Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 - herunder pædagogiske principper

Bilag 1

Oversigt over beslutningskompetence og retsgarantier

Kommunens eller amtets beslutning

Godkendelse/ Afgørelse i det sociale nævn

Klage

Advokat

Domstols-prøvelse

Alarm og pejle-systemer

Kapitel 1

Indledning

Kapitel 1

Indledning

1.1 Nye lovregler - de politiske intentioner

Folketinget vedtog den 25. maj 1999 lov nr. 392 af 2. juni 1999 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v. og om øget fleksibilitet i sammensætningen af koordinationsudvalg).

Ændringen af servicelovens og retssikkerhedslovens regler om magtanvendelse skete som følge af et politisk ønske om at styrke retssikkerheden for de mennesker, der er berørt af reglerne om tvangsmæssige foranstaltninger inden for den sociale lovgivning. Behovet for at styrke retssikkerheden gjaldt både den personkreds, der lovligt kan underkastes tvangsmæssige foranstaltninger, nemlig personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, og det kommunale og amtskommunale personale der arbejder med denne persongruppe.

Samtidig er regelændringen udtryk for et politisk ønske om nytænkning i det pædagogiske, omsorgs- og plejemæssige arbejde med personer med nedsat psykisk funktionsevne inden for det sociale område. Det grundlæggende holdningsmæssige tema bag ændringen er, at tvangsmæssige foranstaltninger så vidt muligt skal undgås. Med regelændringen følger derfor en udfordring for den pædagogiske, omsorgs- og plejemæssige indsats.

Det politiske ønske om at styrke retssikkerheden er udmøntet i

En præcisering af de sociale myndigheders aktive omsorgspligt, § 67 a.

Positivt afgrænsende regler for lovlige indgreb i selvbestemmelsesretten, § 109, §§ 109 a - e.

Særlige retsgarantier i form af sagsbehandlings- og klageregler samt regler om domstolsprøvelse, §§ 109 f - l.

Det politiske ønske om nytænkning i det pædagogiske, omsorgs- og plejemæssige arbejde har især fundet udtryk i formålsbestemmelsen i § 109, hvorefter formålet med bestemmelserne er at begrænse magtanvendelse til det absolut nødvendige. Reglerne i § 109 og §§ 109 a - e om iværksættelse af tvangsmæssige foranstaltninger skal derfor betragtes som en undtagelse. Lovligt iværksatte tvangsforanstaltninger forudsætter desuden altid, at indgrebet sker for at afværge overhængende væsentlig personskade. Endelig er det vigtigt at bemærke, at det ikke længere er tilladt at anvende fiksering inden for det sociale område.

1.1.1 Oversigt over det retlige grundlag

For arbejdet med persongrupper, som ikke formodes at være i stand til at tage vare på egen tilværelse, gælder det, at der påhviler de sociale myndigheder en pligt til at tilbyde disse mennesker pleje, omsorg og socialpædagogisk hjælp. Hjælp ydet efter serviceloven forudsætter normalt et samarbejde mellem bruger og myndighed, men afvises et tilbud, gælder der stadig en pligt for myndigheden til at undgå omsorgssvigt.

Pligten til at undgå omsorgssvigt er nu præciseret i § 67 a.

Servicelovens § 109 er nu ændret, således at reglerne om iværksættelse af tvangsmæssige foranstaltninger findes i selve serviceloven, i kapitel 21. Det er i den anledning vigtigt at bemærke, at reglerne gælder uanset boform eller dagtilbud. Reglerne omfatter derfor også private hjem, hvor der fx ydes praktisk bistand.

I denne vejledning beskrives reglerne i servicelovens § 67 a om pligten til at undgå omsorgssvigt og kapitel 21 om magtanvendelse og andre indreb i selvbestemmelsesretten i forhold til voksne.

Konsekvensændringerne i retssikkerhedsloven beskrives kort i kapitel 19.

1.1.2 Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

Loven træder i kraft den 1. januar 2000.

Hensigten med reglerne i servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten er at give en udtømmende opregning af, hvilke tvangsmæssige foranstaltninger, der lovligt kan sættes i værk i sociale område.

Loven indeholder ingen overgangsbestemmelser.

En konsekvens af lovændringen er derfor, at fiksering ikke lovligt kan iværksættes efter 1. januar 2000. Efter denne dato kan fiksering kun sættes i værk efter lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

1.1.3 Revisionsbestemmelser

Loven revideres i folketingsåret 2002-2003.

I medfør af § 109 l påhviler det kommuner og amter at sørge for, at al magtanvendelse registreres og indberettes til kommunalbestyrelse eller amtsråd. Registreringen sker på et af Socialministeriet udarbejdet skema, jf. bekendtgørelsens § 6. Registreringsarbejdet vil danne grundlag for det forslag om revision af bestemmelserne, der skal fremsættes for folketinget senest i folketingsåret 2002 - 2003.

1.1.4 Bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

Kapitel 1. Indledning

1.1 Nye lovregler - de politiske intentioner

1.1.1 Oversigt over det retlige grundlag

1.1.2 Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

1.1.3 Revisionsbestemmelser

1.1.4 Bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

1.1.5 Bekendtgørelser og vejledninger, der ophæves

1.2 Udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed

§ 1. Formålet med [serviceloven] er

1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.

§ 1. Magtanvendelse efter servicelovens kapitel 21 omfatter fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten.

Stk. 2. Lovlig magtanvendelse er alarm- og pejlesystemer efter servicelovens § 109 a, fastholdelse efter § 109 b, tilbageholdelse efter § 109 c og beskyttelsesmidler efter § 109 d.

Stk. 3. Lovlige indgreb i selvbestemmelsesretten omfatter desuden optagelse i særlige botilbud efter servicelovens § 109 e.

Stk. 4. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten kan alene iværksættes overfor personkredsen nævnt i servicelovens § 109, stk. 2, når pleje, omsorg og pædagogisk indsats i det konkrete tilfælde har vist sig utilstrækkelig.

Stk. 5. Indgreb efter stk. 1, forudsætter en individuel vurdering af indgrebets faglige forsvarlighed og nødvendighed samt pågældendes helbredstilstand.

§ 1, stk. 1. Formålet med denne lov er .

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

Personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne

Bilag 2

Bekendtgørelse nr. 870 af 30. november 1999

Bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter kapitel 21 i lov om social service

I medfør af § 109 m i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 392 af 2. juni 1999, fastsættes

Anvendelsesområde og generelle betingelser

Kapitel 2

Det holdningsmæssige grundlag

Kapitel 2

Det holdningsmæssige grundlag

Grundlaget for servicelovens bestemmelser om magtanvendelse og andre indgreb i den personlige selvbestemmelsesret er respekten for individets integritet, uanset den enkeltes psykiske funktionsevne. Både holdningsmæssigt og retligt er udgangspunktet derfor princippet om den personlige friheds ukrænkelighed. Dette princip er lovfæstet i grundlovens § 71, og er desuden anerkendt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det overordnede formål med bestemmelserne er at øge retssikkerheden for mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, dvs. mennesker, der som følge af nedsat psykisk funktionsevne ikke er i stand til selv at tage vare på egen tilværelse, og som ofte ikke er i stand til at give et gyldigt samtykke. Også for de kommunale og amtskommunale personalegrupper, der arbejder med disse personer, er der behov for at sikre det grundlag arbejdet udføres på. Med reglerne styrkes dermed retssikkerheden både for brugere og for det personale, der møder brugerne i deres arbejde.

Hovedreglen er, at magtanvendelse ikke må finde sted, jf. § 109. Når det alligevel, som en undtagelse fra hovedreglen, kan tillades i en række nøje afgrænsede tilfælde, er formålet at afværge risikoen for, eller forhindre yderligere, personskade, jf. §§ 109 a - e.

De retssikkerhedsprincipper, reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i den personlige frihed bygger på, er

· Socialpædagogisk bistand går altid forud for magtanvendelse;

· Mindsteindgrebsprincippet, dvs. den mindst indgribende løsning skal altid have første prioritet;

· Individualitetsprincippet, dvs. indgreb i den personlige frihed skal tilpasses den enkeltes situation og behov, ligesom den enkeltes behov ikke kan begrunde uforholdsmæssige indgreb overfor andre, fx øvrige beboere i et bofællesskab;

· Åbenhed, dvs. det skal være klart for den enkelte eller pårørende, værge eller bisidder, hvilke beslutninger der træffes og hvorfor, ligesom borgerne generelt bør have adgang til viden om gældende regler og praksis;

· Legalitet, dvs. krav om klar lovhjemmel for indgreb i den personlige frihed;

· Særlige krav til beslutningsgrundlag og klageadgang.

Endelig har målsætningen om øget retssikkerhed betydet, at reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten er samlet ét sted. Bestemmelserne findes i servicelovens kapitel 21 og er udformet som en positivliste, så det tydeligt fremgår, at det er i meget begrænsede undtagelsestilfælde, at magtanvendelse må ske.

Kapitel 2. Det holdningsmæssige grundlag

§ 2. Den person, der i henhold til kommunal eller amtskommunal bemyndigelse er ansvarlig for foranstaltninger iværksat efter servicelovens §§ 109 a - e, har pligt til at påse, at foranstaltningen ikke udstrækkes længere end absolut påkrævet.

Personlige alarm- og pejlesystemer

Bilag 3

Indberetningsskema nr. 1

MAGTANVENDELSE

1. Personlige data

Socialministeriets skema til brug ved foranstaltninger efter serviceloven §§ 109 a, c eller d. Alarm- og pejlesystemer, tilbageholdelse, beskyttelses midler.

Navn

Cpr.nr.

Adresse

3. Foranstaltning

5. Kontaktpersoner

2. Underskrift

Pårørende, bisiddere, værge, advokat e. lign.

(streg relevante situation under)

Navn

Adresse

Tlf.

Dato, underskrift

Myndighed

Ansvarligt personale

3.a. Formålet med indsatsen

Formål

Opfølgende indsats, umiddelbar og langsigtet

4. Bemærkninger

Myndighedens

Det sociale nævns beslutning om varighed

Indberetningsskema nr. 2

MAGTANVENDELSE

1. Personlige data

Socialministeriets skema til brug ved foranstaltninger efter serviceloven § 109 b, nødværge, nødret og al anden form for magtanvendelse, § 109 l.

Navn

Cpr.nr.

Adresse

2. Underskrift

Dato, underskrift

Myndighed

Ansvarligt personale

3. Indgrebets art og karakter

Hvad

Hvor

Hvor længe

Hvorfor var det nødvendigt at gribe ind

Indsats før indgrebet

4. Bemærkninger

Myndighedens

Pågældendes egne og eventuelle pårørendes

Indberetningsskema nr. 3

MAGTANVENDELSE

1. Personlige data

Socialministeriets skema til brug efter servicelovens §109 e om optagelse i særlige botilbud uden samtykke

Navn

Cpr.nr.

Adresse

(Adv. §§ 109 e+h)

5. Kontaktpersoner

2. Underskrift

Pårørende, bisiddere, værge, advokat e. lign.

(streg relevante situation under)

Navn

Adresse

Tlf.

Dato, underskrift

Myndighed

Ansvarligt personale

3. Formålet med flytningen

4. Bemærkninger

Myndighedens

Pågældendes eventuelle egne

Kapitel 3

Det generelle retlige grundlag

Kapitel 3

Det generelle retlige grundlag

3.1 Grundlovens § 71

Kapitel 3. Det generelle retlige grundlag

3.1 Grundlovens § 71

3.2 Omsorgspligten.

3.2.1 Den generelle pligt til at yde rådgivning og støtte

3.3 Pligten til at undgå omsorgssvigt

3.3.1 Personkredsen

3.3.2 Omsorg kan ydes uanset samtykke

3.3.3 Omsorgspligtens omfang

3.3.4 Bisiddere

3.4 Magtanvendelse - indgreb i den personlige selvbestemmelsesret

3.5 Samtykkebegrebet

§ 3. Kommunen sørger for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Rådgivningen gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Kommunen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

For voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer skal der ydes en særlig indsats, jf. servicelovens § 67.

Formålet med denne indsats er forebyggelse, forbedring af funktion og udviklingsmuligheder og forbedring af livsudfoldelsesmuligheder. Der påhviler i den forbindelse de kommunale myndigheder en særlig forpligtelse til at yde rådgivning til denne persongruppe.

Rådgivningspligten omfatter også opsøgende arbejde, jf. § 68.

§ 3. Personlige alarm- og pejlesystemer efter servicelovens § 109 a omfatter alene udstyr, som er egnet til at opdage, at en person forlader boligen, eller til at opspore en person der har forladt boligen. Udstyr egnet til kontinuerligt at overvåge en persons færden er ikke omfattet af servicelovens § 109 a.

Meddelelse af det sociale nævns godkendelse af akut iværksatte foranstaltninger

§ 3. (bestemmelsen om rådgivning)

Personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne

Bilag 4

Oversigt over samtykkeformer og myndighedskompetence

Oversigt over bestemmelser i serviceloven, der omhandler det offentliges (omsorgs)pligter over for personer med nedsat psykisk funktionsevne - personkreds, samtykkebegrebet og om godkendelse i/afgørelser af det sociale nævn

Serviceloven

Personkreds

Samtykkebegreber

Kapitel 4

Omsorgspligtens indhold, kort pædagogisk vejledning

Kapitel 4

Omsorgspligtens indhold, kort pædagogisk vejledning

4.1 Indledning

I dette kapitel illustreres indholdet af pligten til at undgå omsorgssvigt ved en række eksempler. I tilknytning til eksemplerne er desuden nævnt en række pædagogiske principper, som indgår i arbejdet med personer med nedsat psykisk funktionsevne.

De pædagogiske anbefalinger skal ikke opfattes som en facitliste, men som illustration af de dilemmaer og overvejelser, man som medarbejdere hele tiden må forholde sig til, når man skal samarbejde med mennesker med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Disse dilemmaer og overvejelser kan være med til at kvalificere diskussionen om, hvornår der er pligt til at yde omsorg.

Alle, der har den opgave at arbejde med mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, der er afhængige af omgivelsernes holdning og tolkning, må til stadighed tage egne meninger og holdninger op til kritisk revision.

4.2 Pædagogiske principper

Når den personlige frihed indskrænkes ved brug af metoder eller midler, der i almindelig forstand opfattes som tvangsprægede, kan det alene ske på grundlag af et skøn om, at en naturlig frihed for en person i denne situation, vil være til ubodelig skade for ham selv eller andre.

Dette skøn er en af medarbejdernes allersværeste opgaver.

På den ene side er risikoen ved at undervurdere personens handlinger, at vedkommende måske skader sig selv eller andre. Modsat er risikoen ved at overvurdere handlingerne, at man måske skader eller ligefrem forspilder sine øvrige muligheder for at tage mindre indgribende metoder i anvendelse. Det er vigtigt, at mindsteindgrebsprincippet er styrende for handlingen.

Udgangspunktet for forståelsen, tilrettelæggelsen og udførelsen af hjælpen til mennesker med betydelig nedsat psykisk funktionsevne er, at de har samme grundlæggende behov, rettigheder og pligter, som alle andre mennesker i samfundet. Men disse personer har ofte behov for hjælp til at kunne deltage i samfundslivet eller andet.

I samvær med mennesker er udgangspunktet altid, at man ikke bør udsætte andre for handlinger, som man ikke selv ville bryde sig om at blive udsat for. Voksne med betydelig nedsat psykisk funktionsevne skal altid omgås som voksne uanset funktionsniveau.

Gensidig værdighed imellem mennesker forudsætter et kendskab til og forståelse for følelser og holdninger hos de mennesker, man omgås. En værdig omgangsform vil ofte kunne afværge tilspidsede situationer.

Det er en almindelig menneskeret at give udtryk for sine følelser og aggressioner. Det er naturligvis dog mindre heldigt, hvis det sker på en måde og med en styrke, der bringer andre i fare, og derved tvinger omgivelserne til at handle på en måde, der kan indebære magtanvendelse.

I sådanne situationer findes ingen patentløsninger. Den pædagogiske indsats består først og fremmest i at forebygge sådanne situationer, bl.a. ud fra den grundregel, at der altid vil være en årsag til, at en konflikt opstår. I langt de fleste tilfælde kan årsagen ligge i samspillet mellem personen og omgivelserne, eller der kan være tale om en brist i kommunikationen, eller at man ikke bliver forstået.

Når kommunikationen svigter, og man ikke bliver hørt eller forstået, er det ofte kun aggressionens sprog, der er tilbage. Vold er ofte udtryk for personens afmagt, frustration og fortvivlelse.

I det professionelle arbejde vil der altid være en række overvejelser og dilemmaer. På den ene side skal medarbejderen give plads til, at en person kan udfolde sig i den retning, vedkommende ønsker. På den anden side skal det afvejes, hvilke ønsker der lader sig realisere, og hvordan der etableres et rum for udvikling. Det er en svær balancegang, som til stadighed kræver en høj faglig etik, dialog og overvejelser.

Hjælpen har overordnet til formål at øge det enkelte menneskes muligheder for at leve et liv, der er værd at leve. Den professionelle indsats handler derfor om at etablere og stille rammer til rådighed for den enkelte eller sørge for, at rammerne ikke indsnævres unødigt meget.

I diskussionen om hvornår omsorgssvigt opstår, er der ingen firkantede svar, men der vil altid være behov for diskussionen om, hvornår der er pligt til at yde omsorg.

Eksempel 1: Fru Petersen opholder sig mest på sit værelse. Hun er urenlig og bruger ble. I perioder vil hun ikke have skiftet ble og må derfor gå med våde bukser.

Personalet har forsøgt at tale med hende og overtale hende til at få skiftet bleen, hvilket resulterer i, at hun bliver aggressiv, råber og skriger.

Hvad skal medarbejderne gøre?

Skal medarbejderen respektere fru Petersens selvbestemmelsesret eller er det omsorgssvigt? Skal han gennemtvinge, at fru Petersen får skiftet ble, eller er det omsorgstvang?

I sådan en situation må medarbejderen ud fra kendskabet til fru Petersen vurdere, om der vil ske noget ved at vente med at skifte bleen, også selvom der kan gå flere timer. Oftest vil personen falde til ro og måske selv bede om at blive skiftet.

Her er det hensynet til personen, der er vigtigst og ikke hensynet til medarbejdernes holdninger/rutiner, eller »hvad vil pårørende tænke«, der er afgørende. Viser det sig, at det alligevel ikke kan lade sig gøre at skifte bleen, er det vigtigt af hensyn til Fru Petersens velbefindende og personlige respekt samt hensyn til omgivelserne, at man holder sig sin omsorgspligt for øje, men stadig i lyset af det enkelte menneskes integritet og ret til selvbestemmelse.

Eksempel 2: Hr. Svendsen vil ikke have børstet tænder. Han gør modstand og skubber medarbejderen væk.

Hvad skal medarbejderen gøre?

I første omgang må medarbejderen finde ud af årsagen til modstanden. Er der tale om, at hr. Svendsen ikke forstår, hvad der skal ske eller er angst for børsten? Eller er det fordi, hr. Svendsen har haft nogle ubehagelige oplevelser?

Endvidere kan det være, at hr. Svendsen ikke forstår kommunikationen eller er bange for fysisk berøring.

Der må i dette tilfælde arbejdes på at motivere personen til at blive interesseret i tandbørstning. Eller man kan finde perioder på dagen, hvor han måske er mere motiveret.

Manglende tandbørstning indebærer ikke i sig selv en nærliggende risiko for væsentlig personskade. Tandbørstningen kan derfor ikke gennemføres med magt eller andre indgreb i den personlige frihed, som omhandlet i servicelovens kapitel 21. Hensynet til den almindelige tandhygiejne kan derimod tilsige, at man ikke bør vænne en person til, at der ikke skal børstes tænder. Grundlaget for at forsøge at vænne en person til, at der børstes tænder dagligt, uanset om den pågældende synes om det eller ej (men ikke når pågældende aktivt modsætter sig, og hjælpen derfor kun kan ydes med magt), er derfor omsorgspligten. Det er langsigtede hensyn til at undgå smertefulde tilstande i tænder og mund og smertefulde tandlægeindgreb, og ikke mindst det langsigtede hensyn til det uværdige i, at have rigtig dårlige eller evt. slet ingen tænder, der kan begrunde, at man til trods for protester alligevel forsøger at motivere til et minimum af personlig hygiejne.

Er der i forbindelse med tandbehandling behov for fysiske indgreb i form af fastholdelse for at gennemføre en forebyggende eller mindre behandling hos tandlægen, falder forholdet under lov om patienters retsstilling 8) og er ikke omfattet af servicelovens regler.

Eksempel 3: Hr. Andersen har i flere dage nægtet at spise og drikke.

Hvad skal medarbejderne gøre?

Det er altid en pædagogisk udfordring at tilrettelægge arbejdet, så det motiverer personen til at spise og drikke, men der kan være forskellige årsager til, at personen nægter. Da der i sådan en situation kan være fare for hr. Andersens sundhedstilstand, hvis spisevægringen fortsætter, må man kontakte lægen, som er den ansvarlige i forhold til at behandle en person, der lider af spisevægring. I dette tilfælde vil det være omsorgssvigt ikke at sørge for lægebistand.

Eksempel 4: Hr. Mortensen går pludselig amok, smider rundt med porcelæn og møbler, og er til fare for andre.

Hvad skal medarbejderne gøre?

Medarbejderne må forsøge at berolige hr. Mortensen og evt. føre ham til sit værelse. Under dette forsøg tilspidses situationen, og han er nu til fare både for sig selv og andre, og der er brug for, at medarbejderen handler hurtigt.

Medarbejderen må fastholde hr. Mortensen og indberette episoden.

Det er vigtigt efter episoden, at stille en række spørgsmål og gøre sig en række overvejelser om, hvorfor hr. Mortensen reagerede som han gjorde? Var han bange? Eller var der andre ting, som udløste handlingen? Det er imidlertid ikke altid det lykkes at finde en årsag, men man kan gøre sig overvejelser om, hvordan man kan undgå lignende episoder i fremtiden, fx ved at handle anderledes.

4.2.1 Generelle tryghedsskabende initiativer

For nogle personer med nedsat psykisk funktionsevne gælder det, at de nok sansemæssigt registrerer omgivelserne, men intellektuelt har de svært ved eller kan være ude af stand til at bearbejde det. For disse mennesker kan der derfor være behov for en pædagogisk, omsorgs- og plejemæssig indsats med den afgørende vægt på tryghed og fortrolighed.

For denne gruppe er det på det personlige plan vigtigt, at personalet ikke består af for mange forskellige personer og ikke skifter for tit. Da forståelse for, hvorfor den enkelte bliver urolig i visse situationer, kan have afgørende betydning for, om magtanvendelse kan undgås, er det af stor betydning, at den eller de ansatte, som har med disse mennesker at gøre, har kendskab til deres tidligere liv, vaner og samspil med familie og venner. Fx kan en levnedsbeskrivelse i form af et hæfte eller en bog med familiebilleder og små notater være en stor hjælp som en fælles referenceramme.

Man bør altid tiltale med navn, og personalet bør sørge for øjenkontakt og langsomme bevægelser. Fysisk kontakt og god tid er afgørende for den enkeltes sindsstemning, og dermed for om dagligdagen kan forløbe som et samarbejde. På den måde kan man undgå eller minimere behovet for at gribe ind i selvbestemmelsesretten.

Også boligens indretning er afgørende for, om beboeren kan orientere sig og dermed føler sig tryg. Det er i den forbindelse vigtigt at indrette boligen så enkelt og overskueligt som muligt, men samtidig sådan at beboeren føler sig hjemme. Hensigtsmæssige boliger kan fx være organiseret som bofællesskaber eller som mindre boliger tæt ved hinanden op til fællesarealer. Boligen bør desuden så vidt muligt placeres i rolige omgivelser. Indretning kan have betydning for behovet for at bruge personlige alarm- og pejlesystemer og for at tilbageholde i boligen.

Reglerne om magtanvendelse i servicelovens kapitel 21 tager udgangspunkt i, at brugen af fysiske indgreb i form af fx alarm- og pejlesystemer ikke bør bruges. Det er derfor væsentligt at være opmærksom på årsagerne til, at en dement forlader boligen. Ved at give omsorg og menneskelig kontakt og ved at indrette boligen mest hensigtsmæssigt, kan behovet for brug af alarmer eller tilbageholdelse mindskes eller eventuelt helt fjernes.

Ovennævnte eksempler viser de dilemmaer, man som medarbejder kan komme ud for, og forslagene skal kun betragtes som én måde, man kan forholde sig på. Løsning af de enkelte episoder afhænger af den konkrete person og af omgivelserne. Uanset at der kan fastsættes regler om, hvad der er rigtigt og forkert i konkrete situationer, vil der ikke i alle tilfælde kunne gives rigtige svar. Der er derfor ikke fastsat nærmere regler om omsorgspligtens indhold.

Reglerne kan tydeliggøre det retlige »spillerum« for det konkrete praktiske arbejde med personer med betydelig psykisk funktionsnedsættelse af hensyn til deres retssikkerhed og medarbejderens retsstilling, men kan ikke erstatte behovet for faglige og etiske diskussioner.

Mange ting i dagligdagen, fx at der handles hen over hovedet på en, at der stilles for store krav, at man ikke forstår hvad der sker, eller at man skal bo sammen med mennesker, man ikke selv har valgt at bo sammen med, kan medføre, at der opstår voldsepisoder.

Forudsætningen hos medarbejderen er ud over kravet om respekt og interesse for personens bevæggrunde, at man er åben og lydhør. Evnen til at kommunikere og tolke signaler, og en faglig viden om metoder til kompensation for funktionsnedsættelsen hos den enkelte er også vigtige og nødvendige forudsætninger.

Kapitel 4. Omsorgspligtens indhold, kort pædagogisk vejledning

4.1 Indledning

4.2 Pædagogiske principper

4.2.1 Generelle tryghedsskabende initiativer

§ 4. I de særlige tilfælde, hvor det har været påkrævet at sætte en foranstaltning i værk, inden det sociale nævns afgørelse foreligger, jf. servicelovens § 109 f, stk. 4, skal udfaldet af sagen meddeles den klageberettigede eller dennes partsrepræsentant straks efter, at det sociale nævn har truffet afgørelse.

Revurdering, registrering og indberetning

Bilag 5

Litteraturoversigt

RETSREGLER

· Lov om social bistand, lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996.

· Lov om social pension, lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996.

· Lov om social service, lov nr. 454 af 10. juni 1997 og socialudvalgets betænkning af 22. maj 1997.

· Værgemålsloven, lov nr. 388 af 14. juni 1995 og retsudvalgets betænkning af 23. maj 1995.

· Konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Europarådet 1949 og recommandation no. R (83) 2 concerning the legal protection of persons suffering from mental disorder placed as involuntary patients, februar 1983, samt Essays on relevant human rights instruments, 1994.

VEJLEDNINGER OG MEDDELELSER

· Socialstyrelsens vejledning nr. 10 vedrørende seksualundervisning og seksueloplæring af mennesker med ophold i institutioner for personer med vidtgående fysiske handicap og i særlige plejehjem, februar 1989.

· Socialministeriets Information om: Gamle med demens i § 79 plejehjem og hjemmepleje - Regler og muligheder.

· Socialministeriets vejledning om støtte- og kontaktpersonordning for personer med sindslidelser, august 1996.

· Socialministeriets vejledning om social tilbud til ældre m.fl., juni 1996.

· Socialministeriets vejledning om social pension, juni 1996.

· Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl., udgivet af Bygge- og Boligstyrelsen, Socialministeriet, Arbejdstilsynet, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

· Socialministeriets vejledning om betaling, administration og opbevaring m.v. af midler for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, 1998.

BETÆNKNINGER

· Betænkning nr. 781 fra udvalget om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg, Socialministeriet 1976.

· Betænkning nr. 995 om foranstaltninger over for åndssvage og andre svagt begavede lovovertrædere, Justitsministeriet 1982.

· Værgemål - betænkning nr. 1247 afgivet af justitsministeriets myndighedslovsudvalg, København 1993.

UNDERSØGELSER

· Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik, psykiatrilovsundersøgelsen, august 1996.

· Socialt udviklingscenter og Statens Byggeforskningsinstitut: Institutioner og bostøttetilbud for voksne med vidtgående handicap, en pilotundersøgelse, SBI-rapport 169, 1996.

ARBEJDSGRUPPER OG UDVALG

· Rapport fra Socialministeriets arbejdsgruppe om undersøgelse af behovet for regler om tvangstilbageholdelse af åndssvage, 1979.

· Redegørelse fra Socialministeriets arbejdsgruppe om sociallovgivningens regler om tilsyn og om klageadgang, Socialministeriet maj 1984.

· Rapport fra den af Socialstyrelsen nedsatte arbejdsgruppe vedr. overførsel af psykiatriske plejehjem under sygehusvæsenet, H-plejehjemmene, fra Indenrigsministeriets område til Socialministeriets område, Socialstyrelsen april 1985.

· Første delrapport og afsluttende rapport fra udvalget vedrørende lukkede institutioner og alternative foranstaltninger, Socialstyrelsen, august 1983 og maj 1986.

· Gamle Dementes menneskerettigheder - rapport fra arbejdsgruppe, Det Danske Center for Menneskerettigheder, 1990.

· Rapport om initiativer for gamle med demens, Socialministeriet januar 1991.

· Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende forbedring af senil dementes forhold, Socialministeriet juni 1994.

· Ny indsats for hjemmeboende demente - erfaringer fra projekter i otte kommuner, AKF Forlaget januar 1997.

· Hjemmeboende demente - hvad kan der gøres?, AKF og Socialministeriet, april 1997.

· Kommuner og amters botilbud til demente gamle mennesker, Hjælpemiddelinstituttet, 1997.

MATERIALE FRA UDLANDET

· Materiale fra Norge: Retssikkerhet for mennesker med psykisk utviklingshemning, NOU 1991. Ot. prl. nr. 58 om lov om endringer i socialtjenesteloven og kommunehelsetjenesteloven, 1994-1995, og høringssvar om tvang og makt.

· Rettssikerhet og livskvalitet for utviklingskemmete, Aslak Syse, 1995.

· Materiale fra Sverige: Eftersökningsudrustning för personer som gått vilse, En studie av Lars-Åke Berglund, Telematik och Handikapp, Rapport 93:1, ISSN 1102-9609, ISRN TEL-TMHK-R. SE

· Vårdens svåre val - Slutbetänkande av Prioriteringsutredningen. SOU 1995:5.

DIVERSE

· Vold som udtryksform, en pædagogisk udfordring, Jørn Foss, Per Holm, Gunvør Munch og Karen Pedersen, 1994.

· Handicappede og ældre med kommunikationsproblemer, Deres retsstilling og retssikkerhed, Inger Margrethe Pedersen, 1992.

· Specialafhandling til juridisk kandidateksamen, Københavns Universitet om, Tvang og magtanvendelse i institutioner oprettet i henhold til bistandslovens § 112, Kia Reumert Reffs og Birgitte Arent Eriksson, 1996.

· Notat om anvendelsesområdet for bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, Københavns Amt, social- og sundhedsforvaltningen, konsulenten, november 1995.

· Mennesker og institutioner, Socialstyrelsen 1978.

· Hverdag med demente, Lise From og Jenny Winther, Socialstyrelsen otkober 1987.

· »Socialretlige Hjørner«, 1990-1995

· Kan tvang og regler udgås, når gamle skal på institution? Artikel af cand.jur. Eva Ersbøll. Lov&Ret nr. 8, august 1992.

· Handicappede og ældre med kommunikationsproblemer - Deres retsstilling og retssikkerhed, Inger Margrete Pedersen, 1992.

· Gamle umyndiggjortes retsstilling. Valget mellem plejehjemsanbringelse og pleje i eget hjem. Ida Elisabeth Koch, fuldmægtig hos Folketingets Ombudsmand.

· Behov for regler om senildementes forhold, Jon Andersen, Folketingets Ombudsmand.

· Plejehjemsbeboer erklæret konkurs, Jon Andersen, lektor i forvaltningsret.

· Personers rettigheder - Om individets fysiske og psykiske integritet, selvbestemmelsesret og identitet, Inger Dübeck, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1997.

· Psykiatriske patienters vilkår - en redegørelse, Det Etiske Råd, 1997.

· Umyndiggørelse af senil demente, Jon Andersen.

· Håndbog i demens, Else Melin og Rolf Bang Olsen, Omsorgsorganisationernes Samråd, oktober 1997.

· Forslag til Folketingsbeslutning B-67 og B 59 »om anvendelse af elektronisk overvågning af senildemente« og Folketingets behandling heraf.

Kapitel 5

Myndighedsstruktur - Den ansvarlige myndighed - kommunal og amtskommunal kompetence og private opgaveudførere

Kapitel 5

Myndighedsstruktur - Den ansvarlige myndighed - kommunal og amtskommunal kompetence og private opgaveudførere

5.1 Myndighedsstruktur

5.1.1 Myndighedsudøvelse

Kommunen eller amtskommunen træffer beslutning om anvendelse af foranstaltninger i form af alarm- og pejlesystemer efter § 109 a, tilbageholdelse i boligen efter § 109 c og beskyttelsesmidler efter § 109 d, hvis pågældende modsætter sig. I sager om optagelse i bestemt botilbud uden pågældendes samtykke, afgiver kommunen eller amtskommunen indstilling til det sociale nævn om at træffe afgørelse.

Beslutninger om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i form af personlige alarm- og pejlesystemer, fastholdelse, tilbageholdelse i boligen og optagelse i særlige botilbud uden samtykke, hører ikke under den faktiske udførelse af sociale opgaver. Disse indgreb er omfattet af begrebet myndighedsudøvelse, idet der er tale om alvorlige indgreb i den personlige integritet. Beslutning om at iværksætte disse indgreb skal derfor altid træffes af den ansvarlige myndighed efter anmodning fra det personale, der har umiddelbar berøring med den pågældende.

Hverken kommunen eller amtskommunen kan overlade kompetencen til at træffe beslutninger til andre uden for kommunen eller amtskommunen. Det er heller ikke muligt for det sociale nævn, at overlade kompetencen til at godkende en foranstaltning eller til at træffe afgørelse i enkeltsager til andre.

De kommunale og amtskommunale botilbud er en del af den kommunale og amtskommunale forvaltning. Retssikkerhedslovens bestemmelser er derfor ikke til hinder for, at enten kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller det pågældende udvalg delegerer kompetencen til forvaltningen og ansatte i de enkelte kommunale eller amtskommunale tilbud og boformer. Myndighedsudøvelsen kan derimod ikke delegeres til private boformer.

Beslutningen om at iværksætte indgreb i form af magtanvendelse træffes typisk efter anmodning fra det personale, der udfører de socialpædagogiske og plejemæssige opgaver. Det kan fx være personalet i et botilbud. Men også pårørende og andre, der har daglig eller jævnlig kontakt med den pågældende, vil kunne medvirke til, at spørgsmålet behandles i kommunen eller amtskommunen.

5.1.2 Udførelse af opgaverne

Med reglerne om magtanvendelse er der ikke sket en begrænsning i adgangen til at overlade udførelsen af opgaver til andre, idet ansvaret for opgaveløsningen fortsat påhviler kommunen eller amtskommunen i overensstemmelse med § 15 i retssikkerhedsloven. Endvidere er den, der udfører opgaverne forpligtet til at foretage registrering og indberetning i henhold til § 109 l, se kapitel 17, ligesom udførelsen af opgaverne er underkastet kommunens eller amtskommunens tilsyn.

Der er således ingen bestemmelser i den sociale lovgivning, der forhindrer, at kommunen eller amtskommunen overlader den faktiske udførelse af sociale opgaver til andre, herunder selvejende institutioner eller andre private. Det kan fx være det socialpædagogiske arbejde, der skal udføres, når der er truffet afgørelse om optagelse i en bestemt boform, pædagogens arbejde i et dagtilbud eller hjemmehjælperens arbejde i hjemmet.

Også personer, som ikke er kommunalt ansat, er omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven, når de udfører kommunale opgaver.

5.1.3 Behandling af personsager

Personsager efter den sociale lovgivning behandles i det eller de udvalg, der er nedsat i henhold til §§ 17 og 40 i retssikkerhedsloven. Disse sager kan ikke behandles i den samlede kommunalbestyrelse eller det samlede amtsråd, fordi sådanne sager ofte indeholder følsomme og fortrolige oplysninger om enkeltpersoner.

5.2 Kommunale og amtskommunale beslutninger

Kommunen eller amtskommunen træffer beslutning i sager om alarm- eller pejlesystemer efter § 109 a, tilbageholdelse i boligen efter § 109 c, og om beskyttelsesmidler efter § 109 d, hvis personen modsætter sig9) , jf. § 109 i, stk. 1.

Beslutning om akut at fastholde en person efter § 109 b træffes også af kommunen eller amtskommunen, jf. § 109 i, stk. 1. Fastholdelse indebærer pr. definition, at den pågældende modsætter sig. Det er det kommunale eller amtskommunale personale, der handler i den akutte situation, der træffer beslutningen.

5.2.1 Det sociale nævns godkendelse

Kommunens eller amtskommunens beslutninger om alarm- eller pejlesystemer efter § 109 a, om at tilbageholde en person i boligen efter § 109 c, og om beskyttelsesmidler efter § 109 d, skal godkendes af det sociale nævn, når foranstaltningerne sker mod den pågældendes vilje10) , jf. § 109 f.

Som følge af indgrebenes karakter forudsættes det, at der skal ske en hurtig sagsbehandling. Inden en uge efter, at sagen er modtaget, skal nævnet tage stilling til, om beslutningen skal godkendes. Hvis nævnet ikke har mulighed for at træde sammen, godkender nævnets formand beslutningen inden samme frist efter reglen i retssikkerhedslovens § 71, stk. 4, om foreløbige afgørelser. Sagen skal da forelægges nævnet på det førstkommende møde, som normalt vil være det førstkommende planlagte møde.

Hovedreglen er, at godkendelse skal foreligge før et indgreb sættes i værk. Der kan dog være akut behov for at iværksætte indgreb for at undgå personskade. I disse situationer skal det sociale nævn senest 2 uger efter, at indgrebet er sat iværk, jf. § 109 f, stk. 4, afgøre om indgrebet kan godkendes.

Optagelse i særlige botilbud uden samtykke kan til gengæld aldrig ske akut11) .

Det sociale nævns afgørelse kan indbringes for Den sociale Ankestyrelse, jf. § 109 j, stk. 1, se herom kapitel 14.

5.2.2 Det sociale nævns afgørelser

Afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke12) efter § 109 e, træffes af det sociale nævn efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen, jf. § 109 g. Manglende samtykke omfatter både de situationer, hvor indgrebet sker mod pågældendes vilje, og de situationer hvor den pågældende udviser passivitet.

Det sociale nævns afgørelse skal træffes senest to uger efter modtagelse af kommunens eller amtskommunens indstilling. Flytning kan ikke iværksættes, før nævnet har truffet afgørelse herom.

Kravene til sagsbehandlingen, som er beskrevet i kapitlerne 11 og 13, medfører, at sagen skal være fuldt ud belyst i kommunens eller amtskommunens indstilling til nævnet. Der bør normalt ikke være brug for supplerende oplysninger i forbindelse med nævnsbehandlingen.

Det forudsættes imidlertid, at kommunen eller amtskommunen på et tidligt tidspunkt, i forbindelse med en indstilling om optagelse i særligt botilbud, har orienteret det sociale nævn om den kommende sag, fx i forbindelse med vejledning fra nævnet eller en anmodning til statsamtet om værgebeskikkelse.

Afgørelsen om optagelse i botilbud kan kun træffes i et møde i nævnet. Der er ikke mulighed for, at formanden træffer afgørelse alene, i sager hvor der ikke er tvivl om afgørelsen. Det er heller ikke muligt at delegere kompetencen til sekretariatsmedarbejdere, der uden for nævnet træffer afgørelse, dvs. kontormæssige afgørelser. Bestemmelsen om, at afgørelsen skal træffes i et møde, udelukker derimod ikke, at en medarbejder fra sekretariatet - typisk sekretariats- eller kontorchefen - træder i stedet for formanden, dvs. statsamtmanden, fx på grund af formandens ferie, sygdom eller lignende.

Det sociale nævns afgørelse er en første-instansafgørelse, som derfor kan indbringes for Den sociale Ankestyrelse, uanset om sagen har principiel eller generel karakter, jf. § 109 j, se herom kapitel 14.

5.3 Hastende sager

Generelt betyder de meget stramme frister, at et nært samarbejde mellem kommuner og amter på den ene side og de sociale nævn på den anden side, er en forudsætning for at reglerne vil kunne overholdes. Fx bør kommunen eller amtet straks give besked til det sociale nævn om, at der formentlig er en sag på vej, så snart man i kommunen eller amtet er blevet bevidst om og opmærksom på, at der eventuelt vil være behov for indgreb, som forudsætter at betingelserne i servicelovens kapitel 21 iagttages.

Det er en forudsætning, at kommuner og amter er ekstra omhyggelige med at tilvejebringe de relevante oplysninger, inden sagen sendes til nævnet, da der typisk ikke vil være tid til at udbedre selv mindre mangler i oplysningsgrundlaget. Indeholder sagen ikke de krævede oplysninger, jf. §§ 109 f og g, må sagen afvises, med mindre manglen kan udbedres inden for ganske kort tid.

Det kan bl.a. lette sagsgangen for begge parter, hvis fx det sociale nævn oplyser kommuner og amter om nævnenes mødeplan.

Generelt følger det af servicelovens kapitel 21, at hvervet som nævnsmedlem nu indebærer, at man kan blive kaldt til møde med meget kort varsel.

5.4 Den ansvarlige person/personalegruppe

Det er henholdsvis kommunen, amtskommunen og det sociale nævn, der som første instans kan træffe afgørelserne.

Kommunalbestyrelsen har efter retssikkerhedslovens § 15, stk. 1, ansvaret for planlægning og udførelse af kommunal virksomhed på det sociale og det sundhedsmæssige område.

Tilsvarende har amtsrådet efter retssikkerhedslovens § 38 ansvaret for planlægning og udførelse af amtskommunal virksomhed på det sociale og det sundhedsmæssige område.

Det er således kommunalbestyrelsen og amtsrådet, der har det overordnede ansvar for arbejdets tilrettelæggelse, herunder hvem der i organisationen træffer afgørelser eller beslutter at indstille til det sociale nævn i sager efter servicelovens kapitel 21. Dette følger også af den kommunale styrelseslov.

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet har endvidere efter henholdsvis § 16 og § 39 i retssikkerhedsloven pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale og amtskommunale opgaver løses, herunder også med kvaliteten af afgørelser og indstillinger.

Det sociale nævn sammensættes i sager om magtanvendelse m.v. af ét medlem, der er udpeget af kommuneforeningen i amtet, ét medlem udpeget af amtskommunen og ét medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer. Formand for nævnet er statsamtmanden.

5.4.1 Delegation

Reglerne om magtanvendelse ændrer ikke på den almindelige adgang til delegation, dvs. overladelse af opgaver til forvaltningen og ansatte i kommunale eller amtskommunale boformer.

Generelt skal delegationen ske til personer, der er velkvalificerede til at udføre opgaven eller hvervet, enten som kommunalt pleje- og socialpædagogisk personale, som tilsynsførende eller som sagsbehandler der behandler klagesager.

Kapitel 5. Myndighedsstruktur - Den ansvarlige myndighed - kommunal og amtskommunal kompetence og private opgaveudførere

5.1 Myndighedsstruktur

5.1.1 Myndighedsudøvelse

5.1.2 Udførelse af opgaverne

5.1.3 Behandling af personsager

5.2 Kommunale og amtskommunale beslutninger

5.2.1 Det sociale nævns godkendelse

5.2.2 Det sociale nævns afgørelser

5.3 Hastende sager

5.4 Den ansvarlige person/personalegruppe

5.4.1 Delegation

§ 5. I sager om foranstaltninger iværksat i henhold til servicelovens §§ 109 a og c, revurderes behovet for foranstaltningens fortsatte anvendelse løbende i kommunen eller amtskommunen, og senest 8 måneder efter det sociale nævns seneste godkendelse.

Stk. 2. I sager om foranstaltninger iværksat i henhold til servicelovens § 109 d, revurderes behovet for foranstaltningens fortsatte anvendelse løbende i kommunen eller amtskommunen, dog senest 18 måneder efter det sociale nævns seneste godkendelse.

Bilag 6

Indholdsfortegnelse

Kapitel 6

Anvendelsesområdet

Kapitel 6

Anvendelsesområdet

Kapitel 6. Anvendelsesområdet

6.1 Personkredsen

6.1.1 Boformen er uden betydning

6.1.2 Samtykke til foranstaltninger - § 109, stk. 2

6.2 Forholdet til lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg

6.3 Forholdet til lov om tvang i psykiatrien

6.3.1 Fiksering

6.4 Forholdet til lov om patienters retsstilling

§ 6. Registrering efter servicelovens § 109 l skal ske på de af Socialministeriet udarbejdede skemaer. Skemaerne kan rekvireres hos Socialministeriet.

Kapitel 7

Generelle forudsætninger for at iværksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten

Kapitel 7

Generelle forudsætninger for at iværksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten

7.1 Forudsætninger for at iværksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten

Kapitel 7. Generelle forudsætninger for at iværksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten

7.1 Forudsætninger for at iværksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten

7.1.1 Personlig omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand

7.1.2 Nødvendig faglig dokumentation

7.1.3 Frivillig medvirken

7.1.4 Mindsteindgrebsprincippet

7.1.5 Skånsom og kortvarig magtanvendelse

§ 7. I tilfælde, hvor der sker overtrædelse af reglerne, hvor fortsat magtanvendelse skal godkendes af det sociale nævn, eller hvor indgreb er foretaget som led i nødværge eller nødret skal registrering foretages straks og senest dagen efter, at foranstaltningen er sat i værk.

Stk. 2. Registrerede foranstaltninger efter stk. 1 indberettes straks og senest på 3. dagen til kommunalbestyrelse eller amtsråd på Socialministeriets skema.

Kapitel 8

Fastholdelse

Kapitel 8

Fastholdelse

Kapitel 8. Fastholdelse

8.1 Anvendelsesområde

8.1.1 Nærliggende risiko for væsentlig personskade

8.1.2 Absolut påkrævet

8.2 Kommunens og amtskommunens kompetence klageadgang

§ 8. Registrering af foranstaltninger efter servicelovens §§ 109 a - d skal foretages straks og senest dagen efter, at indgrebet har fundet sted.

Stk. 2. Registrerede foranstaltninger efter stk. 1 indberettes månedligt til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet på Socialministeriets skema.

Kapitel 9

Alarm- og pejlesystemer, tilbageholdelse

Kapitel 9

Alarm- og pejlesystemer, tilbageholdelse

Kapitel 9. Alarm- og pejlesystemer, tilbageholdelse

9.1 Anvendelsesområde

9.1.1 Nærliggende risiko for væsentlig personskade

9.1.2 Absolut påkrævet

9.1.3 Personlige alarm - og pejlesystemer

9.1.3.1 Personlige alarmer

9.1.3.2 Alarmsystemer

9.1.3.3 Pejlesystemer

9.1.4 Sammenhæng med § 109 c

9.1.5 Periode

9.2 Tilbageholdelse i boligen

9.2.1 Anvendelsesområde

9.2.2 Nærliggende risiko for væsentlig personskade

9.2.3 Absolut påkrævet

9.2.4 Sammenhæng med § 109 a

9.2.5 Periode

9.3 Advokatbistand

9.4 Kommunens og amtskommunens kompetence - klageadgang

§ 9. Registrering af flytning iværksat efter servicelovens § 109 e foretages senest med udgangen af den måned, hvor flytningen er iværksat.

Stk. 2. Registrering af foranstaltninger efter stk. 1 indberettes kvartalsvist til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet på Socialministeriets skema.

Kapitel 10

Anvendelse af beskyttelsesmidler

Kapitel 10

Anvendelse af beskyttelsesmidler

Kapitel 10. Anvendelse af beskyttelsesmidler

10.1 Anvendelsesområde

10.1.1 Nærliggende risiko for væsentlig personskade

10.1.2 Absolut påkrævet

10.1.3 Periode

10.2 Kommunens og amtskommunens kompetence - klageadgang

§ 10. Registrering efter §§ 6 - 9 foretages af den person, der har iværksat indgrebet eller foranstaltningen, eller af den person, der har instruktionsbeføjelsen overfor den ansatte, som har iværksat indgrebet eller foranstaltningen.

Stk. 2. Er der efter servicelovens § 111 udarbejdet en plan for personer, overfor hvem der er iværksat magtanvendelse eller andre indgreb i den personlige frihed, vedlægges i forbindelse med indberetningen efter §§ 6 - 9 kopi af planen.

Kapitel 11

Kapitel 11

Kapitel 11. § 109 f, sagsbehandlingsregler - indgreb efter §§ 109 a, c og d

11.1 Kommunens og amtskommunens kompetence

11.2 Det sociale nævns godkendelse

11.2.1 Grundlaget for, at betingelserne for at sætte foranstaltningerne i værk anses for opfyldt

11.2.2 Den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne

11.2.3 Den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 14, der har været iværksat før indstilling om iværksættelse af foranstaltningerne

11.2.4 Den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne vil være nødvendige

11.2.5 Pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til foranstaltningen

11.3 Frister for det sociale nævns godkendelse

§ 11. Kommunen eller amtskommunen følger udviklingen i anvendelsen af magt og andre indgreb i den personlige frihed med henblik på en vurdering af behovet for opfølgning.

Stk. 2. Beretning forelægges årligt kommunalbestyrelsen eller amtsrådet.

Tilsyn

Kapitel 12

Optagelse i særlige botilbud uden samtykke

Kapitel 12

Optagelse i særlige botilbud uden samtykke

Kapitel 12. Optagelse i særlige botilbud uden samtykke

12.1 Anvendelsesområde

12.1.1 Absolut påkrævet for at give den nødvendige hjælp - § 109 e, stk. 1

12.1.2 Uforsvarligt at undlade flytning - alvorlig personskade, § 109 e, stk. 2

12.2 Særlige botilbud

12.2.1 Forholdet til boliglovgivningen

12.2.2 Forholdet til værgemålsloven

12.3 Advokatbistand

§ 12. Personer omfattet af foranstaltninger efter servicelovens § 109 c skal underrettes om adgangen til at rette henvendelse til folketingets udvalg i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, om tilsyn med personer, der er underkastet administrativ frihedsberøvelse. Dette gælder også, hvis der er givet samtykke til foranstaltningen.

Ikrafttræden

Kapitel 13

Kapitel 13

Kapitel 13. § 109 g, sagsbehandlingsregler - indgreb efter § 109 e

13.1 Det sociale nævns kompetence

13.2 Kommunens og amtskommunens indstilling

13.2.1 Redegørelse for den hidtidige indsats m.v.

13.2.2 Redegørelse for indretningen af den nye bolig m.v.

13.2.3 Redegørelse for bemærkninger til flytningen

13.3 Ægtefællens særlige klageadgang

13.4 Værgebeskikkelse

13.5 Fuldbyrdelse af afgørelse om flytning

§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt

Stk. 2. ...

Handlinger, der har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb, kan efter straffelovens § 13, stk. 1, være straffri. Det forudsætter dog, at afværgehandlingen ikke åbenbart går ud over, hvad der er forsvarligt under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning.

Bestemmelsen beskriver forudsætningerne for straffrit at afværge et angreb på et retsgode, men siger intet om, hvad angrebet skal være rettet mod. Det vil typisk dreje sig om fysiske angreb på fx liv, legeme, personlig frihed og formuegenstande. Det kan fx være angreb i form af vold, brandstiftelse og tingsbeskadigelse, men kan fx også være krænkelse af blufærdighed.

Bestemmelsen finder også anvendelse, når angriberen er psykisk utilregnelig, selvom angriberen i sådanne tilfælde vil være straffri. I disse situationer er der dog en videre pligt end normalt til at vælge flugt eller opgive det angrebne gode, hvis dette er muligt i situationen.

Der er indbygget et krav om forholdsmæssighed (proportionalitet) mellem angrebet og den handling, der imødegår angrebet, således at ikke ethvert angreb kan gøre enhver handling straffri. Afværgehandlingen må ikke gå åbenbart ud over, hvad der er forsvarligt. Der kan med andre ord ikke angives nøjagtige grænser for, hvilke handlinger der er straffrie, men straffrihed forudsætter, at handlingen aktuelt sker for at afværge et angreb. Afværgehandlingen skal rettes mod angriberen selv, aldrig mod en tredje person.

Grænsen for, hvilke handlinger af forebyggende karakter, der kan foretages med hjemmel i nødværgebestemmelsen må findes ud fra en bedømmelse af, hvornår den truende handling er konkretiseret i en grad, der gør, at den betegnes som påbegyndt eller overhængende. Hvis angrebet endnu ikke er påbegyndt skal det være så umiddelbart truende, at der er grund til at afværge det allerede nu. Er der tid til at vente, fx fordi der endnu kun er tale om en verbal trussel, vil dette som regel være ensbetydende med at modhandlingen endnu ikke er nødvendig. Den truede må da gribe til de lovlige afværgemidler, som tiden tillader. Afværgehandlingen skal være nødvendig, hvilket vil sige, at der ikke er tale om nødværge, såfremt en mindre indgribende foranstaltning kunne have opfyldt formålet. Nødværge kan derfor ikke anvendes i rent præventivt øjemed.

Straffeloven

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2000.

Stk. 2. Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Socialministeriet, den 30. november 1999

Karen Jespersen

/Peter Juul

Kapitel 14

Klageregler

Kapitel 14

Klageregler

Klager over godkendelser og afgørelser indgives gennem den myndighed, der har truffet afgørelsen.

14.1 Klage til det sociale nævn

Kapitel 14. Klageregler

14.1 Klage til det sociale nævn

14.1.1 De almindelige klageveje - foranstaltninger iværksat med samtykke

14.2 Klage til Den Sociale Ankestyrelse

14.2.1 Klage til Den Sociale Ankestyrelse - foranstaltninger mod pågældendes vilje og foranstaltninger uden samtykke

14.3 Opsættende virkning

14.3.1 Hovedreglen om opsættende virkning, retssikkerhedslovens § 72, stk. 1.

14.3.2 Opsættende virkning - klage over optagelse i særlige botilbud uden samtykke, retssikkerhedslovens § 72, stk. 3.

Kaptel 15. Domstolsprøvelse

15.1 Retten til at få prøvet indgreb i den personlige frihed

15.1.1 Landsretten

15.1.2 Højesteret

§ 14. En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

Straffelovens § 14 om nødret er et udslag af en almindelig grundsætning om, at nød - til en vis grad - bryder alle love. Nødret er i praksis kun aktuel, når nødværge ikke finder anvendelse.

En ellers strafbar handling kan være straffri, når den er nødvendig for at afværge truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen må anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

Bestemmelsen finder anvendelse ved truende integritetskrænkelser, legemsskade eller skade på fysiske genstande. Faren kan fx skyldes akut sygdom, tekniske svigt i installationer og maskiner eller naturbegivenheder såsom tordenvejr, oversvømmelse og selvantændelse.

Det er et krav, at der er en væsentlig difference mellem den truende skade, der afværges, og den (ellers strafbare) handling der afværger faren. Fx vil forsætlig legemsbeskadigelse og andre i sig selv grove handlinger kun være straffri midler til at afværge en truende større skade.

I modsætning til nødværgesituationerne kan handlinger i nødretssituationer rettes mod andre end den, der angriber.

I nødretssituationer er der ikke hjemmel til straffrihed hvis grænsen for lovlig afværgelse er overskredet på grund af skræk eller ophidselses fremkaldt af situationen.

17.2 Planer

Kapitel 15

Domstolsprøvelse

Kapitel 15

Domstolsprøvelse

15.1 Retten til at få prøvet indgreb i den personlige frihed

§ 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

Kapitel 16

Tilsyn

Kapitel 16

Tilsyn

Retssikkerhedsloven

Kapitel 16. Tilsyn

16.1 Tilsyn efter grundlovens § 71

§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Kapitel 17

Registrering, indberetning og planer

Kapitel 17

Registrering, indberetning og planer

Kapitel 17. Registrering, indberetning og planer

17.1 Registrering og indberetning

17.1.1 Nødværge og nødret - straffelovens §§ 13 og 14

17.2 Planer

Kapitel 18

Forholdet til værgemålsloven

Kapitel 18

Forholdet til værgemålsloven

18.1 Værgens rolle i sager om magtanvendelse

Kapitel 18. Forholdet til værgemålsloven

18.1 Værgens rolle i sager om magtanvendelse

18.1.1 Anmodning om værgemål

18.1.2 Værgemål efter værgemålslovens § 5

18.1.2.1 Særligt om økonomisk værgemål

18.1.2.2 Særligt om personligt værgemål

18.1.3 Fratagelse af den retlige handleevne - § 6

18.1.4 Samværgemål

Kapitel 19

Ændringer i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Kapitel 19

Ændringer i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998, som ændret ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 og lov nr. 117 af 2. marts 1999, er der foretaget følgende ændringer med relevans for bestemmelserne om magtanvendelse m.v.

I § 44 indsættes som stk. 2 og 3

»Stk. 2. Det sociale nævn godkender følgende afgørelser truffet af kommunen eller amtskommunen, hvis afgørelsen er truffet mod den pågældendes vilje

1) Afgørelser om alarm- og pejlesystemer efter § 109 a i lov om social service.

2) Afgørelser om tilbageholdelse i boligen efter § 109 c i lov om social service.

3) Afgørelser om anvendelse af beskyttelsesmidler efter § 109 d i lov om social service.

Stk. 3. Det sociale nævn træffer i et møde afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 109 e i lov om social service efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen.«

I § 55, stk. 2, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer

»4) Sager om tilbageholdelse i boligen efter § 109 c og om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 109 e i lov om social service.«

Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 5 og 6.

I § 71, stk. 4, indsættes efter »trangssituation,«: »eller hvor der i øvrigt er et særligt behov herfor,«, og efter »nævnet« indsættes: », jf. dog stk. 5«.

I § 71 indsættes som stk. 5

»Stk. 5. Formandens afgørelser, jf. § 109 f, stk. 1 og 2, i lov om social service, der ikke kan indbringes for Ankestyrelsen, skal behandles i det førstkommende møde.«

Kapitel 19. Ændringer i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Bilagsfortegnelse

Bilag 1 - Oversigt over beslutningskompetence og retsgarantier

Bilag 2. bekendtgørelse nr. 870 af 30. november 1999

Bilag 3 - indberetsningsskema

Bilag 4 - oversigt over samtykkeformer og myndighedskompetence

Bilag 5 - Litteraturoversigt

§ 38. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Tilsynet er mere uddybende beskrevet i Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Efter retssikkerhedslovens §§ 15 og 38 har kommunalbestyrelsen og amtsrådet ansvaret for, hvordan kommunen og amtskommunen planlægger og udfører sin virksomhed på det sociale område. Efter §§ 16 og 39 har kommunalbestyrelsen og amtsrådet pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale eller amtskommunale opgaver løses. Dette gælder også for indsatsen for personer med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.

Det er op til kommunalbestyrelsen og amtsrådet at tage stilling til, hvordan tilsynet konkret skal planlægges og udføres i kommunen eller amtskommunen. I disse overvejelser indgår en række forskellige aspekter.

Der er forskellige formål med tilsynsvirksomheden i forhold til kommunernes og amtskommunernes samlede virksomhed på det sociale område. Kernen i tilsynsforpligtelsen er, at myndighederne har pligt til at holde sig informeret om indhold og fremgangsmåde i tilbudene, samt til at forholde sig til denne information i opgaver, formål og gældende lov.

Modtages der fx oplysning om, at plejen for beboere på et plejehjem tilsyneladende ikke er i orden, har kommunalbestyrelsen, med mindre informationerne er klart utroværdige, pligt til at undersøge sagen og i givet fald at tage initiativ til at få rettet op på forholdene. Dette gælder hvad enten oplysningerne kommer fra forvaltningen, ansatte på institutionen, brugere, pårørende eller andre.

Pligten til at føre tilsyn gælder også for hjælp, som udføres af andre end ansatte i kommunen eller amtskommunen, fx boformer, der drives af private efter aftale med en kommune eller en amtskommune.

Det har stor betydning, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet, når tilsynsvirksomheden prioriteres og planlægges, er særlig opmærksom på former for hjælp, der er rettet til personer, som ikke, eller kun meget vanskeligt, selv kan reagere over for urimelige forhold.

Brugerne - og deres pårørende - har personlige og direkte oplevelser af, hvordan hjælpen efter deres opfattelse fungerer. Derfor kan der fra brugerne komme vigtig viden, herunder signaler om, at der kan være noget galt, og at der er brug for forbedringer.

En effektiv brugerindflydelse, hvor der lægges vægt på tilbagemeldinger fra beboerråd eller pårørenderåd til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, kan derfor også i forhold til svage grupper indgå som et vigtig led i tilsynsindsatsen.

Pligten til at føre tilsyn omfatter også de svage grupper, som ikke har modtaget et botilbud eller i øvrigt ikke modtager hjælp.

16.1 Tilsyn efter grundlovens § 71

I bekendtgørelsens § 12 er det fastsat, at personer omfattet af foranstaltninger efter servicelovens § 109 c (tilbageholdelse i boligen) skal underrettes om adgangen til at rette henvendelse til Folketingets udvalg i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, om tilsyn med personer, der er underkastet administrativ frihedsberøvelse. Dette gælder også, hvis der er givet samtykke til foranstaltningen.

§ 67. Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, skal der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er

1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og

4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder botilbud efter lov om almene boliger m.v., eller i botilbud efter denne lov.

§ 67 a. Kommunen eller amtskommunen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med formålet, jf. § 67, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte.

Stk. 2. ....

For de sociale myndigheder gælder der en pligt til aktivt at undgå omsorgssvigt. Denne pligt er nu fastsat i servicelovens § 67 a. Hermed er pligten præciseret og dermed i realiteten skærpet.

Omsorgspligten er de sociale myndigheders pligt til at undgå omsorgssvigt over for personer, der som følge af nedsat psykisk funktionsevne åbenbart ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse. Pligten er begrundet i, at personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne i flere tilfælde ikke vil være i stand til at afgive det fornødne samtykke til tilbud efter serviceloven i forbindelse med en særlig indsats.

Bestemmelsen giver dermed grundlaget for, at sociale myndigheder kan sætte ind med bistand, der tilgodeser, at målsætningen med indsatsen i forhold til de svageste grupper kan opfyldes.

Omsorgspligten gælder, uanset om den pågældende samtykker, men bestemmelsen giver ikke hjemmel til at anvende magt.

Er man efter et konkret skøn over den enkeltes behov nået til den konklusion, at hensynet til at undgå personskade nødvendiggør, at omsorgen gennemføres med magt, skal hjemlen til magtanvendelse findes i servicelovens kapitel 21.

Reglerne om omsorgspligt er nært forbundet med reglerne om magtanvendelse. Det generelle grundlag for indsatsen over for personer med betydelig nedsat funktionsevne findes således i § 67 a. Er det nødvendigt at anvende magt i udøvelsen af omsorgen, skal sådanne indgreb have hjemmel i servicelovens kapitel 21.

Formålet med at yde omsorgen er at øge den enkeltes selv- og medbestemmelse samt at forbedre den enkeltes generelle handlemuligheder og livsvilkår.

Omsorgspligten er forudsat i reglerne om visitation og planer i servicelovens §§ 110 og 111, idet det er en forudsætning for at kunne yde den fagligt forsvarlige indsats, at hjælp også kan ydes, uanset om den pågældende modsætter sig eller mangler forståelse for den indsats, den sociale myndighed mener vil være den fagligt forsvarlige og nødvendige.

Indsatsen efter § 67 a forudsættes ydet inden for servicelovens rammer.

Selv om § 67 a giver adgang til at yde en særlig indsats for personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, forpligter bestemmelsen ikke i sig selv kommuner eller amtskommuner til yderligere opsøgende virksomhed.

Der er ikke i serviceloven regler om underretningspligt for voksne. Men § 67 a medfører, at kommunen har en vis orienteringspligt, hvis en person, der er omfattet af bestemmelsen, flytter til en anden kommune.

Den kommune, hvor en person med en betydelig nedsat psykisk funktionsevne bor, har ansvaret for personen. Hvis personen fx flytter til en anden kommune, som måske ikke kender personen og behovet for hjælp, har fraflytningskommunen i overensstemmelse med omsorgspligten også pligt til at give besked til den nye kommune om behovet for hjælp. Det gælder naturligvis kun i de situationer, hvor en pårørende, som bor sammen med pågældende, ikke selv magter at varetage pågældendes tarv. Omsorgspligten følger således personen hen over kommunegrænser. Der er ikke tale om overvågning, men en meddelelse til en anden kommune om, at den pågældende har behov for hjælp.

3.3.1 Personkredsen

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget4) , at pligten til at undgå omsorgssvigt kun omfatter personer, for hvem det allerede er besluttet at yde en indsats efter servicelovens bestemmelser.

Den persongruppe, som ikke er visiteret til nogen form for hjælp efter lov om social service, er dermed ikke omfattet af den aktive omsorgspligt i § 67 a.

Personkredsen omfattet af § 67 a er derimod bredere end den personkreds, som er omfattet at servicelovens kapitel 21, idet der efter § 67 a ikke stilles krav om, at funktionsnedsættelsen skal være varig . Det betyder, at kommunen eller amtskommunen kan iværksætte den særlige indsats i forhold til personer med en betydelig psykisk funktionsnedsættelse, som midlertidigt befinder sig i en tilstand, der gør dem ude af stand til at varetage egne interesser.

3.3.2 Omsorg kan ydes uanset samtykke

Der er hverken i retssikkerhedsloven eller serviceloven opstillet særlige regler eller formkrav i forbindelse med anmodning om ydelser. Det er alene fastslået i § 5 i retssikkerhedsloven, at kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes, for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Det retlige udgangspunkt er derfor, at den særlige indsats, der skal ydes overfor personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, alene kan iværksættes med borgerens samtykke, idet der som følge af princippet om den personlige friheds ukrænkelighed er krav om særlig hjemmel for at iværksætte foranstaltninger uden borgerens samtykke.

Pligten til at undgå omsorgssvigt gælder imidlertid, uanset om den pågældende samtykker5) i foranstaltningen. Men omsorgen skal ydes med respekt for den enkeltes myndighed.

Hvis modtager aktivt modsætter sig eller ikke forholder sig til den tilbudte omsorg, må der foretages et konkret skøn over, om omsorgen kan tilbydes på andre måder, som er mere imødekommende over for den pågældende, eller om pligten til at undgå omsorgssvigt tilsiger, at netop denne indsats skal ydes netop her.

Modsætter den pågældende sig aktivt, dvs. fysisk, skal hjemlen til fysiske indgreb findes i servicelovens kapitel 21. Udviser den pågældende derimod passivitet, kan omsorgen ydes med hjemmel i § 67 a.

Verbale udtryk for modstand kan efter omstændighederne sidestilles med fysisk modstand, hvis den pågældende på grund af fysisk funktionsnedsættelse ikke er i stand til at yde fysisk modstand. Hvis derimod en person uden fysisk funktionsnedsættelse verbalt eller ved brug af tegn giver udtryk for modvilje, kan hjælpen ydes med hjemmel i omsorgspligten i det omfang, det ikke indebærer fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten. Kan man fx motivere en person til at deltage i en aktivitet eller afstå fra en handling ved at vise vej, tage i hånden og følge med, gå bagved og berøre personens ryg etc., er der ikke tale om magtanvendelse, og sådanne anvisninger er hjemlede i § 67 a om omsorgspligt.

3.3.3 Omsorgspligtens omfang

Omsorgspligten er grundlaget for at yde den nødvendige pleje, omsorg og socialpædagogiske indsats over for personer, der mangler forståelse for, hvad et samtykke indebærer.

Omsorgspligtens omfang og indhold for den enkelte bygger på en afvejning af hensynet til den enkeltes integritet og muligheden for at sikre en indsats i overensstemmelse med de fastlagte målsætninger.

Omfanget af omsorgspligten er nært forbundet med almindelig sund fornuft og forståelse for og indlevelse i andre menneskers livssituation. Omsorgspligtens indhold udvikler sig derfor hele tiden med de generelle samfundsmæssige holdninger.

Etik er et meget centralt begreb i omsorgspligten.

Eksempelvis vil ingen være i tvivl om, at en medarbejder på bytur med en udviklingshæmmet eller dement beboer ikke bare kan se på, hvis beboeren tager tøjet af og sætter sig på gaden, uanset om beboeren protesterer mod og evt. aktivt modsætter sig at få tøjet på igen. Denne adfærd indebærer et element af uværdighed, og omsorgspligten er grundlaget for at hjælpe beboeren i tøjet igen, uanset om beboeren afviser at få tøjet på igen.

Hvis beboeren i et andet eksempel beholder tøjet på, men sætter sig på en stærkt trafikeret vej, er der heller ikke tvivl om, hvad det ansvarlige personale bør gøre. I dette eksempel kan der være en overhængende risiko for personskade, og hjemlen til at fastfolde for at undgå, at beboeren sætter sig, findes i § 109 b.

Sætter beboeren sig derimod på en stille villavej, kan der ikke uden videre gives et entydigt svar. Svaret afhænger af den generelle etiske holdning og ikke mindst af den pædagogiske, omsorgs- og plejemæssige professionelle indtilling.

Det er således hverken muligt eller hensigtsmæssigt at fastsætte regler, der nærmere regulerer omfanget af denne aktive omsorgspligt.

Eksemplerne illustrerer også, at der er et område, hvor sund fornuft og professionalisme tilsiger, at der bør handles, uanset om den pågældende har takket nej eller på anden måde givet udtryk for, at vedkommende absolut ikke deler opfattelsen af, hvordan situationen bør bedømmes. Den enkelte kan i disse tilfælde ikke gøres ansvarlig for sin egen hjælpeløshed, og der er derfor et område, som alene reguleres af sund fornuft og professionelle værdier.

I dette ikke skarpt afgrænsede område kan mindre indgribende tvangsmæssige foranstaltninger finde sted på grundlag af pligten til at undgå omsorgssvigt. Det kan fx være indsats i form af at klæde en person på som i eksemplet, uanset aktiv modstand. Det kan også være at udstyre en person med selvdestruktiv adfærd generelt med hjelm og bløde specialhandsker.

Hjemlen til at give beboeren tøj på igen i eksemplet er derfor omsorgspligten og ikke reglerne om magtanvendelse i servicelovens kapitel 21, uanset at påklædningen ikke kan foregå uden et vist element af tvang. Heraf følger, at påklædningen ikke kan ske med anvendelse af magt, som omhandlet i kapitel 21. Disse foranstaltninger forudsætter en nærliggende risiko for væsentlig personskade, som ikke er tilstede i det første eksempel, men illustreret i det andet eksempel.

Det er vigtigt løbende at følge, om hjælpen tilgodeser den enkeltes behov, så det sikres, at der løbende kan foretages nødvendige justeringer.

3.3.4 Bisiddere

§ 67 a. ....

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen eller amtskommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsamtet om at beskikke en værge efter værgemålsloven.

Bestemmelsen præciserer, at det er nødvendigt at få det bedst mulige grundlag for den hjælp, der skal gives. Det er derfor vigtigt at inddrage andre, der har et nært kendskab til den pågældende, i beslutningsprocessen. Det kan være pårørende, værge eller andre, som er i nær kontakt med den pågældende, som kender den pågældende godt, og som kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen skal derfor påse, om der er andre personer, der kan varetage den pågældendes interesser.

Retten til at have en bisidder fremgår af forvaltningslovens § 8. Herefter har den, der er part i en sag på ethvert tidspunkt af sagens behandling adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Men forvaltningslovens regler forpligter ikke myndigheden til at sørge for en bisidder eller repræsentant for den, som er part i en sag.

I forbindelse med den særlige indsats for personer med betydeligt og varig nedsat psykisk funktionsevne er kommunen eller amtskommunen imidlertid forpligtet til at påse, om den pågældendes interesser bliver varetaget på betryggende vis.

Hvis kommunen har formidlet, at en person er bisidder, er det også reglerne i forvaltningsloven § 8, der gælder.

Bisidderen har ikke krav på betaling.

Myndigheden skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsamtet om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Det gælder fx i de situationer, hvor den pågældende som følge af funktionsnedsættelsen ikke er i stand til at indgå i et habilt samarbejde med bisidderen. Specielt i situationer, hvor der er uenighed om interessevaretagelsen mellem pårørende og myndighed, bør man være opmærksom på muligheden for at udpege en værge i stedet. Også i de tilfælde, hvor der ikke er mulighed for at udpege en bisidder med personligt kendskab til den pågældende, bør det overvejes at udpege en værge efter værgemålsloven.

I tilfælde, hvor en særlig indsats iværksættes uden samtykke over for en person, som på grund af den psykiske funktionsnedsættelse ikke kan varetage egne interesser, skal kommunen således sikre sig, at der er en pårørende eller andre, som kan indgå i dialog med myndigheden om den pågældendes behov og tilrettelæggelsen samt afgrænsningen af indsatsen.

I »Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område« er det beskrevet, at kommunen som led i samarbejdet med de frivillige kan udpege frivillige bisiddere i forbindelse med ansøgninger om personlig og praktisk hjælp. En tilsvarende ordning kan etableres i forhold til den særlige indsats for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.

3.4 Magtanvendelse - indgreb i den personlige selvbestemmelsesret

Princippet om den personlige friheds ukrænkelighed regulerer adgangen til at foretage frihedsberøvelse og til at gribe ind i den personlige selvbestemmelsesret. Hermed ydes beskyttelse af den enkelte persons frihed til at bevæge sig og fungere i normal kontakt med omverdenen.

Magtanvendelse omfatter i relation til servicelovens kapitel 21 fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten, jf. bekendtgørelsens § 1.

Et fysisk indgreb i selvbestemmelsesretten er et aktivt indgreb, som sættes i værk overfor en person der aktivt modsætter sig eller forholder sig passivt til et konkret tilbud eller opfordring.

3.5 Samtykkebegrebet

Princippet om den personlige friheds ukrænkelighed indebærer, at hjælp efter serviceloven som udgangspunkt forudsætter, at den pågældende er indforstået med at modtage hjælpen. Dette gælder, med mindre det er særligt anført, at en bestemt foranstaltning kan iværksættes uden samtykke.

Gyldigheden af et samtykke forudsætter, at det foreligger inden den handling eller undladelse, der er givet samtykke til, udføres. Det er en forudsætning, at vedkommende forstår, hvad samtykket indebærer. Der kan dog kun opstilles meget overordnede retningslinier for, hvornår den, der samtykker, kan siges at have forståelse for samtykket, dvs. være habil i forhold til det, vedkommende har samtykket i.

Der kan ikke opstilles en fast aldersgrænse, og vurderingen af den enkeltes habilitet beror på en konkret vurdering af personen fysiske og psykiske tilstand. Spørgsmålet er, om man på baggrund af den enkeltes udvikling og dømmekraft kan antage, at pågældende har tilstrækkelig forståelse for betydningen af egne og andres handlinger. Der kan ikke opstilles absolutte grænser, idet vurderingen også er afhængig af foranstaltningens karakter og intensitet. For dementes vedkommende kan habiliteten optræde i nuet.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at et samtykke opnået ved tvang eller svig ikke er gyldigt.

Et samtykke er en udtrykkelig eller stiltiende tilkendegivelse om, at en handling godt må foretages.

Et gyldigt samtykke kan således foreligge i form af

· Et udtrykkeligt samtykke, hvor der klart gives udtryk for, at man er indforstået med den pågældende handling. Det kan foreligge skriftligt eller mundtligt;

· Et stiltiende samtykke, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke. For personer med nedsat psykisk funktionsevne kræver det, at man har et godt kendskab til den pågældende person;

Et samtykke omfatter derimod aldrig passivitet.

Er der tale om en person, som ikke er i stand til at give udtryk for sine ønsker, men hvor man antager, at den pågældende ville have samtykket, såfremt det havde været muligt, eller handler man udelukkende på baggrund af fravær af modstand, er der ikke tale om et gyldigt samtykke.

Pligten til at undgå omsorgssvigt gælder, uanset om den pågældende samtykker i den konkrete indsats. Samtykker den pågældende ikke, og er det nødvendigt at handle mod den pågældendes vilje for at undgå personskade, kan omsorg i form af indgreb i den personlige frihed kun ydes i overensstemmelse med reglerne i servicelovens kapitel 21.

Det er vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem § 109 f og § 109 g. I § 109 f, stk. 1,6) stilles krav om at iagttage de særlige retssikkerhedsgarantier, hvis indgrebet sker mod pågældendes vilje. Dette omfatter ikke passivitet. I § 109 g, stk. 17) , er kravet om at iagttage de særlige retssikkerhedsgarantier derimod knyttet til de situationer, hvor den pågældende ikke samtykker. Dette omfatter både aktiv modstand og passivitet. Se iøvrigt oversigten over beslutningskompetencer i bilag 1.

§ 67 a. Kommunen eller amtskommunen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med formålet, jf. § 67, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen eller amtskommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsamtet om at beskikke en værge efter værgemålsloven.

Generelt er udgangspunktet for fastsættelsen af reglernes anvendelsesområde givet med omsorgspligten, som beskrevet i kapitlerne 3 og 4.

§ 67 a. . . .

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen eller amtskommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsamtet om at beskikke en værge efter værgemålsloven.

§ 67. Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ., skal der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er .

Personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne

§ 67 a. Kommunen eller amtskommunen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med formålet, jf. § 67, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte.

Personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der modtager tilbud efter serviceloven

»uanset om der foreligger samtykke«, dvs. passivitet og aktiv modstand. Hvis der ved omsorgspligtens udøvelse er behov for magtanvendelse omfattet af §§ 109 a - e, skal betingelserne i disse bestemmelser opfyldes.

§ 68. Kommunen sørger for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.

For voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal der ydes en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov. De sociale myndigheder har derfor en pligt til at sikre helheden i og en sammenhæng mellem de tilbud, der gives denne gruppe.

De sociale myndigheders pligt til at tilbyde hjælp modsvares ikke af en pligt for borgeren til at modtage hjælpen. Hvis en person med nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer afviser den tilbudte hjælp, kan det være udtryk for, at den måde hjælpen er tilbudt på bør ændres. Det kan også være udtryk for, at myndigheden har overset forhold af betydning for den enkelte.

Et enkelt afslag indebærer ikke, at de sociale myndigheders pligt til at tilbyde hjælp ophører. Men foretager den pågældende generelt et bevidst og aktivt fravalg af de sociale myndigheders tilbud, skal dette fravalg respekteres, med mindre den nedsatte psykiske funktionsevne er af et sådant omfang og en sådan karakter, at den pågældende er omfattet af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. 3)

3.3 Pligten til at undgå omsorgssvigt

§ 71. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk statsborger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

Stk. 3. - 5. ....

Stk. 6. Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.

Stk. 7......

I grundlovens § 71, stk. 1, 1. pkt., er den personlige friheds ukrænkelighed slået fast. Begrebet frihedsberøvelse omfatter enhver form for indespærring eller internering, hvor et afgrænset område ikke må forlades uden tilladelse. Indespærring omfatter også aflåsning af områder, afdelinger m.v., når den indespærrede ikke fysisk har mulighed for uden videre at forlade området.

Der er derfor tale om frihedsberøvelse, når en beboer i et botilbud eller plejehjem, som udtrykker ønske om at komme ud, i ord eller handling hindres i at gå ud.

Også den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter den personlige frihed.

Af konventionens artikel 5 fremgår det, at enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Det fremgår desuden, at ingen må berøves friheden, undtagen i en række nærmere beskrevne tilfælde. Disse omfatter bl.a. lovlig frihedsberøvelse af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer der er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller vagabonder. Endelig gælder det, at enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol.

Den beskyttelse af den personlige frihed, der er fastsat i grundlovens § 71 og Menneskerettighedskonventionen, er ikke et generelt forbud mod frihedsberøvelse. Beskyttelsen består derimod i en række krav, dels til den procedure, der skal iagttages, når der træffes beslutning om frihedsberøvelse, dels til det retlige grundlag beslutning om frihedsberøvelse træffes på, og endelig til den kontrol der skal kunne iværksættes over for en beslutning om frihedsberøvelse.

Det er således fastsat i grundlovens § 71, stk. 2, at frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i lov, og et eksempel på hjemmel til indgreb i den personlige frihed og selvbestemmelsesret uden for strafferetsplejen er lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien1) .

Hjemmel for at forhindre en person i at forlade en social boform kan også være en dom til ophold i sikret boform.

I servicelovens kapitel 21 er der foretaget en udtømmende opregning af hvilke former frihedsberøvelse, der lovligt kan iværksættes over for voksne inden for det sociale område, og under hvilke betingelser foranstaltningerne kan sættes i værk.

3.2 Omsorgspligten.

3.2.1 Den generelle pligt til at yde rådgivning og støtte

Generelt gælder der en pligt for de sociale myndigheder til at yde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, jf. servicelovens §§ 1 og 32) .

§ 72. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Ankestyrelsen og det sociale nævn kan efter begæring tillægge en klage over en afgørelse om botilbud efter kapitel 18 i lov om social service opsættende virkning.

Stk. 3. ....

Stk. 4. Sager efter stk. 2 og 3 behandles i Ankestyrelsen efter § 57.

At en klage har opsættende virkning betyder, at fuldbyrdelsen af afgørelsen udskydes, indtil klageinstansen har truffet afgørelse. Det kan være vigtigt, at en afgørelse ikke iværksættes, fordi der herved kunne ske en uoprettelig skade. Dette gælder især i sager, hvor afgørelsen har en meget indgribende betydning for den pågældendes privatliv.

Hovedreglen i sociale sager er, at en klage over en social myndigheds afgørelse ikke har opsættende virkning.

Hvis borgeren får tilkendt den ydelse, der er søgt om, af det sociale nævn, efter en klage over kommunens afslag, skal kommunen straks udbetale eller yde hjælpen. Hvis kommunen indbringer sagen for Den sociale Ankestyrelse, kan nævnets afgørelse ikke tillægges opsættende virkning.

14.3.2 Opsættende virkning - klage over optagelse i særlige botilbud uden samtykke, retssikkerhedslovens § 72, stk. 3.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

§ 72. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning, jf. dog stk.2 og 3.

Stk. 2. ......

Stk. 3. Klage til Ankestyrelsen over optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 109 e i lov om social service har opsættende virkning. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, træffer det sociale nævn samtidig med afgørelsen om optagelsen i et særligt botilbud afgørelse om at iværksætte optagelsen straks. Afgørelsen om at ophæve en opsættende virkning kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.

stk. 4. Sager efter stk. 2 og 3 behandles i Ankestyrelsen efter § 57.

stk. 5. ......

Optagelse i et særligt botilbud uden samtykke er af så omfattende og indgribende karakter, at der er behov for, at klageren kan blive i boligen, indtil Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen, bl.a. således at personen undgår tab af den hidtidige bolig, hvis Ankestyrelsen ændrer nævnets afgørelse.

En klage over en afgørelse efter § 109 e om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke har automatisk opsættende virkning. Klageren, dennes advokat eller repræsentant behøver derfor ikke særskilt at bede om, at klagen får opsættende virkning. Hvis der klages over nævnets afgørelse, skal optagelsen i det særlige botilbud sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har truffet afgørelse.

I visse situationer kan der imidlertid være særlige forhold, der gør det påkrævet at iværksætte en optagelse i et særligt botilbud straks. Behovet for hjælp kan være så overhængende, at flytningen ikke kan udskydes længere. Det sociale nævn kan i sådanne tilfælde, samtidig med afgørelsen om optagelse i særlige botilbud uden samtykke, beslutte at afgørelsen om at flytte pågældende skal sættes i værk straks.

Hvis der fx i den hidtidige bolig også er en ægtefælle, kan hensynet til denne ægtefælle betyde, at optagelsen i det særlige botilbud ikke kan udsættes yderligere. Hvis pågældende bor alene, kan der trods massiv hjælp fx være stor risiko for, at personen skader sig selv i den hidtidige bolig. Det kan fx være, fordi boligen ikke er indrettet til de særlige behov, eller fordi personen desuden ved sine handlinger eller undladelser også er til fare for andre.

Det sociale nævn skal ved sin beslutning om, hvorvidt den opsættende virkning af en klage bør ophæves, især lægge vægt på hensynet til at forhindre den pågældende i at skade både sig selv eller andre, fx i forbindelse med brug af hjemmets elektriske installationer, såsom el- og gaskomfur, eller ved at udsætte sig for fare i trafikken.

Hensynet til ægtefælle eller andre pårørende, som lever sammen med den pågældende, kan også indgå i afgørelsen. Det kan fx være hensynet til, om pårørende i forhold til den pågældendes tilstand magter at passe pågældende i hjemmet, eller situationer, hvor den pågældende afviser at modtage ægtefællens pleje eller omsorg.

Det kan i sådanne situationer skønnes nødvendigt at iværksætte en optagelse straks, fordi den nødvendige hjælp ikke kan ydes i hjemmet.

Hvis en ægtefælle forbliver i den hidtidige bolig, vil optagelsen i det særlige botilbud ikke betyde, at personen mister sin oprindelige bolig, og pågældende vil ved forbedring af tilstanden kunne vende tilbage. Hvis der er tale om en enlig, vil den, der repræsenterer vedkommende, fx advokaten, kunne udskyde en eventuel opsigelse af lejemål i perioden, indtil Ankestyrelsens afgørelse foreligger.

Den opsættende virkning gælder alene, hvor personen eller dennes repræsentant indbringer en klage over en afgørelse truffet efter §§ 109 e og g direkte for Ankestyrelsen. En ægtefælle eller anden nærtstående kan alene klage efter § 109 g, stk. 3, til det sociale nævn over et afslag på optagelse i et særligt botilbud. Opsættende virkning bliver derfor ikke aktuel.

Afgørelsen om at ophæve den opsættende virkning af en klage efter retssikkerhedslovens § 72, stk. 3, dvs. en afgørelse om sagsbehandlingen, træffes samtidig med selve afgørelsen om optagelse i et særligt botilbud. Da afgørelsen om at ophæve klagens opsættende virkning er begrundet i særlig omstændigheder, som gør det påkrævet at iværksætte optagelsen straks, kan en klage over nævnets afgørelse om at ophæve den opsættende virkning ikke indbringes for Ankestyrelsen.

§ 72, stk. 1, affattes således

»Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning, jf. dog stk. 2 og 3.«

I § 72 indsættes efter stk. 1 som nye stykker

»Stk. 2. Ankestyrelsen og det sociale nævn kan efter begæring tillægge en klage over en afgørelse om botilbud efter kapitel 18 i lov om social service opsættende virkning.

Stk. 3. Klage til Ankestyrelsen over optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 109 e i lov om social service har opsættende virkning. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, træffer det sociale nævn samtidig med afgørelsen om optagelsen i et særligt botilbud afgørelse om at iværksætte optagelsen straks. Afgørelsen om at ophæve en opsættende virkning kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.

Stk. 4. Sager efter stk. 2 og 3 behandles i Ankestyrelsen efter § 57.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 5 og 6.

§ 73, stk. 1, affattes således

»Ankestyrelsens afgørelser efter lov om social service kan i følgende tilfælde indbringes for landsretten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a

1) Tilbageholdelse i boligen efter § 109 c.

2) Optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 109 e.

3) Afgørelser om børn og unge-udvalgets beslutninger efter reglerne i § 124.

Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger«.

Socialministeriet, den 16. december 1999

Karen Jespersen

/Peter Juul

§109 f, sagsbehandlingsregler - indgreb efter §§109 a, c og d

§ 109 c giver adgang til, at personalet eller andre kan tilbageholde en person, når man - eventuelt ved hjælp af alarmsystemet - bliver opmærksom på, at personen har forladt boligen eller er ved at forlade boligen, og dermed bringer sig i en farefuld situation.

9.2.5 Periode

Det fremgår af § 109 c, stk. 2, at kommunens eller amtskommunens beslutning skal indeholde oplysninger om, for hvilken periode tilbageholdelsen skal anvendes. Oplysning om periodens længde skal også fremgå af indstillingen til det sociale nævn, jf. § 109 f, stk. 2, nr. 4.

Der kan fx være tale om en kortere periode i forbindelse med tilvænning til ændret medicinering, til ændrede ydre forhold eller en ganske kort venteperiode i forbindelse med, at det sociale nævn har truffet afgørelse om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke, i det omfang betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Da behovet kan ændre sig i forhold til den enkeltes helbredstilstand og oplevelse af fortrolighed med omgivelserne, skal det løbende vurderes, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes. Den pågældende kan tilpasse sig hurtigere til nye omgivelser end forventet eller fx påbegynde diverse aktiviteter, som mindsker eller fjerner behovet for at tilbageholde en person.

I bekendtgørelsens § 5 er det fastsat, at revurdering senest skal ske 8 måneder efter det sociale nævns godkendelse.

9.3 Advokatbistand

§ 109 h. Kommunen eller amtskommunen skal sørge for, at personen under sagen får bistand fra en advokat til at varetage sine interesser, i sager om

1) tilbageholdelse i boligen m.v. efter § 109 c, mod den pågældendes vilje eller

2) .....

Stk 2. Myndigheden betaler udgifterne til advokaten, der modtager salær og godtgørelse for udlæg efter samme regler, som gælder i de tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kapitel 31 i retsplejeloven.

I sager om tilbageholdelse i boligen mod pågældendes vilje skal kommunen eller amtskommunen sørge for, at den pågældende får bistand fra en advokat samt afholde udgiften hertil.

Den udpegede advokat har til opgave at varetage personens interesser, på et så tidligt tidspunkt i sagen som muligt. Det vil i praksis betyde, at advokaten skal inddrages under sagens behandling og afgørelse, når det i kommunen eller amtskommunen er besluttet at indstille, at der træffes afgørelse om tilbageholdelse eller om optagelse i særlige botilbud uden samtykke.

9.4 Kommunens og amtskommunens kompetence - klageadgang

§ 109 f. Kommunens eller amtskommunens beslutninger efter §§ 109 a, c og d, skal forelægges det sociale nævn til godkendelse, såfremt de træffes mod pågældendes vilje

Stk. 2. (Krav til indholdet af en indstilling til nævnet om godkendelse til at sætte en foranstaltning iværk. Se kapitel 11).

Beslutning om at iværksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten i form af at anvende alarm- eller pejlesystemer, eller i form at af tilbageholde en person eller føre denne tilbage til boligen træffes af kommunen henholdsvis amtskommunen.

Hvis den pågældende selv anmoder om foranstaltninger som omhandlet i §§ 109 a og c, eller ikke modsætter sig, kan kommunens eller amtskommunens beslutning om at iværksætte fysiske indgreb i den personlige frihed i form af alarm- eller pejlesystemer samt magtanvendelse i form af tilbageholdse indbringes for det sociale nævn efter de almindelige klageregler i kapitel 10 i retssikkerhedsloven, jf. § 109 i.

Foranstaltningen skal godkendes af det sociale nævn, inden den kan sættes i værk, hvis beslutningen træffes mod pågældendes vilje, jf. § 109 f, stk. 1.

§ 109 j. Det sociale nævns godkendelse efter § 109 f af beslutninger om alarmsystemer m.v. efter § 109 a, tilbageholdelse i boligen m.v. efter § 109 c, anvendelse af beskyttelsesmidler efter § 109 d, ......kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2 (Ægtefællers og pårørendes klageadgang, se kapitel 14).

Klage over det sociale nævns afgørelse kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, jf. § 109 j, stk. 1.

§ 109 i. Kommunens og amtskommunens beslutninger efter §§ 109 a, c og d, der ikke træffes mod pågældendes vilje, samt beslutninger efter § 109 b kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. (Pårørendes og værges klageadgang, jf. kapitel 14).

§ 109 d. Kommunen eller amtskommunen kan træffe afgørelse om at anvende fastspænding med stofseler til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald, når der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen træffer afgørelse om, for hvilken periode de i stk. 1 omhandlede beskyttelsesmidler kan anvendes, og vurderer løbende, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

10.1 Anvendelsesområde

Bestemmelsen i § 109 d giver hjemmel til at fastspænde en person med stofseler for at hindre fald når

· der er nærliggende risiko for, at en person udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade

· og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Bestemmelsen har navnlig praktisk betydning for personer, der foruden at have en nedsat psykisk funktionsevne også er stærkt fysisk hæmmede.

Beskyttelsen mod skade som følge af fald består i at spænde den pågældende fast til kørestolen, sengen, toilettet osv. med bløde stofseler. Selerne kan fx placeres over brystet, om livet eller over benene.

Hvis en person fx har mistet evnen til at gå, men til trods herfor til stadighed forsøger at gå, med benbrud og andre skader til følge, vil man med hjemmel i bestemmelsen kunne anvende fastspænding som beskyttelse.

Det samme gælder, hvis en person med nedsat psykisk funktionsevne også lider af hyppige kramper, spasmer eller andre ufrivillige kraftige bevægelser, og dermed er i fare for at falde.

I medfør af den tidligere magtanvendelsesbekendtgørelses § 4, stk. 224) , opfattes denne form for fastspænding ikke som fiksering. Denne definition er videreført i servicelovens kapitel 21.

Beskyttelsesmidler i form af bløde stofseler efter § 109 d kan alene bruges for at hindre fald. Bestemmelsen i § 109 d kan derimod ikke benyttes til at spænde en person fast for at forhindre vedkommende i at gå. De kan heller ikke anvendes med det formål at begrænse mobiliteten, når den pågældende er utryg eller aggresiv.

Servicelovens magtanvendelsesbegreb omfatter ikke beskyttelsesmidler i form af bløde specialhandsker, hjelme m.v., der bruges med det formål at forhindre selvdestruktiv adfærd. Denne form for omsorg er omfattet af pligten til at undgå omsorgssvigt, jf. § 67 a. Undlader man at forhindre selvdestruktiv adfærd, fx ved brugen af sådanne beskyttelsesmidler, vil det derfor kunne udgøre et brud på pligten til at undgå omsorgssvigt.

10.1.1 Nærliggende risiko for væsentlig personskade

Beskyttelsesmidler, i form af fastspænding med stofseler for at forhindre fald, kan alene anvendes, når der er nærliggende risiko, for at pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade.

Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende vil foretage sig noget, der kan medføre, at han eller hun udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade. Der skal derimod foreligge en konkret viden om, at den pågældende enten ofte har forsøgt at udføre handlinger, der kan indbære en risiko for fald og deraf følgende personskade, eller ofte plages af kramper, spasmer og lignende, som medfører risiko for personskade.

Væsentlig personskade kan fx være brækkede lemmer, kraniebrud eller tab af tænder. Derimod er fx forstuvning ikke i denne sammenhæng væsentlig personskade.

10.1.2 Absolut påkrævet

Beskyttelsesmidler kan alene anvendes i de tilfælde, hvor det er absolut påkrævet for at afværge en nærliggende risiko for væsentlig personskade.

Hvis en person med nedsat psykisk funktionsevne ofte lider af voldsomme kramper som følge af epileptiske anfald, kan det efter omstændighederne være nødvendigt at fastspænde pågældende til seng eller stol, for at undgå fald, og dermed afværge personskade. Modsætter den pågældende sig brugen af stofselerne, skal betingelserne for magtanvendelse iagttages.

Det følger af mindsteindgribsprincippet, at beskyttelsesmidler ikke lovligt kan anvendes mod pågældendes vilje, hvis risikoen kan afværges ved brug af andre, og mindre indgribende metoder.

Der vil være personer, for hvem en bedring af den fysiske funktionsevne ikke kan forventes. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på mulighederne for at indrette omgivelserne sådan, at fald kan hindres på mindre indgribende måder. Dette gælder naturligvis også for de personer, hos hvem behovet kan mindskes.

En person med dårlig balanceevne og delvise lammelser eller hyppige spasmer kan fx forhindres i at falde ned fra stol, seng eller toilet ved at anbringe gelændere, sengehest, eller madras tæt ved gulvet.

For personer med fx stærkt nedsat muskelkraft, og som ikke kan rette kroppen ud, kan det være nødvendigt at bruge stofseler for, at disse personer overhovedet kan sidde i en kørestol.

Der skal være tale om en konkret risiko for personskade, som det ikke er lykkedes at afværge ad mindre indgribende veje, og som det af hensyn til at undgå væsentlig personskade, er nødvendigt at forhindre.

10.1.3 Periode

Det fremgår af § 109 d, stk. 2, at kommunens eller amtskommunens beslutning skal indeholde oplysninger om, for hvilken periode beskyttelsesmidler i form af fastspænding med stofseler kan anvendes. Denne oplysning skal også fremgå af indstillingen til det sociale nævn, jf. § 109 f, stk. 2, nr. 4.

Da behovet kan ændre sig i forhold til den enkeltes helbredstilstand, skal det løbende vurderes, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

I bekendtgørelsens § 5, stk. 2, er det fastsat, at revurdering senest skal ske 18 måneder efter det sociale nævns godkendelse.

10.2 Kommunens og amtskommunens kompetence - klageadgang

§ 109 f. Kommunens eller amtskommunens beslutninger efter §§ 109 a, c og d skal forelægges det sociale nævn til godkendelse, såfremt de træffes mod pågældendes vilje.

Stk. 2. (Krav til indholdet af en indstilling til nævnet om godkendelse til at sætte en foranstaltning i værk. Se kapitel 11).

Beslutning om at iværksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten i form af beskyttelsemidler træffes af kommunen henholdsvis amtskommunen.

Hvis den pågældende selv anmoder om foranstaltninger, som omhandlet i § 109 d, eller ikke modsætter sig, kan kommunens eller amtets beslutning om at iværksætte fysiske indgreb i den personlige frihed i form af fastspænding for at undgå fald indbringes for det sociale nævn efter de almindelige klageregler i kapitel 10 i retssikkerhedsloven, jf. § 109 i.

Foranstaltningen skal godkendes af det sociale nævn, inden den kan sættes i værk, hvis beslutningen træffes mod pågældendes vilje, jf. § 109 f, stk. 1.

§ 109 j. Det sociale nævns godkendelse efter § 109 f af beslutninger om alarmsystemer m.v. efter § 109 a, tilbageholdelse i boligen m.v. efter § 109 c, anvendelse af beskyttelsesmidler efter § 109 d ......kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2 (Ægtefællers og pårørendes klageadgang, se kapitel 14).

Klage over det sociale nævns afgørelse kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, jf. § 109 j, stk. 1.

§ 109 i. Kommunens og amtskommunens beslutninger efter §§ 109 a, c og d, der ikke træffes mod pågældendes vilje, samt beslutninger efter § 109 b kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. (Pårørendes og værges klageadgang, se jf. kapitel 14).

§ 109 f, sagsbehandlingsregler - indgreb efter §§ 109 a, c og d

11.1 Kommunens og amtskommunens kompetence

I de tilfælde, hvor pågældende modsætter sig foranstaltningen, dvs. aktivt udviser modvilje, forudsætter lovlig brug af personlige alarm- og pejlesystemer, tilbageholdelse i boligen samt beskyttelsesmidler, at kommunen eller amtskommunen har truffet en konkret beslutning herom.

Hvis foranstaltningen har været anvendt med den pågældendes accept i en periode, vil et senere udtryk for modstand eller modvilje være ensbetydende med, at foranstaltningen skal suspenderes, indtil godkendelse fra det sociale nævn foreligger. Der er dog mulighed for under særlige omstændigheder at fortsætte anvendelsen af foranstaltningen i særlige tilfælde, jf. § 109 f, stk. 4, se herom kapitel 5.

Kommunens eller amtskommunens afgørelse skal træffes på grundlag af dokumentation for, at de konkrete betingelser er opfyldt for at anvende henholdsvis alarm- eller pejlesystemer, tilbageholdelse i boligen eller beskyttelsesmidler. Kravene til dokumentationen fremgår af § 109 f, stk. 2.

11.2 Det sociale nævns godkendelse

§109 g, sagsbehandlingsregler - indgreb efter §109 e

§ 109 f. Kommunens eller amtskommunens beslutninger efter §§ 109 a, c og d skal forelægges for det sociale nævn til godkendelse, såfremt de træffes mod pågældendes vilje.

Stk. 2. Forelæggelse for det sociale nævn i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne for at sætte foranstaltningerne i værk anses for opfyldt,

2) den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,

3) den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 14, der har været iværksat før indstilling om iværksættelse af foranstaltningerne,

4) den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne vil være nødvendige, og

5) pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til foranstaltningen.

Stk. 3. .....

Stk. 4. .....

Når kommunen eller amtskommunen beslutter at iværksætte indgreb efter § 109 a i form af personlige alarm- eller pejlesystemer, i form af at fastholde en person for at forhindre denne i at forlade boligen eller føre denne tilbage til boligen efter § 109 c, eller i form af beskyttelsesmidler for at forhindre fald efter § 109 d, mod den pågældende persons vilje, skal beslutningen godkendes af det sociale nævn, inden den kan sættes iværk.

Forelæggelsen for det sociale nævn skal indeholde en nærmere redegørelse for beslutningsgrundlaget. De nærmere krav til den dokumentation, og de oplysninger, som skal indgå i denne redegørelse, er fastsat i § 109 f, stk. 2.

11.2.1 Grundlaget for, at betingelserne for at sætte foranstaltningerne i værk anses for opfyldt

Indstillingen til det sociale nævn om at godkende kommunens eller amtskommunens beslutning om at iværksætte foranstaltninger i form af alarm- eller pejlesystemer, tilbageholdelse i boligen eller beskyttelsesmidler skal altid indeholde en nærmere redegørelse for, at såvel de generelle betingelser, fastsat i § 109, som de betingelser, der knytter sig til den enkelte foranstaltning, er opfyldt.

Der skal redegøres for, at det for at undgå personskade er fagligt forsvarligt og nødvendigt at iværksætte netop denne foranstaltning over for netop denne person med netop denne form for funktionsnedsættelse.

11.2.2 Den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne

I medfør af § 109, stk. 2, er det en generel betingelse for at iværksætte foranstaltninger omfattet af §§ 109 a - e, at der foreligger den fornødne faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne, se kapitel 7.1.2.

Når der i § 109 f, stk. 2, stilles krav om, at kommunens eller amtskommunens afgørelse eller indstilling til det sociale nævn skal indeholde en redegørelse for den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne, er det derfor ensbetydende med, at der i afgørelsen eller indstillingen ikke blot kan anføres en diagnose eller lignende.

Der skal gives en fagligt fyldestgørende redegørelse for den pågældendes nedsatte psykiske funktionsevne.

11.2.3 Den socialpædagogiske hjælp og pleje efter kapitel 14, der har været iværksat før indstilling om iværksættelse af foranstaltningerne

Magtanvendelsesreglerne bygger på princippet om, at socialpædagogiske virkemidler og omsorgs- og plejemæssig indsats går forud for enhver form for tvang. Det er derfor en generel betingelse, at målet altid skal søges nået gennem frivillighed, forinden der skrides til tvangsmæssige foranstaltninger.

Indstillingen til det sociale nævn skal således indeholde en redegørelse for den indsats, der har været iværksat med henblik på at afhjælpe følgerne af den nedsatte psykiske funktionsevne, samt den indsats der har været ydet med henblik på at undgå brugen af tvang.

11.2.4 Den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne vil være nødvendige

I stk. 2 i §§ 109 a, c og d, stilles der krav om, at der, i forbindelse med iværksættelsen af disse foranstaltninger, fastsættes en periode, i hvilken det forventes at være nødvendigt at anvende foranstaltningen.

Indstillingen til det sociale nævn skal indeholde en redegørelse for længden af den periode foranstaltningen forventes at skulle være i brug. Indstillingen skal desuden indeholde en henvisning til grundlaget for vurderingen af periodens længde.

Periodens længde er bestemt af den pågældendes behov og hensynet til at afværge personskade.

11.2.5 Pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til foranstaltningen

Pågældendes egne bemærkninger følger reglerne i forvaltningsloven, hvorefter den, der er part i en sag, altid har ret til at udtale sig, jf. forvaltningslovens § 21.

For at sikre den bedst mulige indsats er der desuden stillet krav om, at indstillingen skal indeholde redegørelse for bemærkninger til foranstaltningen, som er fremsat af personer med et nærmere kendskab til den pågældende.

Det kan fx være pårørende, nære bekendte eller værge.

11.3 Frister for det sociale nævns godkendelse

§ 109 f. .....

Stk. 2. ...

Stk. 3. Nævnets afgørelse om, hvorvidt beslutningerne efter stk. 1 kan godkendes, skal foreligge inden 1 uge efter, at nævnet har modtaget kommunens eller amtskommunens beslutning. Hvis nævnet ikke kan træde sammen, inden fristen er udløbet, kan formanden for nævnet afgøre sagen efter § 71, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Ved det førstkommende møde i nævnet skal nævnet tage stilling til formandens afgørelse.

Stk. 4. Nævnet skal have godkendt beslutningerne efter stk. 1, inden de kan sættes i værk. Hvis det i særlige tilfælde er påkrævet at sætte foranstaltningen i værk, inden det sociale nævns afgørelse foreligger, skal beslutningen snarest muligt og senest inden 2 uger efter, at den er sat i værk, forelægges til godkendelse efter reglerne i stk. 1 og 2.

På baggrund af disse sagers hastende karakter, skal det sociale nævn have godkendt kommunens eller amtskommunens beslutning inden 1 uge efter modtagelsen. Hvis nævnet ikke har mulighed for at træde sammen, godkender formanden beslutningen inden samme frist efter reglen i retssikkerhedslovens § 71, stk. 4. Nævnet skal herefter behandle sagen i førstkommende møde og kan efter reglerne i retssikkerhedslovens § 68 tiltræde formandens afgørelse eller træffe en ny afgørelse.

Udgangspunktet er, at foranstaltningerne ikke kan iværksættes akut, jf. § 109 f, stk. 4, 1. pkt., men da der i særlige tilfælde kan være behov for at iværksætte en foranstaltning, inden det sociale nævns godkendelse foreligger, er der mulighed for efterfølgende at indhente nævnets godkendelse, jf. § 109, stk. 4, 2. pkt. I så fald skal nævnets afgørelse foreligge senest inden 1 uge efter at sagen er rejst for nævnet.

§ 109 e. Kommunen eller amtskommunen kan, jf. § 109 g, indstille til det sociale nævn at træffe afgørelse om, at en person skal optages i et bestemt botilbud efter denne lov, botilbud i boliger opført efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om boliger for ældre og personer med handicap eller efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., når det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig.

Stk. 2. Det er en betingelse, at pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, og udsætter sig for alvorlig personskade, og at det derfor er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

12.1 Anvendelsesområde

Det sociale nævn har efter § 109 g hjemmel til at træffe afgørelse om, at en person skal optages i et særligt botilbud uden dennes samtykke. Afgørelsen kan alene træffes efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen, jf. § 109 e.

Afgørelse om at optage en person i et særligt botilbud uden samtykke kan træffes når

· det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig,

· pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og udsætter sig for alvorlig personskade,

· det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Det forudsættes, at der er tale om optagelse i et særligt botilbud med henblik på varigt ophold, således at den hidtidige bolig fraflyttes. Bestemmelsen omfatter dermed en personkreds for hvem, der typisk ikke er udsigt til bedring.

Bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde, hvor en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne bor i en almindelig bolig - lejebolig eller ejerbolig - og det bliver uforsvarligt ikke at sørge for flytning til et botilbud. Bestemmelsen vil dog også kunne anvendes i situationer, hvor en person allerede er visiteret til et botilbud, og som efterfølgende får behov, der ikke kan dækkes her.

I forhold til beboere på plejehjem og i beskyttede boliger kan kommunen eller amtskommunen træffe beslutning om flytning selv om pågældende ikke er indforstået hermed, når den hidtidige bolig og den plejemulighed, der er knyttet hertil, ikke længere modsvarer beboerens behov, jf. bekendtgørelse nr. 82 af 5. februar 1998 om plejehjem og beskyttede boliger25) .

Det afgørende er, at det er forhold hos personen selv, som forhindrer den nødvendige pleje og omsorg.

Fx kan bestemmelsen ikke anvendes som hjemmel til at flytte en person fra en almindelig bolig med henvisning til, at vedkommende er til gene for naboerne, da den pågældende spiller høj musik døgnet rundt, danser eller tramper rundt eller omgås personer fra misbrugsmiljøet osv.

Bestemmelsen omfatter heller ikke personer med nedsat psykisk funktionsevne, som kan klare sig selv i egen bolig, og som ofte gerne vil i kontakt med naboer, når den pågældende ikke udsætter sig selv for alvorlig personskade, uanset ønsket om kontakt ikke er gengældt fra naboens side.

Der er opstillet en række meget strenge betingelser for at anvende reglen om optagelse i særligt botilbud uden samtykke, da der er tale om den mest indgribende sociale foranstaltning i forhold til voksne. Det er derfor forudsat, at reglen kun anvendes i få og enkeltstående tilfælde.

12.1.1 Absolut påkrævet for at give den nødvendige hjælp - § 109 e, stk. 1

Det er en betingelse, at flytningen er »absolut påkrævet« for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig.

Denne vurdering tager alene hensyn til den enkeltes behov for hjælp og hensynet til, hvor den enkelte bedst muligt kan modtage den nødvendige hjælp.

Et eksempel på bestemmelsens anvendelse er en situation, hvor kommunen indstiller til det sociale nævn, at en svært dement mand på 82 år flytter til en plejebolig. Indstillingen begrundes med, at ægtefællen på grund af egen sygdom ikke længere er i stand til at passe manden. Parret modtager praktisk hjælp fra hjemmeplejen og manden har en aflastningsplads i dagcenter fem gange om ugen. Instillingen begrundes desuden med, at manden ikke er i stand til at tage den fornødne medicin, som skal tages efter behov på grund af luftvejsproblemer. Kommmunen finder det uforsvarligt at lade manden blive boende i hjemmet, da hjemmeplejen ikke har mulighed for at observere, når der opstår behov for medicin. Ægtefællen er enig i beslutningen om flytning til plejebolig, da den demente er rastløs, vandrer omkring med åndenød og får hyppige angstanfald. Den demente ønsker ikke at flytte til plejeboligen, som han har besøgt sammen med ægtefællen. Han forstår ikke, at han kan opnå en bedre og mere målrettet pleje i plejeboligen.

Den nødvendige hjælp er den hjælp, den pågældende efter en faglig vurdering har behov for som følge af den nedsatte funktionsevne. Hjælpen kan fx bestå i hjælp til personlig pleje og hygiejne, sygepleje og omsorg eller lægeligt tilsyn eller behandling.

At flytningen er absolut påkrævet for at yde den nødvendige hjælp indebærer, at hjælpen efter en konkret og faglig vurdering ikke kan ydes forsvarligt på anden og mindre indgribende måde.

Kan behovet opfyldes ved fx at ændre boligens indretning, tilrettelægge hjemmehjælp og dag- eller andre tilbud mere hensigtsmæssigt eller ved at stille hjælpemidler til rådighed, er flytningen ikke absolut påkrævet.

Hensynet til kommunens udnyttelse af ressourcer og tilrettelæggelse af de sociale tilbud m.v. indgår ikke i vurderingen.

Kan en risiko for alvorlig personskade således afhjælpes på en anden mindre indgribende måde end ved flytning, er der ikke hjemmel i § 109 e til at flytte en person mod pågældendes vilje.

12.1.2 Uforsvarligt at undlade flytning - alvorlig personskade, § 109 e, stk. 2

En lovligt iværksat flytning er betinget af, det er uforsvarligt at undlade flytning, idet den pågældende er udsat for alvorlig personskade, hvis ikke den nødvendige hjælp ydes.

Det er derfor en betingelse, at »pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og derfor udsætter sig for alvorlig personskade« .

Det centrale i denne vurdering er hensynet til pågældendes helbredstilstand. Betingelsen forudsætter, at der er risiko for, at den pågældende som følge af den nedsatte psykiske funktionsevne udsætter sig for alvorlig personskade ved at forblive i en almindelig bolig.

Der kan fx være tale om risiko for at brænde inde som følge af uforsvarlig omgang med ild eller elektriske installationer. Det kan være risiko for medicinforgiftning, fordi den pågældende ikke selv kan dosere medicin. Det kan være risiko for livstruende tilstande, fordi den pågældende ikke husker at eller ikke vil tage livsvigtig medicin. Det kan være risiko for fysiske kvæstelser, fordi den pågældende foruden den nedsatte psykiske funktionsevne desuden har en nedsat fysisk funktionsevne.

Risikoen skal være reel og ikke kun hypotetisk. Dvs. der skal være en vis sandsynlighed for, at den pågældende kommer ud for alvorlig personskade.

Det kan fx dreje sig om en ældre person, som hidtil har klaret sig med hjemmehjælp og hjælpemidler i egen bolig, men som nu ikke længere er i stand til at klare dagligdagen i eget hjem. Det kan bl.a. være fordi vedkommende ikke længere har forståelse for den normale brug af hjemmets elektriske installationer og fx anvender komfuret som varmekilde med heraf følgende risiko for brand.

Det kan også være, fordi den pågældende afviser omsorg fra familie og plejepersonale, fx ved at nægte at åbne døren for hjemmeplejen, eller ved at anklage ægtefællen for at samarbejde med myndighederne, således at den nødvendige pleje eller omsorg ikke kan ydes, og pågældende derved udsættes for alvorlig personskade.

Risiko for »alvorlig personskade« omfatter kun de tilfælde, hvor beboeren selv er udsat for den nævnte risiko. Det er ikke tilstrækkeligt, at naboer eller andre føler sig truet eller generet af den pågældende. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at pårørende føler sig utrygge ved, at den pågældende bor, som han eller hun har valgt at bo.

En person med varigt nedsat psykisk funktionsevne har en meget uregelmæssig søvnrytme og er derfor meget støjende om natten til gene for naboerne. Endvidere samler den pågældende forskellige madvarer i lejligheden, som fremkalder lugtgener og utøj. Personens adfærd udgør ikke en risiko for dennes eget liv eller helbred. På grund af funktionsnedsættelsen forstår den pågældende ikke, at adfærden er til gene for naboerne. En ophævelse af lejemålet kan overvejes efter § 82 i lov om leje af almene boliger. § 109 e kan ikke anvendes, da personens adfærd ikke medfører, at denne udsætter sig for risiko for alvorlig personskade.

Imidlertid kan hensynet til samlever eller ægtefælle også indgå i den samlede afvejning. Disse er tillagt en særlig adgang til at klage over nævnets afslag på en indstilling om flytning, jf. § 109 g, stk. 3. Det er navnlig i situationer hvor ægtefællen eller samleveren selv har en nedsat funktionsevne, eller hvor den syge blankt afviser at modtage den nødvendige omsorg eller pleje fra ægtefællen eller samleveren, at dette hensyn kan indgå.

12.2 Særlige botilbud

Forud for afgørelse om optagelse i et botilbud eller i plejehjem/plejebolig skal der som udgangspunkt ske en visitation hertil i overensstemmelse med retssikkerhedslovens bestemmelser bl.a. om klageadgang. Dette er tilfældet, uanset om pågældende hidtil har boet i eget hjem eller i et andet botilbud.

Herudover kan der alene træffes afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud uden pågældendes samtykke efter § 109 e, som også gælder ved flytning mellem forskellige botilbud.

Bestemmelsen i § 109 e nævner udtømmende de særlige botilbud, som en person kan optages i.

Der er tale om

· botilbud efter serviceloven,

· botilbud i boliger efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om boliger for ældre og personer med handicap,

· botilbud i boliger efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv.

Ved særlige botilbud efter serviceloven forstås

· boliger i kommunale eller amtskommunale plejehjem eller beskyttede boliger oprettet efter de hidtil gældende regler i lov om social bistand, som fortsat drives af kommunen eller amtskommunen, jf. § 140, stk. 1, i serviceloven,

· amtskommunale boformer efter servicelovens § 92.

De nævnte botilbud efter serviceloven er omtalt i Socialministeriets vejledninger om henholdsvis »Sociale tilbud til ældre m.fl.« og » Sociale tilbud til voksne med handicap«, Lov om social service, 1998.

Hvad angår de særlige botilbud i botilbud i boliger opført efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om boliger for ældre og personer med handicap eller efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., henvises til By- og Boligministeriets vejledninger om boliger til ældre og handicappede.

12.2.1 Forholdet til boliglovgivningen

Bestemmelsen om optagelse i et særligt botilbud giver ikke mulighed for at træffe afgørelse om, at en person skal flytte - hverken varigt eller midlertidigt - til en boform, som ikke er nævnt i § 109 e, stk. 1.

Reglerne i lov om leje og lov om leje af almene boliger, om opsigelse og ophævelse af lejemål finder anvendelse uafhængigt af bestemmelsen i § 109 e. Et lejemål kan fx ophæves efter reglerne om god skik og orden i lov om leje af almene boliger, selv om betingelserne i § 109 e ikke er opfyldt.

I serviceloven er der ingen særlige regler om opsigelse af en oprindelig lejebolig i forbindelse med optagelse i særligt botilbud efter § 109 e, idet denne opgave vil kunne varetages af den pågældendes værge efter de almindelige regler om opsigelse af beboelseslejemål.

Når der er tale om en bolig, som kommunen eller amtskommunen har anvisningsretten til, skal kommunen eller amtskommunen være opmærksom på ikke at foretage anvisning til den pågældende bolig, før der er vished for, at lejeren rent faktisk skal flytte til en anden bolig, idet klager over afgørelser efter § 109 e har opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 3.

12.2.2 Forholdet til værgemålsloven

Reglerne om personligt værgemål giver ikke værgen ret til at beslutte tvangsmæssigt at flytte den pågældende til et botilbud, hospital eller lignende.

Er den pågældende indforstået med og har forståelse for at skulle flytte, vil flytningen ikke i sig selv begrunde en beskikkelse af en værge. Men har vedkommende et personligt værgemål af andre årsager, kan værgen efter reglerne i værgemålsloven træffe beslutninger i forbindelse med flytningen på den pågældendes vegne.

I de tilfælde, hvor den pågældende - i ord eller handling - modsætter sig en flytning, er værgens medvirken derimod ikke tilstrækkelig, idet den retssikkerhedsmæssige procedure, der er foreskrevet i § 109 g, jf. § 109 e, samt § 109 h, skal følges. I disse tilfælde skal afgørelsen om optagelse i et særligt botilbud træffes af det sociale nævn efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen. Kommunen eller amtskommunen skal også sørge for, at vedkommende får advokatbistand.

Det beror på en konkret vurdering af den pågældendes tilstand, hvorvidt den pågældende har forstået og erklæret sig indforstået med en flytning til et særligt botilbud 26) .

12.3 Advokatbistand

§ 109 h. Kommunen eller amtskommunen skal sørge for, at personen under sagen får bistand fra en advokat til at varetage sine interesser, i sager om

1) ... ,

2) optagelse i særlige botilbud efter § 109 e.

Stk 2. Myndigheden betaler udgifterne til advokaten, der modtager salær og godtgørelse for udlæg efter samme regler, som gælder i de tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kapitel 31 i retsplejeloven.

I sager om optagelse i særlige botilbud uden samtykke skal kommunen eller amtskommunen sørge for, at den pågældende får bistand fra en advokat samt afholde udgiften hertil.

Personen skal have advokatbistand til at varetage sine interesser under sagens behandling og afgørelse, når det i kommunen eller amtskommunen er besluttet at indstille, at der træffes afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke. Der er tale om en obligatorisk ordning, dvs. at kommunen eller amtskommunen skal sørge for, at personen får en advokat og skal afholde udgifterne hertil efter de almindelige regler for beskikkede advokater.

§ 109 g, sagsbehandlingsregler - indgreb efter § 109 e

13.1 Det sociale nævns kompetence

§ 109 g. Det sociale nævn træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 109 e efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen. Nævnets afgørelse skal træffes senest 2 uger efter modtagelse af kommunens eller amtskommunens indstilling.

Stk. 2. ...

Stk. 3. ...

Kompetencen til at træffe afgørelse i sager om optagelse i særligt botilbud uden samtykke er henlagt til det sociale nævn efter § 109 g, stk. 1. Nævnets kompetence omfatter således både sager, hvori der indstilles til flytning af en person, som giver aktivt udtryk for sin modvilje, og sager, hvori der indstilles til flytning af en person, som forholder sig passivt. Nævnet træffer afgørelsen efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen og skal træffe afgørelsen senest 2 uger efter modtagelse af kommunens eller amtskommunens indstilling.

13.2 Kommunens og amtskommunens indstilling

§ 109 g ...

Stk. 2. Indstillingen skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 109 e anses for opfyldt,

2) den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,

3) den hjælp og pleje efter kapitel 14, der har været iværksat eller har været tilbudt den pågældende eller familien, før indstilling om optagelse i et særligt botilbud blev besluttet,

4) indretning af den nye bolig og den personlige hjælp, pleje, støtte m.v., som herefter vil kunne stilles til rådighed og

5) personens egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen.

Reglerne om sagsbehandlingens procedure ved optagelse af en person i et særligt botilbud efter § 109 e, er fastsat i § 109 g. Kravene til kommunens eller amtskommunens indstilling til det sociale nævn findes i stk. 2.

13.2.1 Redegørelse for den hidtidige indsats m.v.

Kommunen eller amtskommunens redegørelse for den hidtidige indsats m.v. skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 109 e anses for opfyldt,

2) den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,

3) den hjælp og pleje efter kapitel 14, der har været iværksat eller har været tilbudt den pågældende eller familien, før indstillingen om optagelse i et særligt botilbud blev besluttet.

Redegørelsen for, at betingelserne i § 109 e er opfyldt, skal tage udgangspunkt i den hjælp og pleje, der har været iværksat efter kapitel 14, og beskrive hvorfor denne er utilstrækkelig. Det skal endvidere beskrives, hvorfor det ikke er muligt at yde den tilstrækkelige hjælp i den pågældendes nuværende bolig. Hvis anden hjælp har være iværksat, skal dette også nævnes. Endelig skal redegørelsen indeholde en beskrivelse af den antagne risiko for alvorlig personskade.

Redegørelsen kan tage udgangspunkt i eksisterende afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje, jf. § 110, eller de eksisterende skriftlige planer jf. § 111 i serviceloven.

13.2.2 Redegørelse for indretningen af den nye bolig m.v.

Kommunens eller amtets indstilling skal desuden indeholde en redegørelse for

4) indretning af den nye bolig og den personlige hjælp og pleje, støtte m.v., som herefter vil kunne stilles til rådighed.

Redegørelsen for indretning af den nye bolig og den personlige hjælp og pleje og støtte m.v., som vil kunne stilles til rådighed, skal beskrive det konkrete botilbud, som personen indstilles til optagelse i. Endvidere skal der foreligge en beskrivelse af de særlige tilbud om støtte, hjælp og pleje m.v., som tilbydes i tilknytning til botilbudet. Indstillingen bør indeholde en sammenfattende begrundelse for indstillingen.

En kommune kan indstille en person til optagelse i et af kommunens egne botilbud eller til et amtskommunalt botilbud i det amt, hvor kommunen er beliggende. Såfremt en kommune indstiller en person til optagelse i et amtskommunalt botilbud, bør indstillingen indeholde en udtalelse fra den pågældende amtskommune. Amtskommunen kan indstille en person til optagelse i et amtskommunalt botilbud.

13.2.3 Redegørelse for bemærkninger til flytningen

Endelig skal kommunen eller amtskommunens indstilling indeholde en redegørelse for

5) personens egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen.

Bemærkningerne vil hovedsagelig vedrøre de nævnte personers indstilling til flytningen, men kan også indeholde spørgsmål som fx ægtefællens fortsatte boligforhold og økonomiske forhold.

13.3 Ægtefællens særlige klageadgang

§ 109 g ...

Stk. 2. .....

Stk. 3. En ægtefælle eller anden nærtstående person, der deler bolig med den person, som sagen vedrører, er berettiget til at klage over kommunens eller amtskommunens afslag på at indstille til optagelse i særlige botilbud efter denne bestemmelse. Klagen kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ klagemyndighed.

En ægtefælle eller en anden nærtstående person, som deler bolig med en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, er berettiget til at klage over kommunens eller amtskommunens afslag på at indstille personen til flytning. Den særlige klageadgang fremgår af § 109 g, stk. 3.

Bestemmelsen omhandler de situationer, hvor den pågældendes funktionsnedsættelse og de forskellige foranstaltninger i hjemmet vanskeliggør ægtefællens eller den nærtståendes tilværelse i hjemmet.

Et eksempel på ægtefællens benyttelse af klageadgangen er en situation, hvor et ældre ægtepar, hvor manden er svært dement, bor sammen i en villa. På grund af sin sygdom er manden ofte urolig i hjemmet og er truende over for konen, som han ikke længere kan genkende. Af og til forlader han boligen, således at konen må eftersøge ham i timevis. Konen føler sig utryg, fordi manden ofte lægger en tændt cigar fra sig med risiko for antændelse og ofte forlader boligen med hoveddøren ulåst. Manden er glad for at være i dagcenter om eftermiddagen, men vil ikke flytte til en plejebolig. Kommunen nægter at indstiller manden til flytning, hvorefter konen klager over kommunens beslutning.

13.4 Værgebeskikkelse

§ 109 g ....

Stk. 4. Har pågældende ikke allerede en værge, skal kommunen eller amtskommunen, når der indstilles til flytning, anmode statsamtet om at beskikke en værge efter værgemålsloven.

Der henvises til kapitel 18 om reglerne i værgemålsloven.

Kommunen eller amtskommunen skal, senest på tidspunktet for fremsendelse af indstillingen til det sociale nævn, anmode statsamtet om at beskikke en værge. Da der må påregnes en vis sagsbehandlingstid i statsamtet, bør anmodningen fremsendes til statsamtet så tidligt som muligt i sagsforløbet.

Er der allerede beskikket en værge efter værgemålslovens § 5, dvs. personligt eller økonomisk værgemål, kan man anmode om, at dette ændres efter værgemålslovens § 9.

En flytning og eventuelt afhændelse af tidligere bolig vil forudsætte, at der er tale om et værgemål både for personlige og for økonomiske anliggender.

I tilfælde, hvor et familiemedlem er beskikket som værge for den pågældende, eller hvor der alene er tale om et økonomisk værgemål efter § 5, stk. 3, i værgemålsloven, kan der være behov for beskikkelse af en særlig værge, til at varetage den pågældendes interesser i forbindelse med behandling af sagen om flytning.

13.5 Fuldbyrdelse af afgørelse om flytning

§ 109 g ....

Stk. 5. Kommunen eller amtskommunen kan om fornødent anmode om bistand af politiet til at gennemføre en afgørelse om flytning.

En afgørelse om optagelse i et særligt botilbud gennemføres af kommunen eller amtskommunen, som har afgivet indstilling i sagen. En klage over en afgørelse efter § 109 e om optagelse i særlige botilbud uden samtykke har opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 3.

Der er ingen frist for iværksættelse af flytningen.

Fuldbyrdelsen skal foretages i overensstemmelse med reglen i § 109, stk. 5, hvorefter magtanvendelse skal »udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.«

Efter § 109 g, stk. 5, kan kommunen eller amtskommunen om fornødent anmode om bistand af politiet til at gennemføre en afgørelse om flytning. Henvendelsen til politiet bør så vidt muligt ske skriftligt, eventuelt ledsaget af kopi af nævnets afgørelse. Henvendelsen skal angive, hvilken bistand der ønskes, og hvorfor det anses for nødvendigt med politiets bistand. Kommunen kan endvidere anmode om, at politiet ikke optræder i uniform, såfremt dette ud fra en konkret vurdering må anses for at være en fordel.

§ 109 m. Socialministeren fastsætter regler om iværksættelse af foranstaltninger, registrering, indberetning, godkendelse og udarbejdelse af planer, jf. §§ 109 a - 109 g og 109 l.

Socialministeren har i medfør af § 109 m udstedt bekendtgørelse nr. 870 af 30. november 1999, som er optrykt som bilag 2 til denne vejledning.

Her findes bestemmelser om visse foranstaltninger efter §§ 109 a - e, godkendelse, registrering og indberetning.

1.1.5 Bekendtgørelser og vejledninger, der ophæves

· bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse,

· bekendtgørelse nr. 349 af 15. juni 1998 om videreførelse af magtanvendelsesbekendtgørelsen i boformer efter servicelovens § 92 og 93, stk. 1, nr. 1,

· Socialministeriets information om gamle demente i § 79 plejehjem,

· Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 696 af 24. juli 1980 om vejledning om pædagogiske midler.

1.2 Udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed

I 1996 besluttede socialministeren at nedsætte et udvalg om psykisk handicappedes retssikkerhed, der skulle beskrive og vurdere lovligheden af de foranstaltninger/indgreb, der i praksis blev anvendt over for mennesker med psykiske handicap, herunder demente. Udvalget skulle i denne sammenhæng vurdere, om der var behov for at iværksætte særlige undersøgelser og på denne baggrund vurdere, om og i hvilket omfang der var behov for gennemførelse af lovgivning, der giver adgang til at anvende forskellige former for indgreb i selvbestemmelsesretten overfor personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne. Formålet er at beskytte dem imod de risici, de vil udsætte sig for, hvis der ikke bliver grebet ind.

Det forudsattes, at udvalget i denne forbindelse overvejede mulighederne for at gennemføre lovgivning, som giver hjemmeplejen eller andre ret til at beslutte, at en psykisk handicappet skal flytte i anden bolig, fx bofællesskab eller plejebolig, med det formål at opnå den mest hensigtsmæssige boform, støtte og omsorgsindsats.

Formålet med udvalgsarbejdet var at styrke retssikkerheden for personer, der er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt på grund af psykisk handicap.

I forbindelse med Folketingets behandling af forslaget til lov om social service anførte Folketingets Socialudvalg i udvalgets betænkning, at

»spørgsmålet om betydningen af ophævelsen af institutionsbegrebet har været debatteret, og i den forbindelse særlig om ophævelsen betyder, at der ikke længere skulle være den tilstrækkelige hjemmel til - mod den enkelte borgers ønske - at foretage den nødvendige socialpædagogiske behandling, optræning m.v.

Socialministeren har i den forbindelse udtalt, at der efter ministerens opfattelse i selve det forhold, at det offentlige har pligt til - og påtager sig - en omsorgs- og behandlingsforpligtelse over for fx personer med psykiske handicap, der ikke kan tage vare på egne interesser, ligger en hjemmel til at udøve denne omsorg og behandling på et fagligt forsvarligt grundlag.

Bl.a. på baggrund af den debat, der igennem længere tid har været om spørgsmålet om især psykisk handicappedes retsstilling i forhold til den nødvendige og ønskværdige behandling, herunder særlig behandling, der sker mod de pågældendes ønske, har Socialministeriet fundet, at spørgsmålet om retssikkerheden for mennesker, der ikke er i stand til selv at tage vare på sine forhold, trænger til en afklaring.

Socialministeren har derfor nedsat et udvalg om psykisk handicappedes retssikkerhed. Formålet med udvalgsarbejdet er at styrke retssikkerheden for personer, som er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt på grund af psykisk handicap.«

Udvalget afsluttede i januar 1998 sit arbejde med en rapport, hvori udvalget pegede på behovet for at

· der blev etableret en pligt til at registrere magtanvendelse og til at foretage regelmæssige indberetninger samt tilsyn,

· der blev etableret en hjemmel til at flytte en person med betydelig og varigt nedsat funktionsevne til en anden bolig i situationer, hvor muligheden for at yde en tilstrækkelig intensiv bistand døgnet rundt ville forudsætte, at bistanden ydes i forbindelse med et særligt egnet botilbud, samt at

· de sociale myndigheders omsorgsforpligtelse over for personer, der på grund af betydelig nedsat psykisk funktionsevne ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse, blev præciseret.

Lovændringen bygger på udvalgets rapport, som indeholder en redegørelse for de gældende regler og problemer.

§ 109 i. Kommunens og amtskommunens beslutninger efter §§109 a, c og d, der ikke træffes mod pågældendes vilje, samt beslutninger efter § 109 b kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. En ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører, kan klage over kommunens eller amtskommunens beslutning, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage.

14.1.1 De almindelige klageveje - foranstaltninger iværksat med samtykke

Hvis en person selv anmoder om at få iværksat en foranstaltning omfattet af §§ 109 a, c og d, er det kommunen eller amtskommunen, der træffer afgørelsen. Det drejer sig om alarm- og pejlesystemer, tilbageholdelse i boligen og beskyttelsesmidler. Denne situation omfatter også de tilfælde, hvor den pågældende ikke aktivt modsætter sig eller anerkender et forslag om at bruge en af disse foranstaltninger.

Afgørelsen om at fastholde en person efter § 109 b træffes i den akutte situation af det kommunale eller amtskommunale personale. Afgørelsen om at sætte dette indgreb i værk skal, som al anden magtanvendelse, efterfølgende registreres og indberettes til den kommunale eller amtskommunale myndighed, jf. § 109 l, som på denne måde bliver den myndighed, der træffer afgørelsen i første instans.

Klage over disse afgørelser kan i henhold til § 109 i indbringes for det sociale nævn efter de almindelige klageregler i retssikkerhedslovens kapitel 10.

Afgørelser om fastholdelse efter § 109 b og afgørelser om alarm- og pejlesystemer, tilbageholdelse i boligen og beskyttelsesmidler som ikke træffes mod pågældendes vilje, er således ikke omfattet af de særlige regler om det sociale nævns godkendelsesprocedure i § 109 f.

For at sikre, at det sociale nævn kan efterprøve disse sager, selvom den pågældende forholder sig passivt eller ikke er i stand til selv at klage, kan en pårørende eller repræsentant også indbringe klagen for det sociale nævn. Det kan fx være en ægtefælle, samlever, søskende, bisidder, advokat eller en værge, der på den pågældendes vegne sørger for, at sagen bliver indbragt for det sociale nævn.

14.2 Klage til Den Sociale Ankestyrelse

§ 109 j. Det sociale nævns godkendelse efter § 109 f af beslutninger om alarmsystemer m.v. efter § 109 a, tilbageholdelse i boligen m.v. efter § 109 c, anvendelse af beskyttelsesmidler efter § 109 d, samt nævnets afgørelser om optagelse i særlige botilbud efter § 109 e kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2. En ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører, kan klage over det sociale nævns godkendelse samt det sociale nævns afgørelse, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage.

Stk. 3. Når Ankestyrelsen behandler klagen, gælder reglerne i kapitel 9 og 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, bortset fra § 63 og § 66 i lovens kapitel 10.

14.2.1 Klage til Den Sociale Ankestyrelse - foranstaltninger mod pågældendes vilje og foranstaltninger uden samtykke

De særlige retssikkerhedsgarantier i §§ 109 f, h, j og k skal iagttages, når kommunen eller amtskommunen mod pågældendes vilje, dvs. når pågældende udviser aktiv modstand eller modvilje, beslutter at iværksætte foranstaltninger i form af alarm- og pejlesystemer, § 109 a, tilbageholdelse i boligen, § 109 c, og beskyttelsesmidler, § 109 d.

Det samme gælder, når kommunen eller amtskommunen uden pågældendes samtykke, dvs. når pågældende udviser aktiv modstand/modvilje eller passivitet, indstiller til det sociale nævn om at træffe afgørelse om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke, jf. § 109 e og g.

Dette indbærer, at det sociale nævns godkendelse i sager efter §§ 109 a, c og d, samt afgørelse i sager efter § 109 e, er førsteinstans afgørelser. Klage over disse afgørelser kan indbringes for Den sociale Ankestyrelse efter § 109 j.

Hvis den pågældende ikke er i stand til selv at klage, fx på grund af passivitet eller manglende forståelse for indgrebets følger, kan pårørende eller repræsentanter indbringe klagen for Den sociale Ankestyrelse. Klagen kan indbringes af fx ægtefælle, samlever, søskende, bisidder, advokat eller værge.

Klagefristen er fire uger fra afgørelsen er meddelt klageren.

Som en særlig retsgaranti i forbindelse med sager om optagelse i særlige botilbud uden samtykke har en klage over denne type afgørelse opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 3, se kapitel 14.3.

Af hensyn til muligheden for at indbringe sager om tilbageholdelse i boligen mod pågældendes vilje og optagelse i særlige botilbud uden samtykke for domstolene27) , er der en frist for Den Sociale Ankestyrelses afgørelse på otte uger.

Myndighedernes pligt til at genvurdere en afgørelse, når borgeren klager over afgørelsen, gælder ikke ved klager over optagelse i særlige botilbud uden samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 66.

Når Ankestyrelsen efterprøver de kommunale og amtskommunale afgørelser, gælder de almindelige regler, bl.a. retssikkerhedslovens § 69 om klageinstansens efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser. Efterprøvelse og omgørelse af en skønsmæssig afgørelse kan kun ske, når der foreligger særlige omstændigheder. Det kan fx være når sagsbehandlingsreglerne og forvaltningsretten ikke bliver fulgt, eller når der slet ikke er foretaget et skøn. Jo mere indgribende en afgørelse er for den enkelte, jo dybere går klageinstanserne ind i efterprøvelsen af skønnet. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten er af afgørende betydning for den enkelte. Ankestyrelsen går derfor dybere ind i efterprøvelsen af skønnet

Da der er tale om almindelig andeninstans behandling, gælder princippet i retssikkerhedslovens § 63 om Ankestyrelsens behandling af principielle eller generelle sager ikke.

14.3 Opsættende virkning

14.3.1 Hovedreglen om opsættende virkning, retssikkerhedslovens § 72, stk. 1.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

§ 109 k. Ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kan klageren kræve afgørelsen forelagt landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, når Ankestyrelsens afgørelse omhandler

1) tilbageholdelse i boligen m.v. efter § 109 c,

eller

2) optagelse i særlige botilbud efter § 109 e.

Stk. 2. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke eller kære af landsrettens afgørelse, hvis sagen har principiel karakter. Ansøgninger om tilladelse til anke eller kære må fremsættes henholdsvis inden 6 eller 3 måneder efter afgørelsen.

Tilbageholdelse i boligen og optagelse i særlige botilbud uden samtykke er de alvorligste indgreb i den personlige frihed, og der er derfor særlig adgang til at få prøvet disse indgreb ved domstolssystemet.

Klage over det sociale nævns godkendelse og afgørelse om iværksættelse af disse foranstaltninger kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsens afgørelse kan herefter indbringes for landsretten, og i det omfang Procesbevillingsnævnet finder sagen principiel, for Højesteret, jf. § 109 k.

15.1.1 Landsretten

Efter grundlovens § 71, stk. 6, skal lovligheden af en administrativ frihedsberøvelse kunne forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.

Grundlovsbestemmelsen skal sikre, at der er en let adgang til at få prøvet lovligheden af en administrativ frihedsberøvelse af domstolene blot ved fremsættelse af begæring herom.

I medfør af § 109 k kan Ankestyrelsens afgørelser i sager om tilbageholdelse i boligen og om optagelse i særlige botilbud uden samtykke, indbringes for domstolene af den person, som afgørelsen vedrører, blot ved henvendelse til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen sørger herefter for, at sagen indbringes for landsretten.

Fristen for at forlange sagen indbragt for domstolene er 4 uger efter, at klageren eller dennes repræsentant, advokat eller værge har fået meddelelsen om afgørelsen.

15.1.2 Højesteret

Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til anke eller kære af landsrettens afgørelser, hvis sagen har principiel betydning, i overensstemmelse med det almindelige princip om principielle sager.

§ 109 l. Optagelse i særlige botilbud efter 109 e og enhver form for magtanvendelse, herunder magtanvendelse i forbindelse med foranstaltninger efter §§ 109 a - d, skal registreres og indberettes til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet.

Stk. 2. ....

17.1 Registrering og indberetning

Hver gang der iværksættes indgreb i den personlige frihed skal indgrebet registreres og indberettes til kommunen eller amtskommunen, på Socialministeriets skema, jf. bekendtgørelsens § 6.

Dvs. at både optagelse i særlige botilbud efter § 109 e, lovligt iværksatte foranstaltninger efter §§ 109 a - d, nødværge og nødret og endelig ulovlige indgreb skal registreres og indberettes.

Indberetningen skal ske på de af Socialministeriet udarbejdede skemaer, som kan rekvireres hos Socialministeriet.

På skema 2 indberettes lovligt iværksat fastholdelse efter § 109 b, indgreb foretaget i nødværge eller som led i nødret, akut iværksatte indgreb, jf. § 109 f, stk. 4, samt al anden magtanvendelse, dvs. indgreb som er ulovlige.

Efter bekendtgørelsens § 7 skal registrering ske straks og senest dagen efter indgrebet.

Akut iværksatte indgreb omfatter indgreb nævnt i servicelovens §§ 109 a - d, det har været påkrævet at sætte i værk, inden det sociale nævns godkendelse foreligger.

Ulovlige indgreb omfatter indgreb som nævnt i servicelovens §§ 109 a - e, iværksat uden at have været forelagt det sociale nævn, indgreb som nævnt i servicelovens § 109 a - e, iværksat uanset at det sociale nævn har afvist at godkende samt indgreb, der ikke er nævnt i serviceloven.

Disse indgreb skal indberettes straks og senest på 3. dagen efter iværksættelsen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.

På skema 1 indberettes lovligt iværksatte foranstaltninger efter §§ 109 a, c og d, dvs. alarm- og pejlesystemer, tilbageholdelse og beskyttelsesmidler. Efter bekendtgørelsens § 8 skal registrering ske straks og senest dagen efter, at indgrebet har fundet sted.

Indberetning af iværksatte foranstaltninger skal ske 1 gang om måneden, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Registreringspligten for lovligt iværksatte foranstaltninger knytter sig til selve iværksættelsen af en godkendt foranstaltning. Registreringen skal derfor ikke gentages for hver gang der dagligt gøres brug af en godkendt foranstaltning.

På skema 3 indberettes flytning iværksat i henhold til § 109 e. Disse registreringer skal i henhold til bekendtgørelsens § 9 foretages senest med udgangen af den måned, hvor flytningen er sat i værk.

Registrerede flytninger skal indberettes kvartalsvist, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 2.

Registreringen skal foretages af den person, der har iværksat indgrebet, eller af den, der har instruktionsbeføjelsen overfor det involverede personale, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 1.

På baggrund af indberetningerne vurderer kommunen eller amtskommunen, om der er behov for påtale eller anden form for opfølgning, og der udarbejdes en årlig beretning over magtanvendelsen, som forelægges for kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. bekendtgørelsens § 11.

Det er således væsentligt, at der løbende er politisk bevågenhed om disse forhold, og at problemer og metoder kan indgå i en dialog mellem amtet eller kommunen og brugerorganisationer og pårørende.

Det anbefales, at kommunen eller amtskommunen en gang om året gennemgår de indberettede registreringer i samarbejde med de lokale brugerorganisationer.

Bruges elektronisk registrering, skal man være opmærksom på kravet om godkendelse i § 4 i Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 621 af 2. oktober 1987 om offentlige myndigheders registre, med de ændringer, der følger af § 11 i lov nr. 192 af 29. marts 1989 og lov nr. 346 af 6. juni 1991.

17.1.1 Nødværge og nødret - straffelovens §§ 13 og 14

Straffeloven indeholder nogle bestemmelser, der som udgangspunkt forbyder personer, herunder det offentlige plejepersonale, at foretage bestemte handlinger over for andre personer, herunder de personer, der er omfattet af personkredsen i § 109. Et eksempel er straffelovens § 261, stk. 1, hvorefter den, der berøver en anden friheden, kan straffes med fængsel i indtil 4 år. Hvis betingelserne for nødret eller nødværge er opfyldt, vil sådanne indgreb kunne blive retmæssige.

For både nødværge og nødret er det vigtigt at bemærke, at der er tale om ekstraordinær hjemmel til brug i ekstraordinære situationer. Bestemmelserne kan derfor ikke anvendes som hjemmelsgrundlag for at foretage jævnligt forekommende tvangsmæssige indgreb. Nødværge og nødret kan kun anvendes som hjemmel til handlinger af forsvarsmæssig karakter, men kan ikke anvendes som hjemmel til at foretage aktive handlinger, der ikke er strengt nødvendige for at værne om beskyttede retsgoder.

Straffeloven

§ 109 l. . . .

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen skal udarbejde planer i overensstemmelse med § 111 for personer, for hvem der foretages foranstaltninger som nævnt i stk. 1.

§ 109 l, stk. 2, pålægger kommunen eller amtskommunen at udarbejde planer i overensstemmelse med servicelovens § 111, for de personer, der har været anvendt magt overfor.

Disse planer udarbejdes på baggrund af et indgreb i selvbestemmelsesretten. Sådanne planer har til formål at beskrive overvejelser og pædagogiske metoder, som skal tages i anvendelse for at undgå at behovet for magtanvendelse opstår i fremtiden, samt for at minimere varigheden af foranstaltningen.

For denne persongruppe er der derfor ikke kun tale om et obligatorisk tilbud om at få udarbejdet en skriftlig plan for indsatsen. Der er derimod tale om en pligt for den sociale myndighed til at udarbejde en plan for den person, der har været iværksat magtanvendelse overfor.

Det overordnede formål med udarbejdelsen af planer efter § 111 er at tilrettelægge en handlingsorienteret indsats. Herved fastlægges perspektivet og sammenhængen i indsatsen i samarbejde med den enkelte, ligesom grundlaget for samarbejdet for de involverede parter klargøres.

Planen skal også medvirke til at koordinere indsatsen i forhold til tilbud og aktiviteter med hensyn til bolig, beskæftigelse, fritid og undervisning.

Udgangspunktet for udarbejdelse af planen er den enkeltes forhold og livsomstændigheder. Udarbejdelsen af planer forudsætter derfor et udredningsarbejde af væsentlige elementer i personens liv, og af de tilbud vedkommende modtager, fx om uddannelse, beskæftigelse, bolig, familie og fritid.

Det er også vigtigt at se på den personlige udvikling, herunder evt. psykologiske problemer, som kan påvirke personens selvopfattelse, motivation, og engagement i egen udvikling. Det kan være positive og negative sociale relationer den enkelte bruger møder i sine omgivelser, fx sociale bindinger og barrierer.

Udarbejdelse af planen skal altid ske ud fra den enkeltes forudsætninger og i samarbejde med denne, således at vedkommende inddrages i en aktiv proces, hvor de tilbud, der stilles til rådighed som led i opfyldelse af planen, synliggøres for personen og andre involverede.

Planen skal indeholde en beskrivelse af målet med den aktuelle indsats. Det kan fx være en beskrivelse af hvilke hjælpemidler, boligindretning og /eller socialpædagogisk bistand i hjemmet, der kan støtte personen i at få hverdagen til at fungere, eller hvilke tilbud om uddannelse eller kurser, der kan være behov for. Der kan også være behov for at revurdere et allerede givet beskæftigelsestilbud.

Udarbejdelse af planer efter § 111 har afgørende betydning for brugerens retssikkerhed. I forbindelse med at der opstår tvivl om, hvorvidt den tildelte hjælp tilgodeser brugerens behov og opfylder målsætningen for indsatsen efter § 67, vil planen være et væsentligt element i prøvelse heraf.

Udarbejdelse af planer er også af væsentlig betydning for personalets retssikkerhed, idet det af planen skal fremgå hvilke handlinger og metoder der forventes af medarbejderen. Denne beskrivelse sikrer, at tilrettelæggelsen og udførelsen af hjælpen til den enkelte ikke overlades til den enkelte medarbejder, men gøres til genstand for en kollektiv dialog. En dialog hvor handlinger og metoder i hjælpen til mennesker med særlige behov forsat drøftes på baggrund af etiske overvejelser.

For at undgå omsorgssvigt og at det bliver nødvendigt at iværksætte foranstaltninger som beskrevet i servicelovens kapitel 21, er det vigtigt, at det løbende vurderes om hjælpen tilgodeser den enkeltes behov, eller om der bør foretages justeringer i hjælpen.

§ 109 f. . . .

Stk. 2. Forelæggelse for det sociale nævn i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, skal indeholde en redegørelse for

1) .....

2) .....

3) .....

4) .....

5) pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til foranstaltningen.

§ 109 g. . . .

Stk. 2. Indstillingen skal indeholde en redegørelse for

1) .....

2) ....

3) ....

4) ....

5) personens egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen.

Stk. 4. Har pågældende ikke allerede en værge, skal kommunen eller amtskommunen, når der indstilles til flytning, anmode statsamtet om at beskikke en værge efter værgemålsloven.

Der er i visse situationer pligt til enten at være opmærksom på behovet for at beskikke en værge, eller til at beskikke en værge til den person, der ydes en indsats overfor.

I sager om indgreb i form af magtanvendelse (§§ 109 a, c og d) skal der i forbindelse med indstilling til det sociale nævn indhentes bemærkninger fra en eventuel allerede beskikket værge. Formålet hermed er at give den pågældende en særlig retsgaranti, men det er ikke hensigten, at værgen skal foretage en pædagogisk eller lægefaglig vurdering.

I det følgende findes en kort beskrivelse af reglerne om værgemål.

18.1.1 Anmodning om værgemål

Yder kommunen eller amtskommunen hjælp i medfør af omsorgspligten, jf. § 67 a, skal kommunen eller amtskommunen være opmærksom på, om der er behov for at beskikke en værge efter værgemålsloven28) .

I forbindelse med indstilling til optagelse i et særligt botilbud skal statsamtet anmodes om at beskikke en værge efter værgemålsloven, hvis den pågældende ikke allerede har en værge, jf. § 109 g, stk. 4. I disse tilfælde er det forudsat, at situationen for den pågældende er så uholdbar, at det må anses for godtgjort, at den pågældendes familie eller andre pårørende ikke er i stand til at varetage den pågældendes interesser.

Anmodning om værgemål kan, jf. værgemålsloven § 16, fremsættes af

· den pågældende selv,

· dennes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste,

· værgen eller en særlig værge,

· kommunalbestyrelsen,

· amtsrådet eller

· politimesteren (politidirektøren).

Anmodning om værgemål efter værgemålslovens §§ 5 og 6 indsendes til statsamtet på det sted, hvor den, som begæres sat under værgemål, har bopæl eller ophold. Værgemålsloven stiller ingen formkrav til ansøgningen, men statsamterne har udfærdiget et skema til brug for ansøgninger om iværksættelse af værgemål, som man ønsker udfyldt og indsendt i forbindelse med ansøgningen. Det er vigtigt for sagens hurtige behandling at udfylde og indsende dette skema i videst muligt omfang, idet statsamtet har brug for disse oplysninger ved behandling af sagen.

I øvrigt sørger statsamtet for sagens oplysning, hvilket betyder, at statsamtet skal sørge for, at de nødvendige oplysninger er til stede til brug for sagens behandling. Der skal således bl.a. indhentes en lægeerklæring om den pågældendes helbred samt en udtalelse fra det botilbud, hvor den pågældende eventuelt bor.

Inden statsamtet træffer afgørelse i sagen, har den, som sagen angår, ret til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse.

Det er statsamtet, der afgør, hvorvidt betingelserne for at iværksætte værgemål er opfyldt, herunder intensiteten af værgemålet og om værgemålet skal tidsbegrænses. Statsamtet er således ikke bundet af, at der i ansøgningen er foreslået et bestemt type værgemål.

Statsamtet træffer herefter afgørelse om værgemål.

Dog træffes afgørelsen af retten, hvis det findes betænkeligt at behandle sagen administrativt. Det er fx tilfældet, når den, der begæres sat under værgemål, protesterer mod, at der træffes afgørelse om værgemål.

Statsamtets afgørelse kan indbringes for retten.

Retten træffer altid afgørelser om værgemål med fratagelse af den retlige handleevne (tidligere umyndiggørelse). Retten skal på tilsvarende vis sørge for sagens oplysning.

18.1.2 Værgemål efter værgemålslovens § 5

Udgangspunktet er værgemål efter lovens § 5.

Følgende tre betingelser skal alle være opfyldt, hvis der skal kunne iværksættes værgemål efter denne bestemmelse

· Den pågældende er ude af stand til at varetage sine anliggender.

· Den pågældende skal opfylde et medicinsk kriterium, som er enten sindssygdom, svær demens, hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred, som kan være fx hjerneblødninger, hjernesvind eller andre former for hjerneskade.

· Der skal være et behov for værgemål.

Værgemål efter § 5 omfatter som udgangspunkt både personlige og økonomiske anliggender, men kan også begrænses til blot en af delene. Værgemålet kan endvidere begrænses til at angå bestemte økonomiske forhold eller personlige anliggender.

Værgemålet kan endvidere tidsbegrænses.

Værgemålet skal afpasses efter de konkrete behov hos den person, som sagen drejer sig om, og værgemålet må ikke være mere indgribende end nødvendigt. Værgemålet skal således skræddersys efter den enkeltes behov.

Personer under værgemål er myndige og er ikke frataget muligheden for på egen hånd at råde over deres formue og indgå retshandler, medmindre der konkret er truffet afgørelse om fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6.

18.1.2.1 Særligt om økonomisk værgemål

Værgemål efter § 5 kan, som nævnt, begrænses til at angå økonomiske forhold, herunder bestemte aktiver eller anliggender. Værgemålet kan således begrænses til fx salg eller forvaltning af fast ejendom, indgåelse af lejemål eller indgåelse af bestemte økonomiske aftaler.

18.1.2.2 Særligt om personligt værgemål

Værgemålet kan endvidere begrænses til at angå personligt værgemål, herunder bestemte personlige anliggender.

Værgemålet medfører en ret for værgen til at repræsentere den, der er under værgemål, i vigtigere forhold af personlige karakter, som den pågældende på grund af sin tilstand ikke selv kan tage stilling til. Men et personligt værgemål medfører ikke indgreb i den pågældendes selvbestemmelse og handlefrihed. Det er ikke muligt at fratage handleevnen på det personlige plan.

Det er vanskeligt at fastlægge grænserne for det personlige værgemål. Nogle forhold ligger klart inden for det personlige værgemåls grænser, fx beslutninger om flytning på institution. Det ligger også fast, at værgemålet ikke giver værgen ret til at beslutte tvangsmæssigt at anbringe eller indlægge den pågældende i et botilbud, hospital eller lignende. Endvidere kan et personligt værgemål omfatte kontakt med de sociale myndigheder om sociale ydelser, indgivelse af klage eller begæring om aktindsigt.

Andre beslutninger ligger imidlertid klart uden for det personlige værgemåls grænser. Det kan - navnlig hvis vedkommende bor i et botilbud - være, fordi beslutningen vedrører rent dagligdags spørgsmål, og der ikke er tale om en opgave af retlig karakter. Det kan fx være tilfældet ved beslutninger om spisetider i botilbudet eller beslutning om deltagelse i en mindre udflugt.

En personlig værge er en beslutningstager med opgaver af retlig art. Det er således ikke en omsorgs- eller tilsynsperson.

18.1.3 Fratagelse af den retlige handleevne - § 6

Et værgemål efter værgemålslovens § 5 kan suppleres med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. Der kan alene ske fratagelse af den retlige handleevne, for så vidt angår økonomiske forhold, og fratagelsen omfatter samtlige økonomiske forhold, men den kan dog tidsbegrænses.

Betingelse for fratagelse af den retlige handleevne er, at en sådan foranstaltning er nødvendig for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare, for at forringes væsentligt eller for at hindre økonomisk udnyttelse. Et sådant behov vil formentlig især opstå i tilfælde, hvor den pågældende, trods eller snarere på grund af sit handicap, er så aktiv, at der er behov for at hindre egne dispositioner, eller der er behov for at beskytte den pågældende mod at blive udnyttet af omgivelserne.

Personer, der fratages den retlige handleevne, er umyndige og kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over sin formue.

18.1.4 Samværgemål

Det vil i nogle tilfælde være aktuelt at iværksætte samværgemål, hvilket dog forudsætter, at den pågældende selv anmoder herom.

Samværgemål kan iværksættes for den, der på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand har behov for hjælp til at administrere sin formue eller varetage andre økonomiske anliggender. Der kan således ikke iværksættes samværgemål, for så vidt det angår personlige forhold.

Samværgemål kan begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender.

Samværgemål indebærer, at samværgen og den pågældende handler i forening i anliggender, der er omfattet af samværgemålet. Ved samværgemål gælder de almindelige tilsynsregler, fx at værgen skal aflægge regnskab og sørge for, at formuen bestyres i et godkendt forvaltningsinstitut, ikke. Derfor forudsætter et samværgemål, at den pågældende har en vis indsigt i egne forhold, således at han eller hun er i stand til reelt at handle i forening med samværgen.

Anmodning om samværgemål sendes til statsamtet.

§ 109 a

Betingelser for kommunens beslutning ved passivitet eller anvendelse mod pågældendes vilje

Godkendelse i det sociale nævn, hvis mod pågældendes vilje § 109 f

Det sociale nævn, ved passivitet eller samtykke § 109

i Ankestyrelsen hvis godkendt i det sociale nævn § 109 j

Fastholdelse

§ 109 b

Skærpede betingelser for magtanvendelse

Det sociale nævn § 109 i

Tilbageholdelse i boligen m.v.

§ 109. ...

Stk. 2. Bestemmelserne i dette afsnit gælder for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter §§ 71 - 74, behandling efter §§ 85 og 86 eller aktiverende tilbud efter §§ 87 og 88, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter §§ 109 a - e....

Stk. 3.....

6.1 Personkredsen

I medfør af § 109, stk. 2, omfatter reglerne om magtanvendelse m.v. i servicelovens kapitel 21

· personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne,

· som modtager hjælp i form af personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand efter servicelovens §§ 71 - 74 (personlig og praktisk hjælp), behandling efter servicelovens §§ 85 og 86 ( tilbud til stofmisbrugere og personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller med særlige sociale problemer), eller aktiverende tilbud efter servicelovens §§ 87 og 88 (beskyttet beskæftigelse og samværstilbud),

· og som ikke samtykker i den foranstaltning, der tænkes iværksat efter bestemmelserne i §§ 109 a - e.

Personkredsen er afgrænset på samme måde som i en række andre bestemmelser på voksenområdet i serviceloven. Den grundlæggende betingelse for at modtage hjælp er derfor en nedsat funktionsevne.

I servicelovens kapitel 21 er kriteriet, at der foreligger en betydelig og varig nedsættelse af den psykiske funktionsevne, og at den pågældende derfor er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt eller overskue konsekvenserne af sine handlinger.

Det er graden af den enkeltes funktionsnedsættelse, der er det afgørende element i vurderingen af den pågældende i den konkrete situation. Der skal derfor foretages et individuelt og fagligt forsvarligt skøn over graden af funktionsevnenedsættelsen og dens følger, hver gang det overvejes at iværksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten.

Afhængig af funktionsnedsættelsens art og omfang og af intensiteten af det indgreb, der tænkes iværksat, kan en lægefaglig diagnose være nødvendig for at dokumentere nødvendigheden og forsvarligheden af indgrebet. Et led i den konkrete vurdering kan således være, at en lægefaglig diagnose bør indgå i den faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne.

En tidligere stillet diagnose medfører derimod ikke automatisk, at betingelserne for at iværksætte indgreb i selvbestemmelsesretten efter servicelovens kapitel 21 er opfyldt, idet det ikke er diagnosen, der er afgørende for, om en person er omfattet af personkredsen. Det afgørende er de følger af lidelsen eller funktionsnedsættelsen, som giver sig udslag i handlinger og adfærd, der konkret medfører fare for væsentlig personskade.

Udviklingshæmmede og sindslidende vil ofte have været inden for systemet i en årrække og derved have en diagnose, hvorimod meget få demente har en egentlig diagnose. Det er derfor vigtigt at få lavet en faglig beskrivelse af den psykiske tilstand, der kan benyttes som dokumentation.

Kravet om, at funktionsnedsættelsen skal være både betydelig og varig, indebærer, at reglerne om magtanvendelse ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende alene lider af en forbigående forvirringstilstand, og ej heller personer, som er let demente.

6.1.1 Boformen er uden betydning

Adgangen til at anvende magt eller andre indgreb er ikke knyttet til en bestemt boform. Det afgørende er, at personen modtager tilbud efter servicelovens bestemmelser, og at personen ikke er i stand til at handle fornuftsmæssigt på grund af den psykiske nedsatte funktionsevne.

Som en konsekvens af servicelovens sondring mellem botilbud og servicetilbud, kan indgreb som beskrevet i servicelovens kapitel 21 iværksættes uafhængigt af boformen. Også i personens oprindelige eller almindelige bolig, som ikke er en boligform efter servicelovens bestemmelser.

6.1.2 Samtykke til foranstaltninger - § 109, stk. 2

Reglerne i serviceloven om magtanvendelse omfatter kun personer der ikke giver samtykke til iværksættelse af en foranstaltning beskrevet i bestemmelserne i §§ 109 a - e, jf § 109, stk. 2 13) .

Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at kriterierne for, hvornår de særlige retssikkerhedsgarantier skal iagttages afhænger af, hvilket indgreb der er tale om.

Når en foranstaltning efter §§ 109 a, c eller d sættes i værk mod pågældendes vilje, skal de særlige retssikkerhedsgarantier iagttages, jf. § 109 f, stk. 1. Dvs. når pågældende modsætter sig.

Når optagelse i et særligt botilbud sættes i værk uden den pågældendes samtykke, skal de særlige retssikkerhedsgarantier iagttages, jf. § 109 g, stk. 1. Dvs. når den pågældende er passiv eller modsætter sig.

6.2 Forholdet til lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg14)

Udlægningsloven pålægger amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner samt kommunerne at yde behandling, undervisning, oplæring, beskæftigelse samt særlig bistand og pleje til de personer, der bor i boformer efter servicelovens kapitel 18, tidligere bistandslovens §§ 115 - 120 og §§ 112 - 114.

Her modtages bl.a. personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der med retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse, der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i institutioner for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg, samt personer der som vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg, jf. udlægningslovens § 6.

Personer med nedsat psykisk funktionsevne kan dømmes til en særlig sikret institution eller en boform efter servicelovens § 92.

Forsorgen udøves efter servicelovens regler, men da der her ikke er mulighed for at anbringe en person i et lukket botilbud, specificerer dommen efter straffelovens § 68 anbringelsessted og forholdene under anbringelsen.

Hjemmelsgrundlaget for at tilbageholde domsanbragte personer i boligen er derfor dommen, mens magtanvendelse m.v. i øvrigt skal have hjemmel i serviceloven. Det betyder fx at magtanvendelse skal indberettes efter § 109 l, ligesom der skal udarbejdes plan efter § 111.

6.3 Forholdet til lov om tvang i psykiatrien15)

Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien regulerer brugen af tvangsmæssige foranstaltninger i psykiatrisk regi og omfatter i medfør af lovens § 1, stk. 1, kun personer, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Herved forstås såvel psykiatriske afdelinger og afsnit på psykiatriske sygehuse, som psykiatriske afdelinger i tilknytning til somatiske sygehuse.

Derimod omfatter psykiatriloven ikke personer med ophold i et botilbud efter servicelovens kapitel 18.

Psykiatriloven finder således anvendelse i sundhedsvæsenets psykiatriske regi, mens reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i serviceloven alene finder anvendelse på det sociale område.

Der vil derfor alene opstå samspil mellem psykiatriloven og reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i serviceloven, i den overgangsfase, hvor en person udskrives fra det psykiatriske system og straks skal have tilbud efter den sociale lovgivning.

I denne fase påhviler det sundhedsmyndigheder og sociale myndigheder at samarbejde i forbindelse med udarbejdelsen af udskrivningsaftaler hhv. koordinationsplaner og § 111-planer, jf. psykiatrilovens § 3, stk. 3 og 4, samt servicelovens § 11116) .

6.3.1 Fiksering

Reglerne i servicelovens § 109 og §§ 109 a - e giver ikke mulighed for at fiksere inden for det sociale område.

Fiksering kan derfor ikke lovligt finde sted inden for det sociale område.

Fiksering omfatter mekanisk tvang i form af fastspænding med bælte, håndremme, fodremme eller livstykke. Indgrebet har til formål at forhindre personen i at gå, løbe, sparke, slå, kradse osv, og sker altså med et beroligende sigte.

Er der derimod tale om en person med forståelse for indgrebet, som selv anmoder om at blive spændt fast, vil der ikke være tale om frihedsberøvelse, som omfattet af grundlovens § 71. Dette forudsætter dog, at fastspændingen umiddelbart vil blive bragt til ophør efter den pågældendes anmodning.

Fiksering vil derfor kun lovligt kunne iværksættes efter psykiatriloven. Her er der fx efter § 16 i bekendtgørelsen om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, også mulighed for at fiksere patienter, der af tryghedsgrunde selv anmoder herom.

Beskyttelsesmidler, i form af bløde stofseler, der bruges for at hindre fald, jf. § 109 d, som omtalt i kapitel 10, har et andet formål end fiksering, og er derfor ikke omfattet af fikseringsbegrebet, uanset at beskyttelsesmidler i form af stofseler indebærer fastspænding.

6.4 Forholdet til lov om patienters retsstilling17)

Loven om patienters retsstilling gælder for personer (patienter), der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget pleje, behandling m.v. af sundhedspersoner, med mindre andet særligt er fastsat i lovgivningen.

Loven handler om selvbestemmelse (information og samtykke), aktindsigt og tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Loven finder anvendelse overalt inden for det offentlige sundhedsvæsen samt i praksis også på institutioner inden for det private sundhedsvæsen. Loven omfatter også de tilfælde, hvor en sundhedsperson udfører sundhedsmæssige opgaver i hjemmet eller uden for den almindelige primære og sekundære sundhedssektor, fx inden for det sociale område på plejehjem og i andre boformer.

Er der tale om behandlingssituationer, der er omfattet af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, gælder patientretsstillingslovens almindelige regler, medmindre de fortrænges af de specielle regler, som lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien indeholder.

Sundhedspersoner er personer (læger, sygeplejersker, tandlæger m.fl.), der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer der handler på disses ansvar.

De spørgsmål, der kan opstå i forhold til patienter med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne drejer sig især om information og samtykke til pleje og behandling.

Et samtykke til pleje, behandling m.v er kun gyldigt, hvis patienten er i stand til at forstå den givne information vedrørende det konkrete spørgsmål.

Hvis patienten varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, skal informationen gives til de nærmeste pårørende. I de tilfælde, hvor patienten allerede er under værgemål, der omfatter helbredsforhold, kan informationen gives til værgen.

Selv om patienten ikke kan give samtykke til pleje, behandling m.v., skal vedkommende informeres og inddrages i drøftelserne af plejen og behandlingen m.v. i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.

For patienter, der varigt har nedsat psykisk funktionsevne, er det således de pårørende eller en allerede beskikket værge med kompetence i helbredsforhold, der kan give stedfortrædende samtykke til pleje, behandling m.v.

Loven om patienters retsstilling giver ikke hjemmel til tvangsbehandling. Hvis en patient i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil modtage pleje eller behandling, er der, uanset samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre plejen, behandlingen m.v. med tvang. Der kan således ikke iværksættes tvungen pleje eller behandling m.v., herunder tandbehandling og indtagelse af medicin, hvis den varigt inhabile modsætter sig det.

I lov om patienters retsstilling er der også fastsat regler for de situationer, hvor der ingen nærmeste pårørende eller værge er, og for hvordan man kan forholde sig, hvis de nærmeste pårørende eller værgen forvalter samtykke på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet.

I situationer, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for at overleve eller for at opnå et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte behandling uden samtykke fra patienten, nærmeste pårørende eller værge.

Reglerne findes i lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling, lov om nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, som ændret ved lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998, samt i lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme som ændret ved lov nr. 301 af 24. juni 1985 og lov nr. 139 af 2. marts 1994, med tilhørende bekendtgørelser.

Oplysning om indholdet af disse regelsæt fås ved henvendelse til Sundhedsministeriet.

§ 109 c

Betingelser for kommunens beslutning ved passivitet eller anvendelse mod pågældendes vilje

Godkendelse i det sociale nævn, hvis mod pågældendes vilje § 109 f

Det sociale nævn, ved passivitet eller samtykke § 109

i Ankestyrelsen hvis godkendt i det sociale nævn § 109 j

Obligato-risk advokat § 109 h

Landsret evt. Højesteret § 109 k

Beskyttelsesmidler

§ 109 d

Betingelser for kommunens beslutning ved passivitet eller anvendelse mod pågældendes vilje

Godkendelse i det sociale nævn, hvis mod pågældendes vilje § 109 f

Det sociale nævn, ved passivitet eller samtykke § 109

i Ankestyrelsen hvis godkendt i det sociale nævn § 109 j

Flytning

§ 109 e

Skærpede krav til kommunens indstilling

Afgørelse i det sociale nævn § 109 g

Den Sociale Ankestyrelse § 109 j

Obligato-risk advokat § 109 h

Landsret evt. Højesteret § 109 k

§ 109, stk. 2. Bestemmelserne i dette afsnit gælder for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter §§ 71 - 74, behandling efter §§ 85 og 86 eller aktiverende tilbud efter §§ 87 og 88, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter §§ 109 a - e.

Personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter §§ 71 - 74, behandling efter §§ 85 og 86 eller aktiverende tilbud efter §§ 87 og 88

»som ikke samtykker i en foranstaltning efter §§ 109 a - e«, dvs. passivitet og aktiv modstand. Det medfører, at de særlige betingelser og retssikkerhedsgarantier i §§ 109 a-e skal opfyldes.

§ 109 f, stk. 1. Kommunens eller amtskommunens beslutninger efter §§ 109 a, c og d skal forelægges det sociale nævn til godkendelse, såfremt de træffes mod pågældende vilje.

Personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der modsætter sig foranstaltninger efter §§ 109 a, c og d

»træffes mod pågældendes vilje«, dvs. aktiv modstand. Hvis der er tale om passivitet skal det sociale nævn ikke godkende kommunens eller amtskommunes afgørelse.

§ 109 g, stk. 1. Det sociale nævn træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 109 e efter indstilling fra kommunen eller amtskommunen ..

Personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke samtykker i en foranstaltning efter § 109 e

»uden samtykke«, dvs. passivitet og aktiv modstand.

Det sociale nævn skal i disse tilfælde træffe afgørelse efter kommunens eller amtskommunens indstilling.

§ 109. Formålet med bestemmelserne i dette afsnit er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige. Disse indgreb må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.

Stk. 2..... Det er en forudsætning, at der foreligger den fornødne faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne.

Stk. 3. Forud for enhver form for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal kommunen eller amtskommunen foretage, hvad der er muligt for at opnå personens frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning.

Stk. 4. Anvendelse af magt skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 5. Magtanvendelse skal udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

I § 109, stk. 1, 1. pkt., er det overordnede formål med reglerne om magtanvendelse beskrevet.18) Lovligheden af en foranstaltning efter reglerne i kapitel 21 er derfor betinget af, at reglernes overordnede formål er opfyldt.

Det overordnede formål med bestemmelserne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten er at begrænse magtanvendelsen mest muligt. Det er de indgreb, der er absolut nødvendige for at undgå personskade, der lovligt kan iværksættes, jf. § 109, stk. 1.

Da formålet først og fremmest tilgodeses gennem pædagogiske, omsorgsmæssige og plejemæssige virkemidler, er der i forbindelse med de enkelte betingelser knyttet bemærkninger om pædagogiske, omsorgsmæssige eller plejemæssige forhold, der tilgodeser formålet.

En lovligt iværksat foranstaltning skal opfylde tre sæt betingelser

· de generelle betingelser som er fastsat i § 109,

· de betingelser som er fastsat i de bestemmelserne om de enkelte foranstaltninger, §§ 109 a - e , og endelig

· de betingelser, som følger af sagsbehandlingsreglerne i §§ 109 f og g.

Bestemmelserne i §§ 109 a - e om de enkelte foranstaltninger skal derfor altid læses i nær sammenhæng med formålsbestemmelsen i § 109.

Iværksættelsen af foranstaltninger forudsætter generelt at

indgrebene aldrig træder i stedet for personlig omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand, § 109, stk. 1;

der foreligger den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne, § 109, stk. 2;

man forinden foranstaltningen sættes i værk så vidt muligt har forsøgt at opnå vedkommendes frivillige medvirken, § 109, stk. 3;

den mindst indgribende foranstaltning (mindsteindgrebsprincippet) altid går forud for den mere indgribende, § 109, stk. 4;

magtanvendelse altid skal udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt, § 109, stk. 5.

Ved godkendelse efter § 109 f, afgørelse efter § 109 g og behandling af klager efter §§ 109 i og j, er det derfor myndighedens opgave at påse, at disse betingelser er opfyldt.

7.1.1 Personlig omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand

Tvangsmæssige foranstaltninger må aldrig træde i stedet for personlig omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Betingelsen gælder både i den konkrete situation og generelt. Den personlige kontakt og omsorg er således det vigtigste element i samværet med personer med nedsat psykisk funktionsevne. Tvangsmæssige foranstaltninger kan derfor ikke lovligt anvendes i stedet for personalemæssig indsats, jf. § 109, stk. 1.

Er det på nogen måde muligt at opnå det ønskede samarbejde, resultat eller mål gennem en indsats i form af personlig omsorg, pleje eller socialpædagogisk bistand, vil de tvangsmæssige foranstaltninger derfor ikke lovligt kunne sættes i værk.

Eksempelvis må tekniske hjælpemidler i form af alarm- eller pejlesystemer ikke erstatte personalets omsorg og bistand, ligesom akut fastholdelse ikke må benyttes som alternativ til beroligende initiativer i form af fx tale, fysisk kontakt og lignende, hvor dette er tilstrækkeligt.

Betingelsen om, at tvangsmæssige indgreb aldrig må erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand, gælder både generelt og i den konkrete situation. Det er derfor ikke lovligt generelt i fx en handleplan at fastsætte retningslinier, hvorefter der skal gribes ind med forud fastsatte foranstaltninger i de situationer, hvor den pågældende måtte blive urolig. Det vil heller ikke være lovligt at begrunde et tvangsmæssigt indgreb med henvisning til personalemæssigt utilstrækkelige forhold.

7.1.2 Nødvendig faglig dokumentation

En forudsætning for at kunne iværksætte foranstaltninger efter §§ 109 a - e er, at der foreligger den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne, jf. § 109, stk. 2.

Det er forudsat, at der allerede i forbindelse med visitationen til tilbud efter servicelovens §§ 71-74, §§ 85-86 og §§ 87-88, i vidt omfang er skabt overblik og klarhed over arten og omfanget af den nedsatte psykiske funktionsevne.

Den nødvendige faglige dokumentation kan bestå i fx lægefaglig, pædagogisk eller psykologisk dokumentation for, at netop dette indgreb ikke bare er fagligt forsvarligt, men også fagligt nødvendigt af hensyn til at undgå personskade.

Når der ikke er opstillet en positiv afgrænsning af, hvilken form for faglig dokumentation, der anses for nødvendig, er det fordi reglerne på samme måde som servicelovens øvrige handicapkompenserende bestemmelser omfatter personer med nedsat psykisk funktionsevne. Dette er en meget varieret personkreds, jf. § 109, stk. 2, og de foranstaltninger, der vil kunne iværksættes, er af meget forskellig karakter, også for så vidt angår indgrebets intensitet, jf. §§ 109 a - e.

Det er således en forudsætning, at der på indstillingstidspunktet ikke er tvivl om det helbredsmæssige grundlag.

Kravet om den nødvendige faglige dokumentation skal desuden ses i nær sammenhæng med § 109 l om indberetning, registrering og planer efter servicelovens § 111. § 109 l pålægger de sociale myndigheder at udarbejde en plan efter servicelovens § 111 for de personer, der har været anvendt magtanvendelse overfor. På denne måde sikres den faglige opfølgning på den enkeltes situation.

7.1.3 Frivillig medvirken

Inden man skrider til tvangsmæssige foranstaltninger efter §§ 109 a - e, skal man altid have forsøgt at undgå personskade uden brug af tvang.

I medfør af § 109, stk. 2, omfatter reglerne om magtanvendelse de situationer, hvor den pågældende ikke samtykker. Dvs. i situationer hvor der foreligger passivitet, og i situationer hvor den pågældende aktivt modsætter sig foranstaltningen19) .

Princippet i den tidligere magtanvendelsesbekendtgørelse20) , hvorefter almindelige pædagogiske virkemidler altid træder i stedet for anvendelse af fysisk magt, videreføres i de nye regler, jf. § 109 samt bekendtgørelsens § 1. Det ønskede samarbejde, resultat eller mål skal derfor så vidt muligt opnås ad frivillighedens vej, jf. § 109 stk. 3.

Passivitet må ikke forveksles med frivillig medvirken. Allerede når den pågældende forholder sig passivt, er det derfor nødvendigt at være opmærksom på de særlige betingelser for at iværksætte de enkelte foranstaltninger.

Spørgsmålet om, hvornår en person kan siges at forholde sig passivt, kan kun afklares i det enkelte tilfælde. Den konkrete vurdering omfatter den enkeltes psykiske tilstand på den ene side, og indgrebets karakter og intensitet på den anden side.

Tvangsmæssige foranstaltninger kan ikke lovligt iværksættes, før det i det konkrete tilfælde ikke længere skønnes formålstjenligt at forsøge at opnå samarbejde og derved undgå personskade. I vurderingen indgår den pågældendes psykiske tilstand på den ene side, og på den anden side den risiko for personskade, der er forbundet med at undlade at iværksætte foranstaltningen.

Udviser en beboer i et botilbud dagligt truende eller aggressiv adfærd, som ofte går over i egentlig vold mod beboere eller personale eller andre, vil det ikke være lovligt at skride til fastholdelse allerede ved de første tegn på, at en ny situation er under optræk. Ikke før beroligende tiltag og forsøg på at lede den pågældendes opmærksomhed bort fra det, der udløser vreden eller angsten, har vist sig frugtesløse i det konkrete tilfælde, og risikoen for personskade er overhængende, vil det være lovligt at gribe ind med tvangsmæssige foranstaltninger.

Det er derfor vigtigt, at man i hver enkelt situation er bevidst om, hvornår det må skønnes, at resultater ikke længere vil kunne opnås ad frivillighedens vej.

Samtidig understreger betingelsen også behovet for generelt at prøve at foregribe nødvendigheden af at gribe til tvangsmæssige foranstaltninger. Et af formålene med at registrere alle tilfælde af magtanvendelse21) er at skabe et værktøj til brug for personalet i planlægningen af den form for omsorg, den enkelte har behov for. Det er vigtigt at gøre brug af de erfaringer, registreringen skaber grundlag for, i planlægningen af det fremtidige arbejde med hver enkelt person. Herved skabes et grundlag for at analysere, hvad det er, der udløser vreden, sorgen, angsten, modviljen osv. Ved altid at søge at mindske eller fjerne de årsager, der synes at udløse behovet for indgreb i den personlige frihed, vil den enkeltes livskvalitet kunne forbedres.

Disse overvejelser bør der gøres rede for i indstillingen/beslutningen til det sociale nævn, jf. §§ 109 f og g.22)

7.1.4 Mindsteindgrebsprincippet

Hvis et ingreb i selvbestemmelsesretten er absolut nødvendigt for at undgå personskade, er det en betingelse, at man forsøger med den form for tvang, der konkret består i den mindst indgribende, men samtidig tilstrækkelige form for indgreb, jf. § 109, stk. 4.

Bestemmelsen understreger, at der gælder et forbud mod at anvende en mere indgribende foranstaltning, såfremt en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig. Er flere foranstaltninger egnede i den konkrete situation, skal den mindst indgribende anvendes.

Anvendelsen af tvangsmæssige foranstaltninger skal også stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået.

Hvis en person ofte i bestemte situationer er truende eller voldelig over for andre beboere eller personale, fx ved spisning, bør man forsøge at finde frem til årsagen til episoderne og i en periode fx spise alene med personen, således at fastholdelse som udgangspunkt undgås.

Princippet om altid at vælge den mindst indgribende foranstaltning gælder generelt, men er specielt indarbejdet i reglerne om magtanvendelse i servicelovens kapitel 21. Ved at indføje mindsteindgrebsprincippet i loven, præciseres betydningen, ligesom den vægt, hvormed princippet indgår i afgørelser, øges.

En dement plejehjemsbeboer kan fx være i stand til at gå ture på egen hånd i haven eller umiddelbar nærhed af plejehjemmet. Men kommer beboeren for langt væk bliver vedkommende forvirret eller mister orienteringen. Kan dette problem løses ved at udstyre vedkommende med et personlig alarm- og pejlesystem, således at personalet er opmærksomme på, hvornår den pågældende går og kan opspore vedkommende igen, vil det ikke være lovligt at tilbageholde den pågældende på bopælen. I denne situation vil magtanvendelsen ofte helt kunne undgås ved brugen af den type alarmsystemer, som også kan bruges som kaldeanlæg. Kan beboeren motiveres til at benytte alarmen som kaldeapparat, er formålet opnået ad frivillighedens vej, jf. § 109, stk. 3, og forholdet falder uden for de situationer, som er omfattet af reglerne om magtanvendelse, jf. § 109, stk. 2.

Princippet er også udtryk for et proportionalitetsprincip. Det er derfor en forudsætning for at iværksætte et indgreb lovligt, at indgrebet altid i den givne situation skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses mest muligt, jf. § 109, stk. 5.

En flytning til et særligt botilbud uden pågældendes samtykke kan ikke lovligt gennemføres, hvis faren for personskade kan fjernes på anden og mindre indgribende måde. Fx kan faren for personskade for en ældre i eget hjem mindskes væsentligt ved at hjemmeplejen hver dag medbringer og giver den livsvigtige medicin, som den pågældende ikke længere er i stand til selv at dosere. Der kan også være behov for at kombinere med en mere hensigtsmæssig indretning af hjemmet, såsom udskiftning af gaskomfuret, til noget der er forbundet med færre risici.

Det bør generelt tilstræbes at finde årsagerne til de adfærdsmønstre, som giver anledning til magtanvendelse, så man på baggrund af de formodede årsager kan ændre rutiner m.v. for herved at søge at undgå de situationer, hvor behovet for magtanvendelse og tvangsmæssige foranstaltninger kan opstå.

7.1.5 Skånsom og kortvarig magtanvendelse

Er det efter en konkret vurdering ikke muligt at undgå (yderligere) personskade uden at gribe ind i selvbestemmelsesretten, skal det ske så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedeværende, jf. § 109, stk. 5.

I afvejningen indgår hensynet til, at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe mod hverken den pågældende eller andre tilstedeværende, overfor hensynet til at undgå personskade.

§ 109 b. Kommunen eller amtskommunen kan træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person eller føre denne til et andet opholdsrum, når der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

8.1 Anvendelsesområde

Bestemmelsen i § 109 b giver adgang til at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person eller føre personen til et andet opholdsrum, når

· der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og

· forholdene i det enkelte tilfælde gør det er absolut påkrævet at gribe fysisk ind ved at fastholde for at undgå væsentlig personskade.

Bestemmelsen giver adgang til akut at anvende magt i form af at fastholde en person eller føre denne person til et andet lokale, når dette er nødvendigt for at undgå at den pågældende skader sig selv, eller når der i konfliktsituationer er risiko for at den pågældende skader andre.

Et lovligt indgreb i form af fastholdelse omfatter aldrig vold, såsom føregreb, slag og spark. Bestemmelsen giver heller ikke hjemmel til at føre en person til et lokale med aflåst dør, da dette vil være ensbetydende med frihedsberøvelse.

Magtanvendelse i form af at fastholde eller at føre en person til et andet lokale skal altid kombineres med tryghedsskabende initiativer. Generelt gælder det, at en hurtig, forebyggende indsats med beroligelse og afledning ofte vil kunne hindre, at tilspidsede situationer opstår.

Afgørelsen om at fastholde træffes i den akutte situation af det kommunale eller amtskommunale personale.

8.1.1 Nærliggende risiko for væsentlig personskade

Magtanvendelse i form af fastholdelse er tilladt i situationer, hvor der er risiko for, at den pågældende skader sig selv, eller der i konfliktsituationer er risiko for, at den pågældende skader andre beboere, personale eller andre personer.

Risikoen skal være nærliggende og skal indebære, at den pågældende udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade.

Hvis en person er truende overfor andre beboere, skal der tages hensyn til de andre beboere. Har personen fx kort forinden været voldelig, og er personen stadig stærkt ophidset, kan der være nærliggende risiko for, at den pågældende vil gribe til vold igen.

Hensynet til de andre beboere kan i den konkrete situation indebære, at denne person bør holdes fast og evt. føres til et andet lokale.

Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende vil foretage sig noget, der kan udsætte personen selv eller andre for at lide væsentlig personskade.

Der skal i den konkrete situation være en reel og begrundet risiko for, at vedkommende vil foretage sig handlinger, der er egnede til, at personen skader sig selv eller andre.

Det er således ikke tilstrækkeligt til at bringe bestemmelsen i anvendelse, at en person skubber eller tjatter til en anden. Verbale trusler er heller ikke i sig selv nok til at udgøre en risiko.

Eksempler på væsentlig personskade er brækkede lemmer, hjernerystelser, kraniebrud, tabte eller løse tænder og kvæstelser opstået enten ved grov fysisk vold eller ved brug af skarpe instrumenter som knive, sakse m.v. eller andre redskaber. Væsentlig personskade kan også være forgiftningstilstande.

8.1.2 Absolut påkrævet

Anvendelsesområdet for § 109 b er begrænset til tilfælde, hvor anvendelsen er absolut påkrævet for at afværge en nærliggende risiko for væsentlig personskade.

Magtanvendelse i form af fastholdelse kan derfor ikke lovligt finde sted i de tilfælde, hvor risikoen for personskade kan afværges på andre og mindre indgribende måder.

At indgrebet er absolut påkrævet for at undgå personskade indebærer, at den pågældende er insisterende og vedholdende i sin udtryksform. Alle andre, og mindre indgribende metoder og midler skal have vist sig nyttesløse, ligesom pågældende ikke viser tegn til at ville ændre adfærd.

Hvis en person fx kontinuerligt slår hovedet ind i væggen, og pågældende ikke holder op, selv om personalet har forsøgt at berolige den pågældende ved at tale til ham eller hende, ved at henlede opmærksomheden på noget andet, ved at forsøge at motivere vedkommende til at holde op eller ved at skælde ud, og der er risiko for væsentlig personskade, hvis den pågældende fortsætter, kan det være nødvendigt at fastholde fx hoved og arme.

Da bestemmelsen omhandler indgreb i akutte situationer, er den konkrete vurdering af, hvornår der er behov for at fastholde eller føre til et andet rum i sagens natur af en anden og mere akut karakter, end de overvejelser man skal igennem i relation til indgreb efter bestemmelserne i §§ 109 a, c, d og e.

8.2 Kommunens og amtskommunens kompetence, klageadgang

§ 109 i. Kommunens og amtskommunens beslutninger efter §§ 109 a, c og d, der ikke træffes mod pågældendes vilje, samt beslutninger efter § 109 b kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. (Pårørendes og værges klageadgang, jf. kapitel 14).

Beslutning om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person eller føre denne til et andet opholdsrum, træffes af kommunen henholdsvis amtskommunen, se kapitel 5.

Kommunens eller amtets beslutning om at fastholde en person eller føre denne til et andet opholdsrum kan indbringes for det sociale nævn efter de almindelige klageregler i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. § 109 i, stk. 1.

§ 109 a. Kommunen eller amtskommunen kan træffe afgørelse om at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer for en person, når der er nærliggende risiko for, at denne ved at forlade boligen udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at afværge denne risiko.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen træffer afgørelse om, for hvilken periode de personlige alarm- eller pejlesystemer anvendes, og vurderer løbende, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

9.1 Anvendelsesområde

Bestemmelsen i § 109 a giver adgang til at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer i visse tilfælde når

· der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade ved at forlade boligen, og

· forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet at anvende alarm- og pejlesystemer for at afværge risikoen.

Anvendelsen af personlige alarm- og pejlesystemer er ikke begrænset til botilbud. Men det er forudsat, at der er personale eller andre der kan reagere på alarmen.

9.1.1 Nærliggende risiko for væsentlig personskade

Alarm- og pejlesystemer kan alene anvendes, når der er en nærliggende risiko for, at den pågældende udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade.

At risikoen er nærliggende indebærer, at man med kendskab til den enkelte person og personens livshistorie, med overvejende sandsynlighed kan forudsige, at den pågældende ikke vil være i stand til at overskue at forlade boligen på egen hånd p.g.a. manglende forståelse for fx trafikale eller geografiske forhold.

Væsentlig personskade kan fx være følgerne af at blive påkørt af biler, cykler, busser og tog. Det kan også være følgerne af at falde i søer, moser, åer og havnebassiner, eller falde ned fra broer. Væsentlig personskade kan desuden være følger af vejrlig som fx forfrysninger.

Den væsentlige risiko skal være dokumenteret på det tidspunkt, hvor anvendelsen af alarmsystemerne kommer på tale. Kendskabet til personen skal have vist, at pågældende er » dørsøgende«. Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende måske vil forlade boligen og derved udsætte sig for en risiko.

Der skal fx foreligge en konkret viden om

· at den pågældende ofte forlader boligen, eller

· at den pågældende ofte bevæger sig mod et farligt område, som fx en stærkt trafikeret vej eller et havneområde.

Betingelserne vil normalt ikke være opfyldt, hvis den pågældende ofte forlader boligen og følger en kendt og sikker rute. Det kan fx være til den tidligere bolig, hvor pågældende ikke skal passere stærkt trafikerede områder.

Som eksempel kan nævnes en person, der bor tæt ved et større naturområde. Her er også søer og moseområder. Personen har tidligere færdedes meget i dette område, men har nu flere gange mistet orienteringen, har været faret vild og har i forvirret tilstand gået omkring uden for stier og veje i området. Er der sandsynlighed for, at personen i en sådan tilstand vil kunne komme ud i moseområder, træde ud på frosne søer med tynd is, falde i mergelgrave eller lignende, vil der være fare for, at den pågældende udsætter sig selv for en nærliggende risiko for væsentlig personskade.

Brug af alarm- og pejlesystemer er også betinget af en nærliggende risiko, for at den pågældende udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade. Der stilles således skærpede krav til alvoren af den personskade, som den pågældende kan give anledning til. Der er derfor ikke tale om de skader, som almindeligvis kan påregnes ved udendørs færdsel til fods som fx fald på et sneglat fortov eller forvridning af anklen på en ujævn vej. Derimod vil eksempelvis påkørsel af motorkøretøj eller fald i vandløb eller havnebassin kunne forårsage en væsentlig personskade.

Reglen omhandler alene risikoen for væsentlig personskade, hvilket udelukker tilfælde, hvor der alene er risiko for materiel skade. Tilfælde, hvor en person fx forsøger at trænge ind i en tidligere bolig og derved forvolder materiel skade, er ikke omfattet.

9.1.2 Absolut påkrævet

Anvendelsesområdet for personlige alarm- og pejlesystemer er begrænset til de tilfælde, hvor anvendelsen er absolut påkrævet for at afværge en nærliggende risiko for væsentlig personskade. Denne betingelse medfører, at systemerne ikke kan anvendes i forhold til en bestemt person, hvor risikoen kan afværges på andre måder, som er mindre indgribende.

Der er i de seneste år indhøstet en del erfaringer på demensområdet med at forebygge, at fx demente forlader boligen og herefter kommer til skade. Der er gjort forsøg med et særligt farvevalg eller sløring af udgangsdøren for at undgå, at en dement beboer forvilder sig ud af boligen. Endvidere er der indhøstet positive erfaringer med at tilrettelægge forskellige aktivitetstilbud, som beskæftiger den enkelte i boligen eller med at etablere overskuelige fysiske rammer, således at den demente beboer ikke bliver rastløs eller modløs og derfor forsøger at komme tilbage til tidligere trygge rammer.

Det er muligt at skabe en række alternativer til alarm- og pejlesystemer, som er mindre indgribende og samtidig tryghedsskabende. Det kan fx være sociale tilbud, herunder sociale relationer og menneskelig kontakt.

Etablering af sådanne alternativer bør indgå i overvejelserne om, hvorvidt alarm- og pejlesystemer er absolut påkrævet i de enkelte tilfælde.

Endvidere vil de lokale fysiske rammer spille en afgørende rolle ved afgørelsen af, om anvendelse af alarm- og pejlesystemer er absolut påkrævet. Nogle boliger er overskuelige og har alene en enkelt udgangsdør, mens de fysiske forhold andre steder gør det vanskeligt at overvåge, om en person forlader boligen.

Endelig bør boligens geografiske beliggenhed indgå i overvejelserne om, hvorvidt det er absolut påkrævet at bruge alarm- og pejlesystemer.

Nogle bor i mindre og rolige bysamfund. Her er personen måske kendt i nærmiljøet og kan derfor let hjælpes »på rette vej«. Bor pågældende derimod i et befærdet storbymiljø eller tæt ved øde områder, er risikoen for, at pågældende kommer i en situation, hvor der er nærliggende risiko for at komme i en situation, som indbærer risiko for væsentlig personskade mere nærliggende. Det kan fx være, fordi det er vanskeligt at finde den pågældende, eller fordi området geografisk byder på mange farer i form af trafikerede veje, broer, ubevogtede jernbaneoverskæringer, havneområder, søer, moseområder, grusgrave osv.

9.1.3 Personlige alarm - og pejlesystemer

Bestemmelsen omhandler to former for systemer

· alarmsystemer, der har til formål at advare det sociale servicepersonale eller andre, fx pårørende eller naboer, hvis en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne forlader boligen, og

· pejlesystemer, der kan anvendes til at lokalisere en bortkommen person.

I bekendtgørelsens § 3 er der foretaget en udtømmende afgrænsning af de systemer, som lovligt kan anvendes for at begrænse eller holde øje med den enkeltes udgang fra boligen.

Det er derfor ikke lovligt at anvende

· systemer, som overvåger den enkelte i boligen, såsom videokameraer, baby-alarmer eller lignende,

· kodelåse, der forudsætter indtastning af en særlig kode for, at døren kan åbnes, når beboeren ikke har forudsætninger for at indtaste koden,

· aflåsning af udgangsdøren med henblik på at tilbageholde beboeren i boligen.

Der er ikke tale om et generelt forbud mod aflåsning af hoved- eller gadedøre. Det afgørende er, at vedkommende kan komme ud, når han eller hun ønsker det. At låse en person inde er ensbetydende med frihedsberøvelse, hvilket der er et generelt forbud imod hvis det ikke har hjemmel i lov, jf. grundlovens § 71. Der er således intet i regelsættet, der forbyder aflåsning indefra af hoved- og gadedøre i det omfang, man normalt holder disse døre låste i almindelig beboelse for at forhindre tyveri eller besøg af uvedkommende. Dette gælder både i dag- og nattetimer.

I nogle botilbud og plejehjem er det almindeligt, at hovedindgangen ikke er aflåst i dagtimerne. Det er vigtigt at være opmærksom på, at aflåsning af en hoveddør kan være ensbetydende med, at ikke alle beboere er i stand til at gå ud, hvis de ønsker det. Er dette tilfældet, er aflåsning ensbetydende med frihedsberøvelse.

Hvis det er muligt at forlade boligen gennem en eller flere centralt placerede udgangsdøre, er reglerne ikke til hinder for at andre og mindre centralt placerede udgangsdøre låses af.

9.1.3.1 Personlige alarmer

Det er en betingelse for anvendelse af alarm- og pejlesystemer, at der er tale om personlige systemer. Herved forstås, at systemerne kun må registrere den enkelte persons udgang fra boligen eller færden uden for boligen. Det er ikke lovligt at anvende systemer, som kortlægger samtlige personers færden.

En dørklokke eller lignende, som gør opmærksom på færdsel - indkommende og udgående - ved hoveddøren, er ikke registrering af beboernes færden.

9.1.3.2 Alarmsystemer

Der findes forskellige systemer, som er kendt under forskellige betegnelser, fx sladremåtter, brik i sko eller tøj m.m.

Typisk består systemerne idag af en VHF-radiosender (brik), som aktiverer en dørdetektor og sender et signal til en centralpult i personale/vagtrum, når en person passerer en overvåget udgang. Centralpulten viser ved alarm såvel brikkens ID-nummer som hvilken dørdetektor, der er aktiveret. Brikken kan anbringes fx i en lomme, under en krave med et stykke bændel eller på en armrem.

Der er således ikke tale om systemer, der overvåger den enkelte beboer kontinuerligt, men alene om systemer, der registrerer og alarmerer en vagt eller pårørende i tilfælde af, at den pågældende benytter en udgang fra boligen.

9.1.3.3 Pejlesystemer

Pejlesystemer anvendes til at bestemme retningen til en sender med en retningsfølsom antenne. De eksisterende systemer er forskellige i forhold til rækkevidde, strømforbrug, størrelse og frekvens m.v.

9.1.4 Sammenhæng med § 109 c

Anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 109 c om tilbageholdelse i boligen. Efter § 109 c kan en person fastholdes i boligen eller føres tilbage til boligen ved brug af fysisk magt, hvis man fx ved hjælp af alarm- eller pejlesystemet bliver opmærksom på, at en person er ved at forlade boligen eller allerede har forladt boligen. Brugen af alarmsystemer forudsætter derfor også, at der er personale eller pårørende tilstede, som kan reagere, når alarmen aktiveres.

9.1.5 Periode

Efter § 109 a, stk. 2, skal kommunens eller amtskommunens beslutning indeholde oplysninger om, for hvilken periode de personlige alarm- eller pejlesystemer kan anvendes. Oplysning om perioden skal også indgå i indstillingen til det sociale nævn, jf. § 109 f, stk. 2, nr. 4.

Der kan fx være tale om en kortere periode efter en flytning til plejebolig eller en periode med tilvænning til ændret medicinering.

Da behovet kan ændre sig i forhold til den enkeltes helbredstilstand og oplevelse af fortrolighed med omgivelserne, skal det løbende vurderes, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes. Den pågældende kan tilpasse sig hurtigere til nye omgivelser end forventet eller påbegynde deltagelse i diverse dagtilbud, sådan at behovet for at bruge alarm- eller pejlesystemer mindskes eller eventuelt forsvinder.

I bekendtgørelsens § 5 er det fastsat, at revurdering senest skal ske 8 måneder efter det sociale nævns godkendelse.

9.2 Tilbageholdelse i boligen

§ 109 c. Under samme betingelser som i § 109 a kan kommunen eller amtskommunen træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person for at forhindre denne i at forlade boligen eller for at føre denne tilbage til boligen.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen træffer afgørelse om, for hvilken periode tilbageholdelse i boligen kan anvendes, og vurderer løbende, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

9.2.1 Anvendelsesområde

Bestemmelsen i § 109 c giver adgang til at anvende fysisk magt i form af fastholdelse for at hindre en person i at forlade boligen eller for at føre personen tilbage til boligen.

Bestemmelsen finder anvendelse når

· der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade ved at forlade boligen, og

· forholdene i det enkelte tilfælde gør, at det er absolut påkrævet at anvende fysisk magt for at hindre vedkommende i at forlade boligen, eller for at føre personen tilbage til boligen for at afværge personskade.

Boligen omfatter foruden den individuelle bolig, også de fælles opholdsområder i tilknytning til boligen.

9.2.2 Nærliggende risiko for væsentlig personskade

Anvendelse af fysisk magt i form af at fastholde en person for at forhindre personen i at forlade boligen eller for at føre personen tilbage til boligen kan alene anvendes, når der foreligger en nærliggende risiko, for at personen udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade.

Der skal fx foreligge en konkret viden om

· at personen ofte forlader boligen, og/eller

· vedvarende udtrykker ønske om at forlade boligen.

Det er således ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at personen vil forlade boligen og derved udsætte sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade.

Om nærliggende risiko for væsentlig personskade se iøvrigt kapitel 9.1.1.

Der er ikke hjemmel til at føre personen tilbage til et lokale med låst dør23) . Fysiske indgreb i form af at føre en person tilbage skal kombineres med tryghedsskabende initiativer m.v. og forudsætter således altid, at der er personale eller andre tilstede, som kan yde denne hjælp.

9.2.3 Absolut påkrævet

Anvendelsesområdet for § 109 c er begrænset til de tilfælde, hvor tilbageholdelse i boligen er absolut påkrævet for at afværge en nærliggende risiko for væsentlig personskade.

Denne betingelse medfører, at anvendelse af fysisk magt for at tilbageholde en person i boligen ikke kan anvendes, hvor risikoen kan afværges på andre måder, som er mindre indgribende, jf. mindsteindgrebsprincippet.

De situationer, hvor en person er ved at forvilde sig ud af boligen, og hvor personalet kan tilbageholde personen uden at anvende magt, er ikke omfattet af § 109 c.

Som et eksempel på bestemmelsens anvendelse kan nævnes den situation, hvor en person bor tæt ved en ubevogtet jernbaneoverskæring. Vedkommende har ikke forståelse for de risici, der er forbundet med jernbanen og heller ikke for skiltningen. Vedkommende vil ofte gå ture, herunder også om aftenen og natten. Den manglende forståelse for jernbanetrafikken og jernbanens placering indebærer en nærliggende risiko for væsentlig personskade, hvis vedkommende går uden ledsagelse. Der vil her være hjemmel til at tilbageholde den pågældende i boligen.

Det afgørende er således ikke selve det, at personen vil gå, men de synliggjorte risici, der er forbundet med at gå på tidspunkter, hvor der ikke er mulighed for ledsagelse.

9.2.4 Sammenhæng med § 109 a

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 109 a, som giver hjemmel til at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer, når de samme betingelser er opfyldt.

Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 - herunder pædagogiske principper

1) Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998.

2) Se generelt herom Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

3) Om forholdet til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, se kapitel 6.

4) Lovforslag nr. L 195, Folketinget 1998 - 99, Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v. og om øget fleksibilitet i sammensætningen af koordinationsudvalg)

5) Om samtykkebegrebet, se kapitel 3.5

6) Sagsbehandlingsreglerne knyttet til §§ 109 a,c og d. Se herom kapitel 11.

7) Sagsbehandlingsreglerne knyttet til § 109 e. Se herom kapitel 13.

8) Om lov om patienters rettigheder, kapitel 6.4

9) Om samtykkebegrebet, se kapitel 3.5.

10) Om samtykkebegrebet, se kapitel 3.5.

11) Om optagelse i særlige botilbud, se kapitel 12.

12) Om samtykkebegrebet, se kapitel 3.5.

13) Om samtykkebegrebet, se kapitel. 3.5.

14) Lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v., jf. lov nr. 257 af 8. juni 1978 med de ændringer, der følger af lov nr. 836 af 18. december 1991 og lov nr. 274 af 15. april 1997, § 3.

15) Lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

16) Om planer efter servicelovens § 111 generelt se kapitel 4 i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap, 1998. Om § 111-planer efter servicelovens kapitel 21 se denne vejlednings kapitel 17.

17) Lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling.

18) Om formålet med reglerne om magtanvendelse se kapitel 2.

19) Om samtykkebegrebet, se kapitel 3.5.

20) Socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

21) Om registrering se kapitel 17.

22) Om sagsbehandlingen se kapitlerne 11 og 13.

23) Om aflåsning, se kapitel 9.1.3.

24) Socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

25) Se herom i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl., pkt. 8.5.

26) Om samtykkebegrebet, se kapitel 3.5.

27) Se herom kapitel 15.

28) Lov nr. 388 af 14. juni 1995, samt Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1177 af 13. december 1996 om værgemål.