Legislator Case Law & Legislation
C19990021160 DK

Vejledning om arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1999 211 Historic

Vejledning om arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag

I bekendtgørelse nr. 1153 af 29. december 1999 er der fastsat regler om arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

I denne vejledning beskrives bekendtgørelsens regler, og nogle af reglerne uddybes med nærmere retningslinier.

En dagpengegodtgørelse udgør 7,4/37 af højeste dagpengebeløb for en uge. Beløbet reguleres een gang om året og udgør pr. 3. januar 2000 kr. 570.

Beløbet, der udbetales til deltidsforsikrede og fuldtidsforsikrede medlemmer af en a-kasse er det samme.

Til § 1 - Betaling af dagpengegodtgørelse

Arbejdsgiveren kan af en a-kasse få bekræftet, om en lønmodtager er medlem af a-kassen.

Et medlem vil have ret til dagpengegodtgørelse, selvom medlemmet ikke er dagpengeberettiget, f.eks. fordi medlemmet ikke opfylder kravet om 1 års medlemskab af en a-kasse, og dermed ikke er dagpengeberettiget, jf. § 53, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., eller fordi medlemmet ikke opfylder arbejdskravet i lovens § 53.

Omfattet af reglerne om dagpengegodtgørelse er

- Lærlinge - herunder voksenlærlinge - og elever, der er under uddannelse efter lov om erhvervsuddannelser eller er under en uddannelse, som fuldt ud kan sidestilles hermed. Der skal derfor betales dagpengegodtgørelse, hvis lærlingen eller eleven afskediges mv. under uddannelsen, og lærlingen eller eleven er medlem af en a-kasse på tidspunktet for fratrædelsen. Ved en fratrædelse ved uddannelsens afslutning skal der ligeledes betales, hvis lærlingen eller eleven på tidspunktet for fratrædelsen er medlem af en a-kasse.

- Medlemmer, som er på efterløn, pension, eller modtager rådighedsløn efter tjenestemandsloven, og som herudover har lønarbejde, når lønarbejdet ophører.

- Medlemmer, der modtager etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse, og som herudover har lønarbejde. Perioder med etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse skal i denne sammenhæng betragtes som ledighed.

- Medlemmer, der har været udstationeret/udsendt af en arbejdsgiver til at udføre lønarbejde i udlandet, og som ophører med arbejdet.

Ophør i ulønnet beskæftigelse og afslutning af værnepligt, medfører derimod ikke krav på dagpengegodtgørelse.

Lønmodtagerforhold

Hvis der er tvivl om, hvorvidt der foreligger et lønmodtagerforhold, må det afgøres konkret. Vejledende kan et eller flere af følgende kriterier lægges til grund ved vurderingen af, om et medlem er lønmodtager

1) medlemmet har krav på lønmodtagerfradrag i skattemæssig henseende,

2) arbejdsgiveren indbetaler bidrag til ATP mv. for medlemmet,

3) medlemmet er omfattet af ferieloven,

4) medlemmet er omfattet af funktionærloven og/eller

5) medlemmet vil ved arbejdsgiverens konkurs være omfattet af Lønmodtagernes Garantifond.

Arbejdsgiverforhold

Den øverste myndighed i stat og kommune har ansvaret for, at dagpengegodtgørelse, optjent i stat og (amts) kommune, bliver betalt.

En (amts) kommune betragtes som een arbejdsgiver, selvom medlemmet har været ansat i forskellige (amts) kommunale institutioner. En (amts) kommune betragtes ikke som arbejdsgiver i relation til selvejende institutioner, selvom institutionerne modtager kommunale tilskud til hel eller delvis finansiering af driften.

Hvis et vikariat er formidlet af et vikarbureau, uden at der mellem vikarbureauet og vikaren er indgået en form for ansættelseskontrakt, og vikarbureauet ikke udbetaler vikaren løn, kan vikarbureauet ikke anses for at være arbejdsgiver i forhold til vikaren. Arbejdsgiveren vil her være den virksomhed, som vikaren er beskæftiget hos.

Afskedigelse af lønmodtageren

Hvis et medlem møder frem til et arbejde hos arbejdsgiveren, og arbejdet ikke bliver påbegyndt, uden at det kan tilregnes medlemmet, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse, da medlemmet betragtes som afskediget.

Ved opgørelsen af ledigheden på 1. ledighedsdag fratrækkes de løntimer, som arbejdsgiveren eventuelt ifølge den gældende overenskomst har haft pligt til at betale medlemmet på grund af det forgæves fremmøde. Dette gælder dog kun, hvis der skal betales løn for mere end to timer.

Det skal præciseres, at der skal være tale om en afskedigelses- eller ophørssituation, for at arbejdsgiveren har pligt til at betale dagpengegodtgørelse. Dette belyses ved nedenstående eksempler

Kursus

Arbejdsgiveren skal betale dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet i tilslutning til fratrædelsen påbegynder kursus, selvom kurset eventuelt berettiger til kursusgodtgørelse. Hvis medlemmet derimod som led i ansættelsen deltager i et kursus uden at modtage løn under deltagelsen, skal arbejdsgiveren ikke betale dagpengegodtgørelse, da medlemmet fortsat er ansat.

Kollektiv ferielukning

Ved en virksomheds kollektive ferielukning, skal arbejdsgiveren ikke betale dagpengegodtgørelse, medmindre medlemmet kan anses for afskediget.

Pension/efterløn

Hvis arbejdsophøret sker på medlemmets initiativ, begrundet f.eks. i medlemmets ønske om at overgå på pension eller efterløn, skal arbejdsgiveren ikke betale dagpengegodtgørelse. Der skal dog betales dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet afskediges og først efterfølgende vælger at gå på pension eller efterløn.

Turnus

Hvis et medlem er ansat i en turnus på f.eks. 52 timer hver anden uge, skal arbejdsgiveren ikke betale dagpengegodtgørelse, selvom medlemmet er ledigt hver anden uge, da medlemmet uanset ledigheden ikke er afskediget, men fortsat er ansat hos arbejdsgiveren.

Fast nedsat tid/variabel beskæftigelse

Hvis medlemmets arbejdstid på forhånd er fastlagt, anses medlemmet for at arbejde på fast nedsat tid. Arbejdstiden anses på forhånd fastlagt, hvis omfanget af arbejdsforpligtelsen, og eventuelt arbejdstidens placering, er fastlagt i en vagtplan, en turnusordning, en ansættelsesaftale eller i en kontrakt. Et medlem kan således betragtes som ansat på fast nedsat tid, selvom medlemmet er helt eller delvis ledigt på enkelte dage ind imellem arbejdsdagene, hvis der er truffet aftale om beskæftigelse i et bestemt antal timer pr. uge. Fastsættelse af et timetal i en ansættelseskontrakt medfører kun bortfald af arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse ved ledighed ind imellem arbejdsopgaverne, hvis timetallet reelt afspejler ansættelsesforholdets omfang.

Er arbejdsgiveren bundet af et opsigelsesvarsel, og er medlemmet ikke opsagt, kan medlemmet som udgangspunkt ikke anses for afskediget på ledige dage ind imellem arbejdsdagene. Særligt hvis timetallet er mindre end det aftalte, skal det imidlertid overvejes, om ansættelsesvilkårene løbende ændres, således at medlemmet må anses for afskediget ved hvert faktisk arbejdsophør. Får medlemmet kun løn for udført arbejde, vil det tale for, at der reelt ikke er et opsigelsesvarsel, da arbejsgiveren ikke har nogen forpligtelser over for medlemmet. Medlemmet har derfor ret til dagpengegodtgørelse, når medlemmet er ledigt ind imellem arbejdsdagene.

Arbejder et medlem på fast nedsat ugentlig arbejdstid, således at arbejdstiden løbende f.eks. er placeret mandag, tirsdag og onsdag, skal medlemmet ikke have dagpengegodtgørelse for torsdag og fredag, da medlemmet ikke er afskediget eller hjemsendt, men fortsat er i ansættelsesforholdet.

Et medlem, der arbejder på fast nedsat ugentlig arbejdstid, og som i en periode har haft merarbejde, skal ikke have dagpengegodtgørelse efter ophøret af merarbejdsperioden, hvis ansættelsesvilkårene ikke er blevet ændret.

Et medlem, som ifølge aftale er ansat således, at hverken omfanget af arbejdsforpligtelsen eller arbejdstidens placering er fastlagt på forhånd, anses ikke for at arbejde på fast nedsat tid, men ansat til variabel beskæftigelse. Dette indebærer, at medlemmet som udgangspunkt skal have dagpengegodtgørelse, når medlemmet er ledigt ind imellem arbejdsdagene.

Er medlemmet f.eks. i løbet af en uge beskæftiget hos samme arbejdsgiver således

mandag

7,4 timer

tirsdag

3,0 timer (1. ledighedsdag)

onsdag

5,0 timer (1. ledighedsdag)

torsdag

7,4 timer

fredag

6,0 timer (1. ledighedsdag)

mandag

7,4 timer

skal arbejdsgiveren betale en hel dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag tirsdag og en halv dagpengegodtgørelse onsdag og fredag, der ligeledes betragtes som 1. ledighedsdag.

Et medlem, der er ansat som vikar/afløser fra dag til dag, betragtes også som afskediget hver dag ved beskæftigelsens ophør, og arbejdsgiveren skal derfor betale dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet ikke opnår fuld beskæftigelse på 1. og/eller 2. ledighedsdag.

Hvis medlemmet f.eks. i løbet af en uge er beskæftiget således

mandag

8 timer

tirsdag

7 timer (1. ledighedsdag)

onsdag

0 timer (2. ledighedsdag)

torsdag

4 timer (1. ledighedsdag)

fredag

6 timer (1. ledighedsdag)

mandag

8 timer

skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag tirsdag, torsdag og fredag. Arbejdsgiveren skal betale en halv dagpengegodtgørelse for hver af disse dage. Onsdag, hvor medlemmet er fuldt ledigt, skal arbejdsgiveren betale en hel dagpengegodtgørelse. Det er 2. ledighedsdag. Den tidsmæssige placering af beskæftigelsen på de enkelte dage er uden betydning.

Ændring i ansættelsesvikårene

Et medlem, hvis arbejdstid nedsættes på arbejdsgiverens foranledning, skal have dagpengegodtgørelse, da ændringen i ansættelsesvilkårene betragtes som en afskedigelse efterfulgt af en ny ansættelse.

Til § 1, stk. 2

Krav om forudgående beskæftigelse

For at vurdere, om et medlem opfylder kravet om en vis beskæftigelse hos en arbejdsgiver, skal arbejdsgiveren medregne de timer, hvor medlemmet faktisk har udført arbejde. Det gælder også overarbejdstimer, såvel ordinære som ekstraordinære, i en 4-ugers-periode forud for arbejdsophøret eller hjemsendelsen. Har medlemmet i 4-ugers-perioden sammenlagt været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger, opfylder medlemmet beskæftigelseskravet.

Hvis arbejdet ikke er overenskomstdækket, tages der udgangspunkt i, hvad der er den normale ugentlige arbejdstid i en overenskomst for tilsvarende eller lignende arbejde.

Hvis et medlems arbejdstid lønmæssigt svarer til fuld sædvanlig arbejdstid, selvom medlemmets faktiske arbejdstimer udgør et lavere timetal end fagets fulde sædvanlige arbejdstid, sidestilles beskæftigelsen i relation til beskæftigelseskravet med fuld sædvanlig arbejdstid. Dette forekommer f.eks. ved beskæftigelse i holddrift og ved fast skifteholdsarbejde om natten eller i weekends.

Hvis et medlem f.eks. er beskæftiget 12 timer lørdag og 12 timer søndag, og denne arbejdstid anses for fuld overenskomstmæssig arbejdstid ifølge den gældende overenskomst på området, vil medlemmet opfylde beskæftigelseskravet, når medlemmet har haft 2 weekendvagter med i alt 48 arbejdstimer.

Hvis medlemmets arbejdstid ikke er kontrollabel, skal indtægten omregnes til timer ved hjælp af den gældende omregningssats. Ved vurderingen af om medlemmets arbejdstid er ukontrollabel, henvises til bestemmelserne herom i bekendtgørelse om supplerende dagpenge med tilhørende vejledning.

Omregningssatsen reguleres een gang om året, den første mandag i januar måned. Pr. 3. januar 2000 er omregningssatsen kr. 139,46.

Hvis et medlem har haft arbejde som underviser, fastsættes beskæftigelsens omfang under hensyn til den forberedelsestid, som medlemmet har fået løn for, dvs. ikke alene ud fra medlemmets undervisningstimer.

Til § 1, stk. 3

Hvis ansættelsen midlertidigt har været afbrudt i 4-ugers-perioden, f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt og lignende, forlænges 4-ugers-perioden bagud med et tilsvarende antal dage. 4-ugers-perioden forlænges også, hvis medlemmet har modtaget løn under fraværet, f.eks. i en fritstillingsperiode, eller hvis medlemmet har modtaget barselsdagpenge under fraværet. Herudover forlænges 4-ugers-perioden, hvis medlemmet har været på orlov efter lov om orlov.

Bestemmelsen omfatter kun fravær i forbindelse med et ansættelsesforhold.

4-ugers-perioden forlænges derfor ikke i den situation, hvor et medlems ansættelse afbrydes, og medlemmet efter fratrædelsen bliver syg eller holder ferie mv., og senere ansættes hos samme arbejdsgiver. Dette skyldes, at ansættelsesforholdet var endeligt afbrudt på det tidspunkt, hvor sygdom, ferie mv. forekom. Fraværet skyldtes således ikke sygdom, ferie mv.

4-ugers-perioden kan som udgangspunkt ikke forlænges for et dag til dag ansat medlem. Et sådant medlem anses som afskediget hver dag ved beskæftigelsens ophør, og fravær på grund af sygdom, ferie mv. anses derfor normalt ikke for at være et led i ansættelsen.

Til § 1, stk. 4

Ved opgørelsen af, om en arbejdsgiver har betalt dagpengegodtgørelse 16 gange i et kalenderår, indgår såvel de gange, hvor arbejdsgiveren har betalt hele som halve dagpengegodtgørelser. Dvs., hvis en arbejdsgiver har betalt en hel og en halv dagpengegodtgørelse, har arbejdsgiveren betalt 2 af de højst 16 dagpengegodtgørelser i et kalenderår.

Er der udbetalt for meget i dagpengegodtgørelse, skal det for meget udbetalte snarest betales tilbage til arbejdsgiveren.

Til § 2 - 1. og 2. ledighedsdag

Ordinære arbejdsdage er som udgangspunkt altid mandag - fredag. Dette gælder også, selvom medlemmet i ansættelsesforholdet har holdt fri f.eks. hver fredag.

Hvis et fuldtidsansat medlem i den sidste kalenderuge i ansættelsen har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid, vil 1. ledighedsdag ikke være fratrædelsesdagen, selvom medlemmet den sidste dag i ansættelsen har haft et lavere timetal end 7,4 timer, f.eks. på grund af arbejdstidens placering på ugedagene. 1. ledighedsdag vil i stedet være medlemmets første ordinære arbejdsdag efter fratrædelsen.

Dette gælder ikke for deltidsansatte medlemmer eller vikarer/afløsere, som er ansat fra dag til dag.

Hvis arbejdet strækker sig over 2 døgn, f.eks. i forbindelse med en nattevagt, vil 1. ledighedsdag være den dag vagten slutter. Dette gælder dog kun, hvis medlemmet har været i beskæftigelse i under 7,4 timer den pågældende dag.

Til § 3 - Størrelsen af godtgørelsen

Arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse ved hjemsendelse er omtalt i vejledningen til § 4.

Et medlems ledighed efter fratrædelsen skal ses i forhold til fagets fulde overenskomstmæssige arbejdstid, som af tekniske/administrative grunde er fastsat til 7,4 timer pr. dag.

Dette gælder, selvom medlemmet har arbejdet på nedsat tid og/eller er deltidsforsikret.

Fratrædelse efter fuld beskæftigelse på fratrædelsesdagen

Når medlemmet har været i fuld beskæftigelse før fratrædelsen, dvs., at medlemmet den sidste dag i ansættelsen har været i beskæftigelse i 7,4 timer, er der ikke ledighed på fratrædelsesdagen. Dagpengegodtgørelsernes størrelse afhænger derfor af antallet af ledighedstimer, som medlemmet har på den første og anden ordinære arbejdsdag efter fratrædelsen.

Fratrædelse efter fuld beskæftigelse på fratrædelsesdagen, når medlemmet får delvis beskæftigelse på 1. ledighedsdag og/eller den efterfølgende dag

Når medlemmet har været i beskæftigelse i 7,4 timer den sidste dag i ansættelsen og kommer i delvis beskæftigelse på den 1. og/eller den 2. ordinære arbejdsdag efter fratrædelsen, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse pr. dag i forhold til, hvor mange ledighedstimer, medlemmet har på disse dage.

Ved opgørelsen af, om arbejdsgiveren skal betale hele eller halve dagpengegodtgørelser, trækkes det antal arbejdstimer, som medlemmet har haft i den nye ansættelse på 1. ledighedsdag og/eller den efterfølgende dag, fra 7,4 timer. Arbejdsgiverens pligt til at betale hele eller halve dagpengegodtgørelser afhænger herefter af den difference, der opstår.

Hvis et medlem f.eks. afskediges kl. 16.00 efter 7,4 arbejdstimer, og medlemmet den efterfølgende arbejdsdag kommer i beskæftigelse i tidsrummet kl. 16.00 til kl. 20.30, skal arbejdsgiveren betale en halv dagpengegodtgørelse, da medlemmet ikke opnår fuld beskæftigelse i det kalenderdøgn, som er medlemmets 1. ledighedsdag. Det forudsættes, at medlemmet er i fuld beskæftigelse den efterfølgende dag.

Der skal kun betales dagpengegodtgørelse een gang pr. dag.

Hvis medlemmet bliver afskediget samme dag i den nye ansættelse hos arbejdsgiver B, uden at medlemmet har haft 7,4 arbejdstimer, har medlemmet 1. ledighedsdag både i forhold til arbejdsgiver A og arbejdsgiver B. Hvis beskæftigelseskravet hos arbejdsgiver B er opfyldt, skal arbejdsgiver B betale dagpengegodtgørelse, hvis beskæftigelseskravet hos arbejdsgiver A ikke er opfyldt. Hvis beskæftigelseskravet er opfyldt hos både arbejdsgiver A og B, skal arbejdsgiver B - som medlemmets seneste arbejdsgiver - betale dagpengegodtgørelse. Medlemmet skal ikke have dagpengegodtgørelse to gange for samme dag.

Fratrædelse efter delvis beskæftigelse på fratrædelsesdagen

Når medlemmet har været i beskæftigelse under 7,4 timer den sidste dag i ansættelsen, afhænger dagpengegodtgørelsens størrelse for 1. ledighedsdag af ledigheden på fratrædelsesdagen (1. ledighedsdag). Dagpengegodtgørelsens størrelse for den efterfølgende dag afhænger af medlemmets ledighed på denne dag.

Hvis et medlem f.eks. har haft arbejde i 6 timer på fratrædelsesdagen, udgør ledigheden på fratrædelsesdagen 1,4 timer, hvorfor arbejdsgiveren kun skal betale en halv dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag. Får medlemmet arbejde i 2 timer den efterfølgende dag, udgør ledigheden denne dag 5,4 timer. Arbejdsgiveren skal derfor betale en hel dagpengegodtgørelse for denne dag.

Et medlem, som f.eks. har arbejdet på fast nedsat tid med 4 arbejdstimer pr. dag, skal ved afskedigelse kun have en halv dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag, som er dagen, hvor medlemmet fratræder, og hvor medlemmet kun er ledigt i 3,4 timer. Dagpengegodtgørelsens størrelse for den efterfølgende dag afhænger af medlemmets ledighed på denne dag.

1. og 2. ledighedsdag i relation til søgnehelligdage, herunder Grundlovsdag og 1. maj

En søgnehelligdag, en lørdag eller en søndag betragtes ikke som 1. eller 2. ledighedsdag, medmindre medlemmet normalt skulle have arbejdet den pågældende dag.

Et medlem, som fratræder f.eks. som tjener en lørdag, og som har været ansat med en ugentlig arbejdstid fordelt over alle ugedage, men i den sidste uge ikke har haft fuld tid, skal have dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag efter det antal ledighedstimer, som medlemmet har om søndagen. Det forudsættes, at medlemmet om lørdagen var i beskæftigelse i minimum 7,4 timer.

Hvis medlemmet fratræder dagen før en søgnehelligdag, en lørdag eller en søndag, som ville have været medlemmets fridag, bortfalder arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse ikke, da 1. og 2. ledighedsdag er de første to ordinære arbejdsdage efter søgnehelligdagen, lørdagen eller søndagen.

Hvis medlemmet har været ansat som vikar/ afløser i en stilling som i det ovenfor nævnte eksempel, vil medlemmets 1. ledighedsdag først være mandag, da det ikke er muligt at fastslå, om en vikar/afløser normalt arbejder på en søgnehelligdag, lørdag eller søndag.

Grundlovsdag betragtes i denne relation som en halv søgnehelligdag. Hvis 1. eller 2. ledighedsdag er Grundlovsdag, skal arbejdsgiveren derfor kun betale en halv dagpengegodtgørelse for denne dag, medmindre medlemmet normalt skulle have arbejdet hele Grundlovsdag.

1. maj betragtes som en ordinær arbejdsdag, medmindre et medlem, der bliver ledigt den 1. maj, ifølge den overenskomst, som medlemmet var omfattet af, havde ret til at holde fri med løn denne dag. 1. eller 2. ledighedsdag kan derfor godt være 1. maj.

Juleaftensdag/nytårsaftensdag betragtes ikke som ordinære arbejdsdage, hvis det følger af overenskomst, at medlemmet har ret til at holde fri med løn disse dage. Dette gælder også, hvis det følger af lov, at medlemmet ikke skulle have arbejdet disse dage. F.eks. hvis det, i henhold til lukkeloven, ikke er muligt at holde åbent de pågældende dage.

Til § 4 - Hjemsendelse

Arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse til et medlem, der bliver hjemsendt

Et medlem anses for hjemsendt, når arbejdet i henhold til overenskomst eller faglig kutyme er indstillet f.eks. på grund af vejrmæssige forhold eller materialemangel m.v., og hvis arbejdsgiverens pligt til at betale løn som følge deraf er bortfaldet.

Ved hjemsendelse tages der ved vurderingen af, om arbejdsgiveren skal betale dagpengegodtgørelse, udgangspunkt i det antal timer, som medlemmet i sammenhæng er hjemsendt.

Arbejdsgiveren skal dog kun betale een dagpengegodtgørelse pr. arbejdsdag for samme hjemsendelse, og maksimalt to hele dagpengegodtgørelser pr. hjemsendelse. Hvis et medlem hjemsendes mere end een gang på en dag, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse for hver hjemsendelse og som minimum med en halv dagpengegodtgørelse pr. hjemsendelse.

Medlemmets ledighed under hjemsendelsen skal ses i forhold til de arbejdstimer, som medlemmet skulle have haft.

Eksempel 1

Mandag

8 timer

Tirsdag

8 timer

Onsdag

8 timer

Torsdag

8 timer

Fredag

2 timer (hjemsendt i 3 timer)

Hvis et medlem normalt skulle have arbejdet 5 timer en fredag, hvor medlemmet hjemsendes efter 2 timers beskæftigelse, skal arbejdsgiveren kun betale en halv dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag, hvis medlemmet genoptager beskæftigelsen til normal arbejdstids begyndelse mandag morgen, da medlemmet kun er hjemsendt 3 timer om fredagen.

I de to følgende eksempler forudsættes det, at arbejdstiden er fordelt med 7,4 timer på alle ugens 5 hverdage

Eksempel 2

Mandag

6,0 timer (arbejder fra kl. 8.00 til kl.

14.00 - hjemsendt i 1,4 timer)

Tirsdag

4,0 timer (genoptager arbejdet kl.

12.00 - hjemsendt i 3,4 timer)

Onsdag

7,4 timer

Torsdag

7,4 timer

Fredag

7,4 timer

Et medlem, der hjemsendes efter 6 timers beskæftigelse en mandag, og som genoptager arbejdet tirsdag kl. 12.00 og arbejder i 4 timer, skal have en hel dagpengegodtgørelse af arbejdsgiveren, da medlemmet er ledigt i 1,4 timer mandag og 3,4 timer tirsdag og således sammenlagt er ledigt i over 4 timer.

Eksempel 3

Mandag

6,0 timer (arbejder fra kl.

8.00 til kl. 14.00 - hjemsendt i 1,4 timer)

Tirsdag

2,0 timer (arbejder fra kl.

8.00 til kl. 10.00 - hjemsendt i 5,4 timer)

Onsdag

7,4 timer

Torsdag

7,4 timer

Fredag

7,4 timer

Et medlem, der hjemsendes efter 6 timers beskæftigelse en mandag, og som genoptager beskæftigelsen til normal arbejdstids begyndelse tirsdag morgen, hvorefter medlemmet på ny hjemsendes efter 2 timers arbejde og genoptager arbejdet onsdag morgen, skal have en halv dagpengegodtgørelse for hjemsendelsen mandag, hvor medlemmet er ledigt i 1,4 timer og en hel dagpengegodtgørelse for hjemsendelsen tirsdag, hvor medlemmet er ledigt i 5,4 timer. Hermed har arbejdsgiveren betalt dagpengegodtgørelse to gange.

Eksempel 4

Mandag

0 timer (hjemsendt i 8 timer på grund

af vejrlig)

Tirsdag

8 timer

Onsdag

7 timer

Torsdag

7 timer

Fredag

7 timer

Da medlemmet hjemsendes om mandagen umiddelbart ved arbejdsdagens begyndelse, hvor medlemmet skulle have arbejdet 8 timer, og arbejdet genoptages tirsdag morgen ved normal arbejdstids begyndelse, skal arbejdsgiveren kun betale een dagpengegodtgørelse, idet der ikke skal betales mere end en dagpengegodtgørelse pr. arbejdsdag for samme hjemsendelse.

Hvis et medlem er hjemsendt i mere end 7,4 timer samme arbejdsdag, og medlemmet fortsat er hjemsendt den følgende dag, beregnes godtgørelsen i forhold til det samlede antal timer, medlemmet skulle have været i beskæftigelse.

Eksempel 5

Mandag

0 timer (hjemsendt i 8 timer på grund

af vejrlig)

Tirsdag

6 timer (fortsat hjemsendt i 2 timer

fra kl. 8.00 til kl. 10.00)

Onsdag

7 timer

Torsdag

7 timer

Fredag

7 timer

De timer, som medlemmet er hjemsendt om mandagen ud over 7,4 timer, overføres til næste dag, idet medlemmet fortsat er hjemsendt om tirsdagen og genoptager arbejdet kl. 10.00. Medlemmet er således samlet hjemsendt i 10 timer. Arbejdsgiveren skal derfor betale en hel og en halv dagpengegodtgørelse, idet medlemmet samlet er hjemsendt i mere end 7,4 timer men ikke over 11,4 timer.

Til § 4, stk. 2

Arbejdsgiveren skal ikke betale dagpengegodtgørelse, hvis et hjemsendt fuldtidsforsikret medlem opnår fuld overenskomstmæssig beskæftigelse i kalenderugen hos arbejdsgiveren, eller hvis et hjemsendt deltidsforsikret medlem i kalenderugen opnår beskæftigelse i 30 timer hos arbejdsgiveren.

I ugeopgørelsen mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren medregnes kun timer i den kalenderuge, hvor hjemsendelsen finder sted.

Til § 5 - Arbejdsfordeling

Arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse til et medlem, der er omfattet af en arbejdsfordeling

Arbejdsgiveren skal betale dagpengegodtgørelse pr. anmeldt eller godkendt arbejdsfordelingsordning, og betalingen skal ske for de første to dage, hvor der ikke arbejdes under arbejdsfordelingsordningen.

Hvis en arbejdsfordeling, som er anmeldt til Arbejdsformidlingen, forlænges inden for 13-ugers-perioden, uden at arbejdsfordelingen afbrydes, og uden at arbejdsfordelingen sammenlagt varer ud over de 13 uger, skal arbejdsgiveren ikke på ny betale en dagpengegodtgørelse til de medlemmer, som er omfattet af arbejdsfordelingen.

Hvis arbejdsfordelingen derimod forlænges ud over 13 uger, og arbejdsfordelingen for den overskydende del skal godkendes af Arbejdsmarkedsrådet, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse på ny til de medlemmer, som er omfattet af arbejdsfordelingen.

Til § 6 - Bortfald af arbejdsgiverens betalingspligt

Til § 6, nr. 1

Arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis arbejdsgiveren skriftligt eller på anden måde kan dokumentere, at medlemmet af arbejdsgiveren har fået tilbudt beskæftigelse til påbegyndelse i tilslutning til arbejdsophøret. Den fortsatte beskæftigelse skal være af mindst samme omfang som den hidtidige beskæftigelse og skal i øvrigt være på overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår.

Ved »i tilslutning til« forstås, at tilbudet om arbejde (mindst) omfatter de dage, der ville have været medlemmets 1. og 2. ledighedsdag.

Ved »samme omfang« forstås, at de tilbudte arbejdsdage eller arbejdsugers timetal ikke er mindre end timetallet for de hidtidige arbejdsdage eller arbejdsuger. Der skal dog i den forbindelse tages hensyn til eventuelle turnusordninger eller vagtplaner.

Hvis medlemmet afslår tilbudet, er arbejdsgiveren frigjort fra pligten til at betale dagpengegodtgørelse. Medlemmet kan i stedet få dagpenge fra a-kassen, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Har medlemmet inden ansættelsens ophør om mandagen fået tilbudt fortsat beskæftigelse hos den samme arbejdsgiver om tirsdagen og igen om onsdagen, men medlemmet ophører i ansættelsen om onsdagen uden tilbud om fortsat beskæftigelse, skal arbejdsgiveren betale dagpengegodtgørelse, hvis medlemmet herefter er ledigt.

Til § 6, nr. 2

Hvis en arbejdsgiver på grund af konkurs eller betalingsstandsning ikke er i stand til at betale et medlem dagpengegodtgørelse, bortfalder pligten hertil.

Til § 6, nr. 3

Arbejdsgiveren skal ikke betale dagpengegodtgørelse, hvis et medlem selv siger sit arbejde op, eller hvis medlemmet afskediges, og afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet ifølge de gældende regler i § 63 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens regler om selvforskyldt ledighed.

Til § 6, nr. 4

Arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse bortfalder over for alle faglige grupper i virksomheden, der direkte er blevet berørt af en strejke i en del af virksomheden, og som sendes hjem. Det samme gælder over for de faglige grupper på virksomheden, der kun indirekte berøres af strejken, men som dog alligevel må hjemsendes.

Herudover bortfalder arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse, når arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed.

Betalingspligten bortfalder kun over for de medlemmer, hvis arbejde ikke kan udføres som direkte følge af strejke eller lockout på anden virksomhed, og hvor arbejdsophøret dermed er nødvendiggjort af strejken eller lockouten.

Eksempel

Et slagteri, som har udliciteret rengøringen til et rengøringsselskab, er nødsaget til at indstille slagtearbejdet, da der på grund af strejke eller lockout i rengøringsselskabet, ikke kan blive gjort rent på slagteriet. Betalingsforpligtelsen bortfalder over for de slagteriarbejdere, som bliver hjemsendt, fordi der ikke kan slagtes. I denne situation anses arbejdsophøret som nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed.

Til § 6, nr. 5

Arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis medlemmet modtager sygedagpenge, afholder ferie eller opnår fuld beskæftigelse i tilslutning til arbejdsophøret. Ved »i tilslutning til« forstås, at medlemmet på de dage, der ville have været medlemmets 1. og 2. ledighedsdag, modtager sygedagpenge, afholder ferie eller opnår fuld beskæftigelse.

Til § 6, nr. 6

Arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis medlemmet opnår fuld beskæftigelse på 1. og 2. ledighedsdag.

Til § 6, nr. 7

Når en tjenestemand overgår til rådighedsløn efter reglerne i tjenestemandsloven, bortfalder arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse.

Til § 6, nr. 8

Arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis arbejdsgiveren godtgør, at et medlems afskedigelse skyldes force majeure.

Force majeure anerkendes som bortfaldsgrund, hvis afskedigelsen skyldes virksomhedsstandsning eller -lukning på grund af udefra kommende ekstraordinære arbejdshindringer, som arbejdsgiveren ikke havde eller burde have forudset, og som arbejdsgiveren ikke kunne have afværget ved at foretage modforanstaltninger.

Eksempler

Skyldes en virksomhedsstandsning eller -lukning en omfattende blokade af grænseovergangene foretaget af f.eks. eksportchauffører, således at let fordærvelige eksportvarer ikke kan passere grænsen, vil det som udgangspunkt blive vurderet som force majeure i relation til reglerne om dagpengegodtgørelse. Dette indebærer, at arbejdsgiverens pligt til betale dagpengegodtgørelse ved hjemsendelsen af medarbejderne bortfalder, hvis hjemsendelsen alene skyldes den nævnte virksomhedsstandsning eller -lukning.

Der er ligeledes tale om force majeure i relation til reglerne om dagpengegodtgørelse, hvis virksomheden ødelægges af en omfattende brand og medarbejderne må hjemsendes.

Til § 7 - Ingen betalingspligt

Til § 7, nr. 1

Formålet med reglen er at sikre, at betaling af dagpengegodtgørelse til dem, der har været ansat i orlovsstillingerne, ikke virker som en bremse for en rotationsaftale. Ved en orlovsstilling forstås en stilling, der er blevet ledig, fordi den hidtidige indehaver af stillingen har taget orlov til uddannelse, sabbat eller børnepasning efter lov om orlov.

Arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse indtræder således ikke, hvis et medlem midlertidigt har overtaget stillingen efter en person, der har taget orlov efter lov om orlov, jf. ovenstående.

Dette gælder dog kun, hvis orloven er aftalt til at vare mindst 3 måneder, og hvis ansættelsen reelt har varet mindst 3 måneder.

En aftale om orlov, der er af mindre end 3 måneders varighed, men hvor ansættelsen, f.eks. på grund af orlovspersonens ferie i forbindelse med orloven, har varet mindst 3 måneder, medfører således, at arbejdsgiveren har betalingspligt.

Er der derimod aftalt en orlov af 3 måneders varighed eller derover, og ansættelsen forlænges, f.eks. på grund af orlovspersonens ferie i forbindelse med orloven, vil arbejdsgiveren ikke have betalingspligt.

Det er som udgangspunkt ikke hensigten, at a-kassen skal indhente yderligere dokumentation fra arbejdsgiveren herom.

Til § 7, nr. 2

En arbejdsgiver skal ikke betale dagpengegodtgørelse til medlemmer, der ophører i støttet beskæftigelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Jobtræning og individuel jobtræning er eksempler på beskæftigelse, hvor der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Derimod skal en arbejdsgiver betale dagpengegodtgørelse til medlemmer, der ophører i støttet beskæftigelse efter lov om aktiv socialpolitik.

Endvidere skal en arbejdsgiver betale dagpengegodtgørelse til voksenlærlinge, der er ansat i henhold til bekendtgørelse om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne, idet voksenlærlingeforløb ikke betragtes som støttet beskæftigelse.

Til § 9 - Betalingstidspunkt og tro- og loveerklæring

Medlemmet skal kun afgive en tro- og loveerklæring, hvis arbejdsgiveren anmoder om en sådan erklæring.

Arbejdsgiveren kan anmode om en tro- og loveerklæring senest 14 dage efter medlemmets fratrædelse. Fratrædelsen er det tidspunkt, hvor arbejdsgiverens lønforpligtelse ophører.

Anmodningen skal fremsættes i forbindelse med fratrædelsen, og ikke f.eks. ved ansættelsens påbegyndelse.

Medlemmets frist for at afgive en tro- og loveerklæring regnes fra modtagelsen af arbejdsgiverens anmodning. Overskrides fristen på 14 dage, bortfalder arbejdsgiverens pligt til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, og medlemmet har ikke ret til dagpenge for disse dage.

Til § 10 - Oplysningspligt

En arbejdsgiver skal på medlemmets lønseddel oplyse, når der er udbetalt dagpengegodtgørelse. Herefter skal arbejdsgiveren løbende på lønsedlerne oplyse, hvor mange gange der er udbetalt godtgørelse i kalenderåret.

Arbejdsgiveren kan selv vælge, om det af hver lønseddel skal fremgå, om der er udbetalt dagpengegodtgørelse, eller om det kun skal fremgå af lønsedlen, når der reelt sker udbetaling.

Det skal understreges, at der alene er tale om et krav til, hvilke oplysninger lønsedlen skal indeholde. Der er ikke stillet (ændrede) formkrav til lønsedlen, og der stilles f.eks. ikke krav om EDB-behandlede lønsedler eller lignende.

Til § 10, stk. 3

Arbejdsgiverens oplysninger om grunden til, at der ikke er betalt dagpengegodtgørelse, skal gives senest en uge efter medlemmets fratrædelse eller senest en uge efter den frist medlemmet har til at afgive en erklæring på tro og love. Oplysningerne kan gives på en erklæring fra arbejdsgiveren, der skal indeholde de nødvendige oplysninger. Et eksempel på en sådan erklæring er indsat som bilag til bekendtgørelsen.

Til § 11 - Dokumentation

A-kassen vil ikke kunne registrere, om medlemmet har haft ret til dagpengegodtgørelse 16 gange i kalenderåret, hvis medlemmet ikke i den omhandlede periode har anmodet om dagpenge. Lønsedler vil kunne anvendes som dokumentation for, hvor mange gange der er betalt dagpengegodtgørelse. A-kassen vil herefter kunne udbetale arbejdsløshedsdagpenge for 1. og 2. ledighedsdag, hvis de almindelige betingelser herfor i øvrigt er opfyldt.

Til § 12 - Afgørelse af tvivlsspørgsmål

Bestemmelsen fastsætter, hvorledes tvivlsspørgsmål om dagpengegodtgørelse afgøres.

Hvis ansættelsesforholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst, afgøres tvivlsspørgsmål om dagpengegodtgørelse ved fagretlig behandling, når een af parterne kræver det.

Til § 15 - Ophævelse af tidligere vejledninger

Denne vejledning erstatter vejledning nr. 205 af 20. december 1995 og vejledning af 12. august 1998 om arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 29. december 1999

Jørgen Kappel

/Susanne Alsøe

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →