Vejledning om betaling af medlemsbidrag til en a-kasse
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
Bilag
Tilbagebetaling
Hjemmel
Udbetalingsform
Beskatning
Modregning af a-kassens tilgodehavender hos medlemmet
Begivenhed
Kontant*)
Overførsel til pensionsordning
Tilgodehavende i a-kasse eller i DfA
Afgift
Personlig indkomst
M fyldt 60 år**)
§ 10,
stk. 2
§ 11,
stk. 1 og 2
§ 11,
stk. 1 og 2
§ 12
Ja
Ja
Ja
Nej
60%
Nej
Nej
Nej
Nej
Ophør med betaling af efterlønsbidraget
§ 14
Ja
Nej
M fortryder betaling af eftrlønsbidrag
a) inden for 3 måneder
b) senest den 30. september 1990
(Overgangsordning)
§ 15,
stk 1
Ja
Ja
Ja
(efter skat)
M tilkendes førtidspension**)
§ 15,
stk. 2
Ja
30%
Ja
(efter afgift)
M dør**)
§ 15,
stk. 2
Ja
30%
Ja
(efter afgift)
M mister uforskyldt ret til efterløn***)
§ 18, 1. punktum
Ja
30%
Nej
Fravalg af efterlønsordningen
+ valg af
dansk pension
b) udenlandsk pension
c) intet valg (M passiv)
§ 23, stk. 2
Ja
Ja
Nej
Nej
Nej
Nej
Nej
Nej
*) Beløbet indsættes på M s konto
**) Anmodning skal fremsættes skriftligt over for a-kasse eller DfA, jf. § 15, stk. 3.
***) Anmodning skal fremsættes skriftligt over for DfA (dispensationsbestemmelse).
Vejledning om betaling af medlemsbidrag til en a-kasse
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har i bekendtgørelse nr. 339 af 31. maj 1999 fastsat regler om
- medlemmers pligt til at betale almindeligt medlemsbidrag,
- medlemmers mulighed for at betale efterlønsbidrag,
- a-kassens pligt til at foretage modregning i dagpenge mv.,
- medlemmers mulighed for fritagelse for betaling af ordinært medlemsbidrag,
- konsekvenserne af manglende betaling,
- tilbagebetaling af det almindelige medlemsbidrag,
- tilbagebetaling mv. af efterlønsbidraget,
- efterbetaling af efterlønsbidraget samt
- kassens vejledningspligt.
Indledning
Det samlede medlemsbidrag, et medlem indbetaler til en a-kasse, jf . § 77 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., består af
- bidrag til arbejdsløshedsforsikringen: § 77, stk. 2,
- administrationsbidraget: § 77, stk. 6,
- ATP-bidraget: § 77, stk. 7, og
- et frivilligt efterlønsbidrag: § 77, stk. 4.
Det almindelige medlemsbidrag omfatter bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, administrationsbidraget og ATP-bidraget, jf. § 1.
Når bekendtgørelsen taler om det almindelige medlemsbidrag, omfatter det alle 3 bidrag, medmindre det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at medlemsbidraget begrænser sig til enkelte af disse bidrag, jf. §§ 4 og 10.
Til § 1, stk. 1
Indbetaling af efterlønsbidrag forudsætter medlemskab af en a-kasse, jf. dog § 19.
Til § 1, stk. 5
Det følger af lovens § 77, stk. 4, at efterlønsbidraget opkræves af alle medlemmer, som ikke skriftligt har tilkendegivet, at de ønsker at fravælge bidraget. Følgende medlemsgrupper er dog undtaget, jf. lovens § 77, stk. 5
1) Medlemmer, der er fyldt 60 år før den 1. juli 1999.
2) Medlemmer, som er på overgangsydelse.
3) Medlemmer, som er overgået til efterløn eller har fået udstedt efterlønsbevis, eller som er overgået til seniorydelse efter lov om seniorydelse.
4) Medlemmer, som er fyldt 50 år, og som er omfattet af reglerne om fleksjob i kapitel 7 i lov om aktiv socialpolitik.
5) Medlemmer under 30 år.
A-kassen kan ikke opkræve efterlønsbidraget for disse medlemsgruppers vedkommende.
Fravalget skal ske skriftligt til kassen med samme varsel, der gælder for udmeldelse af kassen, jf. dog den særlige »fortrydelsesret« i § 10, stk. 2.
Kassen (afdelingen) skal stemple meddelelsen straks ved modtagelsen.
E-mail ligestilles med brev og fax, forudsat at e-mailen printes ud og datostemples. Der er tale om en fravigelse fra de almindelige dokumentationskrav, jf. at en e-mail ikke er forsynet med underskrift. Fravigelsen kan accepteres, da kassen har en særlig vejledningpligt, jf. bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
For at sikre at et medlem, der fortryder sit fravalg, ikke mister anciennitet og dermed retten til efterløn, har medlemmet »fortrydelsesret« i 3 måneder. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor kassen har modtaget besked om fravalget. I denne periode kan medlemmet efterbetale efterlønsbidraget og dermed bevare en ubrudt betalingsanciennitet.
Et medlem kan således fortryde sit fravalg flere gange undervejs uden at miste efterlønsanciennitet, blot medlemmet fortryder inden for 3-måneders fristen.
Til § 1, stk. 6
Medlemmet skal tilmelde sig skriftligt. Tilmeldingen gælder fra det tidspunkt, hvor a-kassen (afdelingen) har modtaget meddelelsen, jf. vejledningen til stk. 5.
Til § 2, stk. 1
Ordinær betaling af det samlede medlemsbidrag
Et medlem skal først betale medlemsbidrag fra det tidspunkt, hvor optagelsen har virkning. Tilsvarende gælder, hvis medlemmet bliver omfattet af ordningen med betaling af efterlønsbidrag.
A-kassen skal oplyse medlemmet om, hvornår og på hvilken måde medlemsbidraget skal betales.
Det skal endvidere fremgå af opkrævningen, hvilken periode medlemsbidraget dækker.
Betaling via privatpersoner
Hvis medlemmet overlader betalingen til tredjemand, fx en ægtefælle, pårørende eller andre, har medlemmet selv ansvaret for, at betalingen sker rettidigt.
Betaling via et pengeinstitut mv.
Medlemmet kan altid betale medlemsbidrag gennem et pengeinstitut eller gennem postvæsenet.
Medlemmet har selv ansvaret for, at betalingen sker rettidigt, se dog neden for om fejl fra pengeinstituttets side.
Vælger medlemmet at betale via »home-banking«, er det således medlemmets eget ansvar, at betalingsordren gennemføres.
Betaling via automatisk betalingsservice anses for sket, når beløbet er debiteret medlemmets konto.
Hvis der sker betaling efter betalingsfristens udløb, og dette udelukkende skyldes fejl fra pengeinstituttets side, vil en for sen indbetaling være rettidig, hvis der på sidste rettidige indbetalingsdag var dækning på medlemmets konto. Det forudsættes dog, at medlemmet betaler straks efter at være blevet gjort opmærksom på fejlen, fx ved a-kassens rykkerbrev.
Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor pengeinstituttet har modtaget girokortet rettidigt, og hvor medlemmet, inden medlemsbidraget forfalder, har indgået aftale om, at medlemsbidraget løbende og inden betalingsfristens udløb skal betales via betalingsservice.
Ved betaling af medlemsbidrag via egen girokonto eller via »home-banking« anses betaling for sket, når beløbet er debiteret medlemmets konto.
Ved betaling af medlemsbidrag med check anses betaling for sket, når checken er kommet frem til kassen.
Betaling på et posthus eller i et pengeinstitut er sket på det tidspunkt, hvor posthuset/pengeinstituttet datostempler girokortet som kvittering for, at betaling er sket.
Disse retningslinier for de almindelige betalingsmåder gælder også ved betaling inden for de frister, der er nævnt i § 5, stk. 3, § 6, stk. 2, § 7, stk. 3, § 8, stk. 2, og § 19, stk. 3.
Særligt ved overflytning
I overflytningssituationen mellem 2 a-kasser reguleres bidraget med virkning fra den dag, der fastsættes for overflytningen.
Kassen fastsætter selv retningslinier for »skæve opkrævninger« i forbindelse med overflytning, optagelse, etc. Det er dog en forudsætning, at kassen følger en ensartet praksis for alle sine medlemmer.
Til § 2, stk. 2
Når en a-kasse opkræver medlemsbidraget forud, kan bidraget tidligst forfalde på den første dag i den periode, som medlemsbidraget dækker.
Til § 2, stk. 3
A-kassen skal oplyse medlemmet om de enkelte bidrags størrelse på den almindelige opkrævning. Hvis kassen opkræver medlemsbidraget ved løntræk eller på en anden måde uden skriftlig opkrævning til medlemmet, skal kassen skriftligt oplyse medlemmet om bidragenes størrelse hvert år inden udgangen af januar måned og ved ændring af bidragenes størrelse.
Til § 2, stk. 4
Et medlem, der betaler det almindelige eller det samlede medlemsbidrag til a-kassen, kan ikke slettes som medlem af kassen.
Rykker- og sletteproceduren skal standses, når medlemmet har betalt skyldigt medlemsbidrag til kassen, uanset om medlemmet er i restance med kontingent til den faglige organisation. Der henvises til vejledningen til § 2, stk. 5, § 5 og § 6.
Er medlemmet i restance med efterlønsbidraget, begynder eller fortsætter kassen proceduren i §§ 7 og 8.
Til § 2, stk. 5
Når en a-kasse opkræver medlemsbidrag til kassen sammen med kontingent til den faglige organisation, skal det tydeligt fremgå, hvilken andel af det samlede beløb, der er medlemsbidrag til kassen.
Betaler medlemmet et beløb, der mindst svarer til det samlede medlemsbidrag, må kassen ikke iværksætter rykkerproceduren. Se neden for om indholdet af rykker- og slettebrevet.
Indbetaler medlemmet et beløb, der ikke fuldt ud dækker det samlede medlemsbidrag og det faglige kontingent, er der fastsat en »prioriteret rækkefølge« for afskrivning af det skyldige beløb. Hvis medlemmet samtidig har meddelt kassen, hvordan indbetalingen skal fordeles, afskrives beløbet som ønsket af medlemmet.
Girokortet lyder fx på: forsikringsbidrag: 276 kr.
ATP: 9 kr.
administationsbidrag: 127 kr.
efterlønsbidrag: 184 kr.
restancegebyr: 50 kr.
fagligt kontingent: 250 kr.
I alt 896 kr.
Medlemmet betaler kun 800 kr. og har ikke oplyst, hvordan betalingen skal fordeles. Beløbet afskrives først på det almindelige bidrag (forsikringsbidrag, ATP og administationsbidrag) i alt 412 kr. og dernæst på efterlønsbidraget på 184 kr. Det overskydende beløb på 204 kr. kan afskrives på det faglige kontingent eller restancegebyret.
Restancegebyret er ikke en del af medlemsbidraget i den forstand, at manglende betaling kan udløse en karantæne eller slettelse som medlem af kassen. Det betyder, at kassen må inddrive restancegebyr på samme måde som almindelige fordringer. Se vejledningen til § 5, stk. 1 og 2, og § 7, stk. 1 og 2.
Til § 3, stk. 1 og 2
Tvungen modregning
A-kassen har pligt til at foretage modregning for det forfaldne samlede medlemsbidrag i tilgodehavende dagpenge og andre ydelser, der udbetales af kassen. Der er dog kun pligt til at modregne, hvis det samlede medlemsbidrag eller hele det almindelige medlemsbidrag til kassen kan modregnes.
Skattevæsenets krav om lønindeholdelse går forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, også medlemsbidrag. Der kan først modregnes for anden gæld til kassen, efter at det forfaldne samlede medlemsbidrag er blevet modregnet.
Kassen kan ikke modregne medlemsbidraget i en ydelse, som medlemmets arbejdsgiver får udbetalt som refusion.
Kassen skal senest samtidig med, at modregningen foretages, give medlemmet en modregningserklæring. Dette kan fx ske på den opgørelse, som udleveres til medlemmet i forbindelse med dagpengeudbetalingen. Af modregningserklæringen skal det fremgå, dels hvilken periode medlemsbidraget dækker, dels størrelsen af de enkelte bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, administrationen, ATP og efterlønnen. Denne specifikation kan undværes, hvis medlemmet har modtaget en opkrævning eller en årlig opgørelse, hvoraf betalingsperioden og størrelsen af de enkelte bidrag fremgår.
Kassen skal i forbindelse med iværksættelse af modregningsprocedure oplyse om, at medlemmet selv skal indbetale medlemsbidraget, når udbetalingen af ydelser fra kassen ophører. Kassen skal samtidig oplyse medlemmet om konsekvensen af manglende indbetaling, når kassen ikke længere kan modregne.
I de tilfælde, hvor kassen ikke længere kan modregne, fx fordi medlemmet kommer i beskæftigelse, kan kassen, uanset at medlemmet ikke forud har modtaget en opkrævning, iværksætte rykkerproceduren, jf. bekendtgørelsens §§ 5-8.
Det bemærkes, at medlemmets krav på at få efterlønsbidraget tilbagebetalt i »fortrydelsessituationerne«, jf. § 10, stk. 2, og § 23, stk. 2, ikke kan betragtes som en ydelse fra kassen, som kassen kan foretage modregning i. Der henvises til vejledningen til § 17, der giver kassen adgang til modregning af sine tilgodehavender i forbindelse med udbetaling af efterlønsbidraget, når medlemmet fylder 60 år, får tilkendt førtidspension eller dør, jf. § 15.
Aftalt modregning
Bortset fra situationen i stk. 2 kan der kun ske modregning, når det gælder medlemsbidrag, der endnu ikke er forfaldent, hvis modregningen er aftalt med medlemmet.
Næstsidste afsnit under tvungen modregning, der handler om et medlem, der kommer i beskæftigelse, gælder også ved aftalt modregning.
Til § 4, stk. 1
Anmodningen skal være a-kassen i hænde inden udløbet af fristen efter § 5, stk. 3, fra hvilket tidspunkt medlemmet ellers vil være slettet.
Reglerne om fritagelse for betaling af det almindelige medlemsbidrag til kassen vedrører alene bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og ATP-bidraget. Kassen kan desuden generelt vedtage også at fritage for betaling af administrationsbidraget.
Frihedsberøvede medlemmer
Frihedsberøvede medlemmer, der kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, opfylder ikke betingelserne for at blive fritaget for betaling af medlemsbidrag.
Der kan ske fritagelse fra den dag, hvor frihedsberøvelsen påbegyndes, hvis frihedsberøvelsen er af mere end 30 dages varighed.
Medlemmer, hvis dagpengeret er ophørt
Medlemmer, hvis dagpengeret er ophørt, skal være tilmeldt AF som ledige.
Dagpengeretten anses for ophørt, når medlemmets periode med ret til dagpenge er udløbet. Det er tilstrækkeligt, at medlemmet tilmelder sig AF, hvor medlemmet ønsker det - »personlig tilmelding«. Der kræves således ikke tilmelding i den region, hvor medlemmet bor, jf. bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.
For medlemmer, der delvist arbejder, gælder, at medlemmet kun kan opnå fritagelse, hvis medlemmet er fuldt ledig i en uge og ikke er fast tilknyttet en arbejdsgiver.
Fritagelsen kan gives fra dagpengerettens ophør, forudsat at medlemmet er ledig og tilmeldt AF i perioden med fritagelse.
Konstaterer kassen efterfølgende, at medlemmet ikke har opfyldt betingelserne, skal bidraget for den forløbne periode opkræves i overensstemmelse med de almindeligt gældende regler om opkrævning af medlemsbidrag mv.
For medlemmer, som har mistet dagpengeretten efter det fyldte 50. år, henvises til vejledningen til stk. 4.
Voksenlærlinge og medlemmer under uddannelse
Andre voksenlærlinge end de nævnte er ikke omfattet af ordningen.
Bestemmelserne omfatter også medlemmer, der har orlov fra uddannelsen, men fortsat står tilmeldt uddannelsen.
Det er en betingelse, at medlemmet betaler efterlønsbidrag. Da medlemmer under 30 år ikke betaler efterlønsbidrag, kan voksenlærlinge mellem 25-30 år ikke opnå fritagelse.
Hvis medlemmet ophører med at betale efterlønsbidraget, er betingelserne for fritagelse af betaling af medlemsbidrag ikke længere opfyldt. A-kassen skal iværksætte rykker- og frameldeprocedure vedrørende efterlønsbidraget i overensstemmelse med §§ 7 og 8. Hvis medlemmet efterfølgende frameldes ordningen vedrørende efterløn, skal kassen opkræve medlemsbidrag fra det tidspunkt, hvor frameldingen har virkning fra. Opkrævningen skal ske i overensstemmelse med de almindeligt gældende regler om opkrævning af medlemsbidrag mv.
Til § 4, stk. 2
Fritagelsen kan tidligst gælde fra det tidspunkt, hvor a-kassen har modtaget den skriftlige anmodning herom. Allerede indbetalt medlemsbidrag, der vedrører en periode efter anmodningstidspunktet, kan tilbagebetales.
Personer, der er fyldt 35 år, og som indtil den 30. september 1999 har meldt sig ind i kassen med virkning fra den 1. april 1999 eller senere, jf. § 7 i lov nr. 276 af 12. maj 1999, kan dog fritages med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor begivenheden indtraf, dog tidligst fra den 1. juli 1999, hvis anmodningen om fritagelse indgives samtidig med optagelsen.
Til § 4, stk. 3
Hjælp til forsørgelse eller til dækning af almindelige leveomkostninger efter lov om aktiv socialpolitik udelukker fritagelse for betaling af medlemsbidrag. Et medlem, der alene modtager hjælp til dækning af husleje eller andre bestemte formål, kan opnå fritagelse for betaling af medlemsbidrag.
Bestemmelsen omfatter også de medlemmer, der er omfattet af § 4, stk. 1, nr. 4, uanset om hjælpen efter lov om aktiv socialpolitik ikke overstiger det maksimale dagpengeniveau eller elevlønnen for elever.
Til § 4, stk. 4
Medlemmer, som har mistet dagpengeretten efter det fyldte 50. år, men som i medfør af lovens § 74 a, stk. 5, ved fortsat indbetaling af medlem- og efterlønsbidrag har ret til efterløn ved det fyldte 60. år, kan ikke fritages for betaling af medlemsbidraget, uden at det får konsekvenser for retten til efterløn.
Til § 4, stk. 6
Opgørelse af indtægter
Ved opgørelse af medlemmets samlede indtægter medregnes alle indtægter, der hidrører fra beskæftigelse samt SU og lign. ydelser, der modtages i forbindelse med, at medlemmet er under uddannelse. Legater medregnes i det omfang, medlemmet bliver beskattet af beløbet. Derimod skal renteindtægter, lån og lign. ikke medregnes.
For elever må den samlede indtægt ikke overstige elevlønnen. Elevlønninger er fastsat i de enkelte overenskomster og stiger gennem uddannelsens forløb. Elevlønnen må for det enkelte medlem udgøre elevlønnen på det pågældende læreårstrin incl. eventuelle tillæg inden for det overenskomstområde, som medlemmet er omfattet af under uddannelsen.
Medlemmer, der deltager i social- og sundhedsuddannelserne, betragtes som elever.
For medlemmer under uddannelse, der ikke modtager elevløn men fx SU, må den samlede indtægt ikke overstige det maksimale dagpengeniveau.
Den samlede indtægt opgøres som et gennemsnit af indtægten for 12 måneder - regnet fra tidspunktet for fritagelsen.
For elever, der er lønnet under uddannelsen, må den samlede indtægt således højst udgøre elevlønnen for 12 måneder. Hvis eleven udover sin elevløn har andre indtægter, vil der ikke være mulighed for fritagelse.
For andre medlemmer er der mulighed for at have indtægter, der i nogle måneder ligger over det maksimale dagpengeniveau for en måned, når blot den samlede indtægt opgjort som gennemsnittet af indtægten for 12 måneder, ikke overstiger det maksimale dagpengeniveau for 12 måneder.
Beskæftigelseskravet
Medlemmet skal ved uddannelsens start opfylde beskæftigelseskravet, som nævnt i lovens § 53, stk. 2 og 5. Perioder, hvori medlemmet har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse, som der er dimitteret på, jf. lovens § 56, kan ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Perioder, ophør mv.
Fritagelsen gives for et år ad gangen. Der er ikke mulighed for at blive fritaget for betaling af medlemsbidrag for perioder af under 12 måneder, medmindre uddannelsen afsluttes eller ophører inden for 12 måneders perioden.
Der kan maksimalt ske fritagelse for sammenlagt 5 år. Et medlem, der har været fritaget i en 12 måneders periode, kan fx hvis den samlede indtægt vil overstige det maksimale dagpengeniveau - for elever elevlønnen - vælge ikke at blive fritaget for den følgende 12 måneders periode.
Fritagelsen kan som udgangspunkt gives på baggrund af medlemmets tro og love oplysning om deltagelse i uddannelse og indtægter under uddannelsen. Ved forlængelse af fritagelsen skal medlemmet på tro og love erklære, at betingelserne for fritagelsen har været opfyldt, herunder fremsende oplysninger om indtægten i de forløbne 12 måneder.
Konstaterer a-kassen, at medlemmets samlede indtægt oversteg det maksimale dagpengeniveau for et år - eller elevlønnen for et år - skal medlemsbidraget for 12 måneder opkræves i overensstemmelse med de almindeligt gældende regler om opkrævning af medlemsbidrag mv.
Fritagelse for betaling af medlemsbidrag gælder indtil det tidspunkt, hvor medlemmet afslutter eller ophører med uddannelsen. Hvis fritagelsen ophører som følge af, at medlemmet afslutter eller ophører med uddannelsen inden for den 12 måneders periode, der er givet fritagelse for, skal medlemmet på tro og love erklære, at betingelserne har været opfyldt indtil det tidspunkt, hvor medlemmet afsluttede eller ophørte med uddannelsen, herunder fremsende oplysninger om indtægten i den forløbne periode. Den samlede indtægt opgøres som et gennemsnit af indtægten i den periode inden for 12 måneders perioden, hvor medlemmet deltog i uddannelsen, og må udgøre en forholdsmæssig del af det maksimale årlige dagpengeniveau - for elever en forholdsmæssig del af den årlige elevløn.
Til § 4, stk. 7
Der kan ikke udbetales ydelser, herunder kursusgodtgørelse, fra a-kassen i fritagelsesperioden.
Der kan blive tale om efterbetaling af ydelser fra kassen i de situationer, hvor det efterfølgende har vist sig, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for fritagelse for betaling af medlemsbidrag, fx fordi medlemmet ophørte med uddannelsen, eller for så vidt angår de medlemmer, der er nævnt i stk. 1, nr. 4, at den samlede indtægt oversteg det maksimale dagpengeniveau - for elever elevlønnen.
Til §§ 5 og 6
Fristberegningen
Et rykker- eller slettebrev, der fx sendes tirsdag den 06.04.99 anses for at være kommet frem onsdag den 07.04.99. 3-ugers fristen udløber onsdag den 28.04.99 og 4-ugers fristen onsdag den 05.05.99. Betaling efter § 2, stk. 1, skal være sket senest den 28.04.99 eller den 05.05.99, jf. vejledningen til § 2, stk. 1.
Det er vigtigt, at brevenes datering og den faktiske afsendelsesdag er samme dag, da en oplyst »seneste betalingsdag« ellers ikke kan lægges til grund ved indbetalingen. Sender a-kassen derfor et rykker- eller slettebrev senere, end brevet er dateret, skal kassen være særlig opmærksom på, om betaling er sket rettidig. Betalingsfristen regnes fra og med den første hverdag, herunder lørdag, efter at kassen har sendt rykker- eller slettebrevet.
Hvis fristen udløber på en lørdag, en søndag eller en søgnehelligdag, er betaling den førstkommende hverdag rettidig. Tilsvarende gælder, hvis fristen udløber den 05.06, 24.12 eller 31.12.
Hvis medlemmet godtgør, at rykkerbrevet er kommet senere frem, skal fristen regnes fra dette tidspunkt. Det gælder dog ikke, hvis forsinkelsen skyldes medlemmets egne forhold, fx omadressering, adresse i udlandet mv.
Formuleringen af rykker- og slettebrevet
Når det drejer sig om a-kasser, der som led i en samadministration med den faglige organisation opkræver kontingent til den faglige organisation sammen med medlemsbidraget til kassen, stilles der i bekendtgørelsen strengere krav til brevenes formulering.
Det skal udtrykkeligt fremgå af rykker- og slettebrevets tekst, at et medlem, der betaler medlemsbidrag til kassen, ikke kan slettes som medlem af kassen.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at medlemmet af selve teksten og af opkrævningen kan se, hvilket beløb der er kontingent til den faglige organisation og hvilket beløb, der er medlemsbidrag til kassen.
Brevene må ikke være formuleret på en sådan måde, at medlemmet kan tro, at medlemskabet af kassen ophører, hvis medlemmet ikke betaler kontingentet til den faglige organisation. Brevets henvisning til lovens § 78 må således kun kædes sammen med manglende betaling af det beløb, der er medlemsbidraget til kassen.
Betaling af et mindre beløb end det, opkrævningen lyder på
Betaler medlemmet et beløb, der dækker medlemsbidraget, kan medlemmet ikke slettes som medlem af a-kassen, uanset at medlemmet ikke har betalt det opkrævede kontingent til den faglige organisation.
Dette gælder, medmindre medlemmet klart har tilkendegivet, at (en del af) betalingen ikke er til kassen. Der henvises til vejledningen til § 2, stk. 5.
Til § 5, stk. 1 og 2
Udsendelse af rykkerbrev
A-kassen skal hver måned sende et rykkerbrev til de medlemmer, som er i restance med medlemsbidrag, der forfaldt i den forudgående måned.
Opkræves medlemmet i forbindelse med rykkerbrevet også for et senere forfaldent medlemsbidrag, skal det udtrykkeligt fremgå, hvilket beløb der skal være betalt inden udløbet af 3-ugers fristen, for at medlemmet undgår slettelse.
Opkræves medlemmet i forbindelse med rykkerbrevet også for medlemsbidrag og eventuelt restancegebyr for en forudgående periode, skal dette udtrykkeligt fremgå af brevet, jf. om restancegebyr nedenfor.
Indbetalinger fra medlemmet skal altid afskrives på den ældste restance med det samlede medlemsbidrag til kassen, medmindre medlemmet klart har tilkendegivet, at betalingen ikke er til kassen.
Opkrævning af restancegebyr
A-kassen kan opkræve et restancegebyr i forbindelse med udsendelsen af et rykkerbrev, men restancegebyret er ikke en del af medlemsbidraget, jf. i øvrigt vejledningen til § 2, stk. 5.
Restancegebyret opkræves til dækning af de udgifter, kassen har ved at skulle iværksætte rykkerproceduren. Restancegebyret kan dog bortfalde, hvis medlemmet er uden skyld i iværksættelsen af rykkerproceduren.
Der er ikke hjemmel til at opkræve andre gebyrer end restancegebyret. Kassen kan således ikke pålægge medlemmer særligt gebyr fx for at sende breve til udlandet eller for at modtage betaling fra medlemmer i udlandet.
Til § 5, stk. 4
Dokumentation for afsendelsen af rykkerbrevet
Dokumentation for, at medlemmet er blevet rykket skriftligt, kan enten bestå af brevkopi af det afsendte rykkerbrev eller af edb-udskrift eller lign., der viser, på hvilken dato rykkerbrevet er sendt til medlemmet. Endelig kan dokumentationen for afsendelse af brevet ske ved, at postvæsenet kvitterer for, at brevet er indleveret til afsendelse hos postvæsenet.
Der henvises til reglerne i vejledningen om dokumentation for arbejdsløshedskassernes administration af bestemmelserne i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
Til § 6, stk. 1 og 2
Udsendelse af slettebrev
A-kassen skal i sin afgørelse om slettelse, der fremgår af slettebrevet, orientere medlemmet om, at medlemskabet genoprettes, hvis de medlemsbidrag, der er forfaldne på det tidspunkt, hvor slettebrevet sendes, betales inden for en frist på 4 uger, jf. oven for om fristberegningen.
Genoprettelse gøres således betinget af, at såvel det medlemsbidrag, som medlemmet er i restance med som evt. senere forfaldne medlemsbidrag, betales inden fristens udløb.
Eksempel
Medlemsbidraget opkræves månedsvis forud. Der rykkes for medlemsbidraget for april måned mandag den 10.05.99 med betalingsfrist tirsdag den 01.06.99. Medlemmet betaler ikke. Medlemmet betaler heller ikke medlemsbidraget for maj måned. På grund af restancen med april måneds medlemsbidrag sendes slettebrev tirsdag den 08.06.99.
Forfaldsdag for medlemsbidraget for månederne april, maj og juni er henholdsvis den 01.04.99, 01.05.99 og 01.06.99. Medlemsbidrag for disse måneder er forfaldne på tidspunktet for afsendelsen af slettebrevet. Genoprettelsen er derfor betinget af, at medlemmet betaler medlemsbidrag for april, maj og juni måned.
Opkrævningen i forbindelse med slettebrevet erstatter rykkerbrevet for medlemsbidraget for maj måned.
Det skal fremgå af slettebrevet, dels hvilket beløb medlemmet skal betale, for at medlemskabet kan genoprettes, dels hvilke perioder beløbet vedrører.
Genoprettelsen kan alene gøres betinget af, at medlemmet betaler medlemsbidrag til kassen, jf. ovenfor.
Det skal tydeligt fremgå af slettebrevet, hvilken betydning en eventuel slettelse kan få for en senere ret til ydelser, herunder for retten til efterløn, jf. bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
Til § 6, stk. 3
Genoprettelse af medlemskabet sker fra det tidspunkt, hvor medlemmet har betalt hele det skyldige medlemsbidrag. Betaler medlemmet det opkrævede beløb samme dag, som a-kassen sender slettebrevet, genoprettes medlemskabet.
Det fremgår af vejledningen til § 2, stk. 1, hvornår betaling anses for at være sket.
Virkningen af genoprettelse af medlemskabet er, at medlemsperioden ikke anses for afbrudt.
Der henvises til § 9 for så vidt angår pålæggelse af en sanktion i forbindelse med genoprettelsen.
Kassen kan umiddelbart iværksætte rykkerprocedure for evt. medlemsbidrag, som medlemmet er i mere end 1 måneds restance med på genoprettelsestidspunktet, hvis medlemmet på grund af slettelse ikke er blevet opkrævet for det pågældende medlemsbidrag.
Betaler medlemmet efter 4 ugers fristens udløb, skal kassen returnere betalingen og træffe afgørelse om, at medlemskabet ikke kan genoprettes.
Til § 6, stk. 4
Dokumentation for afsendelsen af slettebrevet
Dokumentation for, at slettebrevet er sendt, kan enten være, at postvæsenet har kvitteret for, at slettebrevet er indleveret til afsendelse, eller at det er fremsendt som anbefalet post.
Der henvises til reglerne i vejledningen om dokumentation for arbejdsløshedskassernes administration af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven mv.
Til §§ 7 og 8
Det forudsættes, at a-kassen foretager en samlet opkrævning af det almindelige medlemsbidrag og efterlønsbidraget.
Rykker-og frameldeproceduren for efterlønsbidragets vedkommende følger samme procedure som medlemsbidraget, men manglende betaling medfører ikke, at medlemmet slettes. Undlader medlemmet at betale efterlønsbidraget, skal medlemmet frameldes efterlønsordningen, hvilket kan få konsekvenser for medlemmets ret til efterløn, jf. vejledningen til § 14.
Slettes medlemmet, jf. § 5, er konsekvensen, at der ikke kan opkræves efterlønsbidrag hos medlemmet, der først omfattes af ordningen, hvis medlemmet igen bliver optaget i en kasse.
Til § 7, stk. 1 og 2
Der henvises til vejledningen til § 5, stk. 1 og 2.
Opkræver a-kassen restancegebyr, kan der kun opkræves ét gebyr.
Til § 7, stk. 3
Rykkerbrevet skal oplyse medlemmet om, at det kan få konsekvenser, hvis efterlønsbidraget ikke betales rettidigt, da medlemmet i så fald skal frameldes efterlønsordningen, jf. § 8.
Til § 7, stk. 4
Der henvises til vejledningen til § 5, stk. 4.
Til § 8, stk. 1 og 2
Det skal udtrykkeligt fremgå af a-kassens afgørelse, at medlemmet kan vælge igen at betale efterlønsbidrag.
Det bemærkes, at medlemmer, der omfattes af lovens § 74 a, stk. 2 og 3, sidste punktum, som udgangspunkt skal indbetale efterlønsbidrag fra den 1. april 1999 eller den 1. juli 1999.
Det er en forudsætning for retten til efterløn, at der ikke opstår perioder, hvor disse medlemmer ikke har betalt efterlønsbidrag. Er medlemmet blevet slettet som medlem, jf. § 5, stk. 3, kan medlemmet tidligst genoptage indbetalingen af efterlønsbidraget fra det tidspunkt, hvor medlemmet igen er blevet optaget i kassen, jf. vejledningen til § 1, stk. 1.
Betaler et medlem, som ikke er i restance med det almindelige medlemsbidrag, efter udløbet af 4-ugers fristen, betragtes betalingen som en tilkendegivelse af, at medlemmet fortsat ønsker at betale efterlønsbidrag.
Kassen skal returnere det indbetalte beløb og i brevet meddele medlemmet, at medlemmets periode med betalt efterlønsbidrag er blevet afbrudt. Perioden, hvor medlemmet ikke har betalt efterlønsbidrag, løber fra sidste rettidige betaling til det tidspunkt, hvor kassen har modtaget det for sent indbetalte efterlønsbidrag. Kassen opkræver efterlønsbidrag med virkning fra medlemmets for sene betaling.
Betaler medlemmet det almindelige medlemsbidrag inden for 4-ugers fristen, men ikke efterlønsbidraget, vil medlemmet modtage et genoprettelsesbrev og i samme brev blive frameldt ordningen vedrørende betaling af efterlønsbidraget. Medlemmet vil i reglen også modtage en opkrævning på indeværende måneds almindelige medlemsbidrag. En efterfølgende betaling på opkrævningskortet bliver afskrevet på det forfaldne almindelige medlemsbidrag, jf. § 2, stk. 5.
Overstiger indbetalingen det opkrævede forfaldne medlemsbidrag, kan »overskudet« betragtes som en tilkendegivelse af, at medlemmet fortsat ønsker at betale efterlønsbidrag.
Kassen returnerer det overskydende beløb til medlemmet. jf. de retningslinier, der er gengivet ovenfor.
Til § 8, stk. 3
Der henvises til vejledningen til § 6, stk. 4.
Til § 9
Bestemmelsen har kun betydning for det almindelige medlemsbidrag og ikke for efterlønsbidraget.
Karantænen kan kun afvikles for dage, hvor medlemmet er berettiget til dagpenge eller andre ydelser fra a-kassen, bortset fra feriedagpenge og kursusgodtgørelse. Karantænen vil derfor ikke kunne afvikles samtidig med en anden sanktion.
Karantæneperioden løber fra datoen for afsendelsen af slettebrevet. Er genoprettelsen sket efter § 6, stk. 3, 2. punktum, løber karantæneperioden fra datoen for genoprettelsesbrevet.
Karantænen bortfalder, hvis den ikke er afviklet inden 2 år fra denne dato, jf. reglerne i bekendtgørelse om sanktioner i forbindelse med uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse.
Tilsvarende gælder, hvis medlemmet udmelder sig af kassen. Karantænen bortfalder dog ikke, hvis der alene er tale om overflytning fra én kasse til en anden, og medlemskabet i forbindelse med overflytningen ikke afbrydes.
Til § 10, stk. 1
Bestemmelsen vedrører tilbagebetaling af det samlede medlemsbidrag, bortset fra administrationsdelen. A-kassen træffer afgørelse om tilbagebetaling af administrationsdelen af medlemsbidraget.
Et medlem, der på grund af svig er blevet slettet med tilbagevirkende kraft, skal have tilbagebetalt medlemsbidrag for perioden fra slettelsens virkning til tidspunktet for afgørelsen om slettelse.
Kassen skal modregne et evt. tilbagebetalingskrav mod medlemmet i tilbagebetalingsbeløbet.
Et medlem, hvis medlemskab af kassen annulleres på grund af manglende ret til optagelse, skal have tilbagebetalt medlemsbidrag. Medlemskabet kan kun annulleres, hvis medlemmet ikke har haft en betinget dagpengeret.
Tilsvarende gælder for personer, som uretmæssigt har været forsikret i en dansk a-kasse. Der henvises til reglerne i bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde inden for EØS og i det øvrige udland og bekendtgørelse om medlems- og dagpengeret efter arbejde eller ophold på Færøerne. Kassen skal sikre sig dokumentation for, at medlemmet er omfattet af det andet lands forsikringssystem.
Har medlemmet ikke i øvrigt været berettiget til medlemskab af kassen, skal medlemsbidrag tilbagebetales.
Medlemmets krav forældes efter lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.
Til § 10, stk. 2
Da der er tale om en frivillig ordning, som skal fravælges, jf. § 1, stk. 2 og 5, har medlemmet krav på at få indbetalte beløb tilbage, hvis medlemmet skriftligt vælger ordningen fra. Medlemmet kan kun få indbetalte bidrag tilbage, hvis medlemmet reagerer senest 3 måneder efter, at bidraget første gang opkræves hos medlemmet. Det er modtagelsen i a-kassen, der er afgørende for, om fristen er overholdt. Opkræves medlemmet første gang i august 1999 efterlønsbidrag, der forfalder til betaling den 1. september 1999, og betaler medlemmet dette bidrag og også de bidrag, der forfalder til betaling den 1. oktober og 1. november 1999, kan medlemmet få efterlønsbidraget tilbage for alle 3 måneder, hvis medlemmets besked om, at bidraget fravælges, er modtaget i kassen senest den 30. november 1999.
Har medlemmet én gang valgt at få efterlønsbidraget tilbagebetalt inden for 3-måneders fristen, kan medlemmet ikke »fortryde om igen« og genoptage indbetalingen med ubrudt anciennitet, jf. dog § 23.
Til §§ 11-18
Det følger af lovens § 77 a, at alle medlemmer, der har indbetalt efterlønsbidrag, og som skriftligt anmoder a-kassen herom, kan få bidragene tilbageført.
Det kan enten ske som en udbetaling, ved overførsel til en pensionsordning eller ved, at medlemmet er registreret for et tilgodehavende, der kan udbetales, når visse betingelser er opfyldt.
Et medlem, som senest den 30. september 1999 skriftligt anmoder kassen herom, kan altid få sit efterlønsbidrag tilbagebetalt, jf. § 23, stk. 2.
Efter den 30. september 1999 beror medlemmets retstilling på, hvilken begivenhed, der udløser tilbagebetalingskravet. Det bemærkes, at også personer, der ikke længere er medlemmer af en kasse, har et tilbagebetalingskrav, jf. § 16.
Tilbagebetalingsbeløbet skal gøres op, jf. § 17, stk. 1, og der skal - som hovedregel - enten betales afgift eller skat af efterlønsbidraget, jf. § 17, stk. 2.
Udgangspunktet er, at medlemmets (seneste) kasse udbetaler beløbet eller foretager overførsel af beløbet til en pensionsordning. Det påhviler denne kasse at indhente nødvendige oplysninger til brug for opgørelsen af medlemmets tilgodehavende hos medlemmets tidligere kasser. Nærmere regler herom fastsættes i vejledning om dokumentation for arbejdsløshedskassernes administration af bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven mv.
Er registreringen af medlemmets tilgodehavende overført til direktoratet, udbetaler direktoratet beløbet.
Hvis medlemmet dør eller tilkendes førtidspension, har medlemmet, eller dødsboet, ret til at få indbetalte efterlønsbidrag tilbagebetalt af kassen. Det samme gælder, når medlemmet fylder 60 år.
Beslutter et medlem at vælge efterlønsordningen fra, kan efterlønsbidraget, hvis medlemmet anmoder herom, overføres til en dansk eller udenlandsk pensionsordning. Ønsker medlemmet ikke det, har medlemmet et tilgodehavende, der registreres i kassen i 6 år, hvorefter registreringen overføres til direktoratet.
Der er hermed udtømmende gjort op med de situationer, hvor et medlem kan få efterlønsbidraget tilbage.
Selv om det efterfølgende viser sig, at et medlem aldrig kan få glæde af efterlønsordningen, men alligevel har undladt at vælge efterlønsbidraget fra, da bidraget blev opkrævet hos medlemmet, er det medlemmets egen risiko.
Medlemmet må i dette tilfælde ophøre med indbetalingen, vælge efterlønsordningen fra og få beløbet overført til en pensionsordning. Opfylder medlemmet en af betingelserne i § 15, kan efterlønsbidraget udbetales, men der skal ske beskatning efter § 17.
Til §§ 11 og 12
Begge bestemmelser forudsætter, at medlemmet aktivt har valgt selve efterlønsordningen fra. Fravalget skal ske skriftligt. Der er ikke tale om et fravalg af efterlønsordningen, hvis medlemmet meddeler a-kassen, »at han eller hun ikke længere vil betale efterlønsbidrag«.
I dette tilfælde skal kassen skriftligt anmode medlemmet om at oplyse, om medlemmet ønsker at fravælge efterlønsmuligheden, eller om medlemmet blot ønsker at holde pause med indbetalingen.
Et egentligt fravalg betyder, at medlemmet skal starte forfra. Det vil sige, at medlemmet skal optjene ny anciennitet for at kunne opnå ret til efterløn, jf. § 14.
Holder medlemmet alene en pause, betyder det, at der opstår et hul i perioden med indbetalt efterlønsbidrag, som måske - men ikke nødvendigvis - får betydning for medlemmets senere ret til efterløn.
Til § 11, stk. 1 og 3
I denne bestemmelse er medlemmets fravalg af efterlønsordningen kædet sammen med et ønske om at få indbetalte bidrag overført til en pensionsordning, der er omfattet af kap. 1 i pensionsbeskatningsloven.
Der vil typisk være tale om den pension, medlemmet allerede har som led i sin ansættelse. Ligestillet hermed er en tilsvarende udenlandsk pensionsordning, jf. stk. 2.
Kun hvis medlemmet enten ikke har en sådan pensionsordning, eller det ikke er muligt at indbetale ekstraordinært til ordningen, kan medlemmet vælge at overføre efterlønsbidraget til en privattegnet pensionsordning.
Ligestillet hermed er en tilsvarende udenlandsk pensionsordning, jf. stk. 3.
Til § 11, stk. 4 og 5
Det påhviler medlemmet at dokumentere, at den valgte pensionsordning er i overensstemmelse med kap. 1 i pensionsbeskatningsloven. Medlemmet kan opfylde sin dokumentationspligt gennem en erklæring fra sit pensionsselskab, der bekræfter, at medlemmets pensionsordning er omfattet af kap 1 i pensionsbeskatningsloven.
Direktoratet udarbejder en blanket til brug for overførsel af efterlønsbidrag til en pensionsordning.
Er medlemmet fyldt 60 år, når efterlønsordningen fravælges, skal a-kassen udbetale beløbet, jf. § 15.
Får medlemmet tilkendt førtidspension eller dør efter at have fravalgt efterlønsordningen, men inden beløbet når at blive overført til en pensionsordning, udbetales beløbet ligeledes af kassen, jf. § 15.
Til § 12
Denne bestemmelse forudsætter - som i § 11 - at medlemmet har fravalgt efterlønsordningen. Medlemmet har derimod ikke anmodet om at få beløbet overført til en pensionsordning.
Medlemmet har et tilgodehavende, der indtil videre vil være registreret i a-kassen. Efter 6 års forløb overføres registreringen til direktoratet. Udbetaling sker i overensstemmelse med § 15.
Til § 13
Et medlem, som skriftligt har fravalgt muligheden for at modtage efterløn, har dermed også givet afkald på at få bidragsperioden medregnet til opfyldelse af anciennitetskravet. Det er uden betydning, at medlemmet endnu ikke har fået efterlønsbidraget tilbagebetalt, men kun har et tilgodehavende, der endnu ikke er kommet til udbetaling. Det er selve fravalget af ordningen, der betyder, at medlemmet mister sin optjente anciennitet.
Til § 14
Denne bestemmelse vedrører medlemmer, som ophører med at betale efterlønsbidrag, og som derfor, jf. § 8, vil blive frameldt ordningen. Der henvises til bemærkningerne til § 12.
Til § 15, stk. 1
Et medlem, der er fyldt 60 år, har altid ret til at få sit efterlønsbidrag tilbagebetalt. Det gælder uanset, om medlemmet er blevet frameldt ordningen med betalingen af efterlønsbidrag, jf. § 8, eller selv har valgt efterlønsordningen fra, jf. i øvrigt § 11, stk. 5.
Til § 15, stk. 2
Et medlem, der får tilkendt førtidspension i henhold til § 14 i lov om social pension, kan få tilbagebetalt efterlønsbidraget.
Medlemmet kan kræve efterlønsbidraget udbetalt, når der er truffet afgørelse om, at medlemmet har fået bevilget førtidspension.
Samme ret har et medlem, der får tilkendt førtidspension efter en tilsvarende udenlandsk lovgivning. Det påhviler medlemmet at dokumentere, at der er tale om en tilsvarende udenlandsk lovgivning.
Hvis medlemmet på et senere tidspunkt mister sin ret til førtidspensionen, skal medlemmet ikke tilbagebetale det beløb, medlemmet har fået udbetalt.
Ønsker medlemmet på ny at betale efterlønsbidrag, kan medlemmet ikke få bidragsperioden medregnet til opfyldelse af anciennitetskravet for ret til efterløn, jf. § 13.
Afgår et medlem ved døden, har dødsboet tilsvarende ret til at få tilbagebetalt efterlønsbidraget.
Til § 15, stk. 3
Medlemmet eller dødsboet skal skriftligt anmode a-kassen om at få beløbet udbetalt. Kassen skal sikre sig den fornødne dokumentation for, at beløbet kan udbetales, jf. nedenfor.
Er medlemmet afgået ved døden, kan beløbet udbetales enten til skifteretten eller til en advokat eller arving, der i henhold til en skifteretsattest er bemyndiget til at handle på boets vegne. Er der givet skiftefuldmagt til en medarving eller en advokat, skal fuldmagten også vedlægges som dokumentation. Hvis anmodningen ikke kommer fra skifteretten eller en bobestyrer, skal kassen have forevist original skifteretsattest og original fuldmagt.
Til § 15, stk. 4 og 5
Inden udbetaling finder sted, skal a-kassen modregne eventuelle tilgodehavender, fx tilbagebetalingskrav vedrørende dagpenge, feriedagpenge, orlovsydelser mv., jf. lovens § 86.
Modregning sker efter, at der er foretaget fradrag for skat eller beregnet afgift, jf. § 17.
Til § 17
Medlemmer, der har ret til at få indbetalte efterlønsbidrag tilbage efter § 10, stk. 2, beskattes ikke af beløbet. Det samme gælder medlemmer, der omfattes af overgangsordningen i § 23, stk. 2.
Tilbagebetalingsbeløbet skal opgøres i medfør af lovens § 77 a, stk. 5-7, og der skal - som udgangspunkt - enten betales afgift eller skat af beløbet, inden udbetaling kan finde sted, jf. § 49 A, stk. 2-9, i pensionsbeskatningsloven.
Se i øvrigt bilaget til vejledningen.
Afgift (§ 49 A, stk. 2 og 5)
1) ved tilkendelse af førtidspension og ved død, jf. § 15, stk. 2.
2) ved dispensation, jf. § 18, 1. punktum.
3) ved overførsel til en udenlandsk pension, jf. § 11, stk. 2 og 3.
Afgiften er 30%, dog 60% ved overførsel til en udenlandsk pension.
De nærmere regler om afgiftsberegningen er fastsat i § 49 A, stk. 6 og 7.
Skat (§ 49 A, stk. 3)
Udbetales beløbet, når medlemmet er fyldt 60 år, jf. § 15, stk. 1, beskattes det som personlig indkomst. Dette gælder også, hvis der dispenseres efter § 18, 2. punktum.
Ubeskattet (§ 49 A, stk. 4)
Ved overførsel til en pension efter pensionsbeskatningslovens kap. 1, jf. § 11, stk. 2 og 3, svares ingen afgift.
Det bemærkes, at a-kassen skal gøre hele indbetalingen op under ét og beregne skat eller fradrag af den samlede indbetaling. Har medlemmet, der fx får tilkendt førtidspension pr. 1. september 2011, betalt efterlønsbidrag i 10 år og 9 måneder, skal beløbet gøres op samlet, og afgiften beregnes, inden udbetaling finder sted. Kassen eller direktoratet indberetter til skattevæsenet på sædvanlig vis, at medlemmet har indbetalt efterlønsbidrag i de første 9 måneder af år 2011.
Modregning
A-kassen skal modregne kassens tilgodehavende hos medlemmet, inden beløbet udbetales. Det bemærkes, at skatten eller afgiften skal fratrækkes, inden der sker modregning. Det skyldes, at efterlønsbidraget er fradragsberettiget. Der sker ingen modregning, hvis indbetalte efterlønsbidrag overføres til en pensionsordning.
Til § 18
Det forudsættes, at tilladelse kun gives i ganske særlige tilfælde, fx hvis et medlem er overgået til fleksjob efter lov om social pension før det fyldte 50. år og derfor har mistet retten til såvel efterløn som seniorydelse.
Til § 19
Udgangspunktet er, at der kun kan betales efterlønsbidrag i forbindelse med medlemskab af en (dansk) a-kasse.
Et medlem, der tager arbejde eller ophold uden for EØS-området, har mulighed for at bevare medlemskabet af en dansk kasse. Dermed har disse medlemmer også mulighed for at fortsætte med at betale bidrag til efterlønsordningen under ophold i udlandet.
Et medlem, der omfattes af forsikringsordningen i et andet EØS-land, kan ikke længere bevare sit medlemskab af en (dansk) kasse. Der er ikke mulighed for særskilt at indbetale bidrag til efterlønsordningen under arbejdsperioden i EØS-landet. Tilsvarende gælder for medlemmer, der er forsikret på Færøerne.
For at sikre disse medlemmer samme mulighed for at gå på efterløn kan de ved hjemkomsten til Danmark vælge, om de vil efterbetale det nødvendige efterlønsbidrag, jf. reglerne om medlemsbidrag og betingelserne for at gå på efterløn.
Bestemmelsen i § 19, stk. 2, skal ses i lyset af, at det efter lovens § 74 a, stk. 2 og 3, er et krav, at der er indbetalt efterlønsbidrag uafbrudt fra den 1. april 1999 eller den 1. juli 1999.
Det fremgår af bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde inden for EØS og i det øvrige udland, at optagelse i en dansk kasse skal ske inden 8 uger efter, at medlemmet ophørte med at være arbejdsløshedsforsikret i det andet EØS-land. Tilsvarende gælder medlemmer, der har været forsikret på Færøerne, jf. bekendtgørelse om medlems- og dagpengeret efter arbejde eller ophold på Færøerne. Efterbetalingen kan ske frem til genoptagelsen i en dansk kasse.
Sker optagelse, efter at fristen på 8 uger er udløbet, kan medlemmet efterbetale bidraget for forsikringsperioden i et andet EØS-land eller på Færøerne. Medlemmet kan også efterbetale for perioden fra den 1. april (eller 1. juli) 1999, og indtil medlemmet vender tilbage til Danmark. Derimod kan medlemmet først begynde at betale efterlønsbidrag fra det tidspunkt, hvor medlemmet på ny er blevet optaget i den danske kasse. Medlemmet får således et hul i perioden med betaling i Danmark, hvis 8-ugers fristen ikke overholdes.
Til § 20
Bestemmelsen supplerer de regler, der er fastsat i bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv. med tilhørende vejledning.
Vejledning skal gives, når medlemmet har fravalgt efterlønsordningen, er blevet frameldt ordningen vedrørende efterlønsbidraget eller har fået tilkendt førtidspension.
Vejledning skal ydes individuelt, men a-kassen beslutter, om vejledningen skal gives under samtale i kassen eller ved brev til medlemmet.
Til § 21
Denne vejledning erstatter vejledning nr. 15 af 1. marts 1999 om betaling af medlemsbidrag til en arbejdsløshedskasse.
Til § 23, stk. 1
I en overgangsperiode fra 1. april til 30. september 1999 kan et medlem, der har valgt efterlønsbidraget fra, efterbetale bidraget og dermed opnå en ubrudt periode med betalt efterlønsbidrag.
Efterbetaling skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i § 2, d.v.s. beløbet skal betales senest den 30. september 1999, jf. vejledningen til § 2, stk. 1.
Har medlemmet ikke betalt hele det skyldige beløb rettidigt, kan medlemmet kun genoptage betalingen af efterlønsbidrag, hvis medlemmet skriftligt anmoder herom, jf. § 1, stk. 6.
Et medlem, der skal frameldes ordningen vedrørende efterlønsbidraget, fordi medlemmet ikke har betalt bidraget rettidigt, jf. § 8, stk. 2, får et brud i perioden med betalt efterlønsbidrag. I samme overgangsperiode, som nævnt oven for, kan medlemmet efterbetale bidraget og dermed opnå en ubrudt periode med betalt efterlønsbidrag.
Til § 23, stk. 2
Et medlem, der har valgt at betale efterlønsbidrag fra den 1. april 1999 eller senere, kan i perioden frem til den 30. september 1999 efter skriftlig anmodning til a-kassen få indbetalte beløb tilbage.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 31. maj 1999
Merete Roos
/Bodil Johannesen