Cirkulære om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
§ 1. Produktion af elektricitet ved hjælp af vindmøller udgør en vigtig del af den danske energipolitik. Opstilling af vindmøller på land har samtidig væsentlig indflydelse på omgivelserne. En bæredygtig udbygning med vindmøller nødvendiggør derfor, at der gennem planlægningen og landzonesagsbehandlingen tages omfattende hensyn ikke alene til muligheden for at udnytte vindressourcen, men også til nabobeboelse, natur, landskab, kulturhistoriske værdier og de jordbrugsmæssige interesser.
§ 2. Vindmøller skal fortrinsvis opstilles i grupper. Vindmøller opstillet i grupper skal opstilles i et i forhold til landskabet let opfatteligt geometrisk mønster.
Stk. 2. Ved planlægning for vindmøller skal der tages omfattende hensyn til den landskabelige påvirkning. Nye vindmøllegrupper og enkeltstående vindmøller skal for at sikre den landskabelige indpasning placeres med en afstand til andre vindmøller, der sikrer, at de opleves som klart afgrænsede tekniske anlæg, jf. § 3, stk. 5. Der skal i den forbindelse navnlig tages hensyn til det pågældende landskabs karakter, de påtænkte vindmøllers maksimale højde og eksisterende møllers placering og højde.
Stk. 3. Vindmøller må ikke opstilles nærmere nabobeboelse end 4 gange møllens total højde. Ved total højde forstås højden målt til vingespids, når spidsen er højst over terræn.
Stk. 4. Ved planlægning for en eller flere vindmøller nærmere nabobeboelse end 500 m skal redegørelsen for planforslaget særligt belyse omfanget af generne for nabobeboelsen.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 3 og 4 gælder ikke,
1) for husstandsmøller med en største totalhøjde på 25 m, eller
2) når en vindmølleplacering er præcist udpeget i en plan, der er vedtaget før cirkulærets ikrafttræden eller vedtages i overensstemmelse med § 7, stk. 3.
§ 3. Amtsrådet kan i regionplanretningslinier med tilhørende angivelse på kort udpege et eller flere områder specifikt til opstilling af en vindmøllegruppe eller en enkeltstående vindmølle. Et område er udpeget "specifikt" til opstilling af vindmøller, når det udpegede områdes størrelse er tilpasset den påtænkte vindmøllegruppe eller enkeltstående vindmølle. Områdets størrelse skal fastlægges under hensyn til vindmøllernes forventede maksimale antal og størrelse, til den afstand, der skal være mellem vindmøllerne af hensyn til en effektiv udnyttelse af vindenergien og til, at der i lokalplanlægningen skal være rimelig mulighed for at tilpasse et opstillingsmønster til de lokale forhold.
Stk. 2. Retningslinier for de i stk. 1 nævnte områder skal indeholde bestemmelser om møllernes største total højde.
Stk. 3. Amtsrådene skal gennem regionplanlægningen vurdere mulighederne for at renovere eksisterende vindmølleområder.
Stk. 4. Den redegørelse, der efter planloven skal ledsage forslag til regionplanretningslinier, skal indeholde en vurdering af, hvorledes møllerne vil påvirke nabobeboelse, natur, landskab, kulturhistoriske værdier, og de jordbrugsmæssige interesser, samt oplysning om områdets vindenergimæssige egnethed til opstilling af vindmøller.
Stk. 5. Ved planlægning for en eller flere vindmøller mindre end 2,5 km fra en eksisterende vindmølle eller fra et andet vindmølleområde, skal redegørelsen for planforslaget særligt belyse den landskabelige påvirkning af anlæggene under ét, herunder oplyse hvorfor påvirkningen anses for ubetænkelig.
§ 4. Der må kun kommuneplanlægges for vindmøller inden for områder, der er udpeget specifikt hertil i en regionplan.
§ 5. Der må kun lokalplanlægges for vindmøller inden for områder, der er udpeget specifikt hertil i en regionplan eller i en kommuneplan.
Stk. 2. En lokalplan for et vindmølleområde skal indeholde bestemmelser om møllernes præcise placering, antal, mindste og største total højde samt udseende.
Stk. 3. Den redegørelse, der efter planloven skal ledsage et lokalplanforslag, skal angive, hvordan vindmøllerne blandt andet visuelt vil påvirke nabobeboelse, natur, landskab, kulturhistoriske værdier og de jordbrugsmæssige interesser. Den skal desuden angive hvordan de vindenergimæssige interesser er søgt tilgodeset ved fastlæggelsen af den præcise placering af vindmøllerne.
Stk. 4. Lokalplanforslag for vindmøller, der er omfattet af planlovens § 6 c, stk. 1 (om VVM-pligtige anlæg) er undtaget fra kravet i stk. 3.
§ 6. Ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse til opstilling af vindmøller efter § 35, stk. 1, i lov om planlægning skal der tages størst muligt hensyn til nabobeboelse og til de øvrige interesser, der er knyttet til anvendelsen af det åbne land, herunder vedrørende natur, landskab, kulturhistoriske værdier og jordbruget.
Stk. 2. Landzonemyndigheden må kun meddele tilladelse, hvis opstillingen er i overensstemmelse med
1) regionplanretningslinier eller kommuneplanrammer, der udpeger området specifikt til opstilling af vindmøller, eller
2) en lokalplan, der er vedtaget
a) efter § 5,
b) før ikrafttrædelsen af dette cirkulære, eller
c) efter overgangsreglerne i § 7, stk. 3 eller 5.
Stk. 3. Undtaget fra stk. 2 er dog opstilling af én husstandsvindmølle med en største total højde på 25 m i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygningsanlæg.
Stk. 4. Landzonemyndigheden kan dog uanset stk. 2, undtagelsesvis meddele tilladelse efter lovens § 35, hvis der foreligger en særlig begrundelse, der taler for at tillade en vindmølleopstilling uden gennemførelse af en forudgående inddragelse af borgere og myndigheder gennem en planlægning, så som en vindmølles hændelige undergang ved havari, lynnedslag eller lignende.
§ 7. Cirkulæret træder i kraft den 1. juli 1999.
Stk. 2. Samtidig ophæves cirkulære nr. 21 af 28. januar 1994 om planlægning for vindmøller.
Stk. 3. Forslag til planer, der er offentliggjort inden cirkulærets ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Ved færdigbehandlingen af ansøgninger om tilladelse efter § 35, stk. 1, der er indgivet til landzonemyndigheden inden cirkulærets ikrafttræden, gælder alene bestemmelsen i § 6, stk. 1. Der skal herudover tages hensyn til gældende planlægning.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan inden offentliggørelse af et lokalplanforslag anmode amtsrådet om en dispensation fra bestemmelsen i § 5, stk. 1. Amtsrådet kan meddele dispensation, hvis det påtænkte projekt
1) er i overensstemmelse med den gældende regionplan, og
2) er ubetænkeligt i forhold til mulighederne for at gennemføre en hensigtsmæssig regionplanlægning i overensstemmelse med §§ 2 og 3.
Amtsrådet kan dog ikke meddele dispensation efter den endelige vedtagelse af den reviderede regionplan 2001 eller af et regionplantillæg for opstilling af vindmøller i hele amtet, der er udarbejdet i overensstemmelse med dette cirkulære.
Miljø- og Energiministeriet, den 10. juni 1999
Svend Auken
/Susanne Herfelt
Cirkulære om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller
(Til amtsråd og kommunalbestyrelser)
I medfør af § 3, stk. 1, i lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997, fastsættes