Guide om behandling af sager om førtidspension

Kapitel 1

Indledning

Kapitel 1

Indledning

Formålet med denne guide er at belyse nogle af de områder som - efter Ankestyrelsens erfaringer fra behandlingen af klagesager og undersøgelser af kommunernes og de hidtidige revaliderings- og pensionsnævns praksis i førtidspensionssager - kan volde problemer ved sagsbehandlingen.

Guiden er et sagsbehandlerværktøj som supplement til den mere detaljerede fremstilling om fortolkningen af lov om social pension (lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998) i Socialministeriets vejledning om social pension og til den vejledning, som gives i SM-Sociale Meddelelser og praksisoversigterne, der udsendes af Den Sociale Ankestyrelse, samt i artikler i bladet "Nyt fra Ankestyrelsen".

Kapitel 2

Regler om sagsbehandling

Kapitel 2

Regler om sagsbehandling

Ved behandlingen af førtidspensionssager er det især forvaltningslovens regler om aktindsigt, partshøring, inhabilitet og begrundelse, der har betydning. I det følgende gennemgås nogle typiske eksempler på dette. Derudover henvises til bilaget om forvaltningsretlige spørgsmål på side 14 ff i denne guide.

2.1. Aktindsigt

Forvaltningslovens regler om aktindsigt betyder, at ansøgeren eller ansøgerens advokat eller anden repræsentant har ret til at få kopi af de dokumenter, der indgår i pensionssagen, hvis de beder om det.

Formålet er, at ansøgeren skal have mulighed for at gøre sig bekendt med alle de oplysninger, der ligger til grund for den afgørelse, som skal træffes. Ansøgeren har så mulighed for at kommentere oplysningerne, rette eventuelle fejl i oplysningerne eller gøre opmærksom på, om der mangler oplysninger, som kan have betydning for sagen.

Ansøgeren har krav på at få kopi af akterne inden 10 dage efter anmodningen. Hvis det ikke er muligt at sende kopi af akterne i den konkrete sag inden 10 dage, skal ansøgeren inden for denne frist have besked om årsagen til forsinkelsen og om, hvornår kopi af sagens akter kan forventes.

Når ansøgeren får tilsendt kopi af sagens akter, er myndigheden samtidig forpligtet til at oplyse, at han eller hun har ret til at kommentere oplysningerne i sagen og til at få afgørelsen udsat, hvis dette er nødvendigt.

2.2. Partshøring

I nogle tilfælde skal myndigheden af sig selv gøre ansøgeren bekendt med oplysninger i sagen. Det er tilfældet, hvis myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ansøgeren ikke er bekendt med og som er til ugunst for ansøgeren. Det gælder også oplysninger som myndigheden har pligt til at notere efter reglerne om notatpligt.

Hvis myndigheden ikke kan være sikker på, at ansøgeren allerede ved, at oplysningerne indgår i sagen, må der ikke træffes afgørelse, før ansøgeren er gjort bekendt med oplysningerne og har haft mulighed for at udtale sig om oplysningerne.

Hvis der ikke er foretaget partshøring, kan det betyde, at afgørelsen er ugyldig.

2.3. Inhabilitet

Den der virker inden for den offentlige forvaltning er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Det har ikke i sig selv betydning, om den pågældende rent faktisk er upartisk i forhold til den bestemte sag. Alene risikoen for, at den pågældende ikke kan forventes at kunne være helt upartisk, fx på grund af et særligt kendskab til den person, som sagen vedrører, betyder, at den pågældende ikke må medvirke ved behandlingen af sagen.

Derfor kan fx en praktiserende læge ikke deltage som kommunens lægekonsulent ved behandlingen af egne patienters sociale sager, herunder sager om førtidspension.

Om lægekonsulenters inhabilitet, se desuden SM P-26-96.

Inhabilitet kan betyde, at afgørelsen er ugyldig.

2.4. Begrundelse

En skriftlig afgørelse efter pensionsloven skal som andre afgørelser være begrundet skriftligt, medmindre den fuldt ud giver ansøgeren medhold.

Begrundelsen skal give ansøgeren en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Hvis afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen indeholde de væsentligste hensyn, der har været afgørende for skønnet. I afgørelsen skal der desuden henvises til de lovregler, der er anvendt.

Hvis afgørelsen slet ikke er begrundet kan det betyde, at afgørelsen bliver ugyldig. Hvis begrundelsen ikke er fyldestgørende, bliver afgørelsen ikke af den grund ugyldig, men det kan betyde, at klagefristen må forlænges, indtil ansøgeren har fået en fyldestgørende begrundelse.

Eksempler på begrundelser, der er så ufyldestgørende, at de knap kan kaldes begrundelser

Eksempel 1: "Deres erhvervsevne skønnes ikke nedsat i en sådan grad, at De opfylder betingelserne i § 14 i lov om social pension."

Eksempel 2: "Socialforvaltningen skønner ikke, at der er lægelig indikation for tildeling af højere pension. Sagen vil blive taget op om 2 år med henblik på om der er sket nogen forandringer."

I eksempel 1 giver begrundelsen ingen forklaring på, hvorfor erhvervsevnen ikke skønnes nedsat i en sådan grad, at betingelserne for tilkendelse af førtidspension er opfyldt. I eksempel 2 gives der ingen forklaring på, hvilke lægelige oplysninger, der er lagt vægt på.

I eksempel 1 kunne begrundelsen fx have været

"Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at De har en ryglidelse, som medfører, at De ikke længere kan udføre Deres hidtidige arbejde som sygehjælper. Deres helbredstilstand skønnes dog ikke at være til hinder for, at De vil kunne klare et ikke-rygbelastende arbejde efter revalidering eller omskoling og lignende."

I eksempel 2, kunne begrundelsen fx være

"Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at det fremgår af erklæring af ..... fra speciallæge NN, at der fortsat er mulighed for en bedring af Deres helbredstilstand ved behandling."

Kapitel 3

Specielt om førtidspension på helbredsmæssigt grundlag

Kapitel 3

Specielt om førtidspension på helbredsmæssigt grundlag

Pensionslovens §§ 14 og 15

Pension efter pensionslovens § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Pension kan ikke tilkendes, hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen.

Efter socialreformen pr. 1. juli 1998 forudsætter tilkendelse af førtidspension efter § 14, at alle aktiverings-, og revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at erhvervsevnen ikke varigt kan forbedres.

På rent helbredsmæssig grundlag kan der tilkendes

Højeste førtidspension efter § 14, stk. 1, til personer i alderen fra 18 indtil 60 år, når erhvervsevnen er ubetydelig i ethvert erhverv.

Mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, til personer i alderen 18 år og indtil 60 år, når erhvervsevnen er nedsat med omkring 2/3 af helbredsmæssige grunde.

Mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 2, til personer i alderen 60-67 år, hvis erhvervsevne er nedsat til en ubetydelighed i ethvert erhverv.

Almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, til personer i alderen 18-67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen. Pensionen efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til personer over denne alder. jf. stk. 4.

Efter lovens § 15, stk. 3 bedømmes omfanget af nedsættelsen af erhvervsevnen ved en sammenligning mellem den indtægt, som ansøgeren skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til ansøgerens færdigheder og kræfter, og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan forlanges af ansøgeren, og den indtægt, som personer med lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og sådanne andre omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.

3.1. Invaliditet

Erhvervsevnen skal være nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet.

Helbredssymptomer som fx træthed, hovedpine og svimmelhed er ikke tilstrækkeligt. Symptomerne må være led i en tilstand, som kan karakteriseres som en egentlig sygdom. Der skal være almindelig enighed blandt læger om, at der er tale om en sygdomsenhed.

Invaliditet i pensionslovens forstand kan eksempelvis være hjertesygdom, rygsygdom, demens eller fibromyalgi.

Det er vigtigt, at de lægelige oplysninger i form af en generel helbredsundersøgelse og eventuelt speciallægeerklæringer i sagen er fyldestgørende og præcise nok til, at myndigheden på baggrund af oplysningerne kan bedømme, om lovens betingelser er opfyldt.

Når det drejer sig om kravet om fysisk og psykisk invaliditet, er det nødvendigt, at der er en redegørelse for diagnosen og det undersøgelsesmateriale diagnosen hviler på. Det betyder, at der skal være en grundig gennemgang af sygehistorien med oplysning om tidligere foretagne undersøgelser, hvor de er foretaget og resultatet heraf.

Det er også vigtigt med en grundig beskrivelse af de begrænsninger sygdommen medfører i ansøgerens funktionsniveau.

Beskrivelsen af funktionsniveauet i den objektive undersøgelse afhænger af hvilken sygdom, der er årsag til ansøgningen om førtidspension.

Hjertesygdom

Er der fx tale om en hjertelidelse, skal undersøgelsen omfatte en fuldstændig klinisk undersøgelse af symptomer på hjertelidelsen, lidelsens påvirkning af ansøgerens funktion, det vil sige oplysninger om ernæringstilstand, om i hvilken grad ansøgeren er kortåndet, om tilstanden medfører cyanose (blåfarvning), graden og lokalisationen heraf, om der er lever- miltsvulst, væskeansamlinger, resultat af lunge- og hjertestetoskopi. Se i øvrigt SM P-15-97 om førtidspension og hjertetransplantation samt artikel i Nyt Fra Ankestyrelsen nr. 4. oktober 1997.

Ryglidelse

I forhold til ansøgere med ryglidelser er det vigtigt at være opmærksom på, om lidelsen alene medfører begrænsning i forhold til rygbelastende/fysisk belastende arbejde. Hvis dette er tilfældet, skal mulighederne for at placere ansøger i et arbejde, der ikke belaster ryggen, være undersøgt.

Fibromyalgi

Hvis der er tale om en sygdom, hvor tilstanden navnlig er præget af smerter, men hvor der er få objektivt konstaterbare fund, som fx ved fibromyalgi, er det vigtigt udover at beskrive, hvad der findes ved den kliniske undersøgelse, at give en detaljeret beskrivelse af, på hvilken måde ansøgeren klarer/eller ikke klarer samtlige funktioner i løbet af dagen. Fx om ansøgeren deltager i sædvanligt forekommende aktiviteter i eller uden for hjemmet, i hvilket omfang ansøgeren har behov for at hvile, og om der er svingninger i funktionsniveauet, eller om dette er konstant. Se i øvrigt SM P-4-93 om fibromyalgi.

Misbrug

Misbrug af alkohol eller medicin giver ikke i sig selv ret til førtidspension på rent helbredsmæssigt grundlag. Der vil efter en konkret vurdering kunne tilkendes helbredsbetinget førtidspension, hvis en kronisk alkoholisme eller et svært medicinmisbrug, har medført varige organskader fx demens eller nervebetændelse. Til vurdering af om der foreligger organisk demens, er det nødvendigt med en psykologisk testning efter 3 måneders afholdenhed. Testningen må sammenholdes med en klinisk vurdering af den intellektuelle reduktion samt praktiske færdigheder og forståelse af instruktion.

Hvis der ikke er tale om varige organskader på grund af misbruget, kan der efter en konkret vurdering tilkendes førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 2 dvs. på blandet socialt og helbredsmæssigt grundlag. Der skal have været tale om et årelangt misbrug, som forgæves er søgt behandlet. Som udgangspunkt, kan der først antages at foreligge en varig tilstand, når ansøgeren er omkring 40 år, og alle muligheder for behandling og revalidering er udtømte. Se i øvrigt SM-P-2-85 om pension til karakterafvigere og SM P-23-96 om demens.

3.2. Varighed

At tilstanden skal være varig betyder, at den netop hos denne ansøger ikke vil kunne bedres væsentligt hverken spontant eller ved behandling. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at det generelt er mest sandsynligt, at tilstanden er varig, hvis forløbet hos den enkelte ansøger ikke kan forudsiges.

Ved nogle sygdomme er det alene forløbet af sygdommen, der kan vise, om tilstanden er varig. Dette gælder fx fibromyalgi, som af denne grund først kan berettige til pension, når sygdommen har været til stede i en årrække. Se SM P-4-93.

Ved andre sygdomme kan det være sådan, at man på forhånd ved, at tilstanden vil bedres, selvom det muligvis kan vare adskillige år, før bedringen indtræder. Dette var tilfældet i SM P-14-96, hvor der ikke kunne tilkendes helbredsbetinget førtidspension til en ansøger med en øjenlidelse. Begrundelsen var, at øjenlidelsen ifølge diagnosen måtte forventes at vare adskillige år, men herefter ville klinge af uden blivende skader. Erhvervsevnen var derfor ikke varigt nedsat i pensionslovens forstand.

Ankestyrelsen ser af og til sager, hvor der er tilkendt pension til ansøgere, som fortsat er under lægelig behandling, og hvor mulighederne for bedring af tilstanden derfor fortsat er til stede. I disse tilfælde er pensionstilkendelsen ofte kombineret med en bestemmelse om, at sagen skal genoptages til kontrol på et senere tidspunkt, dvs. som en midlertidig ydelse indtil det kan afgøres, om tilstanden er varig. Efter pensionsloven er der ikke mulighed for at tilkende en midlertidig pension, indtil det kan afgøres, om tilstanden er varig.

Man kan altså ikke reparere på den manglende opfyldelse af varighedsbetingelsen ved at sætte en kontrol på sagen.

Specielt om behandling

Der skal gøres rede for alle behandlingsforsøg, der er foretaget for at bedre tilstanden. Arten og omfanget af de givne behandlinger, resultat samt oplysning om igangværende behandling eller yderligere muligheder for behandling skal fremgå.

Der findes dog enkelte undtagelser.

Ansøgeren har ikke pligt til at underkaste sig undersøgelse eller behandling, der kan medføre fare for liv eller førlighed. Om dette er tilfældet beror på en konkret vurdering.

Hvis der er tale om en behandling, der kan medføre fare for liv eller førlighed, og ansøger ikke ønsker denne behandling, må der ses bort fra behandlingen, når erhvervsevnen vurderes. Dette gælder fx visse rygoperationer, der kan indebære risiko for lammelser. Man skal altså vurdere ansøger som om denne behandlingsmulighed ikke forelå.

Ved ansøgning om førtidspension kunne der ikke tages hensyn til mulighederne for behandling af en gigtlidelse med Methotrexate. Begrundelsen var, at ansøger på grund af foreliggende risiko for alvorligere bivirkninger ved Methotrexate, ikke ønskede at lade sig behandle med denne medicin, jf. SM P-19-97.

Hvis muligheden for bedring af tilstanden afhænger af, om ansøgeren kan behandles med fx nyre- eller hjertetransplantation, kan der dog godt tilkendes pension efter en konkret vurdering. Baggrunden er, at selvom der i princippet er en behandlingsmulighed, så er der ikke sikkerhed for, at der findes en egnet donor. Se SM P-1-82 om nyrelidelser og SM P-15-97 om hjertelidelser.

3.3. Revalidering

Mulighederne for revalidering, aktivering og lignende skal være udtømte før der rejses pensionssag. Hos ansøgere med svære kroniske sygdomme, som nedsætter ansøgerens funktion i betydelig grad, eller ansøgere, som er tæt på den almindelige pensionsalder, vil denne betingelse ofte være opfyldt.

Der skal foreligge oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været henvist til revalidering eller placering i andet arbejde. Oplysningerne må give en udtømmende beskrivelse af indholdet og forløbet af revalideringsforsøget eller arbejdsprøvningen med oplysning om såvel ansøgerens ressourcer som oplysninger om, hvilke funktioner ansøgeren ikke kunne klare og årsagen.

Hvis tilstanden alene medfører begrænsning i forhold til visse former for arbejde som fx løftearbejde, stående arbejde eller arbejde som stiller krav til præcision, koncentration osv. skal mulighederne for at placere ansøger i et arbejde, der ikke stiller sådanne krav, først være forsøgt - eventuelt efter omskoling, revalidering eller lignende. Jo yngre ansøgeren er, jo større vil kravene til forudgående revalidering som udgangspunkt være.

Ankestyrelsen har i praksisundersøgelser set eksempler på, at pensionslovens krav om, at revalideringsmulighederne skal være udtømte, ikke har været opfyldt. Der har i nogle tilfælde været tale om, at revalideringsforsøg er opgivet på grund af manglende motivation hos ansøgeren.

Motivation

Manglende motivation for revalidering betyder ikke, at lovens krav om, at mulighederne kan anses for udtømte, er opfyldt. I SM P-1-95 fandt Ankestyrelsen, at ansøgeren var forpligtet til aktivt at medvirke til opnåelse og fastholdelse af passende beskæftigelse, idet hans ryglidelse ikke var til hinder for lettere, ikke fysisk belastende arbejde.

Der er også eksempler på, at ansøgere med ryg- og bevægeapparatlidelser er forsøgt arbejdsprøvet eller revalideret i fysisk belastende arbejde, som de på forhånd måtte anses for helbredsmæssigt uegnede til.

Et sådant revalideringsforsøg er ikke tilstrækkelig dokumentation for, at mulighederne for revalidering er udtømte. Hvis ansøgeren ikke kan klare fysisk belastende arbejde, må revalideringsforsøget belyse ansøgerens muligheder for at bestride arbejde, som ikke er fysisk belastende.

Kapitel 4

Bedømmelse af nedsættelsen af erhvervsevnen

Kapitel 4

Bedømmelse af nedsættelsen af erhvervsevnen

Når det er fastslået, at tilstanden er varig, og at mulighederne for revalidering er udtømte, skal der foretages en bedømmelse af graden af nedsættelsen af erhvervsevnen.

Denne bedømmelse skal i første række ske ud fra graden af fysisk/og eller psykisk invaliditet. Dernæst skal der tages hensyn til individuelle forhold hos ansøgeren, som med den foreliggende invaliditet må forventes at påvirke erhvervsevnen. De forhold, der skal indgå i denne bedømmelse, er hidtidig uddannelse, beskæftigelse (ikke blot arten, men også omfanget), alder, livsstilling, beskæftigelsesmuligheder og bopæl.

Ansøgerens indtjeningsmuligheder skal herefter sammenlignes med, hvad en rask person med tilsvarende uddannelse og erfaring i den pågældende egn tjener.

Den generelle beskæftigelsessituation derimod indgår ikke i bedømmelsen af den enkelte ansøgers erhvervsevne.

Som det fremgår af det førtidspensionsskema, som anvendes af de fleste kommuner, skal man være opmærksom på eventuelle arbejdsskader. Man skal i denne forbindelse være opmærksom på, at ved afgørelser om erhvervsevnetabserstatning i arbejdsskadesager kan man kun lægge vægt på følgerne efter arbejdsskaden, og man vil normalt ikke kunne medtage andre lidelser i bedømmelsen af erhvervsevnen. I pensionssagen tæller det hele med i erhvervsevnevurderingen i det omfang, der er tale om varig invaliditet.

Man skal i øvrigt være opmærksom på, at ydelser efter erstatningsansvarsloven fastsættes efter andre kriterier end pensionslovens.

For selvstændige må arbejdsfunktionerne nøje belyses, fx om ansøgeren selv deltager i det forefaldende arbejde, antallet af medarbejdere i virksomheden, om ansøgerens indsats i forhold til tidligere er reduceret. Det må oplyses, om den eventuelle reduktion af arbejdsindsatsen skyldes sygdom, eller om det er en naturlig følge af virksomhedens/brancheområdets udvikling.

Hvis ægtefællen tager aktivt del i virksomheden, må hans eller hendes arbejdsbyrde beskrives før og efter ansøgerens sygdom.Hvis det har været nødvendigt at antage fremmed medhjælp, må medhjælpens omfang og aflønning beskrives.

Når nedsættelsen af erhvervsevnen skal vurderes, skal myndigheden foretage en selvstændig vurdering på baggrund af samtlige oplysninger i sagen, herunder af de lægelige undersøgelser og de beskrevne helbredsforandringers betydning for erhvervsevnen.

Den undersøgende læges vurdering af pensionsberettigelsen kan derfor ikke uden videre lægges til grund ved afgørelsen. Selvom der ofte er overensstemmelse mellem den undersøgende læges vurdering af erhvervsevnen og den korrekte bedømmelse i forhold til pensionslovens betingelser, kan bedømmelsen ikke foretages alene ud fra en lægelig vurdering. I bedømmelsen indgår også en række sociale faktorer som fx alder, uddannelse, hidtidig beskæftigelse og mulighederne for revalidering m.v. Pensionsmyndigheden er derfor efter pensionslovens regler forpligtet til at foretage en selvstændig juridisk vurdering af, om lovens betingelser for tilkendelse af den ansøgte pension er opfyldt.

Pensionsmyndigheden er derfor heller ikke bundet af vurderinger vedrørende erhvervsevnen fra revalideringsinstitutioner o.l.

Bedømmelsesgrundlag

Bedømmelsen af erhvervsevnen foretages i forhold til omfanget af ansøgerens hidtidige beskæftigelse. Dvs. om ansøgeren har haft heltidsudeerhverv (ca. 27 timer om ugen) eller været beskæftiget på deltid (mere end det bagatelagtige, dvs. over 5-10 timer om ugen) eller ved husligt arbejde i eget hjem (husmor) eller social indikation for supplerende erhverv (hvor ægtefællerne har et forsørgelsesgrundlag under udelukkelsesgrænsen).

Hvis en ansøger inden for de seneste 5-6 år har haft en sammenhængende tilknytning til arbejdsmarkedet på ca. 1 år, anses ansøgeren for hidtil at have anvendt arbejdsevnen ved erhvervsarbejde. Det er dog en betingelse, at ansøgeren har måttet opgive arbejdet af helbredsmæssige grunde eller har måttet opgive arbejdet på grund af nedslidning og alder efter længerevarende beskæftigelse i et ikke ubetydeligt omgang. Endvidere skal der være en konkret formodning for, at ansøgeren ville have søgt ud på arbejdsmarkedet, hvis erhvervsevnen ikke var nedsat.

Eksempler

a) En kvinde der senest havde arbejdet som sygehjælper i fast nattevagt med en arbejdstid på 56 timer hver anden uge, skulle bedømmes i fuldt erhverv. Det er dog en forudsætning, at beskæftigelsen har haft et omfang, der ligger betydeligt over halvtidsbeskæftigelse inden for området, jf. SM P-19-95, sag nr. 2.

b) En kvinde, der havde haft 2 børn i dagpleje i eget hjem, skulle ikke bedømmes i fuldt erhverv, men i supplerende erhverv. Selv om hun havde stået til rådighed svarende til fuld tid, kunne rådighedstiden ikke sidestilles med arbejdstid. Antallet af børn i dagpleje og indtægten ved arbejdet måtte indgå i den konkrete vurdering af omfanget af ansøgerens hidtidige beskæftigelse, jf. SM P-19-95, sag nr. 1.

c) En 43-årig gift kvinde, der havde været husmor i 20 år, skulle bedømmes i deltidsarbejde (supplerende erhverv), da det fandtes sandsynligt, at hun ville have søgt ud på arbejdsmarkedet, hvis sygdom ikke havde forhindret det, jf. SM P-7-91.

Det kan være vanskeligere at opnå pension for en ansøger, der skal vurderes som husmor eller i supplerende erhverv, end for en ansøger, der skal vurderes i fuldt erhverv. Dette skyldes bl.a., at man som husmor selv kan tilrettelægge arbejdet og tage nødvendige pauser. Ansøgeren skal ikke leve op til de større krav på arbejdsmarkedet. Dermed skal der normalt en sværere invaliditet til før, der kan tilkendes pension.

Medarbejdende ægtefæller, der ikke har anden erhvervsindkomst, og som hidtil dagligt har deltaget i driften, vurderes også ud fra bedømmelsesgrundlaget fuldt erhverv. I disse tilfælde må der dog særligt lægges vægt på, om ansøgeren har været registreret som medarbejdende ægtefælle.

Enlige bedømmes altid i fuldt selverhverv.

Samlevende der lever i fast ægteskabslignende forhold sidestilles med gifte.

Er der tvivl om bedømmelsesgrundlaget, anvendes det for ansøger mest gunstige bedømmelsesgrundlag.

Kapitel 5

Særligt om behovsbestemt førtidspension

Kapitel 5

Særligt om behovsbestemt førtidspension

(§ 14, stk. 3, nr. 2 og 3)

Med virkning fra 16. november 1996 blev § 15 i bekendtgørelsen om social pension ændret for at tydeliggøre indholdet af lovbestemmelsen. Ved ændringen blev det præciseret, at pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 og 3, i lov om social pension ikke kan tilkendes alene på grundlag af, at forsørgelsesgrundlaget er lavere end de indtægtsgrænser, der er fastsat i bekendtgørelsen.

Det blev præciseret, at tilkendelse af pension efter § 14, stk. 3, nr. 3 er betinget af, at sociale og helbredsmæssige forhold taler for det. Ændringer i indtægtsgrundlaget, der er begrundet i fx tab af forsørger, eller at ægtefællen er overgået til folkepension eller laveste efterlønssats, kan ikke i sig selv give ret til pension. Andre faktorer som alder, uddannelse, tidligere arbejdsforhold m.v. skal indgå i en konkret samlet vurdering af, om der foreligger et varigt behov for forsørgelse.

Der kan derfor ikke tilkendes behovsbestemt førtidspension alene på grundlag af oplysninger om, at forsørgelsesgrundlaget er under udelukkelsesgrænsen.

Ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget er det i øvrigt nødvendigt at indhente oplysninger om alle ansøgerens og en eventuel ægtefælles indtægter. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, hvis der alene er oplysninger om den skattepligtige indtægt.

Vedrørende selvstændige erhvervsdrivende, særligt landmænd, har Ankestyrelsen i praksisundersøgelser fundet eksempler på, at der ikke var indhentet regnskaber vedrørende driften for de senere år. Opmærksomheden henledes derfor på, at regnskaber med oplysning om indtægtsændringer, overskud, egen arbejdsindsats, m.v. er et vigtigt redskab, når det skal afgøres, om en indtægtsnedgang i forbindelse med selvstændig virksomhed er varig. I de fleste af disse sager må regnskabsoplysningerne betragtes som nødvendige for at kunne vurdere omfanget af ansøgerens selvstændige virksomhed, herunder om virksomheden er under afvikling.

Ankestyrelsen har udmeldt praksis om behovsbestemt pension på grundlag af de ændrede regler i SM P-30-97. Se endvidere SM P-20-94 om behovsbestemt førtidspension til kvinder i aldersgruppen 54-59 år med langvarigt fravær fra arbejdsmarkedet.

Kapitel 6

Invaliditetsydelse § 18

Kapitel 6

Invaliditetsydelse § 18

Invaliditetsydelse kan tilkendes personer i alderen 18 til 67 år, når deres invaliditet er så alvorlig, at de ville have ret til højeste eller mellemste førtidspension, hvis de ikke havde erhvervsindtægt af en sådan størrelse, at de af den grund er afskåret fra at få en sådan pension.

For ansøgere over 60 år skal erhvervsevnen være nedsat til det ubetydelige.

De helbredsmæssige betingelser for at tilkende invaliditetsydelse svarer altså til de helbredsmæssige betingelser, der skal være opfyldt for at tilkende ansøgeren mellemste førtidspension.

Derudover skal der som led i bedømmelsen af erhvervsevnen lægges vægt på, om ansøgeren ved det arbejde, der udføres, gør en indsats, der ligger udover, hvad der kan forventes i betragtning af invaliditeten. Det betyder, at invaliditeten også skal medføre en nedsættelse af erhvervsevnen i forhold til det arbejde, som ansøgeren faktisk udfører. Hvis ansøgeren har et arbejde, hvor invaliditeten ikke har nogen væsentlig betydning, kan der derfor ikke tilkendes invaliditetsydelse, selvom ansøgerens erhvervsevne måske i forhold til alle andre erhverv ville være betydeligt nedsat.

Selvom ansøgeren ikke aktuelt har en arbejdsindtægt, men er under revalidering eller får udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, kan der under visse betingelser også tilkendes invaliditetsydelse. De nærmere betingelser fremgår fx af SM P-4-95 og SM P-23-95.

Kapitel 7

Bistands- og plejetillæg § 16

Kapitel 7

Bistands- og plejetillæg § 16

Bistandstillæg kan tilkendes personer i alderen 18 til 67 år sammen med pension. Tillæg kan tilkendes personer, der er blinde eller stærkt svagtsynede, eller hvis invaliditet medfører, at pågældende stadig må have personlig bistand af andre.

Plejetillæg kan tilkendes i stedet for bistandstillæg, hvis invaliditeten kræver vedvarende pleje eller tilsyn, der gør det nødvendigt, at der stadig er en anden person til stede.

For at tage stilling til om der er tale om bistands- eller plejebehov er det nødvendigt med en nøje beskrivelse af ansøgers tilstand. Det er vigtigt, at beskrive evnen til at varetage personlige fornødenheder som fx påklædning, varetagelse af personlig hygiejne, toiletbesøg, at lægge/sætte/rejse sig ved egen hjælp, at færdes inde og ude. Desuden er det vigtigt med oplysning om behov for hyppigt tilsyn eller stadig overvågen.

Hvis der er dokumenteret svær invaliditet, hvis karakter gør det rimeligt, at der er behov for hjælp til de personlige fornødenheder, kan bistandstillæg tilkendes, Der kan fx være tale om behov for hjælp til væsentlige dele af af- og påklædning, til almindeligt toilette, til rengøring efter toiletbesøg/og eller hjælp til at rejse, lægge og sætte sig.

Plejetillæg kan tilkendes pensionister, der varigt eller over en længere periode må overvåges konstant eller hjælpes af andre på ubestemte tidspunkter og mange gange i døgnet. Det afgørende for, om det kan ydes plejetillæg er, at plejebehovet må anses for vedvarende i den forstand, at der ikke er udsigt til, at den tilstand, der begrunder behovet, vil bedres af sig selv eller ved behandling. Efter praksis kan der tilkendes plejetillæg, hvis det kun kan forsvares at lade ansøgeren være alene i ganske korte perioder, som regel ikke over 1-2 timer.

Behov for hjælp til varetagelsen af den daglige husholdning, såsom rengøring, madlavning m.v. kan ikke ydes efter reglerne om bistands- eller plejetillæg. Til disse formål kan der eventuelt søges om hjælp efter reglerne om praktisk bistand i hjemmet.

Ved bedømmelsen af om der kan tilkendes bistands- eller plejetillæg skal der også tages hensyn til, om behovet for bistand eller pleje dækkes på anden måde.

Hvis ansøgeren er gift skal der derfor tages hensyn til, om behovet for personlig bistand kan dækkes ved håndsrækninger, som det er naturligt at ægtefæller yder hinanden.

Hvis ansøgeren i det væsentlige får behovet for bistand og pleje dækket gennem fx en kommunal hjælpeordning, kan det ikke samtidig dækkes efter reglerne om bistands- og plejetillæg. Se nærmere om dette spørgsmål i SM P-17-94.

Kapitel 8

Bilag om forvaltningsretlige spørgsmål

Kapitel 8

Bilag om forvaltningsretlige spørgsmål

Bilaget belyser særlig spørgsmål, som Ankestyrelsen i praksis har konstateret kan volde problemer i behandlingen af sager om førtidspension og bilstøtte. Bilaget bygger i øvrigt på forvaltningsloven (FVL), lov om offentlighed i forvaltningen (LOF), Justitsministeriets vejledninger om lovene, Den kommenterede Forvaltningslov ved John Vogter (1992), lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (RTL), Folketingets Ombudsmands praksis, Ankestyrelsens praksis og Forvaltningsret ved Hans Gammeltoft-Hansen, Jon Andersen, Kaj Larsen & Karsten Loiborg. Disse kilder indeholder yderligere vejledning.

Sagens oplysning

(RTL § 4 og §§ 10-14, FVL §§ 28-29)

Ansvaret for at en sag er tilstrækkeligt oplyst, så der kan træffes en korrekt og forsvarlig afgørelse, påhviler den myndighed, der skal træffe afgørelsen. Det følger af "officialprincippet", som er et almindeligt grundlæggende princip i dansk forvaltningsret. Afgørelsesmyndigheden har derfor pligt til at søge at fremskaffe de faktiske og retlige oplysninger, der er nødvendige for at der kan træffes afgørelse.

Den, som sagen drejer sig om, har ret til at blive inddraget i behandlingen af sagen, jf. RTL § 4, og pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at træffe afgørelse, jf. RTL § 10.

RTL § 12 indeholder regler om de sociale myndigheders adgang til at forlange oplysninger fra personer og myndigheder mv., der har kendskab til forholdene.

Hvis der skal indhentes oplysninger, herunder af rent privat karakter, fx om helbredsforhold eller væsentlige sociale problemer, fra andre dele af forvaltningen, fra andre forvaltningsmyndigheder eller fra private, skal der som altovervejende hovedregel foreligge samtykke fra den, som sagen vedrører, jf. RTL § 12, stk. 3, og FVL § 29.

Hvis borgeren nægter at give samtykke til, at der indhentes nødvendige oplysninger, eller på anden måde nægter at medvirke til sagens oplysning, fx ved at nægte at lade sig undersøge af en læge, må sagen afgøres på det foreliggende grundlag. Det kan indebære, at ansøgeren får afslag på hjælp eller mindre hjælp. Borgeren skal efter RTL § 10, stk. 3, oplyses om pligten til at medvirke og om konsekvenserne af at nægte dette.

Partsbeføjelser

Forvaltningsloven (FVL) indeholder ikke nogen nærmere afklaring af, hvem der er part. I Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven henvises til dansk rets almindelige partsbegreb. Herefter har ansøgere, klagere og andre, der har en væsentlig retlig og individuel interesse i sagens afgørelse, partsstatus. Det vil typisk sige de, som sagen direkte vedrører, og som der sædvanligvis foreligger ansøgning fra.

Der kan dog opstå tvivl, fx i tilfælde, hvor personer ønsker aktindsigt i en tidligere ægtefælles sag i socialforvaltningen eller i oplysninger om et barn i en tvangsfjernelsessag, hvor den, der ønsker aktindsigt, ikke har del i forældremyndigheden, jf. bl.a. SM O-13-84 og SM O-57-94.

FVL giver den, som er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en offentlig myndighed, følgende særlige partsbeføjelser

- Ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre.

- Ret til partshøring.

- Ret til aktindsigt i videre omfang end andre.

- Ret til at kræve sagens afgørelse udsat for at kunne afgive en udtalelse.

- Ret til at modtage afgørelsen.

- Ret til at påklage sagen.

I Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 1/97, side 9, står der en artikel om forvaltningslovens partsbeføjelser, og i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3/97, side 6-7, står artiklen "Forvaltningsrettens krav kan ikke diskuteres".

Partshøring

(FVL §§ 19-20)

Partshøring betyder, at en myndighed på eget initiativ gør en part bekendt med oplysninger, som myndigheden er i besiddelse af, og giver parten lejlighed til udtale sig om dem. Dette kan en myndighed altid gøre, hvis ikke væsentlige hensyn til andre eller parten selv er til hinder for det.

En direkte pligt til partshøring er der efter FVL § 19, stk. 1 i sager, hvor der skal træffes afgørelse, og hvor myndigheden er i besiddelse af væsentlige oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som parten ikke ved indgår i sagen, og som er til ugunst for parten.

I disse tilfælde skal myndigheden gøre parten bekendt med oplysningerne og give parten mulighed for at udtale sig om dem, før der træffes afgørelse.

Bestemmelsen fortolkes bredt. Det praktiske udgangspunkt er, at der altid skal partshøres i de tilfælde, hvor borgeren ikke selv er kommet med de nye oplysninger. Der er således i følge Ombudsmanden pligt til partshøring i fx (special)lægeerklæringer, der indhentes under behandlingen af en sag, selv om parten godt ved, at oplysningerne er i myndighedens besiddelse, og også selv om oplysningerne ikke kan siges at være "til ugunst" for parten. Det afgørende er, at der typisk vil være tale om så væsentlige faktiske oplysninger, at det skal sikres, at parten bliver bekendt med indholdet og får mulighed for at kommentere det.

Hvis myndigheden indhenter oplysninger om regelfortolkning i forhold til en konkret sag, er der også pligt til partshøring, fx om en bestemt oplysning er omfattet af partshøringspligten. Det er der derimod ikke, hvis man kun indhenter en generel oplysning om fortolkning af en regel, fx om hvordan begrebet "til ugunst" generelt fortolkes.

Der er nogle undtagelser fra partshøringspligten i FVL § 19, stk. 2, bl.a. oplysninger om køn, cpr.nr. og oplysninger fra skattemyndighederne om årsindtægter, hvor der er sket endelig ligning, samt vægtige hensyn til parten selv, fx oplysninger om en sygdoms livstruende karakter, som parten ikke er bekendt med.

Der kan fastsættes en (rimelig) frist for udtalelsen, som fx

"Hvis vi ikke har hørt fra Dem inden ... dage, går vi ud fra, at De ikke har kommentarer, og vi vil derfor træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag."

Undladelse af at give pligtig partshøring er en alvorlig sagsbehandlingsfejl, der oftest vil medføre, at afgørelsen er ugyldig.

I Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3/1997, side 9-12, er der en artikel om partshøring.

Aktindsigt

(FVL §§ 9-18 og LOF §§ 4-16)

Aktindsigt efter forvaltningsloven (FVL) kan forlanges af parter i "afgørelsessager", dvs. sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse. Anmodningen skal ikke begrundes, og der stilles ikke formkrav til anmodningen. Forvaltningen kan således ikke kræve, at anmodning om aktindsigt skal ske skriftligt.

Aktindsigt efter offentlighedsloven (LOF) kan forlanges af enhver med de undtagelser, der er nævnt i lovens §§ 7-14, jf. lovens § 4, stk. 1. Anmodningen skal angive de dokumenter eller den sag, som der ønskes aktindsigt i.

Eksempel: Fx er den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden over et barn, ikke part i en tvangsfjernelsessag. Derfor kan vedkommende kun få aktindsigt efter LOF's regler, dvs. i oplysninger om egne personlige forhold (egenacces), som er omtalt i barnets sag.

Den af forældrene, som har forældremyndigheden, er derimod part i barnets sag og har derfor ret til aktindsigt efter FVL's regler, dvs., at vedkommende som udgangspunkt har ret til aktindsigt i alle sagens dokumenter.

Adgangen til aktindsigt efter FVL omfatter som udgangspunkt alle sagens dokumenter. Dog er der ikke ret til aktindsigt i interne arbejdsdokumenter, som fx udtalelser fra myndighedernes ansatte lægekonsulenter. Indeholder interne arbejdsdokumenter faktiske oplysninger om sagen, som alene står i det interne dokument, er det dog omfattet af retten til aktindsigt. Fx kan en lægekonsulent have ringet til et hospital, hvor en ansøger har været indlagt, og dér fået oplysninger, som ikke allerede fremgår af sagen. Sådanne oplysninger vil i øvrigt være omfattet af myndighedens pligt til partshøring.

Hvis parten under sagens behandling anmoder om aktindsigt, skal sagens afgørelse udsættes, og der skal gives parten rimelig tid til at gennemse akterne.

FVL's og LOF's regler om aktindsigt er minimumsregler. Det vil sige, at myndigheden kan beslutte at give aktindsigt ud over, hvad lovene giver borgeren ret til, forudsat at andres krav på fortrolighed ikke tilsidesættes. Dette kaldes meroffentlighed.

Efter både FVL og LOF skal der gives aktindsigt inden 10 dage efter anmodningen. Hvis fristen ikke kan overholdes, skal myndigheden inden for denne frist give besked om årsagen til forsinkelsen og om, hvornår kopi af sagens akter kan forventes.

I Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2/1997, side 14-15, er der en artikel om aktindsigt.

Notatpligt

(LOF § 6)

En forvaltningsmyndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, har pligt til at notere oplysninger ned, som afgives mundtligt, hvis oplysningerne vedrører sagens faktiske omstændigheder og er af betydning for afgørelsen.

Notatpligten omfatter efter LOF § 6 kun sager, hvor der skal træffes en afgørelse. Imidlertid følger det af "god sagsbehandlingsskik", at også væsentlige oplysninger i andre sager noteres ned.

Om en oplysning vedrører sagens faktiske omstændigheder beror på, om den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt skaffes for at bringe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder.

De mundtlige oplysninger, som noteres ned i en sag, er omfattet af reglerne om partshøring og aktindsigt på samme måde, som hvis de var modtaget i skriftlig form. De begrænsninger, der gælder for aktindsigt i interne arbejdsdokumenter, gælder også for mundtlige interne oplysninger, som bliver nedskrevet.

I Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 5/1997, side 3-4, er der en artikel om notatpligt.

Udsættelse af sagen

(FVL § 21)

Den, der er part i en sag kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at afgørelsen af sagen udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.

Myndigheden har mulighed for at fastsætte en frist for afgivelsen af udtalelsen.

Det bemærkes, at forhold hos myndigheden selv, som fx sygdom eller stort arbejdspres, ikke kan begrunde at myndigheden udsætter sagen.

Begrundelse

(FVL § 22-24)

En skriftlig afgørelse skal ledsages af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold.

Begrundelsen skal indeholde oplysninger om, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.

Drejer det sig om fx en ansøgning om førtidspension, hvor der ofte foreligger flere lægeerklæringer, hvori ansøgers helbredsmæssige forhold måske ikke vurderes ens, skal det fremgå af begrundelsen, hvilke lægelige oplysninger, der er lagt vægt på.

Begrundelsen skal endvidere indeholde en kort redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som har været tillagt betydning ved sagens afgørelse. Fx at myndigheden ved afslag på støtte til køb af bil har lagt vægt på, at ansøger har en ikke ubetydelig gangdistance, at ansøger er i stand til at benytte offentlige transportmidler, og at der i øvrigt ikke foreligger andre forhold, der kan begrunde bilstøtte.

Hvis afgørelsen er truffet på grundlag af et skøn, skal det fremgå af afgørelsen, hvilke hovedhensyn der har været bestemmende ved skønsudøvelsen.

Processkridt, som fx beslutning om at indhente en speciallægeerklæring, er ikke en afgørelse, som skal begrundes.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter. Henvisningen skal være præcis. Det vil sige, at det ikke er nok alene at henvise til den pågældende lov, men der skal ske en præcision af, hvilke bestemmelser i loven, der er lagt til grund for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 1. Henvisning til retsreglerne er en del af begrundelsen for afgørelsen. En begrundelse, hvor der ikke er henvist til retsreglerne, er derfor en ufyldestgørende begrundelse.

Retsvirkningen af en ufyldestgørende begrundelse er normalt, at det medfører forlængelse af en eventuel klagefrist, indtil der er meddelt parten en begrundelse, der opfylder kravene i FVL § 24.

Hvis begrundelsen helt mangler eller på afgørende punkter er ufyldestgørende kan afgørelsen blive ugyldighed. Det vil sige, at den ikke har retsvirkning.

I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4/1997, side 3-6, er der en artikel om begrundelser. Der kan endvidere henvises til SM O-76-97 og SM O-4-98.

Inhabilitet

(FVL § 3-6 og RTL § 47)

Den der virker inden for den offentlige forvaltning er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed, så der kan være risiko for, at der tages usaglige hensyn ved afgørelsen. Habilitetsreglerne skal således styrke borgernes tillid til forvaltningen. Personer, der er inhabile i forhold til en bestemt sag, må derfor ikke deltage i behandlingen eller afgørelsen af sagen.

* Speciel inhabilitet

Inhabilitet kan ikke alene foreligge, hvis man er personligt involveret i sagen, fordi sagen fx vedrører en selv eller ens nærmeste familie, men også hvis man tidligere i en anden instans har været involveret i sagen.

En kommunal lægekonsulent kan således ikke ved fx en ansøgning om førtidspension udtale sig om egne patienter i hans/hendes egenskab af rådgivende læge for kommunen.

En læge, der har udfærdiget en (special)lægeerklæring til brug for en pensionsansøgning, kan heller ikke deltage i kommunens behandling af pensionsansøgningen.

Spørgsmålet om lægekonsulenters habilitet er bl.a. beskrevet i artikler i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3/1994, side 14, og i nr. 4/1995, side 19-21.

Hvis man som sagsbehandler i et socialt nævn giver generel vejledning til en kommune eller en borger, medfører dette ikke inhabilitet. Hvis afgørelsen ankes til nævnet og vejledningen har været meget konkret, kan dette medføre, at sagsbehandleren er inhabil ved behandlingen af sagen i nævnet.

At en sagsbehandler tidligere i samme instans har behandlet en sag om en bestemt person, medfører ikke, at sagsbehandleren er inhabil ved behandlingen af en senere sag, der vedrører samme person.

Nært venskab, uvenskab eller gensidigt modsætningsforhold kan medføre inhabilitet.

En myndighed kan også være inhabil, hvis myndigheden selv er part eller på anden måde har en særlig interesse i sagens udfald (myndighedsinhabilitet).

Den person, der er inhabil, har pligt til selv at gøre opmærksom på det. Dog ikke hvis det er åbenbart, at det pågældende forhold er uden betydning. Man skal være opmærksom på, at tilsidesættelse af underretningspligten vil være en tjenesteforseelse.

Inhabilitet medfører som hovedregel, at afgørelsen er ugyldig.

Myndigheden afgør selv spørgsmålet om eventuel inhabilitet.

Der er adgang til at klage til en overordnet klagemyndighed over, at der ved en afgørelse har foreligget inhabilitet i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet.

* Generel inhabilitet

Generel inhabilitet angår betingelserne for at en person kan varetage et bestemt hverv uden ofte at bringe sig i en situation, hvor han/hun er speciel inhabil.

Det fremgår af RTL § 47, at medlemmer af kommunale eller amtskommunale udvalg, der behandler personsager, på grund af generel inhabilitet ikke kan være medlemmer af det sociale nævn.

Tavshedspligt

(Straffelovens § 152 ff)

Den, der virker inden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Tavshedspligten medfører, at man ikke må røbe fortrolige oplysninger overfor uvedkommende, heller ikke efter at man ikke længere er ansat ved myndigheden.

Fortrolige oplysninger er oplysninger, der ved lov eller anden gyldig bestemmelse betegnes som fortrolige samt oplysninger, det er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væsentlige offentlige eller private interesser.

Man har dog ret til at videregive oplysningerne, hvis der foreligger skriftligt samtykke, eller hvis lovbestemmelse siger, at oplysningerne kan eller skal videregives, herunder som led i pligtig aktindsigt.

Tavshedspligten omfatter ikke oplysninger, som man er blevet bekendt med gennem offentlig omtale eller gennem private meddelelser.

Det fremgår af straffelovens § 152, at overtrædelse af bestemmelserne om tavshedspligt kan medføre bøde, hæfte eller fængsel.

En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil. Pålægget om tavshedspligt skal gives samtidig med, at de fortrolige oplysninger udleveres. Dette forudsætter dog, at myndigheden er berettiget til at videregive oplysningerne til den private person.

Videregivelse af oplysninger

(FVL § 28-32)

Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må som udgangspunkt ikke videregives til anden forvaltningsmyndighed.

Videregivelse af oplysninger må dog finde sted, når der foreligger skriftligt samtykke, videregivelse er bestemt ved lov, ved væsentlige hensyn til offentlige/private interesser eller hvis videregivelse er et nødvendigt led i sagens behandling, eller af hensyn til tilsyn/kontrol.

I det omfang en myndighed efter forvaltningslovens § 28 er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Myndigheden har dog ikke pligt til at videregive oplysninger, hvis videregivelse medfører merarbejde hos myndigheden, der overstiger den rekvirerende myndigheds interesse i at få oplysningerne.

Man skal være opmærksom på, at samtykke om videregivelse kun er gyldig i et år.

Hvis borgeren ikke vil give samtykke, må han være forberedt på, at sagen bliver afgjort på det foreliggende grundlag.

Om praksis om samtykke og videregivelse henvises der til SM O-91-97.

Den Sociale Ankestyrelse, den 30. juni 1998

Guide om behandling af sager om førtidspension