Cirkulæreskrivelse om meddelelse om refusion. Arbejdsløshedskassens notatpligt.

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om refusion. Arbejdsløshedskassens notatpligt.

Kommentar m.v.

Kassen mistede retten til refusion, da den ikke kunne forelægge dokumentation for et medlems jobsøgningsaktivitet. Dette gjaldt uanset, om der konkret havde været anledning til at foretage en rådighedsvurdering.

Meddelelse om afgørelsen

Direktoratet tiltrådte i en klagesag en arbejdsløshedskasses afgørelse om, at kassens medlem som følge af manglende arbejdssøgning ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet efter den 24. september 1996.

I forbindelse med klagesagens behandling modtog direktoratet blandt andet kopi af kassens notater fra en 39 ugers samtale den 15. december 1994.

Under punktet "Jobsøgningsaktivitet" var noteret "Ringet til flere forretninger".

Direktoratet anmodede arbejdsløshedskassen om at fremlægge dokumentation i overensstemmelse med de dagældende regler vedrørende arbejdsløshedskassens notatpligt.

Arbejdsløshedskassen fremsendte kopi af et brev fra medlemmet, hvori hun oplyste, at hun ikke kunne huske, hvilke forretninger hun ringede til, da det var ca. 4 år tilbage.

Direktoratet traf herefter afgørelse om, at arbejdsløshedskassen ikke var berettiget til refusion for dagpenge udbetalt til medlemmet for perioden fra den 15. december 1994 til den 24. september 1996 i henhold til § 79, stk. 3, i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Det fremgår af § 79, stk. 3, i arbejdsløshedsforsikringsloven, at en arbejdsløshedskasse mister retten til refusion, hvis arbejdsløshedskassen ikke efter anmodning forelægger dokumentation i overensstemmelse med de regler, der fastsættes af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen.

Direktoratet henviste til § 10, stk. 2, 1. pkt., i den dagældende bekendtgørelse nr. 869 af 12. november 1993 om en arbejdsløshedskasses vejledningspligt og § 26 i den dagældende bekendtgørelse nr. 975 af 10. december 1993 om rådighed og selvforskyldt ledighed.

Det fremgår af ovennævnte regler med tilhørende vejledninger, at arbejdsløshedskassen ved samtalen skulle have noteret, hvor mange stillinger - inden for og uden for det faglige område - medlemmet havde søgt, hvornår stillingerne var søgt, og om stillingerne var relevante i forhold til medlemmets uddannelses- og beskæftigelsesmæssige område.

Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsløshedskassen ikke efterfølgende havde kunnet fremlægge dokumentation i overensstemmelse med ovennævnte.

Direktoratet bemærkede, at retten til refusion ikke afhang af, om det kunne konstateres, at medlemmet ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Det var således ikke nødvendigt at påvise, at der var sket en fejludbetaling.

Direktoratet henviste i øvrigt til Højesterets dom af 15. august 1996, gengivet i UFR 1996 side 1314.

Direktoratet fandt endelig, at der ikke var grundlag for at pålægge medlemmet at tilbagebetale de udbetalte dagpenge efter § 86, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Arbejdsløshedskassen klagede over direktoratets afgørelse.

Kassen anførte i klagen, at der ikke ved 39 ugers samtalen var pligt til at vurdere medlemmets rådighed, og at kassen ikke ved samtalen fandt, at der var tvivl om medlemmets rådighed. Kassen fandt på denne baggrund, at der ikke var grundlag for, at refusionen skulle bortfalde.

Direktoratet bemærkede i denne forbindelse, at det ikke havde haft betydning for sagens afgørelse, om der konkret havde været anledning til at foretage en rådighedsvurdering. Det afgørende havde således været, at kassen ikke kunne fremlægge dokumentation i overensstemmelse med de dagældende regler.

Arbejdsministeriet tiltrådte direktoratets afgørelse med henvisning til, at dokumentationskravet efter lovens § 79, stk. 3, omfatter detaljerede oplysninger om medlemmets jobsøgningsaktivitet i overensstemmelse med de anførte bekendtgørelser med tilhørende vejledninger, at kassen hverken ved det oprindelige notat fra 39 ugers samtalen eller efterfølgende havde opfyldt dokumentationskravet, og at det var uden betydning for afgørelsen, om der konkret havde været anledning til at foretage en rådighedsvurdering.

Arbejdsministeriet fandt endelig, jf. lovens § 79, stk. 4, at der ikke var oplyst sådanne ganske særlige omstændigheder, som kunne tale for at fravige § 79, stk. 3.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 8. september 1998