Fleksibilitetsfremmende ydelse (flyttehjælp).
Statutory Text (1 Articles)
Fleksibilitetsfremmende ydelse (flyttehjælp).
Fortolkningen af bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 3 om, at beskæftigede, der ikke er truet af ledighed, kan få fleksibilitetsfremmende ydelse, hvis Arbejdsformidlingen kan formidle ledig kvalificeret arbejdskraft til den virksomhed, som den beskæftigede ønsker at forlade.
Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 3 i bekendtgørelse nr. 1239 af 12. december 1996 om fleksibilitetsfremmende ydelse som ændret ved bekendtgørelse nr. 1020 af 17. december 1997, at beskæftigede, der ikke er truet af ledighed, kan modtage flyttehjælp, hvis Arbejdsformidlingen kan formidle ledig kvalificeret arbejdskraft til den virksomhed, som den beskæftigede ønsker at forlade.
Ordningen med fleksibilitetsfremmende ydelse er et led i bekæmpelse af flaskehalse på arbejdsmarkedet, og hensigten med betingelsen om, at Arbejdsformidlingen skal kunne formidle arbejdskraft til den stilling, som den beskæftigede forlader, er at undgå, at der opstår eller forstærkes eksisterende flaskehalse i det område, som den beskæftigede forlader.
I vejledningen om fleksibilitetsfremmende ydelse fremgår det (side 3), at "Betingelsen i nr. 3 anses tillige for opfyldt, hvis arbejdsgiveren vælger ikke at genbesætte den stilling, som den beskæftigede forlader, eller stillingen genbesættes uden Arbejdsformidlingens medvirken, herunder at den genbesættes med en person, der ikke er ledig."
Denne fortolkning af, hvornår betingelsen i nr. 3 kan anses for opfyldt, er sat ind for også at støtte arbejdskraftens mobilitet i tilfælde, hvor en ledig stilling ikke genbesættes f.eks. på grund af nedskæringer i virksomheden eller besættes uden Arbejdsformidlingens medvirken. Set i lyset af formålet med ordningen flaskehalsbekæmpelse forudsætter denne fortolkning imidlertid, at Arbejdsformidlingen har vurderet, at der ikke er tale om et flaskehalsområde.
Dette fremgår dog ikke tydeligt af vejledningen, men vil blive præciseret ved førstkommende revision. Indtil da bedes regionerne fortolke det pågældende afsnit i vejledningen på følgende måde
"Betingelsen i nr. 3 tillige anses for opfyldt, hvis arbejdsgiveren vælger ikke at genbesætte den stilling, som den beskæftigede forlader, eller stillingen genbesættes uden Arbejdsformidlingens medvirken, herunder at den genbesættes med en person, der ikke er ledig, hvis Arbejdsformidlingen har vurderet, at stillingen ikke ligger inden for et flaskehalsområde."
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 9. september 1998