Vejledning om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge
I bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999 er der fastsat regler om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
I denne vejledning beskrives bekendtgørelsens regler, og nogle af reglerne uddybes med nærmere retningslinier.
Bekendtgørelsens regler skal ses i sammenhæng med de øvrige regler, der gælder for arbejdsløshedsforsikringen. Det gælder særligt følgende
1) bekendtgørelse om supplerende dagpenge,
2) bekendtgørelse om overskydende timer,
3) bekendtgørelse om rådighed,
4) bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed, og
5) bekendtgørelse om fradrag i dagpengene for personer, der deltager i jobtræning eller indviduel jobtræning og fradrag i ydelser i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om orlov.
Til § 1 - Arbejde
Arbejdsløshedsdagpenge er erstatning for en mistet arbejdsindtægt. Der skal derfor ske fradrag for arbejde og indtægter, som et medlem har i en periode med ledighed. Samtidig skal det sikres, at de lediges aktiviteter ikke begrænser udbudet af arbejde ved, at de ledige udfører opgaver, som ellers kunne være udbudt som lønnet arbejde.
Bag reglerne om fradrag ligger både et økonomisk og et beskæftigelsesmæssigt hensyn. Ofte foreligger begge hensyn samtidig, men hver af dem kan begrunde, at der sker fradrag. Således ligger beskæftigelseshensyn bag reglen om, at også ulønnet arbejde medfører fradrag.
Til § 1, stk. 1 og 2
Arbejde, som et medlem udfører i en periode med ledighed, medfører fradrag. Det har ingen betydning, hvornår arbejdet udføres. Det har heller ingen betydning, om arbejdet medfører en aktuel eller senere indtægt eller slet ingen indtægt.
Reglen gælder for lønarbejde, arbejde som selvstændig erhvervsdrivende, arbejde i ægtefælles/samlevers virksomhed, forskningsarbejde mv.
Det afgøres efter reglerne i bekendtgørelse om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, om et arbejde kan anses for lønarbejde eller selvstændig virksomhed. F.eks. kan kunstnerisk virksomhed enten anses som lønarbejde eller selvstændig virksomhed. Hvis der er tale om lønarbejde, medfører det fradrag efter § 1. Kunstnerisk virksomhed kan også i nogle tilfælde anses som fritidsaktiviteter.
Arbejdet som døgnplejer er omfattet af reglen om fradrag. Den del af plejevederlaget, der er plejeløn, medfører fradrag i dagpengene. Skattefri godtgørelse af udgifter til kost og logi skal ikke medføre fradrag.
Fritidsaktiviteter
Fritidsaktiviteter medfører ikke fradrag. Det er uden betydning, om aktiviteten sker inden for eller uden for normal arbejdstid.
Fritidsaktiviteter kan ikke udbydes som arbejde, og indeholder ikke noget erhvervsmæssigt eller økonomisk element.
Fritidsaktiviteter karakteriseres ved at være ulønnede aktiviteter, som ofte har et tilfældigt præg, og som udelukkende er interessebestemt for den enkelte person.
Eksempler
Indsamling til f.eks. nødhjælpsorganisationer
Nabohjælp
Sportsaktiviteter, herunder træner i mindre foreninger, hvor det ikke er sædvanligt at ansætte lønnede trænere
Spejderleder
Lokalt privat vagtværn, f.eks. »Natteravnene«
Kunstnerisk arbejde uden erhvervsmæssig sammenhæng
Familiemæssig omsorg
Forældreaktiviteter i børneinstitutioner, f.eks. forældreweekend
Deltagelse i almindeligt foreningsarbejde, herunder f.eks. frimærkeforeninger, bridgeklubber og andre lignende hobbyforeninger.
Til § 2 Frivilligt, ulønnet arbejde
Reglen gælder også for medlemmer, der modtager efterløn, overgangsydelse eller seniorydelse.
Reglen er udformet under hensyn til, at frivilligt, ulønnet arbejde ikke må medvirke til at tage arbejde fra personer, der kan eller vil kunne påtage sig arbejdet på almindelige arbejds- og lønvilkår. Reglen er også udformet under hensyn til, at omfanget af arbejde, der udbydes på normale lønvilkår, generelt ikke må begrænses. Reglen omfatter både arbejde der udføres i privat og i offentligt regi.
For et medlem, der modtager dagpenge, indebærer reglen ingen ændringer i medlemmets pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. En dagpengemodtager, der udfører frivilligt, ulønnet arbejde har derfor fortsat pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
Til § 2, stk. 1
Arbejdet skal være ulønnet. Der må ikke være tale om nogen form for aflønning, heller ikke i form af honorar eller diæter.
Ved en frivillig organisation, forening eller lignende forstås en frivillig grundlagt organisation mv., hvis primære formål ikke er at skabe overskud. Et eventuelt overskud må ikke udbetales til medlemmerne, men skal bruges til almennyttige formål. Det frivillige arbejde er en betydelig del af organisationens grundlag, og man vælger frivilligt at gå ind i organisationens virke.
Det samme arbejde kan under samme betingelser også udføres uden for en organisation som selvorganisering. Selvorganiseret frivilligt arbejde kan f.eks. udføres af tidligere misbrugere, pårørende mv.
Reglen gælder selvom organisationen, foreningen mv. helt eller delvist er finansieret af offentlige midler.
Frivilligt, ulønnet arbejde kan bl.a. udføres i en organisation, der har et socialt eller humanitært sigte. Ved arbejde med et socialt eller humanitært sigte forstås frivilligt ulønnet arbejde indenfor det sociale- og sundhedsmæssige område, d.v.s. handlinger der sigter på at give enkeltindivider eller grupper en øget velfærd og omsorg eller sigter på at løse velfærdsproblemer. Øget velfærd forstås som helbreds-, forsørgelses-, og omsorgsmæssig velfærd. Øget velfærd kan blandt andet tilvejebringes gennem vejledning, menneskelig kontakt eller ved at videregive erfaringer på det menneskelige område.
Frivilligt, ulønnet arbejde kan også udføres i forbindelse med kirkelige foreninger, kollektive, kulturelle foreninger, beboer-, ejerlejligheds- eller grundejerforeninger og sportsforeninger.
Det er en betingelse, at arbejdet bliver udført i Danmark. Denne betingelse er ikke til hinder for, at medlemmet kan deltage i arbejde, der foregår i Danmark, men hvor dele af organisationens projekt foregår i udlandet. Er en aktivitet planlagt til delvist at foregå i udlandet, kan medlemmet være omfattet af reglen i den periode, hvor aktiviteten foregår i Danmark.
Til § 2, stk. 2 og 3
Ved vurderingen af om arbejdet efter sin art kan udbydes som almindeligt lønarbejde, har det betydning, om arbejdet i den pågældende organisation udføres af lønnede medarbejdere eller om tilsvarende arbejde i lignende organisationer, foreninger mv. i almindelighed udføres af lønnede medarbejdere.
Organisationer, foreninger mv. kan anses for »lignende« hvis de har tilsvarende formål, omfang og organisering.
Det kan ligeledes have betydning, om der er tale om et arbejde, der ikke ville blive udført, hvis ikke den frivillige, ulønnede arbejdskraft varetog opgaven.
Hvis arbejdet er planlagt til på sigt at udvikle sig til lønnet arbejde for den ledige eller andre, der varetager dette arbejde, kan dette også tale for, at arbejdet kan udbydes som almindeligt lønarbejde. Dette er ikke til hinder for, at den ledige senere søger og får ansættelse i en lønnet funktion i den pågældende organisation.
Det kan også have betydning for vurderingen af, om arbejdet kan udbydes som almindeligt lønarbejde, at der til arbejdets udførelse forudsættes en særlig uddannelse.
Eksempler på frivilligt ulønnet arbejde efter stk. 2
Besøgsven
Arbejde i sociale cafeer, medborgerhuse, væresteder som vedrører almindelige forefaldende aktiviteter, som f.eks. servering, lave kaffe, hjælpe til med at lave mad, snakke med gæsterne mv.
Arbejde i humanitære organisationer, herunder f.eks. tøjsortering
Deltagelse i kollektive, kulturelle foreninger, f.eks. amatørteater
Særlig indkøbshjælp eller ledsagelse til indkøb
Rådgivning, herunder telefonrådgivning, der ikke kræver eller forudsætter særlig uddannelse
Lettere omsorgsopgaver, f.eks. aflastning af pårørende til syge i eget hjem eller hjælp med at skænke kaffe på et plejehjem
Ekspedition i genbrugsbutikker under f.eks Dansk Røde Kors
Eksempler på frivilligt ulønnet arbejde efter stk. 3, som kan udføres i op til 4 timer om ugen
Socialrådgiver i krisecenter
Jurist i retshjælp
Rådgivning, herunder telefonrådgivning, der kræver eller forudsætter en særlig uddannelse
Reporterarbejde, herunder studievært ved lokale TV -og radiostationer
Egentlig pleje af f.eks. ældre, syge eller handicappede i eget hjem, som en offentlig myndighed ikke er forpligtet til at udføre
Mindre administrative opgaver, som f.eks. koordination og formidling af frivilligt arbejde i mindre omfang.
Primær drift og vedligeholdelse
Ved primær drift forstås i denne sammenhæng arbejde eller funktioner, der er med til at sikre organisationens overordnede, administrative drift. Her tænkes særligt på centrale organisatoriske og ledelsesmæssige funktioner, som f.eks. personaleadministration, herunder ansættelse og afskedigelse, økonomi -og organisationsstyring mv. Mindre administrative opgaver, som f.eks. arkivarbejde, arbejde i omstillingen, receptionistopgaver og mindre koordineringsopgaver i forbindelse med indsamling og sammensætning af vagtplaner m.v. skal derimod ikke anses som primær drift.
Ved primær drift skal også forstås arbejde eller andre opgaver, som en offentlig myndighed er forpligtet til at udføre. F.eks. kan frivilligt, ulønnet arbejde ikke udgøre arbejde eller andre opgaver, som en kommune, i henhold til lov, er forpligtet til at udføre.
Ved vedligeholdelse forstås funktioner, der sikrer, at de fysiske rammer er i orden, som f.eks. maling af lokaler, arbejde med at sikre tilførsel af vand, varme eller elektricitet, rengøring og lignende.
Til § 2, stk. 4
Et medlem, der er begyndt eller ønsker at begynde at arbejde som frivillig ulønnet, skal henvende sig til a-kassen for at få en vurdering af, om det pågældende arbejde falder ind under § 2, stk. 2, eller stk. 3.
Henvendelse kan ske enten direkte til a-kassen før arbejdet påbegyndes eller i form af oplysninger på dagpengekortet, når arbejdet er påbegyndt.
På dagpengekortet skal medlemmet oplyse om aktivitetens art og omfang, og hvem aktiviteten udføres for.
Vurderer a-kassen, at arbejdet falder ind under § 2, stk. 3, skal medlemmet herefter løbende på dagpengekortet skrive »FU« og det antal timer, som medlemmet har arbejdet frivilligt ulønnet.
Vurderer a-kassen, at arbejdet falder ind under § 2, stk. 2, skal medlemmet ikke oplyse om arbejdstimerne på dagpengekortet.
Sker der ændringer i arbejdets art mv., som kan have betydning for a-kassens vurdering af forholdet, skal medlemmet skriftligt oplyse herom.
Til § 3 - Løn uden arbejde
Reglen betyder, at løn og lignende indtægter medfører fradrag i dagpengene, uanset om medlemmet har udført arbejde. Benævnelse og udbetalingsform har heller ikke betydning.
Til § 3, stk. 1
Løn, rådighedsløn mv.
Reglen handler blandt andet om udbetaling af løn i en periode, hvor medlemmet er fritstillet. Dette kan f.eks. være tilfældet i en opsigelsesperiode. Reglen gælder også ved udbetaling af rådighedsløn efter tjenestemandslovens § 32 eller udbetalinger efter sømandslovens § 18 mv.
Der kan ikke udbetales dagpenge for den periode, udbetalingen skal dække. Dette gælder både løbende udbetalinger og udbetaling af engangsbeløb.
Det er uden betydning, om der udføres arbejde i perioden.
Udbetales f.eks. 3 års rådighedsløn efter tjenestemandslovens § 32, kan der ikke udbetales dagpenge til medlemmet i de 3 år, udbetalingen dækker.
Til § 3, stk.2
Reglen betyder, at der blandt andet skal ske fradrag for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse.
Afgørende for, om et udbetalt beløb skal medføre fradrag er, om beløbet kan anses for at træde i stedet for løn mv. i en periode. Det er ikke beløbets benævnelse som afgør, om der skal ske fradrag. Det har normalt heller ikke betydning, hvordan indtægten beskattes.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
Reglen om fradrag gælder f.eks. tilfælde, hvor en arbejdsgiver ikke har overholdt opsigelsesvarslet, og hvor arbejdsgiveren ved en fagretlig sag pålægges at betale den ansatte en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller indgår et forlig herom.
Fratrædelsesgodtgørelse
Reglen om fradrag gælder også ved udbetaling af fratrædelsesgodtgørelser. F.eks. når en virksomhed afskediger en medarbejder og det aftales, at der ved ophøret skal udbetales en »godtgørelse« til medarbejderen.
Når man skal finde ud af, om et udbetalt beløb skal føre til fradrag, er det afgørende, om arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt. Udbetalingen fører ikke til fradrag, hvis opsigelsesvarslet er overholdt, da udbetaling herudover ikke kan anses at træde i stedet for løn. Er arbejdsgiverens opsigelsesvarsel ikke overholdt, medfører udbetalingen fradrag for den del af opsigelsesperioden, udbetalingen dækker.
Reglen gælder både når en virksomhed laver fratrædelsesordninger for et større antal medarbejdere, og når enkeltpersoner laver sådanne aftaler med deres arbejdsgiver. Bestemmelsen omfatter således både kollektive og individuelle aftaler.
Udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse i tilfælde, hvor medarbejderen selv siger op, er også omfattet af reglen. Også i disse tilfælde er arbejdsgivers overholdelse af opsigelsesvarslet afgørende for, om der skal ske fradrag for indtægten.
Lønmodtagernes Garantifond
Reglen betyder også, at et medlem ikke uden fradrag kan modtage dagpenge for perioder, der dækkes af ydelser fra Lønmodtagernes Garantifond.
Konsekvenser for dagpengeretten
Hvis en indtægt er omfattet af reglen i § 3, stk. 2, er det udgangspunktet, at der ikke kan udbetales dagpenge i en periode, der svarer til det opsigelsesvarsel, medarbejderen havde krav på.
Hvis indtægten kun svarer til løn i en kortere periode end opsigelsesvarslet, kan der ikke udbetales dagpenge i dette kortere tidsrum. Man skal være opmærksom på, at medlemmet eventuelt skal have en karantæne. Dette kan være tilfældet, hvis medlemmet selv har sagt op eller har accepteret et forkortet opsigelsesvarsel. Reglerne om dette står i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.
Hvis indtægten svarer til løn for arbejde på nedsat tid, skal der kun ske fradrag for det antal timer, udbetalingen udgør løn for.
Beløb, der udbetales ud over det, der svarer til løn i arbejdsgiverens opsigelsesvarsel, medfører ikke fradrag.
Eksempler
1) Et medlem får udbetalt 150.000 kr. til fuld og endelig afgørelse ved sin fratræden. Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er 6 måneder. Medlemmets løn har været 20.000 kr om måneden. Medlemmets opsigelsesvarsel er 1 måned. Medlemmet siger selv op den 31. oktober og fratræder ved udløbet af sit eget opsigelsesvarsel den 30. november.
Da arbejdsgiverens opsigelsesvarsel ikke er overholdt, kan der ikke udbetales dagpenge for den del af opsigelsesperioden, udbetalingen dækker. Da udbetalingen dækker mere end 5 måneders løn, kan medlemmet først modtage dagpenge fra den 1. maj. På dette tidspunkt ville arbejdsgivers opsigelsesvarsel være udløbet, hvis det var arbejdsgiver, der havde afskediget medlemmet. Resten af beløbet, som udgør 50.000 kr., medfører ikke fradrag.
2) Et medlem afskediges med normalt varsel. Medlemmet får løn i hele opsigelsesperioden og modtager også en fratrædelsesgodtgørelse. Fratrædelsesgodtgørelsen medfører ikke fradrag.
Til § 4 - Borgerlige ombud og hverv
Til § 4, stk. 1
Der skal ske fradrag i dagpengene for skattepligtige indtægter, der udbetales for borgerlige ombud og offentlige og private hverv. Det er uden betydning, om indtægten betegnes som diæt, mødediæt, vederlag, honorar, godtgørelse, rådighedsvederlag eller lignende.
Der skal ikke ske fradrag for mindre skattefrie indtægter, som udbetales til dækning af faktiske udgifter i forbindelse med hvervet. Som eksempel kan nævnes beløb til dækning af øget telefonforbrug, transport, fortæring mv.
Der skal kun ske fradrag for den del af indtægten, der er skattepligtig. Anser skattemyndighederne en del af indtægten som skattefri eller fradragsberettiget, skal denne del fratrækkes indtægten, inden fradrag sker. I tvivlstilfælde må medlemmet dokumentere, at indtægten er hel eller delvis skattefri. Det er uden betydning, om medlemmet på grund af andre skatteregler får skattefrihed for (en del af) indtægten for eksempel på grund af bundgrænsen for lønmodtageres ligningsmæssige fradrag.
Fradraget sker ved, at indtægten omregnes med den til enhver tid gældende omregningssats. Dette fremgår af § 11.
Følgende eksempler er borgerlige ombud og hverv inden for den offentlige sektor, hvor indtægter mv. medfører fradrag
1) medlem af skolebestyrelse,
2) medlem af Folketinget, regeringen eller Europaparlamentet,
3) det offentliges repræsentant i institutioner, ankenævn mv.,
4) medlem af menighedsråd og andre kirkelige hverv,
5) vurderingsmand og
6) medlem af hjemmeværnet, lokale beredskaber, frivillige brandværn og lignende.
Følgende eksempler er hverv inden for den private sektor, hvor indtægter mv. medfører fradrag
1) bestyrelsesmedlem i aktieselskaber, anpartsselskaber, pengeinstitutter,
2) bestyrelsesmedlem i bolig- og grundejerforeninger og kulturelle foreninger og
3) medlemskab af repræsentantskab, kredsråd og lignende.
Det bemærkes, at eksemplerne ikke er udtømmende.
Til § 4, stk. 2
Hverv efter de kommunale styrelseslove
Der skal som udgangspunkt ikke ske fradrag for skattepligtige indtægter, som et medlem modtager for at varetage hverv efter lov om kommunernes styrelse og lov om Københavns kommunes styrelse (de kommunale styrelseslove).
Reglen gælder medlemmer af kommunalbestyrelser og amtsråd. Reglen omfatter medlemmernes deltagelse i kommunalbestyrelses- og amtsrådsarbejde, stående udvalg og andre udvalg, der nedsættes af kommunalbestyrelsen og amtsrådet.
Reglen gælder vederlag, tillægsvederlag, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og diæter (mødediæter), som udbetales til medlemmerne efter reglerne i de kommunale styrelseslove.
Det er uden betydning, hvornår hvervene udføres.
Skattepligtige indtægter, som medlemmer af bydelsråd får efter regulativerne for bydelsrådene, medfører heller ikke fradrag i dagpengene. Der er tale om hverv efter lov om Københavns kommunes styrelse. Indtægter for hverv som formand for bydelsråd og udvalgsformand medfører dog fradrag i dagpengene.
Hverv efter andre regler, for eksempel skattelovgivningen, er ikke omfattet af bestemmelsen. Dette gælder selv om vederlag mv. udbetales efter samme principper som i de kommunale styrelseslove. Det gælder også for personer, der er udpeget til hvervet af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet. I disse tilfælde skal der ske fradrag i dagpengene.
Borgmester, rådmand eller udvalgsformand
Hverv som borgmester, rådmand eller udvalgsformand sidestilles med lønarbejde i nogle sammenhænge i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Indtægter fra disse hverv medfører derfor fradrag i dagpengene.
Det er kun det faste vederlag, der ydes for hvervet, som medfører fradrag. Det vederlag, som f.eks. en udvalgsformand får for at være medlem af en kommunalbestyrelse, medfører ikke fradrag i dagpengene.
Viceborgmester er ikke omfattet af begrebet borgmester. Det betyder, at der ikke skal ske fradrag for det vederlag, som en viceborgmester eventuelt får for at være viceborgmester.
Fradraget sker ved, at indtægten fra hvervet omregnes med den til enhver tid gældende omregningssats. Dette fremgår af § 11.
Til § 5 - Selvbygger og medbygger
Ledige medlemmer, som deltager i opførelsen af egen bolig mv., kan ikke modtage dagpenge så længe medlemmet deltager i byggeriet.
Reglen er begrundet i rådighedsbetragtninger og i den formueforøgelse byggeriet giver.
Selvbygger
En selvbygger er en person, som deltager i byggeriet fra først til sidst. Et medlem som er selvbygger, er som hovedregel udelukket fra at modtage dagpenge fra det tidspunkt, hvor byggeriet begyndes, og indtil det er afsluttet.
Medlemmet kan på tro og love erklære, hvornår byggeriet er begyndt og afsluttet. Denne erklæring skal som udgangspunkt lægges til grund.
A-kassen skal foretage nærmere undersøgelser, hvis der er tvivl om byggeperiodens længde. A-kassen kan i særlige situationer anmode om dokumentation for byggeperiodens afgrænsning. Dokumentationen kan være byggetilladelse, anmeldelse til kommunen og færdigmeldelse til kommunen.
Der kan udbetales dagpenge, selvom byggeriet ikke er afsluttet, hvis der er tilstrækkelig dokumentation for, at selvbyggeren er færdig med sit arbejde.
Medbygger
En medbygger er en person, der fra et tidspunkt under byggeriet selv deltager i arbejdet. Medbyggeren kan have forpligtet sig til at udføre en del af arbejdet over for en entreprenør eller håndværksmestre.
Medlemmet kan modtage dagpenge, indtil medlemmet selv begynder at arbejde. Medlemmet skal kunne dokumentere sin andel som medbygger. Dette kan f.eks. ske ved hjælp af de aftaler, der er indgået. Medlemmet skal også skriftligt kunne dokumentere, at det hidtidige arbejde er udført af andre. Dette kan ske ved dokumentation fra håndværksmestre. Dokumentationen kan også være regninger fra håndværksmestre for det udførte arbejde. Der skal i alle tilfælde foreligge en tro og love erklæring fra medlemmet.
Medlemmet kan igen modtage dagpenge, når medlemmets egen medvirken ved byggeriet ophører. Udbetalingen af dagpenge kan ikke gøres afhængig af, at byggeriet er afsluttet.
En selv- eller medbygger kan blive tvunget til at indstille byggeriet, f.eks. på grund af økonomiske forhold. I disse tilfælde kan medlemmet modtage dagpenge. Dette forudsætter, at medlemmet kan sandsynliggøre, at byggeriet ikke kan fortsættes i en længere periode. Der skal også foreligge en tro og love erklæring fra medlemmet om, at byggeriet er indstillet.
Byggeriet kan også være ophørt midlertidigt. Det kan f.eks. være på grund af vejrlig eller materialemangel. I disse tilfælde kan medlemmet ikke modtage dagpenge.
Mindre byggearbejder
Hvis der er tale om mindre byggearbejder fraviges reglen om, at medlemmet slet ikke kan modtage dagpenge.
Mindre byggearbejder, herunder mindre ombygninger og fornyelser, er f.eks. opførelse af et haveskur eller en carport.
Byggearbejdet betragtes fortsat som arbejde, og der er fortsat tale om en formueforøgelse. Arbejdet skal derfor medføre fradrag i dagpengene. Medlemmet skal oplyse om antallet af arbejdstimer på dagpengekortet.
Almindeligt reparations- og vedligeholdelsesarbejde
Almindeligt reparations- og vedligeholdelsesarbejde, som udføres på egen bolig, betragtes ikke som arbejde. Der skal derfor ikke ske fradrag.
Til § 6 - Pension mv.
Til § 6, stk. 1
Pensionsordninger
Løbende udbetalinger af arbejdsrelaterede pensionsordninger medfører fradrag i dagpengene.
Fradrag sker, hvis pensionen er oprettet som led i tidligere ansættelsesforhold, og hvis det er normalt, at arbejdsgiveren helt eller delvist finansierer pensionen.
Årsagen til, at løbende arbejdsrelaterede pensioner medfører fradrag er, at pensionen anses for at træde i stedet for en tabt arbejdsfortjeneste. Arbejdsløshedsdagpenge udbetales også som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Hvis pensionsordningen følger af overenskomst eller anden kollektiv aftale, er ordningen af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager. Pensionsudbetalingen vil derfor medføre fradrag.
Reglen om fradrag gælder også for løbende udbetaling af tjenestemandspension og tjenestemandslignende pensioner.
Reglen anvendes på den samlede pension. Dette gælder, selv om medlemmet i en kortere periode har indbetalt hele pensionsbeløbet. Det kan f.eks. være fordi medlemmet har været selvstændig erhvervsdrivende eller har haft et arbejdsforhold, der ikke indeholdt en pensionsordning. Er perioden af længere varighed, sker der kun fradrag for den del af pensionen, der vedrører perioden, hvor ordningen var et led i et ansættelsesforhold. Efter praksis skal en pensionsudbetaling, der vedrører en periode på mere end 2 år, hvor kun medlemmet har indbetalt bidrag, ikke medføre fradrag.
Fradraget for pensionsudbetalingerne sker ved hjælp af den omregningssats, som er gældende på udbetalingstidspunktet. Dette fremgår af § 11. Fradraget beregnes på grundlag af den samlede pensionsudbetaling, det vil sige grundbeløb med eventuelle tillæg.
Hvis medlemmets pension medfører udbetalinger til andre end medlemmet selv, skal disse udbetalinger ikke medføre fradrag. Der kan f.eks. være tale om et børnepensionstillæg fra en tjenestemandspension.
Der skal ikke ske fradrag for privattegnede pensionsordninger, som ikke har forbindelse med et ansættelsesforhold. Dette gælder også tilfælde, hvor en arbejdsgiver tilbageholder bidrag i den ansattes løn og indbetaler beløbet til den ansattes private pensionsordning. Det kan f.eks. ske som en serviceordning fra arbejdsgiveren.
Til § 6, stk. 2
Pensioner fra udlandet
Der skal ske fradrag for løbende udbetaling af pensioner fra udlandet, når pensionsordningen har forbindelse med en arbejdsperiode i udlandet. Alle løbende udenlandske obligatoriske og frivillige arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger er omfattet af reglen. Pensionsordningens finansieringsform er uden betydning, når ordningen har forbindelse med et arbejdsforhold. Udenlandske pensioner, der direkte kan sidestilles med ydelser efter lov om social pension, er ikke omfattede af reglen.
Reglen gælder ikke privattegnede pensionsordninger, som ikke har forbindelse med et arbejds-/ansættelsesforhold.
Til § 6, stk. 3
Pension mv. til borgmestre, folketingsmedlemmer m.fl.
Reglen gælder pension, som løbende udbetales til tidligere borgmestre, folketingsmedlemmer, europaparlamentsmedlemmer mv. Reglen gælder også for andre ydelser, som udbetales efter medlemmet er fratrådt hvervet. Det kan f.eks. være efterløn/eftervederlag, som udbetales til folketingsmedlemmer, borgmestre, udvalgsformænd m.fl.
Til § 6, stk.4
Pensionslignende indtægter
Løbende udbetalinger, der har karakter af pension, medfører også fradrag i dagpengene. Dette gælder, når ydelsen udbetales fra en tidligere arbejdsgiver. Det gælder også, når udbetalingerne er tidsbegrænsede.
Til § 7 - Ophavsrettigheder mv.
Til § 7, stk.1
Genanvendelse mv.
Indtægter fra genudsendelse eller anden form for genanvendelse, medfører fradrag. Dette gælder, når betalingen er et led i den almindelige aflønningsform inden for personens faglige område. Indtægten medfører fradrag, uanset om arbejdsindsatsen, som er baggrunden for genanvendelsen, er udført i en ledigheds- eller arbejdsperiode.
Når medlemmets faglige område skal bestemmes, kan der lægges vægt på, om medlemmet i en længere periode har udført arbejde inden for det relevante faglige område. Andre forhold kan også tillægges vægt, f.eks. hvilken a-kasse den ledige er medlem af, og hvor medlemmet er organiseret.
Fradraget sker ved brug af omregningssatsen på det tidspunkt, hvor indtægten modtages. Dette fremgår af § 11.
Til § 7, stk. 2
Ophavsrettigheder
De nævnte indtægter kan stamme fra arbejde, som normalt medfører udbetalinger over en lang årrække. Indtægterne medfører ikke fradrag.
Til § 8 - Legater
Der kan være tvivl om, hvorvidt et udbetalt legat skal medføre fradrag eller ej. Dette skyldes blandt andet, at der findes mange forskellige legater.
Hvis legatet ydes til en bestemt aktivitet, f.eks. kunstnerisk virksomhed skal man være opmærksom på, at medlemmet kan være selvstændig erhvervsdrivende.
Hvis medlemmet ikke er selvstændig erhvervsdrivende skal spørgsmålet om fradrag afgøres efter § 8.
Hvis medlemmet forpligter sig til at udføre et stykke arbejde, som betingelse for at modtage legatet, skal der ske fradrag i dagpengene.
Et legat kan have karakter af en gave. Dette er tilfældet, hvis der ikke er knyttet nogen arbejdsforpligtelse til udbetalingen. Legatet skal i disse tilfælde ikke medføre fradrag.
Til § 9 - Arbejdsfrie indtægter
Der skal alene ske fradrag for arbejde, der udføres i en ledighedsperiode.
Der skal som hovedregel ikke ske fradrag for en indtægt, der stammer fra arbejde, som er udført i en periode, hvor medlemmet ikke har fået dagpenge.
Der skal heller ikke ske fradrag for arbejdsfrie indtægter.
Ved indtægter, som ikke er nævnt i bestemmelsen, må det undersøges, om der er tale om en arbejdsfri indtægt, som kan sidestilles med de nævnte. Bestemmelsen er derfor ikke udtømmende.
Rådighedsbeløb
Rådighedsbeløb medfører ikke fradrag i dagpengene.
Et rådighedsbeløb er et beløb, der udbetales for, at en person står til rådighed for et arbejde uden for den aftalte arbejdstid og uden for fastlagte vagtperioder. Personen er ikke forpligtet til at være at træffe i den omhandlede periode.
Rådighedsbeløbet må ikke være betaling for et udført arbejde, men alene betaling for den ulempe det er, at kunne blive kaldt på arbejde uden for den aftalte arbejdstid.
Det betyder, at der ikke skal ske fradrag for rådighedsbeløb som udbetales til f.eks. deltidsansatte brandmænd, ansatte i redningsberedskabet og reserveofficerer i forsvaret.
Løn for vagtafholdelse medfører fradrag i dagpengene. Det er f.eks. tilfældet, når medlemmet skal kunne træffes i hjemmet.
Til § 11 - Beregning af fradrag
Til § 11, stk. 1
Beregning
Denne bekendtgørelse fastsætter hvilke aktiviteter og indtægter, som medfører fradrag i dagpengene. Det fremgår af bekendtgørelse om supplerende dagpenge, hvordan fradraget skal ske.
Til § 11, stk. 2
Ved beregningen af fradraget for indtægter fra borgerlige ombud og hverv, pensioner, ophavsrettigheder samt legater, skal benyttes samme fremgangsmåde som ved omregning af indtægt fra arbejde med ukontrollabel arbejdstid, jf. bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Til § 13, stk.1
Aftaler om udbetaling af beløb, der kan sidestilles med pension, og som f.eks. udgør et supplement til dagpengene, skal ikke medføre fradrag i dagpengene, hvis aftalen er indgået inden den 1. juli 1999.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 9. juni 1999
Jørgen Kappel
/Tine Gram