Legislator Case Law & Legislation
C19986051960 DK

Vejledning om godkendelse af ferskvandsdambrug

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1998 60519 Historic

Vejledning om godkendelse af ferskvandsdambrug

Indhold

1.

Indledning

2.

Ansøgning om godkendelse

2.1.

Administrative forhold

2.2.

Ansøgningens indhold

2.2.1.

Generelle oplysninger

2.2.2.

Oplysninger om dambrugets indretning og drift

2.2.3.

Oplysninger om dambrugets forurening

2.2.4.

Renere teknologi og miljøbeskyttende foranstaltninger

2.2.5.

Oplysninger om egenkontrol

3.

Godkendelsesmyndighedens behandling af ansøgningen

3.1.

Administrative forhold

3.2.

Lokalisering

3.3.

Dambrugsbekendtgørelsens betydning ved kapitel 5-godkendelse

3.4.

Godkendelsesmyndighedens afgørelse

3.5.

Afgørelsens indhold

3.5.1.

Generelt om vilkår

3.5.2.

Vilkår i forhold til dambrugsbekendtgørelsen

3.5.3.

Øvrige vilkår

3.6.

Administrative bestemmelser og klage over afgørelser

3.6.1.

Retsbeskyttelse og revision af vilkår

3.6.2.

Klage

4.

Lovgrundlaget

4.1.

Miljøbeskyttelsesloven med bekendtgørelser

4.2.

Anden lovgivning

5.

Bilag A

6.

Bilag B

1. Indledning

Baggrund

Miljøbeskyttelseslovens1) kapitel 5 omhandler en godkendelsesordning for virksomheder, der er optaget på en særlig liste (listevirksomheder). Godkendelsesbekendtgørelsen2) fastsætter nærmere regler for denne ordning.

Alle dambrug, bortset fra anlæg med fuld recirkulering til opdræt af ål, er omfattet af godkendelsesordningen, jf. bilag 1, pkt. I 2 i godkendelsesbekendtgørelsen, og skal derfor miljøgodkendes. Der skal for bestående listevirksomheder, herunder dambrug, der ikke har en samlet godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, indsendes ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden, jf. miljøbeskyttelseslovens § 39. Ifølge indkaldelsesbekendtgørelsen3) skal denne ansøgning for dambrugs vedkommende være indgivet senest den 1. januar 1999.

Formål og indhold

Denne vejledning er et supplement til eksisterende bekendtgørelser og vejledninger på miljøområdet, herunder Miljøstyrelsens nr. 3/1993 om godkendelse af listevirksomheder (godkendelsesvejledningen), der således ikke erstattes af denne vejledning.

Vejledningen omhandler kun godkendelsespligtige ferskvandsdambrug.

Denne vejledning er tænkt anvendt ved udarbejdelse af ansøgning om godkendelse af ferskvandsdambrug til opdræt af fisk i medfør af kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven samt ved myndighedernes behandling af samme. For saltvandsbrug henvises til relevante bestemmelser herom.

Det bærende element i vejledningen er at amtsrådet i forbindelse med behandling af ansøgning om miljøgodkendelse af dambrug skal sikre at kvalitetsmålsætningerne for de berørte vandområder, herunder fiskevandsmålsætningerne, varetages.

Arbejdsgruppe vedrørende det tekniske grundlag for miljøgodkendelse af dambrug

Der blev i efteråret 1996 nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Landbrugs- og Fiskeriministeriet (nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri), Miljø- og Energiministeriet samt Dansk Dambrugerforening, der skulle udrede mulighederne for at forbedre det tekniske grundlag for miljøgodkendelse af dambrugene. Arbejdsgruppens rapport skulle danne grundlag for iværksættelse af forsknings- og udredningsinitiativer med henblik på at forbedre dokumentationen af forskellige renseforanstaltningers effekt. Rapporten vil kunne indgå i grundlaget for amtsrådets vurdering af ansøgningen (se også afsnit 3.4 nedenfor om godkendelsesmyndighedens afgørelse - det tekniske grundlag).

2. Ansøgning om godkendelse

2.1. Administrative forhold

Indsendelse af ansøgning om godkendelse

Afgørelse om godkendelse af dambrug træffes af amtsrådet, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Ansøgning om godkendelse skal være skriftlig og skal ledsages af de oplysninger med fornøden dokumentation, der fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1, jf. bekendtgørelsens bilag 2 (se afsnit 2.2 nedenfor om ansøgningens indhold).

Ansøgningen stiles til amtsrådet, men sendes til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori dambruget ligger. Kommunalbestyrelsen videresender straks ansøgningen og sagens bilag til amtsrådet sammen med kommunens udtalelser i sagen. Kopi af fremsendelsesskrivelsen samt af kommunens udtalelser i sagen sendes samtidig til ansøgeren, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 4.

Godkendelsespligt

Bestående dambrug, der ikke har en samlet godkendelse af alle anlæg og aktiviteter, skal godkendes, jf. miljøbeskyttelseslovens § 39. Ansøgningen skal omfatte alle dele af det bestående dambrug og dettes anlæg, indretninger og aktiviteter, som ikke er godkendt i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jf. indkaldelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1. Er dambruget alene reguleret efter dambrugsbekendtgørelsen4) , vil hele dambruget således skulle godkendes. Dambrugsdrift skal tillige godkendes, selv om denne virksomhed udøves som biaktivitet på en virksomhed, der ikke er godkendelsespligtig, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 5.

Ændringer udvidelser

Bygnings- og driftsmæssige ændringer og udvidelser, som kan indebære øget forurening, skal ligeledes godkendes, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, selv om der som følge af planlagte forureningsbegrænsende foranstaltninger ikke samlet vil ske en forøgelse af dambrugets forureningsbidrag i omgivelserne, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 5. Dambrug må ikke udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1.

Amtsrådet træffer afgørelse om, hvorvidt en indretning, en ændring eller en udvidelse af et dambrug kræver godkendelse. I tilfælde af tvivl om godkendelsespligt kan spørgsmålet af amtsrådet forelægges for Miljøstyrelsen, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 2. Disse afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. miljøbeskyttelseslovens § 37.

Rammegodkendelse

Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser om rammegodkendelser finder anvendelse. For nærmere detaljer, se lovens § 36, godkendelsesbekendtgørelsen og vejledning om godkendelse af listevirksomhed.

Rammegodkendelser bør fortrinsvis meddeles virksomheder, der dokumenterer vilje og evne til miljøansvarlig adfærd, eventuelt i form af et egenkontrolprogram med regelmæssige målinger og journaloptegnelser af drift- og vedligeholdelsesparametre eller et miljøstyringssystem.

Frivillig godkendelse

Hidtil har bestående dambrug kunnet søge om frivillig godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 38, stk. 1, f.eks. hvis dambrugsejeren har ønsket klarhed med hensyn til fortsat virksomhed på stedet. Denne bestemmelse vil fremover miste sin praktiske betydning, idet bestående dambrug, der ikke har en samlet godkendelse, har pligt til at indgive ansøgning herom inden 1. januar 1999.

Indvinding af overfladevand år 2005

Ved en miljøgodkendelse må man nødvendigvis lægge de lovlige forhold til grund, som eksisterer på godkendelsestidspunktet. Dette medfører, at bl.a. produktionens størrelse må vurderes på baggrund af den vandmængde, der på ansøgningstidspunktet lovligt er til rådighed for driften.

For mange dambrug udløber vandindvindingstilladelsen (retten til indvinding af overfladevand) i medfør af vandforsyningsloven den 31. marts 2005. En miljøgodkendelse giver ikke ret til - uanset 8 års retsbeskyttelse - at få en tilladelse på uændrede vilkår efter vandforsyningsloven.

Ændringer i dambrugsdriften som følge af en ændret vandindvindingstilladelse kan medføre, at der forinden skal søges om godkendelse af ændringerne efter miljøbeskyttelseslovens § 33.

2.2. Ansøgningens indhold

Nødvendige oplysninger

De nærmere regler vedrørende ansøgningens udformning og indhold fremgår af godkendelsesbekendtgørelsen. Endvidere henvises til godkendelsesvejledningen.

Af godkendelsesbekendtgørelsens § 6 fremgår det, at ansøgningen skal være skriftlig og ledsages af de oplysninger, der fremgår af bekendtgørelsens bilag 2 (gengivet i denne vejlednings bilag A) med fornøden dokumentation, herunder for dambrugets miljømæssige påvirkning af de ydre omgivelser.

Kravene til ansøgningens indhold kan indskrænkes eller udvides efter den enkelte sags karakter, dog skal en ansøgning som udgangspunkt indeholde nedennævnte oplysninger, hvor det er relevant for det enkelte dambrug (se afsnit 2.2.1-2.2.5 nedenfor samt bilag A og B).

2.2.1. Generelle oplysninger

Det skal af ansøgningen fremgå, hvem der ansøger, hvad der ansøges om samt hvilke lokale forhold, der har betydning for amtets behandling af ansøgningen

Dambrugets navn, adresse og matrikelnummer.

Ejerforhold (selskabsform m.v.).

Den driftsansvarliges navn og adresse.

Eksisterende tilladelser og godkendelser.

Hvilken type godkendelse ansøges der om?

Godkendelse af et dambrug, der ikke har en samlet miljøgodkendelse (godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 39).

Godkendelse af en udvidelse eller en ændring af et dambrug (godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33).

Rammegodkendelse (miljøbeskyttelseslovens § 36).

Dambrugets beliggenhed i forhold til naboer m.v.

Oversigtsplan i passende målestok (f.eks. 1:4.000), med angivelse af ejendommens matrikelnummer, dambrugets placering i forhold til omgivelserne, herunder placering i forhold til tilstødende eller omliggende grunde samt angivelse af transportveje til og fra dambruget. Endvidere vises hele dambrugets placering på ejendommen før og efter eventuel udvidelse eller ændring.

Planlagte ændringer

De forventede tidspunkter for eventuelle bygge- og anlægsarbejders påbegyndelse og afslutning samt for begyndelse af dambrugets drift efter udvidelse eller ændring.

Planlægning

Oplysninger om den fysiske planlægning, herunder målsætning for recipienten og det område, hvor ejendommen er beliggende, samt for tilgrænsende områder.

Beskyttelse

Oplysninger om fredninger eller andre tinglyste forhold eller beskyttelsesbestemmelser på ejendommen.

Andre aktiviteter

Oplysning om bivirksomhed - f.eks. fårehold, pelsdyrfarm, andre dyrehold, slagteri, biogasanlæg, komposteringsanlæg, vindmøller og halmfyr m.v.

2.2.2. Oplysninger om dambrugets indretning og drift

Der skal gives en række oplysninger om dambrugets indretning og drift, herunder en angivelse af, hvor på dambruget, der foregår særligt forurenende aktiviteter, og en nøje beskrivelse af dambrugets produktionsprocesser. Disse oplysninger bør omfatte

Indretning

Målfast plan i passende målestok (f.eks. 1:1.000) over dambrugets udformning med angivelse af vandstrømmens retning og placering af nummererede tekniske installationer (renseforanstaltninger, slamdepot, okkerfældning, beluftning, iltning, ind- og udløb, nødomløb, anordninger til maling af vandføringen, indvindingsboringer, rørføringer, returpumpningsanlæg m.v.).

Oplysninger om dambrugets samlede vanddækkede produktionsareal (damme, kanaler m.v.).

Beskrivelse af anlæg til opbevaring af slam (type, størrelse og kapacitet).

Beskrivelse af damtyper i de forskellige produktionsafsnit (jorddamme, betonkummer m.v.).

Oplysninger om opbevaring og/eller forarbejdning af foder.

Beskrivelse af beluftnings- og iltningsanlæg, inkl. iltningskapacitet.

Beskrivelse af øvrige maskiner og redskaber, der benyttes.

Produktion og foderforbrug

Oplysninger om den årlige produktion og det årlige foderforbrug.

Beskrivelse af de forventede produktionsforløb over året, placering, art og størrelse (fiskeart, moderfisk, yngel, sættefisk, øjenæg m.v.) med forbehold for naturgivne ændringer og forhold uden for dambrugerens kontrol, f.eks. sygdom i besætningen. Produktionsforløbet skal beskrives for hver besætningsart, f.eks. ved kurver.

Beskrivelse af, hvorledes produktion og fodring tilpasses til den indtagne vandmængde, vandets temperatur og iltmængde.

Oplysninger om fodertyper, foderforbrug og foderkvotienter for de respektive produktioner.

Oplysninger om besætningens størrelse over året (med forbehold for variationer på grund af vejrlig).

Beskrivelse af arbejdsgange i øvrigt.

Vandforbrug

Oplysninger om dambrugets vandindvindingstilladelser.

Oplysninger om forbrug af overfladevand og grundvand og om variationer i forbruget over året (formål, kapacitet og mængde).

Oplysninger om returpumpning (formål, kapacitet, mængder, perioder, recirkuleringsgrad og frivandsafgivelse) og beskrivelse af udformningen heraf.

Oplysninger om vandforbrug til faunapassage (omløb, fisketrappe, ungfiskesluse m.v.) med angivelse af periode. Faunapassage påtegnes den målfaste plan over dambruget.

Energiforbrug

Oplysninger om dambrugets forbrug af energi til varme, pumpning, beluftning m.v.

Forbrug af hjælpestoffer

Skøn over forventet forbrug af medicin, desinfektionsmidler, hydratkalk og andre hjælpestoffer (mængde, art og formål) fordelt over året.

Beskrivelse af behandlingsmetoder (direkte tilsætning i damme, lukkede beholdere m.v.) og procedurer.

Oplysning om intern oplagring af medicin, desinfektionsmidler, hydratkalk og andre hjælpestoffer.

2.2.3. Oplysninger om dambrugets forurening

Ansøgningen skal indeholde oplysninger om mængde og sammensætning af dambrugets spildevand, herunder oplysninger om

Spildevand

Spildevandets indhold af organisk stof, suspenderet stof, totalfosfor, ammoniumkvælstof og totalkvælstof samt medicin og hjælpestoffer eller restprodukter heraf, fordelt over året (se også afsnit 3.4 nedenfor om godkendelsesmyndighedens afgørelse - spildevandets kvalitet).

Affald

Oplysninger om mængder af affald, herunder slam, døde fisk, rester af medicin og hjælpestoffer samt kemikalieaffald.

Oplysninger om metoder og steder for opbevaring og håndtering af slam, døde fisk og andet affald (herunder type, størrelse, kapacitet og tømningshyppighed for anlæg og eventuelt omladnings- og afhentningsstedets placering i forhold til vandløb, vilde dyr, nabobeboelser o.l.).

Støj

Angivelse af støjkilder, der kan give væsentlige støjgener for omgivelserne (ventilationsanlæg, kompressorer, maskiner til at bortskræmme fugle med, m.v.) - fordelt på daglige og årlige driftsperioder.

Lugt

Oplysninger om håndteringen af døde fisk og andre luftforureningskilder (f.eks. formalin).

2.2.4. Renere teknologi og miljøbeskyttende foranstaltninger

Renere teknologi

I henhold til miljøbeskyttelseslovens hensigter og bestemmelser skal den, der påbegynder eller udøver virksomhed, som kan give anledning til forurening, træffe foranstaltninger til at forebygge eller begrænse forureningen ved kilden (renere teknologi). Virksomheden skal indrettes og drives således, at ressourceanvendelsen (herunder energiforbruget) og affaldsfrembringelsen begrænses mest muligt.

Hvis indgreb ved kilden ikke i sig selv er tilstrækkelige, skal forureningen begrænses ved hjælp af renseforanstaltninger. De emissioner, der forekommer efter anvendelse af renere teknologi og rensning, skal spredes i omgivelserne på en måde, som sikrer, at der ikke opstår skade på mennesker og miljø.

Teknologien, der afspejler denne strategi til forebyggelse og bekæmpelse af forurening, betegnes »mindst forurenende teknologi«. Dette begreb dækker over den nyeste udvikling i aktiviteter, processer og driftsmetoder, herunder konstruktion, bygning, drift, vedligeholdelse og fjernelse af procesanlæg. Det forudsættes, at teknologien er afprøvet - herhjemme eller i udlandet - i en skala, som gør den tilgængelig i den relevante sammenhæng. Hermed menes gennemførlig for den pågældende eller lignende virksomhedstype (ikke nødvendigvis for den enkelte virksomhed). Foruden at være teknisk gennemførlig skal teknologien tillige være økonomisk opnåelig for virksomhedstypen.

Ansøgningen skal indeholde en redegørelse med fornøden dokumentation for, i hvilket omfang produktionen bygger på anvendelsen af den mindst forurenende teknologi, samt oplysninger om de bedst mulige miljøbeskyttende foranstaltninger, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1 og 2, jf. bekendtgørelsens bilag 2, nr. 11 (gengivet i denne vejlednings bilag A). Det påhviler således ansøgeren at redegøre for effekten af de foreslåede renseforanstaltninger. Der henvises dog til rapporten fra arbejdsgruppen vedrørende det tekniske grundlag for miljøgodkendelse af dambrug (se kapitel 1 ovenfor og afsnit 3.4 nedenfor om godkendelsesmyndighedens afgørelse).

Der skal ligeledes redegøres for, hvorledes ressourceforbruget og miljøbelastningen kan nedbringes, for forbruget af vand og energi og for det skønsmæssigt forventede forbrug af medicin, kemikalier og andre hjælpestoffer. Redegørelsen koncentreres om de forhold, hvor det vurderes, at de største forbedringer kan opnås, men bør specielt omhandle følgende emner

Muligheder for nedbringelse af udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof.

Muligheder for anvendelse af bedre og mindre forurenende fodertyper. Muligheder for nedbringelse af vandforbruget.

Muligheder for nedbringelse af energiforbruget.

Oplysninger om tilpasning af produktion og fodring i forhold til den indtagne vandmængde (herunder vandets iltindhold og temperatur), valg af foder, rensning, iltstyring og iltningsmetoder. Dette skal sættes i relation til forbrug af ressourcer (energi m.v.), ligesom årets driftsrytme skal tages i betragtning.

Muligheder for at flytte dambrugets udløb nærmere stemmeværket.

Oplysninger om tiltag med henblik på forebyggelse og minimering af miljøbelastningen i forbindelse med håndtering af slam og anvendelse af medicin og hjælpestoffer.

Oplysninger om de bedst mulige miljøbeskyttende foranstaltninger, herunder miljøstyringsaktiviteter.

Beskrivelse af driften af renseforanstaltninger (tømningshyppighed, service, slamtransport m.v.), antal og placering, angivelse af de stoffer, der tilføres, samt rensningsgraden for de enkelte stoffer. Materialet skal omfatte tekniske data for den enkelte renseforanstaltning (maskevidde, kapacitet, hydraulisk belastning m.v.) samt oplysninger om, hvilket erfarings-/dokumentationsmateriale, den anførte rensegrad bygger på (se endvidere kapitel 1 om rapporten fra arbejdsgruppen vedrørende det tekniske grundlag for miljøgodkendelse af dambrug og afsnit 3.4 nedenfor om godkendelsesmyndighedens afgørelse).

Beskrivelse af eventuelle støj- og vibrationsdæmpende foranstaltninger.

Oplysning om mulige driftsforstyrrelser og uheld, som vil kunne medføre væsentlig forurening (foderspild, slamflugt m.v.), samt beskrivelse af foranstaltninger til imødegåelse heraf.

Oplysninger om, hvilken begrænsende indflydelse eventuel kalkning har på de aktuelle udledninger af næringssalte.

2.2.5. Oplysninger om egenkontrol

Egenkontrol

Ansøgningen skal indeholde forslag til vilkår og kontrol med overholdelse af fastsatte vilkår for dambrugets etablering og drift (se også afsnit 3.5 nedenfor om afgørelsens indhold), herunder forslag til

Målinger, prøveudtagninger, analyser og indberetning, herunder hvor ofte og inden for hvilke perioder disse skal foretages.

Procedurer for vedligeholdelse og eftersyn af dambruget, inkl. dets renseforanstaltninger.

Tilrettelæggelse af egenkontrollen, herunder hvem, der skal forestå de enkelte dele af kontrollen.

3. Godkendelsesmyndighedens behandling af ansøgningen

3.1. Administrative forhold

Indsendelse af ansøgning

Ansøgning om godkendelse skal indsendes senest 1. januar 1999, jf. bekendtgørelse nr. 830 af 6. november 1997 om ændring af indkaldelsesbekendtgørelsen. Ansøgningen stiles til amtsrådet, men sendes til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori dambruget ligger. Kommunalbestyrelsen videresender straks ansøgningen og sagens bilag til amtsrådet sammen med kommunens udtalelser i sagen. Kopi af fremsendelsesskrivelsen samt af kommunens udtalelser i sagen sendes samtidig til ansøgeren, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 4.

Manglende ansøgning

Hvis kommunalbestyrelsen ikke inden den nævnte frist har modtaget en ansøgning, kan amtsrådet træffe afgørelse om, at dambruget skal ophøre med driften af de ikke-godkendte dele af virksomheden, jf. indkaldelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Afgørelse om godkendelse, påbud eller forbud

På baggrund af ansøgningen og de i øvrigt foreliggende oplysninger i sagen foretager amtsrådet en samlet vurdering af dambrugets drifts- og forureningsforhold. Den hidtidige lovlige drift og indretning af dambruget og dets påvirkning af omgivelserne bør indgå i amtsrådets vurdering.

På baggrund af denne vurdering træffer amtsrådet afgørelse om, hvorvidt der

1) kan meddeles dambruget godkendelse,

2) skal meddeles påbud om at foretage foranstaltninger til at nedbringe dambrugets forurening, eller

3) skal nedlægges forbud mod driften eller mod foretagelse af bestemte aktiviteter, jf. miljøbeskyttelseslovens § 39, stk. 2.

Finder amtsrådet, at dambruget kan drives på stedet uden væsentlige miljøgener i de ydre omgivelser, meddeles godkendelse med vilkår for dambruget, inkl. vilkår for egenkontrol, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1 (se afsnit 3.5 nedenfor om afgørelsens indhold).

Det kan ikke udelukkes, at nogle dambrug ikke umiddelbart vil kunne godkendes. For de dele af dambruget, der ikke kan godkendes, træffer amtsrådet afgørelse om, hvorvidt der skal meddeles dambruget påbud eller forbud, jf. miljøbeskyttelseslovens § 39, stk. 2. Dette sker i overensstemmelse med de generelle regler i miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1-3 (se også afsnit 3.4 nedenfor om godkendelsesmyndighedens afgørelse).

Der vil kunne indgives fornyet ansøgning efter ændring af anlægs- og driftsforhold i overensstemmelse med eventuelt meddelte påbud/forbud.

Mangelfuld ansøgning

Ved vurderingen af, hvilke krav der kan stilles til redegørelse og dokumentation i den enkelte sag, bør der henses til omfanget af det forelagte projekt, specielt i de tilfælde, hvor der ikke blot ansøges om godkendelse af dambrugets eksisterende indretning og drift, men tillige af produktionsændringer og/eller udvidelser.

Finder amtsrådet, at ansøgningen ikke indeholder de nødvendige oplysninger, skal dette skriftligt meddeles ansøgeren med nærmere angivelse af de mangler i oplysningsmaterialet, som dambruget må afhjælpe, før der kan træffes en afgørelse i sagen. Der fastsættes i meddelelsen til ansøgeren en tidsfrist for, hvornår de manglende oplysninger skal være fremkommet. Denne afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Ved ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring af dambrug skal det tilkendegives, om ansøgningen anses for bortfaldet, såfremt oplysningerne ikke er modtaget inden for fristen, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 3. Amtsrådets meddelelse om bortfald af ansøgningen kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 3.

Amtsrådet kan kun afvise at behandle en ansøgning, såfremt der er tale om sådanne mangler i ansøgningsmaterialet, at amtsrådet ikke vil være i stand til at træffe en afgørelse, som opfylder de krav, der stilles i miljøbeskyttelseslovgivningen.

Hvis kommunalbestyrelsen ikke inden den fastsatte frist har modtaget de krævede oplysninger, kan amtsrådet træffe afgørelse om, at dambruget skal ophøre med driften af de ikke-godkendte dele af dambruget, jf. indkaldelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Tilladelser m.v. i medfør af anden lovgivning

Inden der meddeles godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, bør amtsrådet sikre, at bestemmelser i anden lovgivning er overholdt, herunder at de nødvendige godkendelser, tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning er indhentet. Er dette ikke tilfældet, skal der ved meddelelse af miljøgodkendelse gøres opmærksom på, at godkendelsen ikke kan udnyttes, før andre relevante godkendelser m.v. foreligger.

Påbegyndelse af arbejder/produktion inden godkendelse

Regler, som kan have betydning i forbindelse med etablering, ændring eller udvidelse af et dambrug omfattet af denne vejledning, kan f.eks. findes i miljøbeskyttelsesloven (bl.a. om vandkvaliteten) med tilhørende bekendtgørelser, f.eks. slambekendtgørelsen, naturbeskyttelsesloven (bl.a. om dambrugenes ændringer af vandløbenes fysiske forhold og beskyttelse af andre naturtyper og den danske fauna), vandforsyningsloven (om vandindvinding), vandløbsloven (om dambrugenes ændringer af vandløbenes fysiske forhold), ferskvandsfiskeriloven (om beskyttelse af den danske fauna), planloven, arbejdsmiljøloven, byggelovgivningen, kemikalieloven, landbrugsloven, sundhedslovgivningen (f.eks. om anvendelse af medicin), vejlovgivningen og veterinærlovgivningen (se i øvrigt kapitel 4 nedenfor om lovgrundlaget).

Under behandling af en ansøgning om godkendelse kan amtsrådet efter særskilt ansøgning herom meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, hvis disse udføres i overensstemmelse med en godkendt lokalplan. Iværksættelse af arbejder sker på bygherrens ansvar, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 2. Afslag på ansøgning om en sådan tilladelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2.

3.2. Lokalisering

Planlov

Administrationen af den lovgivning, der har betydning for vandmiljøet og dermed for dambrugserhvervet, støtter sig i vidt omfang på de regionale politiske målsætninger for vandløb, søer og marine områder, der fastsættes af amtsrådene i medfør af planloven.

Muligheden for godkendelse af et dambrug med den eksisterende indretning eller efter udvidelse eller ændringer vil bl.a. være afhængig af lokalitetens særlige forhold. Den vigtigste faktor for et dambrugs placering er regionplanens målsætning for recipienten. Af betydning er tillige øvrige bestemmelser, der er fastsat i medfør af planlovgivningen. Det er her vigtigt at undgå, at der opstår arealanvendelseskonflikter.

Visse dambrug er placeret ved højt målsatte recipienter. For behandlingen af ansøgninger om godkendelse i disse tilfælde, henvises til de generelle bemærkninger i afsnit 3.1 ovenfor om administrative forhold - afgørelse om godkendelse, påbud eller forbud - og afsnit 3.4 nedenfor om godkendelsesmyndighedens afgørelse.

I byzoner, sommerhusområder og områder i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål, kan der som udgangspunkt ikke meddeles godkendelse efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven.

Godkendelsesmyndigheden kan dog meddele godkendelse til visse ændringer af bestående anlæg og indretninger i ovennævnte områder (renovering/forbedringer), såfremt disse ikke medfører udvidelse af produktionen, og såfremt ændringerne sker i overensstemmelse med en godkendt lokalplan.

Trafikforhold

I behandlingen af ansøgningen indgår en vurdering af, om kørsel til og fra dambruget vil kunne ske uden væsentlige gener for de omkringboende, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3.

De trafikale gener, herunder lugt-, støv- og støjgener, kan eksempelvis opstå som følge af tilkørsel af foder og frakørsel af fisk samt ved kørsel på offentligt tilgængelig vej i forbindelse med opbevaring og udbringning af slam.

Afgørelse med henvisning til lokalisering

Amtsrådets afslag på ansøgning om godkendelse begrundet i, at dambrugets lokalisering er i strid med planlægningen, er endeligt og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. miljøbeskyttelseslovens § 34, stk. 3.

Derimod antages det, at afgørelser om, at en virksomheds etablering er i strid med planlægningen, kan påklages til Naturklagenævnet, jf. planlovens § 58, stk. 1.

3.3. Dambrugsbekendtgørelsens betydning ved kapitel 5-godkendelse

Der blev med dambrugsbekendtgørelsen i 1989 skabt grundlag for en generel regulering og ensartet administration af dambrugserhvervet. De af bekendtgørelsen omfattede dambrug er derudover listevirksomheder, dvs. at dambrugene også efter bekendtgørelsens ikrafttræden har haft mulighed for - og i visse tilfælde pligt til - at ansøge om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Miljøgodkendelsesordningen har således for dambrugene været et supplement til reguleringen i henhold til dambrugsbekendtgørelsen.

Alle dambrug, der endnu ikke har fået en samlet godkendelse, herunder dambrug, der stadig helt eller delvist er reguleret efter dambrugsbekendtgørelsen, skal indsende ansøgning om godkendelse senest 1. januar 1999.

I forbindelse med godkendelsesprocessen anvendes de regler, der fremgår af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, godkendelsesbekendtgørelsen og indkaldelsesbekendtgørelsen. Dette medfører, at ansøgningerne skal indeholde de i godkendelsesbekendtgørelsens § 6 krævede oplysninger med fornøden dokumentation, og at godkendelsesmyndigheden foretager en samlet vurdering af dambrugets drifts- og forureningsforhold, jf. indkaldelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Desuden skal afgørelsen indholde en redegørelse for og en vurdering af de oplysninger, der foreligger i sagen, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8.

Amtsrådet skal således foretage en samlet vurdering af den konkrete sag inden for de rammer, der er fastlagt i den relevante lovgivning. Det ligger ikke inden for Miljøstyrelsens beføjelser derudover at opstille en række faste ufravigelige kriterier for, hvornår et amtsråd kan/skal meddele et dambrug en godkendelse.

Dambrugsbekendtgørelsen vil fortsat skulle anvendes - også i forbindelse med godkendelse af dambrug i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

Det fremgår af bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 7 om branchebekendtgørelser, at forureningsforhold, for hvilke der er fastsat generelle grænser, dvs. herunder i dambrugsbekendtgørelsen, ikke behøver at blive reguleret nærmere ved fastsættelse af vilkår i en godkendelse, da de generelle grænser uden videre kan lægges til grund. Det fremgår yderligere af lovbemærkningerne, at der dog ved ganske særlige lokale forhold kan være behov for at kunne stille supplerende vilkår for afhjælpning af ulemper over for virksomhedens naboer eller til beskyttelse af en særlig sårbar recipient.

Dette betyder, at amtsrådene i forbindelse med godkendelse af dambrug ikke nødvendigvis skal tage stilling til dambrugsbekendtgørelsens generelle regler. I de tilfælde, hvor dambrugsbekendtgørelsens regler fraviges i forbindelse med godkendelse, fastsætter amtsrådet vilkår herfor i den enkelte godkendelse i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 34. Der bør i den enkelte godkendelse henvises til de generelle regler i dambrugsbekendtgørelsen, der eventuelt kan vedlægges godkendelsen.

For at afklare eventuel tvivl om forholdet mellem dambrugsbekendtgørelsen og de generelle regler om godkendelse i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, er der ved den seneste revision af dambrugsbekendtgørelsen 5) taget stilling til, på hvilke punkter og i hvilket omfang dambrugsbekendtgørelsen kan fraviges i forbindelse med godkendelse, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3. For de enkelte punkter henvises til vejledningens afsnit 3.5.1 om vilkår i forhold til dambrugsbekendtgørelsen.

Endvidere er det i dambrugsbekendtgørelsen præciseret, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at amtsrådet ved meddelelse af godkendelse af dambrug, skal sikre at hensynet til de berørte vandområder varetages, herunder kvalitetsmålsætninger for vandløb og søer opfyldes.

3.4. Godkendelsesmyndighedens afgørelse

Samlet vurdering

Amtsrådet foretager en samlet vurdering af dambrugets drifts- og forureningsforhold på baggrund af ansøgningen og de oplysninger, der i øvrigt foreligger i sagen, dvs. der foretages en konkret og individuel vurdering af dambrugets indretning og drift i forhold til de enkelte nær- og fjernrecipienter.

Hensyn

Udgangspunktet for behandlingen af en ansøgning fra et bestående dambrug er, at der skal lægges vægt på de samme hensyn som ved godkendelse af eventuelle nye dambrug. Det betyder, at der skal lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelsen af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg, samt de bedst mulige forureningsbegrænsende foranstaltninger, således at forureningen, ressourceanvendelsen og affaldsfrembringelsen begrænses mest muligt. Der skal i vurderingen af, hvad der er den bedst mulige løsning, tages hensyn til, at det for et eksisterende dambrug ofte vil være forbundet med væsentlig større omkostninger at nå et givet beskyttelsesniveau end for et dambrug, der står over for etablering. Se også afsnit 2.2.4 ovenfor om renere teknologi og miljøbeskyttende foranstaltninger.

Regionplaner

Generelt udgør de retningslinier for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande, der er fastsat i medfør af planlovgivningen og indeholdt i amternes regionplaner, et væsentligt grundlag for behandlingen af ansøgninger om miljøgodkendelse (se også afsnit 3.2 ovenfor om lokalisering og afsnit 3.4 nedenfor om godkendelsesmyndighedens afgørelse).

Det tekniske grundlag

Ved vurderingen af hvilke krav, der kan stilles til dokumentation i den enkelte sag, bør der henses til omfanget af det forelagte projekt, specielt i de tilfælde, hvor der ikke blot ansøges om godkendelse af dambrugets eksisterende indretning og drift, men tillige om produktionsændringer og/eller -udvidelser. Der bør tages stilling til den dokumentation, der foreligger på tidspunktet for behandlingen af ansøgningen.

Når arbejdsgruppen vedrørende det tekniske grundlag for miljøgodkendelse af dambrug har afsluttet sit arbejde, vil resultatet kunne indgå i grundlaget for amtsrådets vurdering af ansøgningen (se også kapitel 1 ovenfor).

Spildevandets kvalitet

Såfremt amtsrådet i den enkelte sag vurderer, at der ikke vil kunne fremlægges tilstrækkelige oplysninger om spildevandets kvalitet, f.eks. i form af opgivne mængder af forskellige stoffer og næringssalte i spildevandet, vil amtsrådet kunne inddrage oplysninger om den hidtidige og foreslåede fremtidige drift af dambruget, herunder tidligere anvendte mængder af foder, medicin og hjælpestoffer og driftsrutiner i forbindelse med anvendelsen heraf samt dambrugets redegørelse for egenkontrol.

Godkendelse

Såfremt amtsrådet på baggrund af denne vurdering finder, at der kan meddeles godkendelse af det ansøgte eller dele heraf, meddeler amtsrådet godkendelse i overensstemmelse med reglerne i godkendelsesbekendtgørelsen. Godkendelse meddeles med vilkår for dambrugets etablering og drift, herunder dambrugets egenkontrol, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1.

Amtsrådet sikrer, at de hensyn, der er nævnt i dambrugsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt. om opfyldelse af kvalitetsmålsætningen for vandløb og søer og begrænsning af udledningen af næringssalte til havet, varetages ved meddelelse af godkendelse. Se også nedenfor om drift uden væsentlige miljøgener.

Afslag

Såfremt amtsrådet efter endt behandling af ansøgningen vurderer, at betingelserne for at imødekomme denne ikke er opfyldt, herunder at der mangler dokumentation for effekten af foreslåede renseforanstaltninger, meddeles afslag for de dele af dambruget, der ikke kan godkendes. Der bør således ikke som alternativ meddeles godkendelse af projektet på skærpede vilkår.

For de dele af et dambrug, der ikke kan godkendes, træffer amtsrådet afgørelse om, hvorvidt der skal meddeles dambruget påbud eller forbud i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1-3.

Såfremt afslaget alene er begrundet i manglende dokumentation i forbindelse med ansøgning om udvidelse af foderforbruget, har dambruget mulighed for at indgive fornyet ansøgning på grundlag af det hidtidige foderforbrug.

Påbud

Såfremt afslaget helt eller delvist er begrundet i, at der ikke er skabt sikkerhed for, at forureningen fra dambruget med det ansøgte projekt kan nedbringes til et acceptabelt niveau, bør amtsrådet meddele dambruget påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1, om reduktion af forureningen inden en nærmere fastsat frist. Når gennemførte foranstaltninger har ført til, at dambruget kan overholde gældende krav til nye dambrug, herunder at amtsrådet finder, at dambruget ikke vil medføre væsentlig forureningspåvirkning af recipienten, kan amtsrådet erstatte påbudet med en godkendelse.

I modsat fald bør amtsrådet overveje at kræve dambruget lukket. Meningen er altså, at alle godkendelsespligtige dambrug på længere sigt skal kunne opnå en godkendelse.

Forbud

Efter bemærkningerne til miljøbeskyttelsesloven bør godkendelsesbehandlingen kun i ekstreme tilfælde resultere i, at der nedlægges forbud mod den videre drift af en virksomhed eller dele heraf, og kun hvis det skønnes umuligt at nedbringe forureningen fra virksomheden til et acceptabelt niveau. Overvejelser om forbud bør derfor i praksis først komme på tale, når mulighederne for at nedbringe forureningen er grundigt undersøgt og ikke har ført til et acceptabelt resultat. Forbudet meddeles i givet fald med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 41.

Kun i de tilfælde, hvor dambruget hverken har vist vilje eller evne til at søge forureningen nedbragt, bør et forbud meddeles som et umiddelbart resultat af godkendelsesbehandlingen. Samtidig meddeles en frist for dambrugets afvikling og endelige ophør. Fristen bør fastsættes til højst 3 år, dog senest til 31. december 2002.

3.5. Afgørelsens indhold

3.5.1. Generelt om vilkår

Redegørelse og vurdering

Amtets afgørelse skal indeholde en redegørelse for og en vurdering af de oplysninger, der foreligger i sagen. Se godkendelsesbekendtgørelsens § 8 for nærmere detaljer.

Godkendelse med vilkår

Finder amtsrådet, at dambruget kan drives på stedet uden væsentlige miljøgener i de ydre omgivelser, meddeles godkendelse med vilkår for dambruget, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1. Vilkår bør fastsættes for alle relevante forhold ved dambrugets indretning og drift på en sådan made, at de kan efterkommes og kontrolleres.

Andre vilkår end ifølge dambrugsbekendtgørelsen

Amtsrådet kan ved meddelelse af godkendelse fastsætte vilkår om andre forhold end dem, der er reguleret ved dambrugsbekendtgørelsen (se også afsnit 3.5.2-3.5.3 nedenfor om vilkår i forhold til dambrugsbekendtgørelsen og øvrige vilkår).

3.5.2. Vilkår i forhold til dambrugsbekendtgørelsen

Det fremgår af dambrugsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at bekendtgørelsens bestemmelser kan fraviges ved meddelelse af godkendelse i det omfang, det fremgår af de enkelte bestemmelser, eller såfremt amtsrådet finder det nødvendigt for opfyldelse af kvalitetsmålsætningen for vandløb og søer jf. § 1, stk. 1.

Foderforbrug

De enkelte dambrug har tidligere i medfør af dambrugsbekendtgørelsen fået fastsat et maksimalt årligt foderforbrug. Ved godkendelse af dambrug skal amtsrådet ligeledes fastsætte vilkår om det maksimale foderforbrug, jf. dambrugsbekendtgørelsens § 2, stk. 4. Amtsrådet kan i denne forbindelse fravige størrelsen af det foderforbrug, som amtsrådet har fastsat for de enkelte dambrug i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 1.

Bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt., om de hensyn, som amtsrådet skal sikre varetaget ved meddelelse af godkendelse, finder tillige anvendelse. Se også nedenfor om drift uden væsentlige miljøgener.

Godkendelse af uændret foderforbrug

Ved miljøgodkendelse af bestående dambrug, der ikke påtænker en udvidelse i forhold til det efter dambrugsbekendtgørelsen fastsatte højst tilladelige foderforbrug, vil det i almindelighed være tilstrækkeligt, at det med ansøgningen og den medfølgende fornødne dokumentation efter amtsrådets vurdering findes godtgjort, at

1) det forelagte projekt opfylder miljøbeskyttelseslovens bestemmelser om anvendelse af renere teknologi og bedst mulige miljøbeskyttende foranstaltninger i et omfang, der kan anses for rimeligt for et dambrug af den pågældende anlægstype og størrelse,

2) dambruget kan drives uden væsentlig forureningspåvirkning af omgivelserne og på en sådan måde, at driften ikke hindrer opfyldelse af målsætningen for nedstrøms liggende vandløb og søer, og

hensynet til fjernrecipienten er tilgodeset.

Godkendelse af udvidet foderforbrug

Såfremt der er ansøgt derom, har amtsrådet mulighed for at godkende en udvidelse af det maksimale foderforbrug, jf. dambrugsbekendtgørelsens § 2, stk. 4. Imødekommelse af en sådan ansøgning bør forudsætte, at der med ansøgningen er fremlagt sikker dokumentation for effekten af de foreslåede renseforanstaltninger, og at der foreligger en høj grad af sikkerhed med hensyn til dambrugets miljømæssige påvirkning af omgivelserne, jf. ovenstående.

Den omstændighed, at den aktuelle udledning fra et dambrug ikke påvirker vandløbets målsatte forureningstilstand i negativ retning, og at dambrugets indretning og drift i almindelighed kan beskrives som miljømæssigt acceptabel, er ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at meddele godkendelse til en væsentlig forhøjelse af det maksimale foderforbrug.

Se tillige nedenfor om drift uden væsentlige miljøgener.

Foderkvalitet

Eftersom regler om, hvilke fodertyper, der vil kunne godkendes, fortsat vil blive fastsat fra centralt hold, vil det som udgangspunkt ikke være nødvendigt at fastsætte vilkår herfor i den enkelte godkendelse.

I de tilfælde, hvor amtsrådet finder, at der er behov for at godkende en fodertype med et lavere fosforindhold og/eller højere bruttoenergiindhold end de grænseværdier, der fremgår af dambrugsbekendtgørelsen, jf. dambrugsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, fastsættes vilkår herfor i den pågældende godkendelse.

Udleder-grænseværdier

Dambrug skal fortsat indrettes og drives således, at udledningen fra dambruget opfylder de udledergrænseværdier, der er fastsat i dambrugsbekendtgørelsens bilag 3, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Ved udarbejdelse af vilkår for spildevandsudledningen skal det samtidig sikres, at den kvalitet, der er fastsat af amtsrådet for recipienten, kan overholdes efter meddelelsen af udledningstilladelsen.

Recirkulering

Ved godkendelse af dambrug kan amtsrådet fravige dambrugsbekendtgørelsens udledergrænseværdier for dambrug, hvor produktionsvandet recirkuleres og under forudsætning af, at dambrugets samlede udledning af de nævnte forurenende stoffer ikke forøges, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2. Dette må nødvendigvis medføre et reduceret vandforbrug/-indtag.

Godkendelse hertil forudsætter ligeledes, at et dambrug ansøger herom, og at amtsrådet vurderer det miljømæssigt forsvarligt under hensyn til den aktuelle målsætning for nær- og fjernrecipienterne, herunder til miljøpåvirkningen fra dambruget i forhold til årstidsvarierende vandføring i recipienten.

Amtsrådet må med vilkår om dambrugets indretning og drift sikre, at mængden af spildevand ikke overstiger, hvad der har været lagt til grund ved fastsættelse af sådanne udlederkrav, der fraviger dambrugsbekendtgørelsens værdier.

Vilkår om dambrugets samlede udledninger

Amtsrådet kan tillige ved godkendelse af dambrug fastsætte vilkår for dambrugets samlede udledninger, jf. § 5, stk. 1. Såfremt amtsrådet efter ansøgning herom vurderer, at dambrugets miljømæssige påvirkning af omgivelserne - under hensyn til den aktuelle målsætning for nær- og fjernrecipienterne - på forsvarlig måde kan reguleres ved fastsættelse af vilkår for virksomhedens samlede udledning af forurenende stoffer, kan amtsrådet fastsætte vilkår herom i en godkendelse. Dambrugsbekendtgørelsens udledergrænseværdier skal fortsat overholdes, jf. bekendtgørelsens § 5, og der skal samtidig fastsættes vilkår om dambrugets højst tilladelige årlige foderforbrug, jf. § 2, stk. 4.

Med vilkår for dambrugets samlede udledning må egenkontrolprogrammet fastlægges således, at det med tilstrækkelig sikkerhed kan dokumentere udledningens størrelse (se også nedenfor om egenkontrol).

Renseforanstaltninger

Dambrug skal som udgangspunkt fortsat være indrettet og drives med enten bundfældningsanlæg i de enkelte damme og/eller centralt bundfældningsanlæg med slamsump som mindste krav til renseforanstaltninger, jf. dambrugsbekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Amtsrådet kan dog godkende andre renseanlægstyper end nævnt i bilag 4, dvs. bundfældningsanlæg, såfremt et dambrug fyldestgørende dokumenterer, at renseanlægstyperne kan drives med mindst samme renseeffekt og driftssikkerhed som anlæggene nævnt i bilag 4, jf. dambrugsbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Amtsrådet kan hermed meddele godkendelse til drift af dambrug med flere typer af renseforanstaltninger, f.eks. mikrosigter og biofiltre, eller hvad der senere måtte blive relevant, herunder til renseforanstaltninger, der ikke inkluderer bundfældningsanlæg.

Godkendelse af andre renseanlægstyper forudsætter, at dambrugeren indsender en ansøgning herom, og at amtsrådet vurderer, at den forelagte dokumentation for renseeffekt og driftssikkerhed er tilstrækkelig til at sikre miljømæssigt forsvarlig drift under hensyn til den aktuelle målsætning for recipienten.

Miljøstyrelsen skal gøre opmærksom på, at der er foretaget en undersøgelse af renseeffekter af mikrosigter og biofiltre ved dambrugsdrift med recirkulering af produktionsvand. 6) Ved vurdering af eventuelle ansøgninger om godkendelse af disse renseanlægstyper i forbindelse med recirkuleret drift kan amtsrådet tage udgangspunkt i rapporten over projektet, idet der fortsat skal foretages en vurdering af indretningen og driften af det enkelte dambrug i forhold til de konkrete nær- og fjernrecipenter.

Amtsrådet kan desuden påbyde foranstaltninger til rensning af dambrugets afløbsvand udover de i stk. 1 samt de i stk. 2 fastsatte foranstaltninger, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 3.

Drift uden væsentlige miljøgener

Ifølge godkendelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1, 2. pkt., meddeles godkendelse med vilkår for en virksomheds etablering og drift, herunder den kontrol, som virksomheden selv skal foretage, hvis virksomheden findes at kunne drives på stedet uden væsentlige miljøgener i de ydre omgivelser.

Ifølge dambrugsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, 2. pkt., sikrer amtsrådet ved meddelelse af godkendelse i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, at de i 1. pkt. nævnte hensyn varetages. Disse hensyn er at sikre opfyldelsen af kvalitetsmålsætningen for vandløb og søer, der påvirkes af dambrugsdrift, samt at begrænse udledningen af næringssalte til havet ved fastsættelse af krav til indretning og drift af dambrug.

Samlet vurdering af dambrugets forhold

På baggrund af ansøgningen og de oplysninger, der i øvrigt foreligger i sagen, foretager amtsrådet en samlet vurdering af dambrugets drifts- og forureningsforhold, jf. indkaldelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Amtsrådets vurdering bør således bero på en konkret og individuel vurdering på grundlag af de aktuelle miljømæssige forudsætninger. Herunder bør det vurderes, om der er grundlag for at acceptere en større miljøbelastning end den, der har været resultatet efter regulering efter dambrugsbekendtgørelsen, eller om denne miljøbelastning bør reduceres yderligere, for at målsætningen for de berørte vandområder kan opfyldes. Såfremt de aktuelle miljømæssige forudsætninger afviger fra de forudsætninger, der blev lagt til grund ved fastsættelsen af målsætningen for de berørte vandområders kvalitet, bør dette inddrages og fremgå i forbindelse med sagens afgørelse.

Visse specifikke situationer

I den forbindelse bør der i nogle situationer tages særlige forhold i betragtning. Heriblandt de tilfælde, hvor der søges om produktionsudvidelse på dambrug, der som følge af specifikke omstændigheder har haft en væsentligt nedsat produktion i den periode, der har dannet grundlag for fastsættelsen af det højst tilladelige foderforbrug efter dambrugsbekendtgørelsen, dvs. 1984-1988. I disse tilfælde bør udgangspunktet for den acceptable miljøbelastning vurderes særskilt.

Såfremt amtsrådet efter ansøgning herom i en godkendelse fastsætter vilkår for dambrugets indretning og drift, der indebærer en forøget forurening fra dambruget i forhold til den forurening, der har været resultatet af reguleringen i medfør af dambrugsbekendtgørelsen, bør amtets afgørelse i overensstemmelse med godkendelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1, indeholde en redegørelse og en begrundelse for, at en sådan forøget forurening er miljømæssigt forsvarlig henset til den aktuelle miljøtilstand i nær- og fjernrecipienten og henset til målsætningen for vandområderne.

3.5.3. Øvrige vilkår

Spildevand er omfattet af kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven

Spørgsmål om tilladelse til udledning af spildevand direkte til vandløb, søer eller havet fra et dambrug skal behandles samtidig med afgørelsen om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og indgår i godkendelsen. Vilkår for udledningen af spildevand behandles efter reglerne i dette kapitel, jf. miljøbeskyttelseslovens § 34, stk. 3.

Se også Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 310 af 25. april 1994 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 (se kapitel 4 nedenfor om lovgrundlaget).

Medicin og hjælpestoffer

Amtsrådet bør ved meddelelse af tilladelse til udledning af spildevand sikre, at anvendelsen af medicin og hjælpestoffer ikke giver fare for påvirkning af omgivelserne. Der kan f.eks. henvises til notat fra Danmarks Miljøundersøgelser om hjælpestoffer og medicin.7)

Andre stoffer i spildevandet

Der skal i et tilstrækkeligt omfang fastsættes vilkår for udledning af stoffer, der er opført i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet.

Renere teknologi

Der bør fra amtsrådets side stilles krav til dambrug om begrænsning af forureningen på basis af principperne om renere teknologi og miljøbeskyttende foranstaltninger (se afsnit 2.2.4 ovenfor herom).

Der bør ikke fastsættes krav om anvendelse af en bestemt teknologi, men derimod krav til indretning og drift svarende til det forureningsniveau, der er opnåeligt ved anvendelse af den renest mulige teknologi.

Vilkår fastsættes ud fra mulighederne på tidspunktet for behandling af ansøgningen og ikke ud fra en forventning om fremtidige muligheder.

Når arbejdsgruppen vedrørende det tekniske grundlag for miljøgodkendelse af dambrug har afsluttet sit arbejde, vil resultatet kunne indgå i grundlaget for amtsrådets vurdering af ansøgningen (se kapitel 1 ovenfor).

Slam

Slam, der skal anvendes til jordbrugsformål, skal overholde bestemmelserne i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål (se kapitel 4 nedenfor om lovgrundlaget). Opfylder slammet ikke betingelserne i slambekendtgørelsen for anvendelse til jordbrugsformål, vil kommunalbestyrelsen skulle anvise håndtering, dvs. indsamling og transport af slammet samt nyttiggørelse, f.eks. forbrænding, og bortskaffelse, f.eks. deponering på eller i jorden, af slammet, jf. § 35, stk. 1 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997 (affaldsbekendtgørelsen) (se kapitel 4 nedenfor om lovgrundlaget).

Affald

Der kan i en godkendelse stilles vilkår om, hvilke mængder og typer af affald, der må frembringes. Desuden kan der stilles vilkår om håndtering og opbevaring af affald på dambrugets grund inden bortfjernelse i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til belastningen af dambrugets omgivelser, herunder vilkår om sortering eller opbevaring af visse affaldstyper (f.eks. døde fisk) i bestemte containere. Der henvises ligeledes til affaldsbekendtgørelsen.

Kemiske stoffer og produkter

Giftige stoffer og produkter skal opbevares forsvarligt, under lås, utilgængeligt for børn og ikke sammen med eller i nærheden af bl.a. foderstoffer, jf. § 38 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 829 af 15. oktober 1993 om kemiske stoffer og produkter. Giftige bekæmpelsesmidler skal opbevares på tilsvarende miljø- og sundhedsmæssigt forsvarlig vis, jf. § 30 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 953 af 31. oktober 1996 om bekæmpelsesmidler.

Støj

Støj fra dambrug stammer hovedsageligt fra støjmaskiner til at bortskræmme fugle med, beluftningsmaskiner samt øvrige maskiner og køretøjer.

Det vil ikke altid være relevant at måle støjniveauet i skel. I stedet kan støjniveauet måles ved nærmeste nabobeboelse - f.eks. hvis der er tale om en enkelt beboelse i det åbne land.

Ligger dambruget i nærheden af byzone, sommerhusområde eller andre interesseområder, eller område i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål, bør der stilles skærpede støjvilkår, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 om ekstern støj fra virksomheder.

Der kan i godkendelsen f.eks. fastsættes vilkår om anvendelse af bestemte adgangsveje ved til- og frakørsel, herunder for dambrugets egne køretøjer. Der kan endvidere stilles vilkår om, at til- og frakørsel af foder, slam m.v. kun må finde sted på bestemte tidspunkter.

Egenkontrol

Godkendelsen skal indeholde vilkår for dambrugets egenkontrol, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1.

Dambrugeren skal i medfør af dambrugsbekendtgørelsens § 14, stk. 1 og 2, lade udtage 2 henholdsvis 6 egenkontrolprøver i perioden april til oktober.

Ved godkendelse af dambrug kan amtsrådet fastsætte den nødvendige egenkontrol jf. miljøbeskyttelseslovens § 34, jf. dambrugsbekendtgørelsens § 14, stk. 5. Amtsrådet tager således i det enkelte tilfælde stilling til, i hvilket omfang prøveudtagninger og analyser skal indgå i vilkårene for egenkontrol som led i tilsynet med den enkelte virksomhed, herunder omfanget af samt tidspunkter og sted for prøvetagningen.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at der som udgangspunkt i de situationer, hvor et dambrug alene ansøger om godkendelse af et uændret foderforbrug, hvor renseforanstaltningerne opfylder dambrugsbekendtgørelsens krav, og hvor der ikke er konstateret forureningspåvirkning af recipienten, ikke vil være behov for flere prøver end de 2 henholdsvis 6 prøver, som dambrugeren i medfør af bekendtgørelsens § 14, stk. 1 og 2, skal lade udtage.

Dambrugsbekendtgørelsens krav om henholdsvis 2 eller 6 egenkontrolprøver vurderes at være utilstrækkeligt til at dokumentere overholdelse af fastsatte udledergrænseværdier. I de tilfælde, hvor amtsrådet efter ansøgning herom skønner, at det enkelte dambrug på miljømæssigt forsvarlig vis kan reguleres på dets samlede udledninger i en godkendelse, vurderes det ud fra den viden, der eksisterer ved denne vejlednings udsendelse, at egenkontrolprogrammet for at være tilstrækkeligt statistisk sikkert som minimum bør omfatte 52 puljede ugeprøver pr. år for kvælstof og fosfor og 52 puljede døgnprøver pr. år for organisk stof (BI5), kombineret med samtidige målinger af vandføringen i dambrugets afløb.

Hvis ansøgningen ikke indeholder de nødvendige oplysninger, meddeler amtsrådet skriftligt ansøgeren dette med nærmere angivelse af de mangler i oplysningsmaterialet, som dambruget må afhjælpe, før der kan træffes en afgørelse i sagen, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 3, 1. pkt. Såfremt amtsrådet til brug for fastsættelse af vilkår for dambrugets samlede udledninger har behov for dokumentation for størrelsen af dambrugets samlede årlige udledninger, kan amtsrådet anmode dambruget herom. Denne dokumentation kan f.eks. bestå i egenkontrol med tilstrækkelig statistisk sikkerhed (se ovenfor), der foretages af et års produktion på de hidtidige vilkår. Når dambruget har fremlagt denne dokumentation, vil vilkåret kunne fastsættes.

Såfremt amtsrådet efter endt behandling af ansøgningen vurderer, at betingelserne for at imødekomme denne ikke er opfyldt, herunder at der mangler dokumentation for effekten af foreslåede renseforanstaltninger, meddeles afslag for de dele af dambruget, der ikke kan godkendes. Der bør således ikke som alternativ meddeles godkendelse af projektet på skærpede vilkår, herunder om et betydeligt antal egenkontrolprøver.

Der kan i godkendelsen fastsættes vilkår om udarbejdelse og udformning af driftsinstruktioner m.v. for tilsyn og kontrol med virksomhedens forureningsbegrænsende foranstaltninger, herunder hvor på dambruget eventuelle prøver skal udtages, samt for, hvorledes resultaterne af den egenkontrol, som virksomheden skal foretage, skal gøres tilgængelig for tilsynsmyndigheden, og hvornår kontrollen skal udføres første gang. Godkendelsen bør desuden indeholde angivelse af, hvilke måle- og analysemetoder, der skal anvendes, samt angivelse af, om prøvetagning og -analyse kan/skal foretages af virksomheden eller af et akkrediteret laboratorium.

Tidsbegrænsning

Godkendelser kan i særlige tilfælde tidsbegrænses, såfremt der er en væsentlig grund hertil, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 11. Tidsbegrænsningen skal angive tidspunktet for godkendelsens udløb. Hvis en godkendelse tidsbegrænses, skal godkendelsen indeholde den nærmere begrundelse herfor. Begrænsningen kan gælde såvel hele godkendelsen som enkelte dele af den.

Ved behandling af den konkrete ansøgning tager amtsrådet stilling til det materiale, inklusive dokumentation for effekten af renseforanstaltninger, der foreligger på tidspunktet for sagens behandling. Den samlede godkendelse eller vilkår om renere teknologi og/eller renseforanstaltninger bør ikke tidsbegrænses i forventning om en bedre løsning på et senere tidspunkt.

Retsbeskyttelse

I godkendelsen anføres tidspunktet for, hvornår retsbeskyttelsen udløber, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 12 (se også afsnit 3.6.1 nedenfor om retsbeskyttelse og revision af vilkår). Perioden regnes fra meddelelse af godkendelsen. I tilfælde af, at en afgørelse påklages, regnes fristen for udløb af retsbeskyttelsen fra meddelelse af den endelige afgørelse i godkendelsessagen.

3.6. Administrative bestemmelser og klage over afgørelser

Afgørelser i sager om miljøgodkendelse af dambrug udarbejdes i overensstemmelse med reglerne i godkendelsesbekendtgørelsen herom. Der henvises til de administrative bestemmelser, der er fastsat i miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 og forvaltningslovens almindelige regler, herunder om partshøring og begrundelse af skriftlige afgørelser, der ikke fuldt ud giver adressaten medhold, samt det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Afgørelser i sager om godkendelse skal meddeles skriftligt til ansøgeren. Afgørelser, der kan påklages, skal også meddeles andre klageberettigede og involverede myndigheder (se også afsnit 3.6.2 nedenfor om klage).

3.6.1. Retsbeskyttelse og revision af vilkår

I en periode på 8 år fra meddelelsen af en godkendelse kan der kun under visse nærmere fastlagte betingelser meddeles påbud eller forbud, f.eks. når forureningen fra dambruget går ud over det, som blev lagt til grund ved meddelelse af godkendelsen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 4.

Der er mulighed for revision af utidssvarende vilkår i godkendelsen efter udløbet af retsbeskyttelsesperioden, f.eks. når det er miljømæssigt begrundet, eller hvis der er udviklet renere teknologi, herunder bedre rensningsformer eller mindre forurenende produktionsmetoder, jf. miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 5.

Tilsynsmyndigheden kan dog inden for retsbeskyttelsesperioden i form af påbud revidere vilkårene for en godkendelse, herunder analyser, journalføring m.v., for at forbedre dambrugets egenkontrol eller for at opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn, jf. miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 2. Et sådan påbud kan påklages. Derimod kan der ikke i medfør af § 72, stk. 2, ske ændringer af vilkår om produktions- og driftsforhold eller vilkårsændringer, som kan sidestilles med en skærpelse af emissionsvilkår. Sådanne ændringer af vilkår kan kun ske inden for rammerne af miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 4, jf. ovenfor.

Opmærksomheden henledes på, at tilladelser til indvinding af overfladevand er tidsbegrænsede og ikke omfattet af den 8-årige retsbeskyttelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Eventuelle ændringer i dambrugets indretning og drift som følge af ændret tilladelse om vandindvinding i medfør af vandforsyningsloven vil kunne kræve godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, og ansøgning herom vil i disse tilfælde skulle indsendes.

3.6.2. Klage

Klagevejledning

Ved meddelelse af afgørelser, der kan påklages (herunder godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, påbud om reduktion af forureningen og forbud mod fortsat drift, jf. miljøbeskyttelseslovens § 41), skal der gives klagevejledning. Det skal fremgå, at amtsrådets afgørelse kan påklages til Miljøstyrelsen som klagemyndighed, at klagen skal fremsendes til amtsrådet, samt at klagen skal være modtaget senest ved kontortids ophør den dag, klagefristen udløber. Datoen for fristens udløb skal ligeledes oplyses.

Såfremt en afgørelse ikke kan påklages, meddeles dette i afgørelsen, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 17, stk. 2.

Klagefrist

Frist for klage er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt. Miljøgodkendelser bekendtgøres tillige offentligt, og klagefristen regnes her fra bekendtgørelsestidspunktet. Sker offentliggørelse efter meddelelse af afgørelsen til adressaten, regnes klagefristen fra bekendtgørelsestidspunktet. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en søn- eller helligdag, forlænges klagefristen automatisk til den følgende hverdag.

Ingen opsættende virkning af klage

En klage over en godkendelse har ikke opsættende virkning for så vidt angår retten til at udnytte godkendelsen, medmindre ministeren bestemmer andet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 96. Ministeren har delegeret denne beføjelse til Miljøstyrelsen. Udnyttelse af godkendelsen kan dog kun ske under opfyldelse af de af amtsrådet fastsatte vilkår for godkendelsen, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 4.

Klage over en afgørelse om godkendelse, tilladelse eller dispensation efter miljøbeskyttelsesloven har ikke opsættende virkning, dvs. bygge- og anlægsarbejder eller produktion kan påbegyndes på eget ansvar inden klagemyndighedens afgørelse foreligger, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet. Det skal præciseres, at påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder eller drift inden godkendelse eller klagemyndighedens afgørelse foreligger, ikke indebærer begrænsninger i myndighedernes afgørelse eller adgang til at ændre eller ophæve en påklaget godkendelse, dvs. at udnyttelse af godkendelsen sker på egen risiko, jf. miljøbeskyttelseslovens § 96.

En klage har opsættende virkning for et påbud eller forbud, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 95. Dette gælder tillige afgørelser om godkendelse af dambrug, såfremt vilkårene i godkendelsen indebærer, at der skal foretages forureningsbegrænsende foranstaltninger m.v. på et eksisterende dambrug, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 5.

Miljøklagenævnet

Miljøstyrelsens afgørelser om miljøgodkendelse kan påklages til Miljøklagenævnet, såfremt disse er større eller principielle. Miljøklagenævnet afgør selv, hvilke sager det kan behandle, jf. miljøbeskyttelseslovens § 103.

4. Lovgrundlaget

4.1. Miljøbeskyttelsesloven med bekendtgørelser

Miljøbeskyttelsesloven

Lovgrundlaget er Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997 af lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven med senere ændringer). Denne lov skal efter formålsbestemmelsen i § 1 medvirke til at værne om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og planteliv.

Ved lovens administration skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg samt de bedst mulige forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved vurderingen skal der særligt lægges vægt på en forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi, jf. § 3, stk. 1.

Lovens kapitel 3 omhandler beskyttelse af jord og grundvand. Efter § 19 må stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden tilladelse nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på jorden, eller afledes til undergrunden.

Lovens kapitel 4 omhandler beskyttelse af overfladevand. Stoffer, der kan forurene vandet, må ikke tilføres vandløb, søer eller havet, ligesom sådanne stoffer ikke må oplægges således, at der er fare for at vandet forurenes, jf. § 27. De nærmere regler om meddelelse af spildevandstilladelser findes i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 310 af 25. april 1994 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.

Lovens kapitel 5 omhandler godkendelse af listevirksomheder. Listevirksomheder, herunder dambrug, må ikke uden godkendelse udvides eller ændres anlægsmæssigt eller driftsmæssigt på en måde, som indebærer forøget forurening.Tilladelse til udledning af spildevand fra selve dambruget til vandløb, søer eller havet meddeles som en del af kapitel 5- godkendelsen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 34, stk. 2.

Godkendelses- og indkaldelsesbekendtgørelserne

De nærmere bestemmelser vedrørende godkendelse fremgår af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed (godkendelsesbekendtgørelsen) og Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 532 af 20. juni 1992 om indkaldelse af ansøgninger om godkendelse fra bestående listevirksomheder (indkaldelsesbekendtgørelsen) som ændret ved Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 830 af 6. november 1997. Ferskvandsdambrug, bortset fra anlæg med fuld recirkulering til opdræt af ål, skal inden 1. januar 1999 have indgivet ansøgning om godkendelse.

Dambrugsbekendtgørelsen

Indtil der er meddelt et dambrug godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, er en række forhold vedrørende drift og indretning af dambruget reguleret i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 204 af 31. marts 1998.

Reglerne i dambrugsbekendtgørelsen tager sigte på at sikre opfyldelsen af kvalitetsmålsætningen for vandløb og søer, der påvirkes af dambrugsdrift, samt på at begrænse udledningerne af næringssalte til havet ved fastsættelse af krav til indretning og drift af dambrug, jf. § 1.

Slambekendtgørelsen

For at sikre, at jord og grundvand ikke forurenes, er der i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 823 af 16. september 1996 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål bl.a. opstillet regler for, i hvilket omfang slam fra bl.a. ferskvandsdambrug kan anvendes til jordbrugsformål.

Slam fra ferskvandsdambrug kan anvendes til jordbrugsformål uden forudgående tilladelse, under forudsætning af overholdelse af bekendtgørelsens grænseværdier for indhold af visse stoffer i slammet. Grænseværdien for cadmium, der har vist sig at være et særligt problem i dambrugsslam, er frem til den 30. juni år 2000 fastsat til 0,8 mg/kg tørstof eller 200 mg/kg totalfosfor. Fra den 1. juli år 2000 ændres grænseværdierne til 0,4 mg/kg tørstof eller 100 mg/kg totalfosfor. Slam, der ikke må anvendes til jordbrugsformål, skal overholde bestemmelserne i affaldsbekendtgørelsen, dvs. kommunalbestyrelsen skal anvise håndtering af slammet. Før anvendelse af slam i skove skal amtsrådet meddele tilladelse.

Der skal indgås en skriftlig aftale mellem slamproducent og bruger. Kopi af den skriftlige aftale mellem slamproducent og bruger skal ved aftalens indgåelse tilsendes kommunalbestyrelsen i brugers kommune.

Producenten af slammet har pligt til at få foretaget analyser på akkrediteret laboratorium, grænseværdierne skal overholdes, og en deklaration skal følge slammet på dets vej til bruger. Kopi af deklarationen skal tilsendes amtsrådet i producentens amt.

Hvis den årlige levering til en bruger udgør mere end 10 tons tørstof, skal kommunen tillige senest 8 dage før leveringen have tilsendt en skriftlig meddelelse om den leverede mængde og brugers navn og adresse.

Hvert år inden 1. marts skal dambrugeren skriftligt indberette til amtsrådet, hvor store mængder dambrugsslam, der er afhændet til jordbrugsformål i det foregående kalenderår, fordelt på anvendelse i landbrug, skovbrug, gartneri, parkdrift og privat havebrug. Indberetningen skal ske med henvisning til deklarationen for hvert affaldsprodukt.

Affaldsbekendtgørelsen

Håndtering af affald, herunder affald der ikke kan anvendes til jordbrugsformål, er reguleret efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 6 med tilhørende bekendtgørelser, herunder Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997 om affald til, og de affaldsregulativer, som kommunalbestyrelserne har vedtaget i medfør heraf.

4.2. Anden lovgivning

Planloven

Amterne skal i regionplanernes retningslinier fastsætte målsætninger for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande, jf. § 6, stk. 3, nr. 12, i lov om planlægning (lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994).

Målsætningerne anvendes ved administrationen af vandløbsloven, miljøbeskyttelsesloven og vandforsyningsloven.

Godkendelsesmyndigheden skal være opmærksom på, om der skal indhentes landzonetilladelse, inden der kan træffes afgørelse om godkendelse, jf. planlovens kapitel 7.

Vandløbsloven

Bekendtgørelse nr. 404 af 19. maj 1992 af lov om vandløb (vandløbsloven) med senere ændringer indeholder det retlige grundlag for at regulere og administrere vandløbenes fysiske forhold. Vandløbsloven indeholder endvidere regler om vedligeholdelse af vandløb. Reglerne om fysiske indgreb findes ligeledes i vandløbsloven. Således må opstemningsanlæg ikke etableres eller ændres uden godkendelse fra vandløbsmyndigheden, jf. lovens § 48, ligesom vandløbsmyndigheden kan meddele påbud om, at anlæg skal ændres eller nedlægges, såfremt anlægget er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, jf. lovens § 50.

I vandløb, hvor opstemningsanlæg er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, kan amtsrådet, hvis det ikke strider imod væsentlige kulturhistoriske interesser, gennemføre de nødvendige foranstaltninger, herunder regulere vandløbet, for at genskabe en tilfredsstillende natur- og miljøkvalitet, jf. vandløbslovens § 37 a.

Ferskvandsfiskeriloven

Ferskvandsfiskeriloven (lov nr. 330 af 14. maj 1992) regulerer retten til fiskeri i vandløb. Loven indeholder endvidere regler om udsætning af fisk og krebs, om sikring af vildfiskens passage ved opstemninger og om, at der ved dambrug og vandindvindingsanlæg kan kræves anbragt gitre eller lignende for at forhindre fisk og fiskeyngels adgang til anlægget.

Ferskvandsfiskerilovens regler om vildfiskens passage, bl.a. ved opstemninger, er i lovens § 19 koblet til vandløbslovens regler, da vandløbsmyndigheden bemyndiges til at pålægge stemmeværksejere at etablere og vedligeholde fiskepassage. Sager om foranstaltninger, der kan have betydning for fiskepassage, fiskeri og fiskefauna i øvrigt, skal forelægges landbrugs- og fiskeriministeren til udtalelse forud for afgørelse, jf. ferskvandsfiskerilovens § 33.

Ferskvandsfiskeriloven indeholder endvidere krav om, at der skal etableres ålepas ved bl.a. opstemninger. Særlige regler herom er fastsat i Fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 657 af 7. juli 1994 om ålepas, ungfiskesluser samt afgitringer i ferske vande, herunder ved turbiner og dambrug.

Vandforsyningsloven

Godkendelsesmyndigheden skal endvidere være opmærksom på, at grundvand og overfladevand ikke må indvindes uden tilladelse, og at alle vandindvindingstilladelser er tidsbegrænsede, jf. vandforsyningslovens § 18, stk. 1 (bekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985 af lov om vandforsyning m.v. med senere ændringer).

Naturbeskyttelsesloven

Efter naturbeskyttelseslovens § 3 må der ikke foretages ændringer af beskyttede naturtyper m.v. uden en forudgående dispensation fra amtsrådet.

Naturlige søer, vandhuller og damme større end 100 m2 er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Dette gælder også grus-, ler- eller lignende grave eller damme helt eller delvist opstået ved eller påvirket af menneskelig indsats, hvor der siden har udviklet sig et karakteristisk plante- og dyreliv. Ændringer i tilstanden af gamle opstemnings- og damanlæg, samt inddragelse af gamle damme i en ny produktion kan således kræve en forudgående meddelt dispensation fra naturbeskyttelseslovens bestemmelser.

Der må i henhold til naturbeskyttelseslovens § 16 ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende eller foretages beplantninger eller ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 meter fra søer med en vandflade på mindst 3 ha og vandløb registreret med en beskyttelseslinie i henhold til den tidligere lovgivning (naturfredningsloven).

De fleste dambrug, herunder overdækkede dambrugsbassiner, vil både kræve landzonetilladelse efter planloven og tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 16 ved ovennævnte vandløb. Det samme gælder boliger, der ønskes opført i tilknytning til dambrug. For så vidt angår spørgsmålet om landzonetilladelse, kan der henvises til Miljø- og Energiministeriets vejledning nr. 187 af 14. november 1996 om planloven (afsnit VII.F.3).

Landarealer eller ferske vande - f.eks. ådale - kan være fredet i henhold til naturbeskyttelseslovens kapitel 6. Afhængig af formålet med fredningen kan fredningsbestemmelserne indeholde forbud mod bl.a. beplantning, gravning og bebyggelse af bestemte arealer samt regler for anvendelsen af et areal og retningslinier for udførelsen af et anlæg og dets pleje.

Dyr, der ikke findes naturligt vildtlevende i Danmark, må ikke udsættes i naturen uden Miljø- og Energiministerens tilladelse, jf. naturbeskyttelseslovens § 31, stk. 1. En liste over nutidigt forekommende arter af ferskvandsfisk og krebs i Danmark, der i udsætningsmæssig sammenhæng betragtes som naturligt hjemmehørende, findes i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 1065 af 5. december 1996 om ændring af bekendtgørelse om beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v. (udsætning af fisk).

Museumsloven

Findes der under jordarbejder grave, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder skal arbejdet standses i det omfang, det berører fortidsmindet, og fundet anmeldes straks til rigsantikvaren, jf. § 26 i museumsloven (lovbekendtgørelse nr. 584 af 31. august 1989).

Ramsar- og EF-fuglebeskyttelsesområder m.v.

Ansøgninger om tilladelser til dambrugsdrift, der kan påvirke vandløb eller søer udpeget som EF-fuglebeskyttelses- eller habitatområde eller som Ramsarområde, skal i en godkendelsessituation underkastes en vurdering i forhold til den påvirkning, som dambruget kan medføre for det udpegede område. Der henvises i øvrigt til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af 25. maj 1994 om afgrænsning og administration af EF-fugle-beskyttelsesområder og Ramsarområder.

Kemikalielovgivning

Giftige stoffer og produkter skal opbevares forsvarligt, under lås, utilgængeligt for børn og ikke sammen med eller i nærheden af bl.a. foderstoffer, jf. § 38 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 829 af 15. oktober 1993. Giftige bekæmpelsesmidler skal opbevares på tilsvarende miljø- og sundhedsmæssigt forsvarlig vis, jf. § 30 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 953 af 31. oktober 1996 om bekæmpelsesmidler.

Medicin og hjælpestoffer

Anvendelsen af medicin til akvakulturdyr er omfattet af de samme bestemmelser som anvendelsen af medicin til andre husdyr, dvs. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 656 af 28. juli 1995 af lov om lægemidler, og Landbrugs- og Fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 11. maj 1995 om lægemidler til veterinær brug. Endvidere finder Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 574 af 5. juli 1995 om fremstilling og forhandling m.v. af foderlægemidler for fisk anvendelse.

5. Bilag A

Oplysninger ved ansøgninger om godkendelse af listevirksomhed jf. § 6.

A. Planer over beliggenhed.

1) Oversigtsplan i passende målestok (f.eks. 1:4.000), der angiver matr.nr., beliggenhed ifølge lejekontrakt eller anden lokalisering på stedet samt viser virksomhedens placering i forhold til omgivelserne, herunder placering i forhold til tilstødende eller omliggende grunde.

2) Plan i passende målestok (f.eks. 1:500), der viser den samlede virksomheds placering på ejendommen.

3) Oplysning om den stedfundne fysiske planlægning for det område, hvor ejendommen er beliggende, og tilgrænsende områder.

B. Oplysninger om etablering.

4) De forventede tidspunkter for bygge- og anlægsarbejders påbegyndelse og afslutning samt for begyndelse af virksomhedens drift.

C. Oplysninger om indretning og drift.

5) Plan og snit i passende målestok, der viser produktions- og lagerlokalers placering, og eventuelt angiver ubebyggede arealers anvendelsesformål. Højdeforhold for virksomheden, befæstede arealer og intern kloakering. Forureningskilder, så som støjkilder, vibrationskilder, skorstene, spildevandsafløb og andre steder for udsendelse af stoffer eller mikroorganismer fra filtre, rensnings-, ventilations- og udsugningsanlæg m.v., skal angives og nummereres på planen.

6) Oplysning om art og forbrug af råvarer, mikroorganismer og hjælpe stoffer samt oplysninger om intern transport og oplagringer, som kan give anledning til forurening.

7) Beskrivelse af processer. Skematisk fremstilling af virksomhedens procesforløb med angivelse af samtlige emitterende anlæg jf. nr. 12. De emitterende anlæg skal nummereres i overensstemmelse med den under nr. 5 nævnte plan.

8) Oplysning om mulige driftsforstyrrelser eller uheld, som vil kunne medføre væsentlig forøget forurening.

9) Tidspunkterne for den daglige driftstid, såvel for enkelte særligt forurenende anlæg og maskiner, herunder støjkilder, som for virksomheden som helhed, samt oplysning om eventuel drift på lørdage og søn- og helligdage.

10) Såfremt virksomhedens drift er af midlertidig karakter, oplyses det forventede tidspunkt for virksomhedens ophør.

D. Renere teknologi.

11) Redegørelse og dokumentation for, i hvilket omfang det valgte projekt bygger på anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder for så vidt angår råvarer, energi, vand og andre hjælpestoffer, produktionsanlæg, processer og affaldsfrembringelse. Oplysninger om de bedst mulige miljøbeskyttende foranstaltninger.

E. Oplysninger om forurening.

12) Sammensætning og mængde (massestrøm) af hver enkelt stofemission eller stofklasse og af emissionen af mikroorganismer til luften fra anlæggene, herunder også oplysninger om emissioner ved de under nr. 8 nævnte driftsforstyrrelser eller uheld samt fra diffuse kilder.

Parametrene angives med de definitioner, som anvendes i Miljøstyrelsens aktuelle vejledninger om begrænsning af lugt- og luftforurening fra virksomheder. For eksempel skal massestrømmen opgives før eventuelle filtre og midlet over et skift (7 timer). Der skal foretages vurderinger dvs. bestemmelse af spredningsfaktoren med henblik på fastlæggelse af afkast-(skorstens-) højder for hvert enkelt afkast ved de beregningsmetoder, der er angivet i luftvejledningen. Koncentrationen af de aktuelle mikroorganismer i emissionen angives.

For mikroorganismer oplyses det systematiske navn, generel biologi, økologi, herunder eventuel patogenicitet, samt muligheder for overlevelse/påvirkning af det ydre miljø.

13) Angivelse af immissionsberegninger (beregninger af koncentrationer af visse af de under punkt 12 omtalte stoffer i omgivelserne)

14) Oplysninger om sammensætning og mængde af det spildevand, som virksomheden producerer, med oplysninger om emissioner. Oplysninger om beregning af opnåelige emissionsgrænseværdier for hvert enkelt stofs vedkommende. Oplysninger om koncentrationen af de enkelte mikroorganismer i spildevandet.

15) Særlige støj- eller vibrationskilder, der kan indebære væsentlige ulemper for omgivelserne jf. punkt 7.

16) Angivelse af det beregnede støjniveau, som virksomheden vil påføre omgivelserne. Herunder beregningsmetode (kildemålinger med tilhørende beregninger eller målinger af virksomhedens bidrag til støjniveauet i tilstødende områder).

17) Oplysninger om til- og frakørselsforhold vedrørende arbejdskørsel og belastningen af omgivelserne hermed.

F. Oplysninger om affald m.v.

18) Sammensætning og mængde af virksomhedens affald, herunder oplysninger om årlige mængder af olie- og kemikalieaffald.

19) Metode og sted for bortskaffelse af affald, herunder oplysning om affald og restprodukter, som oplagres på virksomheden.

G. Oplysninger om forureningsbegrænsende foranstaltninger.

20) Beskrivelse af renseforanstaltninger med angivelse af de stoffer m.v., der tilføres, og rensningsgraden for de enkelte stoffer m.v., jf. nr. 7, 12 og 14. For mikroorganismer oplyses foranstaltninger til begrænsning af organismens spredning.

21) Beskrivelse af støj- og vibrationsdæmpende foranstaltninger, såvel for enkelte særligt støj- eller vibrationsfremkaldende anlæg og maskiner som for virksomheden som helhed.

22) Beskrivelse af foranstaltninger til imødegåelse af driftsforstyrrelser og uheld, jf. nr. 8.

H. Særlige oplysninger om dyrebrug.

23) Dyreart, antal af dyreenheder med beregningsgrundlaget herfor og antal af dyr/pladser ved etablering eller før og efter en udvidelse.

24) Det areal, der er til rådighed til udbringning af husdyrgødning, herunder både egne arealer og arealer, der kan disponeres over i medfør af gødningsleveringsaftaler og aftaler om forpagtning.

25) Produktion af husdyrgødning (mængde/typer). Angivelse af overskudsgødning samt kontrakter om afsætning heraf.

26) Gødningsopbevaringsanlæg (type, størrelse og kapacitet).

I. Oplysninger om egenkontrol.

27) Virksomhedens forslag til vilkår og kontrol med overholdelse af fastsatte vilkår for virksomhedens etablering og drift, herunder vedrørende risikoforholdene. Ved anvendelse af mikroorganismer skal virksomheden beskrive metoder til identifikation og overvågning af de aktuelle mikroorganismer i produktionen og i omgivelserne.

J. Særlige oplysninger til brug for sikkerhedsvurdering i forbindelse med risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle aktiviteter.

28) Oplysninger om de foranstaltninger, som virksomheden træffer med henblik på at forebygge større uheld og begrænse virkningerne for mennesker og miljø af sådanne uheld.

29) Specielt for virksomheder, som er omfattet af den til enhver tid gældende anmeldelsespligt, skal oplysninger gives med det indhold, som løbende foreskrives i forbindelse med disse anmeldelser.

6. Bilag B

Checkliste

Generelle oplysninger

Dambrugets navn, adresse og matrikelnummer.

Dambrugets ejerforhold.

Navn og adresse på dambrugets driftsansvarlige.

Eksisterende tilladelser og godkendelser.

Ansøges der om samlet godkendelse efter § 39?

Ansøges der om udvidelse eller ændring efter 33?

Ansøges der om rammegodkendelse efter § 36?

Oversigtsplan i passende målestok (f.eks. 1:4.000), der viser

dambrugets placering i forhold til omgivelserne,

dambrugets placering på ejendommen før og efter eventuel udvidelse eller ændring, og

transportveje til og fra dambruget.

De forventede tidspunkter for bygge- og anlægsarbejders påbegyndelse og afslutning samt for påbegyndelse af drift efter ændring.

Amtets og kommunens planlægningsrammer for området.

Målsætningen for recipienten.

Fredninger eller tinglyste forhold på ejendommen.

Vandløbets vandføring.

Oplysning om bivirksomhed.

Indretning og drift

Målfast plan i passende målestok (f.eks. 1:1.000) over dambrugets udformning, der viser

vandstrømmens retning,

placering og nummerering af damme og kanaler,

placering og nummerering af klækkehus,

placering og nummerering af renseforanstaltninger,

placering og nummerering af slamdepoter,

placering og nummerering af okkerfældningsanlæg,

placering og nummerering af beluftningsmaskiner,

placering og nummerering af iltningsanlæg,

placering og nummerering af indløb,

placering og nummerering af udløb,

placering og nummerering af nødomløb,

placering og nummerering af returpumpningsanlæg,

placering og nummerering af vandføringmåleanordning,

placering og nummerering af oplag for medicin, desinfektionsmidler og andre hjælpestoffer,

placering og nummerering af indvindingsboringer, og

placering og nummerering af andet teknisk udstyr.

Oplysninger om dambrugets samlede vanddækkede produktionsareal (af damme, kanaler m.v.).

Beskrivelse af slamopbevaringsanlæg (type, størrelse og kapacitet).

Beskrivelse af damtyper i de forskellige produktionsafsnit.

Beskrivelse af klækkehus, antal bakker, kummer, størrelse m.v.

Oplysninger om opbevaring og/eller forarbejdning af foder.

Beskrivelse af beluftnings- og iltningsanlæg.

Beskrivelse af ventilationsanlæg.

Beskrivelse af øvrige maskiner og redskaber.

Produktion og foderforbrug

Oplysninger om den årlige produktion og det årlige foderforbrug.

Beskrivelse af de forventede produktionsforløb over året for hver besætningsart f.eks. ved kurver.

Beskrivelse af, hvorledes produktion og fodring tilpasses til den indtagne vandmængde, vandets temperatur og iltmængde.

Oplysninger om fodertyper, foderforbrug og foderkvotienter for de respektive produktioner.

Oplysninger om besætningens størrelse over året (med forbehold for variationer på grund af vejrlig).

Beskrivelse af arbejdsgange i øvrigt.

Vandforbrug

Oplysninger om dambrugets vandindvindingstilladelser (m3/år, l/sek.).

Oplysninger om forbrug af overfladevand (m3/år, l/sek.) og om variationer i forbruget over året.

Oplysninger om forbrug af grundvand fra væld, boring med pumpe eller frit overløb (m3/år, l/sek.) og om variationer i forbruget over året.

Oplysninger om returpumpning (herunder formål, kapacitet, mængder, perioder, recirkuleringsgrad og frivandsafgivelse).

Oplysninger om vandforbrug til faunapassage (omløb, fisketrappe, ungfiskesluse m.v.) med angivelse af periode.

Påtegning af faunapassage på den målfaste plan over dambruget.

Energiforbrug

Oplysninger om dambrugets forbrug af energi til varme, pumpning, beluftning m.v.

Forbrug af hjælpestoffer

Skøn over forventet forbrug af medicin, desinfektionsmidler, hjælpestoffer hydratkalk og andre hjælpestoffer (mængder, arter og formål) fordelt over året.

Beskrivelse af behandlingsmetoder (direkte tilsætning i damme, lukkede beholdere m.v.) og procedurer.

Oplysning om intern oplagring af medicin, desinfektionsmidler, hydratkalk og andre hjælpestoffer.

Dambrugets forurening

Oplysning om spildevandets indhold af organisk stof, suspenderet stof, totalfosfor, ammoniumkvælstof og totalkvælstof samt medicin og hjælpestoffer eller restprodukter heraf, fordelt over året.

Affald

Oplysninger om mængder af affald, herunder slam, døde fisk, rester af medicin og hjælpestoffer samt kemikalieaffald.

Oplysninger om metoder og steder for håndtering, opbevaring og bortfjernelse af slam, døde fisk og andet affald.

Støj

Angivelse af støjkilder, der kan give væsentlige støjgener for omgivelserne (ventilationsanlæg, kompressorer, maskiner til at bortskræmme fugle med m.v.) - fordelt på daglige og årlige driftsperioder.

Lugt

Oplysninger om håndteringen af døde fisk og andre luftforureningskilder (f.eks. formalin).

Til- og frakørsel

Oplysninger om til- og frakørselsforhold.

Renere teknologi og miljøbeskyttelsesforanstaltninger

Redegørelse og dokumentation for, i hvilket omfang det valgte projekt bygger på anvendelse af den mindst forurenende teknologi samt oplysninger om de bedst mulige miljøbeskyttende foranstaltninger, herunder redegørelse for og vurdering af

muligheder for nedbringelse af udledning af kvælstof, fosfor og organisk stof;

muligheder for anvendelse af bedre og mindre forurenende fodertyper;

muligheder for nedbringelse af vandforbruget;

muligheder for nedbringelse af energiforbruget;

oplysninger om tilpasning af produktion og fodring i forhold til den indtagne vandmængde (herunder vandets iltindhold og temperatur), valg af foder, rensning, iltstyring og iltningsmetoder; dette skal sættes i relation til forbrug af ressourcer (energi m.v.), ligesom årets driftsrytme skal tages i betragtning;

muligheder for at flytte dambrugets udløb nærmere stemmeværket;

oplysning om tiltag med henblik på forebyggelse og minimering af miljøbelastningen i forbindelse med håndtering af slam og anvendelse af medicin og hjælpestoffer;

oplysninger om de bedst mulige miljøbeskyttende foranstaltninger, herunder miljøstyringsaktiviteter;

beskrivelse af driften af renseforanstaltninger (tømningshyppighed, service, slamtransport m.v.), antal og placering, angivelse af de stoffer, der tilføres, samt rensningsgraden for de enkelte stoffer; materialet skal omfatte tekniske data for den enkelte renseforanstaltning;

beskrivelse af eventuelle støj- og vibrationsdæmpende foranstaltninger;

oplysning om mulige driftsforstyrrelser og uheld, som vil kunne medføre væsentlig forøget forurening (foderspild, slamflugt m.v.) samt beskrivelse af foranstaltninger til imødegåelse heraf; og oplysninger om hvilken begrænsende indflydelse eventuel kalkning har på de aktuelle udledninger af næringssalte.

Egenkontrol

Målinger, prøveudtagninger, analyser og indberetning, herunder hvor, hvor ofte og inden for hvilke perioder, disse skal foretages.

Procedurer for vedligeholdelse og eftersyn af dambruget, inkl. dets renseforanstaltninger.

Tilrettelæggelse af egenkontrollen, herunder hvem, der skal forestå de enkelte dele af kontrollen.

Andet

Er der anden lovgivning, der skal tages hensyn til ved godkendelse af dambruget?

Tilladelser efter anden lovgivning.

Oplysninger om øvrige særlige forhold af betydning for godkendelsen.

Vejledning 1998 60519 Historic

1) Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997 af lov om miljøbeskyttelse.

2) Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed.

3) Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 830 af 6. november 1997 om ændring af bekendtgørelse om indkaldelse af ansøgninger om godkendelse fra bestående listevirksomheder.

4) Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 204 af 31. marts 1998 om ferskvandsdambrug.

5) Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 204 af 31. marts 1998 om ferskvandsdambrug.

6) Renseforanstaltninger på dambrug. Renseeffekter af mikrosigter og biofiltre ved dambrugsdrift med recirkulering af produktionsvand. Miljø- og Energiministeriet. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen. Nr. 71. 1997.

7) Ole Sortkjær, 1997: »Vurderinger af mulige effekter i vandløb som følge af dambrugenes forbrug af hjælpestoffer og medicin særligt med henblik på formalin, kloramin-T og blåsten«. Notat udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser til Miljøstyrelsen, 40 s.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →