Skrivelse om orientering om lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love (Regler om mellemkommunal refusion, om særligt supplerende tilskud til orlovsydelse til enlige for

Bilag 1

Bilag 1

Eksempler, der viser, hvorledes retssikkerhedslovens § 9 a regulerer adgang til mellemkommunal refusion

Eksempel 1a

Stofmisbruger S, der modtager kontanthjælp, bor i A kommune. Pågældende skal have et behandlingstilbud i B kommune. Det forudsættes, at S ikke bevarer bopæl i A kommune. B kommune er opholds- og handlekommune.

Udgifter efter serviceloven

Hvis behandlingstilbudet er en boform, jf. den tidligere § 128 i serviceloven, kan B kommune få refusion fra A kommune. Dette er uændret efter den nye § 9a i retssikkerhedsloven.

Hvis behandlingstilbudet ikke er omfattet af den tidligere § 128 i serviceloven, kan B kommune aftale refusion med A kommune. Efter § 9a, stk. 1, nr. 7 er der refusion, hvis botilbudet svarer til en boform efter serviceloven.

Udgifter efter aktivloven

B kommune kunne tidligere ikke få refusion for udgifter afholdt efter aktivloven. Efter § 9 a i retssikkerhedsloven får B kommune ret til refusion også for udgifter efter aktivloven.

Eksempel 1b

Efter det midlertidige ophold i B kommune udsluses S med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en almindelig bolig i C kommune, der bliver opholdskommune og dermed handlekommune. S modtager kontanthjælp.

Udgifter efter serviceloven

Når der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter den tidligere § 128 i serviceloven. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Dette er uændret efter den nye § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Efter den nye § 9a i retssikkerhedsloven kan der aftales refusion.

Eksempel 1c

Efter det midlertidige ophold i B kommune udsluses S med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en boform som nævnt i den tidligere affattelse af servicelovens § 128 / pensionslovens § 53 i C kommune. C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune. S modtager kontanthjælp / pension

Udgifter efter serviceloven og pensionsloven

C kommune har adgang til refusion efter jf. den tidligere affattelse af § 128 i serviceloven og pensionslovens § 53. C kommune kan rette krav mod B kommune, der kan rette sit krav mod A kommune. Dette er uændret med den nye § 9a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Efter den nye § 9a i retssikkerhedsloven får C kommune ret til refusion.

Eksempel 2a

Hjemløs H får ophold i et forsorgshjem, der ligger i F kommune. Det forudsættes, at H ikke bevarer sin tidligere opholdskommune. F kommune er opholdskommune og dermed handlekommune. Det kan aftales, at en tidligere kommune fortsat er handlekommune. Udgifterne til botilbud efter servicelovens § 94 er en amtskommunal udgift. Amtskommunen får 50 pct. refusion fra staten.

Udgifter efter serviceloven og pensionsloven

Har F kommune udgifter til hjælp efter serviceloven eller pensionsloven, kan F kommune kræve sine udgifter betalt af en tidligere opholdskommune. Betingelserne i den tidligere affattelse af servicelovens § 128 og pensionslovens § 53, stk. 1, er opfyldte. Der er medvirken af anden offentlig myndighed, idet forstanderen - eller en anden ansat - har optaget H i boformen. Der er ikke refusion for udgifter til personlige tillæg. Dette er uændret efter § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

F kommune kunne ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Efter § 9 a i retssikkerhedsloven har kommune F ret til refusion for udgifter efter aktivloven.

Eksempel 2b

Efter det midlertidige ophold på forsorgshjem i F kommune udsluses H med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en almindelig bolig i C kommune, der bliver opholdskommune og dermed handlekommune.

Udgifter efter serviceloven og pensionsloven

Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion , jf. den tidligere affattelse af servicelovens § 128/ pensionslovens § 53. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Dette er uændret efter § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Dette er uændret, men det er nyt, at der kan indgås aftale om refusion, jf. § 9a i retssikkerhedsloven

Eksempel 2c

Efter det midlertidige ophold på forsorgshjem i F kommune udsluses H med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en boform, som er nævnt i den tidligere affattelse af § 128 i serviceloven servicelovens § 128/ pensionslovens § 53 og som ligger i kommune C. Kommune C bliver opholdskommune og dermed handlekommune.

Udgifter efter serviceloven og pensionsloven

C kommune har adgang til refusion, jf. den tidligere affattelse af servicelovens § 128 og pensionslovens § 53, stk. 1. Da F kommune var opholdskommune under det midlertidige ophold, kan C kommune kræve refusion fra F kommune. F kommune herefter kræve sine udgifter dækket af A kommune, idet H´s ophold i F kommune er sket ved medvirken, og der er tale om en boform, som er nævnt i den tidligere affattelse af § 128 og pensionslovens § 53. Dette er uændret efter § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kunne tidligere ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Efter § 9 a i retssikkerhedsloven er der refusion for udgifter efter aktivloven.

Eksempel 3a

En person, der bor i kommune A, skal i fængsel i kommune B. Efter endt fængselsophold udsluses personen til kommune C, og hvor pågældende modtager kontanthjælp. Udslusningen sker til en almindelig bolig. Kommune C bliver opholdskommune og dermed handlekommune.

Udgifter efter serviceloven

Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion, jf. den tidligere affattelse af servicelovens § 128. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. Dette er uændret efter § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Dette er uændret, men det er nyt at der kan indgås aftale om refusion.

Eksempel 3b

En person, der bor i kommune A, skal i fængsel i Kommune B. Efter endt fængselsophold udsluses personen til kommune C, og hvor pågældende modtager kontanthjælp. Udslusningen sker til en boform, som nævnt i den tidligere affattelse af servicelovens § 128 / pensionslovens § 53, og som ligger i kommune C. Kommune C bliver opholdskommune og dermed handlekommune.

Udgifter efter serviceloven

C kommune har ret til refusion fra kommune B, jr. den tidligere affattelse af servicelovens § 128, men B kommune havde ikke ret til refusion fra kommune A. Dette ændres med retssikkerhedslovens § 9a, idet ophold i institutioner under fængselsvæsenet giver ret til refusion. Fængselskommunen bliver således efter retssikkerhedslovens § 9a friholdt for udgifter.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kunne tidligere ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Kommune C får, jf. retssikkerhedslovens § 9a, refusion for udgifter efter aktivloven. Kommunen A skal afholde den kommunale andel af udgifterne.

§ 9 a i retssikkerhedsloven samler reglerne om mellemkommunal refusion for udgifter efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, og lov om social pension.

Retssikkerhedslovens § 9 a har virkning fra 1. juli 1998 - dvs. fra det tidspunkt, hvor bistandslovreformen trådte ikraft. Bestemmelsen retter op på virkninger, som ikke har været tilsigtet. Derfor er det Socialministeriets og de kommunale organisationers vurdering, at de nye regler skal have virkning fra 1. juli 1998. Det stemmer nemlig samlet set bedst med de forudsætninger, som kommuner m.v. har arbejdet under i forbindelse med, at bistandslovreformen trådte i kraft. Der kan henvises til, at Socialministeriet den 24. juni 1998 overfor kommuner m.fl. har varslet, at der ville komme ændringer.

Vejledningen om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område vil komme i ny udgave, hvor bl.a. kapitlet om handlekommune og mellemkommunal refusion vil blive revideret som følge af ændringerne.

2. Ændringerne i § 9 a i retssikkerhedsloven

Reglerne om mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven (tidligere § 128) bliver identiske med den tidligere affattelse af pensionslovens § 53, stk. 1.

Der bliver mellemkommunal refusion efter aktivloven under samme betingelser som efter serviceloven og pensionsloven.

Kommunerne får hjemmel til at aftale refusion for udgifter efter aktivloven.

Vi skal specielt henvise til vedlagte bilag 1, hvor det med eksempler konkret er illustreret, hvilken virkning § 9 a har.

2 A. Ensartede regler om mellemkommunal refusion for udgifter efter lov om social service og lov om social pension .

Den tidligere affattelse af servicelovens § 128 om mellemkommunal refusion beskyttede ikke institutionskommuner tilstrækkeligt. Se fx eksemplerne 3 a og 3 b i bilag 1.

Efter den tidligere § 53, stk. 1, nr. 8, i pensionsloven var der også adgang til refusion, hvis en bolig eller boform træder i stedet for eller kan sammenlignes med de øvrige nævnte boliger eller boformer i bestemmelsen. Denne opsamlingsbestemmelse tager højde for, at der i dag er, og at der hele tiden udvikles nye boformer og hjælpetilbud, der etableres ud fra konkrete behov og muligheder for at finde nye måder at indrette hjælp på. Opsamlingsbestemmelsen indgår derfor også i § 9 a i retssikkerhedsloven (§ 9 a, stk. 1, nr. 8).

2 B. Mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven, hvis der er refusion efter serviceloven eller pensionsloven

Retten til refusion efter aktivloven vil forbedre mulighederne for at støtte de mest udsatte grupper, blandt andet hjemløse, stof- og alkoholmisbrugere og sindslidende. Disse grupper er dels meget mobile pga. ustabile bo- og familieforhold, dels får de ofte ophold i botilbud, der ligger uden for deres normale opholdskommune. Dette er beskrevet i Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne. I denne vejledning og i de vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og Kriminalforsorgens institutioner er det anbefalet, at amter og kommuner viderefører den hidtidige praksis om, at den hidtidige kommune fortsætter som handlekommune.

Det kan fx være relevant for hjemløse og stofmisbrugere, hvor det kan være hensigtsmæssigt at opretholde tilknytning til en tidligere opholdskommune, bl.a. med henblik på resocialiseringen. Specielt for hjemløse, der selv har taget ophold på et tilbud efter servicelovens § 94, bør der skabes kontakt med den tidligere opholdskommune om den videre hjælp, idet forsorgshjemmets beliggenhedskommune i de fleste tilfælde ikke vil være den mest hensigtsmæssige i rollen som handlekommune.

Særlige forhold gør sig gældende, når den oprindelige opholdskommune som en del af en handleplan har visiteret en person, fx. en stofmisbruger til behandling på et privat behandlingstilbud i en anden (amts)kommune. I disse tilfælde er det hensigtsmæssigt, at det i forbindelse med handleplanen aftales, at den hidtidige kommune og amtskommune forbliver handlekommune, sålænge foranstaltningen er i værk.

2 C. Hjemmel til at aftale refusion for udgifter efter lov om aktiv socialpolitik

Bemærkninger til § 9 a, stk. 3

Der er i § 9 a stk. 3, i retssikkerhedsloven, adgang til at aftale refusion for udgifter efter pensionsloven, serviceloven og aktivloven i tilfælde, hvor en borger flytter til en anden kommune uden at betingelserne for mellemkommunal refusion efter § 9 a, stk. 1 og 2 er opfyldt..

Bestemmelsen svarer til den tidligere affattelse af servicelovens § 128, stk. 3, og pensionslovens § 53, stk. 2. Det nye er, at der nu også er adgang til, at kommunerne kan aftale refusion for udgifter efter aktivloven.

Det er uændret, at det i aftalen skal fastsættes, hvor længe aftalen skal gælde. Der er derudover ikke krav til aftalens indhold. Det er således op til kommunerne selv at afgøre, fx om aftalen skal omfattet udgifter efter alle de tre love eller kun en eller to af lovene.

I den tidligere affattelse af servicelovens § 128, stk. 4, og pensionslovens § 53, stk. 3, var der en bestemmelse om, at aftaler om refusion, som kommuner indgår med hinanden, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Disse aftaler er ikke afgørelser, og det følger derfor af almindelige principper, at uenighed om aftaler ikke kan indbringes for de sociale klagemyndigheder eller for andre administrative myndigheder. Det er således overflødigt at have regler herom, og derfor videreføres en regel svarende til servicelovens § 128, stk. 4, og pensionslovens § 53, stk. 3, ikke.

§ 9, stk. 4, svarer til den tidligere affattelse af servicelovens § 128, stk. 5, hvorefter krav om refusion skal være rejst seneste 3 år efter hjælpen er ydet. Denne forældelsesregel bevirker, at man undgår de problemer, der altid vil være, hvis man flere år efter at dispositioner konkret er gennemført, ud fra gamle sager skal afgøre spørgsmål om mellemkommunal refusion. Denne forældelsesregel er nu generel .

Særligt om adgang til at aftale refusion for udgifter efter aktivloven, herunder bl.a om tilbud til sent udviklede

Ophævelsen af refusion for udgifter efter aktivloven, har bl.a vist sig at give vanskeligheder i tilfælde, hvor en kommune både bevilger hjælp til forsørgelse og til betaling for uddannelse, som ikke er en ordinær uddannelse, men er tilrettelagt i forhold til en særlig målgruppe.

Det blev derfor vurderet, at det var nødvendigt at skabe et retsgrundlag for at træffe aftaler om refusion for udgifter efter aktivloven.

Der er tale om tilbud, som er rettet mod en mindre persongruppe, som kun få kommuner selv kan etablere tilbud til. Tilbudene dækker derfor ofte hele eller dele af landet. Disse tilfælde kan opdeles to hovedgrupper.

a. Den første gruppe omfatter situationer, hvor det er en myndighed, der afgør, at en person kan deltage i et særligt uddannelsesforløb. Et eksempel på et sådant lands- eller landsdelsdækkende tilbud er Blindeinstituttet i København.

Dette og lignende tilbud er revalideringstilbud, som en opholds(amts)-kommune har pligt til at tilbyde sine borgere med begrænsninger i arbejdsevnen. Hvis kommunen eller amtskommunen ikke selv råder over et egnet tilbud, kan den indgå aftale om at benytte tilbud, der ligger i en anden kommune / amtskommune.

Der skal således i disse tilfælde indgås en aftale om betaling for udgifter ved opholdet med den kommune eller amtskommune, hvor tilbudet ligger. Hvis der ikke er en sådan aftale, kan den modtagne (amts)kommune afvise at modtage revalidenden.

Hjemmelen til, at kommuner kan indgå aftaler om refusion for udgifter efter aktivloven, giver den retlige ramme for, at kommunerne og amtskommunerne kan tilrettelægge deres administration, således at ingen kommuner eller amtskommuner får påført særlige sociale udgifter alene fordi, de i deres kommune har placeret et lands- eller landsdelsdækkende tilbud.

b. Den anden hovedgruppe omfatter tilfælde, hvor det ikke er en social myndighed, men en privat, der afgør, hvem der kan deltage i uddannelsesforløbet. Kerneeksemplet er, når kommuner benytter tilbud til sent udviklede, dvs. tilbud, hvor sent udviklede som led i revalidering bor på uddannelsesstedet eller i tilknytning hertil.

Før den 1. juli 1998 var det praksis, at den kommune, som anviste en af sine borgere et tilbud til sent udviklede, fortsat betalte udgifterne til revalideringen. Denne praksis er et udslag af, at der i realiteten er tale om, at en kommune, der ikke selv har et egnet tilbud til en af sine borgere, køber en plads på et privat tilbud, der ligger i en anden kommune.

Der har været usikkerhed om denne praksis kunne fortsætte, fordi der efter den 1. juli 1998 ikke var regler om mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven.

Lovændringen, hvorefter der med virkning fra 1. juli 1998 er hjemmel til, at kommunerne kan indgå aftale om refusion for udgifter efter aktivloven, forudsætter, at kommunerne fører praksis fra før den 1. juli 1998 videre i forbindelse med tilbud til sent udviklede. Den kommune, som har et tilbud til sent udviklede liggende inden for kommunegrænsen, skal således ikke af den grund påføres udgifter.

Til støtte for at opretholde praksis har Socialministeriet og de kommunale organisationer lagt vægt på følgende

i. visitation

Landsforeningen Ligeværd (tidligere Landsforeningen til Støtte af Sent Udviklede) har oplyst, at optagelsen i tilbud tilknyttet Landsforeningen sker ved, at den kommune, som vil tilbyde en af sine borgere mulighed for uddannelse, indgår aftale med det aktuelle tilbud, fx om varighed, indholdet, opfølgning og om betalingen for opholdet. Tilbud tilknyttet Landsforeningen vil kun tage imod elever, hvis deres kommune påtager sig at friholde beliggenhedskommunen for udgifter efter aktivloven.

ii. En kommune, som indgår aftale med et privat tilbud, er umiddelbart bundet af aftalen

Det betyder for det første, at private tilbud, som indgår aftaler om at optage elever fra andre kommuner, alene har et privatretligt krav på betaling m.v. i forhold til den kommune, tilbuddet har indgået aftale med. Den kommune, hvori tilbuddet ligger, er således ikke over for det private tilbud forpligtet til at “overtage eller videreføre ” en aftale, som en anden kommune har indgået. Det private tilbud har derfor en betydelig interesse i følge ovennævnte praksis med hensyn til visitation.

For det andet betyder det, at hvis en kommune har indgået aftale med et private tilbud, kan kommunen ikke kan frigøre sig fra denne aftale, fx ved at henvise til

· den nye adgang til at indgå aftale i § 9 a, stk. 3, som alene regulerer forholdet mellem myndigheder, eller

· at der efter 1. juli 1998 (og indtil § 9 a kom ind i retssikkerhedsloven) ikke var regler om mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven .

iii. Det er i alle kommuners interesse, at praksis føres videre

Det er i alle kommuners interesse, at der findes tilbud til sent udviklede og andre særlige persongrupper. Derfor er alle kommuner bedst tjent med, at man fører praksis fra før den 1. juli 1998 videre. Dette understøttes af procedurerne vedrørende visitation og de aftaleretlige konsekvenser, som er omtalt ovenfor. Hertil kommer, at hvis kommunerne ikke følger denne praksis, vil det betyde, at sådanne tilbud til fx sent udviklede ikke vil kunne fortsætte på det hidtidige grundlag.

Med hjemmel i § 9 a, stk. 3, kan kommunerne indgå aftale om refusion for udgifter efter aktivloven, således at den kommune, som bevilger hjælpen, friholder beliggenhedskommunen for udgifter efter aktivloven. Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, kan kommunerne indgå aftale om handlekommune, jf. nedenfor.

Konkret kan administrationen i forbindelse med bl.a. tilbud til sent udviklede ske ved, at beliggenhedskommunen og det private tilbud indgår en rammeaftale om betalings- og handlekommuneforpligtelsen, som tilbuddet benytter, når tilbuddet indgår aftale om at optage en elev, der kommer fra en anden kommune.

Socialministeriet skal herved anbefale, at der er procedurer, som sikrer, at der ikke er tvivl om, at den tidligere kommune betaler for opholdet, og at der ikke er usikkerhed med hensyn til, at den unge accepterer, at den tidligere opholdskommune fortsat er handlekommune.

Socialministeriet og de kommunale organisationer forventer, at kommunerne indretter sig ud fra ovenstående med virkning fra 1. juli 1998. Vi skal herved henvise til den orientering, som kommuner m.fl. fik i brev af 24. juni 1998 inden bistandslovreformen trådte i kraft.

3. Uddybende bemærkninger til § 9 a, stk. 1 og 2

Stk.1 fastsætter, at opholdskommunen har adgang til refusion for ydelser efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik og lov om social pension § 52, stk. 1, når der er tale om ophold i boformer m.v., som er nævnt i nr. 1-7.

Det er ikke et krav, at kommunen har udgifter til selve opholdet i boformen, for at den kan kræve refusion for udgifter efter pensionsloven eller aktivloven. En forsorgshjemskommune kan fx få refusion for udgifter til kontanthjælp, selvom udgiften til ophold i forsorgshjem (servicelovens § 94) betales af amtskommunen med refusion fra staten.

Det er uændret en betingelse, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen har fået ophold i kommunen. Medvirken foreligger bl.a., hvis en leder eller forstander træffer beslutning om, at en person kan få ophold i en boform, fx et forsorgshjem efter servicelovens § 94.

Udgifter efter § 52, stk. 1, i pensionsloven omfatter som hidtil udgifter til personer, der allerede er tilkendt pension, og til personer, der får tilkendt pension under opholdet.

§ 9 a, stk. 1, nr. 1- 7, viderefører med redaktionelle ændringer den tidligere § 53, stk. 1, i lov om social pension. Der er i forhold til pensionsloven den ændring, at det nu direkte fremgår, at der er refusion ved ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., såfremt boligerne er oprettede af eller efter aftale med amtskommunen.

§ 9 a, stk. 1, nr. 5 og 6 er nye i forhold til tidligere affattelse af servicelovens § 128, men svarer til de tidligere regler i pensionsloven. Udgifter i forbindelse med ophold på institutioner under sygehusvæsnet og Kriminalforsorgen var tidligere omfattet af bistandslovens § 11. Men det har ikke været tilsigtet, at udgifter efter serviceloven ved ophold i disse boformer skulle undtages fra adgang til refusion.

§ 9 a, stk.1, nr. 7 er en opsamlingsbestemmelse, som giver adgang til refusion for ophold, der ikke formelt er etableret som boform efter nr. 1-6, men som kan sidestilles med sådanne tilbud, idet de anvendes til at opfylde samme behov. Reglen svarer til den tidligere affattelse af pensionslovens § 53, stk. 1, nr. 8. Sigtet med den er, at der herved tages højde for, at der i dag allerede er måder at organisere hjælp på, der kan sidestilles med de boformer, som direkte er nævnt i § 9 a, stk. 1, nr. 1-6, og at der hele tiden udvikles nye boformer og hjælpetilbud, der etableres ud fra konkrete behov og muligheder for at finde nye måder at indrette hjælp på.

Som eksempel er det nævnt i opsamlingsbestemmelsen, at der er adgang til refusion ved hjælp efter servicelovens § 77 eller i bofællesskaber oprettet efter den tidligere bistandslovs § 68 og §68 b. Der vil også kunne ydes refusion i forhold til fx private krisecentre, der fungerer på sammen måde som krisecentre efter servicelovens § 94, men som konkret ikke er etableret som en boform efter servicelovens § 94.

Efter stk. 2 har opholdskommunen refusionsadgang, når en person har udnyttet sin flytteret efter § 92, stk. 3, i lov om social service, § 63, stk. 1, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Det bemærkes, at der også er refusion, når en borger har ret til at flytte efter § 17, stk. 5, i lov om boliger for ældre og personer med handicap, idet denne bestemmelse er omfattet af § 63, stk. 1, som nævnt ovenfor.

Borgerens flytteret afhænger af de særlige betingelser, som fremgår af de tre nævnte lovbestemmelser.

4. Praksis med hensyn til at aftale handlekommune er lovfæstet i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7.

Det er i praksis er antaget, at når der foreligger særlige grunde, kan kommunerne indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være handlekommune. Med § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven lovfæstes denne praksis.

Som eksempler på, at der foreligger særlige grunde kan nævnes, at opholdet i den nye kommune

er led i den tidligere kommunes sociale indsats, fx ved at den tidligere kommune anvender tilbud, der ligger i en anden kommune,

skyldes at pågældende skal opholde sig i institutioner under Kriminalforsorgen, eller

hænger sammen med, at pågældende optages i forsorgshjem (boform efter servicelovens § 94).

Som et yderligere eksempel kan nævnes familier, der flytter tit, og hvor det derfor er mest hensigtsmæssigt, at den sociale sag bliver hos den kommune, som har lagt handlingsplanen og har det bedste kendskab til familien.

Der kan ikke gives en udtømmende beskrivelse af, hvornår der foreligger særlige grunde, men dette vil fx være tilfældet, når

der er behov for en fortsat social indsats (pleje, hjælp til genoptræning, uddannelse o.l.),

aftalen er med til at sikre borgeren kontinuitet i den sociale indsats,

flytningen til den nye kommune er sket som et led i den tidligere opholdskommunes sociale indsats, eller

det er planen, at borgeren ikke skal bo varigt i den aktuelle opholdskommune, men efter kortere eller længere tid skal videre, enten tilbage til den oprindelige opholdskommune, eller udsluses til en anden kommune.

I praksis sker det fx ved, at kommunerne i et amt indgår generelle aftaler – rammeaftaler – om handlekommune i visse særlige sociale hjælpesituationer, fx i forbindelse med at personer får ophold i et forsorgshjem. Sådanne aftaler er hensigtsmæssige, idet de giver nogle praktiske administrative rammer for en række typiske situationer, hvorved kommunerne undgår at skulle indgå konkrete aftaler i forhold til hver enkelt sag.

En aftale – herunder en rammeaftale – om at en tidligere opholdskommune fortsat er handlekommune, forudsætter, at borgeren samtykker. Hvis borgeren foretrækker, at opholdskommunen er handlekommune, skal dette ønske respekteres. Borgeren har således altid ret til at kræve, at det er pågældende aktuelle opholdskommune, som er handlekommune.

En aftale om, at en anden kommune end opholdskommunen skal være handlekommune, skal omfatte alle former for hjælp til borgeren. Kommunerne kan således ikke aftale, at pligten til at være handlekommune kun omfatter visse former for hjælp efter den sociale lovgivning.

Hvis borgeren vil klage over en afgørelse, skal klagen behandles af det sociale nævn, som kommunen hører under. Hvis en kommune efter aftale er handlekommune, skal handlekommunens afgørelse i givet fald behandles af det sociale nævn, som handlekommunen hører under.

Yderligere oplysninger kan fås hos Boel Vestergaard (33 92 47 07) eller Jette Christiansen (33 92 46 46).

Socialministeriet, den 2. marts 1999

Peter Juul

Skrivelse om orientering om

lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love

(Regler om mellemkommunal refusion, om særligt supplerende tilskud til orlovsydelse til enlige forældre og om forlængelse af Dagpengeudvalget)

Til kommuner, amtskommuner m.fl.

Folketinget har den 25. februar 1999 vedtaget lovforslag L 140 som ovennævnte lov. Loven indebærer

· En ny regel om særligt supplerende tilskud til orlovsydelse til enlige forældre, der har virkning fra den 1. juli 1999, og som er en del af opfølgningen af regeringens børnefamiliepolitiske redegørelse fra juni 1998. Tilskudet ydes til beskæftigede lønmodtagere eller selvstændige, med børn i alderen 24 uger og indtil barnet fylder 5 år, der er nødt til at tage børnepasningsorlov på grund af manglende pasningsmuligheder.

· Dagpengeudvalget får forlænget sin arbejdsperiode indtil den 31. maj 1999. Dagpengeudvalgets opgaver er med bistandslovreformen overgået til de sociale nævn, således at Ankestyrelsen alene tager principielle eller generelle sygedagpengesager. Dagpengeudvalget skal færdiggøre sager, der er indkommet til Ankestyrelsen inden den 29. juni 1998.

· Ændringerne af reglerne om mellemkommunal refusion, jf., nedenfor

Loven, som den er vedtaget af Folketinget ved 3. behandlingen, er vedlagt som bilag. Lovforslaget med bemærkninger kan bl.a ses på

Socialministeriets hjemmeside - www.sm.dk. Se under nye retskilder, eller

på Folketingets hjemmeside - www.folketinget.dk - se under dokumenter - Socialministeren - vedtagne lovforslag.

1. Ændringerne af reglerne om mellemkommunal refusion m.v.