Cirkulæreskrivelse om meddelelse om ret til refusion ved fejludbetaling af efterløn efter datoen for dødsfald
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om ret til refusion ved fejludbetaling af efterløn efter datoen for dødsfald
Først da efterlønsspecifikationen kom retur konstaterede kassen, at medlemmet var afgået ved døden ca. 2½ måned tidligere. Efterlønnen for den seneste udbetalingsperiode efter dødsdatoen var hævet af boet, efter at boet var afsluttet i skifteretten som udlagt til dækning for begravelsesomkostningerne. Ankenævnet fandt, at kassen havde ret til refusion.
Meddelelse om afgørelsen
Den 19. juli 1996 modtog kassen udbetalingsspecifikationen for perioden 20. maj - 23. juni 1996 retur med påtegning om, at medlemmet var død. Skifteretten bekræftede over for kassen, at medlemmet var død den 8. maj 1996, og at boet den 31. maj 1996 var udlagt til dækning for begravelsesomkostningerne. Kassen anmodede direktoratet om tilladelse til at få refusion for den fejludbetalte efterløn.
Direktoratet fandt, at efterløn udbetalt efter den 8. maj 1996 var fejludbetalt, og at hverken et dødsbo, arvingerne eller den, som afholdt begravelsesomkostningerne, med rette kunne tilegne sig det fejlagtigt udbetalte beløb.
Direktoratet fandt endvidere, at kassen ikke havde ret til refusion, jf. lovens § 86, stk. 4, da beløbet ikke var fejludbetalt på grund af svig. Der var ikke grundlag for at tillade, at kassen på grund af særlige forhold kunne få ret til refusion fra statskassen for den fejludbetalte efterløn. Kassen havde eksempelvis haft muligheden for at tilslutte sig en ordning om at modtage løbende oplysninger fra CPR-registret om blandt andet datoen for et medlems død.
Arbejdsmarkedets Ankenævn ændrede direktoratets afgørelse, og lagde herved vægt på, at kassen ikke havde kendskab til dødsfaldet, at kassen ikke kunne have undgået eller begrænset fejludbetalingen, og at boet var afsluttet som udlagt for begravelsesomkostningerne.
Direktoratet har herefter pålagt kassen fortsat at søge fejludbetalingen inddrevet hos arvingerne.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 9. januar 1998