Meddelelse om ændringer i færdselsloven (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
§ 126. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal endvidere frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han
1) under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor,
2) har overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42 og 43 med mere end 70 pct.,
3) har gjort sig skyldig i promillekørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen over 0,80 promille, eller
4) frakendelsen findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som fører af motordrevet køretøj.
Stk. 2. Frakendelsen sker betinget, medmindre føreren
1) forsætligt har voldt skade på andres person eller ting, forsætlig har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særlig hensynsløs måde,
2) ved forskellige lejligheder har gjort sig skyldig i forhold, der hver for sig er omfattet af stk. 1, nr. 1 eller 3,
3) tidligere er frakendt førerretten betinget, og det nye forhold er begået i prøvetiden, eller
4) tidligere er frakendt førerretten ubetinget, og det nye forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.
Stk. 3. Under formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 2 ellers skulle ske ubetinget.
a) Hastighedsoverskridelse på mere end 70 %.
Efter § 126, stk. 1, nr. 2, skal der ske betinget frakendelse af førerretten, såfremt føreren har overtrådt de tilladte hastigheder efter § 42 og § 43 med mere end 70%.
Bestemmelsen omfatter både overtrædelse af de generelle hastighedsbestemmelser i lovens § 42, de køretøjsbestemte hastighedsbestemmelser i lovens § 43 samt lokale hastighedsbestemmelser fastsat af politiet i medfør af lovens § 92.
b) Hastighedsoverskridelse på mindre end 70 %.
Bestemmelsen har ikke ændret den øvrige praksis for anvendelsen af § 126, stk. 1, nr. 1, eller dennes anvendelsesområde.
Førerretsfrakendelse bør således fortsat ske i en række tilfælde, selv om hastigheden ikke har oversteget den tilladte hastighed med mere end 70 %. Det gælder blandt andet i situationer, hvor forekomst af konkret fare, ulempe samt vej- og oversigtsforhold indgår i vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt førerretten skal frakendes ved en hastighedsovertrædelse på mindre end 70 %.
Derimod kan § 126, stk. 1, nr. 1, ikke længere anvendes ved hastighedsoverskridelser over 100 pct., idet disse tilfælde nu bedømmes efter § 126, stk. 1, nr. 2. Forholdet kan således ikke betegnes som en skærpende omstændighed ved kørslen, jf. færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 3.
c) Gentagelsestilfælde eller samtidig pådømmelse af flere forhold.
Færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 2, henviser ikke til § 126, stk. 1, nr. 2. Det har følgende betydning for påstanden om betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten
1) I sager, hvor der til samtidig pådømmelse foreligger flere kørsler med hastighedsoverskridelser på mere end 70 %, kan der alene nedlægges påstand om betinget frakendelse af førerretten, medmindre forholdet kan henføres under § 126, stk. 1, nr. 1.
2) I gentagelsestilfælde, hvor førerretten tidligere er frakendt den pågældende betinget, og hvor hastighedsoverskridelsen finder sted i prøvetiden for førerretsfrakendelse, vil der kunne nedlægges påstand om ubetinget frakendelse af førerretten, jf. § 126, stk. 2, nr. 3.
3) I gentagelsestilfælde, hvor førerretten tidligere er frakendt den pågældende betinget, og hvor hastighedsoverskridelsen finder sted efter udløbet af prøvetiden for førerretsfrakendelsen, vil der alene kunne nedlægges påstand om betinget frakendelse af førerretten.
4) I gentagelsestilfælde, hvor førerretten tidligere er frakendt den pågældende ubetinget, og hvor hastighedsoverskridelsen finder sted inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden, kan der altid nedlægges påstand om ubetinget frakendelse, jf. § 126, stk. 2, nr. 4.
7. Generhvervelse af førerretten før frakendelses- tidens udløb.
Færdselslovens § 132, stk. 2, har efter lov nr. 468 af 10. juni 1997 følgende ordlyd
"Er førerretten frakendt som følge af spiritus- eller promillekørsel, kan spørgsmålet om generhvervelse dog indbringes for domstolene, når halvdelen af frakendelsestiden, dog mindst 1 1/2 år, er forløbet. Såfremt førerretten i sådanne tilfælde er frakendt for bestandig, kan spørgsmålet om generhvervelse tidligst indbringes for domstolene, når 5 år af frakendelsestiden er forløbet. Generhvervelse af førerretten kan kun ske, såfremt den pågældende i mindst 1 år forud for sagens indbringelse for retten har overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol."
Ændringen af bestemmelsen indebærer for det første en lempelse af de tidsmæssige betingelser for at generhverve førerretten efter § 132, stk. 2. Efter de hidtidige regler var generhvervelse efter denne bestemmelse forbeholdt førerretsfrakendelser på mindst 3 år og højst 10 år. Ændringen medfører, at reglen nu tillige finder anvendelse på førerretsfrakendelser i 2 og 2 1/2 år. Endvidere er den hidtidige begrænsning til alene at omfatte tidsbegrænsede frakendelser ophævet.
Derudover er den periode, hvor der skal følges en afvænningsbehandling, reduceret til 1 år. Der bør normalt ikke stilles krav om, at behandlingen skal ligge umiddelbart forud for sagens indbringelse for retten, men der er fortsat krav om, at behandlingen er fulgt nøje. Det er endvidere en forudsætning, at der ikke har været ført motorkøretøj, hvortil der kræves kørekort, i frakendelsesperioden.
Vedrørende fristen for indbringelse af sager om generhvervelse af førerretten, jf. færdselslovens § 132, stk. 1, 4. pkt., bemærkes, at Procesbevillingsnævnet har meddelt en domfældt tilladelse til at indbringe en landsretskendelse, der vedrører spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt fristen skal regnes, for Højesteret. Ved kendelsen afviste landsretten i overensstemmelse med afgørelsen i UfR 1989.502 H en anmodning om generhvervelse.
8. Konfiskation efter færdselslovens § 133 a
I forbindelse med den ændring af færdselsloven, der skete ved lov nr. 468 af 10. juni 1997, blev det tilkendegivet, at Rigsadvokaten er indstillet på at udsende retningslinier til anklagemyndigheden om konfiskation af køretøjer anvendt ved spiritus- og promillekørsel, og at det i disse retningslinier blandt andet vil blive indskærpet, at der skal nedlægges påstand om konfiskation i videst muligt omfang.
I forbindelse med overvejelserne om sådanne retningslinier, skal jeg anmode om, at ankedomme, hvor der har været nedlagt påstand om konfiskation af køretøjer som følge af færdselslovsovertrædelser, sammen med den tilhørende byretsdom indsendes til Rigsadvokaturen ved statsadvokaternes foranstaltning.
Indtil eventuelle retningslinier er udarbejdet, skal jeg endvidere anmode om, at politimestrene er opmærksomme på muligheden for beslaglæggelse og efterfølgende konfiskation ved spiritus- og promillekørsel, herunder muligheden for konfiskation i forhold til trediemand i medfør af straffelovens § 77 a.
9. Forbud mod anvendelse af håndholdte mobiltelefoner under kørsel
Ifølge færdselslovens § 55 a, stk. 1, må førere af køretøjer under kørsel ikke benytte sig af håndholdte mobiltelefoner. Forbudet træder i kraft den 1. juli 1998. Formålet med forbudet er at modvirke de negative færdselssikkerhedsmæssige konsekvenser, der er forbundet med anvendelse af mobiltelefoner under kørsel.
Efter formuleringen omfatter forbudet såvel førere af motordrevne køretøjer som cyklister og ridende. Der vil dog formentlig - under hensyn til formålet med forbudet - kun i ganske særlige tilfælde være grundlag for at rejse tiltale mod andre end førere af motordrevne køretøjer.
Forbudet i § 55 a, stk. 1, omfatter alene "mobiltelefoner". Bemærkningerne til lovforslaget indeholder ikke en nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved en mobiltelefon, og der må derfor ved afgrænsningen af bestemmelsens anvendelsesområde tages udgangspunkt i den almindelige forståelse af ordet.
Forbudet omfatter således alene mobile terminaler (mobiltelefoner), hvorfra der sendes eller modtages kommunikation ved hjælp af opkald via de to NMT-net (450MH2 og 950 MH2), de to GSM-net (900 MH2 og 1800 MH2) samt eventuelt kommende mobilkommunikationsnet oprettet med henblik på kommunikation i henhold til lov om offentlig mobilkommunikation.
Forbudet omfatter derimod ikke andet teleudstyr, herunder f.eks. landmobile radiotjenester, der bl.a. anvendes af politiet, redningsberedskabet og taxaselskaber.
Der kan i medfør af § 55 a, stk. 2, fastsættes nærmere regler om brug af andet teleudstyr og lignende under kørsel. En sådan bekendtgørelse er ikke udstedt ved udsendelsen af denne meddelelse.
Forbudet i § 55 a, stk. 1, omfatter alene "håndholdte" mobiltelefoner. Det er således lovligt at anvende en mobiltelefon under kørsel, såfremt den er installeret i en anordning, der muliggør håndfri betjening. En sådan anordning skal som minimum omfatte en holder, som er fastmonteret i køretøjet, hvori mobiltelefonen kan placeres og på betryggende måde fikseres ved betjening af tastatur og samtale under kørsel.
Betjening under kørsel af tastaturet på mobiltelefoner, der er monteret i overensstemmelse med disse retningslinier, udgør således ikke en overtrædelse af § 55 a.
Efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, straffes overtrædelse af § 55 a, stk. 1, med bøde. Bemærkningerne til lovforslaget indeholder ikke tilkendegivelser vedrørende bødens størrelse. Anklagemyndighedens påstand i sager, der alene vedrører overtrædelse af § 55 a, stk. 1, bør være 300 kr.
10. Underretning om domme
Med henblik på vurdering af, om retspraksis er i overensstemmelse med de ovenfor fastsatte retningslinier for anklagemyndigheden, skal jeg anmode om, at domme, der afviger fra disse retningslinier, indsendes til vedkommende statsadvokat med henblik på overvejelse af ankespørgsmålet.
Jeg skal endvidere anmode om, at rigsadvokaturen underrettes om landsretsdomme, der giver anledning til overvejelser i forhold til retningslinierne i denne meddelelse. Endelig skal jeg anmode om, at landsretsdomme af generel interesse indsendes til rigsadvokaturen med henblik på orientering af statsadvokaturene og politikredsene.
11. Ophævelse af meddelelser vedrørende færdselsloven.
Følgende meddelelser ophæves
16/74, 6/75, 5/76, 6/76, 3/77, 15/77, 6/78, 1/80, 1/82, 9/82, 2/93, 2/93, 4/93 og 4/97.
Følgende meddelelser er fortsat gældende
20/74, 2/76, 3/76, 4/77, 8/77, 6/82, 5/89 og 1/95.
Henning Fode.
Meddelelse om ændringer i færdselsloven (* 1)
Ændringer af færdselsloven.
Indholdsfortegnelse
Side: 1. Indledning ................................. 3 2. Ny promillegrænse .......................... 4 2.1. Indledning ............................ 4 2.2. Strafudmålingen ....................... 7 2.3. Gentagelsesvirkning på straffen ....... 9 2.4. Flere kørsler til samtidig pådømmelse . 13 2.5. Gentagelsesvirkningens udstrækning .... 16 3. Spiritus- og promillekørsel i brugsstjålet køretøj .................................... 17 4. Kørsel uden at have erhvervet eller generhvervet kørekort ...................... 22 4.1. Strafudmålingen ved overtrædelse af § 56, stk. 1, ...................... 22 4.2. Overtrædelse af § 56, stk. 1, i kombination med brugstyveri m.v........ 23 4.3. Formildende omstændigheder ........... 25 5. Hastighedsovertrædelser for en række køretøjer med køretøjsbestemt hastighedsgrænse ........................... 28 6. Frakendelse af førerretten ved hastighedsovertrædelser .................... 29 7. Generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb ................... 33 8. Konfiskation efter færdselslovens § 133a ... 35 9. Forbud mod anvendelse af håndholdte mobiltelefoner under kørsel................. 36 10. Underretning om domme ..................... 38 11. Ophævelse af meddelelser vedrørende færdselsloven ............................. 39
1. Indledning
Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 og lov nr. 73 af 4. februar 1998 er der gennemført en række ændringer af færdselsloven.
De ændringer, der skete ved lovændringen af 10. juni 1997, er beskrevet i meddelelse nr. 4/1997. Imidlertid har der efterfølgende vist sig et behov for præcisering og uddybning af en række punkter i denne meddelelse. Endvidere giver indførelsen af den nye promillegrænse anledning til en række spørgsmål om bl.a. strafudmåling.
Denne meddelelse er derfor en samlet gennemgang af de seneste ændringer af færdselsloven, således at meddelelse nr. 4/1997 samtidig ophæves.
Meddelelsen indeholder navnlig i relation til den nye promillegrænse nogle retningslinier for anklagemyndighedens strafpåstande i gentagelsestilfælde og i tilfælde med flere kørsler til samtidig pådømmelse. Forarbejderne til lovændringen giver alene begrænset vejledning om strafudmålingen i disse situationer. På denne baggrund kan det give anledning til tvivl, om de retningslinier, der fastsættes i meddelelsen, vil blive fulgt i domstolenes praksis. Der er derfor i meddelelsen fastsat en indberetningsordning til statsadvokaterne, jf. nedenfor pkt. 10. Indberetningsordningen skal give mulighed for, at egnede domme ankes til landsretterne med henblik på fastlæggelse af en ensartet praksis, og at denne meddelelse, hvis der bliver behov for det, kan ajourføres.
Endelig ophæves en række ældre meddelelser, hvor der nu er fast retspraksis, og hvor meddelelserne derfor på nuværende tidspunkt må anses for overflødige.
2. Ny promillegrænse
2.1. Indledning
Ved lov nr. 468 af 10. juni 1997 blev promillegrænsen nedsat fra 0,80 promille til 0,50 promille. Lovændringen indebar endvidere, at domfældelse for promillekørsel ville kunne ske på grundlag af måling af alkoholkoncentrationen i udåndingsluften.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget skulle ændringen imidlertid først træde i kraft, når politiet rådede over det nødvendige udstyr til måling af udåndingsluften, og når der var fastlagt regler om, hvilke alkoholkoncentrationer i udåndingsluften der svarer til alkoholkoncentrationen i blodet (ækvivalensregler).
Under hensyn til den tid, der vil forløbe, før der foreligger et tilstrækkeligt grundlag for et forslag om ækvivalensregler, har Trafikministeriet fundet det bedst stemmende med intentionerne bag forslaget om nedsættelse af promillegrænsen at gennemføre nedsættelsen af promillegrænsen uden at afvente, at det bliver muligt at anvende elektroniske udåndingsprøver.
På den baggrund blev færdselsloven på ny ændret ved lov nr. 73 af 4. februar 1998, således at færdselslovens § 53, stk. 3, nu har fået følgende ordlyd
"For promillekørsel straffes den, som uden at være skyldig i spirituskørsel, fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50 promille."
I tilknytning til loven udsendte Trafikministeriet bekendtgørelse nr. 88 af 6. februar 1998, hvoraf det fremgår, at den nye promillegrænse trådte i kraft den 1. marts 1998.
Det vil være nødvendigt på ny at ændre § 53, stk. 3, når der er det tilstrækkelige grundlag for at optage ækvivalensreglerne i lovform.
Der er i forarbejderne til lovændringen taget stilling til strafudmålingen for 1. - 4. gangstilfælde af promillekørsel i intervallet 0,51-0,80. Det er derimod ikke i bemærkningerne anført, i hvilket omfang tidligere kørsler i intervallet mellem 0,51 - 0,80 promille skal have betydning for straffastsættelsen i tilfælde af en aktuel kørsel med en promille over 0,80, eller i hvilket omfang tidligere promille- og spirituskørsler over 0,80 promille skal have betydning for straffastsættelsen for en aktuel kørsel i intervallet 0,51-0,80 promille.
Nedenfor i afsnit 2.2. gennemgås lovforslagets bemærkninger vedrørende sanktionen for promillekørsel, herunder ved gentagen kørsel med en promille på 0,51-0,80. Afsnit 2.3. nævner eksempler på gentagelsesvirkningen ved kombinationer af kørsel med promille over 0,80 og under 0,80, og i afsnit 2.4. fastsættes retningslinier vedrørende flere kørsler til samtidig påkendelse. I afsnit 2.5. beskrives gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning.
2.2. Strafudmåling
Det fremgår af færdselslovens § 117, stk. 3, at promillekørsel straffes med bøde. Såfremt den skyldige tidligere er dømt for spiritus- eller promillekørsel, kan straffen dog stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.
For så vidt angår straffastsættelsen for promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 promille fremgår følgende af bemærkningerne til lovforslaget
"Sanktionen for promillekørsel i intervallet 0,51- 0,80 promille vil alene være bøde, jf. § 117, stk. 3, mens der således ikke derudover og ej heller i gentagelsestilfælde skal ske frakendelse af førerretten ved promillekørsel under 0,80 promille, medmindre der i forbindelse med kørslen er begået så alvorlige kørselsfejl, at disse må anses for en skærpende omstændighed. Med hensyn til fastsættelse af bøden for promillekørsel med en promille mellem 0,51 og 0,80 vil en fast bødestørrelse på 4.000 kr. som udgangspunkt anses for passende. De gældende regler for gentagelsesvirkning for straffen, jf. § 117, foreslås ligeledes at finde anvendelse også for promillekørsler mellem 0,51 og 0,80 promille. De almindelige regler for bødenedsættelser for mindrebemidlede vil dog også finde anvendelse."
I lovforslaget er sanktionerne opstillet i følgende skematiske form
0,51-0,80 promille Bøde Frakendelse 1. gangstilfælde a. u. skærp. omstændigheder 4.000 kr. Ingen b. m. skærp. omstændigheder 5.000 kr. Betinget 2. gangstilfælde a. u. skærp. omstændigheder 5.000 kr. Ingen b. m. skærp. omstændigheder 8.000 kr. Betinget 3. gangstilfælde a. u. skærp. omstændigheder 10 dg. hf. Ingen b. m. skærp. omstændigheder 14 dg. hf. Betinget 4. gangstilfælde a. u. skærp. omstændigheder 14 dg. hf. Ingen b. m. skærp. omstændigheder 20 dg. hf. Betinget
Standardbøderne dækker alene de tilfælde, hvor såvel den aktuelle kørsel som den tidligere kørsel er i intervallet mellem 0,51-0,80 promille.
De gældende sanktioner for promille- og spirituskørsel over 0,80 promille er uændret. Der henvises til cirkulæreskrivelse af 22. juni 1981 fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret samt i øvrigt til gældende praksis.
Det kan på baggrund af de opstillede bødetakster for promillekørsel i intervallet mellem 0,51-0,80 ikke afvises, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor personer med lav indkomst straffes med en højere bøde for kørsel i det lave promilleområde end for kørsel med en promille over 0,80, hvor bøden er indtægtsbestemt. For kørsel med en promille på 0,51-0,80 bliver der imidlertid som udgangspunkt ikke tale om frakendelse af førerretten.
Det bemærkes dog, at de almindelige regler for bødenedsættelse for personer med lav indkomst ifølge bemærkningerne også finder anvendelse for bøder i det lave promilleområde.
2.3. Gentagelsesvirkning på straffen
Som det fremgår, vil promillekørsel under 0,81 promille ikke kunne medføre frakendelse af førerretten, medmindre der foreligger skærpende omstændigheder. En tidligere dom for promillekørsel i intervallet mellem 0,51-0,80 bør derfor heller ikke få betydning for frakendelsespåstanden under en senere sag om promille- eller spirituskørsel over 0,80 promille.
Det er således alene i relation til straffastsættelsen, at den nye promillegrænse giver anledning til overvejelser om påstanden i tilfælde af tidligere domme.
Det bemærkes i den forbindelse, at domme for spiritus- og promillekørsel afsagt før den 1. marts 1998, hvor den nye bestemmelse om promillekørsel trådte i kraft, har gentagelsesvirkning på promillekørsel i intervallet 0,51-0,80, jf. straffelovens § 5.
Eksempel 1: Aktuel kørsel er i intervallet 0,51- 0,80 - tidligere domme vedrører kørsel/kørsler over 0,80 promille
Det fremgår ikke af bemærkningerne til lovforslaget, at de straffe, der er fastsat for 1. - 4. gangs-kørsler i intervallet 0,51-0,80, skal skærpes, såfremt tidligere kørsler har været spiritus- eller promillekørsel over 0,80 promille.
På den baggrund må det antages, at det ikke er tilsigtet, at der skal fastsættes en yderligere skærpet straf i tilfælde, hvor den/de tidligere sager vedrører kørsel med en promille på over 0,80.
Dette indebærer således, at anklagemyndighedens påstand i et tilfælde, hvor en tidligere pådømt kørsel f.eks. var spirituskørsel med en promille på 1,40, bør være bøde på 5.000 kr. I et tilfælde, hvor pågældende tidligere er dømt 3 gange for spiritus- eller promillekørsel, bør påstanden være straf af hæfte i 14 dage, jf. pkt. 2.2. ovenfor.
Eksempel 2: Aktuel kørsel 2. eller 3. gangstilfælde over 0,80 - tidligere kørsel/kørsler i intervallet 0,51-0,80
Efter gældende praksis indebærer en 2. gangskørsel i intervallet 0,80-1,50, uanset promillen i 1. gangstilfældet, at der udmåles en straf på hæfte i 10 dage. Såfremt promillen er i intervallet 1,51-2,00 udmåles en straf på hæfte i 14 dage, i intervallet 2,01-2,50 udmåles en hæftestraf på 20 dage, og såfremt promillen er over 2,50, udmåles en straf på 30 dages hæfte.
I tilfælde, hvor der aktuelt er tale om 3. gangskørsel, udmåles en straf på minimum 30 dages hæfte.
Straffen for promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 er lempeligere end straffen for promillekørsel i intervallet 0,81-1,20. På den baggrund, og da bemærkningerne til lovforslaget ikke nævner denne situation, kan det ikke antages, at en tidligere promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 skal have samme gentagelsesvirkning som kørsel med en promille over 0,80.
En eller flere tidligere promillekørsler i intervallet 0,51-0,80 bør dog mindst have samme virkning på en aktuel promille- eller spirituskørsel over 0,80, som den ville få, såfremt den aktuelle kørsel var i intervallet 0,51-0,80.
Dette indebærer, at anklagemyndighedens påstand i et tilfælde, hvor den tidligere kørsel var i intervallet 0,51-0,80, og den aktuelle kørsel er f.eks. 0,90 promille, bør være en straf på minimum 5.000 kr., som svarer til straffen for 2. gangstilfælde i intervallet 0,51-0,80. Såfremt den tiltalte har en indtægt, der indebærer, at han i tilfælde af 1. gangskørsel med en promille på over 0,80 ville være idømt en højere bøde, bør der nedlægges påstand i overensstemmelse hermed.
I det tilfælde, hvor den aktuelle kørsel sker med en promille over 2,0, bør en tidligere kørsel i intervallet 0,51-0,80 ikke få betydning for straffastsættelsen. En kørsel med promille på f.eks. 2,10 bør således som 1. gangstilfælde indebære en straf på hæfte i 14 dage, hvilket bør være anklagemyndighedens påstand.
Såfremt der er to tidligere domme for kørsler i intervallet 0,51-0,80, og den aktuelle kørsel er med promille på 0,90, bør anklagemyndighedens påstand være straf af hæfte i 10 dage, hvilket svarer til straffen for 3. gangskørsel i intervallet 0,51-0,80. Denne straf er således højere end den bøde, der ville være blevet udmålt, såfremt kørslen med 0,90 promille var et 1. gangstilfælde.
I et tilfælde, hvor den aktuelle kørsel er med en promille på 2,10, bør der påstås straf af hæfte i 14 dage, som er straffen for 1. gangskørsel med promille på 2,10. I dette tilfælde bør de forudgående kørsler således ikke få betydning.
2.4. Flere kørsler til samtidig pådømmelse
Efter straffelovens § 88 skal der udmåles en fællesstraf, såfremt nogen ved en eller flere handlinger har begået flere lovovertrædelser.
I tilfælde, hvor der foreligger flere tilfælde af spiritus- og promillekørsel til samtidig pådømmelse, skal der således fastsættes en straf i overensstemmelse med straffelovens § 88.
Det er ikke i bemærkningerne til lovforslaget anført, i hvilket omfang de skematisk fastsatte bødesatser skal skærpes, såfremt der er tale om flere kørsler i intervallet 0,51-0,80 til samtidig pådømmelse, eller såfremt der er tale om flere kørsler til samtidig pådømmelse, hvor en af kørslerne er i intervallet 0,51-0,80 promille.
Efter praksis for spiritus- og promillekørsler over 0,80, sker der ikke fuldstændig kumulation af straffen, såfremt der er tale om to kørsler, hvor straffen for hver enkelt kørsel ville være en bøde. Straffen bliver i disse tilfælde enten en frihedsstraf, en normalbøde eller en skærpet bøde. Derudover forlænges frakendelsestiden. Kørsel i intervallet 0,51-0,80 promille kan ikke medføre frakendelse af førerretten. Såfremt der foreligger en kørsel i intervallet 0,51-0,80 promille og en kørsel i intervallet 1,21-1,50 promille, får kørsel i det lave interval således alene betydning for straffastsættelsen.
På den baggrund bør det være udgangspunktet, at anklagemyndigheden udformer sin strafpåstand med udgangspunkt i en absolut kumulation, eventuelt i form af en tillægsbøde. Dette gælder såvel i tilfælde af flere 1. gangskørsler til samtidig pådømmelse som i tilfælde af flere 2. og 3. gangskørsler til samtidig pådømmelse.
Eksempel 1: To kørsler i intervallet 0,51-0,80
For en kørsel i intervallet 0,51-0,80 som 1. gangskørsel vil der isoleret skulle udmåles en bøde på 4.000 kr., jf. ovenfor pkt. 2.2. Påstanden ved to kørsler til samtidig pådømmelse bør således som udgangspunkt være 8.000 kr.
Eksempel 2: En kørsel i intervallet 0,51-0,80 og en kørsel i intervallet 0,81-1,20
En kørsel i intervallet 0,81-1,20 vil medføre, at der fastsættes en bøde i forhold til indkomsten og en betinget frakendelse af førerretten.
Påstanden bør i dette tilfælde også som udgangspunkt være absolut kumulation, således at der sker sammenlægning af de to bøder og betinget frakendelse af førerretten.
Eksempel 3: En kørsel i intervallet 0,51-0,80 og en kørsel over 2,00.
For en kørsel i intervallet over 2,00 udmåles en straf på hæfte i 14 dage og frakendelse i 2 1/2 år.
Anklagemyndighedens påstand bør i dette tilfælde være hæfte i 14 dage og frakendelse i 2 1/2 år for spirituskørslen samt en tillægsbøde på 4.000 kr. for promillekørsel i intervallet 0,51-0,80.
2.5. Gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning
Ifølge straffelovens § 81, stk. 3, ophører gentagelsesvirkningen, når der, førend den nye strafbare handling blev begået, er forløbet 5 år efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Såfremt den tidligere straf er en bødestraf, regnes fristen fra datoen for endelig dom eller bødens vedtagelse. For så vidt angår betingede domme regnes fristen fra den endelige dom.
En tidligere dom for spiritus- eller promillekørsel har gentagelsesvirkning, såfremt den nye kørsel har fundet sted inden for 5 år fra endelig dom.
Dette gælder dog ikke en tidligere dom for promillekørsel i 1. gangstilfælde, idet der i dette tilfælde efter praksis kun er gentagelsesvirkning i 3 år fra endelig dom.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om ændringen af promillegrænsen, at straffen for en 1. gangskørsel med en promille mellem 0,51-0,80 har gentagelsesvirkning i 5 år fra den endelige dom eller bødens vedtagelse.
Bemærkningerne indebærer således, at der for promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 for en 1. gangskørsel er gentagelsesvirkning i 5 år, mens der i intervallet 0,81-1,20 er gentagelsesvirkning i 3 år.
Rigsadvokaturen har gjort Trafikministeriet opmærksom på, at det vil være bedst stemmende med hidtidig praksis, at der for promillekørsel generelt fastsættes gentagelsesvirkning i 3 år for en 1. gangskørsel.
Indtil der ved en eventuel lovændring eller ved dom-stolenes praksis fastsættes andre regler om gentagelsesvirkningen, bør anklagemyndigheden imidlertid som udgangspunkt følge bemærkningerne.
3. Spiritus- og promillekørsel i brugsstjålet køretøj.
Efter færdselslovens § 117, stk. 4, der blev indsat ved lov nr. 468 af 10. juni 1997, straffes spiritus- og promillekørsel med brugsstjålet motordrevet køretøj med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.
Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juli 1997.
I bemærkningerne til lovforslaget er det anført
"Den generelle risiko, der kan være forbundet med, at spiritus- eller promillekørsel foregår i et brugsstjålet køretøj, bør modvirkes ved et strafferetligt værn i form af forhøjet straf, og forslaget lægger derfor op til, at der i disse tilfælde skal ske en skærpelse af straffen (men ikke af frakendelsestiden) for spiritus- og promillekørsel til næste strafposition . I tilfælde, hvor normalstraffen er bøde (svarende til en nettomånedsløn), skal den således stige til en skærpet bøde eller til frihedsstraf. Er normalstraffen frihedsstraf, skal denne være længere."
I lovforslaget er der i skematisk form gengivet det strafniveau, som i de typiske tilfælde vil kunne komme i anvendelse
"Promille Straf 1. gangstilfælde: a. Uden skærpende omstændigheder 0,51 - 1,20 (Skærpet) bøde 1,21 - 1,50 10 dages hæfte 1,51 - 2,00 14 dages hæfte 2,01 - 2,50 20 dages hæfte 2,51 - 30 dages hæfte b. Med skærpende omstændigheder 0,51 - 1,20 10 dages hæfte 1,21 - 1,50 14 dages hæfte 1,51 - 2,00 20 dages hæfte 2,01 - 2,50 30 dages hæfte 2,51 - 40 dages hæfte 2. gangstilfælde: a. Uden skærpende omstændigheder 0,51 - 1,50 14 dages hæfte * 1,51 - 2,00 20 dages hæfte * 2,01 - 2,50 30 dages hæfte * 2,51 - 40 dages hæfte * b. Med skærpende omstændigheder 0,51 - 1,50 20 dages hæfte * 1,51 - 2,00 30 dages hæfte * 2,01 - 2,50 40 dages hæfte * 2,51 - 50 dages hæfte * 3. gangstilfælde: 0,51 - 2,50 Minimum 40 dages hæfte ** 2,51 - 50 dages fængsel
* Forhøjes med hæfte i 10 dage ved kørsel i frakendelsestiden. ** Forhøjes til 30 dages fængsel ved kørsel i frakendelsestiden."
Rigsadvokaturen har gjort Trafikministeriet opmærksom på, at den nævnte forhøjelse fra "minimum 40 dages hæfte" til "30 dages fængsel" ved kørsel i frakendelsestiden (markeret med ** ovenfor) må antages at være en fejl, idet der i givet fald ikke er tale om en skærpelse af straffen. Straffen bør formentlig rettelig være 40 dages fængsel, og påstand nedlægges i overensstemmelse hermed.
Foruden fastsættelse af straf efter færdselsloven for spiritus- eller promillekørsel samt endvidere for kørsel uden at have erhvervet eller generhvervet førerret, skal det indgå i strafudmålingen, at der tillige skal fastsættes en straf efter straffelovens § 293, stk. 1, for brugstyveri.
Ved pådømmelse af spiritus- eller promillekørsel i en brugsstjålet bil skal der således efter straffelovens § 88 udmåles en fællesstraf.
Straffens størrelse vil bero på en konkret bedømmelse i hvert enkelt tilfælde af blandt andet den tiltaltes forstraffe og personlige forhold.
Det må antages, at bemærkningerne til lovændringen skal forstås således, at der i 2. og 3. gangs tilfælde alene skal foreligge gentagelse i forhold til promille- eller spirituskørsel, dvs. at den eller de tidligere domme ikke skal omfatte både brugstyveri og spirituskørsel. Såfremt der tillige er tale om gentagelsesvirkning for brugstyveri, bør anklagemyndigheden nedlægge påstand om en straf, der også tager højde for forstraffe for brugstyveri.
Som eksempel kan nævnes, at anklagemyndighedens påstand i et 1. gangs tilfælde af spirituskørsel med 1,25 promille i brugsstjålet køretøj uden forstraf for brugstyveri, bør være hæfte i 10 dage for overtrædelse af færdselsloven og en tillægsbøde på 3.000 kr. for brugstyveriet. Såfremt pågældende tidligere er straffet én gang for brugstyveri, bør påstanden udformes på grundlag af 10 dages hæftestraf for overtrædelse af færdselsloven og 7 dages hæftestraf for brugstyveri, således at der påstås hæftestraf af 14 dage.
4. Kørsel uden at have erhvervet eller generhvervet kørekort.
4.1. Strafudmålingen for overtrædelse af § 56, stk. 1.
Af færdselslovens § 117, stk. 5, 2. pkt., der blev indsat ved lov nr. 468 af 10. juni 1997, fremgår, at "ved udmålingen af bøde for overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, og § 63 a tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel".
I bemærkningerne til lovforslaget er det anført
"Ved forslaget lægges der op til, at bødestraffen for overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, skærpes, således at bødens størrelse i højere grad end i dag kommer til at stå i forhold til de udgifter, der er forbundet med at erhverve eller generhverve kørekort".
På den baggrund er der i lovforslaget anført følgende strafpositioner
1. gang 5.000 kr. 2. gang 6.000 kr. 3. gang 7.500 kr. 4. gang 10.000 kr. 5. gang 7 dages hæfte
De anførte strafpositioner må også antages at finde anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en umiddelbart økonomisk fordel, fordi sigtede på grund af ung alder ikke kan erhverve kørekort.
Strafpositionerne gælder også for overtrædelse af færdselslovens § 63 a om registreringspligtige knallerter, jf. Vestre Landsrets dom af 24. april 1998, omtalt under pkt. 4.3.
4.2. Overtrædelse af § 56, stk. 1, i kombination med andre overtrædelser.
Det fremgår af bemærkningerne, at der for så vidt angår overtrædelser af færdselslovens § 56, stk. 1, i sammenstød med brugstyveri og eventuel spiritus- eller promillekørsel skal udmåles en fællesstraf efter straffelovens § 88.
I en dom afsagt af Vestre Landsret den 7. november 1997 (UfR 1998.312 V) afviste landsretten imidlertid at skærpe straffen i en situation, hvor en person var tiltalt for et 2. gangstilfælde af spirituskørsel og færdselslovens § 56, stk. 1. Anklagemyndigheden påstod under henvisning til lovændringen udmålt en skærpet straf.
Vestre Landsret udtaler i præmisserne bl.a.
"Det fremgår imidlertid hverken af den ændrede straffebestemmelse eller af bemærkningerne, om straffen også i et - i praksis ofte forekommende - tilfælde som det foreliggende, hvor der for spirituskørslen er forskyldt frihedsstraf, er forudsat skærpet. Efter de anførte mere generelle bemærkninger om baggrunden for den nye bestemmelse i færdselslovens § 117, stk. 5, 2. pkt., er det vel nærliggende at antage, at den tilsigtede skærpelse i forhold til praksis - ligesom efter den særlige nye bestemmelse om spirituskørsel i brugsstjålne biler - også skulle slå igennem i tilfælde, hvor der for spirituskørslen skal idømmes frihedsstraf. En eventuel skærpelse måtte i givet fald mest naturligt søges gennemført ved, at der som ved spirituskørsel i frakendelsestiden skete en forhøjelse af frihedsstraffen, dog under bevarelse af en vis afstand til straffen for spirituskørsel i sammenstød med overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 6. ....Imidlertid taler hverken ordlyden af bestemmelsen, der som anført udtrykkeligt angår principperne for udmåling af en eventuel bøde, eller sammenhængen med den almindelige - uændrede - straffebestemmelse for overtrædelse af § 56, nu § 117, stk. 5, 1. pkt., for en sådan skærpelse. Hertil kommer, at bemærkningerne, som anført, alene beskæftiger sig med fastsættelse af bøder. Der er derfor ikke grundlag for at fastsætte en skærpet frihedsstraf.
En skærpelse kunne herefter i stedet, som alternativt påstået af anklagemyndigheden, gennemføres ved idømmelse af en tillægsbøde. Det ville imidlertid stemme mindre godt med almindelige straffastsættelsesprincipper at idømme tillægsbøder efter den ikke ofte anvendte bestemmelse i straffelovens § 88, stk. 3, i tilfælde som dette, hvor to bestemmelser i den samme lov er overtrådt ved en og samme handling..."
Rigsadvokaturen har orienteret Trafikministeriet om dommen og samtidig meddelt, at det bør overvejes, om sagen giver anledning til en præcisering af færdselsloven, idet en forhøjet straf i disse tilfælde på baggrund af Vestre Landsrets dom formentlig vil forudsætte en sådan præcisering.
Det må forventes, at Østre Landsret inden længe vil træffe afgørelse i en lignende sag, som er anket af anklagemyndigheden med påstand om, at der udover frihedsstraf idømmes en bøde for kørsel uden at have generhvervet førerret.
Indtil Østre Landsrets afgørelse foreligger, bør anklagemyndigheden i denne type sager fortsat nedlægge påstand om, at der idømmes en tillægsbøde, idet der samtidig bør redegøres for forarbejder og praksis.
4.3. Formildende omstændigheder
Der er ikke i lovforarbejderne taget stilling til, i hvilket omfang der bør ske nedsættelse af straffen i forhold til de nævnte bødetakster på grund af formildende omstændigheder.
Det må antages, at den omstændighed, at den tiltalte har modtaget et ikke uvæsentligt antal undervisningstimer, eller at den pågældende har erhvervet kørekort til et andet motorkøretøj end det, som han aktuelt er fører af, fortsat vil kunne medføre en nedsættelse af normalbøden.
Strafpåstanden i tilfælde af formildende omstændigheder bør på den baggrund udformes således
1. gangstilfælde 3.000 kr. 2. gangstilfælde 4.000 kr. 3. gangstilfælde 5.500 kr
Bødekatalogets vejledende bødesatser for overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, ophæves således, bortset fra de bødesatser, der vedrører manglende ombytning af kørekort, og tilfælde hvor pågældende har kørekort, men ikke erhvervskørekort, hvor pågældende har undladt at medbringe kørekort eller nægter at forevise kørekort, samt hvor kørekortet har været bortkommet i mere end 1 år.
Det har været overvejet at fastsætte forskellige bøder i forhold til den omkostning, der ville være forbundet med at erhverve kørekort til den rette kategori. Af administrative grunde findes det dog hensigtsmæssigt at anvende ovennævnte standardbødesatser.
Bødekatalogets vejledning med hensyn til fastsættelse af bøder for personer med lav indkomst finder ikke anvendelse for så vidt angår overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1. Vestre Landsret har således i en afgørelse af 24. april 1998 idømt en person med en bruttoindtægt på 108.000 kr. om året en bøde på 5.000 kr. for at have ført en registreringspligtig knallert uden at have erhvervet kørekort til enten motorcykel eller bil. I præmisserne udtaler landsretten
"Det fremgår af ordlyden af færdselslovens § 117, stk. 5, 2. pkt., at der ved udmålingen af bødestraffen i tilfælde af kørsel uden at have erhvervet førerret skal tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, der er opnået ved ikke at have erhvervet førerret. Det tiltrædes derfor, at bøden i et til-fælde af førstegangskørsel uden at have erhvervet førerret til bil eller motorcykel er fastsat til 5.000 kr. Da denne økonomiske fordel ikke er afhængig af indtægtsniveau, forhøjer landsretten bøden til 5.000 kr."
5. Hastighedsovertrædelser for en række køretøjstyper, for hvilke der er fastsat en køretøjsbestemt hastighedsgrænse.
Færdselslovens § 118, stk. 3, 3. pkt., har følgende ordlyd
"Ved hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med lastbiler, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, vogntog bestående af sådanne lastbiler og registreringspligtige påhængskøretøjer, busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, ledbusser eller biler med tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn, udmåles ligeledes en skærpet bøde."
Efter bestemmelsen skal der nu for en række køretøjstyper, for hvilke der er fastsat en køretøjsbestemt hastighed, udmåles en skærpet bøde for hastighedsovertrædelser ikke blot på motorveje, men også på det øvrige vejnet. Det er efter forarbejderne hensigten, at følgende bøder skal anvendes
Hastighedsoverskridelse under 20% 600 kr. Fra 20%, men under 30% 900 kr. Fra 30%, men under 40% 1.300 kr. Fra 40%, men under 50% 1.700 kr. Fra 50%, men under 60% 2.200 kr. Fra 60%, men under 70% 2.900 kr. Fra 70%, men under 80% 3.600 kr. Fra 80%, men under 90% 4.500 kr. Fra 90%, men under 100% 5.600 kr. 100% eller mere 6.800 kr.
For hastighedsovertrædelser på mere end 70% skal der tillige ske betinget frakendelse af førerretten. For hastighedsovertrædelser på mindre end 70 % kan der tillige ske betinget frakendelse af førerretten, jf. nedenfor pkt. 6.
Det bemærkes, at ordlyden af § 118, stk. 3, 3. pkt., ikke omfatter alle køretøjstyper, for hvilke der efter færdselslovens § 43 er fastsat en køretøjsbestemt hastighed. Den skærpede bødestraf må derfor antages alene at finde anvendelse på de køretøjer, der udtrykkeligt er nævnt i § 118, stk. 3, 3. pkt., svarende til de køretøjer, der er nævnt i § 43, stk. 1 - 3.
6. Frakendelse af førerretten ved hastighedsoverskridelse.
Færdselslovens § 126 har nu følgende ordlyd