Legislator Case Law & Legislation
C19981136332 DK

Meddelelse om behandlingen af sager mod unge lovovertrædere (* 1)

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Meddelelse 1998 11363 Historic

BILAG 1

Bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service

I medfør af § 35, stk. 1 og 2, i lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service fastsættes herved følgende regler om underretning

Meddelelse 1998 11363 Historic

§ 1. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen , når de i deres virksomhed bliver bekendt med forhold for børn eller unge under 18 år, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte .

Meddelelse 1998 11363 Historic

§ 2. Pligten foreligger, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til sine daglige omgivelser, skolen eller samfundet, eller når barnet eller den unge i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold. Tilsvarende gælder, når barnet eller den unge har behov for hjælpeforstaltninger på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 2. Hvis det må antages, at de pågældende ikke gennem deres egen virksomhed i tjenesten eller hvervet har rimelig mulighed for i tide at afhjælpe vanskelighederne, skal de unge eller børnenes forældre så vidt muligt orienteres om hjælpemulighederne i lovgivningen, inden kommunen underrettes.

Stk. 3. Ved vurderingen af, om der skal foretages underretning, må det bl.a. tages i betragtning, at kommunerne skal yde forældremyndighedsindehaveren eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, rådgivning samt yde støtte, hvis barnet eller den unge har behov herfor, jf. lovens §§ 5 og 40 .

Meddelelse 1998 11363 Historic

§ 3. Enhver læge samt enhver medarbejder ved puljeordninger oprettet efter § 11 og ved private dagpasningsordninger oprettet efter § 63 i lov om social service samt ved de frie grundskoler og frie kostskoler skal rette henvendelse til kommunen, når de i deres virksomhed bliver bekendt med forhold for børn og unge under 18 år, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, herunder med henblik på støtte til udvikling eller genoprettelse af arbejdsevnen i tilfælde af lidelser eller forhold, der skønnes at have medført eller at ville medføre en væsentlig og ikke forbigående begrænsning i arbejdsevnen.

Meddelelse 1998 11363 Historic

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1998.

Socialministeriet, den 27. november 1997

Karen Jespersen

/ Anders Lynge Madsen

Meddelelse 1998 11363 Historic

Meddelelse om behandlingen af sager mod unge lovovertrædere (* 1)

Denne meddelelse indeholder følgende

Side: 1. Sager mod børn under 15 år 1.1. Generelt 5 1.2. Tilbageholdelse 5 1.2.1. Generelle betingelser for tilbageholdelse 5 1.2.2. Magtmidler 6 1.3. Underretning om afhøring eller tilbageholdelse 6 1.4. Underretning til de sociale myndigheder 6 2.Sager mod unge mellem 15 og 18 år 2.1. Sanktionsvalget 7 2.1.1. Bøde eller advarsel 7 2.1.2. Tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt eller andre hjælpeforanstaltninger 8 2.1.2.1. Generelt 8 2.1.2.2. Anvendelsesområde 9 2.1.2.3. Ungdomskontraktens indhold 10 2.1.2.4. Indgåelse af ungdomskontrakt 13 2.1.2.5. Politiets godkendelse 14 2.1.2.6. Rettens godkendelse 16 2.1.2.7. Gennemførelse af kontrakten 17 2.1.3. Tiltalefrafald uden særlige vilkår 18 2.1.3.1. Generelt 18 2.1.3.2. Prøvetid 19 2.1.3.3. Godkendelse og tilståelse 19 2.1.4. Genoptagelse af sager, hvori der er meddelt tiltalefrafald 20 2.1.5. Sanktionsvalget ved ny kriminalitet begået efter der tidligere er meddelt tiltalefrafald 21 2.1.5.1. Seneste afgørelse: Tiltalefrafald med ungdomskontrakt eller andre hjælpeforanstaltninger (jf. pkt. 2.1.2.) 21 2.1.5.2. Seneste afgørelse: Tiltalefrafald uden særlige vilkår (jf. pkt. 2.1.3.) 21 2.1.6. Sager, hvor tiltalefrafald ikke bør anvendes 22 2.1.7. Sager vedrørende spiritus- og promillekørsel 23 2.1.8. Udstrækning af foranstaltningen udover det 18. å 23 2.2. Efterforskningen 23 2.3. Oplysninger om personlige forhold, orientering af kriminalforsorgen m.v. 24 2.3.1. Generelt 24 2.3.2. Sagstyper og behovet for oplysninger fra de sociale myndigheder 25 2.3.3. Fremgangsmåde 25 2.3.4. Personundersøgelser ved kriminalforsorgen.- Retsplejelovens § 808 26 2.3.5. Orientering af kriminalforsorgen om sager, der forventes at medføre ubetinget frihedsstraf 26 2.4. Sagernes behandling i retten 27 2.4.1. Generelt 27 2.4.2. Underretning om retsmøder 28 2.5. Varetægtsfængsling 28 2.5.1. Varetægtssurrogater 28 2.5.2. Fremgangsmåde 30 2.6. Underretning om sagens udfald 31 3. Cirkulære nr. 174 af 4. august 1966 ophæves. 31 BILAG 1 Bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service 33

1. Sager mod børn under 15 år.

1.1. Generelt.

Børn under 15 år kan ikke straffes. Politiet kan dog efterforske sådanne sager, bl.a. for at klarlægge omfanget af kriminaliteten, for at konstatere, om andre personer kan mistænkes, og for at få eventuelle koster tilbagegivet.

1.2. Tilbageholdelse.

1.2.1. Generelle betingelser for tilbageholdelse.

Tilbageholdelse af børn under 15 år, der mistænkes for strafbart forhold, forudsætter, at betingelserne for anholdelse er til stede, og at hensynet til sagens opklaring og barnets tarv gør tilbageholdelsen nødvendig. Tilbageholdelsen skal bringes til ophør snarest muligt og må ikke udstrækkes ud over, hvad der er strengt nødvendigt af hensyn til efterforskningen og for at sikre, at barnet overgives til rette vedkommende.

1.2.2. Magtmidler.

Tilbageholdte børn under 15 år skal anbringes i almindeligt kontor, vagtlokale eller lignende. Anbringelse i venterum eller detentionslokale må kun ske, såfremt anden anbringelse ikke er mulig. Anbringelse i arresthus må ikke finde sted. Håndjern og lignende magtmidler må ikke benyttes.

1.3. Underretning om afhøring eller tilbageholdelse.

Tilbageholdes barnet eller skal barnet afhøres, tilkaldes en repræsentant for de stedlige sociale myndigheder. Barnets forældre (forældremyndighedens indehaver) underrettes også i disse tilfælde. Underretning kan udsættes i det omfang efterforskningen nødvendiggør dette. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. om fremgangsmåden.

1.4. Underretning til de sociale myndigheder.

Senest når efterforskningen er afsluttet, orienteres de sociale myndigheder i den kommune, hvor barnet har bopæl, hvis kriminaliteten eller andre oplysninger i sagen giver formodning om, at barnet har behov for social bistand. Sagens akter kan vedlægges i fornødent omfang. Reglerne herom findes i bekendtgørelse nr. 875 af 27. november 1997 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service, jf. bilag 1.

2. Sager mod unge mellem 15 og 18 år.

2.1. Sanktionsvalget.

2.1.1. Bøde eller advarsel.

Består kriminaliteten i butikstyveri eller andre former for berigelseskriminalitet omfattet af straffelovens § 287, søges sagen afgjort med bøde eller advarsel efter de retningslinier, der er fastsat i "Vejledning om bødetakster i politisager".

Det samme gælder ved 1. eller 2. gangs forseelser vedrørende brugstyveri.

Sager vedrørende mindre alvorlige dokumentfalskforhold, jf. straffelovens § 172, stk. 2, bør også søges afgjort med bøde.

Andre sager, der over for personer over 18 år som hovedregel afgøres med bøde eller advarsel, søges også over for unge under 18 år afgjort på denne måde. Dette gælder f.eks. ved overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvor førstegangsovertrædelser i form af besiddelse til eget brug normalt vil skulle afgøres med advarsel, jf. RAC 144 af 15.7.1969.

2.1.2. Tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt eller andre hjælpeforanstaltninger.

2.1.2.1. Generelt.

Kan en sag, der i det væsentlige vedrører berigelseskriminalitet og brugstyverier, ikke afgøres med bøde, søges sagen afgjort med et tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt. Hjemmelen hertil er retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. § 723, stk. 1, og lov om social service § 40 (tidligere bistandslovens § 33).

Ungdomskontrakten er en aftale, hvorved den unge med samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden forpligter sig til at deltage i nærmere opregnede aktiviteter m.v., mod at anklagemyndigheden afstår fra yderligere retsforfølgning. Den unge kan herved opnå, at lovovertrædelsen anføres på straffeattesten i kortere tid (1 år, hvis det er første gang den unge modtager en afgørelse for overtrædelse af straffeloven eller lov om euforiserende stoffer), ligesom den unge normalt ikke vil blive pålagt vilkår om bøde.

Tiltalefrafald uden ungdomskontrakt, men med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter lov om social service, anvendes kun undtagelsesvis efter indstilling fra de sociale myndigheder, jf. pkt. 2.1.2.4. Sådanne tiltalefrafald anføres på straffeattesten i 2 år.

Om tiltalefrafald uden særlige vilkår henvises til pkt. 2.1.3.

2.1.2.2. Anvendelsesområde.

Ungdomskontrakten kan især tilbydes 15-17-årige, der ikke er kommet ind i et mere fast kriminalitetsmønster. Det er unge, som efter hidtil gældende retspraksis skulle have tiltalefrafald med vilkår om tilsyn af de sociale myndigheder m.v. eller eventuelt den første betingede dom.

Der vil således typisk være tale om unge, der har begået indbrudstyveri eller andet tyveri, visse hærværksforhold eller brugstyveri af cykler eller knallerter eller helt enkeltstående brugstyverier af biler uden samtidig forvoldelse af konkret fare for skade på personer eller ting. Det er udelukket at anvende ungdomskontrakt ved de under pkt. 2.1.6. og 2.1.7. nævnte former for kriminalitet.

2.1.2.3. Ungdomskontraktens indhold.

Et tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt skal i alle tilfælde indeholde vilkår om sociale foranstaltninger, tilsyn med overholdelse af disse foranstaltninger, vilkår om straffri vandel i en prøvetid og oplysning om virkningen af, at kontrakten ikke overholdes. Der kan fastsættes yderligere vilkår, jf. nedenfor.

Kontrakten skal udarbejdes således, at der (konkret) tages hensyn til den unges særlige forhold. Kontrakten skal indeholde en plan, som detaljeret fastlægger de initiativer, som inden for et bestemt tidsrum skal udgøre en samlet indsats over for den unge og udgøre en forpligtelse for den unge. Der skal også fastsættes bestemmelser om tilsynet med overholdelsen af disse vilkår.

De sociale foranstaltninger i ungdomskontrakter kan efter lov om social service § 40, stk. 2, være konsulentbistand, praktisk eller pædagogisk støtte i hjemmet, familiebehandling, døgnophold for familien, aflastningsordning, udpegning af personlig rådgiver, udpegning af en fast kontaktperson for den unge, økonomisk støtte, herunder til ophold på kost- eller efterskole, samt anbringelse uden for hjemmet på en døgninstitution, i en plejefamilie eller andet godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov.

Der bør især fokuseres på de områder, hvor der er behov for at få den unge til at arbejde med at ændre holdning og adfærd, og hvor der er behov for at støtte den unge i udvikling af et positivt forløb. Den sociale indsats bør derfor være fremadrettet og behøver ikke at relatere sig til den begåede kriminalitet.

Kontrakten kan f.eks. indeholde en forpligtelse for den unge til at søge skole eller andet uddannelsessted, en ungdomsklub eller andre foreningsaktiviteter, f.eks. sportsforeninger. Endvidere kan kontrakten indeholde vilkår om, hvor den unge skal bo, herunder hos familie eller på et sted, der er anvist af de sociale myndigheder, eventuelt i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet. Der kan også i særlige tilfælde fastsættes vilkår om behandling mod alkohol- eller narkotikamisbrug.

En ungdomskontrakt skal altid gøres betinget af straffri vandel i prøvetiden. Prøvetiden fastsættes i reglen til 1 år.

I en ungdomskontrakt vil der kunne indgå vilkår om betaling af erstatning og konfiskation. Der bør normalt ikke fastsættes vilkår om bødebetaling. Hvis ungdomskontrakten kun indeholder mindre forpligtelser for den unge, f.eks. krav om at fastholde et påbegyndt skole- eller uddannelsesforløb, kan der være behov for at fastsætte vilkår om bøde.

Kontrakten skal indeholde oplysninger om virkningen af, at kontrakten ikke overholdes af den unge. Betydningen af ny kriminalitet i prøvetiden skal også anføres.

Ungdomskontraktens vilkår om hjælpeforanstaltninger bør normalt ikke løbe i over et år og ikke i kortere tid end tre måneder. Ungdomskontrakten og dermed de fastsatte hjælpeforanstaltninger kan normalt ikke forlænges ud over det fyldte 18. år, jf. pkt. 2.1.8.

2.1.2.4. Indgåelse af ungdomskontrakt.

Foreligger der en bestyrket tilståelse fra den unge, skønner politiet umiddelbart, om sagen egner sig til at blive afgjort med et tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt. Politiet underretter i givet fald snarest muligt de sociale myndigheder i den unges opholdskommune. Kommunen iværksætter en undersøgelse af den unges forhold og af mulighederne for at anvende en ungdomskontrakt eller eventuelt hjælpeforanstaltninger uden ungdomskontrakt. Sagens akter medsendes i fornødent omfang.

Såfremt de sociale myndigheder skønner, at en ungdomskontrakt kan anvendes, udarbejdes der i fællesskab med den unge og dennes forældre et udkast til de sociale vilkår i en ungdomskontrakt.

Finder de sociale myndigheder ud fra deres kendskab til den unge og forældrene, at der ikke er grundlag for at etablere en ungdomskontrakt, eller vil den unge ikke indgå en ungdomskontrakt, kan sagen søges afgjort ved dom eventuelt med vilkår om hjælpeforanstaltninger. Hvis der ikke foreligger en bestyrket tilståelse, må sagen ligeledes afgøres ved dom. Tiltalefrafald uden ungdomskontrakt, men med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter lov om social service § 40, kan undtagelsesvis anvendes.

2.1.2.5. Politiets godkendelse.

Det udkast til ungdomskontraktens vilkår om hjælpeforanstaltninger, der er udarbejdet af de sociale myndigheder sammen med den unge og dennes forældre, forelægges politiet til godkendelse og med henblik på, at politiet kan fastsætte de yderligere vilkår om straffri vandel m.v., der skal indgå i ungdomskontrakten.

Herefter underskrives kontrakten af de sociale myndigheder, den unge, indehaveren af forældremyndigheden og af politimesteren eller en repræsentant for denne. Underskrivelsen bør tilstræbes at ske på et møde med deltagelse af de nævnte personer og myndigheder, hvor indholdet af kontrakten og betydningen af dens overholdelse gennemgås.

Har den unge bopæl i en anden politikreds end den kreds, der behandler sagen, kan afholdelse af mødet undlades, hvis praktiske hensyn, herunder afstande og lignende gør det vanskeligt. Kontrakten underskrives i så fald af den unge, forældrene og de sociale myndigheder og sendes til politikredsen på gerningsstedet til underskrift. Sagen sendes herefter snarest muligt til bopælskredsen med henblik på rettens godkendelse, medmindre rettens godkendelse mest hensigtsmæssigt sker ved gerningsstedets værneting.

2.1.2.6. Rettens godkendelse.

Ifølge retsplejelovens § 723, stk. 2, kan vilkår i tiltalefrafald kun fastsættes, såfremt den sigtede i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder. Vilkåret om ungdomskontrakt og dermed selve indholdet af kontrakten skal godkendes af retten, jf. retsplejelovens § 723, stk. 3. Det samme gælder andre vilkår.

Med henblik på at sikre, at kontrakten godkendes af retten så hurtigt som muligt, bør politikredsene søge etableret ordninger med de stedlige retter, der medfører, at behandlingen af disse sager kan ske så snart kontrakten er underskrevet.

Det kan være af såvel pædagogisk som praktisk betydning, at rettens behandling af kontrakten sker samme dag, som kontrakten er gennemgået og underskrevet på mødet mellem repræsentanter for myndighederne, den unge og forældrene.

2.1.2.7. Gennemførelse af kontrakten.

Straks efter rettens godkendelse underretter politiet de sociale myndigheder, således at de initiativer, som er fastsat i kontrakten, kan iværksættes snarest muligt.

De sociale myndigheder fører tilsyn med, at de aktiviteter, der er fastsat i kontrakten, overholdes. Skifter den unge i kontraktens løbetid opholdskommune, ophører fraflytningskommunens forpligtelser i henhold til kontrakten. I disse tilfælde forudsættes det, at fraflytningskommunen straks kontakter tilflytningskommunen med henblik på, at denne kan vurdere spørgsmålet om den fortsatte opfyldelse af kontrakten. Fraflytningskommunen skal samtidig underrette politiet om flytningen. Tilflytningskommunen giver politiet meddelelse om sin stillingtagen.

De sociale myndigheder underretter politiet i bopælskredsen - i tilfælde, hvor retten på gerningsstedet har godkendt vilkåret, dog politiet i gerningsstedskredsen - om eventuelle væsentlige tilsidesættelser af vilkår i kontrakten og om eventuelle behov for ændringer i kontrakten. Politiet afgør, om sagen skal indbringes for retten. Det er endvidere politiet, der påser overholdelsen af vilkår om straffri vandel.

2.1.3. Tiltalefrafald uden særlige vilkår.

2.1.3.1. Generelt.

Er den unge personligt, socialt og arbejds- eller uddannelsesmæssigt veltilpasset, kan sagen eventuelt afgøres med et tiltalefrafald i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 3, jf. § 723, stk. 1, uden vilkår om ungdomskontrakt eller andre

hjælpeforanstaltninger. Der bør som hovedregel fastsættes vilkår om bødebetaling eventuelt tillige om konfiskation og erstatning. Bødens størrelse skal fastsættes under hensyn til den unges betalingsevne.

Denne sanktion bør navnlig anvendes ved mindre alvorlig berigelseskriminalitet, som ikke kan afgøres med bøde. Det gælder f.eks. ved et eller nogle få indbrud eller ved brugstyverier af biler. Det er en forudsætning, at kriminaliteten ikke kan ses som begyndelsen på en egentlig kriminel løbebane. Sanktionen bør normalt ikke anvendes, hvis den unge tidligere har modtaget tiltalefrafald.

Tiltalefrafald uden særlige vilkår fremgår af straffeattesten i 2 år.

2.1.3.2. Prøvetid.

Prøvetiden fastsættes i reglen til 1 år. I sjældne gentagelsestilfælde kan prøvetiden eventuelt fastsættes til 2 år.

2.1.3.3. Godkendelse og tilståelse.

Eventuelle vilkår skal godkendes af retten.

Anvendelse af tiltalefrafald forudsætter, at den unge har tilstået kriminaliteten. Tilstår den unge ikke, må sagen søges afgjort ved dom, eventuelt med en betinget dom på tilsvarende vilkår som det tiltalefrafald, der ikke kunne gives.

2.1.4. Genoptagelse af sager, hvori der er meddelt tiltalefrafald.

De tiltalefrafald, der er nævnt i pkt. 2.1.2. og 2.1.3., meddeles som betingede tiltalefrafald.

Hvis den unge, der har fået et betinget tiltalefrafald, i prøvetiden gør sig skyldig i nyt strafbart forhold eller begår en væsentlig overtrædelse af vilkårene, vil der være mulighed for at genoptage sagen, jf. retsplejelovens § 723, stk. 4.

Har den unge i forbindelse med tiltalefrafaldet været anbragt i institution, træffes der i almindelighed ikke bestemmelse om genoptagelse.

Tiltalefrafaldet vil, selv om sagen ikke genoptages, kunne dokumenteres under den senere straffesag til belysning af sigtedes kriminelle aktivitet.

Ved ny kriminalitet i prøvetiden bedømmes sanktionsvalget efter retningslinierne i afsnit 2.1.5.

2.1.5. Sanktionsvalget ved ny kriminalitet begået efter der tidligere er meddelt tiltalefrafald.

2.1.5.1.Seneste afgørelse: Tiltalefrafald med ungdomskontrakt eller andre hjælpeforanstaltninger (jf. pkt. 2.1.2.).

Der bør normalt kun meddeles ét tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt.

Ny kriminalitet, der ikke kan afgøres med bøde eller advarsel, bør medføre, at sagen søges afgjort ved dom. Der vil til en betinget dom kunne knyttes vilkår om hjælpeforanstaltninger.

2.1.5.2. Seneste afgørelse: Tiltalefrafald uden særlige vilkår (jf. pkt. 2.1.3.).

Kan sagen ikke afgøres med bøde eller advarsel, jf. pkt. 2.1.1., må det overvejes, om sagen kan afgøres med tiltalefrafald med ungdomskontrakt eller andre hjælpeforanstaltninger, jf. pkt. 2.1.2.

2.1.6. Sager, hvor tiltalefrafald ikke bør anvendes.

2.1.6.1. Har den unge gjort sig skyldig i vold, eller indgår vold i kriminaliteten, kan tiltalefrafald ikke anvendes. Det samme gælder ved røveri, groft hærværk og narkotikakriminalitet, der ikke isoleret set kunne afgøres med advarsel eller bøde. Sagen bør indbringes for retten med henblik på idømmelse af ubetinget eller betinget straf, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, eller eventuelt kombinationsdom.

2.1.6.2. Medfører den aktuelle kriminalitet eller tidligere tiltalefrafald, at sagen alene kan afgøres ved betinget dom eller delvis betinget dom, bør politiet i samarbejde med de sociale myndigheder og eventuelt kriminalforsorgen overveje, om der kan udarbejdes en konkret handlingsplan og knyttes en kontaktperson til den unge som vilkår for en betinget dom.

2.1.7. Sager vedrørende spiritus- og promillekørsel.

Disse sager behandles som sager mod personer over 18 år.

2.1.8. Udstrækning af foranstaltningen udover det 18. år.

Foranstaltninger efter lov om social service kan iværksættes over for unge under 18 år, der har ophold her i landet. De sociale foranstaltninger i en ungdomskontrakt ophører således normalt ved det fyldte 18. år. Dog kan foranstaltninger i form af en personlig rådgiver, en fast kontaktperson eller døgnophold i institution, plejefamilie eller andet egnet opholdssted opretholdes, indtil den unge fylder 20 år, hvis den unge er indforstået hermed, jf. lov om social service § 46, stk. 2.

2.2. Efterforskningen.

Når sigtede - eller mistænkte, jf. pkt. 1 - er under 18 år, tilkaldes en repræsentant for de sociale myndigheder til at overvære afhøringen, jf. RA bekendtgørelse nr. 786 af 21.9.1992.

Det beror på politiets bestemmelse, om barnets eller den unges forældre kan være til stede under afhøringen. Tilbageholdes eller anholdes et barn eller en ung, der bor hjemme, skal forældrene snarest underrettes om anholdelsen/tilbageholdelsen. Underretning kan udsættes i det omfang efterforskningen nødvendiggør det.

2.3. Oplysninger om personlige forhold, orientering af kriminalforsorgen m.v.

2.3.1. Generelt.

Oplysninger om sigtedes personlige forhold indhentes hos de sociale myndigheder i sigtedes opholdskommune. Oplysningerne bør normalt indhentes på et så tidligt tidspunkt som muligt. De bør dog ikke indhentes før det er muligt i det væsentlige at overskue sagens nærmere karakter og omfang.

2.3.2. Sagstyper og behovet for oplysninger fra de sociale myndigheder.

Oplysninger om personlige forhold bør normalt indhentes i alle sager. Undtaget er dog

- sager, der må forventes at ende med påtaleopgivelse,

- sager, der kan afgøres med bøde eller advarsel,

- sager, der forventes sluttet efter bekendtgørelse nr. 784 af 21.9.1992 om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale,

- sager, der med altovervejende sandsynlighed vil medføre en ubetinget frihedsstraf, og hvor der ikke er noget nærliggende behov for personlige oplysninger.

2.3.3. Fremgangsmåde.

Henvendelser til de sociale myndigheder skal vedlægges kopi af forholdsfortegnelse eller kopi af retsmødebegæring eller anklageskrift, hvis disse foreligger. Sagens akter medsendes kun, hvor der skønnes at være et særligt behov for, at de sociale myndigheder kender detaljerne i sagen.

2.3.4. Personundersøgelser ved kriminalforsorgen. Retsplejelovens § 808.

Sådanne undersøgelser indhentes normalt ikke i sager mod unge. De oplysninger, der indhentes fra de sociale myndigheder, må antages at være tilstrækkelige i de fleste tilfælde. Hvis det overvejes at knytte tilsyn af kriminalforsorgen som vilkår til en helt eller delvist betinget dom, eller der kan blive tale om samfundstjeneste, skal der dog tilvejebringes en personundersøgelse. Det samme gælder, hvis der i øvrigt er behov for personlige oplysninger, som ikke kan skaffes gennem de sociale myndigheder.

Der henvises i øvrigt til RM nr. 4/1992.

2.3.5. Orientering af kriminalforsorgen om sager, der forventes at medføre ubetinget frihedsstraf.

I sager, der forventes at medføre ubetinget frihedsstraf, underrettes den lokale afdeling af kriminalforsorgen om sagen, således at den unges afsoning kan planlægges og iværksættes hurtigst muligt.

Underretningen bør ske ved kopi af forholdsfortegnelse, retsmødebegæring eller anklageskrift og så tidligt som muligt, når det står klart, at ubetinget frihedsstraf kan forventes.

2.4. Sagernes behandling i retten.

2.4.1. Generelt.

Skal der ikke ske forelæggelse for statsadvokaten, sender politimesteren umiddelbart efter, at efterforskningen er afsluttet, sagen til retten med de nødvendige dokumenter. Ved tiltalefrafald medsendes det underskrevne tiltalefrafald, en eventuel ungdomskontrakt samt retsmødebegæring.

Søges sagen afgjort med tiltalefrafald, betinges tilkendegivelsen (resolutionen) af, at sigtede erkender sig skyldig i retten, og at retten godkender vilkårene.

2.4.2. Underretning om retsmøder.

Indehaveren af forældremyndigheden, de sociale myndigheder og eventuelt kriminalforsorgen underrettes om retsmøder i sagen.

2.5.Varetægtsfængsling.

2.5.1. Varetægtssurrogater.

Er det påkrævet at frihedsberøve en ung under 18 år, bør denne søges undergivet varetægtssurrogat efter retsplejelovens § 765. Varetægtssurrogatet vil navnlig være anbringelse i sikrede institutioner beregnet til døgnophold for børn og unge.

Justitsministeriet har i cirkulæreskrivelse af 10.4.1984 anmodet om, at der i alle tilfælde, hvor spørgsmålet om varetægtsfængsling eller opretholdt anholdelse af 15-17-årige er aktuelt, forholdes således fra anklagemyndighedens side

"1. Hvis den sigtede samtykker i anbringelse på sikret døgninstitution, jf. retsplejelovens § 765, nedlægges der fra anklagemyndighedens side påstand om sådan anbringelse. Der kan eventuelt nedlægges en subsidiær påstand om anbringelse i varetægtsfængsel.

2. Reglen under 1. kan fraviges, hvis sigtelsen angår særlig grov eller farlig kriminalitet.

3. Justitsministeriet skal pege på muligheden for i særlige tilfælde, hvor dette må anses for forsvarligt, at overveje anbringelse på åben institution for børn og unge, eventuelt med skærpet overvågning.

4. Hvis de sociale myndigheder af andre grunde end pladsmangel ikke ønsker at modtage den sigtede på institutionen, bør der i retten nøje redegøres for baggrunden for denne vægring. For anklagemyndigheden bør det være udgangspunktet, at en sådan benægtelse kun rent undtagelsesvis kan tages i betragtning, således at spørgsmålet om betydningen af de sociale myndigheders holdning om fornødent afgøres i retten."

Anklagemyndighedens påstand bør udformes som en påstand om anbringelse på egnet hjem eller institution, jf. retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, fremfor som en påstand om anbringelse på en konkret institution. Herved kan man undgå nye forelæggelser for retten i tilfælde, hvor det viser sig nødvendigt at flytte den unge fra en institution til en anden.

2.5.2. Fremgangsmåde.

Varetægtssurrogater kan kun anvendes med samtykke fra sigtede. Selv om sigtede er under 18 år, må samtykke fra ham anses for tilstrækkeligt. Samtykke fra forældremyndighedens indehaver er således ikke fornødent.

Pladser på sikrede døgninstitutioner er ikke uden videre til rådighed som varetægtssurrogater. Inden grundlovsforhøret bør anbringelsesmulighederne drøftes med vedkommende forvaltning. Indtil placering i døgninstitution kan finde sted, anbringes den unge i varetægt i arresthus.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 308 af 28. maj 1998 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge m.v. indeholder nærmere regler om bl.a. besøgskontrol, brevkontrol, isolation og udgangstilladelse vedrørende unge, der er anbragt i sikrede afdelinger i stedet for varetægtsfængsling.

2.6. Underretning om sagens udfald.

De sociale myndigheder underrettes normalt om udfaldet af sagen. Dette gælder dog ikke i de sager, hvor myndigheden ikke tidligere er underrettet om sagen.

Hvis kriminaliteten eller andre oplysninger i sagen giver formodning om, at den unge har behov for social bistand, skal de sociale myndigheder dog altid underrettes herom.

Hvis kriminalforsorgen har foretaget en personundersøgelse, jf. pkt. 2.3.4., eller i øvrigt er underrettet om sagen, jf. pkt. 2.3.5., sker der ligeledes underretning til den pågældende afdeling om sagens udfald.

Har sagen været forelagt for statsadvokaten, underrettes denne.

3. Cirkulære nr. 174 af 4. august 1966 om behandlingen af sager mod unge lovovertrædere ophæves.

På rigsadvokatens vegne

Hanne Schmidt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →