Cirkulæreskrivelse om meddelelse om beskæftigelseskravet ved udøvelse af selvstændig virksomhed
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om beskæftigelseskravet ved udøvelse af selvstændig virksomhed
Denne meddelelse fra DfA indeholder en gennemgang af sager om væsentligt omfang ved udøvelse af selvstændig virksomhed, som har været behandlet både i direktoratet og i Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Formålet er at give et helhedsindtryk af praksis på området.
Nedenstående sager vedrører den periode, hvor beskæftigelseskravet kun var 26 ugers beskæftigelse i væsentligt omfang inden for de seneste 3 år.
Meddelelsen er opdelt efter følgende brancher
I. Dyreopdræt
II. Landbrug og frugtavl
III. Frisør
IV. Alternativ behandling
V. Udlejning af ejendomme/drift af campingplads
VI. Mekaniker/snedkerværksted
Denne meddelelse er en revision af meddelelse nr. 3/96. Tilføjelserne er markeret med en stiplet linie i venstre margin.
DfA-Meddelelse nr. 3/96 af 12. januar 1996 ophæves hermed.
Meddelelse om afgørelserne
I. Dyreopdræt
Sag nr. 1
Opdræt af fasaner
Medlemmet drev fasanopdræt fra sin bopæl i perioden 1. februar 1989 til 15. november 1993. I perioden 1. februar 1989 til 4. februar 1991 modtog medlemmet iværksætterydelse.
Medlemmets arbejdsopgaver bestod i pasning af moderhøner, æg og rugemaskine samt opdræt af kyllinger.
Omsætningen i fasaneriet var følgende
1991
kr. 5.246.-
1992
kr. 7.114.-
1/1 30/9 1993
kr. 3.493.-
Medlemmet meldte sig ledig den 10. december 1993.
Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet ikke var dagpengeberettiget, idet størrelsen af virksomhedens omsætning ikke opfyldte betingelsen om, at den selvstændige virksomhed skulle være drevet i "væsentligt omfang" i mindst 26 uger inden for de seneste 3 år uden iværksætterydelse.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse. Direktoratet lagde vægt på virksomhedens omsætning og medlemmets indtjening ved virksomhedsudøvelsen i perioden, samt på, at der ikke forelå dokumentation for antallet af udklækkede fugle for de enkelte år eller foderudgifternes størrelse.
Under behandling af sagen i Ankenævnet blev antallet af udklækkede fugle og udgifter oplyst
Antal udklækkede fugle
Udgifter til foder
1991
3100
kr. 21.536,76
1992
5600
kr. 32.806,90
1993
3150
kr. 20.398,00
Direktoratet fandt på baggrund af de nye oplysninger i sagen ved en ny afgørelse ikke grundlag for at ændre sin afgørelse. Direktoratet lagde vægt på, at der ud fra de fremsendte kassekladder for omhandlede år ikke fremgik antallet af udklækkede fugle samt, at der ikke var dokumentation for foderudgifterne.
Ankenævnet fandt ikke, at medlemmet kunne anses for at have drevet selvstændig virksomhed med fasaneri i væsentligt omfang. Direktoratets afgørelse blev tiltrådt med de givne begrundelser.
(DfA's j.nr. 1994-6263-739, AMA's j.nr. 1994-1-2230)
II. Landbrug og frugtavl
Sag nr. 1
Dyrkning af økologiske grøntsager
Medlemmet dyrkede økologiske grøntsager på marker, der var udlånt af en gårdejer. Virksomheden var påbegyndt den 15. februar 1990 med ophør på grund af lukning den 30. juni 1993. Medlemmet havde modtaget iværksætterydelse i perioden 15. februar 1990 indtil 15. februar 1991.
Medlemmets arbejdsopgaver i virksomheden bestod blandt andet i administration, salgsarbejde, undersøgelse af befolkningsunderlag for aftagelse af økologiske grøntsager, bearbejdning af jorden efterår og vinter med kvælstofbindende plantedække, arbejde med såning og drivning af småplanter, plantning og udtynding samt renholdelse mod ukrudt. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid var 48 timer.
Landbrugsarealet var ca. 2 tønder land (ca. 10.000 kvadratmeter), og medlemmet var alene om produktionen.
Omsætningen i virksomheden efter iværksætterydelsens ophør var
1991
kr. 5.092.-
1992
kr. 0.-
1993
kr. 0.-
I 1992 og 1993 var der ingen omsætning på grund af tørke.
Arbejdsløshedskassen fandt, at det ikke var dokumenteret, at medlemmet havde drevet virksomheden i væsentligt omfang i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år.
Arbejdsløshedskassen lagde vægt på, at der havde været tale om et mindre areal til dyrkning, samt at omsætningen i 1991 havde været på kr. 5.092,-, og at der ikke var nogen omsætning i 1992 og 1993.
Medlemmet oplyste direktoratet om, at et passende areal til fremstilling af økologiske varer var vigtigt, især da produktionen ikke kunne tildeles kunstvanding.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse. Direktoratet fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet i de sidste 3 år forud for ophøret med den selvstændige virksomhed med økologisk landbrugsproduktion havde udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.
Direktoratet lagde vægt på virksomhedens ringe omsætning sammenholdt med det oplyste om virksomhedens art.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den af direktoratet givne begrundelse.
(DfA's j.nr. 1993-6263-599, AMA's j.nr. 1994-1-1978)
Sag nr. 2
Frugtplantage
Medlemmet drev frugtplantage i tilknytning til sin bopæl. Frugtplantagen bestod af 4,6 ha jord beplantet med ca. 1500 frugttræer.
Medlemmets arbejdsfunktioner var beskæring, sprøjtning, renholdning, plukning, sortering, salg, vedligeholdelse og regnskabsføring. Medlemmet opsøgte kunder i sin varevogn, herunder havde han hjemmesalg med selvbetjening. Medlemmet oplyste, at han brugte ca. 45 timer om ugen på disse opgaver.
Virksomheden havde følgende omsætning (inkl. moms)
1993
kr. 56.188.-
1994
kr. 39.175.-
1995
kr. 4.272.-
Medlemmet anførte, at omsætningens størrelse blandt andet skyldtes faldende priser, konkurrence fra supermarkeder og dårligt vejr med frost.
Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke opfyldte kravet om at have drevet virksomhed i væsentligt omfang i 26 uger inden for de sidste 3 år. Medlemmet var således ikke berettiget til efterløn.
I forbindelse med klagen over kassens afgørelse oplyste medlemmet til direktoratet, at han ikke havde annonceret for virksomheden siden 1978.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse. Direktoratet lagde vægt på, at der, henset til virksomhedens art, havde været en relativ beskeden omsætning i alle 3 år, herunder at direktoratet ikke havde modtaget anden dokumentation for, at virksomheden havde været drevet i væsentligt omfang.
Selvom medlemmet havde brugt nogen tid på beskæring, sprøjtning, renholdning, plukning, sortering og regnskab, havde virksomhedens egentlige driftsaktiviteter - det vil sige salg af frugt - været af et så beskedent omfang, at det ikke kunne anses for godtgjort, at medlemmet havde udøvet virksomheden i væsentligt omfang.
Medlemmet oplyste i klage over direktoratets afgørelse blandt andet, at han i 1993, 1994 og 1995 havde arbejdet henholdsvis 2675 timer, 2529 timer og 1415 timer i virksomheden. Hertil kom vedligeholdelse med henblik på salg af ejendommen.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.
(DfA's j.nr.1996-653-918, AMA's j.nr. 1996-1-4468)
III. Frisør
Sag nr. 1
Frisørsalon på bopæl
Medlemmet, der havde drevet frisørsalon siden 1965, meldte sig ledig den 29. januar 1994. Virksomheden, som blev drevet fra medlemmets bopæl, havde åbent mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 8.30 - 17.30, lørdag fra kl. 8.30 - 12.
Virksomhedens omsætning var følgende
1991
kr. 44.395.
1992
kr. 46.328.
1993
kr. 48.404.
Virksomheden bestod i alt vedrørende pleje og hårbehandling for damer, og medlemmets personlige arbejdsopgaver bestod i vask, klip, krøl, permanent og hårfarvning.
Arbejdsløshedskassen fandt ikke, at medlemmet var dagpengeberettiget, idet medlemmet ikke havde drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Kassen lagde vægt på omsætningens størrelse.
I forbindelse med klagen over arbejdsløshedskassens afgørelse oplyste medlemmet, at frisørsalonen havde været drevet i væsentligt omfang herunder, at kundekredsen hovedsagelig bestod af ældre mennesker og gamle kunder, hvorfor frisørlaugets priser aldrig havde været anvendt. Medlemmet havde i stort omfang stået til rådighed for et plejehjem med kort tilkaldevarsel og til samme priser som altid.
Medlemmet havde aldrig annonceret eller skiltet med åbningstider, men havde stort set stået til rådighed i 8 timer hver dag. Ifølge aftalebog for 1993 var en del af plejehjemskunderne noteret den første onsdag i hver måned, men herudover var der forekommet tidskrævende besøg på plejehjemmet, når kun en enkelt kunde skulle betjenes.
Medlemmet havde ikke gjort noget for at udvide sin kundekreds, idet indtjeningen havde været tilstrækkelig, selv om den var tidskrævende.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse. Direktoratet lagde vægt på oplysningerne om virksomhedens omsætning i de seneste 3 år, idet omsætningen henset til virksomhedens art og sammenholdt med det antal klipninger/behandlinger, der var noteret i medlemmets aftalebog for 1993, ikke gjorde det sandsynligt, at medlemmet havde udført en arbejdsindsats på over 30 timer pr. uge i virksomheden i noget af de 3 seneste år forud for ophøret.
Direktoratet havde ud fra aftalebogen for 1993 fundet, at den samlede omsætning skulle være kr. 60.390.- baseret på 171 arbejdsdage med 1-3 kunder de fleste dage.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse.
(DfA's j.nr. 1994-6263-827, AMA's j.nr. 1994-1-2376)
Sag nr. 2
Frisør beskæftiget på 4 forskellige plejehjem.
Medlemmet var frisør og havde drevet frisørvirksomhed fra plejehjems lokaler i perioden december 1988 til 28. december 1995. Virksomhedens sædvanlige åbningstid var 9-14 eller 8.30-17. Medlemmets arbejdsopgaver bestod i at pakke frisørting ud, udførelse af frisørarbejde, skrive regninger, skrive lister til plejehjemspersonalet, modtagelse af betaling, ordne salon, vareindkøb, telefonpasning og regnskabsføring. Medlemmet anførte, at hun var beskæftiget 33 timer pr. uge.
Virksomhedens omsætning havde været følgende
1993
kr. 51.501.- (64.376-)
1994
kr. 56.195.-
1995
kr. 42.445.-
Ifølge virksomhedens regnskaber havde medlemmet i forbindelse med driften af virksomheden haft følgende kørsel
1993
6.582 km
1994
6.032 km
1995
5.776 km
Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet ikke var dagpengeberettiget, idet medlemmet ikke havde drevet frisørvirksomhed i væsentligt omfang. Arbejdsløshedskassen lagde vægt på omsætningens størrelse, karakteren og omfanget af medlemmets arbejdsopgaver, driften samt det manglende kundegrundlag.
Priserne pr. ydelse fastsat af Danmarks Frisørmesterforening var i frisørvirksomheden mellem kr. 29.- og kr. 187.- (gennemsnitligt kr. 80.-) .
Medlemmet oplyste, at antallet af ugentlige arbejdsdage havde svinget fra 3-4 afhængig af antallet af kunder. Endvidere oplyste medlemmet, at der blev færre kunder, arbejdstiden pr. kunde større og indtjeningen mindre. Endelig oplyste medlemmet, at der forekom ventetid/spildtid mellem kunderne på plejehjemmene. Der forelå ingen kundekalender i virksomheden.
Direktoratet fandt det ikke godtgjort, at medlemmet havde udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.
Direktoratet lagde vægt på, at virksomheden, der havde været drevet på forskellige plejehjem, havde haft et begrænset antal kunder og en beskeden omsætning, herunder taget de laver priser i betragtning, at det uanset øvrige arbejdsopgaver såsom kørsel til og fra plejehjemmene, den formodede spildtid/ventetid på plejehjemmene, telefonbetjening, regnskabsføring og vareindkøb ikke fandtes godtgjort, at medlemmet havde udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Endvidere lagde direktoratet vægt på, at medlemmet ikke nærmere kunne dokumentere omfanget af sit arbejde.
Medlemmet oplyste i klage over direktoratets afgørelse, at virksomhedens omsætning i 1993 ikke var kr. 51.501.- , men kr. 64.376.- inkl. moms. Direktoratet fastholdt alligevel sin afgørelse.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.
(DfA's j.nr.1996-6263-1305, AMA's j.nr. 1997-1-4568)
IV. Alternativ behandling
Sag nr. 1
Alternativ behandling i form af "Trimform" og solarium
Medlemmet drev fra sin bopæl virksomhed i form af alternativ behandling ("Trimform" og solarium) i perioden 16. marts 1990 til 26. marts 1993.
Medlemmets personlige arbejdsopgaver bestod i behandling af klienter med "Trimform" og solarium, udfærdigelse af regnskaber samt rengøring.
Klinikken var åben hver dag mellem kl. 9-12 og kl. 1330-1730.
Medlemmet havde et tidsforbrug på 1 3/4 time pr. behandling, hvoraf selve behandlingen varede 40 minutter. Udlejningen af solariet skete for 30 minutter ad gangen, og medlemmet havde et tidsforbrug på 1 time pr. udlejning.
Det fremgår af momsregnskaber for perioden 1. oktober 1991 til 26. marts 1993, at den kvartalsmæssige omsætning var
4. kvartal 1991
kr. 800.-
1. kvartal 1992
kr. 1.440.-
2. kvartal 1992
kr. 2.360.-
3. kvartal 1992
kr. 2.660.-
4. kvartal 1992
kr. 1.400.-
1. januar til 26. marts 1993
kr. 680.-
Der var endvidere følgende behandlinger
Trimform
Solarium
4. kvartal 1991
0
40
1. kvartal 1992
2
59
2. kvartal 1992
25
25
3. kvartal 1992
44
1
4. kvartal 1992
6
52
1. kvartal 1993
0
34
Medlemmet anførte, at hun uanset den lave indkomst var nødt til at være til rådighed i klinikkens åbningstid af hensyn til telefonopkald og behandlinger. Det blev endvidere anført, at klinikken var etableret i et lille ø-samfund med et lille kundeunderlag. Medlemmet havde dokumentation for åbningstider.
Arbejdsløshedskassen fandt ikke, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i de seneste 3 år.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse. Direktoratet lagde ved sin afgørelse særlig vægt på, at de egentlige driftsaktiviteter (klientbehandlinger) havde haft et så beskedent omfang, at det, uanset de øvrige opgaver i virksomheden som rengøring og vask, ikke fandtes godtgjort, at medlemmet havde udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i et sådant omfang, at det kunne sidestilles med en fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager. Der havde ofte været perioder på 1-2 uger imellem, at der var kunder i virksomheden. Direktoratet lagde endvidere vægt på den meget lave omsætning.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.
(DfA's j.nr. 1993-6221-151, AMA's j.nr. 1993-1-1449)
Sag nr. 2
Alternativ behandling i form af fod- og kropspleje
Medlemmet drev i perioden 18. juni 1990 til 31. januar 1993 fra sin bopæl Fod- og Kropsplejen med iværksætterydelse. Medlemmet videreførte virksomheden uden iværksætterydelse frem til 1. april 1994.
Virksomheden havde åbent mandag til fredag fra kl. 9-17. Medlemmets personlige arbejdsopgaver bestod i fodbehandling på klinik eller i eget hjem, massage, voksbehandling, telefonpasning, indkøb, rengøring, vask og rulning af lagner og håndklæder samt udarbejdelse af regnskab og bogføring.
Det fremgår af kassekladder for perioden fra den 1. april 1993 til den 1. april 1994, at virksomheden har haft en samlet omsætning på kr. 44.298.-, svingende fra kr. 2.175.- i juli 1993 til kr. 4.875.- i februar 1994.
Arbejdsløshedskassen fandt ikke, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.
Medlemmet oplyste direktoratet om, at hun havde forsøgt at gøre opmærksom på sin virksomhed gennem annoncering i den lokale avis, lysreklame på taget af sin ægtefælles hyrevogn, annoncering i 2 lokale telefonbøger, annoncer på spisekuponer i Tulips kantine, opslag i alle større supermarkeder samt foræring af gavekort til en lokalradio.
Medlemmet havde herudover rettet henvendelse til kommunale plejehjem.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse. Direktoratet lagde vægt på, at de egentlige driftsaktiviteter (klientbehandlinger), som de fremgik af kassekladden, har haft et så relativt beskedent omfang, at det uanset de øvrige aktiviteter i virksomheden herunder rengøring, vask, bogføring samt opsøgende arbejde (reklame, annoncering m.v.), ikke fandtes godtgjort, at medlemmet havde udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på omsætningens størrelse.
(DfA's j.nr. 1994-6221-388, AMA's j.nr. 1994-1-2380)
Sag nr.3
Biopat/zoneterapi
Medlemmet havde drevet biopat- og zoneterapi-virksomhed i perioden 1. oktober 1991 til 12. januar 1996 fra bopælen. Virksomheden havde åbent fra 9-18. Medlemmets arbejdsopgaver bestod i klientmodtagelse, test, samtaleterapi, journalskrivning, behandlingsplan, zoneterapi, telefonkonsultation, regnskabsføring, varebestilling/modtagelse, klientkorrespondance og rengøring.
Medlemmet angav sin gennemsnitlige arbejdstid til 37 timer pr. uge.
Ifølge virksomhedens resultatopgørelser havde omsætningen været følgende
1993
kr. 22.569.-
1994
kr. 22.378.-
1995
kr. 26.076.-
Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet ikke var dagpengeberettiget, idet hun ikke opfyldte kravet om 26 ugers arbejde i væsentligt omfang. Kassen lagde vægt på omsætningens størrelse.
I sin klage over arbejdsløshedskassens afgørelse oplyste medlemmet, at en biopatisk konsultation kostede kr. 300.- og varede 1½-2½ time. Zoneterapi varede ca. 1-1½ time og kostede kr. 175.-.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse. Direktoratet lagde vægt på, at virksomhedens omsætning havde haft en så beskeden størrelse, at det, uanset øvrige arbejdsopgaver såsom rengøring, journalskivning, telefonkonsultation og klientkorrespondance, ikke fandtes godtgjort, at medlemmet havde udøvet selvstændig virksomhed af væsentligt omfang.
I sin klage over direktoratets afgørelse anførte medlemmet, at hun opfyldte kravet om 26 ugers arbejde i væsentligt omfang, idet hun havde stået til rådighed for sin virksomhed dagligt.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den deri givne begrundelse.
Ankenævnet bemærkede, at det forhold, at medlemmet har stået til rådighed for potentielle kundeemner i tidsrummet kl. 9-18 på alle hverdage, ikke kan sidestilles med arbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Der blev henvist til, at medlemmet drev virksomheden fra sin egen bopæl.
(DfA's j.nr. 1996-6263-1320, AMA's j.nr. 1996-1-3991)
V. Udlejning af ejendomme
Sag nr. 1
Udlejning af ejendom fra medlemmets private bopæl
Medlemmet drev fra sin bopæl selvstændig virksomhed i perioden 1. februar 1990 til 29. juni 1993 med udlejning af ejendomme.
Medlemmets arbejdsopgaver bestod i salg af ejendom, projekter, bogføring af regnskaber, momsregnskaber, bankmøder, flyttesyn og dødsbosyn.
Medlemmet havde i perioden 1. juli 1992 til 30. juni 1993 haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer i virksomheden. I samme periode havde virksomheden en omsætning på kr. 600.000.-.
Medlemmet oplyste, at der før ophøret den 29. juni 1993 var i alt 11 lejemål i 4 ejendomme.
Medlemmet anførte, at nedgangen på ejendomsmarkedet havde medført, at hun var i den situation, at alt var afhændet enten på salgsfuldmagter eller tvangsauktion.
Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet ikke var dagpengeberettiget, idet hun i perioden 1. februar 1990 til 29. juni 1993 ikke havde udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.
Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse, idet direktoratet ikke fandt det godtgjort, at medlemmet havde udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang inden for de seneste 3 år.
Direktoratet lagde vægt på det oplyste om det begrænsede antal lejemål, som på intet tidspunkt i de seneste 3 år forud for medlemmets ophør havde oversteget 16, sammenholdt med oplysningerne om medlemmets arbejdsfunktioner, som i det væsentligste havde været begrænset til rent administrative opgaver i forbindelse med udlejnings- og salgsaktiviteterne.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den deri givne begrundelse.
(DfA's j.nr. 1993-6221-264, AMA's j.nr. 1994-1-2008)
Sag nr. 2
Drift af campingplads som sæsonbeskæftigelse
Medlemmet havde drevet en campingplads i perioden 1. november 1967 til den 1. april 1995. Medlemmet blev optaget i en arbejdsløshedskasse pr. 30. august 1993. Medlemmet var sygemeldt i perioden 10. maj 1994 til 21. juli 1994.
Campingpladsen samt udlejning af hytter og campingvogne blev drevet som sæsonvirksomhed med åbning i perioden 1. maj - 15. september. Medlemmets ægtefælle deltog også i driften af campingpladsen, og der var ingen ansatte.
Medlemmets arbejdsopgaver bestod i tømning af skrald, græsslåning af 8 tønder land, træfældning og gartneriarbejde, regnskab og bogføring, ledelse og administration, vedligeholdelse, pasning af brændefyr og solvarme, ekspedition og rådgivning, vagtmand, "grædemur", legeonkel og sygepasser m.v. Medlemmet angav sin gennemsnitlige ugentlige arbejdstid til 70-80 timer.
Virksomhedens omsætning var kr. 338.481.- (ekskl. moms) i 1994.
Arbejdsløshedskassen fandt ikke, at medlemmet havde drevet virksomhed af væsentligt omfang i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år. Arbejdsløshedskassen lagde vægt på, at medlemmet blev optaget i kassen den 30. august 1993, og at han herefter havde arbejdet 81,4 timer i 1993, og 303,4 timer i 1994, hvilket svarede til 10,4 uger.
Medlemmet anførte, at der forud for campingpladsens officielle åbning den 1. maj var gået 2-4 måneders arbejde med blandt andet vedligeholdelse af bygninger og grund. Herudover var lukning af campingpladsen også tidskrævende, hvilket strakte sig over en periode på 1-2 måneder.
Under sagens behandling oplyste medlemmet, at han i foråret i 1994 havde malet 24 malerier/skitser, hvoraf 13 var solgt.
Arbejdsløshedskassen fandt efter fornyet vurdering, at medlemmet havde arbejde i ca. 14,4 uger (inkl. 2 ugers beskæftigelse ved sæsonophør i 1993 og 2 uger ved sæsonstart i 1994).
Direktoratet fandt ikke, at medlemmet opfyldte betingelserne vedrørende beskæftigelseskravet, idet han kun havde arbejdet i ca. 15 uger i væsentligt omfang (inkl. 2 uger både i forbindelse med sæsonstart og sæsonophør).
Direktoratet oplyste, at uger med mere beskæftigelse end 30 timer medregnedes til beskæftigelseskravet. Det spillede ikke nogen rolle, om beskæftigelsen i den enkelte uge havde været på 31 timer eller 70-80 timer.
Direktoratet fandt, at medlemmets beskæftigelse med malerier/skitser ud fra oplysningerne om arten og omfanget måtte betragtes som selvstændig bibeskæftigelse, hvorfor det ikke kunne medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Medlemmet gjorde i sin klage over direktoratets afgørelse gældende, at arbejdsbyrden om vinteren langt oversteg de 2 x 14 dage, som arbejdsløshedskassen havde skønnet. Dette gjaldt især, når han havde været sygemeldt 10 uger i højsæsonen efter en operation.
Direktoratet bemærkede over for ankenævnet, at medlemmets arbejdstid i forbindelse med sæsonens start og slutning godt kunne have oversteget de 2 x 14 dage, som direktoratet havde lagt til grund ved afgørelsen. Direktoratet fandt det dog ikke sandsynligt, at tidsforbruget i forbindelse med sæsonens start og slutning havde været 2 x 7,5 ugers beskæftigelse af væsentligt omfang. Direktoratet fandt det stadig ikke godtgjort, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i 26 uger inden for de sidste 3 år i en medlemsperiode.
Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at medlemmet havde udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 26 uger efter sin optagelse i kassen. Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet siden den 30. august 1993 havde haft ca. 18 ugers beskæftigelse i væsentligt omfang, hvilket inkluderede 2 ugers arbejde i forbindelse med lukning af 1993-sæsonen samt 2 ugers arbejde før åbningen og 2 ugers arbejde i forbindelse med lukningen af 1994-sæsonen.
Ankenævnet bemærkede, at medlemmets arbejde på campingpladsen godt kan have oversteget de 18 ugers beskæftigelse, men ankenævnet fandt det ikke dokumenteret, at medlemmets personlige arbejde af væsentligt omfang havde andraget de ca. 8 uger, der manglede til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Endvidere fandt ankenævnet, at medlemmets bibeskæftigelse med malerier/skitser ikke kunne medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
(DfA's j.nr. 1995-6263-1162, AMA's j.nr. 1995-1-3071)
VI. Mekaniker/snedkerværksted
Sag nr. 1
Selvstændig virksomhed som motorcykelmekaniker
Medlemmet havde i perioden 1. juni 1962 til 31. december 1992 drevet selvstændig virksomhed som motorcykelmekaniker.
Værkstedet havde åbent mellem kl. 9-1730, og medlemmet var der altid i det nævnte tidsrum.
Værkstedet havde i de sidste 17 år været baseret på arbejde for Odense Politi og Rigspolitiet i Odense, hvorefter aftalen var, at medlemmet stod til rådighed alle ugens dage - også helligdage.
Medlemmet mistede arbejdet for Odense Politi og Rigspolitiet i Odense i november 1990, og det var svært at lave værkstedet om til et almindeligt værksted, blandt andet fordi "motorcykelfolket og politiet ikke var de bedste venner". Medlemmet oplyste, at kommunen havde stillet lokaler med værksted til rådighed for mange motorcykelklubber i byen. Medlemmet havde derfor ikke mulighed for igen at oparbejde virksomheden.
Af selvangivelser og regnskaber fremgik følgende
Varesalg
Varekøb
Overskud
1988
152,580,01
85.508,39
36,538,34
1989
149.017,68
97.603,16
27.213,90
1990
86.151,31
46.652,31
4.645,96
1991
19.543,00
8.805,61
-19.891,51
1992
11.442,00
4.263,36
-49.540,67
Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet ikke var dagpengeberettiget, idet medlemmet ikke havde godtgjort, at virksomheden i perioden 1990 til 1992 havde været drevet i væsentligt omfang. Direktoratet fandt, at medlemmet i perioden indtil udgangen af 1990 efter omstændighederne kunne anses for at have drevet virksomheden i væsentligt omfang. Direktoratet fandt herefter, at medlemmet var dagpengeberettiget til og med den 30. juni 1993.
Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet havde politiet som kunder indtil slutningen af 1990, og på oplysningerne om virksomhedens omsætning sammenholdt med virksomhedens åbningstider.
Derimod var direktoratet enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet ikke kunne anses for at have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang efter udgangen af 1990.
Direktoratet lagde vægt på oplysningerne om mangel på kunder, og på at virksomheden i 1991 og 1992 havde haft en så lille omsætning og dermed egentlig målbar aktivitet.
Ankenævnet fandt derimod, at medlemmet måtte anses for at have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, indtil han den 31. december 1992 ophørte med at drive motorcykelværkstedet.
Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at medlemmets personlige arbejde i virksomheden, selvom omsætningen var faldende, indtil ophøret måtte anses for at have haft et sådant omfang, at det kunne sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.
(DfA's j.nr. 1993-6221-143, AMA's j.nr. 1993-1-1380)
Sag nr. 2
Tømrer- og snedkervirksomhed
Medlemmet drev tømrer- og snedkervirksomhed fra sin bopæl, men ønskede at overgå til efterløn.
Virksomhedens drift bestod i, at medlemmet - efter henvendelse fra en kunde - købte ind i trælasthandel eller byggemarked til den enkelte opgave. Medlemmet havde benyttet sin privatbil, og havde ingen lokaler tilknyttet virksomheden. Medlemmet havde annonceret i den lokale telefonbog vedrørende sin virksomhed, og havde alene private kunder. Medlemmet havde ingen driftsmidler eller inventar, men alene håndværktøj som var indkøbt før virksomhedens start.
Virksomhedens omsætning havde været følgende
1990
kr. 22.771.
1991
kr. 12.520.
1992
kr. 8.470.
Momsbevægelser i de 3 første kvartaler af 1993 viste
Salgsmoms: kr. 345.-, kr. 2.039.- og kr. 3.878.-.
Købsmoms: kr. 111.-, kr. 1.701.- og kr. 1.735.-.
Arbejdsløshedskassen fandt ikke, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i 26 uger inden for de seneste 3 år. Medlemmet var således ikke dagpengeberettiget, og kunne derfor ikke overgå til efterløn.
Kassen lagde i sin afgørelse vægt på omsætningens størrelse.
Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse. Direktoratet lagde vægt på virksomhedens meget lave omsætning sammenholdt med det oplyste om virksomhedens art samt, at medlemmet drev virksomheden fra sin bopæl.
Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.
(DfA's j.nr. 1993-6221-283, AMA's j.nr. 1994-1-1926)
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 9. januar 1998