Skrivelse om kommunens budget for anbringelse af børn og unge

Skrivelse om kommunens budget for anbringelse af børn og unge

(Til kommunalbestyrelsen)

I et samråd i Folketingets Socialudvalg den 7. oktober 1998 på baggrund af en sag om en kommunes beslutninger om hjemtagelse af anbragte børn blev det drøftet, om det er i overensstemmelse med serviceloven på baggrund af økonomiske overvejelser at foretage en gennemgang af en kommunes anbringelsessager og derefter træffe afgørelse om hjemgivelse af anbragte børn og unge.

Resultatet af denne drøftelse blev, at jeg lovede at sende et brev til landets kommuner med de generelle bemærkninger, som sagen gav anledning til.

Jeg har aftalt med Socialudvalget, at et sådant brev skulle afvente et samlet overblik over sagen. Dette indebar særligt afgørelser i de sager om tidligere tvangsanbragte børn, som Den Sociale Ankestyrelse af egen drift havde optaget til behandling, men også orientering om svaret fra Tilsynsrådet på en klage indgivet over kommunens anvisninger for arbejdets udførelse i sager om hjemgivelse af såvel frivilligt som tvangsanbragte børn.

På den nu foreliggende baggrund finder jeg anledning til at indskærpe, at efter servicelovens regler påhviler det til enhver tid en kommune konkret at tage stilling til og at træffe afgørelse om en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når undersøgelsen af barnets eller den unges forhold viser, at der er behov for at iværksætte en foranstaltning, og at denne foranstaltning skal være en anbringelse.

Efter serviceloven § 56 skal kommunen med højst 6 måneders mellemrum vurdere, om planen for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet skal revideres. De 6 måneder er et minimumskrav for vurdering, og der er ikke noget, der forhindrer, at planerne tages op til vurdering uden for lovens terminer.

En gennemgang af en kommunens anbringelsessager dikteret af budgetmæssige årsager vil ikke i sig selv være i strid med servicelovens regler, hvis vurderingen af den enkelte sag sker ud fra, hvorvidt det er fagligt forsvarligt at revidere planen og derefter ændre en igangværende foranstaltning.

Det er på den anden side klart, at en ophævelse af en for et barn eller en ung iværksat foranstaltning alene begrundet i besparelseshensyn ikke er i overensstemmelse med servicelovens regler.

De beslutninger, som en kommune træffer om ændring af planen og dermed af en igangværende foranstaltning, kan af forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i retssikkerhedsloven.

Herudover giver servicelovens § 47 det sociale nævn og Den sociale Ankestyrelse beføjelser til at tage en sag op på eget initiativ.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan det sociale nævn, hvis der er behov for foranstaltninger efter § 40, og kommunen undlader at iværksætte disse, pålægge kommunen at træffe en afgørelse eller træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Efter stk. 3 i samme bestemmelse har Den Sociale Ankestyrelse samme beføjelser som det sociale nævn og kan tillige træffe afgørelse om tvangsmæssig undersøgelse, tvangsfjernelse (og lægelig undersøgelse og behandling) og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Der er ingen begrænsninger i, hvem der kan rette henvendelse til det sociale nævn eller Ankestyrelsen om optagelse af en sag efter servicelovens § 47. En henvendelse kan komme fra anbringelsesstedet, fra en kommunal sagsbehandler, fra barnet selv, fra personer i barnets nærmiljø m. fl., ligesom det sociale nævn og Ankestyrelsen naturligvis selv via omtale i medierne eller andet kendskab til sagen kan tage denne op.

Undlader en kommune at gennemføre en afgørelse, som det sociale nævn eller Ankestyrelsen har pålagt kommunen at gennemføre, kan nævnet eller Ankestyrelsen rette henvendelse til de kommunale tilsynsmyndigheder. Tilsynsrådet råder - i modsætning til nævnet og Ankestyrelsen - over tvangsmidler, der kan anvendes til at gennemtvinge en gennemførelse af afgørelsen.

Disse særlige regler sætter således yderligere grænser for en kommunalbestyrelses mulighed for en styring af anbringelsesområdet betinget af økonomiske overvejelser. Dette forhold bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på ved sin budgetlægning og sin tilrettelæggelse af administrationen af anbringelsesområdet.

Det er mit indtryk, at ankesystemet udviser stor påpasselighed over for klagesager om ændringer/ophør af foranstaltninger for børn og unge, hvor ændringen ikke er fagligt velbegrundet, og at ankesystemet samtidig er meget opmærksom på dets egne handlemuligheder.

Dette er betryggende set ud fra de lovgivningsmæssige rammer for indsatsen over for børn og unge, som har behov for særlig støtte, men der er anledning til at fremhæve de omkostninger, som kommunale afgørelser, der ikke følger servicelovens regler, kan indebære for de involverede børn og unge. Uanset at en kommunes afgørelse om hjemgivelse bliver omgjort af ankeinstansen, vil det for de berørte børn og unge betyde et brud i den kontinuitet i et anbringelsesforløb, som sagkundskaben tillægger så stor betydning.

Jeg vil derfor opfordre til, at kommunalbestyrelsen vedstår sig det store ansvar, der påhviler den på dette følsomme område, ved at sikre, at der ydes de rette hjælpeforanstaltninger til de i kommunen boende børn og unge, som har behov for særlige støtte efter servicelovens regler.

Socialministeriet, den 12. april 1999

Karen Jespersen