Begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter anlæg til forbrænding af husholdningsog erhvervsaffald, jf. punkt G. 1. i bilaget til loven.

§ 2. Ved meddelelsen af godkendelser efter lovens kap. 5 af de i § 1 nævnte anlæg skal godkendelsesmyndigheden lægge de grænseværdier, andre krav og målemetoder, der er optaget som bilag til denne bekendtgørelse, til grund.

Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden fastsætter vilkår om andre forhold end dem, der er nævnt i bilaget, jf. lovens § 41.

§ 3. Godkendelsesmyndigheden kan ændre vilkårene i godkendelsen hvert 4. år, jf. mbl. § 44, stk. 6.

§ 4. BekendEgørelsen træder i kraft den 1. februar l991 og finder anvendelse på forbrændingsanlæg, med hensyn til hvilke der træffes afgørelse i 1. instans om godkendelse af etablering, udvidelse eller ændring efter denne dato. Tilevarende gælder afgørelser om revision eller fornyelse af godkendelser, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Afgorelser om godkendelse, der er truffet inden bekendtgørelsens ikrafttræden, bevarer deres gyldighed, indtil der træffes ny afgørelse efter loven eller denne bekendtgørelse dog senest indtil 30. november 1995.

Stk. 3. Fra bekendtgørelsens ikrafttræden ophæves Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 783 af 10. december 1987 om adgang til at foretage indgreb efter mbl. § 44, stk. 4 og 5, over for godkendte affaldsforbrændingsanlæg.

Bilag

1. Grænseværdier for emission fra affaldsforbrændingsanlæg

Der henføres til følgende betingelser: Temp. 273ø K, tryk 101,3 kPa, 11 pct. oxygen.

Parameter Talværdi Kontrolperiode Kontrolmetode3)

CO 100 time K

CO 150 90 pct. fraktil af K

døgnperiode,

time K

HCI 50 uge K

HCI 65 døgn K

Partikler 30 uge K

Partikler 40 døgn K

Pb+Cr+Cu+Mn 1) 5 år S

Pb 1) 1 år S

Ni+As 1) 1 år S

Cd+Hg 1) 0,2 år S

HF 2 år S

SO2 300 år S

TOC 2) 20 år S

Sum af partikel- og gasfase.

Sum af brændbare og organiske stoffer målt som kulstof undtagen CO.

K = kontinueret måling. S = stikprøvemåling.

Følgende driftsbetingelser skal overholdes

Efter sidste forbrændingeluftindblæsning skal røggassen selv under de mest ugunstige forhold bringes op på en temperatur på mindst 850ø C i mindst 2 sek. under tilstedeværelse af mindst 6 pct. ilt.

Alle affaldsforbrændingsanlæg, hvortil myndighederne første gang meddeler miljøgodkendelse efter 1. december 1990, skal installere støttebrændereiDette betyder, at kravet om installering af støttebrændere eksempelvis ikke gælder ved installering eller renovering af ovne, hvortil den oprindelige miljøgodkendelse af affaldsforbrændingsanlægget er meddelt før 1. december 1990.

Brænderne skal træde i funktion automatisk, så snart røggastemperaturen falder til under 850øC. Brænderne anvendes ligeledes i anlæggets start- og stopfaser for permanent at sikre ovennævnte mindstetemperatur i disse faser, og så længe der er affald i forbrændingskammeret.

2. Kontinuerte Målinger

Følgende emissioner og parametre måles kontinuert i røggassen.

Emissioner

Partikler

Chlorbrinte

Parametre

Kulmonoxid

Temperatur

Partikler og chlorbrinte måles efter forureningsbegrænsende udstyr. Ilt og kulmonoxid måles efter kedel. Temperaturen måles i efterforbrændingszonen.

Såfremt røggassens indhold af partikler eller HCl, målt som middelværdien over et enkelt 1-timesinterval, overskrider de i skemaet anførte emissionsgrænser med en faktor 3, skal tilsynsmyndigheden underrettes herom.

3. Stikprøvemålinger/

Præstationsmålinger

Hver anden måned foretages der på tilfældigt valgte driftsdage måling af emissionen af: HF, S02 og TOC samt tungmetallerne(Pb, Cr, Cu, Mn, Ni, AS, Cd og Hg. For metallerne skal målingerne omfatte sum af gasfase og partikelfase. TOC defineres som summen af brændbare organiske stoffer i gasfase bortset fra CO og C02 og angives som mængden af elementært kulstof (C).

Emissionen for den pågældende driftsdag beregnes som gennemsnittet af mindst 2 målinger over en time.

Målingerne foretages under normale driftsforhold og af et af tileynsmyndigheden anerkendt laboratorium. Resultaterne af målingerne rapporteres til tilsynsmyndigheden efter dennes nærmere bestemmelse og skal være ledsaget af en beskrivelse af anlæggets driftsforhold under målingerne.

Såfremt en enkelt 1-timesmåling overskrider de i skemaet anførte emissionsgrænseværdier med en faktor 3, skal tilsynsmyndigheden underrettes herom.

Såfremt det af 6 på hinanden følgende stikprøvemålinger fremgår, at de målte emissioner ligger under grænseværdierne, og hvis de kontinuerte målinger for støv, CO og HC1 viser, at emissionsværdierne for disse parametre også er overholdt, giver tilsynsmyndigheden tilladelse til, at der fremover foretages 2 præstationsmålinger pr. år for de parametre, hvor det af skemaet under pkt. 1 fremgår, at kontrolmetoden er stikprøvemåling.

Såfremt præstationsmålingerne senere måtte vise, at emissionsværdien ikke længere er overholdt for én eller flere af de ovennævnte parametre, foretages herefter stikprøvemåling for samtlige parametre, for hvilke det i skemaet under pkt. 1 er foreskrevet, at kontrolmetoden er stikprøvemåling.

4. Kontrolregler

a. Præstationskontrol

Emissionsværdierne anses for overholdt, når hver måling udført ved præstationskontrollen er mindre end eller lig med grænseværdierne.

b. Kontinuerte målinger

Temperatur og oxygenindhold som fastsat under driftskrav skal overholdes konstant under anlæggets drift.

Koncentrationen af CO, ligeledes fastsat under driftskrav, udgør grænseværdien for timegennemsnittet for anlæggene. Derudover skal mindst 90 pct. af alle ½-times middelværdier målt i en hvilken som helst 24-timers periode være på under 150 mg/norm.(m3).

Med hensyn til de andre stoffer, for hvilke der i henhold til skemaet under pkt. 1 kræves kontinuert måling (partikler og HCl), gælder følgende

Intet løbende gennernenit for 7 dage af de målte koncentrationsværdier må overskride den tilsvarende grænseværdi.

Intet døgngennemsnit af de målte koncentrationsværdier må overskride den tilsvarende grænseværdi med mere end 30 pct.

Til beregning af ovennævote gennernenitsværdier tages der kun hensyn til anlæggets effektive driftsperioder, herunder ovnenes start- og slukningsfaser.

De effektive driftsperioder omfatter perioder, hvor anlæggets ovne, måle- samt røggærensningeudstyr er i funktion.

c. Stikprøvemåling

Ved det krævede måleprogram - se ovenfor - vil man kun få en meget begrænset dokumentation af den virkelige emission.

Miljøstyrelsen har derfor opstillet en beregningsmetode for, hvornår grænseværdierne i ovennævnte skema må anses for overholdt.

Metoden er baseret på den forudsætning, at den tidsmæssige fordeling af de pågældende emissioner er logaritmisk normalfordelt. Det vil sige, at såfremt emissionerne kunne måles kontinuert, ville logaritmen til f.eks. 1-timesmiddelværdier være normalfordelt.

Det viser sig ofte, at hvor emissionernes tidsmæssige fordeling ikke er bestemt af erkendelige drifts- eller produktionsmæssige forhold, men varierer tilfældigt, vil emissionernes fordeling være så tæt på en logaritmisk normalfordeling, at fejlen ved at antage en sådan fordeling er begrænset.

Når kontrollen af, hvorvidt en grænseværdi er overskredet eller ej, baseres på stikprøver, vil der altid være risiko for, at den faktiske (sande) emission, som i virkeligheden overholder grænseværdien bestemmes til at ligge over denne, den såkaldte udlederrisiko.

På samme måde er der risiko for, at recipienten - her atmosfæren belastes ud over det grænseværdien angiver, selvom stikprøvemålingernes gennemsnit ligger under grænseværdien, den såkaldte recipientrisiko.

Beregningsmetoden er udarbejdet under forudsætning af en udlederrisiko på 5 pct., dvs. at anlægget har en risiko på 5 pat. for uberettiget forkastelse, når grænseværdien netop er overholdt. Risikoen er dog mindre jo større margen, der er op til grænseværdien.

Det er endvidere skønnet, at en overskridelse af grænseværdien med en faktor 2 er tolerabel i kortere perioder, og recipientrisikoen ved denne overskridelse er valgt til 20 pct.

Vurderingen af måleresultaterne i forhold til grænseværdien må også ske under hensyntagen til, hvor stor spredning der er på de enkelte målinger.

Kravet om 6 målinger - principielt på tilfældigt valgte dage - i løbet af kontrolperioden, her et kalenderår, er opstillet ud fra en antagelse af en vis spredning i målingerne. Såfremt spredningen er større, end metoden forudsætter, må usikkerheden på bestemmelse af emission reduceres ved en forøgelse af stikprøveantallet i kontrolperioden. Forøgelsen bør ske i trin på 3, således at det første trin vil være fra 6 til 9 stikprøver.

Betegnes

- grænseværdien med »G«,

- kontrolgrænseværdien for den målte emission med »M 1«,

- kontrolgrænseværdien for stikprøveantallet med »M2«,

middelværdien af målingerne med »M«, og

antallet af stikprøver med »N«,

kan der på grundlag af ovennævnte forudsætninger opstilles nedennævnte to regler for, om grænseværdien er overskredet, og om stikprøveantallet er tilstrækkeligt stort.

Grænseværdien (G) er overholdt, såfremt M (den målte værdi) er mindre end kontrolgrænseværdien for den målte emission, som beregnes således

+++ FIGUR +++

Mi betegner de enkelte målinger.

Antallet af stikprøver er tilstrækkeligt stort, hvis M er mindre end kontrolgrænseværdien for stikprøveantallet, som beregnes således

M2 = 2 x G x 19-q

I modsat fald er recipientbetingelsen ikke overholdt, og stikprøveantallet for næste kontrolperiode skal forøges med 3.

Det skal understreges, at emissionsgrænseværdien kun kan anses for overholdt, såfremt begge regler er opfyldt.

Er grænseværdireglen ikke opfyldt, medens stikprøvereglen er opfyldt, anses grænseværdien for overskredet.

Er hverken grænseværdireglen eller stikprøvereglen opfyldt, bør stikprøveantallet i næste kontrolperiode forøges samtidig med, at der sørges for nedbringelse af emissionen af den pågældende parameter.

Er grænseværdireglen opfyldt, medens stikprøvereglen ikke er opfyldt, bør det udover en forøgelse af stikprøveantallet i næste kontrolperiode medføre en forøget inspektion af det forureningsbegrænsende udstyr.

Det skal bemærkes, at datoen »1. december 1990«, der forekommer to steder på side 2 i bilaget til bekendtgørelsen, jf. s. 39, 1 rettelig bør være 1. februar 1991, idet bekendtgørelsen først trådte i kraft denne dato, jf. bekendtgørelsens § 4.

Del II: Forbrænding af specielt sygehusaffald

1 Indledning

1.1 Hvad omfatter begrebet »specielt sygehusaffald«

1.2 Gældende regler

2 Behandling af specielt sygehusaffald

2.1 Forbrænding af specielt sygehusaffald

3 Krav til forbrændingsanlæg

3.1 Håndtering af sygehusaffald

3.2 Indfødning

3.3 Forbrændingen

3.4 Slagge og ristegennemiald

4 Emissioner til luften

5 Øvrige krav til indretning

6 Arbejderegler, personlige værnemidler, uddannelse, rengøring m.v.

7 Slagge, flyveaske, restprodukter, støj og spildevand (se del I side 23)

1 Indledning

I lyset af den modernisering af de kommunale affaldsforbrændingsanlæg, der har fundet sted siden 1987, samt de problemer der har været med de små ovne placeret på sygehusene, som i dag afbrænder specielt sygehusaffald, er det Miljøstyrelsens opfattelse, at forbrænding af specielt sygehusaffald fremover skal ske på anlæg, der kan opfylde de krav, der i dag stilles til affaldsforbrændingsanlæg.

Miljøstyrelsen har ved en nyligt afsluttet forespørgsel hos amtskommunerne undersøgt, hvordan sygehusene fremover vil bortskaffe det specielle sygehusaffald. Undersøgelsen viste, at langt de fleste sygehuse i Danmark fremover ønsker at lade det specielle sygehusaffald forbrænde på affaldsforbrændingsanlæg, således at kun ganske få sygehuse fremover vil have egen forbrændingsovn.

Endelig er der mulighed for, at flere sygehuse vil forbrænde det specielle sygehusaffald på fælles anlæg, der er indrettet til at forbrænde specielt sygehusaffald, og som kan opfylde de krav, der stilles til affaldsforbrændingsanlæg.

Denne vejlednings del II erstatter afsnit 2 og 5 i vejledning nr. 1/1984 fra Miljøstyrelsen om Bortskaffelse af sygehusaffald.

1.1 Hvad omfatter begrebet

»Specielt sygehusaffald«

Fra sygehuse kommer både affald svarende til »almindelig dagrenovation« og »specielt sygehusaffald«.

Almindelig dagrenovation

Almindelig dagrenovation omfatter affald fra sengeafdelinger og øvrige afdelinger, herunder kontorer m.v. og plejehjem etc., som ikke er klassificeret som specielt sygehusaffald. Dette affald kan uden yderligere behandling bortskaffes som almindelig dagrenovation og vil ikke blive omtalt nærmere her.

Specielt sygehusaffald

Specielt sygehusaffald omfatter affald, som enten er smitteførende eller biologisk fra sygehuse, plejehjem, fødeklinikker, andre behandlings- og plejainstitutioner, praktiserende læger samt tandlæger. Der henvises til vejledning fra Sundhedsstyrelsen fra 1989 om bortskaffelse af »specielt sygehusaffald« til personalegrupperne i den primære sundhedstjeneste.

Som smitteførende eller biologisk affald henregnes jævnfør vejledning nr. 1/1984

alt affald fra patienter med smitsomme infektionssygdomme for eksempel affald fra patienter indlagt på epidemiafdelinger, dialyseafdelinger og isolationsstuer, samt visse former for affald fra patienter i behandling med specielle medikamenter,

alle spidse eller skarpe genstande: kanyler, knive, dråbekamre fra infusionsudstyr og lignende,

smitteførende affald fra klinisk mikrobiologiske laboratorier (ikke autoklaveret)

smitteførende affald fra visse klinisk kemiske laboratorieaidelinger, og blodbanklaboratorier (ikke autoklaveret),

biologisk affald fra operationsstuer, fødestuer, sektionsstuer og lignende,

biologisk affald fra dyrestalde.

1.2 Gældende regler

Godkendelse af et affaldsforbrændingsanlæg efter miljøbeskyttelsesloven, jf. punkt K.9. i bilag 1 til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed, omfatter ikke i sig selv en tilladelse til at forbrænde specielt sygehusaffald. Godkendelsen kan imidlertid, eventuelt som tillæg til allerede meddelte godkendelser, også omfatte dette specielle affald og fastsætte vilkår herfor.

Driften af specielle anlæg, der udelukkende eller hovedsageligt foretager afbrænding af specielt sygehusaffald, forudsætter også godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven, jf. listens punkt K.9.

Disse anlæg var ikke omfattet af de særlige bekendtgørelser om godkendelse af ikke tidligere godkendte anlæg og revision af gældende godkendelser (bekendtgørelse nr. 397 af 2. september 1985 og bekendtgørelse nr. 783 af 10. december 1987).

Den nugældende bekendtgorelse nr. 10 af 4. januar 1991 om affaldsforbrændingsanlæg omfatter formelt heller ikke særlige anlæg til forbrænding af specielt sygehusaffald, men grænseværdierne for emission og øvrige forskrifter i bekendtgørelsens bilag bør finde tilevarende anvendelse.

Anvisningerne i denne vejlednings del II er udarbejdet til brug for godkendelsesmyndigheden, når der skal meddeles godkendelse af forbrænding af specielt sygehusaffald, uanset om dette sker på de almindelige affaldsforbrændingsanlæg eller i specielle anlæg eller ovne for dette affald, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 532 af 20. juni 1992 om indkaldelse af ansøgninger om godkendelse fra beståcnde listevirksomheder.

2 Behandling af specielt sygehusaffald

En hygiejnisk forsvarlig behandling af specielt sygehusaffald omfatter alle led fra affaldets oprindelse til dets destruktion. Den eneste forevarlige destruktion af dette affald er forbrænding.

Vejledningen tager kun sigte på affaldets behandling ved forbrænding, efter at affaldet er ankommet til anlægget, idet det forudsættes, at affald med hensyn til sortering, emballering og transport m.v., opfylder de til enhver tid gældende regler herom, herunder navnlig i arbejdsmiljølovgivningen. Kontakt eventuelt det stedlige arbejdstileyn og de kommunale myndigheder.

De forskellige anlæg bør i nødvendigt omfang indgå aftaler med de forskellige affaldsproducenter om, hvorledes affaldet ønskes modtaget.

Som nævnt er det Miljostyrelsens opfattelse, at specielt sygehusaffald fremover skal forbrændes på anlæg, der er af samme standard med hensyn til emissioner og restprodukter som almindelige affaldsforbrændingsanlæg i Danmark.

2.1 Forbrænding af specielt sygehusaffald

Efter Miljøstyrelsens opfattelse kan miljømæssig forsvarlig forbrænding af specielt sygehusaffald ske på forskellige typer anlæg.

De på nuværende tidspunkt kendte anlæg kan inddeles i 4 typer

Forbrænding på bevægelig rist.

Forbrænding på bevægelig rist med specielle anordninger, f.eks. indbygget herd.

Eorbrænding i speciel ovn f.eks. herdovn, hvorfra røggassen blandes med røggassen fra et affaldsforbrændingsanlæg.

Forbrænding i speciel ovn, f.eks. roterovn med egen røggasbehandlingsdel.

Udover sygehusaffaldets transportveje på anlæggene adskiller type 1 sig ved ikke at have en herd, hvorpå sygehusaffaldet brænder. Det er derfor ved denne type nødvendigt med tilbageføring af ristegennemfaldet.

De 3 første typer udnytter affaldsforbrændingsanlæggenes relativt

store efterforbrændingskamre og røggasrensningsfaciliteter. Type 4 bygges med eget røggasreneningsanlæg.

3 Krav til forbrændingsanlæg

Forbrændingeprocessen bør sikre en god destruktion af sygehusaffaldet samtidig med, at det sikres, at arbejdere ikke udsættes for smitterisiko.

3.1 Håndtering af sygehusaffald

For at undgå, at emballagen beskadiges under håndtering på anlægget med deraf følgende risiko for arbejdsmiljømæssige gener, bør sygehusaffaldet modtages og behandles separat fra andet affald.

Affaldet bør endvidere være emballeret i enheder, der er tilpasset anlæggets fysiske udformning, som f.eks. indfødningssystem.

3.2 Indfødning

Indfødningen af sygehusaffaldet i forbrændingsovnen bør ske så automatisk som muligt, og således at emballagen ikke åbnes eller beskadiges, inden affaldet når forbrændingszonen, eller indfødes i et lukket system, som kan steriliseres.

Det specielle sygehusaffald indfødes i ovnen i en forbrændings zone svarende til minimum rist 2. Indfødning af biologisk affald skal ske direkte på herd eller i roterovn.

For at sikre en ordentlig udbrænding af røggasser og slagge bør indfødningshastigheden tilpasses forbrændingssystemets kapacitet.

3.3 Forbrændingen

Generelt bør gælde for forbrænding af sygehusaffald, at

ovnen drives så kontinuert som praktisk muligt

indfødning af affald kun sker, når temperaturen i efterforbrændingszonen er mindst 850øC

røggassen i en efterforbrændingszone udsættes for en temperatur på mindst 850øC i mindst 2 sek. under tilstedeværelse af mindst 6 pct. ilt.

temperaturforholdende i efterforbrændingszonen overvåges og registreres kontinuert.

De 2 sidstnævnte forhold kan eventuelt opnås ved anvendelse af et affaldsforbrændingsanlægs efterforbrændingszone, jf. tidligere beskrivelse af type 1, 2 og dels 3. På sådanne anlæg bør der ikke brændes så store mængder af sygehusaffald (f.eks. vådt eller frosset affald), at forbrændingskvaliteten forringes nævneværdigt.

For at opnå en tilstrækkelig ovntemperatur inden indfødning af affaldet og for at sikre minimumforbrændingstemperaturen bør anlæg som type 3 og 4 forsynes med brændere til støttebrændsel.

3.3 Slagge og ristegennemfald

For at sikre den nødvendige udbrænding af slaggen, jf. del I, bør sygehusaffaldet sikres en tilstrækkelig lang opholdstid i forbrændingsovnen.

Af sundhedsmæssige årsager bør der ikke forekomme ristegennemfald af sygehusaffaldet, uden at det i tilstrækkelig lang tid har været udsat for så høje temperaturer, at affaldet er blevet steriliseret. Det kan derfor anbefales, at sygehusaffaldet brændes på en herd, enten indbygget i affaldsforbrændingsanlæggets forbrændingszone (type 2) eller i specielle ovne (type 3 og 4).

Såfremt der ikke sker en omrøring af sygehusaffaldet under forbrændingen (hvilket f.eks. er tilfældet på en ubevægelig herd), skal ovnen jævnligt lukkes ned for at tømme den for slagge (for eksempel én gang i døgnet). Inden hver nedlukning af ovnen skal der foretages en mekanisk omrøring i slaggen, indtil denne er udbrændt under fortsat opretholdelse af undertrykket. Endvidere skal røggassen under nedlukningen udsættes for 850 graderC i mindst 2 sekunder (jf. afsnit 3.3).

4 Emissioner til luften

Forbrænding af sygehusaffald må ikke give anledning til emissioner,; der overstiger de krav, der i denne vejledning (se del I tabel 1 stilles til affaldsforbrændingsanlæg til husholdnings- og erhvervsaffald. Dette gælder både for anlæg, som benytter et affaldsforbrændingsanlægs røggasrensningssystem, og anlæg med eget røggærensningssystem.

5 Øvrige krav til indretning

For at sikre mod ophoboing af især biologisk affald ved nedbrud af ovnlinier anbefales det, at der kun foretages forbrænding af specielt sygehusaffald på anlæg med mindst 2 ovnlinier, eller på anlæg med én ovnlinie, som har en overførselsaftale med et andet anlæg.

Der bør i det hele taget etableres overførselsaftaler for specielt sygehusaffald mellem anlæggene i tilfælde af udfald, reparation etc.

Hvis det på trods af ovenstående ikke kan udelukkes, at der sker en ophobning af specielt sygehusaffald, må der etableres aflåste opbevaringsfaciliteter til affaldet svarende til overførselsaftalen. Det biologiske affald bør opbevares i rum nedkølet til 5øC.

6 Arbejdsregler, personlige værnemidler, uddannelse, rengøring m.v.

Disse forhold skal afklares med det stedlige arbejdstilsyn og sikkerhedsorganisationen på de enkelte anlæg. Det anbefales, at de enkelte anlæg detaljeret beskriver arbejdsgange i forbindelse med modtagelse og håndtering af specielt sygehusaffald til forbrænding.

7 Slagger, flyveaske, restprodukter, støj og spildevand

se del I side 23.

Del III: Krematorioanlæg

1 Indledning

2 Lovgrundlag

3 Krav i forbindelse med fastsættelse af vilkår for godkendelse af krematorieanlæg

efter miljøbeskyttelsesloven

3.1 Krav til ovnen, forbrændingeprocessen og øvrige forhold, der bør iagttaget

3.2 Krav til driften

4 Skorstenshøj den

5 Registrering og rapportering

5.1 Målestutse

5.2 Instrumentering og regulering

1 Indledning

Nærværende vejledning har bl.a. til formål at tjene som et grundlag for myndighedernes afgørelser om godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven af krematorieanlæg, jf. punkt J.4. i bilag 1 til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed. Der har ikke tidligere foreligget retningslinier fra Miljøstyrelsen til brug herfor.

2 Lovgrundlag

Efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 532 af 20. juni 1992, der trådte i kraft 1. juli 1992, skal bestående listevirksomheder, der ikke har en samlet miljøgodkendelse, indsende en ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden. Krematorier hører til denne gruppe virksomheder, og fristen er fastsat til 1. januar 1994.

På grundlag af ansøgningen og en vordering af krematorieanlæggets drifts- og forureningsforhold træffer godkendelsesmyndigheden herefter afgørelse om, hvorvidt der kan gives en godkendelse samt en frist for opfyldelsen af godkendelsens vilkår, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed. For de dele af anlægget, der ikke kan godkendes, træf § 41, stk. 1-3 i miljøbeskyttelsesloven.

Godkendelsesmyndigheden er normalt kommunalbestyrelsen, men amtsrådet træffer afgørelse om godkendelse af kommunalt drevne krematorier, MBL. § 40.

3 Krav i forbindelse med fastsættelsen af vilkår for godkendelse

af krematorieanlæg efter miljøbeskyttelsesloven

3.1 Krav til Ovnen, forbrændingeprocessen

Det skal sikres - f.eks. ved dokumentation fra ovnfabrikanten - at ovnen er konstrueret således, at forbrændingsprocessen styres til absolut røgfri forbrænding.

Kremeringsovnen bør indrettes med et ovnrum (primærkammer) og en efterforbrændingszone, hvor udbrændingen af de dannede gasser kan finde sted.

Efterforbrændingszonen skal være indrettet således, at der sikres en optimal udbrænding af de brændbare gasser og partikler, samt at lugtstoffer nedbrydes, f.eks ved en opholdstid for røggassen på 1 sek. ved 850øC.

Det skal sikres, at der ikke kan indsættes kister ved temperaturer under 850øC i efterforbrændingszonen.

Temperatur i primær- og efterforbrændingszone skal styres. Til dette formål skal kremeringsovnen være udstyret med det fornødne antal brændere eller varmelegemer for gas, fyringsolie eller elektricitet.

Lufttilførsel til både primær- og efterforbrændingszone skal styres, således at høje CO koncentrationer i røggassen undgås.

Øvrige forhold, der bør iagttages

Til at gennemføre den daglige drift bør der udpeges ansvarligt personale, der instrueres omhyggeligt i ovnens funktion og pasning, herunder påvisning af og i et vist omfang afhjælpning af fejl.

Det materiale, som kisterne laves af, må ikke indeholde stoffer, som giver miljøfarligt udslip ved forbrændingen. Kun i særlige tilfælde kan dette krav fraviges. Det anbefales, at der kun anvendes kister, der kan godkendes i henhold til den af Danske Krematoriers Landsforening udarbejdede kistedeklaration.

Det skal sikres, at der ved indføring af kisten i ovnen ikke trænger røg ud ved indføringsåbningen.

3.2 Krav til driften

Nedenfor er angivet de forudsætninger og vilkår, som bør fastlægges i godkendelsen med henblik på at regulere de driftsparametre, der i henhold til den foreliggende viden og erfaring udgør de væsentligste indikatorer for forbrændingens kvalitet.

Som middelværdi over et forbrændingsforløb må røgens indhold af CO ikke overstige 50 mg/n.(m3) henført til 10 % O2. Midlet over 1 minut må CO ikke overstige 500 mg/n.(m3) henført til 10 % O2

Luftoverskuddet skal svare til mindst 6 % O2 og må ikke overstige 12 % O2 bortset fra kremeringens sidste fase.

Røggassens indhold af faste partikler, målt over en kremering inkl. askoudtagning, må ikke overstige 80 mg/n.(m3) svarende til 10 % O2

Partikler i røggassen må ikke give anledning til synligt nedfald.

Krematorieanlægget må ikke give anledning til mærkbar lugt i omgivelserne. Herudover bør der udformes vilkår i overensstemmelse med retningslinierne i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/1985 »Begrænsning af lugtgener fra virksomheder«.

Støjforholdene fastsættes ud fra anvisningerne i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 »Ekstern støj fra virksomheder«, især afsnit 4.

4 Skorstenshøjden

For nye krematorier fastsættes skorstenshøjden til 3 m over tagryg.

Røggashastigheden ved normal drift ved skorstenstop skal være mindst 8 m/sek. og højst 20 m/sek.

Røggastemperaturen skal ved indgang til skorstenen være mindst 150øC.

4 Registrering og rapportering

5.1 Målestutse

Målestutse anbringes i overensstemmelse med Miljøstyrelsens vejledning 6/90 om Begrænsning af luftforurening fra virksomheder.

5.2 Instrumentering og regulering

Der bør vælges et system, der dels giver mulighed for fuldautomatisk drift med optimal forbrændingskvalitet under normale omstændigheder dels giver mulighed for manuel indgriben ved unormal drift f.eks. svigt af styresystemet eller af én eller flere af signalgiverne som f.eks. iltmåleren.

Afhængig af anlæggets konstruktion skal instrumenteringen gøre det muligt under drift at følge temperaturer og andre driftsparametre f.eks. spjældpositioner.

Alle relevante data for efterfølgende kontrol af forbrændingsforløb skal registreres på strimmel og logges ubehandlet som øjeblikeværdier eller 1 minuts middelværdier på en form, der letter efterfølgende databehandling og eventuel udskrivning.

Som minimum skal logges ilt, kulilte og temperaturer i efterforbrændingszone samt temperaturer i primærkammer og ved skorstensindgang.

De daterede udskrifter bør opbevares i 3 år og på forlangende forevises tilsyosmyndigheden.

Der bør senest 3 måneder efter, at krematorisovnen er taget i brug efter meddelt godkendelse, af et af tilsynsmyndigheden anerkendt laboratorium foretages målinger til kontrol af ovnens driftsparametre og emission af faste partikler samt udføres kontrol af kalibreringen af de installerede instrumenter. Resultaterne indsendes til tilsyusmyndigheden.

Begrænsning af forurening fra forbrændingsanlæg

Forord

Den vejledning er i 3 dele

Del I: Affaldsforbrændingsanlæg

Del II: Anlæg til forbrænding af specielt sygehusaffald

Del III: Krematorieanlæg

Del I: Affaldsforbrændingsanlæg

Indledning

1.1 Vejledningens baggrund

1.2 Gældende regler om affaldsforbrændingsanlæg

1.3 Den nye bekendtgørelse

1.4 Miljøstyrelsens strategi på affaldsområdet

1.5 Affaldstyper der kan brændes på et affaldsforbrændingsanlæg

1.6 Forurening fra affaldsforbrændingsanlæg

2 Planlægningsmæssige forhold

2.1 Hensyn, der bør tilgodeses ved planlægningen

2.1.1 Energiudnyttelsen

2.1.2 Anlægsstørrelsen

2.1.3 Sorteringsordninger

2.1.4 Lokalisering

2.1.5 Ansøgningens oplysninger om forholdet til planlægningen

3 Krav i forbindelse med godkendelse af affaldsforbrændingsanlæg

efter miljøbeskyttelsesloven

3.1 Fravigelse af krav til driften

3.2 Affaldet og eventuelt andet brændsel

3.3 Anlæg og udstyr

3.3.1 Siloområdet

3.3.2 Drift af anlægget

3.3.3 Håndtering af affaldet

3.4 Forbrændingen/driften

3.4.1 Specifikke krav til driften

3.4.2 Andre forhold vedrørende driften

3.5 Emissioner til luften

3.6 Skorstenen

3.7 Lugt

3.8 Støj

3.9 Slagger, flyveaske og restprodukter

3.10 Spildevand

3.11 Registrering og rapportering

3.12 Kontrol af emissioner og drift

3.13 Kontrolmålinger vedrørende støj;

3.14

BILAG A. Krav til instrumenter og kalibrering heraf til brug ved dokumentation

Af emissioner fra affaldsforbrændingsanlæg

1 Generelt

1.1 Midlingstider m.v.

1.2 Tidskonstanter

1.3 Måletider

2 Krav til målingens udførelse

2.1 Målested

2.1.1 Temperaturmåling

2.1.2 Gas- og partikelmåling

2.2 Funktionskrav til målesystemer

2.2.1 Temperaturmåling

2.2.2 Emissionsmålinger

2.3 Kalibreringer

2.3.1 Temperaturmålesystemer

2.3.2 Emissionsmålinger

2.4 Løbende vedligeholdelse

3 Garantiafprøvning af emissionsmålesystemer

3.1 Støvmålesystemer

3.2 Gasmålesystemer

3.3 Temperaturmålesystemet

4 Forkortelser og begreber

Bilag B. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 10 af 4. Januar

1991 om affaldsforbrændingsanlæg

1 Indledning

1.1 Vejledningens baggrund

Miljøstyrelsen udsendte i 1986 en vejledning om begrænening af forurening fra affaldsforbrændingsanlæg (nr. 3/1986). Allerede ved udsendelsen var det forudsat, at vejledningen skulle revideres inden for en kort årrække.

Det var således i vejledningen nævnt, at der formentlig pr. 1. juni 1991 ville blive fastsat en grænseværdi for dioxin (PCDD + PCDF) efter Eadon-metoden for danske affaldsforbrændingsanlæg.

I 1986 blev et undersøgelsesarbejde igangsat til belysning af bl.a. sammenhængen mellem driftsbetingelser og dioxinemission fra affaldsforbrændingsanlæg. Undersøgelsen skulle endvidere give det fornødne grundlag for fastsættelsen af en eventuel grænseværdi for dioxin fra affaldsforbrændingsanlæg. Undersogelsen blev afrapporteret i 1989 som miljøprojekt nr. 117: Dioxinemission ved affaldsforbrænding.

Endelig blev der i 1989 vedtaget to EF-direktiver for affaldsforbrændingsanlæg: Et for nye anlæg og et for bestående anlæg.

I denne vejledning er der ikke fastsat en emissionsgrænseværdi for dioxin. EF-kommissionen har i forbindelse med ovennævnte direktiver nedsat en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en rapport med baggrund i videnskabelige data for at fastsætte en grænseværdi for dioxin. Arbejdsgruppens rapport skulle om muligt forelægges Rådet inden 31. dec. 1990. Dette arbejde er imidlertid blevet forsinket.

Miljøstyrelsen afventer resultaterne af denne arbejdsgruppe, før styrelsen vil tage stilling til spørgsmålet om fastsættelse af en eventuel grænseværdi for dioxin.

Den vejledning erstatter vejledning nr. 3/86 om begrænsning af forurening fra affaldsforbrændingsanlæg. Vejledningen har baggrund dels i resultaterne fra Miljøstyrelsens undersøgelse og dels i de vedtagne direktiver.

Hertil kommer, at man på baggrund af de erfaringer, der er blevet indhøstet gennem behandlingen af konkrete sager om godkendelse af affaldsforbrændingsanlæg, har fundet det hensigtsmæssigt at underkaste vejledningen en generel modernisering med det sigte at opnå en mindre detailleringsgrad, end Vejledning 3/1986 havde.

Vejledningen omfatter både kommunale affaldsforbrændingsanlæg og private affaldsforbrændingsanlæg samt kraftvarmeværker og varmeværker baseret på forbrænding af affald.

1.2 Gældende regler om affaldsforbrændingsanlæg

Affaldsforbrændingsanlæg har igennem længere tid været omfattet af miljøbeskyttelseslovens godkendelsesordning. Det vil sige, at disse anlæg ikke må etableres, udvides eller ændres uden forinden at have opnået godkendelse hertil, jf. nu § 33 i lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse samt punkt K.9. i bilag 1 til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed.

Som følge af den voksende erkendelse af risikoen for luftforurening fra affaldsforbrændingsanlæg blev det ved Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 397 af 2. september 1985 fastsat, at ældre forbrændingsanlæg, det vil sige anlæg, der var etableret inden den første miljøbeskyttelseslovs ikrafttræden den 1. oktober 1974, og som derfor ikke var godkendt, skulle ansøge om godkendelse inden udgangen af 1986.

Ved Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 783 af 10. december 1987 blev det i tilslutning til en i 1986 vedtaget ændring af den dagældende miljøbeskyttelseslov (§ 44, stk. 6) fastsat, at gældende godkendelser af affaldsforbrændingsanlæg kan tages op til revision hvert 4. år.

Til brug for godkendelsesmyndighedernes sagsbehandling har der i Miljøstyrelsens Vejledning nr. 3/1986 været anvisninger for godkendelserne og vilkårene herfor, både for så vidt angår nye og gamle anlæg, og for anlæg, der tidligere var godkendt, og for anlæg, hvor dette ikke var tilfældet. For bestående anlægs vedkommende har godkendelsesproceduren bestået i en sanering, således at de ældste og mest forurenende anlæg er blevet taget ud af drift, medens de øvrige gradvis er kommet til at opfylde samme krav som dem, der stilles til nye anlæg.

I dag har næsten alle danske affaldsforbrændingsanlæg en godkendelse eller revideret godkendelse i overensstemmelse med disse retningslinier.

EF har i 1989 vedtaget to direktiver om luftforurening fra henholdsvis nye og bestående affaldsforbrændingsanlæg, EØF/89/369 og EØF/89/429.

Direktiverne tilsigter at skabe ensartede regler for luftforureningen fra affaldsforbrændingsanlæg, dels ved at stille krav om optimale driftsbetingelser, dels ved at fastsætte grænseværdier for emissionen af de forskellige forurenende stoffer.

Direktivet vedrørende nye anlæg indeholder på nogle punkter strengere krav end de hidtil gældende danske regler og omfatter anlæg, hvortil myndighederne meddeler godkendelse efter datoen for direktivets implementering.

Der gælder således strengere grænseværdier for nogle stoffer (f.eks. støv og HC1), og der er fastsat grænseværdier for nogle nye stoffer: Nikkel og arsen samt crom, kobber og mangan.

Direktivet vedrørende bestående anlæg går ud på, at disse anlæg efter

en overgangsperiode skal overholde de samme krav, som stilles til nye anlæg.

Direktiverne er blevet implementeret ved Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 10 af 4. januar 1991 om affaldsforbrændingsanlæg, der trådte i kraft den 1. februar 1991. Bekendtgørelsen er optaget som bilag til denne vejledning.

1.3 Den nye bekendtgørelse

Den nye bekendtgørelse fastsætter i et bilag grænseværdier, driftsbetingelser og målemetoder, der svarer til EF-direktivet om nye affaldsforbrændingsanlæg. Reglerne skal lægges til grund for de enkelte, konkrete miljøgodkendelser, som myndighederne fremdeles skal meddele til forbrændingsanlæg.

Bekendtgørelsen trådLe som nævnt i kraft den 1. februar 1991 og omfatter nye anlæg, ændringer eller udvidelser, hvortil myndighederne meddeler miljøgodkendelse efter denne dato.

Bestående anlæg vil blive omfattet af bekendtgørelsen og dermed af samme krav, som gælder for nye anlæg, i den takt hvormed godkendelserne af disse anlæg skal revideres i overensstemmelse med de allerede gældende danske regler. Bekendtgørelsen gælder uanset anlægsstørrelse.

I nærværende vejledning er der fastsat regler og anvisninger for myndighedernes behandling af sager om godkendelse af anlæg og vilkårene herfor, både med hensyn til krav, der er en følge af den ny bekendtgørelse og andre forhold, hvorom der i overensstemmelse med hidtidig praksis skal fastsættes vilkår på basis af vejledningens anvisninger.

I modsætning til vejledningens øvrige indhold er de krav, der er indeholdt i bekendtgørelsen og bilaget hertil, bindende for myndighederne ved vilkårsfastsættelsen. Hermed betegner bekendtgørelsen et brud på de principper, der hidtil har været gældende for fastsættelsen af vilkår for afgørelse om godkendelser efter miljøbeskyttelsesloven.

1.4 Miljøstyrelsens strategi på affaldsområdet

Miljøstyrelsen vil søge at fremme forebyggende strategi på affaldsområdet og at prioritere indsatsen i følgende rækkefølge (den højeste valør først)

Renere teknologi

Genanvendelse

Affaldsforbrænding

Deponering

Ved renere teknologi forstås ikke alene en mindre forurenende produktionsteknologi, men også en omlægning af råvarevalg og ændring af produktudformning, hvis dette totalt set medfører begrænsninger i forureningen og affaldsmængden.

Miljøbeskyttelsesloven har som formål at sikre forebyggelse og imødegåelse af forurening, og der skal lægges vægt på såvel det ydre miljøs beskaffenhed og forureningens sandsynlige virkning på omgivelserne som på hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemgår, med henblik på at begrænse ressourcespildet mest muligt.

Ansøgningen om miljøgodkendelse skal indeholde en redegørelse for, hvad der for affaldsforbrændingsanlægget må anses for at være den mindst forurenende teknologi, herunder for så vidt angår råvarer, energi, vand og andre hjælpestoffer, processer og affaldsfrembringelse.

Genanvendelse har til formål at bidrage til en væsentlig reduktion af affaldsmængderne og herved mindske miljøbelastningen fra affaldet.

Det affald, der ikke kan genanvendes, skal i videst muligt omfang forbrændes, både for at reducere deponeringsbehovet og for at udnytte affaldets energiindhold. Forbrænding skal ske under miljømæssigt optimale forhold, og overskudsvarmen skal udnyttes i varmeforsyningen og kraftvarmeforsyningen.

Mindst muligt affald skal deponeres, og mindst muligt brændbart affald skal deponeres. Deponering bør kun ske på hertil miljøgodkendte lossepladser og specialdepoter.

Endelig vil anvisningspligten ifølge miljøministeriets bekendtgørelse nr. 118 af 23. februar 1989 om bortskaffelse af affald give kommunerne mulighed for at styre bortskaffelsen af affaldet på en miljø- og samfundsmæssig forevarlig måde.

1.5 Affaldstyper der kan brændes på et affaldsforbrændingsanlæg

I Danmark inddeles affald efter, hvilken kilde der er årsag til de pågældende affaldstyper.

Affaldstyper

1. Husholdningssaffald

? dagrenovation

? haveaffald

? storskrald

2. Handels-og kontoraffald

3. Industriaffald

4. Bygge- og anlægsaffald

? byggeaffald

? anlægsaffald

? affald fra vejbygning m.v.

5. Affald fra energitremstilling

? flyveaske

? slagge

? afsvovlingsprodukter

6. Affald fra renseanlæg

? ristestof

? slam

7. Særligt affald

? kemikalieaffald

? olieaffald

? specielt sygehusaffald

Husholdningsaffald samt handels- og kontoraffald er affaldstyper, der umiddelbart kan forbrændes på affaldsforbrændingsanlæg. Langt de største mængder dagrenovation går til forbrændingsanlæg, mens det kun er en del af haveaffald og storskrald, der går til forbrændingsanlæg. På samme måde går også den største mængde affald fra handel og kontor til forbrændingsanlæg.

En del af industriaffaldet kan uden problemer forbrændes på affaldsforbrændingsanlæg. Endelig kan en del brændbart affald fra kategorien bygge- og anlægsaffald forbrændes på et affaldsforbrændingsanlæg. En del genanvendes, og resten deponeres. For affald fra energifremstilling gælder, at den største mængde genanvendes.

Indenfor kategorien særligt affald gælder, at olie- og kemikalieaffald, fra såvel private som industrien, skal bortskaffes via specielle indsamlingsordninger til behandling på Kommunekemi A/S.

Såfremt disse affaldstyper ønskes bortskaffet f.eks. ved forbrænding på et affaldsforbrændingsanlæg, vil dette efter omstændighederne kunne ske efter gældende regler herom, se Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 804 af 15. december 1989 om olie- og kemikalieaffald, men det forudsætter en dispensation fra afleveringepligten, samt at affaldsforbrændingsanlægget ifølge miljøgodkendelsen har tilladelse til forbrænding af dette affald.

Specielt sygehusaffald kan i visse tilfælde også forbrændes på et affaldsforbrændingsanlæg eller på særlige anlæg hertil. Vilkår for forbrændingen skal i så fald fremgå af miljøgodkendelsen. Se i øvrigt del II: Anlæg til forbrænding af specielt sygehusaffald.

For affald fra spildevandsrensning gælder, at den største mængde deponeres eller genanvendes, noget bliver dog brændt. Sker tilsætningen af slam efter forskrifterne med hensyn til slammets brændværdi, kan slam brændes uden miljømæssige problemer. Forskrifterne skal fremgå af miljøgodkendelsen.

Endelig gælder, at briketter eller lignende, der er fremstillet af affald, kun må forbrændes på et affaldsforbrændingsanlæg, der optylder gældende regler herom, eller et andet forbrændingsanlæg, der opfylder gældende regler for et affaldsforbrændingsanlæg.

Konklusion

Følgende affaldstyper kan således forbrændes på affaldsforbrændingsanlæg uden særlige problemer

Husholdningsaffald samt briketter eller piller heraf.

Handels- og kontoraffald.

Affald fra renseanlæg.

Dele af industriaffald.

Den brændbare del af bygge- og anlægsaffald.

Specielt sygehusaffald, under nærmere angivne vilkår.

1.6 Forurening fra affaldsforbrændingsanlæg

Forureningen fra affaldsforbrændingsanlæg beror dels på affaldets stoflige sammensætning dels på forløbet af forbrændingsprocessen. Røggasbehandlingen vil ændre forureningens karakter, f.eks. fra et luftforureningsproblem til et deponeringeproblem.

Ved forbrændingen frigøres bl.a. små mængder af tungmetaller, som dog i væsentligt omfang fjernes i forbindelse med renening af røggassen.

Ved forbrænding af affald, der indeholder klor, kan der dannes dioxiner, som er vanskeligt nedbrydelige stoffer. Dioxinforureningen skal begrænses mest muligt, og det er Miljøstyrelsens opfattelse, at dette først og fremmest skal ske gennem en velkontrolleret drift af affaldsforbrændingsanlægget.

Af Miljøstyrelsens miljøprojekt nr. 117: Dioxinemisssion ved affaldsforbrænding fremgår, at den samlede dioxinforurening fra danske affaldsforbrændingsanlæg i 1987 var ca. 34 g på årsbasis, angivet som ækvivalenter, hvilket er mindre end tidligere skønnet ud fra udenlandske undersøgelser. De danske undersøgelser bekræfter også, at forbedret forbrændingsteknik mindsker dioxindannelsen, ligesom der opnås en yderligere begrænsning af dioxinemissionen til luften ved rensning af røggassen for sure gasser.

Undersøgelsen viste, at det er væsentligt for reduktion af dioxinemissionen, at belastningen af anlæggene (den i kedlen afsatte effekt) i videst muligt omfang holdes under den af konstruktøren angivne samt, at luftoverskuddet holdes.

Endelig viste undersøgelsen, at såfremt givne driftskrav overholdes ved forbrændingen, kan dioxinemissionen ikke variere ukontrolleret.

2 Planlægningsmæssige forhold

Det er vigtigt, at der allerede i den overordnede planlægning tilstræbes en hensigtsmæssig lokalisering, således at driften af et affaldsforbrændingsanlæg ikke giver miljømæssige problemer for omgivelserne.

De nødvendige administrative redskaber til at tilgodese dette formål findes i bestemmelserne om henholdsvis affaldsplanlægningen efter miljøbeskyttelsesloven og planlægningen af de særligt forurenende virksomheders beliggenhed i region-, kommune- og lokalplanlægningsbestemmelserne. Også de dispositioner, der træffes inden for energiforsyningeplanlægningen, herunder især planlægningen i medfør af varmeforsyningeloven, har imidlertid betydning for affaldsforbrændingsanlæg.

Affaldsforbrændingsanlæg er ikke omfattet af bekendtgørelse nr. 885 af 18. december 1991 om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker eller af bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1990 om begrænsning af emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og støv fra store fyringsanlæg.

I det følgende vil en række forhold, som efter Miljøstyrelsens opfattelse bør tillægges særlig vægt i forbindelse med planlægningen af affaldsforbrændingsanlæg, blive nærmere omtalt.

2.1 Hensyn, der bør tilgodeses ved planlægningen

2.1.1 Energiudnyttelsen

Det bør tilstræbes, at der ved enhver affaldsforbrænding sker størst mulig udnyttelse af energiindholdet i affaldet.

Varmeforsyningsloven er ændret i juni 1990. Hovedsigtet med ændringen er at fremme samproduktion af el og varme gennem etablering af decentrale kraftvarmeanlæg og at øge anvendelsen af mindre forurenende energikilder som naturgas og biobrændsler som f.eks. affald, halm, træflis eller lignende.

Miljøstyrelsen har i samarbejde med Energistyrelsen ladet udarbejde en rapport: Analyse af data for Energianlæg baseret på affald ( juni 1990).

I rapporten analyseres de forventede affaldsmængder til forbrænding i slutningen af 1990'erne under hensyn til regeringens målsætning om 50 % genanvendelse af de samlede affaldsmængder samt en størst mulig begrænsning af deponering af brændbart affald. Rapporten skitserer på denne baggrund det fremtidige behov for forbrændingskapacitet i landets amter og hermed grundlaget for en udbygning af kraftvarmeproduktion på basis af affald.

Ved planlægningen af affaldsforbrændingsanlæg skal såvel affaldsplanlægningen og energiplanlægningen lægges til grund, herunder den ovenfor nævnte rapport fra juni 1990.

2.1.2 Anlægsstørrelsen

Ovnstørrelser skal afpasses efter det registrerede behov for forbrændingskapacitet, jf. afsnit 2.1.1. Miljømæssig acceptabel drift vil kunne tilgodeses ved ovnstørrelser over 2,5 t/time, og de hidtidige erfaringer med ovne af denne størrelse har ikke vist sig at indebære forholdsmæssigt stØrre udgifter end mindre ovne.

2.1.3 Sorteringsordninger

Miljøstyrelsen anbefaler, at kommunerne gennem kildesortering og indsamlingeordninger for olie- og kemikalieaffald undgår emner, materialer og stoffer i affaldet, som af forureningsmæssige årsager er uønskede i forbrændingsprocessen eller i røggas, aske, slagger og andre restprodukter fra forbrændingen. De stoffer, som først og fremmest søges undgået, vil være stoffer, som er omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Genanvendelige materialer bør i mindst muligt omfang afbrændes på affaldsforbrændingsanlæg.

2.1.4 Lokalisering

Lokalisering af affaldsforbrændingsanlæg skal vælges efter mulighederne for at udnytte den producerede energi både som el og varme.

Derudover bør affaldsforbrændingsanlæg placeres så langt fra boboelsesområder og andre forureningsfølsomme områder, at væsentlige gener, herunder støj- og lugtgener undgås i disse områder. Affaldsforbrændingsanlæg vil hensigtsmæssigt kunne placeres i industriområder med gode tilkørselsforhold.

2.1.5 Ansøgningens oplysninger om forholdet til planlægningen

For at myndighederne, i første instans amtskommunen, kan vurdere, om etableringen eller eventuelt den fortsatte drift af et anlæg vil være i overensstemmelse med den overordnede planlægning, skal ansøgninger om godkendelse af såvel nye som eksisterende affaldsforbrændingsanlæg indeholde en række oplysninger vedrørende forholdet til denne planlægning.

I det følgende omtales de tre vigtigste planlægningsområder

Det enkelte affaldsforbrændingsanlæg skal indgå i og overholde forudsætningerne i den kommunale og regionale affaldsplanlægning.

Det skal derfor fremgå af ansøgninger om godkendelse af såvel nye som eksisterende affaldsforbrændingsanlæg, hvorledes anlægget forholder sig til denne planlægning. I godkendelsesansøgningen skal der således være gjort rede for affaldsoplandets afgrænsning, herunder de fælles bortskaffelsesordninger, som anlægget betjener, samt for arten og mængden af det affald samt eventuelt andet brændsel, der fremtidigt skal forbrændes på anlægget. Endvidere skal der være gjort rede for den planlagte slutdisponering af slagge, aske og andre restprodukter.

Såfremt endelige planer for den fremtidige affaldsbortskaffelsesstroktur ikke foreligger, skal der i ansøgningen redegøres for, at anlægget og den planlagte slutdisponering af restprodukter ikke er i modstrid med (er i overensstemmelse med) den regionale affaldspolitik.

Det skal fremgå af ansøgninger om godkendelse af såvel nye som eksisterende affaldsforbrændingsanlæg, hvorledes anlægget indgår i den kommunale energi- og varmeplanlægning i medfør af varmeforsyningsloven.

Der skal således være gjort rede for størrelsen af det fremtidige energi- og varmemarked, som anlægget skal betjene, og hvorledes anlægget indgår i den lokale forsyningsstruktur.

Det skal fremgå af ansøgninger om godkendelser af nye affaldsforbrændingsanlæg, at placeringen af anlægget er i overensstemmelse med den planlægning for beliggenheden af

virksomheder m.v. med særlige beliggenhedekrav, som udarbejdes af amtskommunen.

Såfremt disse retningelinier ikke foreligger, skal der i ansøgningen være redegjort for, at der ved placeringen er sikret tilstrækkelig afetand til forureningsfølsom, ikke mindst støjfølsom, arealanvendelse (jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984, om »Ekstern støj fra virksomheder« afsnit 3), samt god beliggenhed i forhold til overordnet vejoet og med hensigsmæssige tilkørselsforhold, som ikke er belastende for omgivelserne.

For eksisterende anlægs vedkommende skal der være gjort rede for placeringen af anlægget i forhold til forureningsfølsom arealanvendelse, tilkørselsforhold m.v.

3 Krav i forbindelse med godkendelse af affaldsforbrændingsanlæg efter miljøbeskyttelsesloven

I dette afsnit gennemgås de væsentligste forhold og forudsætninger, som efter Miljøstyrelsens opfattelse bør indarbejdes som vilkår i godkendelser af affaldsforbrændingsanlæg i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Retningslinierne bør finde anvendelse i forbindelse med alle godkendelser af de pågældende anlæg, herunder ved udvidelser af bestående anlæg samt ved revision af tidligere meddelte godkendelser, dog med visse modifikationer for så vidt angår kravet om støttebrændere. Ifølge bilaget til bekendtgørelse nr. 10 af 4. januar 1991 om affaldsforbrændingsanlæg skal støttebrændere installeres på affaldsforbrændingsanlæg, hvortil myndighederne første gang meddeler miljøgodkendelse efter bekendtgørelsens ikrafttræden, det vil sige den 1. februar 1991.

3.1 Fravigelse af krav til driften

For at muliggøre en udvikling af andre anlæg og andre metoder til opnåelse af driftsbetingelser, som minimerer forureningen fra affaldsforbrændingsanlæg, kan kravene i afsnit 3.4.1. i nødvendigt omfang fraviges i forbindelse med gennemførelse af maks. 4-årige forsøgsperioder.

Godkendelsesmyndigheden bør i disse tilfælde påse, at det i ansøgningen er sandsynliggjort f.eks. af leverandøren, at de pågældende foranstaltninger vil få den tilsigtede effekt, og at der gennemføres forsøg til dokumentation af dette.

3.2 Affaldet og eventuelt andet brændsel

Affaldets art og sammensætning har indflydelse på såvel forbrændingens forløb og dermed på dannelsen af bl.a. uforbrændte organiske forbindelser som på røggassens indhold af forureningskomponenter.

Det er væsentligt, at forbrændingsprocessen forløber under stabile forhold og ved høj og så konstant temperatur som muligt.

Følgende forhold vedrørende affaldet/brændslet er af betydning for den stabile drift, og bør indgå som en forudsætning for godkendelsen

Store eller vanskeligt brændbare emner f.eks. træstød, møbler m.v. meddeles/udtages.

Andet brændsel, herunder briketter, halm, flis og slam samt erhvervsaffald blandes og doseres i det rigtige forhold i henhold til sagkyndig vordering og anvisning.

Effektiv opblanding af affaldet skal sikres, således at der tilgodeses en stabil ovndrift (siloudformning m.v.)

Ved fastlæggelsen af konkrete krav vedrørende ovennævnte forhold, bør amtsrådet lægge vægt på dokumentation for, i hvilket omfang og under hvilke betingelser ovnanlægget er velegnet til atbrænding af de pågældende brændsler.

3.3 Anlæg og udstyr

For at begrænse risikoen for driftsstop eller -forstyrrelser, der medfører ned- og opkørsel af anlægget og dermed øgede emissioner, bør følgende forudsætninger vedrørende anlæggets indretning lægges til grund for godkendelsen

Ovnlinier skal være indbyrdes uafhængige, og hver ovnlinie skal være forsynet med separat rensningsudstyr, og såvidt muligt separat skorstensrør, samt måle- og reguleringsudstyr, hydraulikstation og blæsere. I konkrete tilfælde kan det dog overvejes om dele af reneningen f.eks. vandrensningen ved røggasrenening kan være fælles for flere ovnlinier.

Kritiske elementer, hvis udfald indebærer driftestop, skal dubleres, eller reservekomponenter forefindes til hurtig udskiftning.

Ud fra drifts- og arbejdsmæssige hensyn bør følgende krav til affaldssiloområdet og til af

faldshåndteringen tilgodeses.

3.3.1 Siloområdet

Udformning og dimensionering af siloen.

Ved fastlæggelse af siloens udformning skal der sikres tilstrækkelig lager- og blandingskapacitet, som tilgodeser en stabil ovndrift under hensyntagen til forhold i forbindelse med art, mængde og tidspunkt for tilførsel af affald.

Såfremt der ikke er særlige forhold gældende for affaldstilførsel m.v., kan følgende mål bruges ved udformningen af siloen: (vejledende affaldsrumvægt ved dimensionering på 0,15 ton/m3)

En silobredde på min. 8-12 m (blandekapacitet)

En lagerkapacitet, der tilgodeser følgende krav

drift af anlægget med nominel kapacitet i 100 timer (weekend uden tilførsel af affald).

når en ovn er ude af drift i 1 uge.

3.3.2 Drift af anlægget

Under drift af anlægget skal det kunne sikres

at oplagring af affald til forbrænding ikke finder sted uden for siloområdet,

at personalet ikke kommer i kontakt med affaldet,

at rengøring (spuling, udluftning m.v.) kan finde sted hensigtsmæssigt og uden at belaste miljøet.

Træ, gamle møbler m.v., det vil sige ufarligt brændbart affald kan tillades lagt på mellemdepot til anvendelse i fyringssæsonen.

3.3.3 Håndtering af affaldet

Håndtering af affald, slagge og andet restprodukt skal finde sted på en sådan måde, at unødvendig støvspredning undgås.

3.4 Forbrændingen/driften

Nedenfor er angivet de forudsætninger og vilkår, som bør fastlægges i godkendelsen med henblik på at regulere den række af driftsparametre, der i henhold til den foreliggende viden og erfaring udgør de væsentligste indikatorer for forbrændingens kvalitet.

3.4.1 Specifikke krav til driften

Vedrørende indholdet af CO, luftoverskud, opholdstid samt temperaturkrav henvises til bilaget til bekendtgørelsen (side 2 øverst). Det bemærkes, at efterforbrændingszonen i en ovn er området efter sidste forbrændingsluftindblæsning.

Af hensyn til optimal forbrænding bør luftoverskoddet normalt ligge over 6 % O2 men i øvrigt holdes så lavt som muligt, jf. miljøprojekt nr. 117 om dioxin ved affaldsforbrænding.

Der skal sikres en effektiv turbulens af røggassen i efterforbrændingszonen ved enhver belastning bortset fra op- og nedkørsler.

3.4.2 Andre forhold vedrørende driften

Følgende forhold bør indgå som væsentlige forudsætninger for godkendelsen

Det bør tilstræbes at drive anlægget mest muligt med den nominelle kapacitet. Især bør for høj last undgås. Jf. miljøprojekt nr. 117.

Hver ovn skal i så lange perioder som muligt køre kontinuert.

Udstyr for forvarmning af forbrændingeluft bør være installeret. Forvarmning bør finde sted ud fra affaldets behov.

Temperatur i efterforbrændingszone, O2-indholdet og CO-koncentrationen i røggassen skal måles og registreres kontinuert.

De i afsnit 3.4.1 nævnte parametre skal styres ved automatisk regulering af lufttilførsel og -fordeling, ristehastighed m.v.

Der skal på hvert vagthold være mindst én person til stede, som har erhvervet kursusbevis for det af Miljøstyrelsen godkendte kursus: Drift af affaldsforbrændingsanlæg. Undervisningen til dette kursus hører under AMU-direktoratet og foregår for tiden på Statens kursusskole »Hoverdal«, 6971 Spjald, Tlf. nr. 97 34 80 11.

I forbindelse med godkendelsesbehandlingen skal det påses, at ansøgeren ved termiske og strømningsmæssige beregninger samt ved oplysninger fra leverandøren har sandsynliggjort, at de under punkt 3.4.1. nævnte vilkår vedrørende temperatur, opholdstid og turbulens for røggassen i efterforbrændingszonen kan opfyldes.

3.5 Emissioner til luften

Med henblik på at begrænse den samlede luftforurening fra affaldsforbrændingsanlæg skal miljøgodkendelsen indeholde de emissionsvilkår, som fremgår af skemaet i bilaget til bekendtgørelsen

Grænseværdier for emission fra affaldsforbrændingsanlæg

Tabel 1

Der henføres til følgende betingelser: Tør røggas Temp. 273 ø K, tryk 101,3 kPa. 11 % oxygen.

Parameter

Talværdi

Mg/norm. m3

Kontrolperiode

Kontrolmetode 3)

CO

CO

HC1

HC1

Partikler

Partikler

Pb+Cr+Cu+Mn 1)

100

150

50

65

30

40

5

1

0,2

2

300

20

Time

90% frakti

af døgnperiode, 4)

uge

døgn

uge

døgn

år

år

år

år

år

år

K

K

K

K

K

K

S

S

S

S

S

S

Sum af partikel- og gasfase.

Sum af brændbare og organiske stoffer målt som kulstof undtagen CO.

K= kontinuert måling. S = stikprøvemåling.

Målte værdier kan være enten 10-minutters værdier eller 1/2-times værdier. Med 90 % fraktil menes, at 90 % af alle 10 minutters eller ½ times værdier i en hvilken som helst 24 timers periode skal være mindre end 150 mg/n.(m3). Der er altså tale om en »glidende« periode af 24 timers længde.

Såfremt der på anlægget også anvendes andre brændsler, f.eks. flis og halm, skal samtlige emissionskrav være overholdt ved driftssituationer, hvor disse brændsler er iblandet affaldet, altså således også grænseværdierne for partikler og TOC.

Røggashastigheden ved skorstenens top skal være på mindst 8 m/sek. under alle driftsforhold bortset fra opstart og mindst 20 m/sek. ved fuld belastning.

Ved våde røggasrensningsanlæg uden genopvarmning anbefales dog en røggashastighed 8 m/sek. ved skorstenens top for at undgå medrivning af kondensat med røgen.

Såfremt der anvendes våd eller kondenserende udskillelse af de gæformige forurenende stoffer, skal udformningen af skorstenen atpasses efter disse forhold, således at sprednings forholdene ikke ændres.

3.6 Skorstenen

Skorstenen beregnes efter Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1990 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder. Dette indebærer, at der stilles vilkår i godkendelsen om, at indfyring af affald ophører såfremt røggasreneningsanlægget er ude af drift. Dette tager naturligvis ikke sigte på situationen, hvor røggasrensningsanlægget kortvarigt er ude af drift, og hvor det hurtigt kan genindkobles.

Et affaldsforbrændingsanlæg emitterer et større antal tungmetaller, der dels kan henføres til hovedgruppe 1 og dels til hovedgruppe 2.

Dette betyder, at gennemsnitsværdien Br skal anvendes ved skorstensberegningerne. Der skal udregnes en Br-værdi for hovedgruppe 1 og en Br-værdi for hovedgruppe 2 efter følgende model

Hovedgruppe 1 for Ni + Cd + Cr + As

Hovedgruppe 2, stofgruppe damp - eller gasformige uorganiske stoffer Cu + Mn + Hg.

Opmærksomheden henledes på, at skorstenshøjden afhænger direkte af emissionsgrænseværdiernes størrelse. Vælges der rensningsanlæg, som kan rense betydeligt bedre således, at der kan opstilles væsentligt lavere emissionsgrænseværdier end de værdier, som fremgår af tabel 1, bør disse værdier indgå i skorstensberegningen for at reducere udgifterne til skorstenen.

3.7 Lugt

Anlægget må ikke give anledning til væsentlige lugtgener i omgivelserne. For at sikre dette bør følgende vilkår være indeholdt i miljøgodkendelsen

»I åbningen mellem aflæssehal og silo for affald skal der til stadighed være undertryk i forhold til omgivelserne. Afsugningsluften skal passere gennem forbrændingsanlægget eller afkastes direkte via skorsten«.

Herudover bør det i skorstensberegningen sikres, at det acceptable lugtstof-immissionskoncentrationsbidrag, som er nævnt i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/85 om »Begrænsning af lugtgener fra virksomheder«, overholdes. Den i vejledning 4/85 anførte beregningsmetode bør anvendes.

3.8 Støj

Krav til støjforholdene fastsættes ud fra anvisningerne i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/84 om »Ekstern støj fra virksomheder«, især afsnit 4.

3.9 Slagger, flyveaske og restprodukter

For deponering og anvendelse henvises der til gældende bekendtgørelser og vejledninger herom.

Slaggernes indhold af bortglødeligt materiale er afhængig af en række driftsmæssige forhold på anlægget. Yderligere tyder helt nye forskningsresultater på en positiv korrelation mellem glødetabet og udvaskningen af kobber fra slaggerne.

Imidlertid har det vist sig vanskeligt at angive en præcis kravværdi til slaggers indhold af bortglødeligt materiale. Det anbefales derfor at måle slaggers indhold af bortglødeligt materiale hveranden måned, det vil sige 6 gange årligt med det formål senere at kunne fastsætte en velbegrundet kravværdi.

3.10 Spildevand

Godkendelse af eller tilladelse til udledning af spildevand behandles i overensstemmelse med de sædvanlige regler herom.

3.11 Registrering og rapportering

Alle O2 % er vol. %.

For bl.a. at sikre mulighed for et effektivt tileyn bør nedennævnte forhold vedrørende registrering og rapportering indgå i miljøgodkendelsen som vilkår

Følgende kontinuert målte parametre og emissioner skal for hver ovnlinie tilgå anlæggets computersystem for videre behandling

CO - koncentrationen i røggassen efter kedel omregnet til mg/normal (m3) tør røggas ved 11 % O2.

Luftoverskuddet målt som O2 % i røggassen efter kedel.

Røggastemperatur i efterforbrændingszonen, efter kedel og i skorsten.

Røggassens indhold af partikler efter rensningsudstyr.

HCl-koncentrationen i røggassen efter rensningsudstyr omregnet til mg/normal (m3) tør røggas ved 11 % O2.

Dataregistreringen bør ske i cykler af højst et halvt minuts varighed.

De sidst registrerede data skal endvidere kunne aflæses i anlæggets kontrolrum, og hvor det ellers er hensigtsmæssigt.

Følgende data skal være tilgængelige

Temperaturforhold, indhold af HC1 og indhold af partikler.

Angivelse af antal perioder af 10 minutter med temperaturer under 850øC i efterforbrændingszonen.

Antallet af 1- og 10-minutters perioder med CO-koncentrationer over henholdsvis 800 og 350 mg/(Nm3) tør røggas ved 11 % O2.

Døgnmiddelværdien af CO-koncentrationen pr. normal (m3) tør røggas ved 11 % O2.

Antallet af 1-minuts middelværdier med luftoverskud mindre end svarende til 6 % O2.

Antallet af timemiddelværdier af HCl-koncentration større end 150 mg/(Nm3) tør røggas ved 11 % O2.

Antallet af timemiddelværdier af målinger af indhold af partikler, f.eks. ved måling af opacitet, større end svarende til 90 mg (Nm3) tør røggas ved 11 % O2.

Antallet af døgngennemsnit af HCl-konc. større end 65 mg/(Nm3).

Løbende gennernenit af de foregående 7 døgns målinger af HC1.konc. i mg/(Nm3).

Antallet af døgngennemsnit af måling af indhold af partikler større end 40 mg/(Nm3).

Løbende gennernenit af de foregående 7 døgns målinger af partikelkonc. i mg/(Nm3)

Den aktuelle kedelbelastning som timemiddelværdi for hver kedel på anlægget.

For hver uge udregnes driftstiden for ovnens eventuelle støttebrændere.

Der skal hvert halve år udarbejdes planer for anlæggets herunder de enkeltes ovnliniers drift, belastning, eftersyn og reparation m.v. i det følgende år. Disse planer skal være tilgængelige for tilsynet.

Der skal føres journal over forbrændingsanlæggets drift, herunder planlagte og ikke planlagte driftestop og opstarter og andre driftsforstyrrelser m.v. samt om fejl i måleudstyr, kalibreringsresultater m.v.

Der skal føres journal over driften af hvert trin i røggasrensningesystemet med tilhørende reguleringsudstyr samt over årsager til forstyrrelser i driften af disse anlægedele. Størrelsen af strømmen i mA. i evt. elektrofilter skal registreres kontinuert.

Tilsynsmyndigheden kan stille vilkår om, at anlægget skal afrapportere efter nærmere aftalte retningelinier.

3.12 Kontrol af emissioner og drift

Med hensyn til krav til dokumentation af emissioner og driftsparametre samt kalibrering af anlæggets instrumenter henvises til Bilag A.

3.13 Kontrolmålinger vedrørende støj

Krav til støjmålinger udformes efter anvisningerne i Miljøstyrelsens vejledning 5/84 om »Ekstern støj fra virksomheder« pkt. 9 samt vejledning 6/84 om »Måling af ekstern støj fra virksomheder«, især punkterne 2, 3 og 8.

BILAG A

Krav til instrumenter og kalibrering heraf til brug ved dokumentation af emissioner fra affaldsforbrændingsanlæg.

1 Generelt

Kravene til dokomentation af emission, driftsparametre samt kalibrering af måleinstrumenter vil afhænge af forureningens miljømæssige betydning, de udviklede målemetoder og deres omkostninger. Følgende to forskellige typer måle- og analysemetoder er aktuelle

Kontinuerte målinger

Stikprøvemålinger/præstationsmålinger

Flest mulige parametre måles kontinuert, idet kontinuert målinger giver den bedste dokumentation af det pågældende stofs emission.

Dokumentation skal alene kræves for målinger med indflydelse på emissionsforhold, mens egentlige reguleringsmålinger skal være tilgængelige for tilsynet.

Det påhviler anlæggets daglige ledelse at holde måleinstrumenterne i forsvarlig stand i overensstemmelse med leverandørens forskrifter samt at sikre, at de nødvendige målinger foretages.

Kontinuerte målinger kan foretages enten som in-situ måling eller

ekstraktivt ved at måle en delstrøm af røggassen.

Stikprøvemålinger/præstationsmålinger anvendes som en egentlig dokumentation af emissionen, jf. bekendtgørelse om affaldsforbrændingsanlæg.

Ved udformning af dokomentationskrav skal der tages hensyn til, at det nødvendige måleapparatur er dokumenteret afprøvet på affaldsforbrændingsanlæg.

I mangel af sådant apparatur kan der blive tale om indirekte dokamentation med registrering af andet udstyr (f.eks. filter), hvis driftstilstand erfaringsmæssigt er udtryk for om et givet emissionskrav (f.eks. støv) er overholdt.

Ved fastlæggelsen af krav til målesystemerne er der lagt vægt på, at målesystemerne er driftestabile, og at de opfylder nogle præcisions- funktionskrav. Derimod stilles der ikke krav om, at målesystemerne skal være forhåndsgodkendte til den specifikke opgave (som det er tilfældet med den tyske TUV-procedure).

Begrundelsen herfor er primært, at det valgte målested, fysiske påvirkninger af målesystemet samt en eventuel håndtering af røggassen også er af betydning for målingens præcision og nøjagtighed.

Endvidere sker udviklingen inden for målesystemer i dag så hurtigt, at en forhåndsgodkendelse vil sinke ibrugtagningen af nye instrumenter. Desuden er der kun et fåtal af de apparater og måletekniker, som i dag findes på markedet, der er forhåndsgodkendt, og det er ikke hensigtsmæssigt eller ønskeligt at udelukke målesystemer, som kan leve op til de krav, der stilles i dette bilag.

På denne baggrund er der ved fastlæggelse af krav til målesystemer valgt at focusere på det enkelte målesystem på det pågældende anlæg frem for på en generel forhåndsgodkendelse. Det er således vigtigt at sikre, at det valgte målesystem er egnet til den foreliggende opgave.

1.1 Midlingstider m.v.

I tabel 1 er angivet hvilke emissioner og parametre der måles kontinuert. Samtidig angives de tilhørende midlingstider.

Tabel 1

Midlingstid 1 min. 10 min. Time døgn 7 døgn

Temperatur i efter

forbrændingszonen x x

O2-% efter kedel x x

CO x x x x

HC1 x x x

Partikler x x x

1.2 Tidskonstanter

Generelt anvendes målesystemer med en så lille tidskonstant som muligt, regnet fra nul til 90 % af fuldt udslag. Følgende tidskonstanter anbefales, vurderet ud fra tilgængelige målesystemers formåen, samt hvad der er nødvendigt i forhold til midlingstiden.

Partikler: Maks. 60 sek., såfremt der anvendes optiske metoder. Anvendes andre f.eks. i

beta-stråleprincippet, må en større tidskonstant accepteres, dog bør

tidekonstanten ikke være længere end 10 % af midlingstiden.

Chlorbrinte: Maks. 600 sek., såfremt der måles på en ovnlinie. Hvis der måles

sekventielt i perioder af højet 10 min. på flere ovolinier maks. 120 sek.

Temperatur: Maks. 1300 sek., ved en gashastighed på 2 m/sek. ved temperaturer

over 850øC.

Kulmonoxid: Maks. 30 sek.

Ilt: Maks. 30 sek.

1.3 Måletider

Det tilstræbes, at målesystemerne er i kontinuert drift så meget som muligt. Der må dog accepteres perioder, hvor målesystemet ikke er i drift på grund af kalibreringer, reparation m.v.

For at sikre en vis kvalitet af de enkelte middelværdier, bør følgende kvalitetskrav overholdes

en timemiddelværdi baseres på mindst 3 10-minutters middelværdier

en døgnmiddelværdi baseres på mindst 18 timemiddelværdier

et 7-døgns gennernenit baseres på mindst 6 døgnmiddelværdier.

Overholdes kvalitetskravene ikke, bør måleperioden udelades ved beregning af middelværdien. Et døgn kan således indeholde mindre end 24 måletimer.

Det bemærkes, at såfremt andre røggasparametre måles til omregning til referencetilstand m.m., bør disse også måles med samme frekvens og de samme steder i røggassen som emissionerne.

2 Krav til målingens udførelse

2.1 Målested

2.1.1 Temperaturmåling

Den temperaturmåling, der er vigtigst i forbindelse med overholdelse af emissionskravene, er den der foretages i efterforbrændingsrummet lige inden kedlen.

2.1.2 Gas- og partikelmåling

Ved udvælgelse af målestedets placering skal der tages hensyn til

Røggassens homogenitet: På målestedet bør der ikke forekomme væsentlig lagdeling

(stratifikation) af røggassens indhold af gasser og partikler.

Herved menes, at der over kanaltværsnittet ikke bør

forekomme variationer større end +/- 15 % fra den

gennemsnitlige koncentration.

Målestrækningen for cross-stack-målesystemer bør tilstræbes at gå gennem det geometriske centrum af måleplanet. Ved det geometriske centrum forstås et areal med en udstrækning 3 % af måleplanet. Ved ekstraktive og single-point in-situ målesystemer bør det tilstræbes, at prøven udtages eller målingen foretages i det geometriske centrum med et areal 10 %, af måleplanet. Det bemærkes, at visse målesystemer (f.eks. reflektionsmåling af partikler) ikke kan leve op til ovenstående, og man bør i sådanne situationer være mere opmærksom på eventuel stratifikation.

+++FIGUR+++

Figur 1

Geometriske centre, angivet i forhold til et cirkulært henholdsvis kvadratiskt kanaltværsnit.

Som hovedregel bør der være en lige kanalstrækning på mindst 5 kanaldiametre (D) før og 1 D efter målestedet. Afstandene bør ikke være mindre end henholdsvis 2 D og 0,5 D. Ved støvmåling bør målingen fortrinsvis ske i en lodret kanalstrækning med en opadstigende røggasstrøm, således at strømningsforløbet forstyrres mindst muligt.

Referencemåling: Til kontrol og kalibrering af målesystemerne bør der periodevis

foretages parallelmålinger, hvor der benyttes de tilhørende

referencemetoder (baseret på VDI- eller EPA-forskrifter).

Målestedet bør derfor være udformet, så det er muligt at udføre de nødvendige parallelmålinger.

2.2 Funktionskrav til målesystemer

Alle målesystemerne bør som minimum opfylde følgende krav

Rådighedefaktor: Minimum 90 % af en kalendermåned. Herved forstås, at

målesystemet bør være i fejlfri, kontinuerlig drift i mindst 27 ud af 30

døgn. Såfremt udetiden bliver større, skal tileyosmyndigheden underrettes.

Detektionsgrænse: Højst 2 % af måleområdet. Ved detektionsgrænsen

forstås den koncentrationsændring fra nuloiveau, som netop giver en

tydelig ændring af målesystemets udgangssignal.

Dataopsamling: Målesystemet bør være forsynet med en signaludgang for tilslutning

af linieskriver og/eller dataopsamlingsenhed. Dataopsamlings-

enheden bør have en opløselighed og nøjagtighed, der er

bedre end målesystemernes.

Stabilitet: Manuelt tilsyn, kontrol og eventuel kalibrering af

målesystemerne foretages af driftspersonalet efter leverandørens

anvisninger. Tiden mellem 2 sådanne tilsyn (tilsynsperiode) bør ikke

være længere end 7 døgn. Der bør ikke være behov for tilsyn oftere end

hver 24. time. De i tabel 2 opstillede stabilitetskrav overholdes indenfor

hver tilsynsperiode.

Det må endvidere anbefales, at lade fabrikanten checke målesystemet mindst én gang om året.

2.2.1 Temperaturmåling

Temperaturmålernes placering i efterforbrændingszonen (min. 850øC) og kravene til deres pålidelighed betyder, at kun specielle robuste typer kan anvendes. Udover leverandørdokomentation og kalibrering inden ibrugtagelse skal de jævnligt, minimum 1 gang hver anden måned, kontrolleres for at sikre, at de stillede krav til stadighed overholdes.

2.2.2 Emissionsmålinger

Tabel 2

Parameter O2/CO2 -koncentration Partikler, HC1 og CO

Nulpunktedrift = 0,4 % O2 eller = 2 % af måleområdet

Områdepunktsdrift = 0,4 % O2 eller CO2 = 2 % af måleområdet

Manuelle indgreb (justeringer) foretages kun, hvis ovenstående

grænser overskrides.

2.3 Kalibreringer

Inden et nyt instrument tages i brug, skal der foreligge en kalibreringsrapport, der viser, at instrumentet overholder fabrikantens specifikationer.

Det samme gælder for instrumenter eller dele af målekæder, der er blevet repareret eller har fået udskiftet vitale dele, f.eks. en termoføler eller en converter i et temperaturmålesystem.

2.3.1 Temperaturmålesystemer

Kalibrering af temperaturmålesystemer skal foretages med udstyr, der er specielt egnet til det aktuelle måleprincip.

Til termoelementer og modstandstermometre kan der anvendes specielle rørovue, der er kalibreret af et autoriseret laboratorium.

Til infrarøde (IR) termometre, der kan være konstrueret til at måle på specifikke dele i røggassen (partikler, H2O eller CO2) er kalibreringen mere problematisk og kan i praksis lettest løses ved in-situ kalibrering med et udsugningspyrometer.

Dette arbejde kan udføres af et af de autoriserede laboratorier, der har ekepertise i disse målinger.

For at sikre, at de stillede krav til stadighed bliver overholdt, skal driftinstrumenterne kalibreres med jævne mellemrum.

Dette arbejde kan udføres af personalet på anlægget såfremt de har den fornødne ekspertise, og at det sker med kalibreringsinstrumenter, der er sporbare til nationale eller internationale standarder. Denne sporbarhed opoås gennem laboratorier, der er godkendt af Dansk Akkrediterings Ordning.

2.3.2 Emissionsmålinger

Til kalibrering af målesystemer, hvortil der kan anvendes kalibreringsgasser, foretages kalibreringer med gasser med en garanteret nøjagtighed bedre end 98 %. Eventuelt foretages kalibreringen med certificerede indstikskuvetter eller lignende.

Ved kalibrering af ekstraktive udstyr skal hele målekæden inddrages i kalibreringen, det vil sige kalibreringsgassen tilledes før en eventuel prøvegaskonditionering.

Idet målesystemer af cross-stack typen sjældent kan kalibreres med kalibreringsgasser, skal disse i stedet kontrolleres ved en parallelmåling, hvor der anvendes en referencemetode.

Inden optiske støvemålesystemer tages i brug er det nødvendigt at gennemføre en parallelmåling overfor en manuel gravimetrisk referencemetode, før det er muligt at omsætte målesystemernes målesignal til en støvkoncentration. Til dette anvendes VDI-normerne.

Specielt for støvemålesystemer efter opacitetsprincippet gælder, at disse har en dårlig opløselighed ved lave støvkoncentrationer. De vil midlertid kunne anvendes som overvågningsudstyr i forbindelse med detektion af forekomsten af høje støvemissioner.

2.4 Løbende vedligeholdelse

Målesystemerne tilses og vedligeholdes i overensstemmelse med leverandørens anvisninger.

Målesystemer kontrolleres en gang i hver tilsynsperiode. Der foretages en justering af målesystemet, såfremt afvigelsen overstiger de i tabel 2 angivne stabilitetskrav.

Alle observationer og foretaqne justeringer indføres i en logbog.

Alle målesystemer bør kontrolleres mindst en gang årligt ved en

parallelmåling af et autoriseret laboratorium.

Ved kalibrering af optiske støvmålesystemer anvendes sammenhørende værdier for målesignal og gravimetriske bestemmelser, foretaget over mindst 3 uafhængige måleserier, hver af mindst 3 enkelt målinger.

Alle kontrolmålinger bør udføres efter anerkendte standarder (VDI, EPA m.fl.) med systemer, der er sporbare til nationale eller internationale standarder (f.eks. NIST).

3 Garantiafprøvning af emissionsmålesystemer

Til dokumentation af målesystemets egnethed m.v. udføres følgende afprøvninger hurtigst muligt efter ibrugtagningen.

3.1 Støvmålesystemer

Efter montage af målesystemet på det fastlagte målested gennemføres en 7-døgns garantiprøve omfattende kontrol af målesystemets stabilitet (drift af nul og områdepunkt). Under denne garantiprøve skal anlægget være i normal drift.

Ved afprøvningens start kalibreres målesystemet i henhold til driftsinstruktionen. I en 7 døgnsperiode, hvor målesystemet skal have været i uaLbrudt drift og hvor der ikke må foretages yderligere justeringer, noteres det aktuelle nul- og områdepunkt hver 24. time.

Der opnås således 7 aflæsninger af målesystemets nulpunkt (Ni) og områdepunkt (Xi). Ud fra disse aflæsninger beregnes de tilhørende 7 differencer ved

?Ni = No - Ni

?Xi = Xo - Xi

hvor index »o« refererer til startværdierne,

og index »i« refererer til de 7 aflæsninger.

For at kunne overvåge nulpunktsdriften kan det være nødvendigt at forskyde nulpunktet til 5 eller 10 % af fuldt udslag.

Nulpunktsdriften (ND) er defineret ved

+++ FIGUR +++

hvor

+++FIGUR+++

hvor n er antallet af målinger.

to,975(n-1) er en statistisk værdi (se tabel 3).

Såfremt ND = 2 % af fuldt udslag er målesystemets stabilitet tilfredsstillende.

Analog beregning udføres for driften af områdepunktet (OD), hvor tilsvarende skal gælde, at OD = ?X + KX(95) = 2 %.

Prøven udføres af driftspersonalet i samarbejde med leverandøren.

Herefter gennemføres en parallelmåling med en manuel gravimetrisk referencemetode, således at monitorens målesignal kan omsættes til en støvkoncentration. Til dette anvendes VDI-normerne.

3.2 Gasmålesystemer

Efter montage af målesystemet på det fastlagte målested gennemføres en 7-døgns garantiprøve omfattende kontrol af målesystemets stabilitet (drift af nul- og områdepunkt) og nøjagtighed.

Ved afprøvoingens start kalibreres målesystemet i henhold til driftsinstruktionen. Efter 7 døgn, hvor målesystemet skal have været i uatbrudt drift, og hvor der ikke må foretages yderligere justeringer, noteres det aktuelle nul- og områdepunkt. Hvis afvigelsen 2 % regnet ud fra det oprindelige niveau, betragtes målesystemets stabilitet som tilfredsstillende.

Ovenstående anvendes for alle gasmålesystemer (O2, CO2, HC1 og CO). Endvidere anvendes følgende også for HC1- og CO-målesystemer.

Kontrol af målesystemets nøjagtighed udføres med en relativ nøjagtighedstest (RNT) ved at sammenligne målesystemets visning med en referencemåling. Som referencemåling anvendes enten en vådkemisk metode, eller et kalibreret extraktivt målesystem med separat udlagssystem. Dette referencemålesystem skal kalibreres før og efter hver prøve med certificerede referenægasser i 3 niveauer samt en nulpunktsgas. Referenægasserne skal have en usikkerhed på højst ± 2 % af pålydende værdi, samt være sporbare til nationale/internationale standarder.

Det tilstræbes, at der udføres i alt 9 prøver af 30-60 min. varighed, hvor visningen på målesystemet (Xi) og referencemetoden (Yl) noteres. Ud fra de i alt 9 talsæt (Xi, Yi) beregnes de tilhørende 9 differencer ved

?i = Xi Yi

og dennes spredning ? (?i); ((n-l)-vægtet).

Som mål for forskellen mellem målesystemet og referencemetoden anvendes RNT-værdien, der dels indeholder en sum af differencerne og dels et 95 % konfidensinterval for disse differencer. RNT beregnes af følgende udtryk

+++ FIGUR +++

Såfremt RNT-værdien er = 20 %, betragtes monitorens relative nøjagtighed som tilfredsstillende.

Ved målinger ved lave koncentrationer vil RNT-værdien blive urimelig stor, selv ved små forskelle mellem målesystem og referencemetode. Hvis begge systemer viser mindre end 20 % af den laveste grænseværdi for den pågældende komponent, må der accepteres en absolut forskel mellem referencemetode og målesystemet på 20 %.

Det understreges, at alle målinger (både målesystem og referencemetode), opgives ved referencetilstanden inden sammenligningerne foretages.

Tabel 3

Værdier for tO,975(n-1)

_

n t0,975(n-1) n t0,975(n-1)

5 2,776 11 2,228

6 2,571 12 2,201

7 2,447 13 2,179

8 2,365 14 2,160

9 2,306 15 2,145

10 2,262 16 2,131

3.3 Temperaturmålesystemet

Temperaturmålesystemet kontrolleres, efter at alle dele i målesystemet er kalibreret enkeltvis, ved parallelmåling med et udsugningspyrometer.

Herved sikres ikke alene at målesystemet viser rigtigt, men også at den valgte følerplacering er repræsentativ for den gastemperatur, man ønsker at måle.

På grund af forskellen i tidekonstanterne for udsugningspyrometret og de forskellige typer af termometre, der skal kalibreres, bør der måles over en periode på mindst 30 min.

4 Forkortelser og begreber

TÜV: Technischer Überwachungs-Verein. Afprøver emissionsmåle-

Systemer efter de beskrivelser, der er givet i Rundschriebung

des Bundesminister für Umwelt, Naturschutz und

reaktorsicherheit, 1.3.1990, IG I 2-556 134/4.

Bundeseinheitliche Praxis bei der überwachung der

Emissionen. Richtlinien über die Eignungsprüfung, den Einbau,

die Kalibrierung und die Wartung von Messeinrichtungen

für kontinuierliche Emissionsmessungen. Alle emissions-

målesystemer, der ønskes anvendt i Tyskland, skal være godkendt

af TÜV.

VDI: Verein Deutscher Ingenieure. Udarbejder blandt andet

retningslinier for emissionsmålinger. Alle emissions-

målinger i Tyskland foretages efter disse retningslinier.

EPA: Environmental Protection Agency. Forkortelsen US-EPA

anvendes også i stedet for EPA. EPA er den

amerikanske miljøstyrelse, der udover fastsættelse af

grænseværdier også udarbej der retningslinier for emissions-

målinger. Alle emissionsmålinger foretages efter disse retningslinier.

Ekstraktivt målesystem: Fælles betegnelse for den type af monitorer, der udsuger en

delstrøm fra røgkanalen og eventuelt tørrer og filtrerer røgen,

inden den ledes til selve analyseinstrumentet.

In-situ-målesystem: Fælles betegnelse for den type af målesystemer, der foretager

analysen i selve røgkanalen. Disse inddeles i to typer

Cross-stack: Anvender hele kanalens dybde/diameter som målestrækning. Det

vil sige instrumentet er i 2 dele, som er placeret på hver sin side

af kanalen.

Single-point eller stack: Anvender kun en del af kanalen som In-målestrækning, ved hjælp

af en sonde med en reflekterende enhed for enden af sonden.

Tidskonstant (T90)

(regnet fra 0 til 90 %

udslag): Den tid, et målesystem er om at registrere 90 % af en

momentan blivende ændring i røggassens indhold af en

given komponent. Det bemærkes, at den tid, et ekstraktivt system

er om at transportere røggassen fra røggaskanalen til målecellen,

også bør indgå i tidskonstanten.

Områdepunkt : Et fast kalibreringspunkt, der bør ligge på 70-80 % af fuldt

udslag. Kalibreringen foretages med faste kalibrerede optiske

gitre, indstikskuvetter eller lignende.

NIST: National Institute of Standards and Technology.

Kontrolperiode: Er den periode, som emissionen skal bedømmes over.

Midlingstiden: Er det tidsrum, hvor emissionen betragtes under ét. En fastsættelse af

dette tidsrum er en forudsætning for, at et vilkår er entydigt.

Kalibrering: Er den procedure, der fastlægger, hvor meget et instrument viser

forkert. På basis af en kalibrering kan man fremstille

en korrektionstabel eller kurve.

Justering: Er en manuel indgriben i et apparat, hvor man på baggrund af

en kalibrering minimerer den fejl, der er konstateret. En

justering afsluttes altid med en ny kalibrering.

Bilag B

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 10 af 4. januar 1991 om affaldsforbrændingsanlæg

Bekendtgørelse om affaldsforbrændingsanlæg

I medfør af § 6, § 43, § 44, stk. 6, § 45, stk. 3, og § 56 i lov om miljøbeskyttelse, jf. Miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar 1989, fastsættes følgende til gennemførelse af direktiv 89/369 ØF af 8. juni 1989 om forebyggelse af luftforurening fra nye kommunale affaldsforbrændingsanlæg og direktiv 89/429 EØF af 21. juni 1989 om nedbringelse af luftforurening fra beståcnde kommunale affaldsforbrændingsanlæg.