Legislator Case Law & Legislation
C19990017060 DK

Vejledning til bekendtgørelse om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne (voksenlærlinge)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1999 170 Historic

Vejledning til bekendtgørelse om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne (voksenlærlinge)

Indhold

Til § 1.

Flaskehalsområder

Rådets mulighed for at prioritere og dimensionere tilskudsordningen

Til § 2.

Definition af voksenlærlinge

Virksomheden ejes af ægtefælle/samlever

Virksomheden ejes af eleven

Lærlingen er bosiddende i udlandet

Merit/afbrudt uddannelse

Voksenlærlingeuddannelsen er en ordinær uddannelse

Handlingsplan

Formidling

25-års betingelsen

Tidspunktet for uddannelsesaftalens indgåelse

Lønnens størrelse

Til § 3.

Skolepraktik

Tilskud efter AER-reglerne

Til § 4.

Tilskudssatsen for ledige og beskæftigede

Tidspunkt for afgørelse af tilskuddets størrelse

Begrænset tilskudsperiode

Beregning af de 2½ år

Perioder med barsel og/eller sygdom

Perioder med ferie

Flere praktikperioder

Til § 5.

Ansøgning om tilskud

Til § 6.

Virksomhedens beliggenhed

Spørgsmålet om, hvilken region, der skal udbetale støtte

Tilskud for overarbejde

Offentlig støtte efter andre regler

Til § 7.

Arbejdsformidlingens pligt til at påse, om betingelserne er opfyldt

Arbejdsformidlingens undersøgelsespligt

Til § 8.

Måltal

Til § 9.

EU s de minimis-ordning

Til § 10.

Klageadgang

Klage til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd

Klage til Arbejdsmarkedsstyrelsen

Til § 11.

Ikrafttrædelse

Vejledning til Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 560 af 2. juli 1999 om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne.

Vejledningen er bygget op omkring de enkelte paragraffer i bekendtgørelsen.

Til § 1

Flaskehalsområder

Der kan gives løntilskud til virksomheder, der ansætter »voksenlærlinge« inden for erhvervsområder, hvor der efter det regionale arbejdsmarkedsråds vurdering er eller kan forventes mangel på uddannet arbejdskraft. Ordningen er særligt målrettet men ikke begrænset til - de uddannelser, der sigter mod den private sektor.

Bekendtgørelsen omfatter alene uddannelsesaftaler for voksne, som indgås i henhold til §§ 2-4 i lov om erhvervsuddannelser, jf. bekendtgørelsens § 1. Dette medfører f.eks., at social- og sundhedsuddannelserne, der er omfattet af en særlig lov, ikke er omfattet af bekendtgørelsen.

Omvendt medfører det tillige, at også uddannelsesaftaler indgået med offentlige virksomheder er omfattet, hvis blot uddannelsesaftalen er indgået i henhold til lov om erhvervsuddannelser, §§ 2-4.

Rådets mulighed for at prioritere og dimensionere tilskudsordningen

Rådets mulighed for at prioritere brugen af ordningen indebærer, at rådet vil kunne målrette ordningen til indgåelse af uddannelsesaftaler med bestemte grupper af elever. F.eks. vil rådet kunne prioritere, at tilskud først og fremmest eller udelukkende skal bevilges til uddannelsesaftaler med dagpengeberettigede ledige.

Rådets mulighed for at dimensionere brugen af ordningen skal ses i sammenhæng med de centralt udmeldte måltal, jf. bekendtgørelsens § 8.

Måltallet er et mindstemål, og rådet vil derfor ikke kunne dimensionere ordningen under de centralt udmeldte måltal. Opfyldelse af måltallet forudsætter dog, at der er eller kan forventes flaskehalsområder i regionen, og at der indgås et tilstrækkeligt antal uddannelsesaftaler inden for de udpegede flaskehalsområder.

Når måltallet er nået, kan regionen give afslag på ansøgninger med henvisning til, at måltallet er nået.

Rådet har dog også mulighed for at fastsætte retningslinier, der giver mulighed for tilskud til et antal uddannelsesaftaler, der ligger udover måltallet. En sådan regional "ekstrakvote" kan eventuelt fastsættes beløbsmæssigt, således at der gives tilskud indtil en vis beløbsramme er nået.

Sådanne retningslinier skal fastsættes af rådet på forhånd. Hvis rådet vælger at fastsætte tilskudspladser udover måltallet, vil rådet blive bundet af sine retningslinier til at give tilskud. Der vil i så fald ikke kunne gives afslag, før måltallet plus det ekstra antal pladser er opfyldt.

Rådet vil dog ligesom det gælder for de andre redskaber i arbejdsmarkedspolitikken løbende kunne revidere og fastsætte nye og også lavere fremtidige måltal (dog ikke lavere end det centralt fastsatte måltal, jf. § 8). En evt. nedsættelse af måltallet giver imidlertid ikke mulighed for at meddele afslag på allerede modtagne ansøgninger. Disse ansøgninger skal behandles efter de måltal, der var gældende på det tidspunkt, hvor ansøgningerne blev modtaget.

Generelt bør rådene derfor være opmærksomme på konsekvensen af at fastsætte ekstra kvoter ud over det centralt fastsatte måltal, herunder sikre sig, at de fornødne midler er til stede.

Hvis en region overskrider måltallet uden på forhånd at have fastsat retningslinier herfor, vil der ikke senere kunne stoppes for tilskudsordningen med en økonomisk begrundelse, da det i så fald vil være vilkårligt, ved hvilket antal, der siges stop. Situationen vil svare til situationen før bekendtgørelsesændringen pr. 15. juli 1999.

Muligheden for at prioritere og dimensionere brugen af ordningen kan kombineres, således at prioriteringen ændres for de uddannelsesaftaler, der ligger ud over det centralt fastsatte måltal. F.eks. kan det besluttes, at »ekstrakvoten« udelukkende skal gives til uddannelsesaftaler, der indgås med ledige i aktivperioden ledige der i modsat fald skulle aktiveres som led i ret- og pligtaktiveringen.

Til § 2

Definition af voksenlærlinge

Tilskudsordningen omfatter uddannelsesaftaler med personer, der ved aftalens indgåelse er mindst 25 år, jf. § 2, stk. 1, i bekendtgørelsen. Der stilles ikke i bekendtgørelsen yderligere krav til den voksne elev, og denne kan således være såvel beskæftiget som ledig.

Med »ledige« sigtes der først og fremmest til dagpengeberettigede ledige, idet finansiering af tilskuddet sker af aktivbevillingen. Bekendtgørelsen omfatter imidlertid efter sin ordlyd tillige andre ledige, herunder kontanthjælpsmodtagere. Det regionale arbejdsmarkedsråd har dog mulighed for at målrette ordningen til indgåelse af uddannelsesaftaler med bestemte grupper af elever, jf. bemærkningerne til § 1.

Ligeledes omfatter bekendtgørelsen udenlandske personer over 25 år, der indgår uddannelsesaftaler med virksomheder i Danmark, hvis personen har gyldig opholds- og arbejdstilladelse, der gælder i hele elevtiden. Arbejdsformidlingen skal kun i tilfælde af tvivl undersøge dette spørgsmål nærmere.

Virksomheden ejes af ægtefælle/samlever

Der er ikke i bekendtgørelsen om voksenlærlinge fastsat regler, der forhindrer, at en ægtefælle ansættes med tilskud i den anden ægtefælles virksomhed.

En lærling, der ansættes i sin ægtefælles selvstændige virksomhed, vil imidlertid ofte blive anset for selvstændig erhvervsdrivende. Hvis lærlingen bliver ledig efter endt læretid (eller før), skal pågældende således opfylde betingelserne i DfA's bekendtgørelse om ophør med selvstændig virksomhed/ægtefælleudtræden for at få ret til dagpenge.

En lærling, der ansættes i sin samlevers virksomhed, vil ikke umiddelbart blive anset for selvstændig erhvervsdrivende, men i tilfælde af, at lærlingen melder sig ledig efter endt læretid, vil der kunne opstå tvivl om, hvorvidt pågældende kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. DfA's bekendtgørelser om rådighed og selvforskyldt ledighed.

Derfor bør Arbejdsformidlingen ved henvendelse herom henvise til, at spørgsmålet om ansættelsesforholdets betydning for lærlingens fremtidige dagpengeret afklares med vedkommendes arbejdsløshedskasse eller DfA.

Virksomheden ejes af eleven

En uddannelsesaftale, hvor en virksomhedsejer indgår uddannelsesaftale med sig selv, vil ikke kunne godkendes efter lov om erhvervsuddannelser. Er uddannelsesaftalen godkendt af uddannelsesinstitutionen, skal Arbejdsformidlingen ikke foretage en selvstændig vurdering af, om uddannelsesaftalen er indgået med en (delvis) ejer som elev.

Lærlingen er bosiddende i udlandet

Tilskuddet er knyttet til virksomheden, og det er forholdene i den region, hvor virksomheden er beliggende, der er afgørende for, om der kan bevilges tilskud. Det er derfor ingen hindring for tilskud, hvis voksenlærlingen er bosiddende i udlandet.

Således vil der for eksempel kunne udbetales tilskud til en virksomhed beliggende i AF-region Sønderjylland, som ansætter en dansker med bopæl i Tyskland som voksenlærling.

Merit/afbrudt uddannelse

Tilskudsordningen omfatter uddannelsesaftaler med personer på mindst 25 år, uanset om de har fået afkortet uddannelsestiden. Tilskudsordningen omfatter tillige uddannelsesaftaler med personer, der afbryder et elevforhold f.eks. fordi arbejdsgiveren må lukke virksomheden - og herefter indgår aftale med en anden virksomhed om færdiggørelse af uddannelsen.

Hvis aftalen med denne anden virksomhed kan betragtes som en ny uddannelsesaftale, skal ansøgningen fra virksomheden vurderes "forfra" i relation til såvel Arbejdsmarkedsrådets retningslinier som de øvrige betingelser i bekendtgørelsen for at modtage tilskud. Det forhold, at uddannelsesaftalen betragtes som en ny aftale indebærer samtidigt, at den nye virksomhed vil kunne modtage tilskud i op til 2 ½ år, jf. bemærkningerne til § 4. Hvis voksenlærlingen ved indgåelsen af den nye uddannelsesaftale ikke var ledig, kan der bevilges et tilskud på 35 kr. pr. time.

Voksenlærlingeuddannelsen er en ordinær uddannelse

Handlingsplan

Voksenlærlingeuddannelsen er en ordinær uddannelse, og ordningen er ikke forbeholdt dagpengeberettigede ledige. Uddannelsen er således ikke et tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og skal derfor ikke lægges ind i en handlingsplan. Hvis en ledig dagpengeberettiget indgår en uddannelsesaftale med en virksomhed, skal den ledige ikke da der er tale om en ordinær uddannelse - stå tilmeldt Arbejdsformidlingen som ledig og heller ikke stå passivt til rådighed.

Formidling

At der er tale om en ordinær uddannelse indebærer endvidere, at der ikke kan ske formidling af ledige til voksenlærlingeuddannelsen i en virksomhed med de konsekvenser, der heraf følger for eksempel, hvis en ledig afslår at blive ansat.

25-års betingelsen

Bekendtgørelsen omfatter uddannelsesaftaler med personer, der ved aftalens indgåelse er mindst 25 år, jf. § 2, stk. 1.

Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med ordlyden. Selv om den person, der indgås uddannelsesaftale med, fylder 25 år i perioden mellem uddannelsesaftalens indgåelse og aftalens påbegyndelse, er betingelsen i § 2, stk. 1, således ikke opfyldt.

Tidspunktet for uddannelsesaftalens indgåelse

Der kan kun gives tilskud til personer, der er fyldt 25 år, ved uddannelsesaftalens indgåelse. Tidspunktet for, hvornår der er indgået en aftale, er derfor afgørende for, om der kan gives tilskud.

En uddannelsesaftale anses for indgået, når både virksomheden og eleven har underskrevet aftalen.

Lønnens størrelse

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at virksomheden under praktikopholdet på virksomheden skal udbetale en løn, der mindst svarer til den laveste løn, en ikke-faglært lønmodtager efter kollektiv overenskomst er berettiget til inden for det pågældende område.

På ikke-overenskomstdækkede områder skal lønnen mindst svare til, hvad der er gældende inden for beslægtede overenskomstområder.

Arbejdsgiveren skal på ansøgningsblanketten blandt andet angive timelønnens størrelse under praktikopholdet, om lønnen er fastsat ved kollektiv overenskomst, og om lønnen mindst svarer til den laveste løn, en ikke-faglært lønmodtager er berettiget til inden for det pågældende område.

Arbejdsformidlingen skal ikke kontrollere, om de afgivne oplysninger er korrekte herunder om lønnen er i overensstemmelse med en overenskomstmæssig mindsteløn men skal sikre, at arbejdsgiveren har afgivet de oplysninger, som der kræves for at opnå tilskud i henhold til bekendtgørelsen. Herefter vurderer Arbejdsformidlingen, om de afgivne oplysninger opfylder kravene i bekendtgørelsen.

Det er således arbejdsgiverens ansvar, at der udbetales en løn, der opfylder betingelserne i bekendtgørelsen. Kun hvis Arbejdsformidlingen har grund til at tro, at en løn ikke er i overensstemmelse med reglerne, skal Arbejdsformidlingen undersøge forholdet nærmere. Som hovedregel vil en timeløn på 75,00 kr. og derover som udgangspunkt være i orden. Hvis lønnen ligger under 75,00 kr. i timen, bør Arbejdsformidlingen kontakte den faglige organisation eller arbejdsgiveren for at høre nærmere om, hvorledes timelønnen er fastsat.

I tilfælde, hvor der er tale om et område uden for overenskomst, og lønnen ligger lavere end ca. 75,00 kr. i timen, bør Arbejdsformidlingen kontakte arbejdsgiveren og eventuelt faglige organisationer inden for området.

Hvis der er uenighed om lønnen mellem en arbejdsgiver og en faglig organisation, må Arbejdsformidlingen overlade det til parterne at blive enige om at fastsætte en løn.

Til § 3

Skolepraktik

Der kan som udgangspunkt ikke udbetales tilskud inden for uddannelsesområder, hvor der er elever i skolepraktik, jf. bekendtgørelsens § 3, uanset der i øvrigt er tale om et flaskehalsområde. Denne bestemmelse er sat ind for, at voksenlærlinge med tilskud ikke skal udkonkurrere unge, der endnu ikke har fundet en praktikplads.

Når der er indlagt en »elastik« i reglen, er det for at undgå, at blot én eller nogle få - i skolepraktik lægger hindringer i vejen for ordningen.

Det er en regional, konkret vurdering, hvor stort antallet af elever i skolepraktik skal være, før der ikke kan udbetales tilskud. Det regionale arbejdsmarkedsråd fastsætter retningslinier for, i hvilke tilfælde Arbejdsformidlingen kan fravige udgangspunktet i stk. 1, jf. § 3, stk. 2.

Ved vurderingen af antallet af elever i skolepraktik skal Arbejdsformidlingen tage udgangspunkt i antal skolepraktikanter opgjort efter antallet af tilmeldte til de enkelte skoler i regionen, i modsætning til opgørelsen af skolepraktikelever efter folkeregisteradresse og amt. Også skolepraktikanter i virksomhedsforlagt undervisning tæller med i opgørelsen over skolepraktikanter.

Tilskud efter AER-reglerne (Arbejdsgivernes Elevrefusion)

Arbejdsformidlingen kan kun udbetale tilskud under praktikophold på virksomheden. I perioder med skoleophold udbetales der tilskud efter AER-reglerne (Arbejdsgivernes Elevrefusion).

Efter AER-reglerne kan der ydes elevrefusion til en virksomhed for voksne elever i de perioder, hvor eleven er på skole.

Arbejdsformidlingen kan ved henvendelse herom henvise til Arbejdsgivernes Elevrefusion, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød, tlf. 48 20 48 20.

Til § 4

Tilskudssatsen for ledige og beskæftigede

Tilskuddet udgør 40 kr. pr. time under opholdet på virksomheden for personer, der var ledige ved uddannelsesaftalens indgåelse, jf. § 4, stk. 1. Ved afgrænsningen af dette ledighedsbegreb, skal mindst én af følgende betingelser være opfyldt

1. Den ledige er registreret som ledig på det tidspunkt, hvor uddannelsesaftalen indgås. Det vil sige, at den ledige enten er tilmeldt på Arbejdsformidlingen, eller hos kommunen, såfremt det drejer sig om kontanthjælpsmodtagere, hvor formidlingsansvaret er overtaget af kommunen, jf. aktivbekendtgørelsens § 2, stk. 2.

2. Den ledige er aktiveret efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller efter lov om kommunal aktivering.

3. Den ledige har fået bevilget orlov eller kursusgodtgørelse efter reglerne herom for ledige.

Ovennævnte indebærer f.eks., at personer, der ved uddannelsesaftalens indgåelse

- er i jobtræning

- er i individuel jobtræning

- er i puljejob

- modtager uddannelsesgodtgørelse eller

- modtager etableringsydelse,

betragtes som ledige i relation til bekendtgørelsens § 4.

Såfremt den voksne ikke kan betragtes som ledig efter ovenstående kriterier, kan der udbetales tilskud efter satsen for beskæftigede.

Som eksempler på personer, der ikke betragtes som ledige, kan nævnes

- personligt tilmeldte

- personer, der er under revalidering og

- personer, der er i skolepraktik,

hvorimod en deltidsbeskæftiget med supplerende dagpenge (og dermed frigørelsesattest) betragtes som ledig, da vedkommende er registreret som ledig og står til rådighed.

Tidspunkt for afgørelse af tilskuddets størrelse

Ifølge § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen er det afgørende for tilskuddets størrelse, om personen er ledig eller beskæftiget ved uddannelsesaftalens indgåelse.

Denne bestemmelse skal forstås efter sin ordlyd.

Hvis således personen er beskæftiget ved uddannelsesaftalens indgåelse, er det tilskuddet for beskæftigede, der finder anvendelse, uanset om pågældende efter indgåelsen og inden uddannelsesaftalens påbegyndelse bliver ledig.

Hvis personen er ledig ved uddannelsesaftalens indgåelse, gælder tilsvarende, at det er tilskuddet for ledige, der finder anvendelse, uanset om pågældende inden uddannelsesaftalens påbegyndelse bliver beskæftiget medmindre personen var beskæftiget i virksomheden inden for de seneste 6 uger forud for uddannelsesaftalens indgåelse.

Begrænset tilskudsperiode

Beregning af de 2½ år

Der kan gives tilskud i de første 2½ år af uddannelsesaftaleperioden, jf. § 4, stk. 2. De 2½ år regnes løbende fra uddannelsens påbegyndelse - det vil sige, perioder hvor eleven er på skole, og hvor der udbetales tilskud efter AER-reglerne, forbruger også af de 2½ år.

Eksempel: Hvis en lærling har afbrudt sin uddannelse hos en virksomhed og derefter indgår en ny uddannelsesaftale med en anden virksomhed om færdiggørelse af uddannelsen, løber tilskudsperioden på virksomhed nr. 2 fra det tidspunkt, hvor den nye uddannelsesaftale er indgået, jf. ordlyden i § 4, stk. 2, hvorefter der kan gives tilskud " i de første 2½ år af uddannelsesaftaleperioden".

Den periode, der måtte være givet tilskud i til virksomhed nr. 1, trækker således ikke fra i tilskudsperioden for virksomhed nr. 2, når der er tale om en ny uddannelsesaftale med virksomhed nr. 2.

Perioder med barsel og/eller sygdom

Der kan altid kun udbetales tilskud i perioder, hvor der er udbetalt løn.

Hvis der udbetales løn i perioder, hvor eleven er på barsel eller er sygemeldt, kan der således udbetales tilskud i sådanne perioder. Hvis der ikke udbetales løn, kan der ikke udbetales tilskud.

Der kan maksimalt udbetales tilskud i en periode på 2½ år. Dette gælder, uanset hvor lang uddannelsen er.

Hvis en barsels- eller sygdomsperiode fører til, at uddannelsestiden bliver forlænget, kan der udbetales tilskud i den forlængede periode, hvis denne ligger inden for den maksimale støtteperiode på 2½ år fra uddannelsens begyndelse.

Hvis forlængelsen medfører, at uddannelsesaftalen først afsluttes efter 2½ år fra uddannelsesaftalens begyndelse, kan der, hvis der ikke er udbetalt løn - og dermed heller ikke tilskud - i sygdoms- eller barselsperioden, udbetales tilskud i den forlængede periode. Perioden vil i tid ligge efter 2½ år fra uddannelsens begyndelse, men i realiteten inden for de 2½ år, da uddannelsen har været »suspenderet« i perioden uden løn. Den samlede tilskudsperiode bliver således 2½ år.

Tilsvarende gælder for perioder med børnepasningsorlov.

Perioder med ferie

Betingelsen om, at der kun kan udbetales tilskud i perioder, hvor der er udbetalt løn, gælder også i relation til elevens ferie. Har virksomheden ifølge lønseddel udbetalt sædvanlig løn under elevens ferie, skal der således gives tilskud til lønnen.

Der er ikke hjemmel til at udbetale tilskud til virksomheden efter uddannelsesaftalens ophør.

Flere praktikpladser

Der er intet til hinder for, at en voksenlærling kan indgå uddannelsesaftale med to virksomheder, således at lærlingen får to praktiksteder, forudsat begge virksomheder i øvrigt opfylder betingelserne for at få tilskud.

I sådanne tilfælde gælder også, at der maksimalt kan gives støtte de første 2½ år af uddannelsesaftaleperioden, jf. § 4, stk. 2 - det vil sige, støtten ophører, når de første 2½ år af uddannelsesaftaleperioden er forløbet, uanset den enkelte virksomhed har fået støtte i en kortere periode.

Til § 5

Ansøgning om tilskud

Virksomheden skal som udgangspunkt have indgivet ansøgning om tilskud til en uddannelsesaftale, inden eleven påbegynder uddannelsen. Formålet med tilskud til voksenlærlinge er således at motivere virksomhederne til at indgå uddannelsesaftaler med voksne for at forebygge mangel på uddannet arbejdskraft.

Hvis virksomheden søger om tilskuddet, efter at eleven er begyndt i virksomheden, er der en formodning for, at tilskuddet har været uden betydning for virksomhedens beslutning om at indgå uddannelsesaftale med den pågældende elev. Dette gælder særligt, når der forløber lang tid fra uddannelsesaftalen påbegyndes, til virksomheden søger om tilskud.

For at undgå at blot et par dages forsinkelse hindrer tilskud, er det fastsat, at ansøgning skal indgives senest 1 måned efter uddannelsesaftalens påbegyndelse. For at være på den sikre side, bør en virksomhed dog søge forud for (og i god tid) før uddannelsesaftalens påbegyndelse.

1-månedsfristen svarer til den, der gælder for ansøgning om fleksibilitetsfremmende ydelse.

Til § 6

Virksomhedens beliggenhed

For større virksomheder med central ledelse og flere afdelinger fordelt i forskellige regioner kan der opstå spørgsmål om, til hvem tilskuddet skal udbetales: hovedkontoret eller afdelingen. For sådanne virksomheder gælder, at tilskud skal udbetales til den virksomhed, der indgår aftalen - altså den del af virksomheden, der står som aftalepart i uddannelsesaftalen.

Spørgsmålet om, hvilken region, der skal udbetale støtte

Tilskuddet skal udbetales af den region, hvor arbejdsstedet er beliggende.

I tilfælde af uddannelsesaftaler med skiftende arbejdssteder skal tilskuddet udbetales af den region, hvor virksomheden altså aftaleparten ifølge uddannelsesaftalen er beliggende.

Tilskud for overarbejde

Der kan ikke udbetales tilskud for overarbejde, jf. § 6, stk. 1, 2. pkt.

Offentlig støtte efter andre regler

For at udelukke, at en virksomhed kan få dækket sine lønudgifter mere end én gang, er der indsat en bestemmelse om, at tilskud ikke kan udbetales, hvis der til samme praktikophold ydes offentlig støtte efter andre regler, f.eks. revalideringsstøtte. Virksomheden skal på ansøgnings- og udbetalingsblanketten erklære, at den ikke til samme praktikpladsophold modtager eller vil modtage offentlig støtte efter andre regler.

Til § 7

Arbejdsformidlingens pligt til at påse, om betingelserne er opfyldt

Arbejdsformidlingens undersøgelsespligt

Arbejdsformidlingen har pligt til at påse, at betingelserne for at modtage støtte er opfyldt, jf. § 7. Herved forstås, at Arbejdsformidlingen skal sikre, at virksomheden har afgivet de nødvendige oplysninger. Det forventes således ikke, at Arbejdsformidlingen går ind i oplysningerne og kontrollerer deres rigtighed, medmindre Arbejdsformidlingen konkret har holdepunkt for at betvivle oplysningerne.

For eksempel har Arbejdsformidlingen ikke pligt til at undersøge, om en virksomhed rent faktisk har fået de minimis støtte udover 100.000 ECU inden for de sidste tre år, hvis virksomheden har afgivet erklæring herom. Ligeledes har Arbejdsformidlingen heller ikke pligt til at undersøge, om lønnen ifølge § 2, stk. 2, er overenskomstmæssig, hvis virksomheden på ansøgningsblanketten har erklæret, at betingelserne i § 2 er opfyldt, jf. § 5, stk. 3.

En undtagelse fra undersøgelsespligten gælder dog i de tilfælde, hvor der søges om tilskud på 40 kr. pr. time. Her har Arbejdsformidlingen pligt til at undersøge om lærlingen opfylder et af ledighedskriterierne som oven for beskrevet.

Til § 8

Måltal

Det centralt fastsatte måltal er et mindstemål. Der henvises i øvrigt til bemærkninger til § 1 om Arbejdsmarkedsrådets muligheder for at dimensionere og prioritere ordningen.

Til § 9

EU's de minimis-ordning

Tilskud efter bekendtgørelsen om voksenlærlinge ydes inden for rammerne af EU's de minimis-støtteordning, jf. § 9.

Efter de minimis-ordningen må en virksomhed ikke modtage tilskud på mere end 100.000 ECU over en periode på tre år. Det er som udgangspunkt den virksomhed, der får udbetalt tilskuddet, der er underlagt tilskudsloftet på 100.000 ECU.

Perioden på tre år regnes fra den dag, tilskud udbetales, og tre år tilbage. Arbejdsformidlingen skal således løbende før den månedlige udbetaling på baggrund af virksomhedens oplysninger på ansøgnings- og udbetalingsblanket - undersøge, om virksomheden i løbet af de sidste tre år er nået op på maksimal støtte.

En virksomhed skal altid orienteres, hvis den modtager støtte efter de minimis-ordningen. Hvis virksomheden ved tidligere tilskud ikke har fået orientering om, at tilskuddet er omfattet af de minimis-ordningen, kan virksomheden gå ud fra, at der ikke er udbetalt tilskud efter de minimis-ordningen.

Inden for regelsættet om en aktiv arbejdsmarkedspolitik er bl.a. følgende tilskud omfattet af de minimis-ordningen

- etableringsydelse (nu ophævet)

- tilskud til voksenlærlinge

- isbryderordning for langvarigt uddannede (LVU)

- isbryderordning for etniske minoriteter

- seniorpuljen.

Til § 10

Klageadgang

Tilskudsordningen er virksomhedsrettet, og det er således alene virksomheden og ikke eleven der kan klage over Arbejdsformidlingens afgørelser.

Klage til Det Regionale Arbejdsmarkedsråd

Klager, der vedrører forhold, som er begrundet i rådets retningslinier, skal indbringes for Arbejdsmarkedsrådet inden 4 uger, jf. § 10, stk. 1.

Som eksempel på klager, der skal til rådet, kan nævnes spørgsmål vedrørende områder med flaskehalse, jf. § 1, og spørgsmål vedrørende antallet af skoleelever i praktik, jf. § 3.

Klage til Arbejdsmarkedsstyrelsen

Klager, der ikke er omfattet af § 10, stk. 1, skal indbringes for Arbejdsmarkedsstyrelsen, jf. § 10, stk. 2 det vil altså sige, klager, der ikke vedrører regionale forhold. Klager, der vedrører retlige spørgsmål, skal således behandles af Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Som eksempel på en klage, der skal behandles af Arbejdsmarkedsstyrelsen, kan nævnes en klage over afslag på tilskud, hvor afslaget er begrundet i aldersbetingelsen på 25 år.

Arbejdsmarkedsrådets henholdsvis Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Til § 11

Ikrafttrædelse

Ved den seneste bekendtgørelsesændring pr. 15. juli 1999 er den vigtigste indholdsmæssige ændring, at rådet har fået mulighed for at prioritere og dimensionere ordningen, jf. § 1, stk. 2.

Ændringen gælder for ansøgninger, der er indgivet den 15. juli 1999 eller senere. Dette indebærer, at ansøgninger, der er indgivet til Arbejdsformidlingen før den 15. juli 1999, skal behandles på grundlag af den hidtidige bekendtgørelse (nr. 3 af 6. januar 1998).

Følgende gælder derfor

Ansøgninger, der er indgivet inden ikrafttrædelsesdatoen, og hvor uddannelsesaftalen er påbegyndt før ikrafttrædelsesdatoen, behandles efter den hidtidige bekendtgørelse.

Ansøgninger, der er indgivet inden ikrafttrædelsesdatoen, og hvor uddannelsesaftalen påbegyndes efter ikrafttrædelsesdatoen, behandles efter den hidtidige bekendtgørelse.

Ansøgninger, der indgives efter ikrafttrædelsesdatoen, og hvor uddannelsesaftalen er påbegyndt før ikrafttrædelsesdatoen, behandles efter den nye bekendtgørelse. Det bemærkes, at ansøgninger, der indgives efter ikrafttrædelsesdatoen er omfattet af den nye § 5, stk. 2, hvorefter en ansøgning kan indgives rettidigt 1 måned efter uddannelsesaftalens påbegyndelse.

Ansøgninger, der indgives efter ikrafttrædelsesdatoen, og hvor uddannelsesaftalen påbegyndes efter ikrafttrædelsesdatoen, behandles efter den nye bekendtgørelse.

Denne vejledning erstatter vejledning nr. 51 af 1. maj 1997 og Arbejdsmarkedsstyrelsens meddelelse til AF-regionerne af 9. juli 1997.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 11. november 1999

Inge Mærkedahl

/Hans Flamand Christensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →