Skrivelse til samtlige statsamter, herunder Københavns overpræsidium samt Rigsombudsmanden på Færøerne og Grønland vedrørende midlertidig pensionsopsparing i 1998
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse til samtlige statsamter, herunder Københavns overpræsidium samt Rigsombudsmanden på Færøerne og Grønland vedrørende midlertidig pensionsopsparing i 1998
I 1998 skal lønmodtagere, selvstændigt erhvervsdrivende og modtagere af forskellige offentlige ydelser indbetale til en midlertidig pensionsopsparing. Dette følger af lov nr. 803 af 24. oktober 1997 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension med flere love (midlertidig pensionsopsparing).
Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at bidrag til den midlertidige pensionsopsparing - på samme måde som andre bidrag til obligatoriske pensionsordninger - ikke bør indgå i grundlaget for beregningen af bidragsevnen eller bidragsbehovet. Der henvises til Skarrildhusberetningen for 1996, pkt. B.c.3.
Den midlertidige pensionsopsparing kan til brug for bidragsberegningen sammenfattes på følgende måde
* For lønmodtagere m.fl. udgør opsparingen 1 % af grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget efter lov om arbejdsmarkedsfonde § 8, stk. 1, litra a, b, d og e.
* For selvstændigt erhvervsdrivende udgør opsparingen 1 % af bidragsgrundlaget efter lov om arbejdsmarkedsfonde § 10.
* For personer, der modtager dagpenge, revalideringsydelse og lignende, opkræves der årligt 1.300 kr. som midlertidig pensionsopsparing. Personer, der kun oppebærer disse ydelser en del af året, skal betale en forholdsmæssig del af de 1.300 kr.
Pensionsopsparingen omfatter også personer under 18 år.
Den midlertidige pensionsopsparing gælder ikke i følgende situationer
* For personer, der har frikort, undlades indeholdelse af pensionsopsparing i det omfang, som A-indkomst udbetales uden indeholdelse af A-skat.
* Indbetalinger, der opgøres til 345 kr. eller derunder opkræves ikke.
* Personer med DIS-indtægter er ikke omfattet af loven.
* Personer, som i øvrigt ikke er skattepligtige i Danmark, er ikke omfattet af loven.
I bidragssammenhæng vil de beløb, der skal indbetales til opsparingen i almindelighed være af mindre betydning. For så vidt angår beregningsgrundlag for 1998 vil dette for erhvervsdrivende først fremgå af årsopgørelsen for 1998. Civilretsdirektoratet skal derfor for disse henstille, at der til brug for bidragsberegningen tages udgangspunkt i den seneste foreliggende årsopgørelse, medmindre det godtgøres, at beregningsgrundlaget i 1998 vil fravige væsentligt herfra.
Med venlig hilsen
Civilretsdirektoratet
Jonna Waage