Cirkulære om skattefri aktieombytning - sagsudlægning
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 1. Ligningsrådet bemyndiger herved told- og skatteregionerne til at træffe afgørelse i sager efter aktieavancebeskatningslovens § 13 efter følgende retningslinier
§ 2. Udlægningen omfatter alle sager om ombytning af aktier eller anparter bortset fra ombytninger,
1) der omfatter aktier eller anparter omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 a,
2) for hvilke det ikke er tilkendegivet, at den ejerandel både med hensyn til stemmer og kapital af det fremtidige datterselskab, der erhverves ved ombytningen, vil blive bevaret i mindst 3 år,
3) hvor told- og skatteregionen anser fastsættelse af særlige vilkår - bortset fra et vilkår om anmeldelse af efterfølgende ændringer - for påkrævet,
4) hvor told- og skatteregionen skønner, at der kan være tale om skatteundgåelse/skatteunddragelse,
5) som rummer spørgsmål af principiel karakter,
6) hvor der umiddelbart forud for ansøgningen er sket en overdragelse af en aktiepost, gennemført en ændring af vedtægterne el. lign., med den virkning, at en stemmemæssig paritet er ændret til en majoritet,
7) hvor told- og skatteregionen og kommunen er uenige om, hvorledes sagen skal afgøres.
§ 3. Udlægningen gælder dog ikke ansøgninger, hvor et selskab på vegne af aktionærerne ansøger om tilladelse til ombytning af børsnoterede aktier, jfr. ABL § 4, stk. 2, 2. pkt, eller hvor der ansøges om tilladelse til ombytning af aktier i selskaber hjemmehørende udenfor Danmarks grænser. Disse ansøgninger behandles af Told- og Skattestyrelsen. Hvis Told- og Skattestyrelsen finder, at sagen rummer spørgsmål af principiel karakter, eller finder at der er behov for at knytte vilkår til tilladelsen, træffer Ligningsrådet afgørelse.
§ 4. Told- og skatteregionerne tager stilling til, hvorvidt en påtænkt eller gennemført ændring stemmer overens med tilladelsen, hvis der i tilladelsen er stillet vilkår om anmeldelse af ændringer i de forhold, der ligger til grund for afgørelsen.
Stk. 2. Ligningsrådet tager dog stilling,
1) hvis den oprindelige tilladelse er meddelt af Ligningsrådet,
2) hvor ændringen indebærer det erhvervende selskabs afståelse af de ombyttede aktier,
3) hvor ændringen direkte eller indirekte indebærer, at det erhvervende selskabs kapital- eller stemmeandel i det erhvervede selskab bliver mindre end 51%,
4) når told- og skatteregionen skønner, at der kan være tale om skatteunddragelse / skatteundgåelse hvis ændringen er af principiel karakter.
§ 5. Anmodninger efter aktieavancebeskatningslovens § 13, dvs. også anmodninger, hvor Ligningsrådet eller Told- og Skattestyrelsen skal træffe afgørelse, indsendes til den told- og skatteregion, hvor det selskab, hvori aktier mv. ønskes ombyttet, er hjemmehørende.
Stk. 2. I tilfælde, hvor der ønskes ombyttet aktier mv. i flere selskaber hjemmehørende ved forskellige told- og skatteregioner, indsendes anmodningen til den told- og skatteregion, hvor det i økonomisk henseende mest betydende selskab er hjemmehørende.
Stk. 3. Øvrige ansøgninger indsendes til Told- og Skattestyrelsen.
§ 6. Klage over en afgørelse truffet af en told- og skatteregion stiles til Ligningsrådet og indsendes til den told- og skatteregion, som har truffet afgørelsen, senest 3 måneder efter afgørelsen er meddelt skatteyder eller dennes repræsentant.
Stk. 2. Klage over en afgørelse truffet af Told- og Skattestyrelsen stiles til Ligningsrådet og indsendes til styrelsen senest 3 måneder efter afgørelsen er meddelt skatteyder eller dennes repræsentant.
§ 7. Cirkulæret har virkning for ansøgninger, der modtages d. 1. juli 1999 eller derefter. Cirkulære nr. 149 af 7. oktober 19962) ophører med at have virkning for ansøgninger, der modtages d. 1. juli 1999 eller derefter.
Told- og Skattestyrelsen, den 27. maj 1999
Frantz Howitz
/Jørgen Egelund
Cirkulære om skattefri aktieombytning - sagsudlægning1)
1) I Told- og Skattestyrelsens egen fortløbende nummerrække har cirkulæret nr. 1999-19.
2) TS-cirkulære 1996-23.