Legislator Case Law & Legislation
C19986029110 DK

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om afslag på tilbud, når medlemmet er i aktivperioden eller omfattet af den særlige ungdomsindsats

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1998 60291 Historic

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om afslag på tilbud, når medlemmet er i aktivperioden eller omfattet af den særlige ungdomsindsats

Kommentar m.v.

Hvis der ikke er givet skriftlig klagevejledning i forbindelse med afgivelse af et tilbud efter en individuel uddannelses- eller handlingsplan til et medlem, som er i aktivperioden, jf. § 55, stk. 2, i arbejdsløshedsforsikringsloven, eller til et medlem, som er omfattet af den særlige ungdomsindsats, jf. § 52 b i arbejdsløshedsforsikringsloven, må det afgøres ud fra en konkret vurdering, om den manglende klagevejledning skal tillægges betydning, hvis medlemmet afslår eller må anses for at have afslået tilbudet

Denne meddelelse erstatter DfA-meddelelse nr. 13/98.

Meddelelse om afgørelsen

Arbejdsmarkedets Ankenævn har i en afgørelse anført, at manglende klagevejledning efter almindelige forvaltningsretlige principper ikke i sig selv medfører, at et fremsat tilbud er ugyldigt.

Ankenævnet har desuden i en anden sag, hvor medlemmet ikke modtog klagevejledning fra Arbejdsformidlingen i forbindelse med afgivelse af et konkret tilbud, udtalt, at det udelukkende var personlige forhold, der var årsag til, at medlemmet ikke ønskede tilbudet, og at medlemmet ikke klagede over rimeligheden af tilbudet med hensyn til dets indhold og karakter. Ankenævnet tiltrådte derfor, at medlemmet havde mistet retten til dagpenge som følge af, at medlemmet i aktivperioden havde afslået et tilbud efter § 33 i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Hvorvidt et medlem, som er i aktivperioden, eller som er omfattet af "ungeindsatsen", skal anses for at have afslået et tilbud, må afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkel sag.

I den konkrete vurdering skal det indgå, om der er givet skriftlig klage-vejledning til medlemmet i forbindelse med tilbudets afgivelse.

Hvis der ikke er givet en sådan klagevejledning, må det konkret vurderes, om det skal tillægges særlig betydning ved vurderingen af, om medlemmet må anses for at have afslået tilbudet.

Hvis medlemmets forklaring/begrundelse for ikke at begynde et tilbud har direkte med tilbudet at gøre, må der træffes afgørelse om, at medlemmet efter omstændighederne ikke har afslået tilbudet, idet klagen da anses som en klage over rimeligheden af tilbudet.

Dette vil fx være tilfældet, hvis medlemmet anfører, at den tilbudte jobtræning har et helt andet indhold end forudsat ved indgåelse af aftalen om handlingsplanen, eller at et konkret uddannelsestilbud er af en art, som medlemmet ikke har forudsætninger og evner for at klare.

Hvis medlemmets forklaring/begrundelse for ikke at begynde et tilbud ikke har relation til det konkrete tilbud, skal den manglende klagevejledning som udgangspunkt ikke tillægges betydning ved sagens afgørelse.

Dette vil fx være tilfældet, hvis medlemmet selv har ønsket det pågældende tilbud, men af en eller anden grund ikke begynder tilbudet (fx fordi medlemmet ikke har gjort sig bekendt med posten med den konkrete mødedato), eller hvis medlemmets forklaring/begrundelse for ikke at påbegynde tilbudet er personlige forhold eller må anses for at ville gælde for ethvert tilbud (fx at medlemmet ikke ønsker at forlade sin syge hund).

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 4. november 1998

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →