Skrivelse om oplysningsniveauet i sager om kinesiske børn, der bringes i forslag til danske adoptionsansøgere
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om oplysningsniveauet i sager om kinesiske børn, der bringes i forslag til danske adoptionsansøgere
Til samtlige amtskommunale adoptionsråd, samtlige amtskommuner samt Københavns og Frederiksberg kommune.
Til orientering sendes vedlagt referat af møde afholdt den 13. januar 1999 med deltagelse af repræsentanter fra amtskommunerne, de formidlende organisationer, Adoption og Samfund, Adoptionsnævnet og Civilretsdirektoratet om oplysningsniveauet i sager om kinesiske børn, der bringes i forslag til danske adoptionsansøgere.
Med venlig hilsen
Civilretsdirektoratet
Anne Thalbitzer
GENPART TIL
Adoptionsnævnet, Adoption Center, DanAdopt, Terre des Hommes og Adoption & Samfund.
Mødereferat.
Onsdag den 13. januar 1999 afholdtes møde i Civilretsdirektoratet.
Emnet for mødet var oplysningsniveauet i sager om kinesiske børn, der bringes i forslag til danske adoptionsansøgere.
I mødet deltog
Professor, overlæge dr.med. Peter Krasilnikoff (Adoptionsnævnet)
Kontorfuldmægtig Grethe Bramow (Adoptionsnævnet)
Direktør Dorrit Sylvest Nielsen (Civilretsdirektoratet)
Sekretariatsleder Anne Birgitte Thalbitzer (Civilretsdirektoratet)
Fuldmægtig Henrik Bergqvist (Civilretsdirektoratet)
Fuldmægtig Karina Toftgaard Jørgensen (Civilretsdirektoratet)
Kontorleder Ole Bergmann (Danadopt)
Souschef Jette Mørup (Danadopt)
Tine Olsen (Danadopt)
Kontorleder Jørgen-Ulrich Raunskov (Adoption Center)
Tove Vase (Adoption Center)
Birgitte Mulvad (Adoption og Samfund)
Terese Jacobsen (Adoption og Samfund)
Poul Jeppesen (Adoption og Samfund)
Niels Winstrup Nielsen (Adoption og Samfund)
Afdelingsleder, cand. jur. Ida Balling (Nordjyllands Amt)
Embedslæge Jens Seier (Nordjyllands Amt)
Ekspeditionssekretær Inge Halling (Københavns Amt)
Pædiater Nils Bak Mortensen (Københavns Amt)
Socialrådgiver Lena Kortzau (Københavns Kommune)
Embedslæge Nils Rosdahl (Københavns Kommune)
Fuldmægtig Torsten Skjernov ( Ringkøbing Amt)
Socialrådgiver Lone Thøgersen (Ribe Amt)
Socialrådgiver Grethe Pedersen (Roskilde Amt)
Pædiater Erling Lykkegaard (Roskilde Amt)
Fuldmægtig, cand. jur. Lene Nielsen (Århus Amt)
Dorrit Sylvest Nielsen indledte mødet med at byde velkommen og redegjorde herefter nærmere for baggrunden for mødet.
Det har siden opstarten af formidling af børn fra Kina vist sig, at de oplysninger, som de danske adoptionsmyndigheder og adoptionsansøgere modtager om kinesiske børn i forslag, ofte er meget sparsomme. Dette førte til, at Civilretsdirektoratet den 18. marts 1996 udsendte en cirkulæreskrivelse om behandlingen af disse sager.
I januar 1998 blev der rejst spørgsmål ved oplysningsniveauet, ligesom der blev peget på, at de oplysninger, som man modtager, i stadig stigende omfang var af ældre dato.
Civilretsdirektoratet bad derfor Adoptionsnævnet om en udtalelse. Adoptionsnævnet gennemførte i samarbejde med Civilretsdirektoratet en undersøgelse af, om der havde vist sig særlige helbredsmæssige problemer med de kinesiske børn, der på dette tidspunkt var ankommet til Danmark. Nævnet har herefter den 28. august 1998 afgivet en udtalelse til Civilretsdirektoratet.
Krasilnikoff redegjorde herefter for resultatet af nævnets undersøgelse af de hjemtagne børn fra Kina. Sammenfattende har nævnet fundet, at de helbredsmæssige problemer, som er indberettet til nævnet og Civilretsdirektoratet, er af relativ beskeden sværhedsgrad og ikke ligger ud over, hvad adoptionsansøgere altid må være forberedte på ved adoption af et udenlandsk barn. Endvidere er det nævnets indtryk, at antallet af børn med helbredsmæssige problemer ikke adskiller sig fra, hvad der forekommer i forbindelse med adoptioner fra andre lande.
Det er derfor nævnets opfattelse, at forudsætningerne for cirkulæreskrivelsen fra 1996 fortsat er tilstede. Et barn i forslag må således antages at være sundt og raskt, medmindre andet anføres. Krasilnikoff understregede i den forbindelse, at der ved adoption af udenlandske børn altid er en helbredsmæssig risiko, og at det er vigtigt, at adoptanterne er forberedte herpå.
Han pegede endvidere på, at det efter hans opfattelse må tillægges større vægt, at de oplysninger, som modtages, er af relativ ny dato. Der kan dog ikke opstilles nogen fast grænse for, hvor gamle oplysningerne må være. Jo ældre barnet er, jo ældre oplysninger vil man efter omstændighederne acceptere.
Endelig anførte han, at det tilsyneladende i visse tilfælde er således, at oplysningerne om højde, vægt og hovedomfang er udført på eet tidspunkt forskelligt fra den øvrige undersøgelse - og måske fra den dato hvor erklæringen er underskrevet. I denne sammenhæng er det afgørende imidlertid, at der ikke er uoverensstemmelser mellem oplysningerne om længde, vægt og hovedomfang.
Dorrit Sylvest Nielsen understregede i den forbindelse vigtigheden af, at oversættelserne af de helbredsmæssige oplysninger i enhver henseende er korrekte og fuldstændige.
Ole Bergmann oplyste, at DanAdopt nu gennem nogen tid har tilstræbt at tilvejebringe opdaterede oplysninger, hvis de oplysninger, som modtages, har været mere end seks måneder gamle.
Raunskov tilføjede, at AdoptionCenter ligeledes har truffet beslutning om at bede deres repræsentant i Beijing om at tage kontakt til børnehjemmene for om muligt at få opdaterede oplysninger, hvis disse er over seks måneder gamle.
Krasilnikoff bemærkede hertil, at dette efter hans opfattelse er en meget positiv udvikling.
Jens Seier pegede på, at der normalt ikke foreligger funktionsundersøgelser eller sociale oplysninger om børnene, men alene somatiske oplysninger. Han spurgte på den baggrund, om dette skal ses i sammenhæng med, at der fra kinesisk side er foretaget en vurdering af barnet, inden det frigives til international adoption.
Jørgen-Ulrik Raunskov oplyste, at det er AdoptionCenters klare indtryk, at der foretages en omhyggelig vurdering af barnet, inden det frigives til international adoption. Han anførte i den forbindelse, at kun ca.100 ud af - anslået - 1200 børnehjem i Kina har licens til at formidle børn til international adoption.
Ole Bergmann kunne tilslutte sig dette.
Han oplyste endvidere, at Danadopt naturligvis er indstillet på løbende at arbejde på at forbedre oplysningsniveauet. Dette er imidlertid en længere proces, der afhænger af de kinesiske myndigheders indstilling og praktiske muligheder. Han pegede i den forbindelse på, at formidlingssituationen i Kina adskiller sig fra f.eks. Korea ved, at organisationerne i Kina samarbejder med et stort antal børnehjem modsat Korea, hvor de kun har en samarbejdspartner.
Dorrit Sylvest Nielsen oplyste, at Civilretsdirektoratet har spurgt de øvrige nordiske lande om deres erfaringer med kinesiske adoptivbørn, og at deres erfaringer svarer til de danske erfaringer på området.
Jørgen-Ulrik Raunskov orienterede herefter kort om den aktuelle formidlingssituation. AdoptionCenter har i 1998 hjemtaget 68 børn fra Kina, og man forventer at kunne hjemtage ca. 80 børn i 1999. Det er AdoptionCenters opfattelse, at man i Kina arbejder på at forbedre niveauet for de helbredsmæssige oplysninger. Hertil kommer at ventetiderne er faldet ganske drastisk i 1998, og at børnenes gennemsnitsalder på hjemtagelsestidspunktet således også er faldet. Ventetiden er i øjeblikket ca. 6-7 måneder.
Han oplyste også, at der netop er vedtaget en ny adoptionslovgivning i Kina, der bl.a. indebærer, at aldersgrænsen for adoptanter sættes ned fra 35 år til 30 år. Det vil også være muligt at adoptere barn nr. 2, uden at der stilles krav om, at der ansøges om et special need-barn. Det kan ikke afvises, at disse lempelser åbner for flere adoptionsansøgninger såvel nationalt som internationalt, hvilket vil kunne påvirke ventetiden fremover.
Ole Bergmann oplyste, at Danadopt indtil nu har hjemtaget ca. 50 børn, heraf ca. 20 børn i 1998. Man håber på en fordobling i 1999. I øvrigt oplyste han, at DanAdopt og AdoptionCenter planlægger et seminar den 29. og 30. maj 1999 sammen med en række andre nordiske formidlende organisationer. Til seminaret er inviteret repræsentanter fra det centrale statslige adoptionskontor. Man håber, at der ved den lejlighed bliver mulighed for at afklare eventuelle større og generelle spørgsmål.
Poul Jeppesen anførte, at man som adoptant selvfølgelig ønsker at modtage så mange oplysninger om barnet som muligt. Derfor ser man positivt på, at organisationerne er indstillet på at arbejde for et forbedret oplysningsniveau.
Han anførte videre, at erfaringerne viser, at børnene på børnehjem i Kina ofte har ligget meget ned og har været iført meget tøj. De får derfor ikke den stimulation, som vi anser for optimalt. Når de kommer til Danmark, har de ofte en dårligere motorik, hvilket måske undertiden mistolkes.
Niels Winstrup Nielsen anførte, at adoptanter, som skriver sig på Kinalisten, bør være indstillet på at have tillid til de kinesiske myndigheder.
Nils Rosdahl efterlyste undersøgelser vedrørende børn, som er blevet adopteret til Danmark.
Dorrit Sylvest Nielsen oplyste, at Justitsministeriets forskningsråd har bevilget penge til et lægevidenskabeligt projekt vedrørende adoption. Projektet udføres af læge Mie Bonde-Hansen og går i hovedtræk ud på at belyse, hvordan adopterede børn har udviklet sig frem til skolestart.
Inge Halling oplyste i tilknytning hertil, at projektet omfatter både lægelige og psykologiske undersøgelser af udenlandske adoptiv børn i Danmark.
Dorrit Sylvest Nielsen konkluderede herefter, at der i det sidste års tid synes at være sket en positiv udvikling bl.a. ved, at DanAdopt og AdoptionCenter tilstræber at få opdateret oplysningerne om børnene, hvis oplysningerne er ældre end 6 måneder gammel. Endvidere er organisationerne indstillet på at arbejde for løbende at skaffe flere oplysninger om børnene. Seminaret i maj 1999 kan måske hjælpe til at få afklaret eventuelle konkrete tvivlsspørgsmål. Civilretsdirektoratet vil i den anledning bestræbe sig på at orientere amterne og samrådene, hvis der fremkommer oplysninger, der er af betydning for behandlingen af kinesiske matchingforslag.
Endelig pegede hun på, at organisationerne i tilfælde af, at den ændrede adoptionslovgivning i Kina kommer til at betyde en længere ventetid, skal være opmærksomme på, at oplysningerne forsat bør være af nyere dato. Det vil være ønskeligt, hvis man fremover kan holde fast i, at oplysningerne som udgangspunkt ikke er ældre end 6 måneder.
Civilretsdirektoratet, den 19. marts 1999
Anne Thalbitzer