserne
Vedrørende: Bekendtgørelse nr. 944 af 16. december 1998 om adgang og deltagerstøtte ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser.
Emne: Personer i aktivering i henhold til lov om aktiv socialpolitik
Flere uddannelsessteder har spurgt om en ledig ikke-dagpengeberettiget, der f.eks. ansættes i jobtræning i henhold til lov om aktiv socialpolitik, skal betragtes som ledig eller beskæftiget i relation til adgang til arbejdsmarkedsuddannelser.
Styrelsen kan oplyse, at personer, der aktiveres i henhold til lov om aktiv socialpolitik, anses for at være ledige i relation til adgangsreglerne for arbejdsmarkedsuddannelserne.
I relation til AMU-godtgørelsesreglerne er disse personer ikke berettiget til at modtage kursusgodtgørelse, idet det i § 38, stk. 2, lov om arbejdsmarkedsuddanelser er bestemt, at " "kontanthjælpsmodtagere, der enten deltager i arbejdsmarkedsuddannelse som led i aktivering i henhold til lov om aktiv socialpolitik, eller som deltager i arbejdsmarkedsuddannelse på eget initiativ, har ikke ret til godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af kursusdeltagelsen."
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 24. februar 1999
Birte Groes-Petersen