Legislator Case Law & Legislation
C19990934060 DK

Vejledning om privat oplagring af smør

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1998 9340 Valid

Vejledning om privat oplagring af smør

i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 454/95

1. Indledning

Denne vejledning orienterer om reglerne for ydelse af støtte til privat oplagring af smør, der er fremstillet i Fællesskabets område, og som indlagres på frysehuse.

Ydelse af støtte er betinget af, at der oprettes en kontrakt.

Enhver der er i besiddelse af et parti smør, er berettiget til at søge om at få oprettet en kontrakt, som omfatter et eller flere partier. Ved et parti forstås en mængde smør af ensartet sammensætning og kvalitet, som vejer mindst 1.000 kg netto og er indlagret den samme dato på det samme frysehus.

2. Produkter der ydes støtte til

Der udbetales kun støtte til privat oplagring af smør, der er fremstillet inden 28 dage forud for den oplagringsdag, der er anført i kontrakten og som er dagen efter den dato, hvor partiet blev indlagret på frysehuset.

Desuden skal følgende betingelser være opfyldt

usaltet smør skal have et vægtindhold af smørfedt på mindst 82%, og et vægtindhold af vand på højst 16%,

saltet smør skal have et vægtindhold af smørfedt på mindst 80%, et vægtindhold af vand på højst 16%, samt et vægtindhold af salt på højst 2%,

smør, der er fremstillet i Danmark, skal være mærket med “smør af første

kvalitet” og opfylde kvalitetskravene i Bekendtgørelse nr. 461 af 9. juni 1995 om kvalitetsnormer og støtte for mælk og mejeriprodukter,

smør, der er fremstillet i en anden medlemsstat, skal være ledsaget af en erklæring, hvori det attesteres, at smørret opfylder denne medlemsstats nationale kvalitetsklasse, jf. bilag II til forordningen, og at smørret opfylder oplagringsbetingelserne i samme forordnings art. 10, stk. 6, litra a, b, og d.

3. Produkter, der ikke ydes støtte til

Der ydes ikke støtte til smør

der er blevet afvist som interventionssmør, fordi det ikke opfylder kvalitetskravene,

eller, hvortil der ved fremstillingen er anvendt fløde, som har været oplagret med støtte efter Fællesskabets regler om støtte til privat oplagring af fløde

og der kan ikke indgås kontrakt for smør

hvor der er ansøgt om støtte til direkte forbrug, eller

som ligger på toldoplag eller i frizone, jf. Kommissionens forordning (EØF) nr. 565/80 af 4. marts 1980 om forudbetaling af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter. Såfremt smør, der er omfattet af en kontrakt om privat oplagring, anbringes på toldoplag eller indbringes i frizone, betragtes det som udlagret fra Fællesskabets geografiske område.

4. Ansøgning/kontrakt om ydelse af støtte

Når indlagringen af smørret er tilendebragt sendes ansøgningens original og kopi 1 til EU-direktoratet senest 30 dage efter datoen for indlagring på frysehuset.

Er der tale om smør, der er fremstillet i et andet medlemsland, et det en betingelse, at den under pkt. 2 nævnte erklæring indsendes sammen med anmodningen seneste 60 dage efter datoen for modtagelse af anmeldelsen.

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger

oplagerens navn og adresse,

angivelse af det frysehus, hvor smørret er oplagret,

partinummer,

produktionsdato for hvert enkelt parti,

dato for indlagring af hvert enkelt parti på frysehuset,

smørrets klassifikation,

nettovægten af det indlagrede kvantum smør,

støttebeløbet,

en erklæring fra oplageren om, at denne er indforstået med at opfylde bestemmelserne, herunder navnlig de i forordning 454/95, art. 10, stk. 5 og stk. 6 samt art. 11 nævnte oplagringsbetingelser som bestanddel af den kontrakt, der skal indgås.

Ansøgningen skal være forsynet med frysehusets daterede og underskrevne erklæring om, at have modtaget de pågældende mængder smør til oplagring på de datoer, der er anført i ansøgningen.

EU-direktoratet kan efter anmodning herom tillade, at forpligtelsen til at anføre indlagringsdatoen ikke gælder, såfremt den ansvarlige for frysehuset forpligter sig til at føre et register, hvori ovennævnte oplysninger indføres på indlagringsdagen.

Kopi 2 af ansøgningen ( rød) sendes til Plantedirektoratets lokale distriktskontor, som attestere rigtigheden af oplagerens og frysehusets oplysninger. Herefter sendes kopien til EU-direktoratet.

Er alle betingelserne opfyldt, bekræfter EU-direktoratet senest 30 dage efter modtagelsen, at anmeldelsen er accepteret, således at den betragtes som en kontrakt. Original vil blive sendt til virksomheden i underskrevet stand.

5. Krav til emballagen

Hvert partis emballage skal være mærket med følgende angivelser

fremstillingsvirksomhedens godkendelsesnummer, der identificerer produktionsvirksomheden- og medlemsstaten,

fremstillingsdatoen,

indlagringsdatoen,

varepartiets nummer,

påskriften “saltet”, hvis det er saltet smør,

den nationale kvalitetsklasse (dvs. i Danmark “smør af første kvalitet”),

nettovægten.

6. Indlagring og oplagringsperioden

Indlagring kan ske fra og med den 1. april til og med den 15. august samme år. Udlagring kan ske fra og med den 16. august samme år.

Oplagringsperioden skal mindst være 90 dage og kan ikke overstige 210 dage. Den første oplagringsdag er dagen efter datoen for partiets indlagring på frysehus. Den sidste oplagringsdag er dagen før datoen for udlagring.

Når markedssituationen inden for Fællesskabet gør det nødvendigt, kan støttebeløbet samt indlagrings- og udlagringsperioderne og den maksimale oplagringsperiode ændres i løbet af året for de kontrakter, der indgås.

Viser det sig ved udgangen af oplagringsperiodens første 60 dage, at smørret har været udsat for en større kvalitetsforringelse end opbevaring normalt medfører, kan Plantedirektoratets lokale distriktskontor give oplageren tilladelse til for egen regning at erstatte den mangelfulde mængde smør med en tilsvarende mængde smør, som opfylder de betingelser, som er anført i denne vejledning. Denne tilladelse kan kun gives én gang pr. vareparti.

7. Udlagring

Udlagring omfatter hele varepartier, eller, hvis EU-direktoratet har tilladt det, mindre enheder. Dog kan udlagring kun omfatte en forseglet mængde, såfremt produktet er forseglet i henhold til art. 11, stk. 6, litra a i forordning (EF) nr. 454/95.

Inden udlagring påbegyndes, skal kontrahenten fem hverdage inden give Plantedirektoratets lokale distriktskontor meddelelse om de varepartier, der skal udlagres.

8. Beregning af støtte

Støtten fastsættes af Kommissionen og udgør pr. ton smør eller smørækvivalent

24 ECU for de faste omkostninger

0,35 ECU pr. kontraktmæssig oplagringsdag for omkostningerne ved kølelagring,

et beløb pr. kontraktmæssig oplagringsdag, der beregnes på grundlag af 91% af den interventionspris for smør, udtrykt i national valuta, der gælder på dagen for den kontraktmæssige oplagrings påbegyndelse, og en rentesats på 5% om året.

9. Anmodning om udbetaling af støtte

Anmodning om udbetaling af støtte sendes til Plantedirektoratets lokale distriktskontor, der efter at have udført den fornødne kontrol, videresender anmodningen til EU-direktoratet, som foretager udbetaling af støttebeløbet. En anmodning må kun vedrøre en enkelt oplagringskontrakt og skal indeholde følgende oplysninger

oplagerens navn og adresse,

en specificeret opgørelse vedrørende det smør, der søges støtte til med angivelse af mængder, indlagringsdato og udlagringsdatoer for hvert enkelt parti, en beregning af det ansøgte støttebeløb, en erklæring om, at det i anmodningen angivne kvantum smør ikke i oplagringsperioden har været anbragt på toldoplag eller i frizone med henblik på udførsel indenfor en bestemt frist, jf. art. 5, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 565/80 af 4. marts 1980 om forudbetaling af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter,

oplysningerne skal attesteres af det pågældende frysehus.

Støtten udbetales senest 120 dage efter den sidste oplagringsdag, som er dagen før datoen for udlagring. Beløbet vil blive krævet tilbagebetalt, såfremt direktoratet eller revisionsmyndighederne senere konstaterer, at beløbet er udbetalt med urette.

10. Anmodning om udbetaling af forskud på støtte

Når et parti smør har været oplagret i 60 dage, kan der udbetales forskud på støtten, hvis der over for EU-direktoratet er stillet en sikkerhed af samme størrelse som forskudsbeløbet, forhøjet med 10%. Sikkerheden skal stilles i form af en garanti i et pengeinstitut eller forsikringsselskab, der ligger i Danmark.

Anmodningen sendes til EU-direktoratet, som udbetaler forskuddet på beregning af en oplagringsperiode på 90 dage.

11. Regnskabs- og kontrolbestemmelser

Oplageren skal føre en særlig konto over partier smør, der er omfattet af en kontrakt oprettet i overensstemmelse med bestemmelserne i denne vejledning.

Oplageren skal sørge for, at smørret er lagret på en sådan måde, at de kontrollerende myndigheder til enhver tid kan foretage kontrol af smørret.

Repræsentanter for Kommissionen, EU-direktoratet og Plantedirektoratet har mod behørig legitimation adgang til lagre af smør, der er omfattet af en kontrakt og, er berettiget til uden erstatning, at udtage prøver i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kontrollen.

Disse repræsentanter har endvidere adgang til hos oplageren at foretage kontrol af de oplysninger, som tjener til dokumentation for udbetaling af støtten, herunder at efterse oplagerens forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v. Det påhviler oplageren at yde den bistand, der er nødvendig for foretagelse af kontrollen.

12. Retsgrundlag

Rådets forordning (EØF) nr.804/68 af 27. juni 1968 med senere ændringer om den fælles markeds ordning for mælk og mejeriprodukter.

Kommissionens forordning (EF) nr. 454 af 28. februar 1995 med senere ændringer om gennemførelsesbestemmelser for interventioner på markedet for smør og fløde.

Kommissionens forordning (EF) nr. 340/96 af 26. februar 1996 med senere ændringer om fastsættelse af den i Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede støtte til privat oplagring af smør og fløde.

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2220/85 af 22. juli 1985 med senere ændringer om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen for sikkerhedsstillelse for landbrugsprodukter.

Rådets forordning (EØF/EURATOM) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter.

Landbrugs- og Fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 461 af 9. juni 1995 om kvalitetsnormer og støtte for mælk og mejeriprodukter.

Instrukser

Plantedirektoratets instruks.

EU-direktoratet, den 1. marts 1998

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →