Cirkulæreskrivelse om godtgørelse for statslige pålæg om afgift af affald i bygge- og anlægsentreprise til fast pris
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om godtgørelse for statslige pålæg om afgift af affald i bygge- og anlægsentreprise til fast pris
Ved lov nr. 1034 af 23. december 1998 om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer skete der en ændring i den afgift, der betales af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Lov nr. 1034 er vedtaget den 18. december 1998, optaget i Lovtidende den 28. december 1998 og trådte i kraft den 1. januar 1999.
For affald, der afleveres til deponering, er afgiften nu 375 kr. pr. ton affald (en stigning på 40 kr. pr. ton. For restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændstoffer eller biomasse er der dog tale om en stigning på 165 kr.).
For affald, der afleveres til forbrænding til elproduktion eller samproduktion af elektricitet og varme, forudsat at elektricitetsproduktionen udgør mindst 10 pct. af anlæggets samlede energiproduktion i en afgiftsperiode, er afgiften 280 kr. pr. ton (en stigning på 70 kr. pr. ton).
For affald, der afleveres til anden forbrænding, er afgiften 330 kr. pr. ton (en stigning på 70 kr. pr. ton).
Godtgørelse til entreprenøren
Bygherrer med bygge- og anlægsarbejder, der udføres efter Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 174 af 10. oktober 1991 om pris og tid på bygge- og anlægsarbejder m.v., kan - ud over den faste pris - yde entreprenøren godtgørelse for de samlede udgiftsstigninger, der kan dokumenteres at være en direkte følge af ovennævnte lov nr. 1034. Det er en betingelse for opnåelse af godtgørelse for merudgifterne, at tilbud er afgivet før den 28. december 1998, som er datoen for lovens optagelse i Lovtidende.
Udgiftsstigninger som følge af afgiftsstigningen på bortskaffelse af affald kan godtgøres, hvis kravet overstiger i alt 20.000 kr., eller overstiger 2 pct. af entreprisesummen, dog mindst 5.000.
Godtgørelse til underentreprenør
Er en entreprenør i henhold til sin aftale med en underentreprenør forpligtet til at yde godtgørelse til denne for ovennævnte afgift, kan tilsvarende godtgørelse ydes entreprenøren af bygherren.
Godtgørelse kan i alle tilfælde ydes, såfremt underentreprenørens krav overstiger 20.000 kr., eller overstiger 2 pct. af entreprisesummen, dog mindst 5.000 kr.
Det er en betingelse, at der er tale om et egentligt underentrepriseforhold og ikke blot et leveranceforhold.
Dokumentation
Bygherren må tage stilling til, hvilken dokumentation han anser for tilstrækkelig.
By- og Boligministeriet, den 3. februar 1999
Birgitte Fæster