Oplysninger til bevillingskontrollen for finansåret 1998 (BK-cirkulæret)
Statutory Text (1 Articles)
Oplysninger til bevillingskontrollen for finansåret 1998 (BK-cirkulæret)
Oplysninger til bevillingskontrollen for finansåret 1998
Ifølge rigsrevisorlovens § 17, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 3 af 7. januar 1997) skal rigsrevisor afstemme statsregnskabet med særregnskaberne og sammenholde bevillings- og regnskabstal (bevillingskontrol). Rigsrevisionen afgiver beretning om bevillingskontrollen til statsrevisorerne.
Statsrevisorernes årlige beretning om bevillingskontrollen indeholder en gennemgang af statsregnskabet og udvalgte tværgående og principielle problemstillinger i forbindelse med ministeriernes bevillingsadministration og økonomistyring samt bevillingsretlige spørgsmål.
Til brug for bevillingskontrollen for finansåret 1998 bedes ministeriet sende de i pkt. 2-8 nævnte oplysninger vedrørende samtlige styrelser og institutioner mv. under ministerens område til Rigsrevisionen senest den 17. maj 1999.
Regnskabsoversigter
SB-uddata tabel 10095.
Regnskabsmæssige forklaringer
For hovedkonti, der er omfattet af ordningen for virksomhedsregnskaber i staten for finansåret 1998, jf. Akt 82 4/12 1996, skal de regnskabsmæssige forklaringer indgå i virksomhedsregnskabet. Statsregnskabstallene skal kunne identificeres i virksomhedsregnskabet. De regnskabsmæssige forklaringer skal indeholde de samme elementer som forklaringer til de hovedkonti, der ikke er omfattet af ordningen for virksomhedsregnskaber, jf. pkt. 4-7.
Der skal afgives regnskabsmæssig forklaring for hovedkonti, hvor der er opstillet mål i bevillingslovene, hvis der er væsentlige afvigelser mellem de opstillede mål, fx aktivitets-, service- og produktivitetsmål, og de opnåede resultater. Hvis der er tvivl, bør der afgives regnskabsmæssig forklaring. Der redegøres for ministeriets overvejelser vedrørende forholdet mellem de opstillede mål på bevillingslovene og de faktiske resultater.
Der skal endvidere på hovedkontoniveau afgives regnskabsmæssig forklaring for alle bevillingstyper for væsentlige afvigelser mellem bevillingstallene, som de fremgår af finansloven og tillægsbevillingslovforslaget, og statsregnskabstallene efter korrektion for ikke-fradragsberettiget købsmoms. Ved vurdering af om en afvigelse er væsentlig, må såvel den procentvise som den beløbsmæssige afvigelse tages i betragtning. Hvis der er tvivl, bør der afgives regnskabsmæssig forklaring. For hovedkonti med bevillingsafregning bedes de regnskabsmæssige forklaringer tage udgangspunkt heri.
For driftsbevillinger, anlægsbevillinger og statsvirksomheder gives der forklaring i følgende tilfælde
a. For driftsbevillinger hvis der er væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal for den samlede nettoudgiftsbevilling eller for lønsumsbevillingen. Der skal således ikke afgives forklaring, hvis underkonti eller standardkonti indenfor rammen udviser afvigelser. Forklaring på afvigelser for hele rammen kan dog tage udgangspunkt i mer- eller mindreforbrug på underkonti eller standardkonti.
b. For anlægsbevillinger i form af projektbevilling afgives regnskabsmæssig forklaring ved væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal for det enkelte projekt, eller hvis der i øvrigt er væsentlige projektændringer eller væsentlige ændringer med hensyn til totaludgift og færdiggørelsestidspunkt.
For anlægsbevillinger, hvor dele af bevillingen er afsat som rådighedspulje, afgives der regnskabsmæssig forklaring ved merforbrug og væsentligt mindreforbrug af rådighedspuljen i forhold til det bevilgede.
c. For statsvirksomheder redegøres for afvigelser ud over de tilladte akkumulerede udsving i nettotallet. Der afgives en oversigt over det akkumulerede udsving i forhold til nettotallet for de sidste 4 år, og der afgives forklaring, hvis det akkumulerede udsving er negativt 4 år i træk, jf. Budgetvejledning 1996, pkt. 21.51.
Hvis Finansministeriet i finansårets løb har givet ministeriet tilladelse til at foretage dispositioner, hvortil der ikke normalt er hjemmel, herunder fx overførsler mellem hovedkonti, bedes ministeriet vedlægge kopi af korrespondance mv.
Der afgives endvidere regnskabsmæssige forklaringer, hvis der er sket ændringer i regnskabsmæssige principper, eller hvis der har været andre forhold, der har betydning for vurderingen af regnskabet for 1998, herunder fx væsentlige saldi eller ændringer i saldi på statuskonti.
Tværgående bidrag i beretningen for 1998
Rigsrevisionen overvejer ved bevillingskontrollen for 1998 at udarbejde tværgående bidrag til beretningen om følgende 9 emner
Afstemning af statuskonti.
Fonde.
Statsgælden og Den sociale Pensionsfond.
Bloktilskud.
Statslige aktieselskaber.
Virksomhedsregnskaber.
Mindre edb-projekter.
Løn og pension.
Intern revision.
Rigsrevisionen vil rette særskilt henvendelse til de relevante ministerier, hvis der til brug for undersøgelsen af emnerne ønskes yderligere oplysninger.
Yderligere eksemplarer af denne cirkulæreskrivelse kan rekvireres ved henvendelse til Rigsrevisionen på tlf. 33 92 84 00, lokal 28604. Cirkulæret findes også på Rigsrevisionens hjemmeside på internetadressen: www.rigsrevisionen.dk.
Rigsrevisionen, den 3. marts 1999
Henrik Otbo
/Annie Nørskov