C19986029210

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om oversigt over praksis om tilbagebetaling og anvendelse af sanktioner

1 Articles / Provisions · Denmark

Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1998 60292 Historic

Den fulde tekst Cirkulæreskrivelse om meddelelse om oversigt over praksis om tilbagebetaling og anvendelse af sanktioner Open official source

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om oversigt over praksis om tilbagebetaling og anvendelse af sanktioner

Kommentar mv.

Denne Meddelelse fra DfA indeholder en gennemgang af et antal sager om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge mv. og om anvendelse af sanktioner.

Formålet er at give et helhedsindtryk af praksis på området.

Denne meddelelse er en revision af meddelelse nr. 81/96. Ændringerne er denne gang ikke markeret med en streg i marginen. Det skyldes, at der er tale om omfattende udeladelser og indsættelser. Stregerne forvirrer derfor mere end de gavner.

Følgende Meddelelser fra DfA er hermed ophævet

nr. 49/96 af 24. maj 1996

nr. 81/96 af 11. december 1996

Indhold

Uagtsomhed med tilbagebetaling, men ingen sanktion

Indledning

Urigtige oplysninger på dagpengekortene

Sag nr. 1 - Urigtige oplysninger om for få og for mange arbejdstimer på dagpengekortene

Sag nr. 2 - Manglende oplysning om udbetaling af løn for to helligdage

Sag nr. 3 - Manglende oplysning om arbejde en søndag aften

Sag nr. 4 - Oplysninger om arbejdstimer ved undervisning, men ikke om omregningsfaktor

Sag nr. 5 - Urigtige oplysninger om arbejde og sygdom på dagpengekortene

Sag nr. 6 - Barns sygdom ikke oplyst på dagpengekortene

Administrative fejl i arbejdsløshedskasserne

Sag nr. 1 - Oplysning om tilkendelse af egenpension i ledighedsperiode

Sag nr. 2 - Udbetalt for meget i dagpenge på grund af edb-fejl

Sag nr. 3 - Udbetalt for meget i dagpenge på grund af forkert beregnet dagpengesats

Andre forhold

Sag nr. 1 - Ansøgning om og udbetaling af feriedagpenge

II.

Uagtsomhed med tilbagebetaling og med 37 timers effektiv karantæne

Indledning

Urigtige oplysninger om arbejde mv. på dagpengekortene

Sag nr. 1 - Urigtige oplysninger om for få og for mange arbejdstimer på dagpengekortene

Sag nr. 2 - Urigtige oplysninger om arbejde og sygdom på dagpengekortene

Sag nr. 3 - Urigtige oplysninger om 3,5 arbejdstimer på dagpengekortet

Sag nr. 4 - Manglende oplysning om udbetaling af løn

Sag nr. 5 - Manglende oplysning om en uges arbejde på dagpengekortet

Sag nr. 6 - Urigtige oplysninger om honorararbejde på dagpengekortene

Andre forhold

Sag nr. 1 - Manglende oplysning om ansøgning om og tilkendelse af førtidspension

Sag nr. 2 - Afslag på tilbudt arbejde på grund af sygdom

Sag nr. 3 - Sygdom og udbetaling af supplerende dagpenge

Sag nr. 4 - Sygdom samtidig med udbetaling af supplerende dagpenge

Sag nr. 5 - Udbetaling af syge/barselsdagpenge på grund af graviditetsproblemer

Sag nr. 6 - Urigtige oplysninger om arbejde, der er etableret med tilskud fra det offentlige

Sag nr. 7 - Medlemmet fik feriedagpenge for en dag, hvor hun var i arbejde

Sag nr. 8 - Udbetaling af løn samtidig med feriedagpenge

Sag nr. 9 - Efterlønsmodtager arbejder inden for 200 timers reglen

Sag nr. 10 - Ophold i udlandet

Sag nr. 11 - Urigtige oplysninger om arbejde som gæsteforsker

III.

Opdeling af forseelsen i en svigsdel og en uagtsomhedsdel

Indledning

Eksempler på sager, hvor der ikke sker en opdeling af forseelsen i en svigsdel og en uagtsomhedsdel

Sag nr. 1 - Urigtige oplysninger om antal arbejdstimer i en længere periode

Sag nr. 2 - Drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i form af en restauration

Sag nr. 3 - Interessentskab med udlejning af lyd og lys

Eksempler på sager, hvor der sker en opdeling af forseelsen i en svigsdel og en uagtsomhedsdel

Sag nr. 1 - Urigtige oplysninger om arbejde og årsag til arbejdsophør på dagpengekortene

Sag nr. 2 - Urigtige oplysninger om arbejde på nedsat tid i en længere periode

Sag nr. 3 - Urigtige oplysninger om sygdom i en ledighedsperiode (afledte overskydende timer)

Sag nr. 4 - Urigtige oplysninger om omfanget af bierhverv

Sag nr. 5 - Urigtige oplysninger om drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Sag nr. 6 - Medlemmet undlod at oplyse om selvstændig virksomhed i form af en planteskole

Sag nr. 7 - Selvstændig bibeskæftigelse i form af administration af udlejningsejendomme

IV.

Tilbagebetaling og sanktion for svig

Indledning

Urigtige oplysninger om lønarbejde mv. på dagpengekortene

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om start af arbejde på dagpengekortene

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Problemer med at læse og skrive

Sag nr. 4

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Ordblindhed har ingen betydning

Sag nr. 5

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Manglende lønudbetaling fra arbejdsgiveren

Sag nr. 6

Urigtige oplysninger om afløserarbejde på dagpengekortene

Sag nr. 7

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Manglende oplysninger om bierhverv som vicevært

Sag nr. 8

Urigtige oplysninger på dagpengekortene om arbejde som journalist og bestyrelsesformand i en andelsboligforening

Sag nr. 9

Urigtige oplysninger om plejeløn på dagpengekortene

Sag nr. 10

Urigtige oplysninger om plejeløn på dagpengekortene

Medlemmets faglige område

Sag nr. 11

Telefonisk indtastning af 0-dagpengekort

Sag nr. 12

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Kendskab til oplysningspligten

Sag nr. 13

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Urigtige oplysninger om lønudbetalinger i opsigelsesperiode

Sag nr. 14

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Urigtige oplysninger om overskydende timer

Sag nr. 15

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Nyt svigagtigt forhold inden for 2 år gentagelsesvirkning

Sag nr. 16

Sort arbejde som ferieafløser for indehaver af restaurant

Sag nr. 17

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Dokumentation for sort arbejde som medarbejder i en døgnkiosk

Sag nr. 18

Sort arbejde i pizzaria

Sag nr. 19

Sort arbejde i et sådant omfang, at medlemmet ikke stod til rådighed

Urigtige oplysninger om udøvelse af selvstændig virksomhed

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om arbejde i ægtefælles selvstændige virksomhed

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om arbejde i ægtefælles døgnkiosk

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Urigtige oplysninger på ansøgning om optagelse, ledighedserklæring mv.

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om tidligere medlemskab på ansøgning om optagelse

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om udbetalt egenpension på to ledighedserklæringer

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger på ledighedserklæringen om årsag til arbejdsophør

Manglende rådighed

Sag nr. 1

Manglende oplysning om fængselsophold i ledighedsperiode

Sag nr. 2

Manglende oplysning om fængselsophold i ledighedsperiode

Sag nr. 3

Manglende oplysning om sygdom i en ledighedsperiode

Sag nr. 4

Medlemmet var tilmeldt uddannelse på Aalborg Universitetscenter

Sag nr. 5

Urigtige oplysninger om ophold i udlandet i en ledighedsperiode

Sag nr. 6

Urigtige oplysninger om ophold i udlandet i en ledighedsperiode

Sag nr. 7

Urigtige oplysninger om ophold i udlandet i en ledighedsperiode

Overgangsydelse

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om selvstændig bibeskæftigelse ved zoneterapi

Efterløn

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om lønarbejde som tjener i efterlønsperioden

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om rengøringsarbejde i efterlønsperioden

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om arbejde ved hjemmefabrikation af papirvarer

Sag nr. 4

Fortsat drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Sag nr. 5

Urigtige oplysninger om social pension

Sag nr. 6

Medlemmet opholdt sig i udlandet over 3 måneder

Dokumentfalsk, falske lønsedler og lignende

Sag nr. 1

Medlemmet rettede AF s datostempel på dagpengekortet tilbage

Sag nr. 2

Dokumentfalsk med hensyn til årsag til arbejdsophør

Sag nr. 3

Falsk opsigelse

Sag nr. 4

Fingeret arbejdsforhold som grundlag for dagpengeudbetalinger

Sag nr. 5

Falske ansættelsesbreve og lønsedler

Sag nr. 6

Falske lønsedler

Andre forhold

Sag nr. 1

Manglende oplysning om arbejde i perioder med feriedagpenge

I. Uagtsomhed med tilbagebetaling, men ingen sanktion

Indledning

Medlemmernes pligt til at betale ydelser tilbage er reguleret i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, som fastsætter

"Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, skal dagpenge-, overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet."

Forarbejderne og ordlyden af reglen indebærer, at der er tale om en betinget tilbagebetalingspligt for medlemmet. Især ordene "... i øvrigt mod bedre vidende ..." peger på, at der er tale om et subjektivt ansvar.

Der skal derfor være tale om en vis (grovere) uagtsomhed fra medlemmets side som betingelse for, at man kan kræve dagpenge mv., der er udbetalt med urette, betalt tilbage af medlemmet.

Det er derfor arbejdsløshedskassen/DfA, der i hvert enkelt tilfælde skal dokumentere, at de subjektive betingelser er opfyldt.

Det kan være vanskeligt at bevise, at de subjektive betingelser er opfyldt, hvis der er tale om mindre tilbagebetalingsbeløb. Det gælder særligt ved rene administrative og tekniske fejl. Her kan det ofte være vanskeligt for medlemmerne at gennemskue, hvad det er, der sker.

Som eksempler kan nævnes

Sammentællingsfejl og rene tastefejl.

Forkert beregning af dagpengesats, hvor forskellen mellem forkert og rigtig sats er lille.

Forkert satsregulering.

Forkert satsskiftetidspunkt for efterlønsmodtagere.

Forkert feriedagpengesats.

Forkert beregning af antallet af feriedage.

Dette afsnit gengiver afgørelser, hvor der er tilbagebetalingspligt for medlemmerne. Der er også tale om afgørelser, hvor uagtsomheden fra medlemmets side er af meget ringe omfang, og der skal derfor ikke pålægges en sanktion på en uges effektiv karantæne. Det kan skyldes den ringe grad af uagtsomhed fra medlemmets side eller tilbagebetalingsbeløbets ringe størrelse.

Urigtige oplysninger på dagpengekortene

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om for få og for mange arbejdstimer på dagpengekortene

Medlemmet oplyste 103 arbejdstimer på sine dagpengekort i ugerne 12, 13, 20 og 24 i 1988. Derimod oplyste arbejdsgiveren, at medlemmet i de samme uger havde arbejdet i alt 113,5 timer. Der var altså en difference på 10,5 timer.

Medlemmet forklarede, at hun i uge 12 glemte at påføre en dag, fordi hun fejlagtigt påførte timerne i den følgende uge. I uge 20 glemte hun at påføre søndagsarbejdet, da hendes mand blev indlagt med en blodprop om lørdagen. I uge 24 glemte hun 1,5 time, da hun i denne uge havde været til møde vedrørende opsigelse, som hun ikke var klar over, at hun fik løn for.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 1.386 kr. tilbage til kassen og gennemgå en effektiv karantæne på 38 timer.

DfA stadfæstede arbejdsløshedskassens afgørelse. DfA lagde herved vægt på medlemmets oplysningspligt og på, at oplysningerne afgives på tro og love.

Ankenævnet fandt ikke, at forholdet var af en sådan grovere karakter, at der var grundlag for at idømme sanktion.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke udelukkende har påført dagpengekortene for få timer, men også for mange timer i en af ugerne. Endvidere lagde ankenævnet vægt på, at undladelse af at påføre 8 timer i en uge skyldtes alvorlig sygdom i familien, og at undladelse af at påføre 1,5 time skyldtes manglende kendskab til, at timerne blev aflønnet.

(DfA's j.nr. D80-081-1/89-1120, AMA's j.nr. 60-645-89)

Sag nr. 2

Manglende oplysning om udbetaling af løn for to helligdage

Fejlagtig udbetaling af løn fra arbejdsgiveren

Et medlem havde i uge 13 og 14 i 1986 kun oplyst det antal arbejdstimer, som hun havde i disse uger. Hun oplyste ikke om, at hun modtog betaling for to helligdage i disse uger, hvor hun ikke arbejdede.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet - ud over at betale det for meget udbetalte, i alt 665 kr., tilbage - skulle gennemgå en effektiv karantæne på 39 timer, da hun måtte anses for at have gjort sig skyldig i en uagtsom forseelse over for arbejdsløshedskassen.

I forbindelse med ankenævnets behandling af sagen blev det oplyst, at arbejdsgiveren fejlagtigt havde udbetalt løn for de to søgnehelligdage, da man troede, at medlemmet skulle fortsætte i arbejdsforholdet.

Ankenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at udelukke medlemmet fra dagpenge i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at udbetale løn for søgnehelligdagene, og at disse lå uden for den periode, hvor medlemmet var ansat.

(DfA's j.nr. D53-34-2/87-1330, AMA's j.nr. B 631-87)

Sag nr. 3

Manglende oplysning om arbejde en søndag aften

Uagtsomt forhold af meget ringe omfang

I 1990 var medlemmet ansat som langturschauffør. Han startede med arbejdet søndag den 9. december 1990 kl. 21.00 og var ansat til den 15. januar 1991.

Ved en stikprøveundersøgelse blev det konstateret, at medlemmet for ugerne 48 - 49 i 1990 havde skrevet 0, selv om perioden sluttede med søndag den 9. december 1990, hvor han var startet på arbejde kl. 21.00.

Medlemmet forklarede, at han mødte søndag kl. 21.00, men turen startede først mandag kl. 02.00, hvilket fremgår af hans køresedler.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 853 kr. tilbage til kassen. DfA fandt også, at medlemmet for grov uagtsomhed skulle gennemgå en effektiv karantæne af en uges varighed. DfA lagde herved blandt andet vægt på, at det tydeligt fremgår af dagpengekortene, at man skal oplyse om arbejdstimer også på søn- og helligdage.

Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale det nævnte beløb tilbage til arbejdsløshedskassen. Ankenævnet fandt derimod, at det uagtsomme forhold har været af så ringe omfang, at der ikke var grundlag for at idømme en karantæne i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3.

(DfA's j.nr. 93-422-237, AMA's j.nr. 1995-1-2627)

Sag nr. 4

Oplysninger om arbejdstimer ved undervisning,men ikke om omregningsfaktor

Medlemmet oplyste på sine dagpengekort fra 19. november 1990 til 22. september 1991, at hun havde delvis beskæftigelse på et specialundervisningscenter for voksne. Medlemmet oplyste i forbindelse med sin underskrift på dagpengekortene, at hun var pædagog. Medlemmet havde fået udbetalt dagpenge på grundlag af faktiske timer.

Medlemmet oplyste over for arbejdsløshedskassen den 25. oktober 1991, at hun var ansat på centret som løs vikar ved undervisning.

Medlemmet har forklaret, at hun blev ansat på centret på grund af sin baggrund som pædagog, og at hun ved udfyldelsen af dagpengekortene var i god tro.

Speciallærerforeningen redegjorde for, at undervisere ved institutionerne blev ansat med forskellig stillingsbetegnelse, og at en af disse var undervisende pædagog. Ifølge foreningen kunne medlemmet som lærervikar ikke være vidende om de formelle ansættelsesbetingelser og dermed den korrekte stillingsbetegnelse.

Arbejdsløshedskassen fandt, at arbejdstimer skulle omregnes med faktoren 1,25, da medlemmet var aflønnet efter samme regler som løse vikarer i folkeskolen. Medlemmet skulle derfor betale i alt 3.755 kr. tilbage til kassen. Endvidere var medlemmets uagtsomhed af så ringe omfang, at der ikke skulle idømmes nogen sanktion.

Medlemmet klagede over, at hun skulle betale dagpenge tilbage.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse og begrundede det med, at der i hendes timebetaling var indregnet et vederlag for forberedelse, som medfører fradrag i dagpengene på samme måde som den egentlige undervisningstid. På baggrund af Speciallærerforeningens oplysninger fandt DfA, at den udviste uagtsomhed var af så ringe omfang, at der ikke var grundlag for at idømme medlemmet en sanktion.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse og begrundede den desuden med, at medlemmet uanset stillingsbetegnelse burde vide, at der ved undervisningsarbejde også blev betalt løn for forberedelse.

(DfA's j.nr. 92-635-45, AMA's j.nr. 1992-1-300)

Sag nr. 5

Urigtige oplysninger om arbejde og sygdom på dagpengekortene

Medicinsk behandling på grund af psykisk lidelse

Et medlem havde på sine dagpengekort for ugerne 35 og 36 i 1994 oplyst, at hun havde 0 timers arbejde.

Arbejdsgiveren oplyste imidlertid, at medlemmet begyndte at arbejde onsdag i uge 35 og var sygemeldt torsdag og fredag i samme uge. I uge 36 var medlemmet på arbejde om mandagen og sygemeldt resten af ugen.

Medlemmet havde forklaret over for arbejdsløshedskassen, at hun var syg et par dage efter, at hun var begyndt at arbejde, og derfor var hun ikke opmærksom på, at hun skulle oplyse sine arbejdstimer på dagpengekortet.

Medlemmets læge oplyste til arbejdsløshedskassen, at medlemmet den 19. august 1994 (uge 33) var blevet undersøgt og medicinsk behandlet for en psykisk lidelse. Den 29. august 1994 (mandag i uge 35) var medlemmet igen blevet behandlet, og man aftalte, at medlemmet skulle begynde på arbejdet som en arbejdsprøvning og sige fra, hvis hun ikke kunne klare det. Den 1. september 1994 fik medlemmets læge at vide, at hun ikke havde kunnet klare arbejdet. Medlemmet blev tiltagende dårligere og måtte den 20. september 1994 akut indlægges på psykiatrisk afdeling.

Lægen tilføjede, at medlemmet i ugerne 35 og 36 i 1994 havde haft det så dårligt, at det havde været umuligt for hende at give nøjagtige og korrekte oplysninger.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 4.045 kr. tilbage til arbejdsløshedskassen. Da medlemmet uagtsomt havde tilsidesat sin oplysningspligt over for kassen, skulle hun også gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

DfA henviste herved til, at forseelsen ikke kunne anses for at være af meget ringe karakter, da medlemmet hverken havde påført sine arbejdstimer eller sygedage på dagpengekortet. DfA lagde også vægt på, at medlemmet havde begæret sygedagpenge i perioden, men havde ikke underrettet arbejdsløshedskassen herom.

Ankenævnet traf afgørelse om, at den idømte karantæne skulle ophæves.

Ankenævnet lagde vægt på medlemmets sygdomsforløb i perioden og på, at medlemmets læge havde udtalt, at medlemmet i ugerne 35 og 36 i 1994 havde haft det så dårligt, at det havde været umuligt for hende at give nøjagtige og korrekte oplysninger.

(DfA's j.nr. 95-6351-2525, AMA's j.nr. 1995-1-2932)

Sag nr. 6

Barns sygdom ikke oplyst på dagpengekortene

På sit dagpengekort fra den 20. maj til den 23. juni 1996 oplyste medlemmet ved at skrive 0, at hun var ledig på fuld tid. Hun fik derfor udbetalt fulde dagpenge for denne periode.

AF gjorde opmærksom på, at medlemmet var udeblevet fra en samtale om puljejob hos AF den 7. juni 1996. I anledning heraf blev medlemmet den 3. juli 1996 indkaldt til en rådighedssamtale i arbejdsløshedskassen.

Medlemmet forklarede, at hun ikke udeblev fra samtalen, men tværtimod ringede afbud, fordi hendes barn var syg den dag. Det var dog ikke lykkedes hende at komme igennem på telefonen til den konsulent, som holdt mødet om puljejobbet. Hun havde givet besked i omstillingen på AF om, at hun var forhindret.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet den 7. juni 1996, og at hun derfor skulle betale i alt 523,- kr. tilbage til kassen.

Medlemmet klagede over afgørelsen. Hun gjorde gældende, at hun adskillige gange havde ringet til AF for at melde afbud, men at hun ikke havde kunnet komme igennem til den konsulent, som holdt mødet. Hun gjorde også gældende, at hun havde underrettet kassen om årsagen til udeblivelsen, og hun mente derfor ikke, at kassens afgørelse var korrekt.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale 523,- kr. tilbage til kassen.

DfA lagde til grund, at medlemmets barn var syg den 7. juni 1996, og det var årsagen til, at hun ikke mødte til samtalen på AF.

DfA fandt også, at medlemmet havde undladt at oplyse om barnets sygdom på dagpengekortet, selv om hun af samme årsag ikke mødte på AF. Der havde ikke været tale om bevidst afgivelse af urigtige oplysninger på dagpengekortet for at få en uberettiget ydelse. DfA fandt derfor, at forholdet måtte betragtes som en uagtsom forseelse, og at medlemmet som følge heraf skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3.

Ankenævnet var enig i, at medlemmet skulle betale 523,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

Ankenævnet fandt derimod, at fortielsen af oplysningen om barnets sygdom på dagpengekortet måtte betragtes som en uagtsom forseelse over for arbejdsløshedskassen. Den udviste grad af uagtsomhed var også af så ringe et omfang, at der ikke var grund til at pålægge medlemmet en sanktion herfor.

Ankenævnet lagde herved vægt på medlemmets forklaring om, at hun forsøgte at melde telefonisk afbud til samtalen på AF, og at hun ved den telefoniske kontakt havde fået forståelsen af, at beskeden ville blive givet videre til rette vedkommende. Ankenævnet lagde også vægt på, at vejledningsteksten på dagpengekortet ikke var entydigt forståelig i forbindelse med barns sygdom og på tilbagebetalingsbeløbets ringe størrelse.

(DfA s j.nr. 96-6351-3659, AMA s j.nr. 1997-1-4724)

Administrative fejl i arbejdsløshedskassen

Sag nr. 1

Oplysning om tilkendelse af egenpension i ledighedsperiode

På sin ledighedserklæring af 16. december 1991 svarede medlemmet nej til spørgsmålet, om han modtager førtidspension, delpension eller tilsvarende udenlandske ydelser, eller om han havde søgt herom.

Endvidere svarede medlemmet nej til spørgsmålet, om han modtager egenpension (dansk eller udenlandsk) eller lignende.

Den 27. januar 1992 meddelte livsforsikringsselskabet Danica medlemmet, at selskabet fra den 1. december 1991 ville udbetale invalidepension til ham med i alt kr. 14.156 om måneden. Han henvendte sig i arbejdsløshedskassen den 12. februar 1992, hvor han oplyste om den tilkendte egenpension.

Medlemmet forklarede, at han først fik besked om pensionen den 11. februar 1992. Han henvendte sig straks i arbejdsløshedskassen og anførte, at han handlede i god tro.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 12.510 kr. til kassen og gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse.

Ankenævnet fandt, at medlemmet for den samme periode havde fået dagpenge og efterfølgende fået udbetalt pension. Der kunne derfor ske tilbagebetaling med hjemmel i almindelige retsgrundsætninger om dobbeltforsørgelse.

Derimod fandt ankenævnet ikke, at medlemmet skulle idømmes en sanktion. Det kunne ikke bebrejdes medlemmet, at han havde undladt på ledighedserklæringen at oplyse om, at han havde søgt en privat pension, da der på ledighedserklæringen kun spørges om, hvorvidt medlemmet modtager egenpension, og om medlemmet har ansøgt om førtidspension, delpension eller tilsvarende udenlandske ydelser.

(DfA's j.nr. 92-635-390, AMA's j.nr. 1992-1-480)

Sag nr. 2

Udbetalt for meget i dagpenge på grund af edb-fejl

Medlemmet henvendte sig til arbejdsløshedskassen herom

Et medlem oplyste for ugerne 43 i 1990 til uge 46 i 1990, at hun havde arbejde på fuld tid.

Den 22. marts 1991 modtog medlemmet 4 dagpengespecifikationer for perioden fra uge 39 i 1990 til uge 3 i 1991. Af specifikationerne fremgår det, at medlemmet var berettiget til at modtage i alt 7.092 kr. for uge 43 til uge 46 i 1990. Samtidig modtog medlemmet en meddelelse fra girokontoret om, at der for denne periode var indsat et beløb på kr. 8.119 på hendes konto.

Da medlemmet ikke kunne forstå udbetalingsspecifikationerne, rettede hun henvendelse til arbejdsløshedskassen. Hun bad om at få kopi af dagpengekortene for perioden.

På grund af medlemmets henvendelse til arbejdsløshedskassen blev kassen opmærksom på fejludbetalingen, der skyldtes en EDB-fejl.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale det fejlagtigt udbetalte beløb tilbage til kassen, da hun havde modtaget beløbet mod bedre vidende, men den tog ikke stilling til sanktionsspørgsmålet.

DfA tiltrådte, at medlemmet havde modtaget beløbet mod bedre vidende og derfor skulle betale det tilbage til arbejdsløshedskassen. Derimod fandt DfA ikke, at medlemmet skulle pålægges en sanktion for forholdet.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 91-1231-13596, AMA's j.nr. 1992-1-254)

Sag nr. 3

Udbetalt for meget i dagpenge på grund af forkert beregnet dagpengesats

Ved brev af 21. februar 1991 meddelte arbejdsløshedskassen medlemmet, at hun skulle have udbetalt dagpenge med en sats på kr. 308 om dagen.

I anledning af medlemmets anmodning om feriedagpenge blev arbejdsløshedskassen opmærksom på, at hun havde fået udbetalt feriedagpenge på grundlag af en dagpengesats på kr. 409 om dagen.

Da arbejdsløshedskassen anmodede medlemmet om en udtalelse til sagen, anførte hun, at hun ikke mente at have modtaget arbejdsløshedskassens brev af 21. februar 1991, og at hun med sit kendskab til beregning af dagpengesatser ikke havde mulighed for at bedømme, om hun fik udbetalt dagpenge med den rigtige sats.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 23.589 kr. tilbage til kassen, som hun havde modtaget for meget fra uge 51 i 1990 til uge 38 i 1991.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale beløbet tilbage til arbejdsløshedskassen.

Endvidere fandt DfA, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer på grund af grov uagtsomhed over for arbejdsløshedskassen.

DfA lagde herved blandt andet vægt på, at medlemmet under ledighed havde fået mere end 100% dækning. Medlemmet burde vide, at hun ikke kunne få mere i dagpenge end den indtægt, der lå til grund for beregningen af dagpengesatsen. Hun burde også vide, at dagpenge udgør 90% af den hidtidige arbejdsfortjeneste.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse for så vidt angår tilbagebetalingsbeløbet, men for så vidt angår den del af afgørelsen, der vedrørte karantæne på grund af grov uagtsomhed, ændrede ankenævnet DfA's afgørelse, da nævnet ikke fandt, at der var grundlag for at idømme en karantæne.

(DfA's j.nr. 92-6331-66, AMA's j.nr. 1993-1-1187)

Andre forhold

Sag nr. 1

Ansøgning om og udbetaling af feriedagpenge

Fødsel og barselsorlov i ferieperioden

Arbejdsløshedskassen modtog den 1. september 1995 medlemmets ansøgning om feriedagpenge fra den 9. til den 17. oktober 1995. Kassen udbetalte derefter feriedagpenge til medlemmet.

Medlemmet skulle begynde barselsorlov den 18. oktober 1995 med fødselstermin den 28. november 1995, men hun fødte den 13. oktober 1995, 6 uger før tiden.

Medlemmet gik derfor på barselsorlov den 13. oktober 1995. Hendes arbejdsgiver fik derfor udbetalt (syge)dagpengerefusion fra kommunen fra denne dag.

Medlemmet forklarede, at hendes arbejdsgiver 2 uger efter, at hun var kommet hjem fra hospitalet, sendte hende et (syge)dagpengeskema, der var udfyldt på forhånd. Hun skrev under uden at tænke på, at hun holdt ferie.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 1.257 kr. tilbage til kassen. Kassen fandt dog ikke grund til at give medlemmet en sanktion.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 1.257 kr. tilbage til kassen, da feriedagpenge ikke kunne udbetales samtidig med sygedagpenge.

DfA betragtede også forholdet som svig, og medlemmet skulle derfor gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer.

DfA lagde vægt på, at det fremgår af ansøgningen om feriedagpenge, at hvis ferien ikke kan holdes som oplyst, skal kassen straks have meddelelse herom. Medlemmet burde også efterfølgende have henvendt sig til kassen og oplyst om den ændrede ferie.

Medlemmet klagede over, at hun var blevet pålagt en sanktion, men ikke over tilbagebetalingspligten.

Ankenævnet var enig med DfA i, at medlemmet skulle betale i alt 1.257 kr. tilbage til kassen.

Ankenævnet fandt derimod ikke, at der var tilstrækkelig grundlag til at give medlemmet en sanktion efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87. Der skulle derfor hverken gives en sanktion for svig eller uagtsomhed. Ankenævnet lagde vægt på, at fødslen indtrådte før terminen, og at medlemmet ikke modtog både løn og feriedagpenge for de pågældende dage.

Ankenævnet ophævede derfor den del af DfA's afgørelse, hvor forholdet blev betragtet som svig.

(DfA's j.nr. 95-437-343, AMA's j.nr. 1996-1-3650)

II. Uagtsomhed med tilbagebetaling og med 37 timers effektiv karantæne

Indledning

I dette afsnit beskrives sager, hvor uagtsomheden er så grov, at tilbagebetalingspligten skal ledsages af en effektiv karantæne af en uges varighed.

Ved uagtsomhed forstås, at det ikke kan godtgøres, at der har været tale om en forsætlig handling eller undladelse fra medlemmets side, men hvor det klart fremgår, at forseelsen skyldes unøjagtighed, skødesløshed eller lignende fra medlemmets side.

Forskellen på forsæt og uagtsomhed skal findes i medlemmets vilje til uberettiget at tilegne sig en ydelse. Grænsen mellem forsæt og uagtsomhed er flydende, og i de groveste tilfælde af uagtsomhed kan uagtsomheden vække mistanke om forsæt.

Uagtsomhed sanktioneres, når medlemmet bør vide, at han eller hun skal oplyse arbejdsløshedskassen om et forhold, der har betydning for dagpengeretten mv. Uagtsomhed forekommer også i situationer, hvor det fremgår, at medlemmet klart sjusker eller sløser med at udfylde dagpengekort mv.

Uagtsomhed kan også sanktioneres, når medlemmet med rette har fået en ydelse, men forudsætningerne for udbetalingen efterfølgende brister, og medlemmet ved uagtsomhed beholder ydelserne (efterfølgende uagtsomhed).

Urigtige oplysninger om arbejde mv. på dagpengekortene

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om for få og for mange arbejdstimer på dagpengekortene

For få og for mange arbejdstimer

Flere arbejdsgivere og forskudt lønudbetaling

Medlemmet arbejdede som pædagog og havde i 1986 og 1987 påført både for få og for mange arbejdstimer på dagpengekortene. Medlemmet havde arbejdet hos flere arbejdsgivere. Forseelsen blev opdaget ved en stikprøveundersøgelse.

Medlemmet afviste forsætligt at have påført dagpengekortene for få arbejdstimer, da hun var klar over, at det havde betydning for optjening af arbejdskravet. Endvidere oplyste hun, at hun fik en mødeplan for flere uger frem, som dog i sidste øjeblik blev ændret.

Kommunen oplyste, at der havde været rod ved udfyldelse af arbejdssedler.

Arbejdsløshedskassen oplyste, at medlemmet havde svært ved at holde styr på tal og regnskaber, og det var derfor, at hun havde forladt kontorfaget og uddannet sig til pædagog. Der var også tale om, at lønperioderne ikke var sammenfaldende med kalendermånederne, hvilket gjorde det svært for medlemmet at udfylde dagpengekortene.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 17.412 kr. tilbage og have en efterbetaling på i alt 10.810 kr. Kassen fandt også, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 39 timer.

DfA var enig i tilbagebetalingsbeløbets størrelse, men derimod fandt DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig. DfA lagde herved vægt på, at medlemmet for nogle uger havde modtaget fulde dagpenge, selv om hun havde fuldtidsarbejde. Endvidere havde medlemmet modtaget feriedagpenge for to uger, hvor hun var i fuldtidsarbejde.

Ankenævnet fandt det ikke tilstrækkelig godtgjort, at der var tale om et svigagtigt forhold. Ankenævnet henviste her til efterbetalingsbeløbets størrelse og til medlemmets vanskeligheder med at udfylde dagpengekortene korrekt. Endelig lagde ankenævnet vægt på, at medlemmet havde flere arbejdsgivere, og at der var tale om forskudt lønudbetaling.

(DfA's j.nr. D81-3-2/87-0508, AMA's j.nr. 60-175-89)

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om arbejde og sygdom på dagpengekortene

Arbejdsgivers arbejdssedler udfyldt forkert

Et medlem arbejdede på deltid som afløser på et plejehjem. Dagpengekortene var påført forkerte oplysninger om arbejdstimer og sygdom fra uge 48 i 1990 til uge 28 i 1991.

Det fremgår, at medlemmet ved udfyldelse af dagpengekortene skrev af efter arbejdsgiverens arbejdssedler, som arbejdsgiveren havde udfyldt forkert.

Medlemmet og arbejdsgiveren forklarede, at der var sket fejl fra flere sider, og at de fejlagtige oplysninger om sygdom skyldtes tvivl om, hvordan dagpengekortene skulle udfyldes.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 2.525 kr. tilbage til kassen og gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

DfA var af den opfattelse, at der var tale om svigagtigt forhold fra medlemmets side, da medlemmet havde været sygemeldt i uge 50 i 1990 og i ugerne 8, 18 og 23 i 1991, men havde skrevet 0 på dagpengekortene de pågældende uger.

DfA ændrede i øvrigt tilbagebetalingsbeløbet til i alt 3.569 kr., hvorefter karantænen for svigagtig adfærd blev fastsat til 170 timers effektiv karantæne. DfA lagde herved vægt på, at det fremgår af dagpengekortene, at der er pligt til at oplyse om alt arbejde og sygdom i en ledighedsperiode, og at medlemmet på tro og love har erklæret, at oplysningerne er rigtige.

Ankenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at der fra medlemmets side har været tale om bevidst afgivelse af urigtige oplysninger på dagpengekortene med henblik på at opnå en uberettiget ydelse. Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet kun skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomhed over for kassen.

(DfA's j.nr. 92-635-249, AMA's j.nr. 1992-1-0281)

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om 3,5 timers arbejde på dagpengekortet

Medlemmet oplyste på sit dagpengekort for uge 30 i 1990, at hun ikke havde arbejde (0-dagpengekort).

Arbejdsgiveren oplyste derimod, at medlemmet fredag i denne uge havde arbejdet 3,5 timer. Hun ophørte samme dag.

Medlemmet forklarede, at hun glemte at skrive timerne på, og at der ikke var tale om nogen bevidst handling fra hendes side, hvorfor sanktion efter cirkulæret ikke burde pålægges hende.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 673 kr. tilbage og gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer.

DfA fandt, at medlemmet skulle betale i alt 673 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt også, at medlemmet havde handlet svigagtigt over for arbejdsløshedskassen, og at medlemmet derfor skulle gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer. DfA lagde vægt på, at der på dagpengekortene står, at medlemmet har pligt til at oplyse om alt arbejde, såvel lønnet som ulønnet, og at medlemmet ved sin underskrift på tro og love har erklæret, at oplysningerne er rigtige.

Ankenævnet fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet bevidst havde afgivet urigtige oplysninger for derved at modtage dagpenge med urette. Imidlertid fandt ankenævnet, at forholdet måtte anses for at være af en sådan grovere karakter, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

(DfA's j.nr. D77-010-1/91-0016, AMA's j.nr. 1992-1-507)

Sag nr. 4

Manglende oplysning om udbetaling af løn

Ikke tidsmæssig sammenfald mellem udbetaling af løn og dagpenge

Medlemmet traf den 30. maj 1989 aftale om ansættelse som sekretær med tiltrædelse samme dag.

På dagpengekortet og erklæring vedrørende feriedagpengeberegning oplyste medlemmet, at hun startede den 6. juni 1989. På ledighedserklæringen havde hun oplyst, at hun startede den 30. maj 1989, men rettede det senere til 6. juni 1989.

Medlemmet forklarede, at det var meningen, at hun skulle starte arbejde den 30. maj 1989, men at hun rent faktisk startede den 6. juni 1989, fordi hendes chef var på rejse, og fordi afdelingen var i gang med at udskifte EDB-udstyret. Man blev derfor enige om, at det var bedst, at hun først startede den 6. juni.

Arbejdsgiveren oplyste telefonisk, at det hverken var muligt at be- eller afkræfte, om medlemmet startede den 30. maj eller den 6. juni 1989. Senere bekræftede arbejdsgiveren dog skriftligt, at medlemmet havde fået løn fra den 30. maj 1989, selv om hun først startede den 6. juni 1989. Årsagen hertil var "forvirring på grund af rejser m. m."

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 2.334 kr. tilbage og indstillede, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 120 timer.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse og indstilling og begrundede afgørelsen med, at medlemmet ved ikke at oplyse om ansættelsen den 30. maj 1989 havde tilsidesat oplysningspligten i et sådant omfang, at der var tale om svig. DfA lagde her vægt på, at medlemmet måtte vide, fra hvilken dato hun var ansat og fik løn.

Ankenævnet fandt ikke, at det var tilstrækkelig godtgjort, at medlemmet havde haft forsæt til både at modtage dagpenge og løn fra den 30. maj til den 5. juni 1989. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at der ikke synes at have været tidsmæssig sammenfald mellem udbetalingen af dagpenge og udbetaling af løn i perioden.

Ankenævnet anså derfor medlemmets forseelse for at være uagtsom.

(DfA's j.nr. 92-635-289, AMA's j.nr. 1992-1-0560)

Sag nr. 5

Manglende oplysning om en uges arbejde på dagpengekortet

Medlemmet oplyste selv om fejlen kort tid efter udbetalingen

Et medlem oplyste den 7. november 1994 på sit dagpengekort for uge 44 i 1994, at han i denne uge havde 0 arbejdstimer.

Medlemmet havde imidlertid 36 arbejdstimer i denne uge.

Den 14. november 1994 henvendte medlemmet sig i arbejdsløshedskassen og oplyste, at det var en tanketorsk, at han ikke havde skrevet arbejdstimerne på dagpengekortene. Begrundelsen var, at han havde vænnet sig til at skrive 0 hele vejen igennem.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale det fejlagtigt udbetalte dagpengebeløb tilbage til kassen og indstillede til DfA, at han skulle gennemgå en effektiv karantæne på 100 timer.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i tilbagebetalingskravet. DfA fandt også, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 100 timer.

DfA lagde vægt på

På dagpengekortet står der, at medlemmet har pligt til at oplyse om alt arbejde i en ledighedsperiode.

Medlemmet havde ved sin underskrift på tro og love erklæret, at oplysningerne på dagpengekortene var rigtige.

Medlemmet havde underskrevet dagpengekortet umiddelbart efter, at han havde udført arbejdet hos arbejdsgiveren.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet den 9. november 1994 fik udbetalt dagpenge for uge 44 i 1994, og at han herefter den 15. november 1994 henvendte sig i arbejdsløshedskassen for at få fejlen rettet.

Ankenævnet fandt på dette grundlag ikke tilstrækkelig grund til at antage, at medlemmet bevidst havde afgivet urigtige oplysninger om arbejdstimer for at modtage dagpenge med urette. Medlemmet skulle derfor kun gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomt at have udfyldt dagpengekortet for uge 44 i 1994 forkert.

(DfA's j.nr. 95-6351-2297, AMA's j.nr. 1995-1-2672)

Sag nr. 6

Urigtige oplysninger om honorararbejde på dagpengekortene

Ordningen med frivillige, ulønnede aktiviteter

På sine dagpengekort for ugerne 9 - 15 i 1994 (den 1. marts til den 17. april) oplyste medlemmet, at han havde haft 0 arbejdstimer og ikke nogen indtægt.

Medlemmet blev den 16. februar 1994 valgt som bestyrelsesmedlem i foreningen "...... Dillen". Foreningen havde til formål at yde støtte til projektet "..... Regnskov".

Den 6. april 1994 blev der aftalt en honorarbetaling til medlemmet på kr. 30.000 pr. måned for hans arbejdsindsats i månederne marts, april og maj 1994 under forudsætning af, at der var likviditet til honoreringen, og at han opnåede et aftalt resultat af arbejdet. Honoraret for marts måned blev udbetalt til medlemmet den 12. april 1994, og honoraret for april blev udbetalt primo maj 1994.

Medlemmet har forklaret, at han på intet tidspunkt har begået svig over arbejdsløshedskassen. Det frivillige arbejde, som han har udført i støtteforeningen, var udført i henhold til "forsøgsperioden med frivillige, ulønnede aktiviteter i Danmark" og efter vejledning fra afdelingen. Det kan ikke være i strid med arbejdsløshedsforsikringsloven, at han fortsætter det samme arbejde i foreningen, men får 90.000 kr. i honorar, hvis han skaffer 1 million kr. i sponsoraftaler. Han har også forklaret, at de 30.000 kr., der blev udbetalt i april måned, var et acontobeløb, som skulle betales tilbage, hvis målet ikke blev nået.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet havde modtaget dagpenge med urette, og at han skulle slettes som medlem for svig. Kassen henviste til, at der ifølge afdelingen ikke var indgået nogen aftale om frivillige ulønnede aktiviteter, idet man normalt udfylder en erklæring, når medlemmer ønsker at være omfattet af denne ordning, og at medlemmets aktiviteter i marts og april 1994 ikke kunne være omfattet af denne ordning, da medlemmet modtog honorar for sit arbejde.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet ikke var omfattet af ordningen med frivillige, ulønnede aktiviteter, da han modtog honorar for sit arbejde.

DfA var også enig med arbejdsløshedskassen i, at der skulle ske fradrag i dagpengene ved hjælp af omregningssatsen, og at medlemmet derfor skulle betale i alt 16.398 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt imidlertid ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet bevidst afgav urigtige oplysninger for derved at modtage dagpenge med urette. DfA lagde herved vægt på, at medlemmet ikke på tidspunktet for arbejdets udførelse modtog løn, og at der var tale om foreningsarbejde. Endelig lagde DfA vægt på medlemmets forklaring om, at han havde opfattet arbejdet som "frivillig, ulønnet medvirken".

På baggrund heraf anså DfA forholdet for uagtsomt, da medlemmet burde have rettet henvendelse til kassen, da han modtog sit honorar, fordi det på dette tidspunkt måtte have stået ham klart, at der ikke længere var tale om ulønnet arbejde. Medlemmet skulle derfor gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-6351-2328, AMA's j.nr. 1995-1-2803)

Andre forhold

Sag nr. 1

Manglende oplysning om ansøgning og tilkendelse af førtidspension

Oplysning til HK-personale om ansøgningen

På sin ledighedserklæring af 6. juni 1990 svarede medlemmet nej til spørgsmålet, om han modtager førtidspension eller har søgt herom.

Den 23. december 1991 modtog DfA en meddelelse fra kommunen om, at medlemmet havde søgt helbredsbetinget førtidspension, og at denne var tilkendt med virkning fra den 1. juni 1991. Det blev oplyst, at medlemmet havde søgt pensionen den 20. maj 1991.

Medlemmet forklarede, at han to gange over for HK-personale havde oplyst, at han havde søgt pension uden at han der havde fået oplyst, at han ikke samtidig kunne modtage dagpenge, og kommunen oplyste heller ikke herom.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 21.740 kr. tilbage fra ansøgningstidspunktet og slettes for svig over for kassen.

DfA var enig i tilbagebetalingskravet, men fandt ikke grundlag for at anse forholdet for at være svigagtigt.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse, da man ikke fandt det godtgjort, at medlemmet bevidst havde fortiet, at han havde søgt om pension.

(DfA's j.nr. 92-642-74, AMA's j.nr.1992-1-037)

Sag nr. 2

Afslag på tilbudt arbejde på grund af sygdom

Medlemmet oplyste ikke om sygdommen på dagpengekortet

Den 28. februar 1996 tilbød AF telefonisk medlemmet arbejde på en restaurant. Medlemmet afslog imidlertid arbejdet, fordi hun var syg.

Medlemmet oplyste ikke på dagpengekortet, at hun var syg den 28. og 29. februar 1996.

Arbejdsløshedskassen fandt, at det kunne bebrejdes medlemmet, at hun ikke havde oplyst om sin sygdom på dagpengekortet. Der var tale om skødesløshed fra medlemmets side, og medlemmet skulle derfor betale i alt 1.046,- kr. tilbage til kassen og gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

DfA fandt derimod, at medlemmet ved ikke at oplyse om sin sygdom den 28. og 29. februar 1996 på dagpengekortet havde givet urigtige oplysninger, der var af betydning for retten til dagpenge.

Medlemmet skulle derfor betale i alt 1.046,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

DfA fandt det også tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet bevidst havde givet urigtige oplysninger for at få dagpenge med urette.

Der var derfor begået et svigagtigt forhold, og medlemmet skulle derfor gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Ankenævnet fandt derimod ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet bevidst afgav urigtige oplysninger på dagpengekortet. Nævnet lagde herved vægt på, at medlemmet ikke modtog nogen form for økonomisk dobbeltdækning på de dage, hvor hun modtog dagpenge med urette.

Ankenævnet fandt derfor, at afgivelsen af de urigtige oplysninger måtte anses for at være et uagtsomt forhold fra medlemmets side. Medlemmet skulle derfor gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3.

(DfA s j.nr. 96-6351-4064, AMA s j.nr. 1997-1-4520)

Sag nr. 3

Sygdom og udbetaling af supplerende dagpenge

Medlemmet oplyste om arbejdstimer på dagpengekortet under sygdom

Medlemmet var ansat med en arbejdstid på 25,5 timer om ugen. Hun var forsikret på fuld tid og havde frigørelsesattest. Hun modtog derfor supplerende dagpenge.

Det er oplyst, at medlemmet har fået sygedagpenge for den 18. og 19. september 1995. Der var ikke oplyst om sygdom på det relevante dagpengekort.

Medlemmet forklarede, at hun ikke vidste, at hun skulle skrive sygdom på dagpengekortene. Hun havde oplyst det antal arbejdstimer på dagpengekortene, som hun normalt havde de pågældende dage, og som hun modtog løn for under sygdom. Hun forklarede også, at det ikke var korrekt, at hun havde fået både supplerende dagpenge og sygedagpenge. Det var hendes arbejdsgiver, der havde søgt om arbejdsgiverrefusion efter at have udbetalt løn for sygedagene.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale 723 kr. tilbage, som hun med urette havde fået udbetalt i supplerende dagpenge for den 18. og 19. september 1995.

Arbejdsløshedskassen fandt også, at undladelse af at oplyse om sygdom på dagpengekortene måtte betragtes som uagtsom forseelse. Den manglende oplysning om i alt 4,8 timer (forskellen mellem det normale antal arbejdstimer og løntimer plus sygetimer i uge 38) var af så ringe omfang, at der ikke skulle pålægges sanktion.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale 732 kr. tilbage, som medlemmet uberettiget havde fået udbetalt for sygedagene.

DfA fandt, at forholdet måtte betragtes som svigagtigt, og at medlemmet som følge heraf skulle gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer.

DfA lagde blandt andet vægt på, at medlemmet ikke efterfølgende, da dagpengene kom til udbetaling, havde henvendt sig til arbejdsløshedskassen og oplyst om sygdommen.

Arbejdsløshedskassen klagede på vegne af medlemmet. Kassen gjorde gældende, at medlemmet ved at undlade at oplyse om sygefraværet reelt opgav 4,8 timer for lidt, men at reglen om mindsteudbetaling bevirkede, at hun fik udbetalt dagpenge for i alt 11,5 timer for meget. Kassen gjorde også gældende, at medlemmet ikke modtog dækning i form af sygedagpenge.

Ankenævnet var enig med DfA i, at medlemmet skulle betale 723 kr. tilbage. Ankenævnet lagde vægt på, at fejludbetalingen skyldtes medlemmets ukorrekte oplysninger om sygdommen på dagpengekortet.

Ankenævnet fandt det dog ikke godtgjort, at medlemmet bevidst undlod at oplyse om sygdom på dagpengekortet for derved at få udbetalt dagpenge, som hun ikke var berettiget til.

Ankenævnet lagde vægt på

Medlemmet fik udbetalt det samme beløb for sygedagene, som når hun var i arbejde, da hun også for sygedagene fik løn fra arbejdsgiveren og supplerende dagpenge fra arbejdsløshedskassen.

Medlemmet fik ikke udbetalt både dagpenge og sygedagpenge, da det var arbejdsgiveren, der efterfølgende bad kommunen om refusion for lønudgiften under sygdom.

Ankenævnet fandt derfor, at medlemmets ukorrekte oplysninger på dagpengekortet måtte betragtes som en uagtsom forseelse, da det kunne bebrejdes hende, at hun ikke var tilstrækkelig omhyggelig, da hun udfyldte dagpengekortet.

Da sygdom er et af de forhold, som man skal oplyse om på dagpengekortet, fandt ankenævnet, at den udviste grad af uagtsomhed gav grundlag for at pålægge medlemmet en effektiv karantæne på 37 timer.

(DfA's j.nr. 95-437-322, AMA's j.nr. 1996-1-3554).

Sag nr. 4

Sygdom samtidig med udbetaling af supplerende dagpenge

Medlemmet oplyste om arbejdstimer på dagpengekortet under sygdom

Et medlem var deltidsansat og fik som følge heraf udbetalt supplerende dagpenge fra den 25. april til den 4. juli 1994.

Medlemmet blev opsagt den 23. juni 1994 med sidste arbejdsdag den 7. juli 1994, da han på grund af sygdom ikke kunne forventes at genoptage arbejdet foreløbig. Sygdommen havde varet fra den 6. maj til den 10. juli 1994, og der var udbetalt sygedagpenge fra den 4. maj til den 10. juli 1994.

Medlemmet havde ikke oplyst om sygdommen på dagpengekortene.

Medlemmet forklarede, at han ikke var opmærksom på, at han skulle oplyse om sygdom på dagpengekortene, men kun om de arbejdstimer, der blev udbetalt løn for under sygdommen, da han ikke var ansat på fuld tid.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 11.743 kr. tilbage til kassen og indstillede til DfA, at medlemmet for svig skulle gennemgå en effektiv karantæne på 540 timer, fordi han havde modtaget supplerende dagpenge samtidig med, at han var syg. Medlemmet havde skrevet arbejdstimer på dagpengekortene på trods af sygdommen.

DfA var enig i, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 540 timer på grund af svig over for arbejdsløshedskassen. DfA henviste til kassens begrundelse.

I sin klage forklarede medlemmet, at han den 6. maj 1994 faldt om på sin arbejdsplads og derefter blev sygemeldt af psykiske og fysiske årsager, idet han umiddelbart før var blevet separeret og havde mistet sin bolig, ligesom han 14 dage tidligere var startet på en ny, stressende arbejdsplads.

Ankenævnet fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet bevidst havde fortiet oplysninger om sin sygdom for derved at modtage dagpenge med urette.

Medlemmet skulle derfor alene idømmes en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomhed.

(DfA's j.nr. 94-6351-1870, AMA's j.nr. 1994-1-2396)

Sag nr. 5

Udbetaling af syge/barselsdagpenge på grund af graviditetsproblemer

Samtidig udbetaling af feriedagpenge

Et medlem ansøgte den 26. september 1995 om feriedagpenge fra den 27. december 1995 til den 2. januar 1996.

Medlemmet fik derfor udbetalt feriedagpenge for 3 dage i uge 52 i 1995 og for en dag i uge 1 i 1996.

Social- og sundhedsforvaltningen i ...... kommune oplyste, at man efter anmodning om dagpenge/arbejdsgiverrefusion havde udbetalt syge/barselsdagpenge til medlemmet fra den 18. til den 31. december 1995 og for den 1. januar 1996.

Medlemmet forklarede, at hun var blevet sygemeldt den 18. december 1995 på grund af graviditetsproblemer. Hun havde derfor glemt alt om ferie og feriedagpenge, som hun tidligere havde søgt om. Hun beklagede, at hun ikke selv havde fundet fejlen.

Arbejdsløshedskassen oplyste, at medlemmet ikke selv havde oplyst kassen om sygdommen.

Arbejdsløshedskassen fandt derfor, at medlemmet skulle betale 2.044,- kr. tilbage, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75h, stk. 4, og § 86, stk. 1. Kassen fandt også, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomhed over for kassen.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale 2.044,- kr. tilbage til kassen. Derimod fandt DfA, at medlemmet for svig over for kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 90 timer.

DfA lagde vægt på, at det fremgik af anmodningen om feriedagpenge, at hvis ferie ikke holdes som oplyst, skal arbejdsløshedskassen straks have meddelelse herom. Da feriedagpengene ifølge kassen var til rådighed den 22. december 1995, hvor medlemmet allerede var sygemeldt, burde hun på dette tidspunkt have henvendt sig til kassen.

Arbejdsløshedskassen klagede over denne afgørelse. Kassen anførte, at der var tale om en forseelse af ringe omfang (4 dage med feriedagpenge), og at årsagen til fejludbetalingen skyldtes sygdom/barsel.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet på grund af skødesløshed ikke orienterede arbejdsløshedskassen om, at hun blev meldt syg den 18. december 1995 og derfor ikke var berettiget til at modtage feriedagpenge fra den 27. december 1995 til den 2. januar 1996.

Ankenævnet fandt det derfor ikke godtgjort, at medlemmet bevidst fortiede oplysninger over for arbejdsløshedskassen for at få feriedagpenge med urette.

Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet alene skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomhed over for arbejdsløshedskassen.

(DfA's j.nr. 96-437-913, AMA's j.nr. 1996-1-3766)

Sag nr. 6

Urigtige oplysninger om arbejde, der er etableret med tilskud fra det offentlige

Et medlem havde et tidsbegrænset ansættelsesforhold ved Københavns Kommune fra den 4. maj til den 30. november 1993. Arbejdsforholdet var etableret med tilskud efter lov om kommunal beskæftigelsesindsats.

Medlemmet meldte sig ledig den 2. december 1993. På ledighedserklæringen svarede medlemmet "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesforholdet var etableret med tilskud fra det offentlige.

Medlemmet forklarede, at da hun blev ledig, tog hun alle sine papirer med til arbejdsløshedskassen og spurgte, hvorledes hun skulle udfylde ledighedserklæringen.

Medlemmet forklarede også, at hun blev spurgt, om arbejdet var et jobtilbud eller ej. Hun svarede hertil, at det var hun ikke berettiget til, men det var en anden ordning, som kommunen betalte. Til spørgsmålet, om det var støttet arbejde eller ej, sagde de i receptionen, at hun skulle krydse af, at det var det ikke. Hun beklager, at de ikke tog kopi af hendes kontrakt dengang.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde været berettiget til at modtage dagpenge fra uge 48 i 1993 til uge 20 i 1994, da hun ved sin ledighedsmeldelse den 2. december 1993 ikke opfyldte arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 55, stk. 1. Medlemmet havde derfor fået udbetalt i alt 62.103 kr. for meget i dagpenge.

Arbejdsløshedskassen gjorde i sin afgørelse gældende, at der ikke var noget af personalet, der havde vejledt som påstået af medlemmet. Det var kassens opfattelse, at der ikke var nogen tvivl om, at når et arbejdsforhold har været etableret med tilskud fra det offentlige, så skal dette udtrykkelig afkrydses på ledighedserklæringen, hvilket klart fremgår af denne.

Arbejdsløshedskassen fandt derfor, at medlemmet skulle betale det nævnte beløb tilbage til kassen. Kassen traf endelig afgørelse om, at medlemmet for sin uagtsomme adfærd skulle gennemgå en effektiv karantæne af en uges varighed.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet ikke opfyldte arbejdskravet fra den 2. december 1993, og at hun som følge heraf skulle betale i alt 62.103 kr. tilbage til kassen.

DfA var også enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet for uagtsom adfærd over for kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne af en uges varighed.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

Ankenævnet lagde vægt på, at det fremgik af medlemmets ansættelsesbevis, at hun var ansat efter lov om en kommunal beskæftigelsesindsats, og at hun på ledighedserklæringen havde svaret "nej" til, at arbejdsforholdet var etableret med tilskud fra det offentlige, uden at hun havde gjort opmærksom på ansættelsesbrevet.

DfA's j.nr. 94-6351-1917, AMA's j.nr. 1995-1-2573)

Sag nr. 7

Medlemmet fik feriedagpenge for en dag, hvor hun var i arbejde

Ved ansøgning af 20. august 1996 anmodede medlemmet om feriedagpenge fra og med den 12. til og med den 13. august 1996.

Den 3. september 1996 meddelte arbejdsløshedskassen hende, at feriedagpengene ville være til disposition den 9. september 1996.

Arbejdsgiveren oplyste imidlertid, at medlemmet arbejdede 7,5 timer den 13. august 1996.

Medlemmet forklarede, at hun havde udfyldt ansøgningen forkert, da hun havde ferie den 12. august 1996, men ikke den 13. august 1996.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 523,- kr. tilbage til kassen, da hun ikke havde holdt ferie den 13. august 1996.

Arbejdsløshedskassen mente også, at forholdet var uagtsomt, og medlemmet skulle derfor gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

I sin klage anførte medlemmet, at hun lavede en fejl, da hun udfyldte ansøgningen. Da hun skrev den 12. til den 13. august 1996, troede hun, at der var tale om én dag. Efterfølgende blev hun opmærksom på, at der på blanketten stod til og med. Hun gjorde også gældende, at det var meget at få 37 timers karantæne for så lidt. Det drejede sig kun om en dag, i alt 523,- kr., og det var en simpel fejl.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 523,- kr. tilbage til kassen.

DfA fandt også, at medlemmet havde handlet uagtsomt over for arbejdsløshedskassen, og hun skulle derfor gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

Ankenævnet tiltrådte DfA s afgørelse.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet på ansøgningen anmodede om feriedagpenge for 2 dage, og at hun ikke selv ved meddelelsen om udbetaling af feriedagpenge opdagede fejlen og gjorde kassen opmærksom herpå.

(DfA s j.nr. 96-661-891, AMA s j.nr. 1997-1-4702)

Sag nr. 8

Udbetaling af løn samtidig med feriedagpenge

Medlemmet var ansat i et arbejdstilbud på et postkontor og havde arbejdet på fuld tid i uge 30 i 1993.

Den 12. juli 1993 anmodede medlemmet om feriedagpenge fra den 19. juli til den 31. juli 1993 (ugerne 29 og 30 i 1993). Medlemmet oplyste, at han ikke fik løn under den ønskede ferie, og arbejdsløshedskassen udbetalte på dette grundlag feriedagpenge for 12 dage.

Efter arbejdsophøret oplyste medlemmet på sin erklæring om fravær af 8. oktober 1993, at han holdt ferie fra den 19. juli til den 24. juli 1993.

Medlemmet forklarede, at postvæsenet ikke ønskede, at han holdt mere end 6 dages ferie, og at han ikke lagde mærke til, hvor mange feriedagpenge der gik ind på hans konto.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale de udbetalte feriedagpenge, i alt 2.106 kr., tilbage til kassen.

Arbejdsløshedskassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle gennemgå 100 timers effektiv karantæne for svig over for kassen, da han ikke havde oplyst om, at han modtog løn samtidig med, at han modtog feriedagpenge. Kassen havde også lagt vægt på, at medlemmet ikke havde reageret over for kassen ved udbetalingen, og at kassen selv havde konstateret forholdet.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle gennemgå 100 timers effektiv karantæne, da det måtte stå medlemmet klart, at han ikke kunne modtage løn samtidig med feriedagpenge, og at han fik feriedagpengene udbetalt i netop den del af ferien, som han alligevel ikke holdt.

DfA fandt derfor, at medlemmet senest på tidspunktet for udbetalingen af feriedagpengene i medlemmets bank burde have oplyst kassen om, at han havde været i arbejde i den ønskede ferie.

Ankenævnet traf derimod afgørelse om, at medlemmet alene skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer for groft uagtsomt forhold over for arbejdsløshedskassen. Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmet på sin fraværserklæring af 8. oktober 1993 havde oplyst om den korrekte ferieperiode, og at der derfor ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse medlemmets forhold for at være svigagtigt.

(DfA's j.nr. 93-6351-1188, AMA's j.nr.1994-1-1802)

Sag nr. 9

Efterlønsmodtager arbejder inden for 200 timers reglen som beskikket vurderingsmand til vurdering af motorkøretøjer

Omregning af indtægten til timer

Medlemmet overgik til efterløn den 1. marts 1992.

På ansøgningen og efterlønserklæringen svarede medlemmet nej til spørgsmålet, om han havde bierhverv.

På efterlønserklæringen af 16. december 1992 med bilag oplyste medlemmet, at han havde haft 143 arbejdstimer med en indtægt på 20.936,05,- kr. På en efterfølgende erklæring af 30. december 1992 svarede medlemmet nej til spørgsmålet, om han i årets løb havde haft arbejde ved borgerligt ombud, offentligt eller privat erhverv.

Den 30. juli 1993 bad medlemmet arbejdsløshedskassen bekræfte, at de 200 timer, som han måtte arbejde, ikke blev påvirket af en fast timeløn på ca. 200,- kr., fx ved modregning eller reduktion i efterløn. Den 13. august 1993 bekræftede kassen, at timelønnen måtte være den timeløn, som var gældende for det pågældende arbejde, og at timerne skulle dokumenteres og kontrolleres fra arbejdsgiverens side.

På efterlønserklæring med bilag for 1993 oplyste medlemmet, at han havde haft arbejde som lønmodtager, men han svarede nej til spørgsmålet, om han var beskæftiget ved borgerligt ombud, offentligt eller privat hverv. Medlemmet oplyste også, at han havde arbejdet 200 timer for Told- og Skattestyrelsen, og at indtægten udgjorde 33.114,07,- kr.

På efterlønserklæring for 1994 med bilag blev spørgsmålet om borgerligt ombud, offentlige og private hverv ikke besvaret, og medlemmet oplyste et samlet timetal på 200 timer. Indtægten var ikke oplyst.

I november 1994 gjorde medlemmet arbejdsløshedskassen opmærksom på, at en ændring af vilkårene for hans arbejde ville medføre, at timeforbruget ville blive udvidet fra 200 til 300 timer om året.

Arbejdsløshedskassen blev herved opmærksom på, at medlemmet arbejdede som vurderingsmand for Told- og Skattestyrelsen, og at dette arbejde ikke blev betragtet som arbejde i relation til 200 timers reglen, men som et offentligt hverv.

Arbejdsløshedskassen gjorde derfor medlemmet opmærksom på de gældende regler for offentlige hverv, herunder at sådan beskæftigelse ikke kunne anses for arbejde, der indgik under de 200 timer, men skulle medføre fradrag i efterlønnen.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmets hverv som vurderingsmand var et offentligt hverv, og at indtægterne herved for årene 1992 - 1994 skulle have medført fradrag i efterlønnen i det omfang, at indtægten ikke (efter omregning til timer ved hjælp af omregningssatsen) kunne opgøres inden for de 200 timer.

Fradragsbeløbene blev opgjort til i alt 28.110,- kr., som medlemmet skulle betale tilbage til kassen.

Arbejdsløshedskassen fandt også, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer. Kassen lagde vægt på, at medlemmet ikke på noget tidspunkt havde gjort kassen opmærksom på, at han var beskæftiget med et offentligt hverv til trods for, at ansøgningen om efterløn og efterlønserklæringer gav mulighed for at oplyse herom.

DfA lagde til grund, at medlemmet siden den 1. september 1990 havde været beskikket som vurderingsmand til vurdering af motorkøretøjer.

DfA lagde også til grund, at medlemmet bestred dette hverv, da han overgik til efterløn den 1. marts 1992, og at hans indtægter herved udgjorde følgende

1992: 20.936,05 kr.

1993: 37.253,00 kr.

1994: 49.942,00 kr.

DfA fandt derfor, at indtægten fra medlemmets hverv som vurderingsmand skulle medføre fradrag i efterlønnen, i det omfang indtægten ikke kunne opgøres inden for 200 timers reglen ved brug af omregningssatsen. Da der ikke var sket fradrag efter reglerne, var der fejlagtigt udbetalt for meget efterløn.

Da medlemmet hverken ved overgang til efterløn eller på de senere erklæringer oplyste om hverv som vurderingsmand, fandt DfA, at medlemmet havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at der var grund til at kræve den fejludbetalte efterløn på i alt 26.810,- kr. tilbagebetalt.

DfA fandt også, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer på grund af uagtsomhed.

DfA lagde herved vægt på, at medlemmet ved kun at oplyse om lønarbejdet på efterlønserklæringen fra 1992 og ikke angive arbejdsgiverens navn og ved på den senere erklæring at svare nej til spørgsmålet, om han i årets løb havde haft arbejde ved borgerligt ombud, offentlige eller private erhverv, igen havde forholdt arbejdsløshedskassen oplysninger, som kunne have betydning for udbetalingen af efterløn.

DfA lagde også vægt på, at medlemmet ved på efterlønserklæringen fra 1993 at svare nej til spørgsmålet, om han havde arbejde ved borgerligt ombud, offentlige og private erhverv på ny forholdt arbejdsløshedskassen oplysninger af betydning for retten til efterløn.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med henvisning til den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-653-747, AMA's j.nr. 1996-1-3729)

Sag nr. 10

Ophold i udlandet

Deltagelse i socialt hjælpearbejde i Letland

Under en vejledningssamtale den 13. september 1995 oplyste medlemmet til arbejdsløshedskassen, at han i juli 1995 havde deltaget som chauffør på en tur til Riga.

Det fremgik af arbejdsløshedskassens notat af 28. september 1995, som medlemmet havde underskrevet, at han fra den 12. - 23. juli 1995 havde deltaget som chauffør i et hjælpeprojekt for Aalborgs venskabsby Riga. I denne periode modtog han dagpenge i stedet for feriedagpenge, som han ikke var informeret om at kunne få, fordi kassen havde nægtet ham feriedagpenge for perioden fra den 27. marts til den 29. april 1995 med den begrundelse, at kassen ikke godtog hans underskrift med faksimilestempel.

Aktiv Service bekræftede, at medlemmet havde deltaget i socialt hjælpearbejde i Letland fra den 12. - 23. juli 1995. Han modtog ikke løn under turen, men fik udbetalt 825,- kr. i diæter.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale 5.110,- kr. tilbage til kassen, som han havde modtaget med urette. Gælden ville blive udlignet ved indeholdelse i udbetaling af feriedagpenge/dagpenge.

Arbejdsløshedskassen var også af den opfattelse, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer på grund af uagtsomhed.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale 5.110,- kr. tilbage.

DfA var også enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle pålægges en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomhed, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3, da det ikke var godtgjort, at medlemmet bevidst havde udfyldt sine dagpengekort forkert.

DfA lagde vægt på

På dagpengekortene står der, at medlemmet har pligt til at oplyse om ethvert forhold, der har betydning for retten til dagpenge, herunder afholdelse af ferie.

Et tidligere afslag på udbetaling af feriedagpenge berettigede ikke til at udfylde dagpengekortene forkert.

Medlemmet havde selv på eget initiativ efterfølgende oplyst, at han havde været i udlandet

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet havde opholdt sig i udlandet fra den 12. - 23. juli 1995 og derfor ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmet burde have vidst, at han ikke var berettiget til dagpenge under sit ophold i udlandet.

(DfA's j.nr. 94-6339-13, AMA's j.nr. 1996-1-3400)

Sag nr. 11

Urigtige oplysninger om arbejde som gæsteforsker

Arbejdsløshedskassen konstaterede, at der var uoverensstemmelser mellem medlemmets oplysninger på dagpengekortene for uge 27 - 29 i 1995 og oplysningerne på lønsedlerne.

Ifølge ansættelsesbrev af 26. juli 1995 blev medlemmet ansat fra den 1. juli til den 31. oktober 1995 som gæsteforsker ved Dansk Polarcenter.

På det dagpengekort, som er dateret den 20. juli 1995, oplyste medlemmet, at han i uge 27 havde ferie og i uge 28 og 29 i 1995 havde 0 arbejdstimer. Medlemmet fik derfor udbetalt feriedagpenge og dagpenge samtidig med, at han fik løn.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale 7.685,- kr. tilbage til kassen, som han havde modtaget med urette. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 330 timer for svig over for kassen.

I sin klage anførte medlemmet, at han havde handlet uagtsomt i en presset situation. Han henviste til, at hans situation var kaotisk i slutningen af juli måned. Det var endelig blevet klart, at han var blevet ansat af Dansk Polarcenter, idet han med kort varsel skulle en måned til Grønland og derfor havde svært ved at tænke på andet. Ved hjemkomsten havde han været så optaget af sit nye arbejde, at han ikke huskede på denne sag.

Medlemmet henviste også til, at det forhold, at der er indsendt lønsedler for hele arbejdsperioden på 8 måneder i stedet for lønsedler for 7 måneder, som havde været nok, sandsynliggør, at der ikke har været tale om svig.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale 7.685,- kr. tilbage til kassen. DfA fandt også, at medlemmet for svig over for kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 330 timer.

Ved afgørelsen lagde DfA blandt andet vægt på, at medlemmet havde udfyldt og underskrevet dagpengekortet den 20. juli 1995. Det vil sige efter, at han havde været ansat hos Dansk Polarcenter i ca. 3 uger.

Ankenævnet fandt ikke, at der var tilstrækkelig grund til at antage, at medlemmet havde handlet svigagtigt ved at modtage dagpenge i ugerne 28 - 29 i 1995.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet, da han underskrev dagpengekortet den 20. juli 1995, endnu ikke havde fået sit ansættelsesbrev, ifølge hvilket ansættelsen løb fra den 1. juli 1995, og at han ifølge polarcentret holdt ferie i sit hjem i ugerne 28 og 29 i 1995.

Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet havde handlet uagtsomt, da han ikke efter at have fået ansættelsesbrevet af 26. juli 1995 underrettede arbejdsløshedskassen om de urigtige oplysninger på dagpengekortet af 20. juli 1995. Medlemmet skulle derfor gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

(DfA's j.nr. 96-6351-3336, AMA's j.nr. 1996-1-3742)

III. Opdeling af forseelsen i en svigsdel og en uagtsomhedsdel

Indledning

Gennemgangen nedenfor er udtryk for en praksis, der er udviklet i DfA.

Formålet er at give arbejdsløshedskasserne et større kendskab til problemerne med opdeling af forseelsen i en svigsdel og en uagtsomhedsdel. Herved får kasserne lejlighed til under sagsbehandlingen at oplyse sanktionssager også i lyset af denne problemkreds. Det betyder, at kassernes indstillinger til DfA om brug af sanktion i større udstrækning kan tage højde for, om sanktionen eventuelt skal opdeles.

Det understreges dog, at der altid skal ske en konkret vurdering af, om der er tilstrækkeligt bevis for forsæt til svig over for arbejdsløshedskassen. Det gælder især i tilfælde, hvor sanktionen deles op i en uagtsomhedsdel og en svigsdel. I disse tilfælde kan man ikke statuere svig for hele forseelsen, medmindre man konkret kan godtgøre, at medlemmet havde kendskab til, at for eksempel en manglende frigørelsesattest ville betyde, at medlemmet slet ikke var berettiget til dagpenge.

1. Tilfælde hvor der normalt ikke sker en opdeling af forseelsen

A. Manglende oplysninger om arbejde og overarbejde

Hvis et medlem undlader at oplyse om fx 50 timers arbejde i en uge, betragtes både de manglende oplysninger om arbejde og de manglende oplysninger om overskydende timer som et svigagtigt forhold. Det skyldes, at medlemmet er forpligtet til at oplyse om alle arbejdstimer, herunder overarbejdstimer på dagpengekortene.

B. Manglende oplysninger om arbejde og udbetalt godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag

Hvis medlemmet undlader at oplyse om 2 ugers arbejde og arbejdsgivergodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som medlemmet rent faktisk har fået, eller som medlemmet må antages at vide, at han eller hun havde ret til, sker der ikke nogen opdeling af forseelsen. Det skyldes, at medlemmet har pligt til at oplyse om alt arbejde al indtægt på dagpengekortene, og at dagpengekortet nu konkret angiver, at man skal oplyse, om man har ret til dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

C. Manglende oplysning om arbejde og sygdom, ferie mv. i tilknytning til arbejdsforholdet

Hvis medlemmet har undladt at oplyse om et arbejdsforhold, og medlemmet under dette arbejde har været syg, holdt ferie eller holdt fri for egen regning, vil der normalt ikke være grund til at foretage en opdeling. Det skyldes, at det fremgår af dagpengekortet, at man skal oplyse om sygdom, ferie, eller hvis man i øvrigt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Et medlem, der holder fri for egen regning i det arbejdsforhold, som pågældende i øvrigt ikke har oplyst om på dagpengekortene, vil normalt være klar over, at dagpenge er udbetalt med urette for dette tidsrum. Medlemmet har derfor efter eget valg mistet en arbejdsindkomst.

2. Tilfælde hvor der normalt sker en opdeling

A. Manglende oplysninger om delvis arbejde og frigørelsesattest

Et medlem undlader at oplyse om delvis arbejde på dagpengekortene. Medlemmet er under arbejdsforholdet omfattet af et opsigelsesvarsel. Medlemmet ville derfor være berettiget til supplerende dagpenge, hvis medlemmet havde oplyst korrekt om antal arbejdstimer, og hvis arbejdsgiveren havde udstedt en frigørelsesattest efter reglerne herom.

I disse tilfælde gives der normalt kun en uagtsomhedssanktion for den del af fejludbetalingen, som beror på den manglende frigørelsesattest.

Opdelingen af sanktionen skyldes, at medlemmet som udgangspunkt ikke kan antages at have kendskab til, at medlemmet - hvis medlemmet havde oplyst korrekt om antal arbejdstimer - havde fået supplerende dagpenge med urette på grund af den manglende frigørelsesattest.

Kan det derimod konkret godtgøres, at medlemmet kender reglerne om frigørelsesattester, vil der normalt være tale om svig. Hvis medlemmets arbejde er af en sådan art, at der sædvanligvis skal respekteres et opsigelsesvarsel, kan det tale for, at forholdet må vurderes som svig. Det vil især være tilfældet, hvis det fremgår af sagen, at medlemmet tidligere har modtaget dagpenge efter, at der er indhentet en frigørelsesattest.

B. To selvforskyldte arbejdsophør og gentagelsesvirkningen

Hvis et medlem har undladt at oplyse om to arbejdsforhold, og årsagen til begge arbejdsophør var selvforskyldt, mister medlemmet retten til dagpenge på grund af gentagelsesvirkningen.

Den del af fejludbetalingen, som beror på, at medlemmet mister retten til dagpenge efter anden gang at være blevet selvforskyldt ledig, skal som udgangspunkt vurderes som et uagtsomt forhold.

I en domstolsafgørelse er det dog fastsat, at de første 5 ugers fejludbetaling efter begge arbejdsophør, der er selvforskyldte, skal betragtes som svigagtigt. Det skyldes, at det som hovedregel må antages, at medlemmerne har kendskab til, at et selvforskyldt arbejdsophør medfører 5 ugers karantæne.

C. Urigtige oplysninger om arbejde og ret til godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag

Hvis et medlem på dagpengekortene undlader at oplyse om et arbejdsforhold, som udløser ret til godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, men godtgørelsen rent faktisk ikke er udbetalt, eller hvis man ikke kan antage, at medlemmet vidste, at medlemmet havde ret hertil, betragtes den del af tilbagebetalingsbeløbet, som er en teknisk belægning af dagpengekortet for godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som et uagtsomt forhold.

Det skyldes, at man normalt ikke kan antage, at medlemmet er bekendt med, at der sker en teknisk belægning af dagpengekortet for 1. og 2. ledighedsdag, selv om medlemmet ikke har fået godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Det skyldes også, at det på dagpengekortet er anført, at man skal skrive "G" på dagpengekortet, hvis man har ret til godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

Der vil dog være tale om svig, hvis det kan godtgøres, at medlemmet har kendskab til sin ret til at modtage godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, for eksempel hvis medlemmet tidligere har modtaget godtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

D. Manglende oplysninger om arbejde og mindsteudbetalingsreglen

Hvis et medlem undlader at oplyse om 32 timers arbejde i en uge, og medlemmet derfor skal betale alle udbetalte dagpenge i ugen tilbage, skal sanktionen normalt deles op.

Det skyldes, at medlemmerne almindeligvis ikke kender reglen om mindsteudbetaling på 7,4 timer.

E. Tidsbegrænsningen ved udbetaling af supplerende dagpenge

Hvis et medlem har arbejdet på nedsat tid med et opsigelsesvarsel - uden at oplyse om arbejdstimerne på dagpengekortene - opstår spørgsmålet, om medlemmet svigagtigt har fået den del af tilbagebetalingsbeløbet, som opstår ved, at medlemmet ikke er blevet omfattet af 52 ugers reglen.

I denne situation vil man normalt ikke kunne godtgøre, at medlemmet kender 52 ugers reglen, og sanktionen skal derfor deles op i en svigsdel og en uagtsomhedsdel.

F. Minimumsbelægning ved ukontrollabel arbejdstid og provisionsløn

Også i denne situation har medlemmet undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene. Der er tale om ukontrollabelt arbejde, der medfører, at reglerne om omregningssatsen og minimumsbelægning (provisionslønnede) skal bruges. Den arbejdstid, der er beregnet ved hjælp af omregningssatsen, ville give ret til supplerende dagpenge, hvis der ikke er tale om et arbejde, der medfører minimumsbelægning.

Der er her tale om specielle tekniske regler, og udgangspunktet må derfor være, at denne del af tilbagebetalingsbeløbet kun medfører en sanktion for uagtsomhed. Derimod kan der være tale om svig, hvis den konkrete sag viser, at medlemmet tidligere har fået belagt dagpengekortene efter disse regler.

G. Den begrænsede dagpengeret ved selvstændig bibeskæftigelse

Hvis medlemmet har undladt at oplyse om arbejdstimer ved selvstændig bibeskæftigelse på dagpengekortene, vil den del af tilbagebetalingsbeløbet, der opstår ved manglende oplysning om antallet af arbejdstimer, som udgangspunkt være svig.

Det skyldes, at dagpengekortet præciserer, at man har pligt til at oplyse om antal arbejdstimer ved selvstændig virksomhed.

I disse sager vil der ofte opstå et yderligere tilbagebetalingsbeløb, fordi medlemmet bliver omfattet af den begrænsede dagpengeret (falder for det skærpede arbejdskrav). Dagpenge, der er udbetalt efter dette tidspunkt, er derfor udbetalt med urette og skal betales tilbage af medlemmet.

Spørgsmålet er, om denne del at tilbagebetalingsbeløbet også kan anses for at være svig.

Udgangspunktet er, at disse medlemmer normalt ikke har kendskab til reglerne om den begrænsede dagpengeret. Som følge heraf vil det ikke være muligt at godtgøre, at der foreligger svig for denne del af tilbagebetalingsbeløbet.

I disse sager skal sanktionen derfor deles op i en svigsdel og uagtsomhedsdel, medmindre man konkret kan godtgøre, at medlemmet rent faktisk har kendskab til reglerne om den begrænsede dagpengeret og som følge heraf må forstå konsekvensen af at undlade at oplyse arbejdstimer ved selvstændig virksomhed på dagpengekortene.

I en del tilfælde er det muligt at godtgøre, at medlemmet har kendskab til disse regler.

Der kan fx være tale om, at medlemmet - eventuelt i en anden arbejdsløshedskasse - før har modtaget arbejdsløshedsdagpenge og oplyst om arbejdstimer ved selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse og som følge heraf konkret er blevet vejledt om den begrænsede dagpengeret.

Medlemmet kender også disse regler, hvis medlemmet på ledighedserklæringen har svaret ja til drift af selvstændig virksomhed og oplyst om arbejdstimer på dagpengekortene, men på det tidspunkt, hvor medlemmet begynder at nærme sig tidspunktet for den begrænsede dagpengeret, på tro og love erklærer, at pågældende er ophørt med drift af selvstændig bibeskæftigelse. I en sådan situation kan det ske, at medlemmet på trods heraf bliver ved med at drive selvstændig virksomhed.

Også i denne situation vil arbejdsløshedskassen konkret have vejledt medlemmet om konsekvenserne af den begrænsede dagpengeret. Det er derfor muligt at argumentere for, at medlemmet kender disse regler, og som følge heraf er der ikke behov for at dele sanktionen op i en svigsdel og en uagtsomhedsdel.

H. Karensugen for selvstændige erhvervsdrivende

Et medlem af en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, der i sin ledighedsperiode i en kort periode driver en ny selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse og undlader at oplyse herom på dagpengekortene, vil som udgangspunkt have begået svig over for kassen.

Derimod vil det afledte tilbagebetalingsbeløb, der opstår som følge af karensugen for selvstændige, der ophører endeligt med selvstændig virksomhed, normalt blive betragtet som uagtsomt. Det skyldes, at medlemmer af arbejdsløshedskasser for lønmodtagere normalt ikke kender denne specielle regel for selvstændige erhvervsdrivende.

Hvis medlemmet derimod oprindeligt havde været medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende og dermed havde meldt sig ledig efter ophør med en selvstændig virksomhed, vil tilbagebetalingsbeløbet på grund af karensugen som hovedregel blive betragtet som svig.

Det skyldes, at arbejdsløshedskasserne for selvstændige erhvervsdrivende vejleder om reglen om karensugen, når medlemmerne melder sig ledige. Medlemmerne har derfor kendskab til reglen.

3. Refusion af tilbagebetalingsbeløbet

Når tilbagebetalingsbeløbet deles op i svig og uagtsomhed, er der i de beskrevne tilfælde en nær sammenhæng mellem det svigagtige og det uagtsomme forhold.

Arbejdsløshedskassen skal derfor normalt have refusion for den del af tilbagebetalingsbeløbet, som skyldes medlemmets uagtsomhed. DfA har i disse sager dispenseret fra hovedreglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, hvorefter kassen alene har krav på refusion af den del af tilbagebetalingsbeløbet, som skyldes medlemmets svigagtige forhold. Det er i disse tilfælde normalt en betingelse for at bevare refusionen for den del af tilbagebetalingsbeløbet, der knytter sig til det uagtsomme forhold, at kassen kun kunne have forhindret fejludbetalingen, hvis den havde haft kendskab til det svigagtige forhold.

Der henvises i øvrigt til § 5 i bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser med tilhørende vejledning.

Som begrundelse for de konkrete dispensationer har DfA også lagt vægt på, at der er en tæt sammenhæng mellem det svigagtige og det uagtsomme forhold, og at det uagtsomme forhold er en direkte udløber af det svigagtige forhold. DfA har endelig lagt vægt på, at arbejdsløshedskassen ikke havde mulighed for at forhindre den del af fejludbetalingen, som skyldes medlemmets uagtsomme forhold.

4. Politianmeldelse

I sager, hvor forseelsen deles op i en svigsdel og en uagtsomhedsdel, skal arbejdsløshedskassen kun foretage politianmeldelse for den del af sanktionen, som vedrører svig.

5. Inddrivelse ved hjælp af Hypotekbanken

Ved inddrivelse ved hjælp af Hypotekbanken må arbejdsløshedskassen kun anmelde den del af tilbagebetalingsbeløbet, som vedrører det svigagtige forhold.

Eksempler på sager, hvor der ikke sker en opdeling af forseelsen i en svigsdel og en uagtsomhedsdel

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om antal arbejdstimer i en længere periode

Sanktionsfastsættelse for ét eller flere forhold

Et medlem arbejdede i 1988 - 1991 som vikar og afløser i en børnehave. Hun fik i de samme år udbetalt nedsatte og fulde dagpenge.

Da der var uoverensstemmelser mellem oplysningerne på dagpengekortene og oplysninger fra arbejdsgiveren, forklarede medlemmet, at lønsystemerne ikke var ens i børnehaven og kommunens lønafdeling.

Arbejdsløshedskassen beregnede, at medlemmet for årene 1988 - 1991 skulle betale henholdsvis i alt 2.711 kr., 6.966 kr., 10.592 kr. og 2.774 kr. tilbage til kassen. I 1988 og 1990 var medlemmet berettiget til en efterbetaling på i alt 3.369 kr.

Arbejdsløshedskassen var også af den opfattelse, at medlemmet i 10 perioder havde handlet svigagtigt over for kassen. Kassen indstillede derfor, at medlemmet for svig over for kassen skulle gennemgå henholdsvis 80, 530, 80 og 60 timers effektiv karantæne. Endelig fandt kassen, at medlemmet i 10 perioder havde handlet groft uagtsomt over for kassen. For disse forhold skulle medlemmet gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer.

DfA meddelte i sin afgørelse, at medlemmet i en længere sammenhængende periode havde oplyst færre arbejdstimer, end hun havde haft, og at dette havde indflydelse på dagpengeudbetalingerne. Der var derfor tale om et forhold. DfA fandt derfor, at man ikke kunne skille de enkelte uger ud og bedømme dem for sig, men at der skulle gives en samlet sanktion.

Som følge heraf fandt DfA, at medlemmet havde tilsidesat sin oplysningspligt i et sådant omfang, at der var tale om ét svigagtigt forhold. DfA lagde vægt på, at forholdet strakte sig over ca. 2 1/2 år, og at medlemmet for et meget stort antal uger har oplyst færre arbejdstimer, end hun havde ifølge løn- og arbejdssedler.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 92-6341-2, AMA's j.nr. 1992-1-446)

Sag nr. 2

Drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i form af en restauration

Kendskab til reglerne om det skærpede arbejdskrav/den begrænsede dagpengeret

Et medlem havde i årene 1990 - 1993 på 4 ledighedserklæringer svaret nej til spørgsmålene, om han drev selvstændig virksomhed.

På dagpengekortene havde medlemmet i de nævnte år ved at skrive 0 undladt at oplyse om arbejde ved selvstændig virksomhed.

Københavns Bevillingspoliti har imidlertid oplyst, at medlemmet fra 1987 har været registreret som enedirektør og godkendt bestyrer for en restaurant. Det betyder efter restaurationsloven, at medlemmet skal lede den daglige drift.

Det var også oplyst, at medlemmet siden 6. marts 1987 har været momsregistreret for drift af restauranten.

Medlemmets revisor har oplyst, at restauranten ejes af medlemmet og medlemmets bror, at den er etableret som et anpartsselskab, og at medlemmet ikke på noget tidspunkt har hævet løn. Medlemmet er ansvarlig direktør, og restauranten har siden starten i 1987 været drevet af medlemmet og dennes bror, familie og ansatte uden for familiekredsen. Medlemmets arbejde i restauranten har kun været ulønnet bibeskæftigelse. Arbejdet i restauranten er ikke betinget af et fast tidsrum, men derimod af egen interesse, når tid er, og arbejdsopgaverne er meget forskellige og mest af aflastende karakter, fordi der er ansatte og familiemedlemmer til at udfylde de enkelte arbejdsfunktioner.

Af virksomhedens regnskaber fremgår det, at der i årene 1987 - 1992 er posteret lønudgifter, der svarer til mellem en og to ansatte på fuld tid.

Medlemmets revisor har også oplyst, at der ikke er sket nogen registrering af hans arbejdstid i virksomheden, fordi der ikke er udbetalt løn, men at tidsforbruget er anslået til ca. to timer om dagen.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet har drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Kassen fandt dog, at medlemmet ikke ved oplysninger om arten af virksomheden, arbejdsindsatsen og indtjeningen har sandsynliggjort, at arbejdet med virksomheden til enhver tid har kunnet udføres uden for normal arbejdstid. Medlemmet har derfor ikke været berettiget til at modtage dagpenge siden virksomhedens start.

Da medlemmet har undladt at oplyse om arbejdet med den selvstændige virksomhed, fandt arbejdsløshedskassen, at medlemmet skulle betale de modtagne dagpenge tilbage, i alt 334.998 kr. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig over for denne.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet måtte anses for at udøve selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. I modsætning til kassen fandt DfA, at de arbejdstimer, som medlemmets revisor havde oplyst, kunne lægges til grund ved fradrag i dagpengene.

DfA fandt derfor, at medlemmet alene skulle betale i alt 227.275 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt endelig, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig, da medlemmet måtte have vidst, at han skulle oplyse om arbejdet ved selvstændig virksomhed på dagpengekortene, og at medlemmet ved at undlade at oplyse herom ønskede at få kassen til at udbetale dagpenge med urette.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for ankenævnet.

Københavns Byret fandt medlemmet skyldig i bedrageri over for arbejdsløshedskassen.

Om medlemmets manglende oplysning om bibeskæftigelsen i restauranten, i hvilken medlemmet ejede halvdelen af anparterne, lagde retten til grund, at medlemmet af arbejdsløshedskassen havde modtaget en pjece med blandt andet oplysning om reglerne om bibeskæftigelse, ligesom der på bagsiden af dagpengekortet var trykt en vejledning om oplysningspligten, hvoraf det fremgår, at både lønnet og ulønnet arbejde skal oplyses.

Henset hertil og til, at medlemmet desuagtet i 4 tilfælde havde svaret nej i ledighedserklæringens rubrik om, hvorvidt han drev selvstændig virksomhed og nej til, om han var indehaver af anparter i et selskab, som han var eller havde været beskæftiget i, ligesom han ikke havde angivet timer ved selvstændig virksomhed på dagpengekortene, fandt retten det godtgjort, at medlemmet var skyldig i bedrageri over for arbejdsløshedskassen.

(DfA's j.nr. 93-51-241)

Sag nr. 3

Interessentskab med udlejning af lyd og lys

Medlemmet kendte reglerne om det skærpede arbejdskrav/den begrænsede dagpengeret

Medlemmet meldte sig ledig den 2. juni 1992.

På ledighedserklæringen svarede medlemmet ja til, at han drev selvstændig virksomhed. Der var tale om udlejning (I/S) af lyd og lys, og virksomheden ejedes af medlemmet og andre. Virksomheden blev drevet af andre end medlemmet, og han arbejdede ikke i den.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet skulle være omfattet af det skærpede arbejdskrav. Dagpengeretten blev beregnet til at udløbe den 31. maj 1993.

Arbejdsløshedskassen gjorde i afgørelsen opmærksom på, at medlemmet havde pligt til at oplyse om arbejdstimer i virksomheden, og at han uden særlig opfordring selv skulle give kassen besked om enhver ændring i forhold til de oplysninger han havde givet til kassen, fx om ejerforhold, omfanget af arbejdet mv.

Den 8. januar 1993 skrev medlemmet til arbejdsløshedskassen, at han pr. 31. december 1992 afviklede sit momsnummer og dermed registreringen som selvstændig. Han oplyste også, at virksomheden ændrede selskabsform fra interessentskab til anpartsselskab. Han gav til sidst udtryk for, at han dermed håbede at blive fritaget fra det skærpede arbejdskrav og blive registreret under almindelige dagpengevilkår.

Medlemmet oplyste også, at han ingen interesse havde i virksomheden, og at han derfor ikke ønskede at blive anpartshaver.

Den 2. juli 1993 sendte medlemmet en bekræftelse fra et revisionsfirma om, at ejerforholdene i interessentskabet for øjeblikket var under ændring.

Arbejdsløshedskassen meddelte herefter medlemmet, at det skærpede arbejdskrav blev ophævet for medlemmet. Samtidig bemærkede kassen, at den gik ud fra, at medlemmet ikke fremover arbejdede i virksomheden.

DfA konstaterede under sagens behandling, at medlemmet uanset sine oplysninger til arbejdsløshedskassen fortsat og uafbrudt havde været momsregistreret, at virksomheden fortsat var et interessentskab og ikke var blevet omdannet til et aktie- eller anpartsselskab, og at medlemmet fortsat var medejer i interessentskabet.

Skatteforvaltningen indberettede til DfA, at medlemmet i en årrække havde drevet interessentskabet sammen med sin bror. Medlemmet ejede 90% af virksomheden, mens medlemmets bror ejede 10%. For 1992 og 1993 forelå der regnskaber for virksomheden, som viste et stort aktivitetsniveau, hvor det skattemæssige resultat blev fordelt med 90% til medlemmet og 10% til broderen.

Det fremgik også, at medlemmet i 1992 - 1993 havde været ejer og bruger af 5 last- og varebiler til godstransport.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet var omfattet af det skærpede arbejdskrav, som han opfyldte indtil den 15. juli 1993. Medlemmet skulle derfor betale de dagpenge tilbage, som han havde modtaget fra den 16. juli 1993 til den 22. januar 1995, i alt 230.762,- kr.

Arbejdsløshedskassen indstillede også til DfA, at medlemmet blev slettet for svig over for denne.

Arbejdsløshedskassen lagde herved vægt på, at medlemmet skrev til afdelingen, at han ikke længere var momsregistreret, og at hans engagement i virksomheden ophørte, selv om det ikke var tilfældet.

Medlemmet klagede over afgørelsen og gjorde gældende, at han ikke havde drevet selvstændig virksomhed, da han kun havde været registreret som interessent med det formål at hjælpe sin bror med at skabe sig et indtægtsgrundlag.

Under sagens behandling konstaterede DfA, at medlemmet over for Told og Skat har stået som den, som repræsenterede firmaet og udførte funktioner for firmaet.

DfA konstaterede også, at medlemmet ifølge sin egen forklaring havde hjulpet sin mor med at føre firmaets regnskaber i weekenderne.

DfA lagde til grund, at der var tale om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. DfA lagde blandt andet vægt på

Det var dokumenteret, at medlemmet over for Told og Skat havde repræsenteret interessentskabet, og at han havde stået som den, der kunne udføre regnskabsmæssige funktioner. Han havde derfor ført drøftelser om, hvorledes visse bilag skulle føres, ligesom han havde aftalt, at han skulle lave en opgørelse over for meget afløftet indgående afgift. Sådanne funktioner forudsætter, at man ved en arbejdsindsats i interessentskabet havde opnået indsigt i interessentskabets formål.

Medlemmet havde selv forklaret, at han løbende fra sin mor havde fået spørgsmål om, hvordan visse bilag skulle føres, men at dette sjældent havde oversteget mere end 5-10 minutters arbejde om ugen. Det var derfor godtgjort, at medlemmet løbende havde deltaget i de bogholderimæssige funktioner i virksomheden.

I sin egenskab af ejer af 90% af interessentskabet og dermed den, der havde den egentlige beslutningskompetence, måtte medlemmet have anvendt et vist minimum af personligt arbejde i virksomheden ved væsentlige dispositioner. Fx kunne det nævnes, at køb og salg af last- og varebiler til godstransport ikke har kunnet ske uden godkendelse fra medlemmet, da han personligt hæftede for virksomhedens gæld, og da han stod som køber og sælger heraf.

DfA fandt derfor, at medlemmet havde modtaget for meget i arbejdsløshedsdagpenge, i alt brutto kr. 230.762,-, som han skulle betale tilbage til kassen.

DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA lagde blandt andet vægt på

Medlemmet havde i breve af 8. januar, 13. januar og 2. juni 1993 for at opnå ret til dagpenge uden at være omfattet af det skærpede arbejdskrav i strid med sandheden meddelt kassen, at han pr. 31. december 1992 afviklede sit momsnummer, at virksomheden skulle ændres fra interessentskab til anpartsselskab, og at han ikke havde interesser i virksomheden og som følge heraf ikke ønskede at blive anpartshaver.

Medlemmet havde ikke efterfølgende gjort arbejdsløshedskassen opmærksom på, at han fortsat og uden afbrydelser havde været momsregistreret, og at interessentskabet ikke blev omdannet til et anpartsselskab.

DfA fandt det derfor godtgjort, at medlemmet måtte have indset, at hans fortsatte og regelmæssige drift af selvstændig virksomhed, som var dokumenteret ved hjælp af de i sagen foreliggende oplysninger, havde betydning for hans ret til dagpenge.

Ankenævnet lagde til grund

at medlemmet ved sin ledigmeldelse den 2. juni 1992 oplyste, at han drev selvstændig virksomhed,

at virksomheden bestod i udlejning af lyd og lys,

at virksomheden ejedes af medlemmet og andre, og

at det ikke var bestridt, at medlemmet har arbejdet i virksomheden.

Ankenævnet lagde også til grund, at medlemmets dagpengeret blev beregnet til at udløbe den 15. juli 1993, og at medlemmet over for arbejdsløshedskassen oplyste, at han pr. 31. december 1992 afviklede sit momsnummer og dermed registrering som selvstændig, hvorefter kassen ophævede det skærpede arbejdskrav.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmet måtte anses for at have drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, og at han derfor var omfattet af det skærpede arbejdskrav, der gjaldt for medlemmer, som under ledighed driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Ankenævnet var derfor enig med DfA i, at medlemmet skulle betale i alt 230.762,- kr. tilbage.

Ankenævnet fandt også, at det af medlemmet udviste forhold måtte anses for svigagtigt, og at han derfor skulle slettes som medlem af kassen.

(DfA's j.nr. 94-51-598, AMA's j.nr. 1996-1-3254)

Eksempler på sager, hvor der sker en opdeling af forseelsen i en svigsdel og en uagtsomhedsdel

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om arbejde og årsag til arbejdsophør på dagpengekortene

Manglende oplysninger om selvforskyldt ledighed

Gentagelsesvirkning

Et medlem havde fra uge 5 i 1989 til uge 48 i 1990 undladt at oplyse om arbejde på sine dagpengekort.

Et af medlemmets arbejdsforhold ophørte den 28. maj 1990 efter medlemmets eget ønske. Endvidere ophørte medlemmet i et nyt arbejdsforhold den 29. juni 1990 også efter eget ønske.

Medlemmet har ikke ønsket at udtale sig til sagen.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet ved at undlade at oplyse om arbejde på dagpengekortene skulle betale i alt 103.054 kr. tilbage, og den indstillede til DfA, at medlemmet skulle slettes for svig over for kassen.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet ved at undlade at oplyse om arbejde og årsagerne til de to arbejdsophør skulle betale i alt 69.895 kr. tilbage til kassen. DfA fandt også, at medlemmet for svig over for kassen skulle slettes som medlem af denne.

Som følge af manglende oplysninger om arbejde på dagpengekortene modtog medlemmet efter det andet selvforskyldte arbejdsophør i alt 33.159 kr., som medlemmet også skulle betale tilbage til kassen.

DfA lagde imidlertid til grund, at medlemmet ikke var klar over, at han mistede retten til dagpenge, da han for anden gang inden for 12 måneder blev selvforskyldt ledig. DfA fandt derfor, at dette forhold var groft uagtsomt, da denne fejludbetaling var en direkte følge af, at medlemmet bevidst undlod at oplyse om arbejde på dagpengekortene.

Sanktionen for det uagtsomme forhold blev anset for absorberet af svigsslettelsen.

Afgørelsen blev ikke anket.

(DfA's j.nr. D57-010-1/91-0211)

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om arbejde på nedsat tid i en længere periode

Også tilbagebetalingsbeløb på grund af manglende frigørelsesattest

Et medlem oplyste på sine dagpengekort, at hun fra uge 27 i 1989 til uge 31 i 1990 ikke havde arbejde (0- dagpengekort).

Arbejdsgiveren oplyste imidlertid, at medlemmet i denne periode var lønnet og ansat efter overenskomst, og at hun dagligt arbejdede i virksomheden.

Medlemmet forklarede, at hun af sin læge var blevet rådet til at have lidt at gå op i, og at hun gerne ville gå til hånde et eller andet sted og samtidig modtage dagpenge.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 136.015 kr. tilbage til kassen. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 136.015 kr. tilbage.

Den del af beløbet, der stammer fra de manglende oplysninger om arbejdstimer på dagpengekortene, udgør kr. 97.703. Resten af beløbet på kr. 38.312 opstår ved, at medlemmet under sin ansættelse havde et opsigelsesvarsel, men der var ikke udstedt en frigørelsesattest.

På baggrund af oplysningerne fra arbejdsgiveren fandt DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem på grund af svig. DfA lagde vægt på medlemmets oplysningspligt og på, at oplysningerne på dagpengekortene var givet på tro og love.

DfA fandt dog, at den del af forholdet, der vedrører manglende frigørelsesattest, kun kunne betragtes som groft uagtsomt. Årsagen hertil var, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmets forsæt til at få udbetalt dagpenge med urette strakte sig ud over, hvad der fulgte af de manglende oplysninger om arbejdstimer. Da medlemmet under alle omstændigheder skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen, skulle medlemmet ikke have en særskilt sanktion for det uagtsomme forhold.

Ankenævnet tiltrådte denne afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. D53-130-1/91-1480, AMA's j.nr. 1992-1-813)

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om sygdom i en ledighedsperiode svig

Også afledt tilbagebetalingsbeløb på grund af overskydende timer - uagtsomhed

Medlemmet modtog dagpenge i ugerne 32 - 36 i 1994.

Arbejdsløshedskassen havde imidlertid konstateret, at medlemmet i ugerne 22 - 34 i 1994 havde fået sygedagpenge.

Ved sin ledigmeldelse havde medlemmet 73 overskydende timer, som først blev placeret i ugerne 30 og 31. Da medlemmet havde fået sygedagpenge i disse uger, skulle de overskydende timer placeres i ugerne 35 og 36. Arbejdsløshedsdagpenge for disse uger var derfor udbetalt med urette.

Arbejdsløshedskassen fandt som følge heraf, at medlemmet skulle betale dagpenge for ugerne 32 - 36 i 1994, i alt 10.510 kr., tilbage til kassen. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 480 timer. Arbejdsløshedskassen begrundede dette med, at medlemmet på udbetalingsbilagene måtte kunne konstatere, at hun modtog ydelser to steder fra for samme periode.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse om tilbagebetalingsbeløbets størrelse. DfA fandt også, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 480 timer.

Medlemmet klagede over denne afgørelse. Da arbejdsløshedskassen ikke havde gjort hende opmærksom på, at hun havde 73 overskydende timer, mente hun ikke, at hun kunne gøres ansvarlig for denne del af tilbagebetalingsbeløbet. Medlemmet gjorde også gældende, at hun ikke havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold med hensyn til, at hun ikke havde oplyst om sin sygdomsperiode på dagpengekortene.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse for så vidt angik størrelsen af tilbagebetalingsbeløbet.

For så vidt angår sanktionen fandt ankenævnet imidlertid ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at medlemmet havde handlet svigagtigt for mere end de dagpenge (5.420 kr.), som var udbetalt til hende for ugerne 32, 33 og 34 i 1994.

Ankenævnet lagde vægt på, at tilbagebetalingen af dagpenge for ugerne 35 og 36 i 1994 var betinget af, at medlemmet havde 73 overskydende timer, som var placeret i disse uger, og at medlemmet ifølge hendes egne oplysninger tilsyneladende først efterfølgende er blevet gjort opmærksom på disse overskydende timer.

Ankenævnet hjemviste derfor sagen til DfA med henblik på udmåling af sanktion.

(DfA's j.nr. 95-6351-2139, AMA's j.nr. 1995-1-3119)

Sag nr. 4

Urigtige oplysninger om omfanget af bierhverv

Mangelfuld vejledning fra afdelingen

Sanktion for uagtsomt forhold absorberes af sanktion for svig

Medlemmet meldte sig ledig den 17. april 1989 og svarede "ja" til spørgsmålet, om han havde bierhverv. På bilaget til ledighedserklæringen oplyste medlemmet, at der var tale om bierhverv som korsanger ved en kirke, og at han arbejdede to timer ugentligt.

I anledning af disse oplysninger gjorde afdelingen medlemmet opmærksom på, at alle timer, der medgik til bierhvervet, skulle oplyses på dagpengekortene.

Ved en skatteregisterundersøgelse blev det konstateret, at medlemmet havde oplyst for få arbejdstimer som korsanger ved kirken, og at han havde 3 andre bierhverv, som han ikke havde oplyst om på bilaget til ledighedserklæringen eller på dagpengekortene.

Medlemmet forklarede, at han havde glemt at oplyse om disse indtægter, fordi han havde været uligevægtig på grund af personlige problemer, og at han derfor ikke var helt klar over, hvad han gjorde. Om arbejdet som korsanger ved kirken forklarede medlemmet, at han skrev to timer på om søndagen, selv om en højmesse sjældent varede mere end en time. Det var derfor, at han ikke havde oplyst om arbejde på hverdage ved begravelser mv.

Arbejdsløshedskassen var af den opfattelse, at indtægten som korsanger ved kirken skulle omregnes ved hjælp af omregningssatsen. Tilbagebetalingsbeløbet for dette forhold udgjorde i alt 22.895 kr. Kassen fandt, at medlemmet for dette forhold skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer. Kassen henviste her til, at afdelingen i sin vejledning af medlemmet ikke tydeligt havde gjort opmærksom på, at medlemmet skulle oplyse indtægten som korsanger.

Arbejdsløshedskassen var også af den opfattelse, at medlemmet skulle betale i alt 35.013 kr. tilbage til kassen på grund af de 3 bierhverv, som medlemmet havde undladt at oplyse om. Kassen indstillede til DfA, at medlemmet for dette forhold skulle slettes for svig.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 57.908 kr. tilbage. DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes for svig på grund af de 3 bierhverv, som medlemmet ikke havde oplyst om. DfA var derimod uenig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet også skulle gennemgå 37 timers effektiv karantæne for det uagtsomme forhold. Det skyldtes, at sanktionen for det uagtsomme forhold blev absorberet af sanktionen for svig.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. D53-10-1/91-1795, AMA's j.nr. 1992-1-698)

Sag nr. 5

Urigtige oplysninger om drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Karensugen for selvstændige erhvervsdrivende

Medlemmet modtog fulde dagpenge fra en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere fra den 22. marts 1993 til den 20. juni 1994.

Den 10. juni 1994 blev medlemmet overflyttet til en arbejdsløshedskasse for selvstændige, fordi medlemmet havde startet virksomheden "Tinas Kager" med iværksætterydelse.

Den 8. maj 1995 meldte medlemmet sig ledig fra denne virksomhed.

På ledighedserklæringen oplyste medlemmet, at hun har drevet virksomheden "Tinas Kager" fra den 10. juni 1994 til den 10. maj 1995, og at ophøret skete ved lukning. På ledighedserklæringen blev medlemmet spurgt, om hun tidligere har drevet anden virksomhed end den, som hun nu ophørte med. Medlemmet svarede Ja til dette spørgsmål og oplyste, at hun havde drevet virksomhed fra den 7. april til den 1. juni 1993. Der var tale om en kiosk - "Bjergbyparkens Kiosk". Medlemmet oplyste også, at virksomheden havde været hendes hovedbeskæftigelse.

Medlemmet har forklaret, at hun fik tilbud på at forpagte "Bjergbyparkens Kiosk" og ville undersøge mulighederne for at få iværksætterydelse og kontaktede derfor en arbejdsløshedskasse for selvstændige. Hun fortsatte dog med at udfylde dagpengekortene fra arbejdsløshedskassen for lønmodtagere i den tro, at alt var i den skønneste orden. Hun havde aldrig lagt skjul på, at hun arbejdede som selvstændig.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 19.377 kr. tilbage til kassen.

Arbejdsløshedskassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle gennemgå en almindelig karantæne på 12 måneder for svig.

Arbejdsløshedskassen bemærkede, at medlemmet ikke kunne være i god tro med hensyn til, at hun ikke skulle oplyse om hendes udøvelse af selvstændig virksomhed på hendes dagpengekort.

DfA lagde til grund, at medlemmet fra den 7. april til den 31. maj 1993 har udøvet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

Medlemmet skulle derfor betale samtlige de dagpenge, der var udbetalt i denne periode, i alt 17.175 kr., tilbage til kassen.

Da dagpenge ikke kan udbetales for den første uge efter ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, skulle medlemmet yderligere betale i alt 2.202 kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

Tilbagebetalingsbeløbet udgjorde derfor i alt 19.377 kr.

DfA fandt også, at medlemmet for svig over for arbejdsløshedskassen skulle gennemgå en almindelig karantæne på 12 måneder.

DfA lagde blandt andet vægt på

Medlemmet havde på intet tidspunkt på sine dagpengekort fra den 7. april til den 31. maj 1993 oplyst om drift af selvstændig virksomhed og antal arbejdstimer herved.

Medlemmet måtte på et eller andet tidspunkt fra den 7. april til den 31. maj 1993, hvor hun havde afleveret 3 dagpengekort til arbejdsløshedskassen, have indset, at drift af selvstændig virksomhed måtte have betydning for retten til dagpenge.

DfA bemærkede endelig, at den del af tilbagebetalingsbeløbet på 2.202 kr., som opstod ved, at dagpenge ikke kan udbetales den første uge efter ophør som selvstændig erhvervsdrivende, ikke kunne tilregnes medlemmet som svigagtigt, men kun som uagtsomt. Det skyldtes, at dette forhold var afledt af medlemmets manglende oplysning af selvstændig virksomhed fra den 7. april til den 31. maj 1993.

Afgørelsen blev ikke indbragt for ankenævnet.

(DfA's j.nr. 95-6351-2995).

Sag nr. 6

Medlemmet undlod at oplyse om selvstændig bibeskæftigelse i form af en planteskole

Medlemmet afgav ledighedserklæring den 31. marts 1992. På erklæringen svarede medlemmet nej til spørgsmålet, om han driver landbrug, skovbrug, gartneri mv.

Den 29. august 1994 henvendte medlemmet sig i arbejdsløshedskassens afdeling for at få feriedagpenge. Medlemmet oplyste, at han drev en lille planteskole som hobby, og at han var momsregistreret siden den 1. september 1987.

Medlemmet havde ikke oplyst om planteskolen på hverken ledighedserklæring, begæring om feriedagpenge eller dagpengekortene.

Arbejdsløshedskassen bad herefter medlemmet om at udfylde blanketten om supplerende oplysninger om drift af selvstændig virksomhed.

På denne blanket har medlemmet oplyst

Han ejer en planteskole.

Han driver virksomheden sammen med sin ægtefælle.

Han har drevet virksomheden siden den 1. september 1987.

Han tænker på at købe mere jord.

Han arbejder normalt 2 timer ugentligt i virksomheden.

Medlemmet har også oplyst, at virksomhedens omsætning har været

1988

3.991,- kr.

1989

11.516,- kr.

1990

24.739,- kr.

1991

39.453,- kr.

1992

55.281,- kr.

1993

68.595,- kr.

1994

105.862,- kr.

Medlemmet har erkendt, at han ikke har sat sig ind i reglerne om bibeskæftigelse, fordi han anså sin virksomhed for at være en hobby.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet drev selvstændig virksomhed i form af bibeskæftigelse, da det tidsmæssige omfang af driften har været begrænset.

Arbejdsløshedskassen opgjorde, at medlemmet skulle betale 15.861,- kr. tilbage for årene 1990 - 1994. Kassen har beregnet tilbagebetalingsbeløbet på grundlag af medlemmets oplysninger om antal arbejdstimer og efter, hvornår medlemmet mistede retten til dagpenge som følge af den begrænsede dagpengeperiode for personer, der driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Det skete den 1. juli 1994.

Arbejdsløshedskassen indstillede til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmets arbejde ved planteskolen skulle betragtes som selvstændig bibeskæftigelse med ret til dagpenge. DfA lagde vægt på, at medlemmet var momsregistreret, og at han over for skattemyndighederne har selvangivet over/underskud ved selvstændig virksomhed. DfA lagde også vægt på, at medlemmet i en længere periode samtidig med driften af virksomheden har været i stand til at varetage arbejde som lønmodtager på fuld tid.

DfA var også enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale 15.861,- kr. tilbage til kassen.

Årsagen til fejludbetalingen var

Der er ikke sket fradrag i dagpengene for den tid, som medlemmet under ledighed har anvendt på virksomheden.

Medlemmet har modtaget dagpenge efter den 1. juni 1994, hvor hans begrænsede dagpengeret udløb.

DfA fandt herefter, at den del af fejludbetalingerne, der skyldtes, at medlemmet undlod at oplyse om antal arbejdstimer ved selvstændig virksomhed, var svig.

DfA lagde vægt på

Medlemmet må have vidst, at han ikke kunne modtage fulde dagpenge samtidig med, at han arbejdede på nedsat tid med selvstændig virksomhed.

Medlemmet har på dagpengekortene på tro og love erklæret, at han ikke har arbejdet i disse perioder på trods af, at det af dagpengekortene fremgår, at der er pligt til at oplyse om alt arbejde ved selvstændig virksomhed.

Medlemmet har på ledighedserklæring svaret nej til, om han driver landbrug, skovbrug eller gartneri mv.

DfA fandt herefter ikke, at den del af fejludbetalingen, som skyldtes, at samtlige dagpenge er fejludbetalt efter den 1. juni 1994, kunne tilregnes medlemmet som svig. Det var ikke tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet havde vidst, at han, hvis han havde oplyst om arbejdstimerne ved den selvstændige virksomhed, ville have fået sin dagpengeret begrænset. Denne del af tilbagebetalingen kunne derfor tilregnes medlemmet som uagtsomt.

Den del af tilbagebetalingsbeløbet, der skyldtes svig, udgjorde herefter 9.371,- kr.

Beløbet, der skyldtes uagtsomt forhold, udgjorde 6.490,- kr.

Medlemmet skulle derfor ikke slettes som medlem af kassen for svig. Medlemmet skulle alene gennemgå en effektiv karantæne på

Svig

430 timer

Uagtsomt forhold

37 timer

I alt

467 timer

Afgørelsen blev ikke indbragt for ankenævnet.

(DfA's j.nr. 95-6351-2660)

Sag nr. 7

Selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i form af administration af udlejningsejendomme

Ikke godtgjort, at medlemmet kendte reglerne om det skærpede arbejdskrav/den begrænsede dagpengeret

Medlemmet meldte sig ledig den 1. august 1992. Hun svarede nej til spørgsmålet, om hun driver selvstændig virksomhed. Hun modtog herefter fulde dagpenge indtil den 20. august 1995.

Den 11. september 1995 indberettede DfA til arbejdsløshedskassen, at politiet havde oplyst, at medlemmet sammen med sin mand drev selvstændig virksomhed ved udlejning af mindst 35 lejemål. Medlemmet stod for regnskab mv. i virksomheden.

Medlemmet forklarede, at det var korrekt, at hendes mand ejede 4 udlejningsejendomme, og at hun ordnede regnskaberne herved. Det havde hun gjort siden 1987.

Medlemmet forklarede også, at arbejdet bestod i bogføring af indtægter og udgifter, men at det egentlige regnskab blev lavet af revisor. Hun havde altid udført arbejdet uden for normal arbejdstid, hvor det også var nemmest at træffe lejerne om eventuelle tvivlsspørgsmål.

Medlemmet forklarede endelig, at hun brugte ca. 3 timer ugentligt på arbejdet i udlejningsvirksomheden. Det var en fejl fra hendes side, at hun ikke oplyste om arbejdet til arbejdsløshedskassen, men hun havde åbenbart ikke læst papirerne ordentligt. Hun havde aldrig opfattet arbejdet som regulært arbejde, da hun altid havde kunnet passe arbejde på fuld tid ved siden af. Når det var så få timer, det drejede sig om, havde hun ikke fundet det væsentligt.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Medlemmet skulle derfor have fradrag i dagpenge med 3 timer om ugen, indtil hun faldt for det skærpede arbejdskrav den 20. november 1994.

Arbejdsløshedskassen havde på grundlag heraf opgjort, at medlemmet skulle betale i alt 83.721,- kr. tilbage til kassen.

Arbejdsløshedskassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig, da medlemmet bevidst havde tilbageholdt oplysninger, fordi hun måtte være vidende om, at hun havde oplysningspligt om arbejdet.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmets arbejde i mandens udlejningsvirksomhed var selvstændig bibeskæftigelse. DfA lagde vægt på, at hun havde arbejdet i virksomheden siden 1987 i ca. 3 timer om ugen. Da udlejningsvirksomheden bestod af 35 lejemål, var der ikke tale om formueforvaltning.

DfA var også enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 83.721,- kr. tilbage, da hun ikke havde oplyst om sit arbejde ved udlejningsvirksomheden. For det første var der tale om, at der ikke var sket fradrag i dagpengene for de timer, som medlemmet havde arbejdet i virksomheden. Fejludbetalingen skyldtes for det andet, at medlemmet fik dagpenge udover den begrænsede periode, der gælder for medlemmer, der udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmets dagpengeret udløb den 20. november 1994.

DfA fandt herefter, at medlemmets fortielse af selve arbejdstimerne ved regnskabsføring skulle tilregnes hende som svigagtigt. Medlemmet skulle derfor slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

DfA lagde herved vægt på

Medlemmet havde på ledighedserklæringen svaret nej til spørgsmålet, om hun drev selvstændig virksomhed.

Medlemmet havde på intet tidspunkt oplyst arbejdsløshedskassen om arbejdet på trods af, at det af dagpengekortene fremgår, at al arbejde ved selvstændig virksomhed, herunder udlejningsvirksomhed, skulle oplyses.

Medlemmet måtte have vidst, at arbejdet i udlejningsvirksomheden havde betydning for retten til dagpenge, når henses til antallet af lejemål, værdien af udlejningsejendommene og størrelsen af omsætningen.

DfA fandt det dog ikke tilstrækkeligt godtgjort, at den del af tilbagebetalingen, som skyldtes dagpengebegrænsningen, kunne tilregnes medlemmet som svigagtigt. Denne del af tilbagebetalingen skyldtes derfor alene uagtsomhed fra medlemmets side.

DfA lagde vægt på, at medlemmet burde have vidst, at arbejdet havde betydning for dagpengeretten. Hun burde være klar over, at det ikke er muligt at drive selvstændig virksomhed af den størrelse, uden at det havde konsekvenser for dagpengeretten.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-51-914, AMA's j.nr. 1996-1-3891)

IV. Tilbagebetaling og sanktion for svig

Indledning

Gør et medlem sig skyldig i svigagtigt forhold over for arbejdsløshedskassen, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen, eller helt eller delvist udelukkes fra ret til ydelser fra kassen i et bestemt tidsrum, jf. § 87, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Ved vurderingen af, om et medlem har gjort sig skyldig i svig, er det afgørende, om pågældende bevidst har afgivet urigtige oplysninger eller bevidst har fortiet forhold for derved at modtage arbejdsløshedsdagpenge mv. med urette.

Der skal derfor være en forsætlig handling eller undladelse fra medlemmets side.

Forsæt foreligger i situationer, hvor medlemmet ved eller anser det for overvejende sandsynligt, at afgivelse af urigtige oplysninger eller undladelse af at give oplysninger til arbejdsløshedskassen, kan medføre, at medlemmet får en ydelse fra kassen med urette.

Det er som udgangspunkt uden betydning, hvor stort et beløb medlemmet uberettiget har modtaget eller forsøgt uberettiget at modtage fra arbejdsløshedskassen. Det afgørende er alene, om medlemmet har afgivet forkerte oplysninger til kassen. Beløbets størrelse har kun betydning for sanktionens art (svigsslettelse eller karantæne).

Som følge heraf kan fx undladelse af at oplyse om et arbejde af en enkelt dags varighed betragtes som svig, hvis medlemmet havde forsæt til ikke at oplyse om arbejdet.

Svigsbegrebet dækker alle situationer, hvor et medlem har modtaget eller forsøgt at få en ydelse fra arbejdsløshedskassen med urette. Der er typisk tale om bedrageri og dokumentfalsk. Der kan fx være tale om svig, hvis medlemmet bruger falske dokumenter over for kassen. Der er også tale om svig, hvor flere medlemmer sammen har medvirket til, at et eller flere medlemmer ved svig har forsøgt at få eller har modtaget ydelser med urette.

Svigsbegrebet dækker også tilfælde, hvor medlemmet med rette har modtaget en ydelse, men forudsætningerne for udbetalingen efterfølgende brister, og medlemmet svigagtigt beholder ydelsen (efterfølgende forsæt).

Det er vigtigt at have for øje, at arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbegreb ikke nødvendigvis er identisk med den strafferetlige bedømmelse af, om der kan bevises fortsæt til bedrageri. Det kræver derfor en højere grad af sikkerhed at bevise et medlems forsæt til bedrageri efter straffeloven end forsæt til svig efter arbejdsløshedsforsikringsloven. Der henvises til Meddelelse fra DfA nr. 30/96 af 12. marts 1996 om oversigt over praksis i sager, hvor anklagemyndigheden meddeler påtaleopgivelse.

Afgrænsningen mellem svig og uagtsomhed er naturligvis en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. I bedømmelsen af, om der foreligger svig, eller om der er handlet uagtsomt, skal dog følgende momenter indgå

Arbejdsløshedskassens konkrete vejledning af medlemmet ved ledighedens indtræden og efterfølgende vejledning af medlemmet, fx på grund af medlemmets henvendelse til kassen.

Vejledningsteksten på blanketmaterialet.

Medlemmets oplysninger på ledighedserklæring, dagpengekort mv.

Medlemmets forklaring eller manglende forklaring til sagen.

Klarheden af den dokumentation, der kan fremskaffes fra fx arbejdsgivere, hvoraf det fremgår, hvornår og hvor meget medlemmet har arbejdet.

Dette afsnit indeholder referater af typiske afgørelser om svig, ligesom der er indarbejdet principielle afgørelser. Ved valget af afgørelser er der også lagt vægt på, at de skal belyse vurderingen af beviset for, at der er tale om svig.

Urigtige oplysninger om lønarbejde mv. på dagpengekortene

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om start af arbejde på dagpengekortene

Medlemmet oplyste på sine dagpengekort for uge 31 i 1991 (29. juli - 4. august), at han ikke havde arbejde. Dagpengekortet er underskrevet den 4. august 1991.

Det er oplyst, at medlemmet begyndte at arbejde i Frankrig den 1. august 1991 og stadig arbejder der. Fra arbejdsformidlingen er det oplyst, at medlemmet blev afmeldt den 29. juli 1991.

Medlemmet havde ikke nogen forklaring på de manglende oplysninger om timer.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 2.004 kr. tilbage til kassen og gennemgå en effektiv karantæne på 100 timer.

DfA stadfæstede arbejdsløshedskassens afgørelse. DfA lagde vægt på medlemmets oplysningspligt og på, at oplysningerne på dagpengekortet blev givet på tro og love. DfA lagde endelig vægt på, at det står på dagpengekortet, at tilmelding til arbejdsformidlingen er en forudsætning for at få dagpenge.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 91-1231-13008, AMA's j.nr. 1992-1-0129)

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Medlemmet oplyste 0 arbejdstimer på dagpengekortene for mandag og tirsdag i uge 24 i 1991.

Arbejdsgiveren oplyste derimod, at medlemmet begyndte at arbejde mandag i samme uge.

Medlemmet har forklaret, at han skulle begynde at arbejde onsdag i ugen, men at arbejdsgiveren bad han om at begynde mandag nat, hvorved fejlen opstod. Medlemmet gik på denne måde i arbejde i sin ferie, hvilket ofte skete for rejsemontører. Afdelingen havde lovet at rette fejlen, og medlemmet betragtede derfor sagen som afsluttet.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 769 kr. tilbage og indstillede, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer for svig.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse og lagde vægt på medlemmets oplysningspligt og på, at medlemmet havde givet oplysningerne på tro og love.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 92-635-140, AMA's j.nr. 1992-1-316)

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Problemer med at læse og skrive

Medlemmet oplyste 0 arbejdstimer på dagpengekortet for uge 40 i 1991. I uge 41 i 1991 oplyste medlemmet, at han begyndte at arbejde om onsdagen, og han oplyste også, at han ikke ønskede et nyt dagpengekort.

Af oplysninger fra arbejdsgiveren fremgår det derimod, at medlemmet begyndte at arbejde om onsdagen i uge 40 i 1991.

Medlemmets mor forklarede, at medlemmet ikke havde handlet forsætligt. Hun oplyste, at medlemmet havde svært ved at udfylde skemaer, og at han havde gået i specialklasse siden 5. klasse, fordi han havde svært ved at læse og skrive.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 2.046 kr. tilbage til kassen og indstillede, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 100 timer for svig.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse og lagde vægt på medlemmets oplysningspligt og på, at medlemmet havde givet oplysningerne på tro og love.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 92-635-91, AMA's j.nr. 1992-1-0237)

Sag nr. 4

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Ordblindhed har ingen betydning

Medlemmet oplyste på sit dagpengekort for uge 34 i 1992, at han ikke havde arbejde.

Arbejdsgiveren oplyste derimod, at medlemmet havde 37 timers arbejde i denne uge.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 2.550 kr. tilbage og indstillede, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 120 timer for svig.

Medlemmet anførte i sin klage, at han ikke havde handlet bevidst, og at han var stærkt ordblind, hvorfor hans kone normalt udfylder blanketter mv. Karantænen var derfor efter hans opfattelse urimelig, da han selv havde gjort opmærksom på fejlen.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 120 timer for svig over for arbejdsløshedskassen. DfA lagde herved blandt andet vægt på, at

medlemmet på sin ledighedserklæring af 28. december 1992 har gentaget først at have begyndt arbejde den 24. august 1992 (uge 35) og ikke den 17. august 1992 (uge 34),

medlemmet først i forbindelse med sin ledighedsmeldelse den 28. december 1992 gjorde arbejdsløshedskassen opmærksom på fejlen i uge 34 i 1992, og at

medlemmet ved indsendelsen af dagpengekortet havde afkrydset, at han ikke ønskede et nyt kort tilsendt, hvorfor medlemmet måtte være klar over, at arbejde havde betydning for retten til dagpenge.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 93-6351-602, AMA's j.nr. 1993-1-1274)

Sag nr. 5

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Manglende lønudbetaling fra arbejdsgiveren

Medlemmet oplyste på dagpengekortet for uge 39 i 1991 til uge 42 i 1991 (23. september til 20. oktober 1991), at han ikke havde arbejde. Medlemmet afkrydsede på dagpengekortet for, at han ikke ønskede et nyt dagpengekort, da han i den efterfølgende periode ikke var ledig.

Medlemmet blev opsagt den 31. oktober 1991 til fratræden den 15. november 1991.

På sin ledighedserklæring oplyste medlemmet, at han begyndte at arbejde den 1. oktober 1991 (uge 40).

Af oplysninger fra arbejdsgiveren fremgår det også, at medlemmet var ansat på fuld tid fra uge 40 i 1991 til uge 46 i 1991.

Medlemmet forklarede, at han ikke havde fået løn fra arbejdsgiveren og var i alvorlige økonomiske vanskeligheder.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 7.506 kr. tilbage og idømmes en effektiv karantæne på 370 timer.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse og lagde vægt på, at medlemmet havde oplyst 0 timers arbejde på dagpengekortene for ugerne 40 til 42 i 1991.

DfA lagde også vægt på

At medlemmet havde dateret og underskrevet dagpengekortet søndag den 20. oktober 1991 (uge 42), hvor medlemmet var vidende om, at han havde været i arbejde siden 1. oktober 1991 (uge 40).

At fulde dagpenge for 4 uger var til disposition for medlemmet den 31. oktober 1991 (uge 44), hvor medlemmet på trods af, at han var opsagt samme dag, fortsat var i arbejde og var vidende om kun at være berettiget til dagpenge for en uge (uge 39).

Medlemmet reagerede først på fejludbetalingen ved arbejdsløshedskassens oversendelse af ledighedserklæringen, hvorved fejludbetalingen blev konstateret.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 92-683-14, AMA's j.nr. 1992-1-116)

Sag nr. 6

Urigtige oplysninger om afløserarbejde på dagpengekortene

Den 27. oktober 1991 kom medlemmet i arbejde som afløser hos en vognmand.

Medlemmet oplyste ikke herom på dagpengekortet.

Den 19. november 1991 blev medlemmet afskediget, da der ikke var mere arbejde. Han fik samtidig udbetalt sin løn.

I december 1991 henvendte medlemmet sig i arbejdsløshedskassen og oplyste, at han havde begået en fejl ved udfyldelsen af dagpengekortet.

Medlemmet forklarede, at fejlen skyldtes, at han først fik løn af vognmanden den 19. november 1991.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 8.101 kr. tilbage og idømmes en effektiv karantæne på 390 timer for svig.

DfA tiltrådte afgørelsen og lagde vægt på medlemmets oplysningspligt og på, at oplysningerne på dagpengekortet var givet på tro og love.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 92-635-141, AMA's j.nr. 1992-1-187)

Sag nr. 7

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Manglende oplysninger om bierhverv som vicevært

Medlemmet modtog fulde dagpenge fra uge 18 i 1989 til uge 9 i 1992.

I anledning af en skatteregisterundersøgelse blev det imidlertid konstateret, at medlemmet arbejdede på fuld tid en dag i uge 7 i 1990. Det blev også konstateret, at medlemmet arbejdede 10 dage på fuld tid fra uge 32 til uge 34 i 1990.

Endelig blev det konstateret, at medlemmet havde et bierhverv som vicevært på 16 timer hver måned.

Medlemmet har forklaret, at han ikke troede, at indtægten fra hans bierhverv berørte hans dagpenge, da beløbet var så lille og timerne så få.

Arbejdsløshedskassen beregnede, at medlemmet skulle betale i alt 30.885 kr. tilbage og indstillede, at medlemmet skulle slettes for svig.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet havde handlet svigagtigt over for arbejdsløshedskassen og begrundede blandt andet afgørelsen med, at der på dagpengekortene står, at medlemmet har pligt til at oplyse om alt arbejde, lønnet såvel som ulønnet.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. D15-030-1/91-0709, AMA's j.nr. 1992-1-715)

Sag nr. 8

Urigtige oplysninger på dagpengekortene om arbejde som journalist og bestyrelsesformand i en andelsboligforening

Et medlem, der var uddannet journalist, blev ledig den 3. august 1992 efter arbejde på en landsdækkende avis. På sine dagpengekort oplyste han herefter ved at skrive 0, at han var fuldt ledig.

Som led i en skatteregisterundersøgelse blev det herefter konstateret, at medlemmet havde skrevet kronikker mv. til to andre aviser i ledighedsperioden. Han havde også i 1992 fået udbetalt honorarer på i alt kr. 47.106 som bestyrelsesformand i en andelsboligforening og kr. 7.296 som bestyrelsesmedlem.

Medlemmet forklarede, at han i sin ledighedsperiode havde indsendt artikler mv. til diverse dagblade for at gøre opmærksom på sin eksistens og dermed sikre sig et nyt indtægtsgrundlag. Han medgav, at han burde have oplyst herom på dagpengekortene.

Om honorarerne som bestyrelsesformand i en andelsboligforening og som bestyrelsesmedlem forklarede medlemmet, at han fratrådte disse poster i april 1992 på en generalforsamling, og at honorarerne ophørte samtidig hermed.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet burde have påført honorarerne fra dagbladene på dagpengekortene. Han skulle derfor betale i alt 15.844 kr. tilbage til kassen.

Arbejdsløshedskassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes for svig.

Arbejdsløshedskassen konstaterede herefter, at medlemmet også i 1993 og 1994 havde modtaget honorarer fra andelsboligforeningen og fra et større dagblad, som han heller ikke havde oplyst om på dagpengekortene. Kassen bad derfor medlemmet om at udtale sig om disse nye forhold.

Medlemmet forklarede hertil, at han havde opfattet bestyrelsesarbejdet i andelsboligforeningen som en fritidsinteresse, som han havde haft ved siden af sit fuldtidsarbejde på det pågældende dagblad. Nettohonoraret udgjorde efter skattetræk ca. 1.200 kr. om måneden, som også skulle dække forskellige omkostninger, fx kørsel i egen bil.

Om avishonorarerne forklarede medlemmet, at han ikke havde opfattet dette som lønarbejde. Der var i ingen af tilfældene tale om aftalte arbejdsopgaver, men alene om uopfordrede kommentarer og debatindlæg på linje med uhonorerede læserbreve. Han anførte, at dette arbejde var motiveret af interesse for den almindelige samfundsdebat, men det var også en form for arbejdssøgning i og med, at han gjorde opmærksom på sin eksistens.

Endelig anførte medlemmet, at han aldrig tidligere havde modtaget dagpenge, og at han derfor var uforberedt på sin situation. Han erkendte at have forsømt at indhente råd og vejledning.

Arbejdsløshedskassen traf herefter en ny afgørelse, hvorefter medlemmet for årene 1992 - 1994 i alt skulle betale 41.782 kr. tilbage til kassen. Under hensyn til medlemmets seneste forklaring fandt kassen nu, at medlemmet alene skulle gennemgå en effektiv karantæne på 37 timer for groft uagtsomt forhold. Kassen ændrede derfor sin tidligere indstilling om svigsslettelse.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet i alt skulle betale 41.782 kr. tilbage til kassen. DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA begrundede blandt andet dette med, at medlemmet som uddannet journalist og i kraft af sit arbejde som journalist måtte have indset, at det var journalistisk arbejde uopfordret at indsende artikler. Han måtte derfor på et eller andet tidspunkt i ledighedsperioden have indset, at man ikke kan modtage dagpenge uden fradrag og samtidig arbejde. Om arbejdet for boligforeningen lagde DfA blandt andet vægt på, at det - selv om arbejdet var udført uden for normal arbejdstid - måtte have stået medlemmet klart, at han ikke samtidig med at modtage så betydelige honorarer kunne modtage fulde dagpenge.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

Ankenævnet lagde vægt på

Som uddannet journalist måtte medlemmet være klar over, at indtægter fra avisindlæg skulle påføres dagpengekortene.

Medlemmet måtte have indset, at han ikke kunne modtage mere end kr. 4.000 om måneden i honorarer for bestyrelsesarbejdet, uden at dette havde indflydelse på dagpengeretten.

Medlemmet havde ikke søgt rådgivning om korrekt udfyldelse af dagpengekortene, herunder havde han ikke af egen drift oplyst om sine indtægter i 1993 - 1994, da arbejdsløshedskassen bad om hans kommentarer til DfA's indberetning om forholdene i 1992.

(DfA's j.nr. 94-423-14, AMA's j.nr. 1995-1-2861)

Sag nr. 9

Urigtige oplysninger om plejeløn på dagpengekortene

På bilag til ledighedserklæring af 22. juni 1984 oplyste medlemmet, at hun havde et barn i familiepleje, og at hun fik udbetalt en plejeløn på 5.400 kr. pr. måned. Dette vederlag skrev hun på sine første to dagpengekort.

Ved brev af 13. august 1984 meddelte arbejdsløshedskassen medlemmet, at hun skulle skrive det månedlige beløb på det dagpengekort, der dækkede udbetalingsdatoen. Vederlaget ville herefter blive omregnet med den gældende omregningssats og fradraget i dagpengene.

Medlemmet modtog fulde dagpenge i følgende perioder

fra den 17. april 1984 til den 6. oktober 1986,

fra den 7. oktober 1987 til den 1. oktober 1989 og

fra den 19. maj 1990 til den 1. september 1992.

I forbindelse med en skatteregisterundersøgelse blev DfA opmærksom på, at medlemmet i 1991 havde et plejevederlag på 128.352,24 kr. Kommunen oplyste i den anledning, at medlemmet blev ansat som døgnplejer den 1. september 1983 og ikke siden var ophørt. Kommunen oplyste endelig, at plejelønnen i 1984 udgjorde 3.255 kr., stigende til 11.312 kr. i 1993.

Medlemmet forklarede, at hun af sin socialrådgiver havde fået at vide, at plejevederlag ikke skulle fratrækkes i hendes dagpenge. Hun skulle derfor ikke skrive vederlaget på sine dagpengekort. Grunden til, at hun havde skrevet vederlaget på de to første dagpengekort, var, at hun var i tvivl, og at hun derfor var ved at undersøge sagen. Hun havde derfor kontaktet arbejdsløshedskassen om spørgsmålet. Kassen ville undersøge sagen og vende tilbage, men det havde den ikke gjort. Hun gik derfor ud fra, at det var rigtigt, hvad hendes socialrådgiver havde sagt.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 370.063 kr. tilbage til kassen, ligesom den indstillede til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem for svig. Kassen bemærkede i tilslutning hertil, at den ingen registreringer havde om, at medlemmet efter den 13. august 1984 havde henvendt sig til kassen og oplyst, at hun ikke mente, at plejevederlag skulle skrives på dagpengekortene.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale det nævnte beløb tilbage til kassen. DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes for svig over for kassen.

Ankenævnet tiltrådte denne afgørelse og lagde vægt på, at arbejdsløshedskassen i sit brev af 13. august 1984 havde oplyst medlemmet om, at hun skulle skrive plejevederlaget på sine dagpengekort, hvilket hun også gjorde på de to første dagpengekort. Ankenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgår af dagpengekortene, at al arbejde og al indtægt skal oplyses på dagpengekortene.

Efter at anklagemyndigheden havde meddelt påtaleopgivelse i sagen, fordi man ikke fandt, at videre forfølgning kunne ventes at føre til straf, blev sagen genoptaget til ny behandling.

DfA indstillede til ankenævnet, at forholdet fortsat blev anset for svigagtigt og henviste herved blandt andet til, at medlemmet i arbejdsløshedskassens brev af 13. august 1984 havde fået en positiv korrekt og utvetydig vejledning.

Ankenævnet fastholdt sin tidligere trufne afgørelse og henviste herved til, at der ved den politimæssige efterforskning ikke var fremkommet sådanne nye oplysninger, som kunne begrunde en ophævelse af de pålagte sanktioner.

(DfA's j.nr. 93-422-266, AMA's j.nr. 1995-1-2681)

Sag nr. 10

Urigtige oplysninger om plejeløn på dagpengekortene

Medlemmets faglige område

Den 25. juni 1990 meldte medlemmet sig ledig efter ophør med et vikariat. På ledighedserklæringen svarede hun nej til spørgsmålet, om hun havde bierhverv.

På sine dagpengekort og erklæringer til brug for udbetaling af uddannelsesydelse fra den 25. juni 1990 til den 4. januar 1993 havde medlemmet angivet 0 arbejdstimer. Hun havde heller ikke oplyst om arbejdsindtægt.

Imidlertid fremgår det af oplysninger fra de sociale myndigheder, at medlemmet fra den 1. januar 1990 til den 31. december 1992 havde modtaget en månedlig ydelse på 8.151,50 kr. (senere forhøjet til 8.829,36 kr.) som døgnplejer.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet med urette havde modtaget i alt 167.984 kr. i dagpenge og uddannelsesydelse, som hun skulle betale tilbage til kassen.

Arbejdsløshedskassen indstillede til DfA, at medlemmet for svig over for kassen skulle slettes som medlem af denne.

Medlemmet gjorde gældende, at arbejdsløshedskassen og fagforeningen havde vidst, at hun havde et plejebarn, fordi hun direkte havde givet udtryk herfor og hævdede, at hun havde fået meddelelse om, at det ikke havde betydning for retten til dagpenge. Hun var derfor blevet vildledt af kassen.

Medlemmet havde også diverse erklæringer fra forskellige personer, hvoraf blandt andet fremgik, at en person havde overværet et møde i fagforeningen, hvor medlemmet havde spurgt, om plejebarnet havde indflydelse på retten til dagpenge. Medarbejderen havde besvaret dette spørgsmål benægtende.

Arbejdsløshedskassen udtalte hertil, at der hverken i kassen eller i den faglige afdeling forelå noget om, at medlemmet skulle have rettet henvendelse i perioden fra hun blev godkendt som døgnplejer, til hun meldte sig ledig. Vedrørende påstanden om mødet med fagforeningen bemærkede kassen, at påstanden om mødet ikke var dateret. Den pågældende afdeling af kassen stillede sig også uforstående over for, at den ikke skulle have reageret, hvis medlemmet udtrykkelig havde sagt, at hun havde et plejebarn, som hun fik vederlag for.

Arbejdsløshedskassen konkluderede derfor, at der intet lå i medlemmets sag, som indikerede, at medlemmet havde oplyst om, at hun havde et plejebarn.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 167.984 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig. DfA lagde herved blandt andet vægt på

Medlemmet havde ikke på sine dagpengekort oplyst om arbejdet som døgnplejer og indtægten herved.

Det fremgik af lønsedlerne, at plejelønnen var ren A-indkomst.

I forhold til dagpengenes størrelse var der tale om en forholdsvis stor indtægt hver måned (mellem 8.151,50 kr. og 8.829,36 kr.), og det måtte derfor have stået medlemmet klart, at hun ikke retmæssigt kunne modtage dagpengene, uden at plejelønnen skulle medføre fradrag i dagpengene.

DfA fandt ikke, at medlemmets anbringender om at have rettet henvendelse til fagforeningen og arbejdsløshedskassen kunne føre til noget andet resultat.

Ankenævnet var enig med DfA i, at medlemmet havde udvist svig over for arbejdsløshedskassen. Ankenævnet lagde også vægt på, at medlemmet var medlem af Socialpædagogernes Arbejdsløshedskasse. Det må eller burde derfor have stået hende klart, at det er arbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand at have et barn i pleje med en månedlig aflønning på mellem 8.151,50 kr. og 8.829,36 kr.

(DfA's j.nr. 93-422-185, AMA's j.nr. 1995-1-3044)

Sag nr. 11

Telefonisk indtastning af 0-dagpengekort

Urigtige oplysninger om lønarbejde

Medlemmet fik udbetalt fulde dagpenge i udbetalingsperiode 7 i 1995 (fra den 19. juni til den 23. juli 1995). Udbetalingen var sket på grundlag af, at medlemmet den 23. juli 1995 telefonisk havde indtastet til arbejdsløshedskassen, at der ikke i perioden havde været forhold, der havde betydning for udbetalingen af dagpenge.

I den vejledning om tast-selv-systemet, som medlemmet havde fået tilsendt, fremgår blandt andet, at man ikke kan indtelefonere sine oplysninger, hvis der er noget, som man skal oplyse om på et almindeligt dagpengekort, fx arbejde. I så fald skal man i stedet indsende et almindeligt dagpengekort med oplysning om arbejde og ledighed i perioden.

Den 4. august 1995 blev medlemmet overflyttet til en ny arbejdsløshedskasse. På overflytningsblanketten oplyste medlemmet, at hun den 23. juli 1995 begyndte at arbejde som elektriker.

Den 20. september 1995 afgav medlemmet ledighedserklæring til den nye arbejdsløshedskasse. Medlemmet oplyste herpå, at hun var begyndt på det nye arbejde den 3. juli og afsluttede det den 15. september 1995. Der foreligger to lønsedler vedrørende dette arbejdsforhold, som var sendt til medlemmet, og hvor lønnen var angivet at være til disposition den 13. juli og den 27. juli 1995.

Medlemmet forklarede, at hun havde benyttet tast-selv-systemet, selv om hun var begyndt at arbejde, fordi hun endnu ikke havde modtaget sin første lønseddel og derfor ikke kendte sin løn.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 7.665 kr. tilbage og indstillede samtidig til DfA, at medlemmet for svig over for kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 340 timer.

Medlemmet klagede over denne afgørelse og anførte, at hun ved gennemgang af sit kontoudtog havde konstateret, at hun havde fået for meget i dagpenge. Fejlen var opstået ved, at hun havde misforstået brugen af tast-selv-systemet. Hun kontaktede herefter den tidligere arbejdsløshedskasse og gjorde opmærksom på fejludbetalingen.

Ved oversendelse af klagen til DfA gjorde arbejdsløshedskassen opmærksom på, at fejlen ikke var blevet konstateret ved medlemmets henvendelse til kassen, men ved, at den nye kasse havde gjort opmærksom på forholdet.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 7.665 kr. tilbage til kassen. DfA traf også afgørelse om, at medlemmet for svig over for arbejdsløshedskassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 340 timer.

DfA lagde herved vægt på

Ved medlemmets opkald til tast-selv-systemet blev hun oplyst om, at hun kunne bekræfte, at hun ikke havde haft arbejde eller andet, der havde betydning for hendes udbetaling. Hun bekræftede dette.

Medlemmet havde modtaget sin første lønseddel og havde derfor kendskab til antal arbejdstimer og lønindtægt, da hun benyttede tast-selv-systemet. Hendes forklaring om, at hun benyttede tast-selv-systemet, fordi hun endnu ikke havde modtaget sin første lønseddel, var derfor ikke korrekt.

Medlemmet havde i strid med sandheden på overflytningsblanketten af 3. august 1995 oplyst, at det nye arbejde begyndte den 23. juli 1995. DfA var af den opfattelse, at formålet med denne fejlagtige oplysning var at forhindre, at arbejdsløshedskassen fik kendskab til, at medlemmet allerede den 3. juli 1995 var begyndt på det nye arbejde.

Afgørelsen blev ikke indbragt for ankenævnet.

(DfA's j.nr. 95-6351-2948)

Sag nr. 12

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Kendskab til oplysningspligten

Medlemmet oplyste på sine dagpengekort fra 22. april 1990 til 11. november 1990, at hun ikke havde arbejde. Fra 12. november 1990 til 18. november 1990 oplyste medlemmet i alt 37,5 arbejdstimer. Fra 19. november 1990 til 16. december 1990 oplyste medlemmet igen, at hun ikke havde arbejde.

Af oplysningerne fra arbejdsgiveren fremgår derimod, at medlemmet har haft følgende arbejdsperioder med 75 arbejdstimer i hver periode

fra 17. april 1990 til 27. april 1990,

fra 5. juni 1990 til 18. juni 1990,

fra 16. august 1990 til 29. august 1990,

fra 1. oktober 1990 til 12. oktober 1990 og

fra 12. november 1990 til 23. november 1990.

Medlemmet erkendte at have arbejdet i disse perioder, men anførte, at det var sket i god tro, og at hun to gange havde rettet henvendelse til arbejdsløshedskassen om tvivlsspørgsmål. Medlemmet anførte også, at kassen havde revet en udleveret frigørelsesattest itu og sagt, at hun bare skulle arbejde. Hun havde forstået, at hun intet skulle foretage sig, før hun fik fast arbejde.

Arbejdsløshedskassen bemærkede hertil, at medlemmet ved en § 65-samtale den 21. marts 1990 oplyste, at hun kunne få arbejde på nedsat tid. Medlemmet blev derfor oplyst om, hvilke pligter hun havde, når hun modtog supplerende dagpenge, og der blev udleveret en frigørelsesattest til hende.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 25.107 kr. tilbage og indstillede, at medlemmet blev slettet som medlem for svig.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse og lagde vægt på, at medlemmet havde oplyst korrekt om antal arbejdstimer for en uge fra 12. november 1990 til 18. november 1990. Det måtte derfor afvises, at medlemmet var i tvivl om sin oplysningspligt.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. D53-30-1/91-0414, AMA's j.nr. 1992-1-0414)

Sag nr. 13

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Urigtige oplysninger om lønudbetalinger i opsigelsesperiode

Et medlem blev sagt op på en transportskole den 31. oktober 1989, og han blev i den forbindelse fritstillet i 5 måneder.

På sine dagpengekort fra uge 21 til uge 23 i 1990 oplyste medlemmet, at han holdt ferie, mens han indtil uge 50 i 1990 oplyste, at han ikke havde arbejde.

Derimod oplyste medlemmets nye arbejdsgiver, at medlemmet fra uge 22 til uge 48 i 1990 havde i alt 962,5 arbejdstimer.

Medlemmet forklarede, at han havde misforstået begrebet fritstilling, da han var af den opfattelse, at fritstillingen på 5 måneder fra transportskolen kunne anvendes i ledighedsperioden og 2 ½ år frem.

Arbejdsløshedskassen beregnede, at medlemmet skulle betale i alt 63.624 kr. til kassen. Kassen fandt også, at medlemmet havde gjort sig skyldig i svig over for kassen.

DfA var enig i tilbagebetalingsbeløbets størrelse og fandt, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig over for denne, da det var bevist, at medlemmet havde givet urigtige oplysninger om sit arbejde på dagpengekortene. DfA fandt ikke, at medlemmets misforståelse af begrebet "fritstilling" kunne undskylde de manglende oplysninger om arbejde på dagpengekortene, eller at der var tidsmæssig sammenhæng mellem ophøret på transportskolen og det nye arbejde.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. D62-D10-1/91-0333, AMA's j.nr. 1992-1-494)

Sag nr. 14

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Urigtige oplysninger om overskydende timer

På skema til opgørelse af overskydende timer oplyste medlemmet, at han i uge 40-42 i 1992 havde haft arbejde hos arbejdsgiver A.

Af medlemmets dagpengekort for ugerne 24-51 i 1992 fremgår det, at han havde arbejde hos arbejdsgiver B i ugerne 25, 35, 36 og 50 i 1992.

Af oplysninger fra arbejdsgiver B fremgår det imidlertid, at han også arbejdede der i ugerne 40, 42, og 44 i 1992 med henholdsvis 9,5, 7,5 og 12 timer. Han havde ikke oplyst om disse arbejdstimer på skema til opgørelse af overskydende timer.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 1.861 kr. tilbage og indstillede, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer for svig.

DfA var enig i, at medlemmet skulle betale i alt 1.861 kr. tilbage til kassen. DfA traf også afgørelse om, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 90 timer for svig over for arbejdsløshedskassen, da han havde undladt at oplyse om sit arbejde hos arbejdsgiver B på skema til opgørelse af overskydende timer og på sit dagpengekort.

DfA lagde herved vægt på, at medlemmet ikke på skema til opgørelse af overskydende timer havde oplyst om sit arbejde hos arbejdsgiver B i uge 40 og 42 i 1992. På dagpengekortet for uge 44 i 1992 havde medlemmet oplyst 0 arbejdstimer, selv om arbejdsgiver B havde oplyst, at han havde arbejdet hos ham i denne uge.

DfA lagde også vægt på, at medlemmet på dagpengekortene for uge 25, 35, 36 og 50 i 1992, altså både før og efter perioden for opgørelse af overskydende timer, havde oplyst om arbejde ved arbejdsgiver B. Han har derfor vidst, at han skulle oplyse om de arbejdstimer, han havde ved arbejdsgiver B, ved opgørelsen af overskydende timer. DfA fandt derfor også, at medlemmet bevidst havde undladt at oplyse om sit arbejde i uge 44 i 1992 hos arbejdsgiver B.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 93-6351-828, AMA's j.nr. 1993-1-1678)

Sag nr. 15

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Nyt svigagtigt forhold inden for 2 år - gentagelsesvirkning

Et medlem havde i ugerne 13 og 14 i 1993 oplyst på dagpengekortene, at han havde været ledig. Medlemmet havde imidlertid arbejdet på fuld tid de pågældende uger.

DfA traf den 16. februar 1994 afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 4.776 kr. tilbage til arbejdsløshedskassen. DfA fandt også, at medlemmet for svig over for kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 220 timer.

På sit dagpengekort for uge 28 i 1995 oplyste medlemmet, at han havde 0 arbejdstimer.

Medlemmets arbejdsgiver oplyste imidlertid den 20. september 1995 til arbejdsløshedskassen, at medlemmet i denne uge havde haft 22 arbejdstimer.

Medlemmet forklarede, at han ved en beklagelig fejl var kommet til at skrive 0 timer på for denne uge. Det var ikke korrekt, da han havde 22 arbejdstimer. Han var indforstået med at betale det for meget udbetalte tilbage.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 1.413 kr. tilbage til kassen. Kassen indstillede samtidig til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem for svig over for denne.

I sin klage anførte medlemmet, at han ikke var ret god til at holde orden i sine papirer. I den pågældende periode havde han netop aftalt at starte på arbejde. Det var derfor, at han havde glemt at skrive arbejdstimerne på dagpengekortet. Han var villig til at betale beløbet tilbage, blot han undgik at blive slettet, da det ville ødelægge hans fremtidige arbejdsmuligheder.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 1.413 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt også, at det var bevidst, at medlemmet for at få en ydelse, han ikke var berettiget til, havde afgivet urigtige oplysninger om sit arbejde på dagpengekortet.

DfA lagde blandt andet vægt på, at der på dagpengekortene står, at medlemmet har pligt til at oplyse om alt arbejde i en ledighedsperiode, og at han havde udfyldt dagpengekortet, efter at han havde udført arbejdet hos sin arbejdsgiver.

Da det nye forhold var begået mindre end to år efter DfA's afgørelse af 16. februar 1994, hvor medlemmet i en lignende situation fandtes at have begået svig over for arbejdsløshedskassen, traf DfA afgørelse om, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-6351-2823, AMA's j.nr. 1995-1-3178)

Sag nr. 16

Sort arbejde som ferieafløser for indehaver af restaurant ikke oplyst på dagpengekortene

Dokumentation for arbejdets udførelse

Under en aktion mod sort rengøring, der blev gennemført af DfA, politiet og told- og skattemyndighederne, blev medlemmet den 23. januar 1995 antruffet bag baren på en restaurant.

Af politirapport af samme dato fremgår det, at medlemmet præsenterede sig som ejerens (hans svigerinde) repræsentant. Han erklærede, at han ikke var ansat i restauranten, men at han under sin brors og svigerindes ferie (14 dage/uge 3 og 4) åbnede restauranten, opmålte i baren og afleverede penge i banken.

Da medlemmet havde fået fulde dagpenge i de pågældende uger, indberettede DfA sagen til arbejdsløshedskassen.

Medlemmet forklarede til arbejdsløshedskassen, at der var tale om en fejlopfattelse eller fortolkningsfejl. Han bestred at have stået i baren, at have åbnet restauranten eller opmålt i baren, og han bestred at have oplyst dette til politiet. Det eneste han havde oplyst, var, at han ikke havde arbejdet i restauranten. Politirapporten var ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold. Han havde ikke oplyst, at han repræsenterede ejeren. Derimod havde han oplyst, at han, da han nu alligevel var til stede, repræsenterede sin bror i dennes fravær, således at restaurantens førstemand ikke blev forstyrret i sit arbejde.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke bevidst havde afgivet urigtige oplysninger på dagpengekortene for ugerne 3 og 4 i 1995 ved ikke at oplyse om arbejde på dagpengekortene. Kassen indstillede derfor til DfA, at medlemmet blev pålagt en effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomt forhold. Kassen havde ved afgørelsen lagt politirapport af 23. januar 1995 til grund for afgørelsen.

DfA fandt, at medlemmet ikke havde været dagpengeberettiget i ugerne 3 og 4 i 1995. DfA lagde herved vægt på medlemmets første oplysninger til politiet.

DfA fandt også, at medlemmet for svig over for arbejdsløshedskassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer.

DfA lagde herved vægt på, at det af dagpengekortet fremgik, at man skal oplyse om alt arbejde såvel lønnet som ulønnet, og at han ved sin underskrift på dagpengekortet indestod for oplysningernes rigtighed. Det måtte derfor have stået ham klart, at de afgivne oplysninger ikke var korrekte, da han ikke kunne være i tvivl om, at han ikke kunne deltage i driften af sin brors restaurant uden dagpengemæssige konsekvenser.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-435-93, AMA's j.nr. 1995-1-2991)

Sag nr. 17

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Dokumentation for sort arbejde som medarbejder i en døgnkiosk i ledighedsperioden

Den 18. september 1995 foretog politiet og Told og Skat en ransagning i en døgnkiosk. Medlemmet befandt sig i kiosken med kasseapparatet åbent. Medlemmet forklarede, at han var bedt om at komme til samtale med kioskens ejer, og at kioskejerens nevø, som passede kiosken, var gået et ærinde. Medlemmet havde ekspederet en halv time. Nevøen kom ikke tilbage.

På sit dagpengekort påførte medlemmet den 18. september 1995 denne times arbejde.

Ægtefællen til kioskens ejer har forklaret, at det var hans nevø, der skulle passe kiosken den 18. september 1995, og at nevøen ringede til medlemmet, da nevøen skulle gå for at passe sin egen kiosk. Kioskens ejer nægter, at medlemmet nogensinde har været ansat i en af hans kiosker.

Kioskens ejer har forklaret, at når hverken hun eller ægtefællen kunne passe kiosken, tilkaldte de medlemmet, som de kendte. Det skete, at han passede kiosken en eller to gange om ugen.

Et vidne har efter at have set et foto af medlemmet forklaret, at han var 100% sikker på, at det var den person, der havde arbejdet i kiosken gennem de sidste par måneder, næsten hver dag, også i weekenden. Vidnet handler ikke i kiosken, men bor ovenover kiosken. Han havde i en weekend været nede og skælde ud over, at der blev åbnet for tidligt kl. 7.00.

Et andet vidne har forklaret, at hun handler i kiosken hver eneste dag. Efter at have set fotoet af medlemmet var hun 100% sikker på, at medlemmet har arbejdet i kiosken i nogle måneder, hver eller hver anden dag. Vidnet var også blevet betjent af medlemmet i kiosken.

Medlemmet har over for arbejdsløshedskassen forklaret, at han har været i kiosken på besøg, men ikke udført arbejde. Han mener at have været på besøg 3-4 gange inden for de sidste 2 måneder op til den 18. september 1995.

Arbejdsløshedskassen har fæstet lid til medlemmets forklaring om hændelsesforløbet den 18. september 1995. Det skyldes, at medlemmet har påført denne times arbejde på dagpengekortet den 18. september 1995.

Arbejdsløshedskassen har også fået et brev fra ejeren af kiosken, hvor ejeren bekræfter, at medlemmet aldrig har udført arbejde for ham udover den ene time den 18. september 1995.

Arbejdsløshedskassen finder derfor, at medlemmet har overholdt sin oplysningspligt, og at der ikke er grundlag for at give medlemmet sanktion.

DfA lagde til grund, at vidner har oplyst, at medlemmet har passet døgnkiosken hver eller hver anden dag i ikke under 2 måneder fra kl. 7.00 - 14.00 eller kl. 14.00 - 22.00.

DfA lagde også til grund, at kioskens ejer har oplyst, at medlemmet har passet kiosken 1-2 gange om ugen.

DfA finder derfor, at medlemmet mindst har arbejdet 2 dage om ugen i 2 måneder før den 18. september 1995, hvor politiet mødte medlemmet i forretningen.

DfA fandt derfor, at medlemmet fra uge 29 til uge 38 i 1995 har modtaget 10.050,- kr. for meget i dagpenge.

DfA fandt også, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 530 timer.

DfA lagde blandt andet vægt på, at man har pligt til at oplyse om alt arbejde i ledighedsperioden, og at medlemmet med sin underskrift på tro og love har erklæret, at oplysningerne på dagpengekortene var rigtige. DfA lagde også vægt på vidnernes og ejerens forklaring om, at medlemmet har udført mere arbejde end den ene time, som han selv har oplyst om på dagpengekortet for den samme dag, som politiet mødte ham i forretningen.

Arbejdsløshedskassen klagede over afgørelsen til ankenævnet. Kassen anførte, at DfA's afgørelse hviler på subjektive vidneudsagn, og at politiet under afhøringen af kioskens ejer stillede ledende spørgsmål, som affødte svar, der ikke kan anses for at være vederhæftige. Kioskens ejer har senere i et brev benægtet at have udtalt til politiet, at medlemmet har arbejdet i kiosken.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-432-388, AMA's j.nr. 1996-1-3727)

Sag nr. 18

Sort arbejde i et pizzaria

Krav til dokumentationen for, at der var udført arbejde

Medlemmet var ikke til rådighed den pågældende dag

Medlemmet blev ledig den 1. juli 1993 efter et arbejdstilbud, og han havde siden modtaget fulde dagpenge.

Under en kontrolaktion den 29. november 1996 konstaterede politiet, at medlemmet var til stede i restaurant Pizza .... Medlemmet var iført arbejdstøj bestående af hvide bukser og T-shirt, hvorpå der sad friske madrester stammende fra madlavning. Medlemmet forklarede dog til politiet, at han ikke arbejdede på stedet. Han var til daglig studerende og havde kun været til stede den dag som besøgende.

DfA indberettede sagen til arbejdsløshedskassen.

Medlemmet forklarede til arbejdsløshedskassen, at han havde aftalt med ejeren af restaurant Pizza ...., at han den 29. november 1996 skulle komme til en samtale for at søge arbejde. Medlemmet sad og drak en kop kaffe og ventede, fordi ejeren var ude i byen med pizzaer, da politiet kom. Til politiets forklaring om, at han havde friske madrester på tøjet stammende fra madlavning forklarede medlemmet, at det ikke var sandt.

Ejeren forklarede også, at medlemmet ikke arbejdede hos ham den pågældende dag, men først startede den 15. januar 1997.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at der ikke var udbetalt dagpenge med urette på den dag, hvor medlemmet var truffet i restaurant Pizza .... Kassen lagde herved vægt på medlemmets forklaringer til sagen.

DfA fandt det derimod godtgjort, at medlemmet havde arbejdet i restaurant Pizza .... den 29. november 1996 uden at oplyse herom. På grund af medlemmets modstridende forklaringer om årsagen til hans tilstedeværelse i restaurationen fandt DfA det ubetænkeligt at lægge politiets iagttagelser til grund.

Medlemmet skulle derfor betale dagpenge, som han havde fået udbetalt for denne dag, i alt 431,- kr., tilbage til arbejdsløshedskassen.

DfA fandt også, at medlemmet for svig over for arbejdsløshedskassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer.

Ankenævnet fandt det også godtgjort, at medlemmet havde arbejdet i restaurant Pizza .... den 29. november 1996.

Ankenævnet lagde blandt andet vægt på politiets oplysninger om, at medlemmet var til stede i restaurant Pizza ...., og at han havde friske madrester på tøjet stammende fra pizzalavning. Ankenævnet fandt også, at det måtte have stået medlemmet klart, at han ikke kunne modtage dagpenge samtidig med, at han havde arbejde.

Medlemmet skulle derfor betale i alt 431,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen og gennemgå en effektiv karantæne på 60 timer.

(DfA s j.nr. 97-432-822, AMA s j.nr. 997-1-599)

Sag nr. 19

Sort arbejde i et sådant omfang, at medlemmet ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet

Dokumentation for arbejdets omfang

Ved en revision af et pizzaria konstaterede skatteforvaltningen i Esbjerg, at medlemmet havde hjulpet til i forretningen. Medlemmet havde kvitteret på rabatkuponer, der gav kunden ret til en gratis pizza, når den 10. pizza var købt.

Der var rabatkuponer med medlemmets navn på hele året igennem, så det var ikke tilfældigt, at han var på besøg. De to første måneder var gennemgået nøje, og her fremgår medlemmets navn meget konstant. For resten af året var det kun ved stikprøver, at det var kontrolleret, om medlemmets navn fremgik.

I februar måned (uge 5 - 8 i 1993) har medlemmet kvitteret på 14 rabatkuponer med i hvert fald 44 underskrifter. Fra den 9. august 1993 og året ud (uge 32 - 52 i 1993) foreligger der 8 rabatkuponer med 25 underskrifter.

På sine dagpengekort fra uge 5 - 52 i 1993 har medlemmet oplyst, at han havde 0 arbejdstimer.

Medlemmet forklarede, at han havde arbejdet 2-3 timer pr. dag i 2-3 dage om ugen gennem 3-4 måneder fra kl. ca. 17.00 til kl. 20.00. Han havde været i forretningen for at lære drift af pizzaria, fordi han ville starte som selvstændig.

Af en udateret erklæring fra medlemmet fremgår det, at han i 1993 i betydeligt omfang havde præsteret arbejde i pizzariaet, men uden at få nogen løn herfor. Han havde ikke været forpligtet af nogen arbejdsaftale og kunne derfor uvarslet frigøre sig fra arbejdet.

Kommunen havde desuden oplyst til DfA, at der for tiden efter januar/februar kun var taget kopi af en enkelt kupon for hver af de måneder medlemmet figurerer i regnskabet som bevis på, at han havde været ansat i hele perioden.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 14.438,- kr. tilbage til kassen. Kassen havde opgjort beløbet sådan, at medlemmet skulle betale 3 timers dagpenge tilbage for de dage, hvor han havde været i arbejde i ugerne 32 - 52 i 1993. For ugerne 5 - 8 i 1993 skulle medlemmet betale samtlige dagpenge tilbage, da kassen fandt, at medlemmet havde arbejdet på fuld tid i denne periode. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes for svig.

DfA fandt, at medlemmet havde modtaget dagpenge med urette for ugerne 5 - 8 og ugerne 32 - 52 i 1993. Samtlige dagpenge, der var udbetalt i disse perioder, i alt 67.448,- kr., skulle medlemmet derfor betale tilbage til arbejdsløshedskassen.

DfA fandt også, at medlemmet for svig over for arbejdsløshedskassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 12 måneder.

Ved afgørelsen lagde DfA vægt på, at det var godtgjort, at medlemmet i de 2 nævnte perioder har haft arbejde i et sådant omfang, at han ikke var berettiget til supplerende dagpenge og heller ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet.

DfA henviste til

Medlemmet havde fra uge 5 til uge 8 i 1993 underskrevet rabatkuponer i hvert fald 44 tilfælde.

Fra uge 32 til uge 52 i 1993 foreligger der 8 kuponer, hvor medlemmet har underskrevet i 25 tilfælde.

Skatteforvaltningen har oplyst, at medlemmets arbejde har været lige så intens i den sidste periode som i den første periode.

Medlemmet havde til brug for skatteforvaltningens sag mod indehaverne af pizzariaet afgivet en erklæring om, at han havde arbejdet i betydeligt omfang.

DfA fandt derfor, at medlemmet med de senere fremkomne forklaringer ikke havde kunnet sandsynliggøre, at arbejdet havde haft så ringe et omfang, at det ikke var godtgjort, at han, da han modtog dagpengene, var ledig og stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankenævnet tiltrådte DfA s afgørelse og bemærkede, at medlemmet skulle betale samtlige dagpenge tilbage i de 2 perioder, da nævnet anså det for godtgjort, at medlemmet havde haft en så fast tilknytning til pizzariaet i de 2 perioder, at det måtte antages, at han ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, nr. 5.

Ankenævnet fandt også, at medlemmet havde handlet svigagtigt ved ikke på dagpengekortene at oplyse om arbejdet i pizzariaet, og at han derfor skulle gennemgå en almindelig karantæne på 12 måneder.

(DfA s j.nr. 96-51-1242, AMA s j.nr. 1997-1-4742)

Urigtige oplysninger om udøvelse af selvstændig virksomhed på dagpengekort mv.

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om arbejde i ægtefælles selvstændige virksomhed

Forpagtning af restaurationsvirksomhed

Et medlem meldte sig ledig den 17. maj 1991 efter et arbejde i et køkken som tjener. Årsagen til arbejdsophøret var lukning. Hun svarede "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt hun eller hendes ægtefælle drev selvstændig virksomhed. Hun modtog herefter dagpenge i ca. 3 måneder.

Medlemmet meldte sig på ny ledig den 2. juni 1992. Hun havde fra den 1. september 1991 til 30. april 1992 arbejdet med "køkken", og hun blev sagt op på grund af uoverensstemmelser om løn og arbejdsvilkår. Arbejdsgivererklæringen og lønsedlerne var stemplet med "... ...... Frimurerlaug". Medlemmet svarede igen "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt hun eller hendes ægtefælle drev selvstændig virksomhed. Medlemmet modtog herefter dagpenge til sommeren 1993.

I forbindelse med opdatering af medlemmets dagpengeret konstaterede arbejdsløshedskassen, at medlemmet ikke var ansat af "... ...... Frimurerlaug", men havde arbejdet for sin ægtefælle.

"... ...... Frimurerlaug" oplyste herefter, at medlemmets ægtefælle den 1. januar 1990 indgik en forpagtningskontrakt med lauget. Der var tale om forpagtning af en restaurationsvirksomhed, hvor forpagteren forestår driften af virksomheden, oppebærer fortjenesten herved og selv ansætter og aflønner sit personale. Forpagtningen ophørte den 31. oktober 1992.

Af medlemmets og ægtefællens selvangivelse for 1991 fremgår det, at de hver har angivet et overskud af selvstændig virksomhed på kr. 7.568. Et driftsregnskab for virksomheden viste et overskud på kr. 15.139, som blev delt ligeligt mellem ægtefællerne.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet havde udøvet selvstændig virksomhed, som hun ikke var ophørt med i den periode fra den 1. juni 1991 til den 30. september 1992, hvor hun havde modtaget dagpenge. Hun skulle derfor betale i alt 77.619 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt, at medlemmets arbejde i ægtefællens virksomhed var selvstændig virksomhed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Efter reglerne om ægtefælleudtræden og endeligt ophør og efter indholdet af forpagtningskontrakten, ægtefællens opsigelse og bortforpagterens oplysninger om ophørstidspunktet kunne medlemmet først anses for ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed den 1. november 1992.

Som følge heraf skulle medlemmet betale i alt 91.644 kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig over for denne. DfA lagde vægt på, at medlemmet på to ledighedserklæringer havde svaret "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt hun eller hendes ægtefælle drev selvstændig virksomhed.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 94-6351-1322, AMA's j.nr. 1995-1-2707)

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om arbejde i ægtefælles døgnkiosk

Dokumentation og bevis for arbejdets udførelse

Medlemmet meldte afbud til et inspirationskursus fra den 13. marts til den 24. marts 1995 på grund af arbejde. Da medlemmet havde skrevet 0 på dagpengekortene for denne periode, fik han udleveret et erstatningskort af arbejdsløshedskassen. På dette kort oplyste han i alt 12 timers arbejde ved oprydning for ægtefællen.

Han oplyste herefter til arbejdsløshedskassen, at det kun var i denne periode, at han udførte arbejde i sin kones virksomhed, og at han ikke fik løn herfor. Kassen gjorde herefter medlemmet bekendt med, at hvis han udførte arbejde i konens forretning, skulle han overflyttes til en kasse for selvstændige erhvervsdrivende.

Den 22. juni 1995 oplyste Told og Skat, at man sammen med politiet havde været på kontrolbesøg i kiosken den 31. maj 1995. I kiosken havde medlemmet og en anden været tilstede. Den anden oplyste at have været ansat fra den 1. april til den 31. maj 1994. Herudover havde der ikke været ansat lønnet arbejdskraft i virksomheden, siden den blev startet den 23. december 1993. Medlemmet havde præsenteret sig som daglig leder.

Under en senere politiafhøring oplyste medlemmet, at han havde passet kioskens drift siden åbningen frem til tilsynsdagen på grund af ægtefællens manglende danskkundskaber. Den anden person havde passet kiosken fra den 18. maj 1995 mellem kl. 9.00 og kl. 15.00, men han havde endnu ikke modtaget nogen løn herfor.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet på grund af drift af selvstændig virksomhed skulle betale i alt 169.869 kr. tilbage til kassen. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig.

Medlemmets advokat klagede over afgørelsen og anførte, at medlemmet ikke havde forestået den daglige drift, herunder kundebetjening, vareindkøb og regnskab. Han havde alene været behjælpelig i kiosken, men på ingen måde bistået i driften af denne. Advokaten anførte også, at medlemmet havde været uvidende om, at han ikke måtte bistå sin kone i forretningen.

På baggrund af medlemmets egne oplysninger og oplysningerne fra politiet lagde DfA til grund for afgørelsen, at medlemmet siden starten af kiosken den 23. december 1993 personligt helt eller delvis havde passet kioskens drift med kundebetjening, kontakt til leverandører, modtagelse af varer, opgørelse af dagens salg mv. Han skulle derfor betragtes som selvstændig erhvervsdrivende.

Ud fra det oplyste om arten af medlemmets arbejde i virksomheden, herunder at han ikke kunne deltage i inspirationskurset fra den 13. marts til den 24. marts 1994, fandt DfA, at medlemmets arbejde i virksomheden ikke kunne anses for selvstændig bibeskæftigelse.

DfA tiltrådte derfor arbejdsløshedskassens afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 169.127 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt det også godtgjort, at medlemmet for at få en ydelse, han ikke var berettiget til, havde afgivet urigtige oplysninger på dagpengekortene.

DfA lagde herved vægt på

Det fremgår af dagpengekortene, at medlemmet har pligt til at oplyse om alt arbejde.

Det måtte stå medlemmet klart, at han ikke samtidig kunne arbejde og modtage dagpenge.

Medlemmet havde på tro og love på dagpengekortene erklæret, at oplysningerne var rigtige.

Kiosken havde haft åbent på alle hverdage og i weekenderne med åbningstider fra tidlig morgen til sen aften.

Medlemmet havde ved Told og Skats kontrolbesøg præsenteret sig som daglig leder.

I ledighedsperioden havde der kun været en person ansat i to måneder i kun 120 timer pr. måned.

Medlemmet havde ikke kunnet deltage i inspirationskurset fra den 13. marts til den 24. marts 1994 på grund af arbejde.

Medlemmet havde ved afhøring hos politiet erkendt forholdet.

DfA fandt derfor, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig over for denne.

Ankenævnet var enig i, at medlemmet havde deltaget i driften af kiosken i et sådant omfang, at han i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven skulle betragtes som selvstændig erhvervsdrivende.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at betragte arbejdet som bibeskæftigelse, fordi der kun i en begrænset periode havde været ansat personale, fordi medlemmets ægtefælle havde begrænsede danskkundskaber, og fordi medlemmet havde forklaret til politiet, at han havde passet forretningens drift.

Ankenævnet fandt endelig, at medlemmet bevidst havde afgivet urigtige oplysninger om sin deltagelse i virksomheden, og det var derfor med rette, at medlemmet var blevet slettet som medlem af arbejdsløshedskassen.

(DfA's j.nr. 95-501-44, AMA's j.nr. 1995-1-3104)

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Kreaturhandel - dokumentation for det udførte arbejde

Told- og Skatteregion Viborg oplyste, at medlemmet i 1990 havde solgt kreaturer for 1.448.796 kr. inklusiv moms. I 1991 var salgsomsætningen angivet til 1.338.709 kr. Medlemmet blev først momsregistreret den 1. februar 1991.

Medlemmet meldte sig ledig den 6. juni 1989 efter et arbejdstilbud, og han modtog fulde dagpenge indtil den 1. februar 1991, hvor han overgik til iværksætterydelse til en virksomhed med handel med kvæg. Medlemmet havde i sin ledighedsperiode på intet tidspunkt oplyst om arbejde eller indtægter ved selvstændig virksomhed.

Medlemmet forklarede, at der var tale om en fritidsbeskæftigelse. Omsætningen svarer til 300 dyr. Med et gennemsnit på 10 dyr pr. handel svarer det til 10 handler. Tidsforbruget ved en handel er ca. 2 timer dertil kørsel og telefon. Medlemmet skønnede derfor at have brugt 60 timer på virksomheden i 1990.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at der var tale om selvstændig bibeskæftigelse. Medlemmet faldt derfor for det skærpede arbejdskrav den 1. januar 1991, og han havde i 1990 undladt at påføre 60 arbejdstimer. Medlemmet skulle derfor betale i alt 18.300 kr. tilbage, og kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes for svig.

Ved sagens behandling i DfA blev det fra Told og Skat oplyst, medlemmet havde solgt kvæg på auktionen i Brørup 29 gange i 1990 (221 stk.) og 4 gange i januar 1991 (42 stk.). Medlemmet købte mellem 1 og 6 stk. kvæg af gangen, og vognmanden kørte også kvæg til andre destinationer end Brørup.

Medlemmets advokat forklarede, at medlemmet ikke deltog i auktionerne i Brørup, men blot ringede efter vognmanden, muligvis langt over halvdelen af handlerne skete telefonisk.

Af referatet af politiets afhøring af medlemmet fremgår det, at han forklarede, at køb sker ved betaling på stedet ved check eller kontant. Han bød i flere tilfælde dyrene hjem, hvis prisen var for dårlig. Der har været følgende indsættelser på medlemmets kassekreditkonto

1990

kr. 2.662.894

1991

kr. 3.504.336

1992

kr. 4.556.370

Når indsættelserne oversteg omsætningen skyldtes dette ifølge medlemmet, at han hævede kontanter til handler, der ikke blev til noget, hvorefter pengene blev indsat på ny.

I politirapporten har politiet udtalt, at det er usandsynligt, at medlemmet skulle handle uden selv at være til stede. Politiet henviser her til medlemmets tidligere forklaring, idet han så ikke kunne "byde over". Det er også usandsynligt, at han handlede telefonisk, fordi han forklarede, at afregningen skete kontant, og at der er tradition for selv at være til stede.

Told og Skat har også oplyst, at medlemmet i 1991 - 1993 har fradraget 75% af sine udgifter til bil som erhvervskørsel. For 1993 er den erhvervsmæssige kørsel ca. 30.000 km. Medlemmet har haft kvæg på lejet jord. Der foreligger også en faktura fra 1991 vedrørende indkøb af foder og hø og 2 salgsafregninger fra Viborgegnens Husdyrauktioner fra 8. december 1989.

Brørup Husdyrauktioner har oplyst, at medlemmet blev indmeldt den 12. januar 1990.

DfA traf afgørelse om, at medlemmets handel med kvæg i 1990 og i 1991 havde haft et sådant omfang, at den måtte karakteriseres som selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. Også i tilfælde af, at kvæghandelen i 1990 blev betragtet som bibeskæftigelse, havde den et sådant omfang, at den var uforenelig med ret til dagpenge.

Medlemmet skulle derfor betale de dagpenge tilbage til kassen, som han havde modtaget fra den 1. januar 1990 til den 1. februar 1991, i alt 134.651 kr.

DfA lagde til grund, at medlemmet hovedsageligt havde handlet ved personligt fremmøde. I årene 1991 - 1993 havde han fået et kørselsfradrag, der svarede til, at han mødte personligt. DfA lagde også til grund, at medlemmet adskillige gange havde været ude hos landmænd og haft kontanter med hjem, når henses til differencen på ca. en million kr. mellem den officielle omsætning og indsættelserne på kassekreditten.

DfA lagde også til grund

at medlemmet var til stede på auktionerne, da han har oplyst til politiet, at han af og til afgav eget bud,

at han i 1991 - 1993 havde udgifter til at holde kvæg,

at han har bopæl nord for Viborg og auktionerne var i Brørup og der derfor må være brugt meget tid på transport,

at det ville være i strid med traditionen at handle telefonisk, og

at der med en omsætning på kr. 1,5 mill. kr. må anvendes tid på administrative opgaver, selv om der ikke er ført momsregnskab.

DfA fandt det derfor godtgjort, at medlemmet bevidst havde afgivet urigtige oplysninger for derved at modtage dagpenge med urette. Medlemmet skulle derfor gennemgå en almindelig karantæne på 12 måneder.

DfA lagde blandt andet vægt på, at medlemmet må have vidst, at han ikke kunne modtage dagpenge samtidig med, at han drev selvstændig virksomhed med en årsomsætning på 1,5 mill. kr.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med de givne begrundelser.

(DfA's j.nr. 95-51-918, AMA's j.nr. 1995-1-3177)

Urigtige oplysninger på ansøgning om optagelse, ledighedserklæring mv.

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om tidligere medlemskab på ansøgning om optagelse

Et medlem blev den 12. september 1985 slettet som medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende på grund af svig. Årsagen hertil var, at han havde givet urigtige oplysninger om start af selvstændig virksomhed. Medlemmet skulle betale i alt 21.137 kr. tilbage til kassen.

Den 29. oktober 1987 blev medlemmet optaget som nyt medlem af en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere. På optagelsesansøgningen svarede medlemmet nej til spørgsmålet, om han tidligere havde været medlem af en arbejdsløshedskasse.

I forbindelse med en incassosag om dagpengegælden oplyste medlemmet til arbejdsløshedskassen for selvstændige, at han levede af sæsonarbejde og understøttelse.

DfA bad derfor arbejdsløshedskassen for lønmodtagere undersøge, om optagelsen den 29. oktober 1987 var sket med urette.

Medlemmet forklarede, at han var i god tro, da han ikke vidste, at arbejdsløshedskasser for lønmodtagere og selvstændige havde nogen betydning for hinanden. Det var første gang han havde været lønmodtager.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at optagelsen var sket med urette, pålagde medlemmet at betale i alt 108.266 kr. tilbage og annullerede optagelsen.

DfA stadfæstede afgørelsen og fandt, at medlemmet havde givet urigtige oplysninger til arbejdsløshedskassen for lønmodtagere, og at han ikke havde været i god tro, dels fordi det fremgår af arbejdsløshedsforsikringsloven, hvordan man forholder sig i tilfælde af svigsslettelse og genoptagelse, dels fremgik det af optagelsesansøgningen fra arbejdsløshedskassen for selvstændige, at der er en sammenhæng mellem kasser for lønmodtagere og selvstændige.

DfA fandt også, at medlemmet havde handlet svigagtigt, og at han senest da han begyndte at modtage dagpenge burde have indset, at der er en sammenhæng mellem kasserne, eftersom han skulle tilmelde sig arbejdsformidlingen og udfylde dagpengekort, uanset hvilken af kasserne han var medlem af.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med de givne begrundelser.

(DfA's j.nr. 92-635-400, AMA's j.nr. 1992-1-632)

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om udbetalt egenpension på to ledighedserklæringer og dagpengekortene

Medlemmet blev den 1. august 1979 afskediget fra et telefonselskab, og medlemmet fik i den forbindelse udbetalt en pension, der årligt udgjorde 75.877,71 kr.

Der var tale om en pension, der var indeholdt i overenskomsten. 2/3 af pensionen var arbejdsgiverbetalt, og 1/3 var lønmodtagerbetalt.

På sin ledighedserklæring af 17. oktober 1988 svarede medlemmet "nej" til spørgsmålet, om han modtog egenpension eller lignende. På sin ledighedserklæring af 16. september 1991 svarede medlemmet også "nej" til dette spørgsmål. Medlemmet har ikke oplyst om sine pensionsindtægter på nogen af sine dagpengekort.

Medlemmet forklarede, at han var blevet sagt op på grund af alkoholproblemer, og at han derfor var sagt op med pension, da han "ellers ikke kunne få den igennem ved den lokale fagforening". Han mente derfor, at pensionen var proforma, at han var i god tro, og at han derfor ikke skulle opgive den. Han mente også, at det kun var sociale pensioner, der skulle opgives.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 181.984 kr. tilbage. Kassen var også af den opfattelse, at medlemmet havde begået svig over for kassen, da han på sine ledighedserklæringer havde svaret "nej" til spørgsmålet, om han modtog egenpension.

DfA tiltrådte, at medlemmet havde begået svig over for kassen, og at han derfor skulle slettes som medlem af denne. DfA henviste her til, at medlemmet både på ledighedserklæringerne og dagpengekortene havde undladt at oplyse om egenpensionen. Endelig lagde DfA vægt på, at han ved sin underskrift på tro og love havde erklæret, at oplysningerne på dagpengekortene var rigtige.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. D53-121-1/91-0093, AMA's j.nr. 1992-1-568)

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger på ledighedserklæringen om årsag til arbejdsophør

Et medlem oplyste på sin ledighedserklæring, at han var opsagt på grund af arbejdsmangel til fratræden samme dag. Medlemmet modtog herefter dagpenge fra første ledige dag.

Medlemmets arbejdsgiver oplyste senere, at medlemmet selv havde sagt op, fordi han ikke kunne med de andre svende.

DfA traf afgørelse om, at arbejdsophøret var omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 2, med deraf følgende karantæne på 5 uger. Ved at afgive urigtige oplysninger om årsagen til arbejdsophøret havde medlemmet med urette modtaget dagpenge i 5 uger svarende til 5 ugers karantæne, og disse dagpenge skulle betales tilbage af medlemmet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

DfA fandt desuden, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 570 timer, da det forhold, at han afgav urigtige oplysninger om årsagen til arbejdsophøret, blev anset for at være svigagtigt.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen.

(DfA's j.nr. D37-3-2/87-0495, AMA's j.nr. 60-091-88)

Manglende rådighed

Sag nr. 1

Manglende oplysning om fængselsophold i ledighedsperiode

Kammerat afleverede dagpengekort

Medlemmet erklærede på sit dagpengekort fra 1. april 1989 til 30. april 1989, at han var til rådighed for arbejdsmarkedet. Medlemmet oplyste også, at han holdt ferie fra 1. maj 1989.

Odense Politi oplyste, at medlemmet var varetægtsfængslet fra den 1. april 1989 til 1. oktober 1991.

På arbejdsløshedskassens foranledning oplyste medlemmet, at han blev tilbageholdt fra den 1. maj 1989. Medlemmet forklarede, at han efter sin varetægtsfængsling den 1. april 1989 havde fået en kammerat til at se til sin lejlighed, og det måtte være denne kammerat, som havde indsendt dagpengekortet.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet ikke havde været berettiget til at modtage dagpenge fra 1. april 1989 til 30. april 1989, og at han derfor skulle betale i alt 9.725 kr. tilbage. Kassen indstillede også, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 470 timer for svig over for kassen.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen og lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at dagpengene var anvist til medlemmets bankkonto, og at medlemmet ikke efterfølgende havde gjort kassen opmærksom på, at han i perioden havde fået for meget i dagpenge.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 92-683-22, AMA's j.nr. 1992-1-0135)

Sag nr. 2

Manglende oplysning om fængselsophold i ledighedsperiode

Socialrådgivers vejledning om rettigheder under fængselsopholdet

Kriminalpolitiet i København oplyste, at medlemmet havde været varetægtsfængslet fra den 7. juli til den 20. juli 1995, hvor han blev løsladt.

Medlemmet havde udfyldt sit dagpengekort med 0 timer for alle dage under fængslingen. DfA bad herefter arbejdsløshedskassen om at undersøge forholdet og træffe afgørelse i sagen.

Medlemmet forklarede, at han havde haft en samtale med en socialrådgiver under fængslingen. Han havde forstået, at han ikke skulle foretage sig noget, hvis varetægtsfængslingen ikke blev forlænget efter den 20. juli 1995, men socialrådgiveren ville kontakte arbejdsløshedskassen, hvis fængslingen blev forlænget.

Socialrådgiveren havde herefter erklæret over for arbejdsløshedskassen, at hun havde informeret medlemmet om, at han ikke var berettiget til dagpenge under fængslingen, og at der var mulighed for fritagelse for kontingent, hvis fængslingen kom til at vare over en måned.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet havde modtaget i alt 5.070 kr. for meget i dagpenge, da han ikke stod til rådighed under fængselsopholdet.

Arbejdsløshedskassen indstillede også til DfA, at medlemmet for svig over for kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne på 230 timer. Kassen henviste herved til, at medlemmet havde skrevet 0 på dagpengekortene for alle dagene i perioden og samtidig på tro og love skrevet under på, at han på de ledige dage ville og kunne tage arbejde på fuld tid. Dette på trods af, at han af socialrådgiveren i fængslet var blevet vejledt om, at han ikke kunne få dagpenge under et fængselsophold.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 5.070 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt også, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 230 timer for svig over for arbejdsløshedskassen. DfA henviste herved til, at det måtte have stået medlemmet klart, at han ikke kunne overtage arbejde med dags varsel under fængslingen, og at han ved at udfylde dagpengekortene og indsende dem til kassen ville modtage dagpenge, selv om han ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-51-872, AMA's j.nr. 1996-1-3316)

Sag nr. 3

Manglende oplysning om sygdom i en ledighedsperiode

Et medlem oplyste på sine dagpengekort fra den 22. maj til den 4. juli 1990, at hun ikke havde arbejde.

I anledning af en skatteregisterundersøgelse blev det oplyst af social- og sundhedsforvaltningen, at medlemmet fra den 22. februar til den 4. juli 1990 modtog sygedagpenge. Social- og sundhedsforvaltningen oplyste også, at sygdommen var lægeligt dokumenteret.

Medlemmet forklarede, at hun ikke kunne finde nogen papirer på, at der skulle være sket en dobbeltudbetaling, hvilket hun i øvrigt stod uforstående overfor.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 15.358 kr. tilbage. Også indstillede kassen, at medlemmet skulle slettes for svig, da hun ved at give urigtige oplysninger på dagpengekortene i så stort et omfang havde gjort sig skyldig i et svigagtigt forhold.

DfA var enig i størrelsen af tilbagebetalingsbeløbet. Endvidere traf DfA afgørelse om, at medlemmet skulle slettes for svig over for arbejdsløshedskassen. DfA lagde vægt på, at der på dagpengekortene står, at medlemmet har pligt til at oplyse om al sygdom i en ledighedsperiode, og at hun ved sin underskrift på tro og love har erklæret, at oplysningerne på dagpengekortene er rigtige.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. D80-142-1/91-1348, AMA's j.nr. 1992-1-599)

Sag nr. 4

Medlemmet var tilmeldt en uddannelse på Aalborg Universitetscenter, fik S.U. og modtog fulde dagpenge

Medlemmet blev ledig den 30. april 1995 og modtog herefter fulde dagpenge.

Den 28. maj 1993 sendte arbejdsløshedskassen et brev til medlemmet med oplysninger om ret til dagpenge og informationsmateriale om reglerne for at kunne modtage dagpenge.

Den 1. februar 1995 indgik medlemmet en aftale om en handlingsplan med AF. Det fremgår af denne, at medlemmet ønskede at arbejde som chauffør.

Ved en 44-måneders samtale den 22. august 1995 i afdelingen gav medlemmet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at læse til socialrådgiver, men det var passé for dette semester. Han overvejede dog at begynde studiet det følgende semester.

Den 28. november 1995 modtog arbejdsløshedskassen medlemmets ansøgning om uddannelsesgodtgørelse. Det fremgik af denne, at medlemmet startede på uddannelsen den 1. september 1995.

På arbejdsløshedskassens anmodning herom svarede Aalborg Universitetscenter imidlertid, at medlemmet var tilmeldt studiet som fuldtidsstuderende fra den 1. september 1993. Medlemmet havde modtaget S.U. i 1993 - 1995, og der var indgået aftale om tilbagebetaling, da han havde haft for høj en indtægt (fulde dagpenge).

Medlemmet forklarede, at han var begyndt uddannelsen den 1. september 1993 uden at oplyse arbejdsløshedskassen eller AF herom, fordi han ikke var særlig studieaktiv.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 305.108,- kr. tilbage til kassen. Kassen indstillede samtidig, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig.

Medlemmet anførte i sin klage, at han under hele forløbet havde følt sig "til rådighed", da han havde søgt forskellige jobs, og da han ikke havde været engageret i studiet.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet havde fået udbetalt 305.108,- kr. efter den 1. september 1993, som medlemmet skulle betale tilbage til kassen. DfA lagde vægt på, at medlemmet siden den 1. september 1993 havde været tilmeldt en uddannelse, ligesom han havde modtaget ydelser fra S.U. Medlemmet havde derfor ikke været ledig.

Da medlemmet bevidst havde undladt at oplyse arbejdsløshedskassen om sin uddannelse fra den 1. september 1993 for at modtage dagpenge med urette, skulle medlemmet slettes for svig over for kassen.

Ankenævnet var enig i, at medlemmet skulle betale i alt 305.108,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen. Nævnet lagde vægt på, at medlemmet efter den 1. september 1993 var tilmeldt en uddannelse, som var støtteberettiget efter lov om statens uddannelsesstøtte, og at medlemmet rent faktisk fik udbetalt støtte. Medlemmet havde derfor ikke ret til at modtage dagpenge, jf. § 62a i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Ankenævnet fandt også, at medlemmet bevidst havde undladt at oplyse arbejdsløshedskassen om, at han var under uddannelse fra den 1. september 1993 for derved at modtage dagpenge. Ankenævnet fandt, at fortielsen over for kassen var et svigagtigt forhold, og at medlemmet derfor skulle slettes af kassen for svig over for denne.

(DfA s j.nr. 96-6351-3117, AMA s j.nr. 1996-1-4095)

Sag nr. 5

Urigtige oplysninger om ophold i udlandet i en ledighedsperiode

Arbejdsløshedskassens vejledningspligt over for medlemmet

Københavns Politi konstaterede ved en rutinekontrol i lufthavnen af medlemmets flybillet og pas, at medlemmet havde været udrejst af landet fra den 1. august til den 18. oktober 1994.

Medlemmet havde på sine dagpengekort fra den 25. juli til den 18. september 1994 ved at skrive 0 på dagpengekortene oplyst, at han var ledig og til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medlemmet forklarede til arbejdsløshedskassen, at hans moder, der boede i Kurdistan, var blevet alvorligt syg, og at han for at hjælpe hende var rejst til Syrien. Han orienterede ikke kassen herom, da han ikke var klar over, at rejsen var i strid med reglerne om at være til rådighed.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 17.360 kr. tilbage til kassen. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet burde slettes som medlem for svig.

Medlemmet har i øvrigt forklaret, at han aftalte med en bekendt, at han skulle tømme hans postkasse. Hans bekendte sendte ham derfor de dagpengekort, som arbejdsløshedskassen løbende havde sendt til hans adresse i Danmark. Han udfyldte kortene og returnerede dem til sin adresse i Danmark, hvor hans bekendte sørgede for at aflevere dem til kassen.

Arbejdsløshedskassen oplyste også, at medlemmet under § 65-samtalerne var blevet vejledt om, hvorledes han skulle forholde sig ved blandt andet rejser til udlandet. Det forekom kassens medarbejder, at medlemmet ikke havde forståelsesproblemer. Medlemmet ville næppe heller være blevet optaget på laborantuddannelsen, hvis han ikke forstod dansk i et vist omfang.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 17.360 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig. DfA lagde vægt på, at det må have stået medlemmet klart, at han ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet under sit ophold i Syrien.

Afgørelsen blev ikke indbragt for ankenævnet.

Retten i Esbjerg fandt medlemmet skyldig i bedrageri over for arbejdsløshedskassen. Retten lagde til grund, at medlemmet nøje var blevet vejledt om de regler, der gælder for ledige og konsekvenserne af at afgive urigtige oplysninger på dagpengekortene. Trods denne viden undlod medlemmet at oplyse kassen om, at han i den omhandlede periode opholdt sig i Syrien og Kurdistan og derfor ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, hvorved han modtog dagpenge med urette. Det var for retten ubetænkeligt at antage, at medlemmet på baggrund af kassens § 65-vejledning havde handlet forsætligt.

(DfA's j.nr. 94-436-70)

Sag nr. 6

Urigtige oplysninger om ophold i udlandet i en ledighedsperiode

Stempler i marokkansk pas lagt til grund som bevis for opholdet i udlandet

Politiet i Københavns Lufthavn konstaterede, at medlemmet havde været udrejst af landet i perioder, hvor han havde modtaget dagpenge. Af stempler i medlemmets pas fremgår det, at han er indrejst i Marokko den 10. oktober 1994 og udrejst igen den 4. november 1994.

Medlemmet har modtaget dagpenge fra den 17. oktober til den 6. november 1994. Der foreligger dagpengekort, som er underskrevet af medlemmet den 23. oktober og den 6. november 1994. Ifølge arbejdsløshedskassen synes underskriften på de 2 dagpengekort identisk med underskriften på andre dagpengekort.

Medlemmet har forklaret, at de marokkanske myndigheder er meget sløsede med hensyn til stempling af pas.

DfA fandt, at medlemmet fra den 17. oktober til den 4. november 1994 havde modtaget dagpenge med urette, og at han derfor skulle betale i alt 6.645,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

DfA fandt samtidig, at medlemmet skulle pålægges en effektiv karantæne på 300 timer for svig over for arbejdsløshedskassen.

DfA lagde til grund, at medlemmet var udrejst af landet fra den 10. oktober til den 4. november 1994.

DfA lagde vægt på, at der ikke i sagen foreligger oplysninger, der er egnede til at tilsidesætte de marokkanske grænsemyndigheders stempler og dermed påvise hans tilstedeværelse i Danmark fra den 17. oktober til den 4. november 1994. DfA lagde derfor de i medlemmets pas indstemplede datoer til grund.

DfA lagde også vægt på, at medlemmet har skrevet under på, at han på ledige dage har villet tage arbejde på fuld tid. Det må derfor have stået ham klart, at han ved at skrive 0 på dagpengekortet har fået dagpenge med urette under sit udlandsophold.

Ankenævnet tiltrådte DfA s afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA s j.nr. 95-436-346, AMA s j.nr. 1996-1-4260)

Sag nr. 7

Urigtige oplysninger om ophold i udlandet i en ledighedsperiode

Medlemmet afleverede dagpengekort gennem en veninde under opholdet i udlandet

Politiet i Københavns Lufthavn oplyste, at medlemmet havde været udrejst til Iran fra den 19. juni til den 18. august 1996.

Medlemmet havde modtaget fulde dagpenge i denne periode.

Medlemmet havde deltaget i et kursus på "Håndarbejdets Fremme Skole" helt frem til den 16. juni 1996.

Medlemmet har forklaret, at hun gennem længere tid har haft store personlige problemer i relation til sin mand, og at hun i juni 1996 var i et terapeutisk forløb. Alt var tilspidset i hjemmet, og af angst for sin mand flygtede hun til Iran med deres 3 børn.

En veninde var den eneste, der kendte hendes opholdssted, og på grund af panik og hastværk nåede hun ikke at give arbejdsløshedskassen besked om udrejsen.

Hun var under så stort pres, at hun var ude af stand til at overskue konsekvenserne af at indsende dagpengekortene, som hun havde sendt til sin veninde, som derefter afleverede dem til arbejdsløshedskassen.

I sagen foreligger udtalelser fra medlemmets læge og psykolog, hvoraf det blandt andet fremgår, at hun har været utroligt deprimeret.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 16.213,- kr. tilbage til kassen. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig.

Medlemmet gjorde i sin klage gældende, at hendes ægteskabelige situation var så tilspidset, at hun ikke så anden udvej end at rejse, og at hun slet ikke kunne overskue de økonomiske og praktiske konsekvenser.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 16.213,- kr. tilbage til kassen.

DfA lagde til grund, at medlemmet var udrejst af landet fra den 19. juni til den 18. august 1996.

DfA var også af den opfattelse, at medlemmet havde handlet svigagtigt over for arbejdsløshedskassen, og at hun derfor skulle slettes som medlem af kassen for svig over for denne.

DfA lagde herved blandt andet vægt på

Ved at sende dagpengekortene til arbejdsløshedskassen via en veninde brugte medlemmet en afleveringsprocedure, som bibragte kassen den opfattelse, at hun fortsat var i landet.

Medlemmets billet var udstedt til hende den 7. juni 1996, altså 12 dage før hendes afrejse, hvilket talte imod, at hendes afrejse havde karakter af flugt.

Medlemmet udrejste kun 3 dage efter, at hun den 16. juni 1996 afsluttede et kursus på "Håndarbejdets Fremme Skole", som hun havde begyndt den 7. august 1995.

Ankenævnet tiltrådte DfA s afgørelse.

Ankenævnet henviste i afgørelsen til, at medlemmet på dagpengekortene har skrevet under på, at hun stod til rådighed for arbejdsmarkedet, og at hun måtte være klar over, at hun ikke var berettiget til dagpenge under sit ophold i udlandet.

(DfA s j.nr. 96-436-489, AMA s j.nr. 1997-1-4694)

Overgangsydelse

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om selvstændig bibeskæftigelse ved zoneterapi

Et medlem søgte om overgangsydelse den 11. august 1992. På ansøgningen svarede hun nej til spørgsmålet om, hvorvidt hun driver selvstændig virksomhed. Hun modtog herefter overgangsydelse til den 24. oktober 1994.

På ydelseskortene oplyste medlemmet, at hun ikke havde arbejde ved at skrive 0 indtil den 18. september 1994, hvorefter hun oplyste arbejdstimer og indtægt.

Told- og skatteregionen konstaterede ved et kontrolbesøg, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed ved zoneterapi fra den 1. januar 1992 til den 24. oktober 1994. Medlemmet erkendte forholdet over for told- og skatteregionen.

Omsætningen havde eksklusiv moms været

1992

kr. 15.380

1993

kr. 21.264

1994

kr. 21.064

På grund af medlemmets manglende indsigt og evner og manglende betalingsevne ønskede told- og skatteregionen ikke at gøre ansvar gældende i henhold til skatte- og afgiftslovene.

Medlemmet forklarede, at hun i sin stue havde drevet zoneterapi siden ca. 1. oktober 1992. Hun vedgik og beklagede, at hun ikke havde oplyst arbejdsløshedskassen herom. Hun havde ikke turdet skrive det på kortene, da det så ville blive opgivet til skattevæsenet. Hun var ikke uddannet zoneterapeut, men hun havde i flere år øvet sig på sig selv, på arbejdskammerater, familie og venner, men alene som en hobby. Hun var klar over, at det var forkert, at hun ikke oplyste til kassen, at hun tjente penge.

En faglig sekretær i arbejdsløshedskassen forklarede til sagen, at medlemmet ved ansøgningen om overgangsydelse var blevet vejledt i, hvordan der skete fradrag i overgangsydelsen efter reglerne om fradrag i dagpenge ved lønarbejde, mens der udbetales overgangsydelse, og at de samme regler ved lønarbejde var gældende, som medlemmet var bekendt med, da hun tidligere modtog dagpenge.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet efter den 1. oktober 1992 havde modtaget overgangsydelse med urette, i alt 207.773 kr., som hun skulle betale tilbage. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem for svig.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 207.773 kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

DfA lagde vægt på, at medlemmet havde udført arbejde i hjemmet og mod betaling, at arbejdet ansås for udøvelse af selvstændig virksomhed for egen regning og risiko, og at vedvarende selvstændig virksomhed var uforenelig med at modtage overgangsydelse.

DfA fandt også, at medlemmet havde handlet svigagtigt over for arbejdsløshedskassen, og at hun som følge heraf skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen.

DfA lagde herved vægt på, at medlemmet bevidst havde fortiet beskæftigelsen for at modtage ydelsen med urette. Uanset at det fremgik af ydelseskortene havde medlemmet fortiet alt om virksomheden på ansøgningen om overgangsydelsen og på ydelseskortene, indtil told- og skatteregionen henvendte sig til hende. Hun havde også erkendt, at hun havde fortiet arbejdet over for arbejdsløshedskassen for at undgå beskatning.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse.

Statsadvokaten i Viborg traf herefter afgørelse om, at han opgav påtale mod pågældende, da videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til, at hun blev fundet skyldig til straf. Statsadvokaten henviste blandt andet til, at pågældendes mulige berigelse var 46.696 kr., men at hun skulle betale hele det modtagne beløb i overgangsydelse tilbage til kassen, i alt 204.773 kr. Hun havde derfor næppe været sig bevidst, at denne relativt beskedne indtægt ville medføre så stort et formuetab.

Statsadvokaten fandt det også inkonsekvent at foretage sig andet end Told og Skat, der ikke ville gøre noget strafansvar gældende over for pågældende.

Ankenævnet fastholdt imidlertid sin afgørelse på trods af påtaleopgivelsen, idet man fortsat fandt det godtgjort, at medlemmet vidste, at hendes selvstændige virksomhed havde betydning for retten til overgangsydelse.

(DfA's j.nr. 94-451-590, AMA's j.nr. 1996-1-3298)

Efterløn

Sag nr. 1

Urigtige oplysninger om lønarbejde som tjener i efterlønsperioden

Overskridelse af 200-timers reglen

Medlemmet overgik til efterløn den 1. juli 1990. Samtidig sendte arbejdsløshedskassen en pjece om at få efterløn til medlemmet.

På sin efterlønserklæring for 1991 opgav medlemmet i alt 160 arbejdstimer og en indtægt på 14.275 kr. fra to arbejdsgivere.

På sin efterlønserklæring for 1992 opgav medlemmet i alt 185 arbejdstimer og en indtægt på 20.400 kr. fra en arbejdsgiver.

På sin efterlønserklæring for 1993 opgav medlemmet i alt 110 arbejdstimer og en indtægt på 9.657 kr. fra en arbejdsgiver.

DfA indberettede den 23. februar 1995 til arbejdsløshedskassen, at medlemmet ifølge arbejdsgiverne havde haft betydeligt flere arbejdstimer, end han havde oplyst på efterlønserklæringen.

Arbejdsløshedskassen indhentede derfor nærmere oplysninger om antal arbejdstimer mv. hos de pågældende arbejdsgivere. Kassen konstaterede herefter, at medlemmet havde arbejdet som følger

1991

Arbejdsgiver 1

103 - 133 timer med en løn på kr. 15.757

Arbejdsgiver 2

60 timer med en løn på kr. 7.065

Arbejdsgiver 3

234 timer med en løn på kr. 28.667

1992

Arbejdsgiver 1

116 timer med en løn på kr. 13.075

Arbejdsgiver 2

417 timer med en løn på kr. 57.118

1993

Arbejdsgiver 1

35 timer med en løn på kr. 4.753

Arbejdsgiver 2

232 timer med en løn på kr. 25.605

Medlemmet forklarede, at han i en meget dårlig periode ikke havde kunnet holde orden i regnskaber mv. eller udfylde formularer. Fejlene var ikke sket for vindings skyld, da han vidste, at al indkomst blev indberettet og kontrolleret. Han var meget ulykkelig over det skete, men var ikke uærlig.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet i alle 3 år havde haft arbejde i større omfang end 200 timer pr. år. Den 28. august 1991 overskred han 200-timers reglen, og han måtte som følge heraf udtræde af efterlønsordningen fra dette tidspunkt.

Medlemmet skulle derfor betale i alt 427.039 kr. tilbage for perioden fra 28. august 1991 til den 23. april 1995, hvor arbejdsløshedskassen havde standset udbetalingen af efterløn.

Arbejdsløshedskassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig. Kassen lagde vægt på, at han ved sammentælling af arbejdstimer kunne se, at han havde nået grænsen for, hvor meget han måtte arbejde som efterlønsmodtager og på, at han på trods heraf alligevel opgav et helt forkert timetal og indtægt på under en tredjedel af den reelle arbejdsindtægt i 1991. Kassen henviste endelig til, at efterlønspjecen tydeligt forklarede, hvordan man skulle forholde sig ved overskridelse af 200-timers reglen.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet den 28. august 1991 overtrådte 200-timers reglen og dermed mistede retten til efterløn. DfA var derfor også enig med kassen i, at medlemmet skulle betale i alt 427.039 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt endelig, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig. DfA henviste til de af kassen anførte grunde.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 94-423-441, AMA's j.nr. 1995-1-3036)

Sag nr. 2

Urigtige oplysninger om rengøringsarbejde i efterlønsperioden

Tilbagevenden til arbejdslivet

Et medlem overgik til efterløn den 1. december 1989.

I anledning af en skatteregisterundersøgelse blev det konstateret, at medlemmet formentlig overtrådte 200 timers-reglen. DfA indhentede derfor nærmere oplysninger om lønarbejdet hos medlemmets arbejdsgiver.

På sin efterlønserklæring for 1991 havde medlemmet oplyst, at hun havde tjent 21.165 kr. ved lønarbejde i sammenlagt 249 timer for et rengøringsfirma. Ifølge arbejdsgiveren havde medlemmet derimod arbejdet 1042 timer fra den 15. april til den 31. december 1991.

På sine efterlønserklæringer for 1992 og 1993 oplyste medlemmet, at hun i hvert af årene arbejdede 199,5 timer for rengøringsfirmaet. Rengøringsfirmaet har derimod oplyst, at medlemmet i henholdsvis 1992 og 1993 havde en lønindtægt på 111.492 kr. og 91.867 kr. fra firmaet.

Medlemmet forklarede til sagen, at hun havde svært ved at leve af sin efterløn, efter at hendes mand var død, og at hun derfor var nødt til at tage ekstratimer hos rengøringsfirmaet. Hun spekulerede ikke på, hvor mange timer hun havde.

DfA traf afgørelse om, at medlemmet ikke alene havde overtrådt 200 timers-reglen, men i realiteten var vendt tilbage til arbejdslivet, da hun begyndte arbejdet den 15. april 1991. DfA var derfor enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle udtræde af efterlønsordningen med virkning fra arbejdets begyndelse den 15. april 1991.

Endvidere traf DfA afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 378.462 kr. tilbage for perioden fra den 15. april 1991 til den 7. juli 1994, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Endelig traf DfA afgørelse om, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig over for denne, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

DfA lagde vægt på

at det måtte have stået medlemmet klart, at hun ikke var berettiget til at få efterløn samtidig med, at hun arbejdede på næsten fuld tid, og at hun måtte være klar over, at hun afgav urigtige oplysninger over for kassen, da hun den 10. januar 1992 underskrev sin efterlønserklæring for 1991 på tro og love og kun oplyste 249 timer, når hun i realiteten havde arbejdet 1042 timer.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 94-422-468)

Sag nr. 3

Urigtige oplysninger om arbejde med hjemmefabrikation af papirvarer i efterlønsperioden

Overskridelse af 200-timers reglen

Beregning af arbejdstiden ved hjælp af omregningssatsen

Medlemmet overgik til efterløn den 1. januar 1989.

På efterlønserklæringerne oplyste medlemmet om sin arbejdsindtægt fra P.... F.... A/S, hjemmefabrikation af papirvarer

1992

1993

8.136,38 kr.

1994

20.756,00 kr.

Kommunen indberettede til DfA, at medlemmets skatteansættelse for 1992 - 1994 blev ændret på grund af oplysninger om ægtefællens lønindtægt fra blandt andet P.... F.... A/S. Kommunen overflyttede 50% af ægtefællens lønindtægt til medlemmet. Kommunen lagde vægt på det første svar fra ægteparret, der gik ud på, at medlemmet havde udført arbejdet (eller en del heraf).

Skatteansættelsen blev

1992

43.221 kr.

1992

49.097 kr.

1994

20.765 kr.

Skatteankenævnet tiltrådte denne afgørelse.

Medlemmet forklarede, at hans ægtefælle indtjente lønnen på søn- og helligdage, og at skattevæsenet havde lavet om på det og overført lønnen til ham.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 321.698 kr. tilbage til kassen, da han ikke havde været berettiget til at modtage dagpenge fra den 29. juni 1992. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale 321.698 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig, fordi han bevidst havde overskredet 200-timers reglen.

DfA lagde vægt på

Den faktiske arbejdstid ved arbejdet kunne ikke eller kunne kun vanskeligt kontrolleres, og arbejdstiden skulle derfor beregnes ved hjælp af omregningssatsen.

Medlemmet måtte i 1992 være klar over, at han havde arbejdet mere end 200 timer.

Det var bevidst, at medlemmet havde skrevet 0 på sin efterlønserklæring for 1992, da han i realiteten havde over 400 arbejdstimer.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 95-51-784, AMA's j.nr. 1996-1-3567)

Sag nr. 4

Fortsat drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse efter overgang til efterløn

Medlemmet overgik til efterløn den 1. januar 1993.

Medlemmet oplyste på ansøgningen om efterløn, at han var endeligt ophørt med selvstændig virksomhed som "kartoffelgrossist", og at ophøret skete som følge af "lukning". Medlemmet svarede nej til spørgsmålet, om han eller hans ægtefælle ejer eller driver landbrug mv.

Medlemmet oplyste også til arbejdsløshedskassen, at han på grund af ophøret solgte sine stader på Københavns Grønttorv og afmeldte sig momsregisteret. Ifølge medlemmets revisor var medlemmet beskæftiget med specialproduktion i form af dyrkning af udplantningsplanter, tomater og agurker også efter overgangen til efterløn. Medlemmet oplyste imidlertid ikke kassen herom ved overgangen, da han "misforstod" spørgsmålene på ansøgningen om efterløn.

På sin efterlønserklæring for 1994 oplyste medlemmet, at han drev et mindre jordbrug, hvor arbejdstimerne var oplyst til at være 137 timer.

Arbejdsløshedskassen anmodede derfor DfA om, at medlemmet kunne blive i efterlønsordningen, selv om han efter overgangen havde arbejdet med specialproduktion på sin landbrugsejendom.

Af skatteoplysningerne for 1993 fremgår det, at medlemmet har haft overskud af drift af selvstændig virksomhed i 1993 på 43.403,- kr., og at han har haft varesalg på 53.300,- kr. og varekøb for 27.677,- kr. Medlemmet har skattemæssigt fratrukket omkostninger til bil og telefon, og årsregnskabet er udarbejdet på grundlag af den kassekladde, som medlemmet førte.

Medlemmets revisor har også oplyst, at medlemmets landbrugspligt er blevet opfyldt ved dyrkning af korn, udplantningsplanter, tomater og agurker, hvilket er det samme for 1993's vedkommende.

DfA var af den opfattelse, at medlemmet efter overgangen til efterløn den 1. januar 1993 måtte anses for at have fortsat sin selvstændige virksomhed. Overgangen til efterløn var derfor sket med urette.

DfA lagde vægt på, at medlemmet i 1993 fortsatte med dyrkning og salg af udplantningsplanter, tomater og agurker med varekøb for 27.677,- kr. og varesalg for 53.300,- kr.

DfA lagde også vægt på, at medlemmet på sin udvidede selvangivelse for 1993 angav overskud af selvstændig virksomhed på 43.403,- kr.

Medlemmet havde også på sin indkomst- og formueopgørelse for samme år fratrukket omkostninger til både bil og telefon.

Al efterløn, som er udbetalt efter overgangen til efterløn, var derfor udbetalt med urette. Beløbet - i alt 86.930,- kr. - skulle medlemmet betale tilbage til arbejdsløshedskassen, da han afgav urigtige oplysninger om hans selvstændige virksomhed ved overgangen til efterløn.

DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig.

DfA lagde herved særlig vægt på, at medlemmet ved fortsat skattemæssig status som selvstændig erhvervsdrivende og fortsat drift af virksomheden måtte være klar over, at hans selvstændige virksomhed havde betydning for retten til efterløn. Da han havde fortiet dette, måtte han anses for bevidst at have formået arbejdsløshedskassen til med urette at udbetale efterløn.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 94-653-389, AMA's j.nr. 1993-1-3343)

Sag nr. 5

Urigtige oplysninger om social pension ved overgang til efterløn og i efterlønsperioden

Et medlem modtog samtidig social pension og efterløn.

Pensionen var oprindelig tilkendt fra den 1. maj 1982 som en enkepension. I 1984 blev pensionen ændret til en førtidspension.

På sin efterlønsbegæring af 29. august 1994 svarede medlemmet "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt medlemmet modtager social pension (førtidspension eller invaliditetsydelse) eller tilsvarende udenlandske ydelser, eller om medlemmet har indgivet begæring herom. Medlemmet svarede også "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt hun ved overgang til efterløn modtager anden form for pension.

På sine efterlønserklæringer for årene 1991 - 1993 svarede medlemmet "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt hun i årets løb har modtaget ydelser, jf. lov om social pension (førtidspension eller invaliditetsydelse), delpension, eller tilsvarende udenlandske ydelser. Endvidere svarede medlemmet "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt hun har haft indtægt i form af egenpension (dansk eller udenlandsk), eller om medlemmet har haft indtægter, der har haft karakter af pension, fx fra medlemmets tidligere arbejdsgiver eller en faglig organisation.

Medlemmet har over for arbejdsløshedskassen forklaret, at hun telefonisk har spurgt en bestemt medarbejder i kassen om, hvad der ville ske med hendes enkepension, når hun gik på efterløn. Den pågældende medarbejder havde ifølge medlemmet svaret, at det skulle hun ikke tage sig af.

Arbejdsløshedskassen bemærkede i sin afgørelse, at den aldrig har haft en medarbejder af det pågældende navn, og at man stod uforstående over for det svar, som medlemmet skulle have fået.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 204.715 kr. tilbage, ligesom den indstillede til DfA, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet havde udvist svig over for kassen. DfA lagde herved vægt på

Det måtte have stået medlemmet klart, at hendes pension havde betydning for efterlønnen eller i hvert fald for efterlønnens størrelse.

På efterlønserklæringen er det anført, at man straks skal give arbejdsløshedskassen besked, hvis man søger eller modtager social pension, da det har betydning for retten til efterløn.

Medlemmet har afgivet urigtige oplysninger på 4 blanketter.

Medlemmet har ved sin underskrift på blanketterne på tro og love erklæret, at spørgsmålene er rigtigt besvaret, og at oplysningerne er rigtigt angivet.

Afgørelsen blev ikke indbragt for ankenævnet.

(DfA's j.nr. 94-653-418)

Sag nr. 6

Medlemmet opholdt sig i udlandet over 3 måneder, angiveligt på grund af sygdom

Medlemmet overgik til efterløn i 1990.

Medlemmet fik ved overgangen udleveret DfA s paraplypjece, hvoraf reglerne om efterlønsmodtageres ret til ophold i udlandet fremgår. Arbejdsløshedskassen gjorde særligt medlemmet opmærksom herpå, og kassen understregede afsnittet om efterlønsmodtageres ret til ophold i udlandet med gul spritmaker.

Ballerup Politi havde oplyst, at medlemmet formentlig ikke boede eller opholdt sig i Danmark. Af stempler i medlemmets pas og flybilletter fremgår det, at hun har været udrejst til Makedonien fra den 26. marts 1995 til den 8. oktober 1995. Medlemmet forklarede, at det var rigtig nok, at hun opholdt sig i Makedonien i denne periode. Hendes ægtefælle havde fast ophold og bopæl i Makedonien, og derfor rejste hun jævnligt dertil.

Årsagen til, at hun havde opholdt sig mere end de tilladte 3 måneder i udlandet var, at hun på grund af helbredsmæssige problemer ikke var i stand til at vende tilbage før den 8. oktober 1995. Medlemmet dokumenterede dette ved hjælp af en lægeattest udfærdiget i Resen i Makedonien. Det fremgik af denne, at medlemmet lider af kronisk bronkitis, og at hun på baggrund heraf havde behov for revalidering og terapeutisk behandling fra juni - oktober 1995.

Arbejdsløshedskassen standsede herefter udbetalingerne af efterløn til medlemmet.

Den 7. november 1995 blev medlemmets lungefunktion undersøgt på Københavns Amts Lungeklinik. Henvisningsårsagen var angivet som 3-4 måneders tør krillerhoste. Der blev ikke fundet noget abnormt.

Udlændingestyrelsen havde oplyst, at medlemmets ophold- og arbejdstilladelse ikke var bortfaldet.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for fortsat udbetaling af efterløn, da der ifølge politiets oplysninger var tvivl om, hvor medlemmet havde fast opholdssted.

Arbejdsløshedskassen havde udbetalt i alt 27.235,- kr. til medlemmet fra den 26. juni til den 10. oktober 1995.

DfA fandt, at det måtte antages, at medlemmet bevidst havde fortiet oplysninger om opholdet i udlandet ud over 3 måneder i 1995. Medlemmet havde derfor modtaget efterløn med urette fra den 26. juni til den 8. oktober 1995, og hun skulle derfor betale i alt 27.235,- kr. tilbage til arbejdsløshedskassen.

DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig.

DfA lagde vægt på, at medlemmet ved overgang til efterløn udførligt blev vejledt om, at et medlem højst kunne opholde sig i udlandet i sammenlagt 3 måneder hvert kalenderår i efterlønsperioden. DfA lagde også vægt på, at når henses til, at medlemmet havde boet i Danmark i hvert fald siden 1978, herunder i øvrigt hvad der forelå oplyst om hendes danskkundskaber, kunne medlemmet ikke have været uforstående over for den vejledning, som hun fik af arbejdsløshedskassen ved overgang til efterløn.

DfA fandt også, at medlemmets helbredsproblemer ikke kunne anses for at have været af en sådan karakter, at det havde afskåret hende fra at underrette arbejdsløshedskassen i Danmark om, at opholdet i Makedonien ville blive af længere varighed, således at udbetalingen af efterløn blev standset i forbindelse med det forlængede ophold.

Medlemmet gjorde i sin klage blandt andet gældende, at hun ikke kunne læse og skrive dansk. Derfor var hun ikke bekendt med, at hun skulle informere arbejdsløshedskassen ved ophold i udlandet ud over 3 måneder. Det fik hun først at vide af sin tolk i 1995.

Ankenævnet tiltrådte DfA s afgørelse med den givne begrundelse.

(DfA s j.nr. 96-655-72, AMA j.nr. 1996-1-4389)

Dokumentfalsk, falske lønsedler og lignende

Sag nr. 1

Medlemmet rettede AF s datostempel på dagpengekortet tilbage

Sanktionen blev konkret fastsat til 60 timers effektiv karantæne i stedet for svigsslettelse

Medlemmet var sygemeldt i en længere periode på grund af en knæskade. Den 4. november 1996 ringede hun til AF for at melde sig rask. Hun fik at vide, at det ikke var tilstrækkeligt, men at hun skulle møde personligt. Denne besked fik medlemmet også af arbejdsløshedskassen senere samme dag.

Den 4. november 1996 var medlemmet til jobsamtale fra kl. 9.00 til kl. ca. 14.00. Der var ca. 10 minutters gang mellem AF og den pågældende arbejdsgiver.

Medlemmet gav personligt møde på AF den 5. november 1996, hvor hun fik udleveret dagpengekort. Medlemmet ændrede datostemplet med en pen til den 4. november, ligesom hun underskrev kortet med datoen den 4. november.

Arbejdsløshedskassen opdagede forholdet, inden der var sket udbetaling, da kassen havde fået den korrekte tilmeldingsdato den 5. november via AF-Match.

Medlemmet forklarede, at hun om morgenen den 5. november 1996 mødte på AF og fik dagpengekortet. Hun sagde til skrankedamen, at hun havde ringet og raskmeldt sig den 4. november, og hun ville have, at hun skulle stemple den 4. november 1996. Medarbejderen svarede, at det kunne hun ikke. Herefter underskrev medlemmet dagpengekortet den 4. november.

På direkte spørgsmål om, hvorfor medlemmet ændrede stemplet, svarede hun, at der skulle være overensstemmelse mellem hendes telefoniske raskmelding den 4. november og datostemplet på dagpengekortet. Da medarbejderen på AF ikke kunne ændre datostemplet uden en dispensation fra en sagsbehandler, besluttede hun selv at gøre det.

Arbejdsløshedskassen har indstillet til DfA, at medlemmet skulle slettes for svig, da der var tale om dokumentfalsk.

DfA lagde til grund for afgørelsen, at medlemmet havde haft mulighed for at tilmelde sig arbejdsformidlingen den 4. november, men havde valgt at lade være.

DfA var derfor enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet ved at ændre datoen fra den 5. til den 4. november og underskrive dagpengekortet med datoen den 4. november, havde begået dokumentfalsk.

Der var derfor tale om skærpende omstændigheder, og medlemmet burde derfor principielt slettes som medlem af arbejdsløshedskassen.

Efter omstændighederne fandt DfA dog, at en slettelse for svig ikke ville stå i et rimeligt forhold til forseelsens størrelse, nemlig dokumentfalsk for at opnå ret til en dags dagpenge.

Forholdet blev opdaget og ville under alle omstændigheder blive opdaget, fordi AF automatisk via AF-Match indberetter tilmeldingstidspunktet til arbejdsløshedskassen til AF. Kassen bliver derfor automatisk bekendt med en tilbagedatering af dagpengekortet.

På grund af disse to forhold fandt DfA, at det var tilstrækkeligt med en sanktion på 60 timers effektiv karantæne.

Afgørelsen blev ikke indbragt for ankenævnet.

(DfA s j.nr. 97-6351-4467)

Sag nr. 2

Dokumentfalsk med hensyn til årsag til arbejdsophør

Medlemmet havde arbejdet for Ubådsfonden fra den 1. april 1994 til den 1. september 1996.

Der foreligger en erklæring om årsag til arbejdsophør af 10. september 1996. Det fremgår af denne, at medlemmet blev opsagt mundtligt på grund af dårlig økonomi og efterfølgende omstrukturering. Medlemmet fik 2 måneders varsel. Arbejdsløshedskassen mente, at medlemmet havde fået for kort opsigelsesvarsel og kontaktede derfor arbejdsgiveren.

Den 26. september 1996 oplyste Ubådsfonden, at man ikke havde udfyldt et skema om årsagen til arbejdsophøret. På en ny erklæring om årsagen til arbejdsophøret af samme dato oplyste arbejdsgiveren, at medlemmet ikke havde været tilfreds med arbejdsforholdene og derfor valgte at sige sin stilling op. Samtidig bekræftede Ubådsfonden, at man ikke tidligere havde udfyldt en erklæring om årsagen til arbejdsophøret og sendt denne til arbejdsløshedskassen.

Medlemmet forklarede, at han selv havde udfyldt erklæringen for at undgå 5 ugers karantæne.

Arbejdsløshedskassen meddelte, at medlemmet havde handlet svigagtigt og skulle udelukkes fra dagpenge i 60 timer. Kassen lagde vægt på, at medlemmets handling ikke havde medført en fejludbetaling, da forholdet blev opdaget med det samme. Medlemmet var også så meget ude af balance, at han næppe kunne overskue konsekvenserne af sin handling.

DfA fandt, at medlemmet havde udvist svig over for arbejdsløshedskassen, og at han derfor skulle slettes som medlem af kassen fra konstateringstidspunktet.

DfA lagde vægt på

På sin ledighedserklæring havde medlemmet oplyst, at han var blevet opsagt på grund af manglende midler i fonden.

Medlemmet havde med arbejdsgiverens navn og stempel underskrevet en erklæring af 10. september 1996 om årsagen til arbejdsophøret og på erklæringen i strid med sandheden anført, at han på grund af dårlig økonomi og efterfølgende omstrukturering af virksomheden var blevet sagt op.

Arbejdsgiveren havde derimod oplyst, at han ikke havde udfyldt og fremsendt en erklæring af 10. september 1996 til arbejdsløshedskassen. Medlemmet havde ikke været tilfreds med arbejdsforholdene, herunder lønnen, hvorfor han valgte at sige sin stilling op.

Medlemmet havde også forklaret, at han selv havde udfyldt formularen for at undgå 5 ugers karantæne.

Der forelå derfor skærpende omstændigheder i form af dokumentfalsk, og medlemmet skulle derfor slettes som medlem for svig.

Ankenævnet tiltrådte DfA s afgørelse og bemærkede, at der forelå sådanne skærpende omstændigheder, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen med virkning fra konstateringstidspunktet, selv om forseelsen fandt sted inden dagpengeudbetalingen.

(DfA s j.nr. 96-6351-3996, AMA s j.nr. 1997-1-4642)

Sag nr. 3

Falsk opsigelse

Urigtige oplysninger om arbejde på dagpengekortene

Et medlem udfærdigede et falsk brev, hvoraf det fremgik, at han var opsagt til fratræden den 27. november 1991. På sin ledighedserklæring af 27. november 1991 oplyste medlemmet, at datoen for arbejdets afslutning var den 27. november 1991.

På sit dagpengekort af 14. december 1991 oplyste medlemmet, at han ikke havde arbejde i tiden efter 27. november 1991.

Af oplysningerne fra arbejdsgiveren fremgår det derimod, at medlemmet var ansat på fuld tid fra 1. november 1991 til 9. december 1991.

Medlemmet erkendte at have lavet en falsk opsigelse og indrømmede, at opsigelsesdatoen skulle være den 27. november 1991 til fratræden den 9. december 1991.

Medlemmet forklarede, at han var i tvivl om datoerne, da han også havde arbejdet som provisionslønnet for samme arbejdsgiver, indtil han den 1. november 1991 overgik til fastansættelse.

Arbejdsløshedskassen opdagede forseelsen, inden den udbetalte dagpenge. Kassen fandt derfor, at medlemmet skulle idømmes en effektiv karantæne på 60 timer for forsøg på svig.

DfA fandt derimod, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen, da der var tale om dokumentfalsk. DfA lagde vægt på, at det måtte have stået medlemmet klart, at han ikke var berettiget til dagpenge for de uger, hvor han helt eller delvis var i arbejde. DfA lagde også vægt på, at det fremgik af dagpengekortet, at medlemmet havde oplysningspligt over for arbejdsløshedskassen, og at medlemmet har afgivet oplysningerne på tro og love. DfA henviste endelig til cirkulære af 19. februar 1987, hvoraf det fremgår, at dokumentfalsk altid medfører fortabelse af medlemsretten.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 92-635-12, AMA's j.nr. 1992-1-0141)

Sag nr. 4

Fingeret arbejdsforhold som grundlag for dagpengeudbetalinger

Et medlem blev den 1. april 1988 overflyttet fra en arbejdsløshedskasse for selvstændige til en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere på grundlag af arbejde som EDB-konsulent i et EDB-firma. På overflytningsblanketten oplyste medlemmet, at arbejdet var begyndt den 1. oktober 1987.

I anledning af udbetaling af sygedagpenge konstaterede Tårnby Kommune, at arbejdet var fingeret, da medlemmet ikke havde oplyst lønindtægten til skattevæsenet.

Direktøren for firmaet havde intet kendskab til ansættelsesforholdet.

Medlemmets advokat forklarede, at medlemmet intet ulovligt havde foretaget sig, og at medlemmet benægtede ethvert kendskab til, at han selv skulle have underskrevet opsigelsen og lønsedlerne.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle betale i alt 124.771 kr. tilbage, da medlemmets arbejdsgiver i det arbejdsforhold, der dannede grundlag for dagpengeudbetalingen, havde oplyst, at han intet kendskab havde til medlemmets ansættelse. Kassen var også af den opfattelse, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig.

DfA tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse, idet DfA lagde til grund, at der ikke havde eksisteret noget ansættelsesforhold. Da medlemmet havde givet urigtige oplysninger om beskæftigelse som lønmodtager, fandt DfA også, at medlemmet skulle slettes for svig.

Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med den givne begrundelse.

DfA's j.nr. 90-1231-8455, AMA's j.nr. 1992-1-186)

Sag nr. 5

Falske ansættelsesbreve og lønsedler

Den 28. juni 1994 modtog arbejdsløshedskassen medlemmets ledighedserklæring, hvoraf det fremgik, at medlemmet havde afsluttet et vikariat ved Færoya H........

Da der ikke var antal arbejdstimer på de medsendte lønsedler, indhentede arbejdsløshedskassen oplysninger hos Færoya H....... om antal arbejdstimer pr. uge.

Arbejdsløshedskassen modtog herefter en telefax fra Færoya H......., hvoraf det fremgik, at man ikke kendte noget til medlemmet. Da medlemmet tidligere havde fået dagpenge på grundlag af arbejde ved Færoya H......., sendte kassen en ny forespørgsel til denne arbejdsgiver om det tidligere arbejde. Kassen medsendte ansættelsespapirer og lønsedler, som angiveligt skulle være fra Færoya H.......

Den 5. august 1994 ringede medlemmet til arbejdsløshedskassen og spurgte, hvordan det gik med dagpengesagen. Kassen oplyste, at den var i færd med at indhente oplysninger fra arbejdsgiveren. Medlemmet bad herefter kassen om at droppe sagen. Den 8. august 1994 skrev kassen til medlemmet og bad hende bekræfte annulleringen af dagpengesagen.

Den 8. august 1994 modtog arbejdsløshedskassen et brev, som angiveligt skulle være et svar på brevet til arbejdsgiveren. Brevet var ikke poststemplet og ikke modtaget samtidig med den almindelige post. Underskriften stemte ikke overens med den underskrift, som arbejdsgiveren havde anført på det første brev, men derimod stemte den overens med den, der var på medlemmets ansættelsespapirer.

Medlemmets repræsentant meddelte den 18. august 1994, at han - til sin rædsel - havde opdaget, at medlemmet havde sendt hjemmelavede lønsedler fra Færøerne til arbejdsløshedskassen. Han havde derfor ringet til Færoya H....... og oplyst, at der var kommet nogle breve fra arbejdsløshedskassen, som ikke passede, og at man blot skulle glemme disse breve, da medlemmet havde droppet dagpengesagen.

Arbejdsløshedskassen var nu overbevist om, at medlemmet havde indsendt forfalskede lønsedler og ansættelsesbreve. Kassen undersøgte derfor medlemmets ansættelsesforhold længere tilbage, og det viste sig, at medlemmet havde fået dagpenge i 1987 på grundlag af arbejde i X Beton.

X Beton oplyste imidlertid, at man ikke havde nogen erindring om, at medlemmet havde været ansat der. Man oplyste også, at den person, der havde underskrevet medlemmets ansættelsespapirer, aldrig havde været ansat i X Beton.

Arbejdsløshedskassen konkluderede herefter, at medlemmet ved sin ledighedsmeldelse den 30. april 1987 havde fået beregnet arbejdskravet på grundlag af opdigtet arbejde. Efter den 30. april 1987 havde medlemmet på intet tidspunkt opfyldt arbejdskravet med andet end opdigtet arbejde.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at medlemmet skulle betale i alt 560.425 kr. tilbage til kassen, som medlemmet havde modtaget med urette i årene 1987 - 1993. Kassen indstillede samtidig til DfA, at medlemmet blev slettet som medlem for svig over for kassen.

DfA var enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet skulle betale i alt 560.425 kr. tilbage til kassen.

DfA fandt også, at medlemmet skulle slettes som medlem for svig over for arbejdsløshedskassen, da det var godtgjort, at medlemmet bevidst havde afgivet urigtige oplysninger om sine arbejdsforhold for at modtage dagpenge med urette.

DfA lagde blandt andet vægt på

Medlemmet havde ved forfalskning af både ansættelsesbreve og lønsedler formået arbejdsløshedskassen til at udbetale sig dagpenge med urette.

Færoya H...... havde oplyst, at medlemmet aldrig havde været ansat der, og at de foreliggende ansættelsesbreve og afskedigelsesbreve ikke var underskrevet af nogen på skolen.

X Beton havde også oplyst, at man ikke havde nogen erindring om, at medlemmet havde været ansat, og at den person, der havde underskrevet ansættelsesbrevene, aldrig havde været ansat.

Sagen blev ikke indbragt for ankenævnet.

(DfA's j.nr. 95-6351-2059)

Sag nr. 6

Falske lønsedler

Arbejdsgiverdokumentationen var ikke udtryk for den faktiske arbejdsindsats

Et medlem arbejdede for forskellige rengøringsfirmaer fra den 5. juni 1991, og hun meldte sig ledig den 5. oktober 1993.

DfA indberettede den 23. maj 1995 til arbejdsløshedskassen, at der i 1992 kun var indberettet en lønindtægt på 17.258 kr. og i 1993 23.502 kr. i arbejdsløshedsdagpenge til skattevæsenet. DfA anmodede derfor kassen om at undersøge, hvorledes arbejdskravet, der gav medlemmet ret til dagpenge, var blevet opfyldt.

Af de lønsedler, der var afleveret til arbejdsløshedskassen, fremgik det, at der var fratrukket A-skat, ATP og AUD. Der var også oplyst om optjent feriegodtgørelse og beregnet ferieberettigende løn.

Arbejdsløshedskassen underrettede den 19. september 1995 medlemmet om, at ingen af de arbejdsforhold, der var lagt til grund for opfyldelse af arbejdskravet, var blevet indberettet til skattevæsenet af arbejdsgiverne, og at medlemmet ikke selv havde selvangivet arbejdsforholdene. Kassen anmodede derfor medlemmet om en forklaring.

Den 31. oktober 1995 oplyste skattevæsenet, at medlemmets ægtefælle var mødt op med kopier af lønsedler fra 1993 for at angive, at der i dette år havde været lønindtægter ud over dagpengene på 23.502 kr. Medlemmets skatteansættelse skulle derfor ændres.

Arbejdsløshedskassen lagde herefter til grund, at der alene var skatteoplyst om de dagpenge, som kassen havde udbetalt og ikke om de påståede lønudbetalinger, som lå til grund for kassens udbetalinger. Kun lovlige arbejdsforhold kunne danne grundlag for udbetaling af dagpenge.

Da de pågældende lønindtægter ikke var oplyst til skattevæsenet af hverken medlemmet eller virksomhederne, fandt arbejdsløshedskassen, at de ikke kunne anvendes til at erhverve rettigheder i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven.

Arbejdsløshedskassen krævede derfor samtlige udbetalte dagpenge tilbagebetalt.

Arbejdsløshedskassen var også af den opfattelse, at medlemmet havde hævdet at have haft de omhandlede arbejdsforhold for at opnå udbetalinger med urette, selv om hun nogle få måneder senere viste noget helt andet ved indgivelse af sin selvangivelse. Kassen mente derfor, at der var tale om svig.

DfA lagde til grund, at de lønsedler, som medlemmet havde afleveret til arbejdsløshedskassen som arbejdsgiverdokumentation for arbejdets aflønning og omfang, ikke var udtryk for den faktiske aflønning i forbindelse med en erlagt arbejdsindsats, men måtte betegnes som fiktive lønsedler alene udarbejdet med henblik på, at medlemmet kunne opnå ret til dagpenge.

DfA lagde herved vægt på

Under ansættelsesforholdene var der ikke løbende indbetalt A-skat i overensstemmelse med de herom gældende regler, og som er sædvanligt i et ansættelsesforhold.

Medlemmet havde ikke selv meget tidligere reageret på, at lønindtægterne ikke fremgik af hendes årsopgørelse.

Medlemmet henvendte sig først til skattevæsenet for at oplyse om hendes manglende oplysninger om hendes indtjening, da hendes dagpenge udeblev, fordi DfA og arbejdsløshedskassen rejste sagen.

Der var ikke afregnet ATP og AUD efter de herom gældende regler.

Der var ikke afregnet feriegodtgørelse til Lønmodtagernes Garantifond fra en af hendes arbejdsgivere, som var gået konkurs.

Der var alene afregnet kr. 684,25 fra en anden af hendes arbejdsgivere.

DfA ville dermed ikke afvise, at medlemmet i et eller andet mindre omfang havde arbejdet i 1993, men DfA fandt ikke arbejdets omfang og indtjeningen herved tilstrækkeligt dokumenteret, da der ikke var indbetalt A-skat, feriegodtgørelse ATP og AUD i overensstemmelse med de herom fastsatte regler.

Det forhold, at der efterfølgende - når DfA og arbejdsløshedskassen rejste sag - blev berigtiget helt eller delvis over for skattevæsenet, ATP-Huset mv., bevirkede ikke i sig selv, at dette kunne tages som udtryk for, at der dermed forelå tilstrækkelig arbejdsgiverdokumentation for, at arbejdet rent faktisk var udført i det angivne omfang. I så fald ville det til enhver tid være muligt ved at foretage indbetalinger til skattevæsenet mv. for en relativ beskeden pris at erhverve dagpengerettigheder i adskillige år på grundlag af et arbejdsforhold, som aldrig havde eksisteret.

DfA fandt også, at medlemmet havde begået svig over for arbejdsløshedskassen.

DfA henviste til

Medlemmet havde på ledighedserklæringen af 5. oktober 1993 afgivet urigtige oplysninger om arbejdets omfang før ledigheden.

Samtidig med ledighedserklæringen afleverede medlemmet lønsedler, som hun måtte have indset ikke var et reelt udtryk for omfanget af hendes arbejde.

På ledighedserklæringen af 5. oktober 1993 erklærede medlemmet på tro og love, at de afgivne oplysninger var rigtige.

Det forhold, at medlemmet i oktober 1993 over for arbejdsløshedskassen hævdede at have haft de omhandlede arbejds- og skatteforhold, og at hun få måneder senere undlod at oplyse om arbejdsforholdene på sin selvangivelse, medførte, at DfA måtte lægge til grund, at hun havde indset, at hun havde afgivet urigtige oplysninger til kassen.

DfA fandt derfor, at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig over for denne.

Ankenævnet tiltrådte DfA's afgørelse med de givne begrundelser.

Ankenævnet fandt ligesom DfA ikke grundlag for helt at afvise, at medlemmet har udført arbejde i 1993 i et eller andet mindre omfang, men finder ikke arbejdets omfang og indtægten herved tilstrækkeligt dokumenteret alene ved de fremlagte lønbilag, fordi der ikke blev indbetalt A-skat, feriegodtgørelse, ATP og AUD i overensstemmelse med de herom gældende regler.

(DfA's j.nr. 95-432-197, AMA's j.nr. 1996-1-3306)

Andre forhold

Sag nr. 1

Manglende oplysning om arbejde i perioder med feriedagpenge

Medlemmet blev ansat på en fabrik den 8. august 1990.

Medlemmet begærede feriedagpenge for 3 perioder

Medlemmet begærede den 21. december 1990 feriedagpenge fra den 22. december 1990 til den 1. januar 1991. Der blev udbetalt feriedagpenge for 5 dage.

Af arbejdsgiveroplysninger fremgår det, at medlemmet arbejdede den 27. og 28. december 1990.

Den 27. januar 1991 begærede medlemmet feriedagpenge fra den 18. februar til den 18. marts 1991. Medlemmet oplyste på begæringen, at hun havde holdt ferie som angivet på begæringen af 21. december 1990. Der blev udbetalt feriedagpenge for 25 dage.

Det fremgår af arbejdsgiveroplysningerne, at medlemmet arbejdede i hele perioden og havde 3 sygedage.

Medlemmet begærede den 1. juni 1991 feriedagpenge fra den 29. juni til den 29. juli 1991 (fra uge 27 til uge 30 i 1991). Der blev udbetalt feriedagpenge for 14 dage.

Arbejdsgiveren oplyste, at medlemmet arbejdede den første uge indtil uge 28, hvorefter hun holdt ferie i ugerne 28, 29 og 30 i 1991.

Medlemmet erklærede den 1. juni 1991 på tro og love at have holdt ferie fra den 24. december til den 31. december 1990. Endvidere erklærede medlemmet den 16. september 1991 på tro og love at have holdt ferie som angivet på erklæringerne, der nævnt under punkterne 1-3, og at enhver ændring af de givne oplysninger ville blive meddelt arbejdsløshedskassen.

Medlemmet forklarede, at hun var syg fysisk og psykisk blandt andet på grund af opløsningsmidler på arbejdspladsen, der påvirkede hendes koncentrationsevne.

Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet havde fået feriedagpenge for 35 dage, som skulle tilbagebetales. Tilbagebetalingsbeløbet udgjorde i alt 13.862 kr. Kassen indstillede også til DfA, at medlemmet skulle slettes for svig.

DfA var enig i, at medlemmet skulle betale i alt 13.862 kr. tilbage til kassen. DfA traf også afgørelse om, at medlemmet skulle slettes som medlem af kassen for svig. DfA henviste her til, at de af medlemmet udfyldte erklæringer var udfyldt på tro og love, og at medlemmet på baggrund heraf måtte anses for bevidst at have givet urigtige oplysninger til arbejdsløshedskassen for at modtage feriedagpenge med urette.

Ankenævnet tiltrådte afgørelsen med den givne begrundelse.

(DfA's j.nr. 91-122-6823, AMA's j.nr. 1992-1-0787)

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 20. januar 1998

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om oversigt over praksis om tilbagebetaling og anvendelse af sanktioner

Statutory Text (1 Articles)

Need to analyze how this provision applies to your matter?