NOA-Meddelelse om§ 2, § 21, stk. 2, i lov om orlov, jfr. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 5 af 8. januar 1996 (nu arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 571 af 4. august 1998), samt § 55, § 61 og § 65 i Arbejdsmarkedsstyrelsens dagældende beke

NOA-Meddelelse om§ 2, § 21, stk. 2, i lov om orlov, jfr. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 5 af 8. januar 1996 (nu arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 571 af 4. august 1998), samt § 55, § 61 og § 65 i Arbejdsmarkedsstyrelsens dagældende bekendtgørelse nr. 346 af 18. maj 1997 (afløst af bekendtgørelse nr. 48 af 26. januar 1998 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning gældende fra den 4. februar 1998).

Arbejdsmarkedets Ankenævn har opretholdt en af Arbejdsformidlingen tilbagekaldt bevilling af uddannelsesorlov, da ankenævnet fandt, at en af klager tidligere afholdt sabbatorlov ganske vist havde ført til, at orlovsansøgeren havde fået bevilget uddannelsesorlov ud over, hvad vedkommende havde ret til, men at uddannelsesorlovsbevillingen burde opretholdes i fuldt omfang under henvisning til, at ansøger ikke havde afgivet fejlagtige oplysninger til Arbejdsformidlingen, ligesom pågældende ved meddelelsen om bevillingen modtog en begunstigende afgørelse, som ikke var åbenbart urigtig for ansøger og som ansøger derfor havde indrettet sig i tillid til.

I en afgørelse af 9. marts 1998 ændrede Arbejdsformidlingen datoen for en bevilget uddannelsesorlov således, at slutdatoen for bevillingen blev ændret fra den 30. januar 1999 til den 21. august 1998.

Arbejdsformidlingen henviste til, at ændringen var sket på baggrund af en henvendelse fra ansøgers arbejdsløshedskasse, som i et brev af 17. februar 1998 havde oplyst, at pågældende tidligere havde forbrugt 23 ugers sabbatorlov.

Det fremgik af sagen, at orlovsansøgeren ikke havde fået tilsendt en egentlig afgørelse med klagevejledning fra Arbejdsformidlingen om den delvise tilbagekaldelse af orlovsbevillingen.

Ansøgeren havde i sin klage til ankenævnet bl.a. anført, at pågældende, da ansøgeren søgte om sabbatorlov, havde spurgt, om denne havde indflydelse på senere afholdelse af uddannelsesorlov. Orlovsansøgeren havde da fået at vide, at det havde den ikke. Ansøgeren havde således handlet i god tro og var gået i gang med uddannelsen under falske forudsætninger.

Ligeledes havde kassen den 19. marts 1998 på ansøgerens vegne påklaget Arbejdsformidlingens afgørelse til ankenævnet. I klagen refererede kassen hændelsforløbet i sagen og gjorde bl.a. gældende, at ansøgeren ikke ville have påbegyndt uddannelsen, hvis pågældende på forhånd var blevet oplyst om, at den afholdte sabbatorlov ville blive fratrukket i uddannelsesorloven.

Arbejdsformidlingen anførte i sine bemærkninger til klagen bl.a., at selv om Arbejdsformidlingen begik en fejl ved at bevilge orloven uden at undersøge et eventuelt tidligere forbrug af orlov, og uanset, at det ligeledes var en fejl, at orlovsansøgeren ikke fik tilsendt en skriftlig begrundelse for den delvise tilbagekaldelse, var det fortsat formidlingens opfattelse, at afgørelsen om den delvise tilbagekaldelse var korrekt.

Arbejdsformidlingen henviste i den forbindelse til, at det efter formidlingens opfattelse ikke var godtgjort, at orlovsansøgeren handlede i god tro, idet reglerne vedrørende opgørelse af orlovsrettighederne fremgår af vejledningen på bagsiden af ansøgningsskemaet.

Ankenævnet fandt, at den udstedte bevilling af orlov til uddannelse for perioden 1. februar 1998 til 30. januar 1999 skulle opretholdes for hele den bevilgede periode.

Ankenævnet lagde vægt på, at bevillingen af orlov ud over det antal uger, som orlovsansøgeren var berettiget til, ikke skyldtes fejlagtige oplysninger fra pågældendes side, og ansøgeren med meddelelsen om bevillingen, modtog en begunstigende afgørelse, som ikke var åbenbart urigtig for vedkommende, og som ansøgeren derfor havde indrettet sig i tillid til.

Ankenævnet lagde herved særlig vægt på, at der under sagens behandling blev begået fejl fra såvel kassens som Arbejdsformidlingens side, idet kassen på orlovsblanketten havde oplyst, at klageren ikke tidligere havde forbrugt af sine orlovsrettigheder, og Arbejdsformidlingen havde undladt at undersøge et eventuelt tidligere forbrug af orlov, inden formidlingen bevilgede 52 ugers uddannelsesorlov.

På baggrund af de konkrete omstændigheder i forbindelse med kassens og Arbejdsformidlingens behandling af klagerens orlovsansøgning fandt ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at anfægte orlovsansøgerens gode tro på bevillingstidspunktet. Den omstændighed, at det fremgår af vejledningsteksten på bagsiden af ansøgningsblanketten, at der højst kan bevilges samlet 52 ugers uddannelses- og sabbatorlov inden for en periode på 5 år, fandt ankenævnet således ikke i sig selv kunne begrunde, at klageren kunne anses for at have været i ond tro på bevillingstidspunktet henset til omstændighederne i sagen i øvrigt.

Ankenævnet ophævede således Arbejdsformidlingens tilbagekaldelse af bevillingen, hvilket indebar, at pågældende ansås for berettiget til udbetaling af orlovsydelse i den oprindeligt bevilgede orlovsperiode fra den 1. februar 1998 til den 30. januar 1999.