Vejledning om genoptagelse efter slettelse på grund af svig m.v.
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om genoptagelse efter slettelse på grund af svig m.v.
I bekendtgørelse nr. 320 af 26. maj 1999 er der fastsat regler om genoptagelse som nyt medlem af en a-kasse efter slettelse på grund af svig m.v. I denne vejledning beskrives bekendtgørelsens regler, og nogle af reglerne uddybes med nærmere retningslinier.
Indledning
En a-kasse har, når den træffer beslutning om at indstille et medlem til frakendelse af medlemskabet på grund af svig, pligt til at vejlede medlemmet om betingelserne for genoptagelse. Der henvises til bekendtgørelse om en arbejdsløshedskasses pligt til vejledning m.v.
Konsekvensen af en slettelse på grund af svig er, at medlemmet mister alle sine rettigheder efter loven fra tidspunktet for slettelsen. Retten til ydelser ophører, og medlemskabet afbrydes.
Ved genoptagelse stilles et tidligere medlem som et nyoptaget medlem. Det betyder, at der fra genoptagelsen går 1 år før ret til dagpenge opnås, jf. lovens § 53, stk. 1. Medlemmer, der optages efter lovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, har dog ret til dagpenge efter 1 måned, jf. lovens § 54.
Personkreds
Til § 1
Er et medlem blevet slettet på grund af svig efter lovens § 87, stk. 1, kan medlemmet søge om genoptagelse efter §§ 3-6 i bekendtgørelsen. Det samme gælder, hvis et medlem er slettet, fordi medlemmet ikke rettidigt har betalt sin gæld til a-kassen inden for en frist, som a-kassen har fastsat, jf. lovens § 86, stk. 3.
Når et medlem søger om genoptagelse, skal a-kassen undersøge, hvordan det tidligere medlemskab er ophørt.
Hvis medlemmet senest er slettet på grund af kontingentrestance, er medlemmet ikke omfattet af reglerne i denne bekendtgørelse. Hvis medlemmet genoptages, bør a-kassen dog oplyse medlemmet om, at lovens § 86, stk. 3, kan anvendes, hvis medlemmet ikke indgår og overholder et skriftligt, frivilligt forlig.
Til § 2
Et medlem har mulighed for at få udbetalt op til 3 måneders dagpenge under jobsøgning i udlandet, jf. artikel 69, i forordning (EØF) nr. 1408/71. Hvis det viser sig, at medlemmet begår svig og bliver slettet efter lovens § 87 a, stk. 1, kan medlemmet søge om genoptagelse efter § 7 i bekendtgørelsen.
Generelle betingelser for genoptagelse
Til § 3
Krav til det frivillige forlig
Hvis et skriftligt, frivilligt forlig, som medlemmet har indgået med a-kassen, skal danne grundlag for genoptagelse, er det en betingelse, at forliget omfatter alle ydelser, som medlemmet uberettiget har modtaget med tillæg af eventuelle renter og omkostninger, der er opstået i forbindelse med a-kassens inddrivelse af gælden.
Ved genoptagelse skal forliget dog alene vedrøre krav, der skyldes medlemmets svigagtige forhold, uanset om der samtidig er truffet afgørelse om, at medlemmet også har begået et uagtsomt forhold overfor a-kassen.
En gæld, der skyldes medlemmets uagtsomme forhold, kan dog få betydning, hvis medlemmet ikke afvikler gælden som aftalt med a-kassen. Hvis medlemmet ikke inden den frist, der er fastsat af a-kassen, har tilbagebetalt de uberettigede modtagne ydelser, kan a-kassen indstille til DfA, at medlemmet slettes som medlem af a-kassen. Der henvises til lovens § 86, stk. 1 og 3.
Finansstyrelsen
En afdragsordning mellem medlemmet og Finansstyrelsen (tidligere Hypotekbanken) om afvikling af gælden kan ikke træde i stedet for et skriftligt, frivilligt forlig, jf. § 3, stk. 2. Kun et skriftligt, frivilligt forlig kan anvendes som grundlag for tvangsfuldbyrdelse ved fogedens foranstaltning uden forudgående dom, jf. retsplejelovens § 478, stk. 4. A-kassen skal derfor uanset aftalen med Finansstyrelsen indgå et skriftligt, frivilligt forlig med medlemmet. Af forliget kan fremgå, at afdragene betales til Finansstyrelsen. Der henvises til bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav.
Skattemæssige forhold
Når a-kassen rejser et krav om tilbagebetaling over for et medlem, kan kravet ofte få betydning for medlemmets skattemæssige forhold.
Hvis kravet vedrører indeværende skatteår, og a-kassen derfor selv kan regulere skatteindberetningen om medlemmets indtægt, skal a-kassen modregne skat, således at medlemmets gæld udgør et nettobeløb.
Hvis kravet vedrører tidligere skatteår, modtages eventuel overskydende skat som en indbetaling fra skattevæsnet.
Det bemærkes, at selvom medlemmets skattemæssige forhold kan reguleres, er det gælden på genoptagelsestidspunktet opgjort som enten et brutto- eller nettobeløb, der lægges til grund for vurderingen af, om medlemmet kan genoptages. En forventet indbetaling af overskydende skat, kan derfor alene forkorte afviklingsperioden. Den overskydende skat kan ikke indgå som et afdrag i henhold til forliget.
Tilladelse til genoptagelse
Til § 4
A-kassen har kompetence
Når a-kassen har kontrolleret, at lovens almindelige betingelser for ret til optagelse er opfyldt, jf. § 3, stk. 1, skal a-kassen kontrollere, om medlemmet fortsat har gæld til en a-kasse.
Hvis medlemmet har indfriet sin gæld, kan a-kassen give tilladelse til genoptagelse, hvis medlemmet er slettet efter lovens § 87, stk. 1, eller § 86, stk. 3.
Hvis medlemmet på tidspunktet for ansøgningen om genoptagelse fortsat har gæld til en a-kasse, er a-kassens kompetence til at give tilladelse til genoptagelse begrænset. Det er gældens størrelse på tidspunktet for genoptagelsen og afviklingsperiodens længde, der sætter grænser for, i hvilke tilfælde en a-kasse kan give tilladelse til genoptagelse.
For at a-kassen kan give tilladelse, må gælden højst udgøre 20 x højeste dagpenge for en uge (55.200 kr. i 1999). Det er dagpengenes højeste beløb på det tidspunkt, hvor medlemmet genoptages, som anvendes.
Herudover stilles der et særskilt krav til afviklingsperiodens længde. Hvis gælden på tidspunktet for genoptagelsen højst er 10 x højeste dagpenge for en uge (27.600 kr. i 1999), skal gælden kunne afvikles inden for en periode på højst 3 år. Hvis gælden på tidspunktet for genoptagelsen højst er 15 x højeste dagpenge for en uge (41.400 kr. i 1999), skal gælden kunne afvikles inden for en periode på højst 4 år.
Hvis gælden er mere end 15 x højeste dagpenge for en uge, skal gælden kunne afvikles inden for en periode på højst 5 år.
Hvis der indgås et forlig, der ikke ligger inden for de nævnte rammer, kan a-kassen ikke give tilladelse til genoptagelse.
DfA har kompetence
I de tilfælde, hvor kun DfA kan give tilladelse til genoptagelse, skal der som bilag til a-kassens indstilling vedlægges kopi af medlemmets ansøgning om genoptagelse, det skriftlige, frivillige forlig, samt fuldmagt og transporterklæring for de berørte skatteår.
A-kassen skal samtidig oplyse, om betalingerne i henhold til forliget er overholdt, og om gældens størrelse på det tidspunkt, hvor medlemmet søger om genoptagelse.
Hvis medlemmets gæld er inden for den grænse, hvor a-kassen kan give en tilladelse, men hvor medlemmet ikke kan afvikle gælden inden for de tidsrammer, der er nævnt ovenfor, kan DfA, hvis ganske særlige forhold gør sig gældende, give tilladelse. Som eksempel kan nævnes afvikling af gæld i henhold til en gældssaneringskendelse.
Det er DfA, der vurderer, om afdragsordningen i det skriftlige, frivillige forlig kan godkendes.
Tidspunktet for genoptagelse
Til § 5
Finder a-kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i svig, og tiltræder DfA a-kassens indstilling, har slettelsen virkning fra konstateringstidspunktet. Der henvises til bekendtgørelse om sanktioner i forbindelse med uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse.
Der kan ikke træffes afgørelse om genoptagelse, før medlemmets svigssag er afgjort i DfA. Det skyldes, at det kun er DfA, der kan bestemme, at et medlem skal slettes på grund af svig. Medlemmet bevarer sit medlemskab af a-kassen, indtil DfA har truffet afgørelse i svigssagen. Hvis medlemmet klager til Arbejdsmarkedets Ankenævn over DfA´s afgørelse, kan sagen om medlemmets ret til genoptagelse derimod godt behandles.
Et medlem kan dog søge om genoptagelse allerede fra det tidspunkt, hvor a-kassen træffer beslutning om at indstille til DfA, at medlemskabet skal frakendes på grund af svig. For at et medlem kan genoptages med tilbagevirkende kraft til konstateringstidspunktet, skal medlemmet både have søgt om genoptagelse og indgået et skriftligt, frivilligt forlig med a-kassen.
Genoptagelse som nyt medlem kan tidligst ske fra det tidspunkt, hvor a-kassen har modtaget en skriftlig ansøgning om optagelse. Der henvises til principperne om optagelse i bekendtgørelse om optagelse i en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere og bekendtgørelse om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.
Et skriftligt, frivilligt forlig, der er indgået forud for ansøgningen om genoptagelse, skal, for at kunne danne grundlag for genoptagelsen, være overholdt på det tidspunkt, hvor der gives tilladelse til genoptagelse.
Eksempel 1
Medlemmet blev slettet på grund af svig ved DfA´s afgørelse af 1. februar 2000. Medlemmet søger om genoptagelse den 1. juli 2000. Medlemmet indgår først den 1. august 2000 et skriftligt, frivilligt forlig med a-kassen. Medlemmet kan genoptages fra den 1. august 2000, hvis de generelle betingelser for ret til genoptagelse er opfyldt på dette tidspunkt, jf. § 3.
Eksempel 2
A-kassen indstiller til DfA, at et medlem slettes på grund af svig med virkning fra den 1. januar 2000. Medlemmet søger om genoptagelse den 15. januar 2000 og indgår den 1. februar 2000 et skriftligt, frivilligt forlig, som overholdes. Medlemmet bliver herefter slettet fra den 1. januar 2000 ved DfA´s afgørelse af 1. juni 2000. Først på det tidspunkt kan medlemmets ansøgning om genoptagelse behandles. Genoptagelse kan ske med virkning fra den 1. februar 2000, hvis de øvrige betingelser for genoptagelse var opfyldt på dette tidspunkt.
Misligholdelse af forlig
Til § 6
Forliget er misligholdt, hvis et medlem ikke afdrager sin gæld til a-kassen efter vilkårene i det skriftlige, frivillige forlig. Hele gælden er herefter forfalden til betaling, medmindre medlemmet indgår og overholder en anden aftale med a-kassen om betaling. A-kassen kan indgå en aftale om kortvarig henstand eller midlertidig nedsættelse af afdragene. Der henvises til bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav.
Hvis et medlem ikke afdrager sin gæld efter vilkårene i det frivillige forlig, og hvis medlemmet ikke indgår en anden aftale om afvikling af gælden med a-kassen, skal a-kassen forelægge for DfA, om medlemmet på ny skal slettes som medlem af a-kassen.
A-kassen har først pligt til at forelægge sagen for DfA, når betalingsfristen er overskredet med 3 uger.
A-kassen skal, forinden sagen sendes til DfA, skriftligt rykke medlemmet for betalingen og gøre medlemmet opmærksom på, at misligholdelse af forliget kan medføre, at medlemmet slettes, jf. lovens § 86, stk. 3.
Når sagen forelægges, skal a-kassen redegøre for de betalinger, der allerede har fundet sted. A-kassen skal oplyse, om der tidligere er givet henstand og om årsagen til misligholdelsen. A-kassen skal også oplyse, om medlemmet er villig til at indfri gælden eller indgå et nyt skriftligt, frivilligt forlig med a-kassen.
Eksempel
Medlemmet har den 1. februar 2000 indgået et skriftligt, frivilligt forlig med a-kassen, hvor gælden skal afvikles med 800 kr. pr. måned, første gang den 1. marts 2000. Medlemmet overholder betalingerne til og med den 1. juni 2000. Den 15. juni 2000 beder medlemmet om henstand med betaling af juli afdraget. A-kassen giver henstand til den 15. juli 2000. Medlemmet overholder ikke denne aftale og afvikler ikke yderligere på gælden.
A-kassen har pligt til at forelægge sagen for DfA, når medlemmet ikke har indbetalt det aftalte afdrag senest den 5. august 2000. Slettelse efter lovens § 86, stk. 3, sker med virkning fra den 1. juli 2000, jf. § 6, stk. 3.
Dagpenge modtaget med urette under ophold i et EØS-land
Til § 7
Et medlem, der ved svig uberettiget har fået udbetalt dagpenge under arbejdssøgning i et andet EØS-land, og som er blevet slettet som medlem af a-kassen, har mulighed for at blive genoptaget som nyt medlem af en a-kasse. Medlemmet skal søge om genoptagelse hos a-kassen, men det er kun DfA, der kan give tilladelse til genoptagelsen. Hvis medlemmet endnu ikke har indfriet gælden på tidspunktet for ansøgning om optagelse, skal medlemmet indgå et skriftligt, frivilligt forlig med DfA.
Da gælden højst kan udgøre 3 måneders dagpenge med eventuelt tillæg af renter og omkostninger, skal gælden afvikles inden for højst tre år.
Ikrafttræden m.v.
Til § 8
Denne vejledning erstatter vejledning nr. 235 af 29. december 1993 til bekendtgørelse om genoptagelse som nyt medlem af en arbejdsløshedskasse efter slettelse på grund af svig m.v.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 26. maj 1999
Birgitte Kjelgaard Andersen
/Tine Strøbech