NOA-Meddelelse om virksomhedsinterne, herunder virksomhedsrekvirerede kurser
Statutory Text (2 Articles)
§ 2, nr. 2 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 92 af 9. februar 1998 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse ("positivbekendtgørelsen").
Til brug for AF s vurdering af, hvorvidt et konkret kursus/uddannelsesforløb må betragtes som virksomhedsinternt, herunder virksomhedsrekvireret skal følgende på given foranledning præciseres
Det fremgår af § 2, nr. 2 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 92 af 9. februar 1998 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse ("positivbekendtgørelsen"), at der ikke kan opnås uddannelsesgodtgørelse eller orlov til virksomhedsinterne, herunder virksomhedsrekvirerede kurser, der retter sig mod indehavere og ansatte i virksomheden, medmindre de er led i et jobrotationsprojekt. På baggrund af en konkret skønsmæssig vurdering har AF kompetence til at afgøre, hvorvidt et kursus/uddannelsesforløb må anses for virksomhedsinternt, herunder virksomhedsrekvireret.
Typiske tilfælde, hvor AF vil kunne blive gjort opmærksom på denne problemstilling er for eksempel, hvis
· AF modtager et større antal orlovsansøgninger fra medarbejdere ansat på samme virksomhed/samme slags virksomheder.
· et antal orlovsansøgninger vedrører samme kursus/uddannelse både m.h.t. kursusudbyder og tidspunktet for kursets/uddannelsens afholdelse.
I disse og andre tilfælde bør AF så vidt muligt undersøge, hvorvidt
· kurset reelt er åbent for andre deltagere end virksomhedens/virksomhedernes indehavere og/eller ansatte.
· Kurset/Uddannelsen er annonceret offentligt på sædvanlig måde i god tid inden kursusstart.
· der er afsat mere end et symbolsk antal pladser på kurset/uddannelsen til andre deltagere end virksomhedens/virksomhedernes indehavere og/eller ansatte.
Der henvises i øvrigt til Arbejdsministeriets vejledning nr. 31 af 27. februar 1998 til Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 92 af 9. februar 1998 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse.
Ovennævnte undersøgelse kan bl.a. ske ved, at AF anmode uddannelsesstedet om dokumentation for annoncering og deltagerliste for det pågældende kursus/uddannelsesforløb.
Fører undersøgelsen herefter til, at AF ud fra en konkret skønsmæssig vurdering finder, at kurset/uddannelsesforløbet reelt ikke er åbent for andre end virksomhedens/virksomhedernes indehavere og/eller ansatte, har AF under henvisning til § 2, nr. 2 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 92 af 9. februar 1998 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse ("positivbekendtgørelsen") kompetence til at afslå de enkelte orlovsansøgninger.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 22. september 1998
NOA-Meddelelse om virksomhedsinterne, herunder virksomhedsrekvirerede kurser