Cirkulære om erhvervsmæssig udøvelse af kunstnerisk aktivitet i selskabsform genoptagelse
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om erhvervsmæssig udøvelse af kunstnerisk aktivitet i selskabsform genoptagelse
1. Højesteret har ved en dom afsagt den 16. juni 1998 (TfS 1998, 485) statueret, at en skatteyder, som oppebar indtægter ved at optræde som operasanger i forbindelse med koncerter og ved andre kunstneriske aktiviteter i Danmark og udlandet, kunne drive denne virksomhed gennem et anpartsselskab.
1.1. Højesteret bemærkede følgende
Det er ubestridt, at appellanten kan udøve selvstændig erhvervsvirksomhed som kunstner gennem et anpartsselskab.
Det forhold, at selskabets virksomhed i det væsentlige vil bestå i udbud af kunstneriske aktiviteter, som kun kan opfyldes af appellanten selv, adskiller ikke virksomheden afgørende fra anden erhvervsudøvelse, som i de senere år også i skattemæssig henseende er anerkendt udøvet i selskabsform.
Uanset den af indstævnte påberåbte mangeårige administrative praksis finder Højesteret herefter, at der hverken i statsskattelovens § 4 eller på andet grundlag er fornøden hjemmel til at frakende udøvelse af kunstnerisk virksomhed i selskabsform skattemæssig betydning. Højesteret tager derfor appellantens påstand til følge.
2. Genoptagelse.
Skatteansættelser, hvor skattemyndighederne har nægtet at anerkende, at indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed kan udøves i selskabsform med den begrundelse, at den udførte aktivitet alene kan opfyldes af personen selv (manglende mulighed for substitution), kan tillades genoptaget.
Det får betydning for kunstnere, forfattere, sportsfolk m.fl. Derimod ændrer det ikke på den gældende praksis om lønmodtagere, der ønsker at »sætte sig selv på aktier«, jf. LV 1997 pkt. S.C.1.1.1.
Det er en forudsætning for genoptagelse, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed og at denne virksomhed i øvrigt kan drives i selskabsform efter gældende lovgivning.
Der er også anledning til særligt at fremhæve, at højesteretsdommen ikke ændrer på, at det er vedkommende skatteyder personligt - og ikke hans selskab - der er rette indkomstmodtager, hvis det efter en konkret vurdering må konstateres, at det er skatteyderen personligt - og ikke selskabet - som er den reelt forpligtede og berettigede overfor medkontrahenten. Det bliver altså nødvendigt at foretage en nærmere bedømmelse af kontraktsforholdet i det enkelte tilfælde.
3. Omgørelse.
I tilfælde, hvor skattemyndighederne har bevilget skattemæssig omgørelse, således at de indtægter som selskabet har modtaget og indtægtsført er tilladt tilbagebetalt til personaktionæren, hvorved selskabets skatteansættelse er nedsat, skal eventuel anmodning om fornyet omgørelse rettes til den skatteansættende myndighed, der træffer afgørelse efter gældende omgørelsespraksis. Hvis det er Ligningsrådet, som har bevilget omgørelse, skal henvendelsen dog rettes til Ligningsrådet.
4. Ansøgning om genoptagelse efter punkt 2 og omgørelse efter punkt 3 kan ske fra og med indkomståret 1995.
Ansøgningen skal indgives til skattemyndighederne inden udgangen af marts måned 1999, på hvilket tidspunkt cirkulæret bortfalder.1)
Told- og Skattestyrelsen, den 28. oktober 1998
Frantz Howitz
/Niels Kristensen
1) I Told- og Skattestyrelsens egen fortløbende nummerrække har cirkulæret nr. 1998-27.