Legislator Case Law & Legislation
C19986010060 DK

Gravide og ammendes arbejdsmiljø

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Vejledning 1998 60100 Historic

§ 8, stk. 3. Når arbejdsgiveren er underrettet om eller på anden måde bliver bekendt med, at en ansat er gravid eller ammer, skal arbejdsgiveren sørge for, at der i vurderingen af sikkerhed og sundhed under arbejdet, jf. § 4, stk. 2, indgår en vurdering af, om den ansatte er udsat for påvirkninger, der kan indebære en fare for graviditeten eller amningen jf. navnlig de nævnte agenser, arbejdsprocesser og arbejdsforhold i bilag 4.

Vejledning 1998 60100 Historic

§ 8, stk. 4. Hvis det herefter vurderes, at der en risiko for, at en gravid eller ammende er udsat for de nævnte påvirkninger i stk. 3, skal det ud fra en vurdering af arten, omfanget og varigheden af den enkelte påvirkning fastlægges, om denne risiko vil få negativ indvirkning på graviditeten eller amningen, og til imødegåelse heraf træffes i givet fald foranstaltninger efter stk. 5 og 6.

Hvis der på en arbejdsplads beskæftiges kvinder i den fødedygtige alder, bør arbejdsgiveren allerede på forhånd sørge for, at arbejdspladsvurderingen kommer til at omfatte en vurdering af, om gravide eller ammende kan blive udsat for påvirkninger, der indebærer en fare for graviditeten eller amningen.

Bilag 4 omfatter de almindeligt forekommende påvirkninger, der kan udgøre en fare for den gravide eller ammende, men det er ikke en udtømmende liste. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at vurdere, om den gravide eller ammende er udsat for de påvirkninger, der er nævnt i bilag 4. Hvis arbejdspladsvurderingen efter § 4 viser, at der på arbejdspladsen findes andre påvirkninger, der kan udgøre en fare for gravide eller ammende, skal arbejdsgiveren ligeledes vurdere, om den gravide eller ammende er udsat herfor.

Når arbejdspladsvurderingen viser, at der er en risiko for, at den gravide eller ammende er udsat for påvirkning af navnlig de i bilag 4 nævnte agenser, arbejdsprocesser etc., skal der foretages en særlig vurdering af den gravide eller ammendes arbejdsplads. I den periode der går, indtil denne særlige arbejdspladsvurdering for gravide er foretaget, må den gravide ikke udsættes for påvirkninger, der ud fra kendt viden vil kunne få en negativ indvirkning på svangerskabet.

Som vejledende eksempel på, hvor der normalt ikke vil være krav om en skriftlig arbejdspladsvurdering, selv om der er gravide beskæftiget, kan nævnes sædvanligt kontorarbejde, som består i telefonpasning, skrivearbejde, fotokopiering og lettere transport af pakker etc.

Indeholder kontorarbejdet derimod i perioder andre typer processer, fx udsendelse af materiale, der ved den sædvanlige arbejdstilrettelæggelse forventes at foregå ved stående og gående arbejde det meste af dagen, ved samling, sortering og ved pakning, samt manuel transport af et stort antal pakker, der vejer over 12 kg, vil der normalt blive stillet krav om en skriftlig arbejdspladsvurdering af hensyn til de gravide.

Nærmere vejledning om arbejdspladsvurdering og spørgsmålet om evt. skriftlighed af arbejdspladsvurderingen er givet i At-anvisning 4.0.0.1 om vurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen (arbejdspladsvurdering) samt At-meddelelse nr. 4.00.1 om arbejdspladsvurdering.

Hvis det vurderes, at der er risiko for negativ indvirkning på graviditeten eller amningen, har arbejdsgiveren en pligt til at træffe foranstaltninger i overensstemmelse med følgende bestemmelser

Stk. 5. Foranstaltningerne skal om muligt bestå i tekniske foranstaltninger eller indretning af arbejdsstedet. Hvis det ikke er muligt og rimeligt på denne måde at opnå tilstrækkelig beskyttelse af den ansatte, skal risikoen imødegås ved foranstaltninger i forbindelse med arbejdets planlægning og tilrettelæggelse, herunder om nødvendigt ændring af arbejdstiden og begrænsning af natarbejde.

Stk. 6. Hvis det ikke er muligt at opfylde stk. 5, kan foranstaltningerne bestå i overførsel til andre arbejdsopgaver, der ikke indebærer fare for den gravide eller ammendes sikkerhed og sundhed.

Vejledning 1998 60100 Historic

§ 12, stk. 2. Hvis det vurderes, at foranstaltningerne efter § 8, stk. 4, ikke er tilstrækkelige til at imødegå risiko for den gravide eller ammendes sikkerhed eller sundhed, må beskæftigelse ved det pågældende arbejde ikke finde sted.

Foranstaltningerne i stk. 5 og 6 § 2, stk. 2, er angivet i prioriteret rækkefølge, dvs. foranstaltningerne skal primært, om muligt, bestå af tekniske foranstaltninger eller af ændringer i arbejdsstedets indretning, før foranstaltninger i forbindelse med arbejdets planlægning og tilrettelæggelse, herunder overførsel til andre opgaver, tages i anvendelse.

Først efter at arbejdsgiveren har foretaget en vurdering af, om de i stk. 4 nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige for at imødegå risikoen for den gravide eller ammendes sikkerhed eller sundhed, og fundet dette ikke er tilfældet, skal arbejdsgiveren træffe den foranstaltning, at den gravide eller ammende ikke må beskæftiges ved det pågældende arbejde.

Påvirkninger, der kan udgøre en fare for graviditeten

I dette afsnit bliver de påvirkninger, som er anført i bilag 4 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse, gengivet med kommentarer.

Bilag 4, afsnit A

Agenser, arbejdsprocesser og arbejdsforhold

Agenser

Fysiske agenser, når de anses for at være agenser, som medfører læsioner på fosteret eller kan medføre, at moderkagen river sig løs, navnlig

Ved læsioner på fosteret forstås en hvilken som helst skadevirkning på fosteret.

Fysiske agenser er bl.a. støj, vibrationer, elektromagnetiske felter og bølger.

Stød, vibrationer og bevægelser

Stød/slag direkte mod den gravides mave må anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for graviditeten. Moderkagen kan "rive sig løs", og der kan opstå blødninger i livmoderen.

Kun stød af en vis kraft udgør en risiko. På arbejdspladser med særlig voldsrisiko, fx i politiets uropatrulje og på døgninstitutioner med aggressive svært fysisk-psykisk/psykisk handicappede, må det derfor vurderes, hvornår der er behov for at træffe særlige foranstaltninger til beskyttelse af den gravide.

Vibrationer: Hånd-arm-vibrationer anses ikke i dag for at være påvirkninger, der kan udgøre fare for graviditeten.

Derimod må helkropsvibrationer anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for graviditeten. Risikoen afhænger af vibrationernes styrke. Gravide bør ikke udsættes for kraftige helkropsvibrationer.

Manuel håndtering af tunge byrder, der kan indebære risici, navnlig for ryg og lænd

Manuel håndtering af tunge byrder anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for graviditeten. Der er tale om risiko for fosterskader og for tidlig fødsel.

Risikoen afhænger af byrdens vægt, løfteforholdene og hvor ofte løftene sker. Det har desuden betydning, at rækkeafstanden til byrderne på grund af mavens omfang vil øges i løbet af graviditeten.

Gravide bør undgå at løfte tunge byrder. Fra begyndelsen af 4. måned bør gravide løfte mindst muligt i hvert løft. Løft af byrder, der vejer mere end 10-12 kg, kan indebære en sundhedsmæssig risiko. Risikoen øges, hvis der ikke er optimale løfteforhold. Ved optimale forhold forstås

at løftet foregår midt foran kroppen

at løftet foregår mellem midtlår- og albuehøjde

at byrden er beregnet til håndtering

at bærearbejde i forbindelse med løft undgås

at fodfæstet er stabilt.

Der henvises i øvrigt til At-meddelelse 4.05.2 om vurdering af løft.

Hvis der løftes byrder med en vægt på ca. 10-12 kg, bør der være et vist interval mellem hvert løft. Den samlede daglige løftemængde bør ikke overstige 1.000 kg på en arbejdsdag.

Hvis løfteforholdene ikke er optimale, må man ud fra en konkret vurdering reducere de maksimale niveauer for at opnå tilstrækkelig beskyttelse af den gravide.

Fra begyndelsen af 7. graviditetsmåned bør de nævnte byrdevægte på 10-12 kg reduceres til omkring det halve på grund af øget rækkeafstand til byrden. Rækkeafstanden vil afhænge af mavens omfang.

Støj

Det hørbare område: 20 Hz 18.000 Hz.

Støjpåvirkning over 85 d(B)A kræver særlige foranstaltninger af hensyn til moderens hørelse. For fosteret vil moderens krop og fostervandet medføre en dæmpning på omkring 25dB.Der vil derfor næppe være arbejdssituationer, der medfører særlige hensyn til fosteret.

Ultralyd: Frekvenser > 18.000 Hz.

Ultralyd må anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for graviditeten. Ultralyd kan ved høje niveauer medføre celleskader i biologisk væv ved direkte kontakt, fx ved forplantning gennem væsker eller faste genstande (men ikke gennem luft). Ultralyd kan gennem den gravides bugvæg forplantes til fosteret.

Fosteret udsættes ikke for sundhedsmæssig risiko ved brug af ultralydsapparat, hvis man beskytter fosteret mod ultralyd ved at undlade at placere den gravide direkte op ad emner, der leder ultralud, fx med plasticplader, der kan anbringes mellem den ultralyd-udsendende genstand og den ansatte.

Ioniserende stråling

Felter og bølger i det elektromagnetiske felt omfatter ioniserende og ikke-ioniserende stråling. De elektromagnetiske bølger falder i forskellige frekvensområder. Frekvensen måles i hertz (Hz), dvs. antal svingninger pr. sekund. Den ioniserende stråling er højfrekvent, den ikke-ioniserende stråling, magnetfelterne, mere lavfrekvent. Den mulige fare ved elektromagnetiske bølger afhænger af, i hvilket omfang disse trænger ind i og optages i kroppen.

Ioniserende stråling er fx alfa-, beta- og gammastråling. Ioniserende stråling kan påvirke arveanlæggene og medføre medfødte misdannelser og forårsage kræft, og må derfor anses for at være en påvirkning, der kan medføre skader på fosteret.

Der er af Sundhedsstyrelsen fastsat såkaldte dosisgrænser for erhvervsmæssig udsættelse for ioniserende stråling. I et nyt EU-direktiv er der fastsat lavere dosisgrænser end de hidtil gældende. Følgende grænser er gældende fra 1. januar 1998. Stråleudsatte arbejdstagere må ikke få en helkropsbestråling på mere end 20 mSv1) pr. år. For gravide skal der yderligere sikres, at dosis til fosteret ikke overstiger 1 mSv2) efter meddelelse om graviditet.

ikke-ioniserende stråling

Ikke-ioniserende stråling er elektromagnetiske felter fra 0 300 GHz (1 GHz = 109 Hz). Samt optisk stråling (300 GHz 3 x 1015 Hz).

I området 0 300 KHz findes ingen danske normer for erhvervsmæssig udsættelse. Fra 300Hz til 300 GHz anvendes IRPA-normerne2) som vejledende retningslinier.

Optisk stråling er ultraviolet, synligt og infrarødt lys.

Optisk stråling, herunder laserstråling, anses ikke for at være en påvirkning, der kan medføre skader på fosteret.

Radiofrekvensområdet 100 KHz 300 GHz: radio-kortbølger og mikrobølger.

Eksempler på eksponeringskilder: tv- og radiosendere, radar, mobiltelefoner, mikrobølgeovne, diatermiudstyr, plastsvejsning, limhærdning.

Risikoen for gravide ved udsættelse for ikke-ioniserende stråling i radiofrekvensområdet vil bl.a. afhænge af, hvor i frekvensområdet man befinder sig, feltstyrken og afstanden til apparat/proces.

Udstråling fra tv- og edb-skærme medfører ingen kendt risiko for fosterskadende påvirkning.

Kortbølger og mikrobølger må derimod anses for at være påvirkninger, der kan medføre fare for skader på fosteret.

1 mSv = 0.001 Sv (Sievert) er en dosisenhed.

IRPA-normer er fastsat af International Radiation Association og anvendes som grænseværdier i flere lande i EU. De er 0,4 W/kg over en 6 minutters periode i arbejdsmiljøet, 0,08 W/kg for almenbefolkningen.

Ved arbejde med intakte mikrobølgeovne udsættes fosteret ikke for stråling, da ovnene erfaringsmæssigt fungerer helt forsvarligt, selv ved manglende rengøring og vedligeholdelse.

Kortbølge anvendes bl.a. i diatermibehandling. Her er det nødvendigt at beskytte fosteret. Gravide bør derfor ikke arbejde med at give kortbølgebehandling, og bør ikke være nærmere end 2 meter fra apparaturer, som andre arbejder med.

Ved plastsvejsning og limhærdning anvendes radiobølger. Feltet fra disse processer må anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for fosteret.

Eksponering vil fx forekomme i træ- og møbelindustrien ved arbejde med limhærdningsanlæg og i plastindustrien ved svejsning af pvc-plastfolier.

Den gravide må ikke placeres direkte op af svejse- eller limprocessen, men i passende afstand fra den aktive kilde, fx 2 meter fra denne.

Ekstremt lavfrekventente/lavfrekvente elektromagnetiske felter (ELF/LF) 0 Hz 100 KHz.

Eksempler på udsættelse: Svejsning (elektropunkt- og pressesvejsning), elektriske installationer, kraftværker, højspændingsledninger.

Udsættelse for lavfrekvente elektromagnetiske felter anses ikke i dag for en påvirkning, der kan udgøre fare for skader på fosteret.

Ekstrem kulde og varme

Specielt ekstremt høje temperaturer kan være til skade for fosterets liv og udvikling. Det skyldes såvel den resulterende opvarmning af fosterets væv som risiko for mangelfuld eller svigtende blodcirkulation med forringet ilttilførsel til følge. For arbejde udført af ikke-gravide henvises til At-meddelelse nr. 1.01.7 om temperaturer i arbejdsrum på faste arbejdssteder. Det er oftest ikke muligt for en gravid i 4. måned eller senere at arbejde under ekstrem varme, og det er under alle omstændigheder nødvendigt at anvise den gravide let arbejde, dvs. under kraftanvendelse. - Der skal tages hensyn til luftfugtighed og direkte varmebestråling, fx som sollys, ved bedømmelse af varmebelastningen også under den ekstremt høje temperatur. Som for alle andre personer gælder det at undgå direkte bestråling, og være let påklædt med lyst tøj, der kan skærme mod bestråling og absorbere sved. Ventilation kan give mulighed for bedre fordampning og dermed lavere hudtemperatur.

Ekstremt kolde arbejdsomstændigheder giver ikke anledning til særlige foranstaltninger for gravide.

Ved "ekstrem varme" forstås lufttemperaturer i arbejdsomgivelserne på 35 grader celsius eller derover. Ved "ekstrem kulde" forstås lufttemperaturer på ca. 18 grader eller derunder.

Bevægelser og stillinger (herunder stående/gående arbejde), omplaceringer enten inden for eller uden for virksomheden psykisk og fysisk træthed og andre fysiske og psykiske belastninger i forbindelse med arbejdstagerens opgaver.

Bevægelser og stillinger m.v.

Langvarigt stående og/eller gående arbejde må anses for at være påvirkninger, der kan udgøre en fare for gravide, idet der er en risiko for at føde for tidligt. Ved stadigt stående og/eller gående arbejde vil den nødvendige blodforsyning af livmoder og fosterkage være nedsat. Fra besyngelsen af fjerde graviditetsmåned bør arbejdet derfor tilrettelægges således, at der kan veksles mellem siddende arbejde og stående/gående arbejde.

Den aflastning, der opnås ved siddende arbejde, bør fordeles jævnt hen over arbejdsdagen. Perioderne skal være uden afbrydelse og af betydelig længde. Som et vejledende eksempel kan en første aflastningsperiode på ca. en halv time være placeret midt i tiden fra arbejdets begyndelse til frokostperiodens afslutning til arbejdstids ophør bør to aflastningsperioder indlægges, hver af ca. en halv times varighed. Den fornødne aflastning opnås ikke ved blot at afkorte arbejdstiden med den sidste aflastningsperiodes varighed. For arbejde placeret uden for almindelig dagtid skal tilsvarende løsninger findes.

Behovet for variation med aflastning i arbejdet vil være stigende gennem graviditeten. I de sidste par måneder af graviditeten vil det ofte være nødvendigt, at den gravide har mulighed for hvilepauser på en pasende hvileplads.

Træk og skub må ligeledes anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for graviditeten, idet fysisk belastende arbejde øger risikoen for for tidlig fødsel.

Det er derfor særligt vigtigt for gravide, at de, især i den sidste halvdel af graviditeten, ikke belastes unødigt ved træk og skub af arbejdsvogne og skub bør derfor være så lille som muligt.

Det har især betydning for reduktion af belastningen ved træk og skub, at arbejdet udføres på vandret og plant underlag, med minimal hjulmodstand og minimal friktion mellem vogn og underlag, passende last af vogn, hensigtsmæssig placering af håndtag, så skub- og trækkraften bliver parallel med underlaget, og igangsætningen foregår i roligt tempo uden ryk.

Fysisk træthed og andre fysiske belastninger

Fysisk træthed kan opstå efter påvirkninger som tunge løft, gående, stående arbejde, træk og skub. Sådanne påvirkninger kan, jf. ovenfor, udgøre en fare for fosteret. Andre fysiske påvirkninger, der kan udgøre en belastning af den gravide, der svarer hertil, må vurderes med henblik på, om der skal træffes særlige foranstaltninger til beskyttelse af den gravide.

Biologiske agenser

Ved biologiske agenser forstås biologiske agenser fra risikogruppe 2, 3 og 4, jf. 2, stk. 2, og bilag 7 og 8 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 864 af 10. november 1993 om biologiske agenser og arbejdsmiljø, når disse agenser eller de terapeutiske foranstaltninger, der er nødvendige i forbindelse hermed, er farlige for den gravides og fosterets sundhed.

Biologiske agenser kan medføre øget risiko for graviditetsforløbet, enten ved direkte skadevirkning på fosteret eller på grund af, at moderen bliver så medtaget, at graviditeten lider under det. I nogle tilfælde kan der være tale om, at begge virkninger optræder samtidigt.

Biologiske agenser, der kan medføre risiko for fosteret

Skoldkopper (varicella-zoster-virus)

Får den gravide, til og med den 20. svangerskabsuge, skoldkopper, kan fosteret smittes og få medfødte misdannelser.

Skoldkopper er en sjælden sygdom hos gravide, fordi 98% af den voksne danske befolkning har haft sygdommen som barn, og sygdommen efterlader livsvarig immunitet4). Da skoldkopper er en voksensygdom i troperne, kan gravide indvandrede smittes her i landet.

"Immunitet": Manglende modtagelighed for sygdomssmitte. Kan opnås efter sygdom, idet en person, der har haft visse sygdomme, fx skoldkopper og røde hunde, én gang, bliver immune resten af livet, og bliver derfor ikke smittet igen. Vaccination efterlader ligeledes immunitet, undertiden livslang; i andre tilfælde skal vaccinationen gentages med mellemrum.

Skoldkopper smitter ved dråbeinfektion (hoste, nys, smådråber fra hududslettet). Der kan være fare for smitte af gravide, fx på daginstitutioner og i skoler, når der er udbrud af skoldkopper hos børnene. Ved vurdering af risikoen for fosteret efter udsættelse af den gravide for virus er det af altafgørende betydning, om den gravide er immun. Hvis den gravide ikke er immun, må beskæftigelse ved det pågældende arbejde ikke finde sted til og med den 20. svangerskabsuge. Tilsvarende gælder, hvis den gravide ikke ved, om hun er immun.

En blodprøve kan give svar på, om den gravide er immun. Viser denne, at hun har haft sygdommen, kan hun straks genoptage sit arbejde. I modsat fald må hun fortsat ikke beskæftiges ved det pågældende arbejde til og med svangerskabets 20. uge, eller så længe der er udbrud af sygdommen.

Erythema infectiosum eller den 5. børnesygdom (parvo-virus B 19).

Virus kan overføres fra den gravide til fosteret og kan udgøre en risiko, idet 5-10 % af fostrene dør, hvis de smittes. Behandling af fosteret er dog mulig.

Parvo-virus B 19 infektion hos moderen kan i øvrigt medføre abort.

Den 5. børnesygdom smitter ved dråbeinfektion. Der kan være fare for erhvervsmæssig smitte af gravide på skoler og i børneinstitutioner, hvis der er udbrud af sygdommen blandt børnene.

Hvis der er udbrud af sygdommen, må den gravide ikke beskæftiges ved det pågældende arbejde, indtil der er sikkerhed for, at hun har haft sygdommen og er immun. Dette kan konstateres ved en blodprøve. Er hun immun, kan hun uden risiko fortsætte sit arbejde. I modsat fald må hun ikke beskæftiges ved det pågældende arbejde, så længe epidemien står på dette vil i praksis sige indtil 6 uger, efter seneste tilfælde af sygdommen er konstateret på arbejdspladsen. Dette gælder i hele graviditeten.

Cytomegalovirus (CMV)

CMV kan udgøre en fare for fosterets sundhed, idet virus-infektion hos den gravide giver risiko for svære varige skader på barnets centralnervesystem. CMV er hyppigt forekommende, og man kan smittes flere gange uden vedvarende immunitet. Sygdommen er ikke voldsomt smitsom, men overføres via sekreter ved tæt direkte personlig kontakt.

Risiko for erhvervsmæssig smitte er størst på institutioner for multihandicappede børn under 1 år med medfødt CMV-infektion. Disse spædbørn udskiller meget store mængder smitstof, og ved pasning af dem er der smitterisiko for gravide. Gravide må ikke beskæftiges ved arbejde med ovennævnte spædbørn.

I alle andre tilfælde, hvor der kan være udsættelse for CMV, kan risiko for smitteoverførsel til gravide undgås ved almindelige hygiejniske foranstaltninger. Dette er tilstrækkeligt på fx sygehuse og i almindelige daginstitutioner.

Biologiske agenser, der medfører risiko for den gravide og fosteret

De nedenfor anførte biologiske agenser er eksempler på biologiske agenser, hvor der kan være en særlig erhvervsmæssig risiko for smitte af den gravide.

Smitsom leverbetændelse (Hepatitis A-virus)

Virus må anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for den gravides og fosterets sundhed. Virus udskilles med sekreter, og sygdommen kan smitte via afføring, fx på toiletter og ved skiftning af blebørn.

Da mange indvandrere og flygtninge er smittet med hepatitis A, ofte uden at være erkendt syge, kan der være en risiko for smitte af gravide på fx asylcentre og daginstitutioner. Smitteoverførsel kan hindres ved omfattende hygiejniske foranstaltninger. Særlig udsatte gravide bør have gamma-globulin5). Er dette ikke muligt, må de ikke beskæftiges ved det pågældende arbejde.

Vaccination er mulig, men gravide bør ikke vaccineres6).

Blodoverført leverbetændelse (Hepatitis B-virus)

Hepatitis B-virus, der overføres ved "blodkontakt" , må anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for den gravides og fosterets sundhed. Effektiv vaccine findes, og ansatte, der tilhører risikogrupper, jf. Sundhedsstyrelsens "Retningslinier om forebyggelse mod hepatitis", bør være vaccinerede.

Gamma-globulin: et lægemiddel, der giver passiv immunitet i ca. 3 måneder.

Generelt bør gravide ikke vaccineres, medmindre der foreligger en konkret risikofyldt eksposition, fx stikulykker ved hepatitis B. Vacciner, der indeholder levende virus (fx polio og rubella), bør ikke gives til gravide. Ammende kan vaccineres uden risiko.

Uvaccinerede gravide, der vides udsat ved stik- og skæreulykker, bør vaccineres, men mere generelt anbefales vaccinationen ellers ikke til gravide, fx ved eksponering i hjemmeplejen eller på sygehuse.

Kun Uvaccinerede gravide, der arbejder med personer, som har aktivt smitstof i blodet og legemsvæsker, under husstandslignende vilkår, fx ved døgnpleje, er specielt smitteudsatte og skal derfor overføres til anden arbejdsopgave, idet beskæftigelse med det pågældende arbejde ikke må finde sted.

Ornithose, Papegøjesyge (chlamydi psittaci)

Ornithose er primært en sygdom hos fugle, men også mennesker kan smittes. Chlamydia psittaci findes i mange varianter, der kan give sygdom af varierende sværhedsgrad. Mennesker smittes sædvanligvis af inficerede fugle ved indånding af støv eller aerosoler fra disse. Derimod smitter sygdommen stort set ikke fra person til person.

Det biologiske agens må anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for fosterets sundhed, idet moderen undertiden bliver voldsomt syg af papegøjesyge. Det er denne stadige febertilstand og svækkelse af moderen, der kan udgøre en fare for fosteret. De klamydier, der forekommer i Danmark, medfører ikke risiko for specifik skadevirkning på fosteret.

Ornithose kan behandles effektivt med et antibiotikum, der ikke medfører fare for fosteret.

Erhvervsmæssig smitte er her i landet hyppigst på fjerkræslagterier ved slagtning af svømmefugle (gæs og ænder). Her kan god hygiejne forebygge smitte af gravide, undtagen ved de mest støvende arbejdsprocesser, hvor gravide ikke må beskæftiges.

Kemiske agenser

Følgende kemiske agenser, hvis det er erkendt, at de er farlige for den gravide og fosterets sundhed

Stoffer og materialer, der skal klassificeres med R40, R45, R46, R61, R63 og R64

Alle stoffer og materialer, der ifølge Miljøministeriets regler for klassificering og mærkning skal tildeles risikosætningerne

R61, kan skade barnet under graviditeten

R63, mulighed for skader på barnet under graviditeten

Må anses for at være påvirkninger, der kan indebære en fare for graviditeten. Hovedparten af disse stoffer er bekæmpelsesmidler, organiske opløsningsmidler, blyforbindelser eller stoffer, der anses for at være kræftfremkaldende. Retningslinier for vurderingen af, om udsættelsen i arbejdsmiljøet indebærer risiko for negativ indvirkning på graviditeten, er derfor omtalt i underafsnit C 2), C 3), C 4) og i underafsnit A 3) i afsnit B.

Vurdering af stoffer og materialer, der skal tildeles risikosætningerne

R46, kan give arveanlægsændringer

R45, kan give kræft

R40, mulig fare for uhelbredelig skadevirkning

Sker efter samme principper som omtalt nedenfor for stoffer, der anses for at være kræftfremkaldende, jf. underafsnit C 2).

Stoffer og materialer, der er omfattet af Arbejdstilsynets bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer

Kræftfremkaldende virkning af et stof er en effekt, som også fosterets celler kan være følsom over for.

Hvis der foreligger dokumentation for et givent kræftfremkaldende stofs virkning på fostre, afgøres det herudfra, om stoffet må anses for at udgøre en fare for graviditeten. I mangel af dokumentation bør stoffet anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for gravide.

Det er dog ikke alle kræftfremkaldende stoffer, der kan overføres til fosteret, selv om moderen er udsat for stofferne. Sådanne kræftfremkaldende stoffer udgør ikke en fare for fosteret. Som eksempler kan nævnes asbest, mineraluldsfibre, respirabelt kvarts og formaldehyd, der ikke overføres fra moderen til fosteret.

Arbejde med stoffer og materialer, der er omfattet af ovenstående bekendtgørelse, skal foregå fuldt forsvarligt i forhold til forebyggelse af kræftrisiko hos de ansatte. Om der derudover vil være behov for særlige foranstaltninger til beskyttelse af gravide vil afhænge af, hvilket stof der er tale om.

For en række organiske opløsningsmidler der anses for at være kræftfremkaldende, såsom benzen, chloroform og styren, giver det ikke tilstrækkelig beskyttelse af gravide blot at overholde gældende grænseværdier. Det samme gælder for metallet cadmium. Hvis luftforureningen ikke er væsentligt lavere end stoffernes grænseværdi, vil det være nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger til beskyttelse af gravide.

For visse andre stoffer som fx acrylamid, natriumarsenat, PBC, natriumarsenit, ethylendibromid og ethylenoxid må det vurderes, at risikoen for negativ indvirkning på graviditeten er meget lille, hvis arbejdet foregår forsvarligt set i forhold til stoffernes øvrige farlige egenskaber. Her vil det således ikke være nødvendigt, at der træffes særlige foranstaltninger til beskyttelse af gravide, hvis arbejdet i øvrigt foregår fuldt forsvarligt.

Stoffer og materialer, der er omfattet af Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 52 af 13. januar 1988 om materialer med indhold af flygtige stoffer, herunder organiske opløsningsmidler

Det er særligt organiske opløsningsmidler, der kan udgøre en risiko.

Man kan generelt regne med, at organiske opløsningsmidler kan overføres fra moder til foster, og at de kan skade fosteret. Organiske opløsningsmidler må derfor anses for at kunne udgøre en fare for graviditeten.

Påvirkninger af fostre må formodes at kunne forekomme ved eksponeringer, der ikke giver helbredsskader hos den voksne. Der kan derfor være behov for at træffe særlige foranstaltninger til beskyttelse af gravide.

For klassiske organiske opløsningsmidler som toluen, xylen, butanon og mineralsk terpentin kan man dog regne med, at risikoen for negativ indvirkning på graviditeten er meget lav, hvis arbejdet udføres fx i indkapslede systemer eller i effektive udsugningsbokse/stinkskabe, således at forureningen kan holdes meget lav.

Visse andre organiske opløsningsmidler virker fosterskadende ved lavere koncentrationer end ovennævnte. Det gælder fx methylglycol og ethylglycol samt carbondisulfid. Disse opløsningsmidler forekommer kun i få materialer, men hvis de anvendes på en arbejdsplads, kan det være nødvendigt med særlige foranstaltninger til beskyttelse af gravide selv ved lave koncentrationer af opløsningsmidlerne i materialerne.

Specielt for opløsningsmidlet ethanol gælder, at påvirkninger af fostre ved indånding af ethanol først forekommer ved så høje udsættelser, at særlig beskyttelse af gravide ikke er nødvendig, hvis arbejdet i øvrigt foregår fuldt forsvarligt.

Bekæmpelsesmidler

En række bekæmpelsesmidler har vist sig at kunne udgøre en fare for graviditeten.

Der er sætlig grund til at være opmærksom på organophosphatinsekticider, idet mange organo-

phosphatinsekticider kan udgøre en fare for graviditeten. I øvrigt må der foretages en konkret vurdering af det enkelte stof.

Nogle eksempler på organophosphatinsekticider, der er eller må mistænkes for at være påvirkninger, der kan udgøre en fare for graviditeten, er: azinphos-methyl, diazinon, dichlorvos, dimethoat, etrimphos, malathion, mevinphos, oxydemethon-methyl, phoxim, pyrazophos og tolclofos-methyl.

Benomyl, carbendazim, carbofuran, cyanazin, lindan, paclobutrazol, pirimicarp og thiram er eksempler på andre aktivstoffer i bekæmpelsesmidler, der er eller må mistænkes for at være påvirkninger, der kan udgøre en fare for graviditeten.

Ved brug af bekæmpelsesmidler i gartnerier gør sig det særlige forhold gældende, at beskyttelsen primært må ske ved brug af personlige værnemidler og ved afspærring af behandlede områder.

Ved sprøjtning og udlægning vil det således ved brug af bekæmpelsesmidler, der kan udgøre en fare for graviditeten, normalt være nødvendigt at anvende både åndedrætsværn og beskyttelsesdragt. Ved brug af både åndedrætsværn og beskyttelsesdragt, der tilsammen dækker store dele af kroppen, er det vanskeligt at komme af med kroppens varmeproduktion. Dette er særligt belastende for gravide. Det kan derfor ikke anses for forsvarligt, at gravide udfører sådanne opgaver.

Narkosegasser

Narkosegaser er fx halothan og lattergas. Narkosegasser må anses for påvirkninger, der kan udgøre en fare for graviditeten.

Anvendelse af narkosegasser i lukkede systemer anses ikke for at udgøre en risiko for gravide, hvis de almindelige foranstaltninger ved brug af narkosegasser overholdes, og hvis der ikke forekommer udslip. Hvis narkosegasser ikke anvendes i lukkede systemer, kan der derimod være en risiko.

Ved åben thoraxkirurgi, operationer i halsen og børneanæstesi på maske kan der således være en betydelig udsættelse for narkosegasser. Tilsvarende gælder opvågningsstuerne, hvor patienterne ligger og ånder den narkose ud, de har optaget i kroppen. Her kan det være nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger til beskyttelse af den gravide.

Kviksølv og kviksølvforbindelser

Kviksølv og kviksølvforbindelser må anses for at være påvirkninger, der kan skade graviditeten.

Kviksølv og kviksølvforbindelser må vurderes at kunne indebære en risiko for negativ påvirkning af graviditeten selv ved lav udsættelse. Forudsætningen for, at arbejde med kviksølv og kviksølvforbindelser kan anses for at være forsvarligt for gravide, er derfor, at arbejdet udføres på en sådan måde, at der ikke sker skadelig udsættelse for kviksølv. Dette kan fx undersøges ved, at der foretages målinger af kviksølv i blodet. Hvis arbejdet skal være forsvarligt for gravide, må koncentrationen af kviksølv i blodet hos de ansatte ikke afvige fra normalværdierne hos personer, der ikke arbejder med kviksølv.

Mitosehæmmende lægemidler

Mitosehæmmende lægemidler er cytostatika og må anses for at være påvirkninger, der kan udgøre en fare for graviditeten.

Arbejde med mitosehæmmende lægemidler kan kun anses for at være forsvarligt for gravide, hvis arbejdet udføres på en sådan måde, at der ikke er risiko for, at lægemidlerne optages af den gravide, jf.. At-anvisning nr. 4.1.1.1 om cytostatika.

Carbonmonoxid

Carbonmonoxid (kulilte) må anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en fare for graviditeten.

Overholdelse af gældende grænseværdi giver ikke tilstrækkelig beskyttelse af gravide. Hvis luftforureningen ikke er væsentligt lavere end grænseværdien, kan det være nødvendigt, at der træffes særlige foranstaltninger.

Kemiske agenser, som beviseligt medfører en farlig optagelse gennem huden.

Listen over grænseværdier for luftforurening i At-anvisning nr. 3.1.0.2 om grænseværdier kan anvendes som hjælp i vurderingen af, om et stof medfører en farlig optagelse gennem huden, idet en særlig markering på denne liste for visse stoffer angiver, at de optages gennem huden. Ved arbejde med et sådant stof må der foretages en konkret vurdering af, om stoffet kan udgøre en fare for graviditeten.

Processer

Arbejdsprocesser, der er omfattet af Arbejdstilsynets bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer m.v., når disse anses for at være farlige for den gravide eller fosterets sundhed.

Vurderingen af, om disse processer kan udgøre en fare for gravide, sker efter de samme principper, som dem der anvendes for stoffer, der anses for at være kræftrisikable.

Arbejde, der indebærer udsættelse for høje koncentrationer af træstøv igennem længere tid, anses ikke for at udgøre en fare for graviditeten, da træstøv ikke vil overføres fra den gravide til fosteret.

Andre påvirkninger, der kan udgøre en fare for graviditeten

Bilag 4, med de ovenfor opregnede agenser, er ikke udtømmende.

Når man vurderer, om arbejdet indebærer risiko for negativ indvirkning på graviditeten, skal man derfor også inddrage eventuelle andre påvirkninger, der er kendt at kunne udgøre en fare for graviditeten, selv om disse påvirkninger ikke er anført i bilag 4.

Undersøgelser, der belyser belastning forårsaget af arbejdspsykologiske faktorer under graviditeten, er endnu få. Det er derfor for tidligt at konkludere om der er tilstrækkeligt grundlag for at give konkrete anbefalinger, der går ud over de generelle synspunkter, der gælder for alle arbejdstagere.

I øvrigt må visse lægemidler samt EDTA og hydroquinon anses for at kunne udgøre en fare for graviditeten.

Hvis der ikke foreligger anden viden, bør lægemidler, der ifølge lægemiddelkatalogets oplysninger ikke må gives til gravide, som udgangspunkt anses for at være påvirkninger, der kan udgøre en fare, men om arbejdet indebærer risiko for negativ indvirkning på graviditeten vil afhænge af, hvor stor udsættelsen for stoffet er, og om der er risiko for optagelse heraf. Blandt lægemidler er det særligt visse antibiotika såsom tetracyklin, aminoglykosider og sulfonamider, som må anses for at kunne udgøre en fare for graviditeten.

EDTA findes i mange rengøringsmidler. Koncentrationen af EDTA er normalt meget lav i de brugsklare blandinger, og EDTA fordamper ikke. Ved almindeligt rengøringsarbejde, hvor sprøjt, stænk og aerosoldannelse undgås, anses EDTA derfor ikke for at indebære en risiko for negativ indvirkning på graviditeten.

Hydroquinon kan bl.a. forekomme i fremkaldervæsker. Ved arbejde med fremkaldervæsker må der foretages en konkret vurdering af udsættelsen for hydroquinon. Hydroquinon fordamper ikke, så det er aerosoldannelse og hudkontakt, der skal lægges vægt på.

Bilag 4, afsnit B

Agenser og arbejdsforhold, der kan udgøre en særlig risiko for gravide

Dette bilag angiver nogle agenser og arbejdsforhold, som allerede på forhånd vides at udgøre en veldokumenteret, særlig risiko. Den gravide må kun i særlige tilfælde arbejde med sådanne agenser eller arbejdsforhold.

Agenser

Fysiske agenser

Arbejde under højt overtryk, fx i trykkamre og ved dykning.

Arbejde under højt overtryk må anses for at være en påvirkning, der kan udgøre en særlig risiko for gravide, som derfor ikke må beskæftiges ved sådant arbejde.

Biologiske agenser

toxoplasma

rubella-virus

Rubella-virus (røde hunde)

Medmindre der er tilstrækkeligt bevis for, at den gravide arbejdstager er beskyttet i tilstrækkelig grad mod disse agenser, fordi hun er immun over for dem.

Rubella-virus udgør en betydelig fare for fosterets sundhed, hvis moderen smittes inden for de første 18 uger af graviditeten, men ingen særlig fare for den gravides sundhed.

Risikoen for, at gravide bliver smittet med røde hunde, er lille, fordi de fleste vaccineres som børn eller har haft sygdommen.

Hvis børn i børneinstitutioner og skoler får røde hunde, vil ikke-immune gravide kunne smittes ved dråbeinfektion. Derfor må det anbefales, at ansatte kvinder, der ikke enten har haft sygdommen eller er vaccinerede, vaccineres straks ved ansættelsen.

Ved blot et enkelt konstateret tilfælde af røde hunde på en arbejdsplads må beskæftigelse af ikke-vaccinerede gravide ved det pågældende arbejde ikke finde sted, indtil det er klarlagt, om de er immune. En blodprøve kan give svar på dette. Viser denne, at den gravide er immun, kan hun herefter sættes i arbejde igen, mens ikke-immune fortsat ikke må beskæftiges ved det pågældende arbejde til 20. svangerskabsuge.

Toxoplasma gondii (Haresyge toxoplasmose)

Toxoplasmose udgør alene en særlig risiko for fosteret, ikke for den gravides sundhed. Hvis fosteret smittes, kan det medføre abort, dødfødsel, for tidlig fødsel og skader på hjernen med retardering til følge.

Toxoplasmose kan opstå ved smitte fra inficerede pattedyr, idet smitstoffet findes i kødet på disse.

Det er ved pelsdyravl, især minkavl, at der i praksis kan være en erhvervsmæssig smitterisiko. Da smitstoffet ligger under skindet på dyrene, kan det frigives ved pelsning, hvorved bl.a. gravide, der pelser minke kan smittes.

Gravide, der ikke er immune, må ikke pelse dyr (mink m.fl.). Gravide, der konstateres immune over for toxoplasmose, kan uden risiko fortsætte med arbejdet.

Kemiske agenser

bly og blyforbindelser, hvis der er risiko for, at disse agenser optages i den menneskelige organisme.

Om et arbejde med bly og blyforbindelser indebærer risiko for optagelse, kan fx undersøges ved, at der foretages målinger af bly i blodet. Hvis arbejdet skal være forsvarligt for gravide, må koncentrationen af bly i blodet hos de ansatte ikke afvige fra normalværdierne hos personer, der ikke arbejder med bly.

Påvirkninger der kan udgøre en fare for amningen

1 Bekendtgørelsens bilag 4, afsnit A

Bekendtgørelsens bilag 4 nævner i afsnit A, punkt C 1) stoffer og materialer, der er klassificeret og mærket med R64 (kan skade børn i ammeperioden). Sådanne stoffer og materialer må anses for at kunne udgøre en fare for amningen.

2 Bekendtgørelsens bilag 4, afsnit C

Agenser og arbejdsforhold, der kan udgøre en særlig risiko for ammende

Kemiske agenser

Bly og blyforbindelser nævnes som en påvirkning, der udgør en særlig høj grad af fare for amningen. Arbejde med bly og blyforbindelser er kun forsvarligt for ammende, hvis arbejdet udføres på en sådan måde, at der ikke sker optagelse af bly, se de anførte i bilag 4B, 3 a) vedrørende bly.

Andre påvirkninger, der kan udgøre en fare for amningen

Da bilag 4 ikke er udtømmende, skal man, når det vurderes, om arbejdet indebærer risiko for negativ indvirkning på amningen, også inddrage eventuelle andre påvirkninger, der må anses for at kunne udgøre en fare for amningen, selv om disse påvirkninger ikke er anført i bilag 4.

Farlige stoffer, der kan overføres via modermælken til barnet, må i princippet anses for at kunne udgøre en fare for amningen, men risikoen vil afhænge af, hvor stor en dosis barnet udsættet for via modermælken. Særligt ved arbejde med meget fedtopløselige farlige stoffer som organisk kviksølv, organiske opløsningsmidler og en række bekæmpelsesmidler kan der være behov for at træffe særlige foranstaltninger til beskyttelse af amningen. Behovet for foranstaltninger vil dog også afhænge af barnets alder og af, hvor meget det ammes.

De biologiske agenser, der kan medføre en fare for erhvervsmæssig smitte, udgør generelt ikke en særlig fare for amningen.

-

Vejledning 1998 60100 Historic

Gravide og ammendes arbejdsmiljø

Indholdsfortegnelse

Indledning

1. Almindelige regler

2. Særlige regler

3. Påvirkninger, der kan udgøre en fare for graviditeten

Bilag 4, afsnit A

1.A Fysiske agenser

Stød, vibrationer og bevægelser

Manuel håndtering

Støj

Ioniserende stråling

Ikke-ioniserende stråling

Ekstrem kulde og varme

Bevægelser og stillinger m.v.

1.B. Biologiske agenser

1.C Kemiske agenser

Klassificeret med R40, R45, R46, R61, R63 og R64

Kræftfremkaldende stoffer

Flygtige stoffer, herunder opløsningsmidler

Bekæmpelsesmidler

Narkosegasser

Kviksølv og kviksølvforbindelser

Mitosehæmmende lægemidler

Carbonmonoxid

Farlig optagelse gennem huden

2. Processer

Andre påvirkninger, der kan udgøre en fare for graviditeten

Bilag 4, afsnit B

A.1) Fysiske agenser

A.2) Biologiske agenser

A.3) Kemiske agenser

4. Påvirkninger, der kan udgøre en fare for amningen

4.1 Bekendtgørelsens bilag 4, afsnit A

4.2 Bekendtgørelsens bilag 4, afsnit C

Andre påvirkninger, der kan udgøre en fare for amningen

Indledning

Denne anvisning knytter sig til § 8, stk. 2-6, § 12, stk. 2, samt bilag 4 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 867 af 13. oktober 1994 om arbejdets udførelse.

Bestemmelserne vedrører gravide og ammendes arbejdsmiljø, og gennemfører EF-regler: De arbejdsmiljømæssige bestemmelser i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer.

Anvisningen gengiver med rastertone bestemmelser om gravide og ammendes arbejdsmiljø i bekendtgørelse om arbejdets udførelse og giver vejledning om, hvornår de finder anvendelse, og hvorledes de kan opfyldes.

En At-anvisnings vejledende retningslinier er ikke retsregler på samme måde som en bekendtgørelse. Anvisningen beskriver, hvorledes en eller flere bestemmelser efter Arbejdstilsynets bedste skøn kan opfyldes og efterleves.

Virksomheder, der følger en At-anvisnings råd og vejledninger, vil derfor normalt ikke blive stillet over for yderligere krav fra Arbejdstilsynet.

Virksomhederne kan, hvis omstændighederne efter deres eget skøn viser, at det er muligt at opfylde bestemmelsernes retskrav på en for dem bedre måde end den i anvisningen beskrevne, frit vælge deres egne løsningsmodeller. Det afgørende er, at loven og bekendtgørelserne overholdes og efterleves, og ikke hvilken metode der vælges for at nå målet.

Anvisningen er udarbejdet af Direktoratet for Arbejdstilsynet.

Almindelige regler

Ifølge § 4 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse

Skal arbejdsgiveren i alle led planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsgiveren skal i den forbindelse foretage en samlet vurdering af de arbejdsmiljømæssige forhold på arbejdspladsen.

Ifølge § 4, stk. 2, skal planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet desuden ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 3. Den herunder foretagne vurdering skal, i den udstrækning den har særlig betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet, foreligge i skriftlig form.

I bekendtgørelse om arbejdets udførelse, § 8, er fastsat

Ved arbejdets udførelse skal der tages hensyn til den ansattes alder, indsigt, arbejdsevne og øvrige forudsætninger.

Stk. 2. Særligt følsomme risikogrupper, herunder gravide og ammende ansatte, skal beskyttes mod farer, som for dem er særlig alvorlige

De farer, som kan udgøre en risiko for gravide og ammende, er fx de fysiske, kemiske og biologiske agenser, som er nævnt i bilag 4. (Udtrykket agens stammer fra EU-lovgivningen og giver udtryk for fysiske, kemiske eller biologiske elementer, der udsætter den gravide/ammende for påvirkninger).

Påvirkningen i graviditeten kan medføre en række uheldige svangerskabsforløb, der bl.a. kan resultere i: abort, for tidlig fødsel, for lille barn i forhold til graviditetslængden, dødfødsel, medfødte misdannelser, udviklingsforstyrrelser eller børnekræft.

Ifølge § 18, stk. 1, i bekendtgørelse om arbejdets udførelse skal

Arbejdsgiveren sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed, får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, den ansatte har adgang til.

Arbejdsgiveren skal således oplyse den gravide eller ammende, om arbejdet kan være forbundet med sundhedsfare i forbindelse med graviditeten eller amningen. Det vil i praksis sige, at han skal oplyses om resultatet af arbejdspladsvurderingen.

Foruden disse almindelige regler gælder der særlige regler for gravide og ammende i bekendtgørelsens § 8, stk. 2-6, samt § 12, stk. 2, som omtales nedenfor i afsnit 2.

Særlige regler

Bekendtgørelse om arbejdets udførelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →