Skrivelse til samtlige statsamter, herunder Københavns Overpræsidium, Rigsombudsmanden i Grønland og Rigsombudsmanden på Færøerne, vedrørende fremgangsmåden ved fastsættelse af børnebidrag i Sverige
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse til samtlige statsamter, herunder Københavns Overpræsidium, Rigsombudsmanden i Grønland og Rigsombudsmanden på Færøerne, vedrørende fremgangsmåden ved fastsættelse af børnebidrag i Sverige
Justidiedepartementet i Sverige har meddelt Civilretsdirektoratet, at de svenske regler om underholdsbidrag til børn er blevet ændret, jf. Lag om ändring i föräldrabalken (1996:1031), der trådte i kraft den 1. februar 1997. Desuden har man i Sverige erstattet det hidtidige bidragsförskottet med et nyt samhällsstöd kaldet underhållsstöd), jf. Lag om underhållsstöd (1996:1030), der trådte i kraft den 1. december 1996.
Disse ændringer af de svenske regler om børns forsørgelse har ikke betydning i de situationer, hvor barnet og bidragssøgende bor i Danmark, mens den bidragspligtige bor i Sverige. Dette indebærer, at det fortsat er de svenske domstole, der afgør spørgsmål om fastsættelse eller forhøjelse af børnebidrag, hvis sagen ifølge Den Nordiske Ægteskabskonvention eller Luganokonventionen skal behandles i Sverige.
Försäkringskassan Stockholms Län, der er modtagende myndighed i henhold til FN-konventionen af 20. juni 1956 i sager om fastsættelse af bidrag i Sverige, har oplyst, at man ikke vil stille krav om, at alle konventionens formelle krav til ansøgningen skal være opfyldt. Försikringskassan har i stedet behov for følgende oplysninger for at kunne formidle sagen til domstolene via en svensk advokat
- Ansøgning indeholdende personlige oplysninger om den bidragssøgende samt oplysning om størrelse af det bidrag, der ønskes fastsat. Hvis beløbet angives i svenske kroner, vil det blive indeksreguleret efter svensk ret.
- Oplysninger om den bidragssøgendes løn- og formueforhold, f.eks. lønsedler for de seneste 3 måneder og seneste årsopgørelse, samt oplysninger om udgifter til bolig og til forsørgelsen af barnet.
- Fuldmagt udstedt til Utlandskontoret, Försäkringskassan Stockholms Län, jf. vedlagte eksempel.
- Bevis for faderskabet. For børn født i ægteskabet er det tilstrækkeligt med dokumentation for ægteskabet.
- Ansøgning om retshjælp, jf. vedlagte blanket. Bemærk, at efter svensk ret er det barnet, der er sagsøger. Det er derfor barnets økonomiske forhold, der skal oplyses på blanketten. (Nærmere oplysninger om betingelse for at få retshjælp findes i den årlige "Rättshjälp och taxor", som kan rekvireres hos Domstolsverket, Publikationsbeställning, 551 81 Jönköping.).
Försäkringskassan har over for Civilretsdirektoratet præciseret, at man kun vil behandle ansøgninger om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag, når sagen fremsendes gennem et dansk statsamt. Försäkringskassan ønsker således ikke at modtage ansøgninger direkte fra den bidragssøgende eller fra en dansk kommune.
Försäkringskassan har forbeholdt sig at kunne indhente yderligere oplysninger til brug for behandlingen af sagen gennem statsamtet, således at Försäkringskassan ikke behøver at korrespondere direkte med den bidragssøgende.
Inden fremsendelse af ansøgninger til Försäkringskassan bør det overvejes, om danske myndigheder har kompetence til at behandle sagen. I bekræftende fald bør ansøgeren orienteres herom. Der henvises særligt til art. 5, nr. 2 i Luganokonventionen.
Til orientering vedlægges en kopi af henholdsvis Lag om ändring i föräldrebalken (1996:1031) samt ag om underhållsstöd (1996:1030).
Försäkringskassans postadresse er: SE-105 11 Stockholm, Sverige.
Med venlig hilsen Civilretsdirektoratet, den 3. august 1998
Lars Thøgersen