Vejledning om svangerskabsafbrydelse

Vejledning om svangerskabsafbrydelse

I. Almindelige bemærkninger

Denne vejledning er udstedt i tilknytning til lov om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af 15. september 1986 som ændret ved lov nr. 350 af 24. maj 1989, lov nr. 389 af 7. juni 1989, lov nr. 1133 af 21. december 1994 og lov nr. 389 af 14. juni 1995. I medfør af loven er endvidere udstedt bekendtgørelse nr. 1125 af 13. december 1996 om svangerskabsafbrydelse og cirkulære nr. af 1998 om behandlingen af sager om svangerskabsafbrydelse.

Efter loven har en kvinde, som har bopæl her i landet, som udgangspunkt ret til svangerskabsafbrydelse, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, medens svangerskabsafbrydelse i andre tilfælde normalt kræver tilladelse.

A. Tilladelse unødvendig

Efter lovens § 1 har kvinder, der har bopæl her i landet, fri adgang til svangerskabsafbrydelse, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, og hvis kvinden fastholder sit ønske, efter at hun har modtaget vejledning efter lovens § 8. Samrådstilladelse er således ikke nødvendig i disse tilfælde, medmindre kvinden er omfattet af lovens § 5, stk. 2, eller § 6, stk. 1, jf. herom nedenfor i afsnit B.

12-ugersfristen beregnes i almindelighed fra sidste menstruations første dag, hvilket vil sige, at 12-ugersfristen normalt overskrides ca. 10 uger efter den faktiske konception. Graviditetens alder kan ikke alene bestemmes på grundlag af kvindens oplysning om sidste menstruation, men oplysningerne herom må sammenholdes med et lægeligt skøn på grundlag af en aktuel gynækologisk undersøgelse foretaget af en speciallæge i gynækologi og obstetrik samt en ultralydsundersøgelse. Det er en af sygehusets (sygehusafdelingens) overlæger eller afdelingslæger, der afgør, om fristen er udløbet. Skønnes dette at være tilfældet, skal denne læge straks vejlede kvinden om hendes mulighed for at søge samrådstilladelse til svangerskabsafbrydelse og, såfremt kvinden ønsker det, da straks forelægge ansøgningen for vedkommende amtskommune (kommune) og kan således ikke indskrænke sig til at afvise at foretage indgrebet.

Kravet i lovens § 1 om bopæl her i landet kan normalt anses for opfyldt, såfremt kvinden er i besiddelse af personnummerbevis eller sygesikringskort, når personnummer er angivet på dette.

Efter lovens § 2 kan en kvinde få sit svangerskab afbrudt på medicinsk indikation uden tilladelse, selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægeligt begrundet. På grund af § 1 får bestemmelsen normalt kun betydning efter udløbet af 12. svangerskabsuge, men § 2 omfatter i modsætning til § 1 og § 3 også kvinder, der ikke har bopæl her i landet.

B. Tilladelse nødvendig

Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan samrådet give tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis betingelserne i lovens § 3 er opfyldt.

Kravet om bopæl her i landet kan normalt anses for opfyldt, såfremt kvinden er i besiddelse af personnummerbevis eller sygesikringskort, når personnummer er angivet på dette.

I § 3, stk. 2, er det præciseret, at samrådet skal lægge særlig vægt på, om det er berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som et indgreb efter udløbet af 12. svangerskabsuge medfører.

I visse tilfælde kræves samrådstilladelse, selv om 12. svangerskabsuge ikke er udløbet. Det drejer sig om tilfælde, hvor kvinden

1. på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. lovens § 5, stk. 2. Samrådet kan da efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade svangerskabsafbrydelse, hvis det finder, at omstændighederne taler for, at tilladelse gives, selv om kvinden er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse,

2. er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, og samtykke fra forældremyndighedens indehaver ikke foreligger, jf. lovens § 6, stk. 2-3,

3. ikke har bopæl her i landet. Samrådet kan da tillade svangerskabsafbrydelse, hvis kvinden har en særlig tilknytning til landet, jf. lovens § 7. Kan indgrebet foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, skal samrådet alene tage stilling til, om der er den tilstrækkelige tilknytning til Danmark. Tilknytningen kan f.eks. bestå i, at kvinden har bevaret sit danske statsborgerskab, efter at hun er flyttet til udlandet.

Afgørelse om, hvorvidt tilladelse skal gives, træffes af samrådene ved amtskommunerne (kommunerne). Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet, jf. lovens § 4, stk. 2, og § 4 i bekendtgørelsen om svangerskabsafbrydelse. Har samrådet tilladt svangerskabsafbrydelse uanset protest fra forældremyndighedens indehaver, kan denne indbringe afgørelsen for ankenævnet. I cirkulæret om behandlingen af sager om svangerskabsafbrydelse § 10 er der fastsat regler, der skal sikre, at forældremyndighedens indehaver får mulighed for at påklage afgørelsen, inden indgrebet foretages.

II. Fremgangsmåden ved anmodning om svangerskabsafbrydelse

En kvinde, der ønsker sit svangerskab afbrudt, kan henvende sig enten til en læge eller en amtskommune (kommune). Hvis kvinden ønsker det, kan hun rette henvendelse også til en anden læge end sin sædvanlige. Ifølge § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse skal den, der fremsætter anmodningen om svangerskabsafbrydelse, underskrive anmodningen. Det vil sige kvinden, jf. lovens § 5, stk. 1, eller en særligt beskikket værge, jf. lovens § 5, stk. 2. Det samme gælder, når forældremyndighedens indehaver afgiver samtykke efter lovens § 6, stk. 1. Der er udarbejdet blanketter til brug for anmodning om svangerskabsafbrydelse og til brug for afgivelse af samtykke.

Sker henvendelsen til en amtskommune (kommune) følges reglerne i cirkulære om behandlingen af sager om svangerskabsafbrydelse.

A. Den praktiserende læge

Fremsættes anmodningen om svangerskabsafbrydelse over for lægen, skal denne under en personlig samtale med kvinden søge oplyst grunden til ønsket om svangerskabsafbrydelse og bør give den vejledning, som er nævnt i lovens § 8, stk. 3. Lægen og kvinden skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted. Dette gælder også, når vejledning skal gives til forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge, jf. lovens § 8, stk. 3, og § 3 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse. Er kvinden omfattet af lovens § 5, stk. 2, skal hun dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted.

I tilfælde, hvor svangerskabsafbrydelse kræver tilladelse fra samrådet, skal lægen, hvis kvinden ønsker det, straks forelægge anmodningen for vedkommende amtskommune (kommune) sammen med en udtalelse om sagen. En læge, der modtager en anmodning om svangerskabsafbrydelse, kan således ikke på egen hånd afvise denne.

Det er af væsentlig betydning for amtskommunens (kommunens) behandling af sagerne og for disses hurtige gennemførelse, at den praktiserende læge omgående henviser kvinden til amtskommunen (kommunen) og ved henvisningen giver så fyldige oplysninger som muligt såvel om de medicinske forhold som om kvindens og hendes families sociale og økonomiske forhold og hendes personlige og familiemæssige vanskeligheder i det omfang, lægen måtte have kendskab hertil.

Selv om kvinden opfylder betingelserne for at få svangerskabsafbrydelse uden tilladelse fra samrådet, må der lægges afgørende vægt på, at hun ikke beslutter sig uden nøje overvejelse. Bortset fra tilfælde, hvor ønsket om svangerskabsafbrydelse skyldes hensynet til moderens eller barnets helbred, bør kvinden derfor gøres bekendt med, at lovgivningen rummer muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og støtte efter barnets fødsel, ligesom hun kan gøres bekendt med muligheden for at bortadoptere barnet. Lægen skal gøre hende bekendt med, at hun af amtskommunen (kommunen) kan få nærmere oplysninger og anden bistand i forbindelse med svangerskab og fødsel.

Fastholder kvinden ønsket, skal lægen henvise hende til sygehuset. Der skal ikke indhentes en erklæring fra kvindens eventuelle ægtefælle.

Ved henvisningen til sygehuset bør det i videst muligt omfang af lægens oplysninger fremgå, i hvilket omfang han har påset, at kvinden opfylder betingelserne for svangerskabsafbrydelse uden tilladelse, samt at kravene i lovens § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, og § 8, stk. 2-3, jf. § 1, stk. 2 og § 3 i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse er opfyldt, således at det i almindelighed ikke vil være nødvendigt for sygehuset at indhente yderligere oplysninger med risiko for derved at forsinke tidspunktet for indgrebet, idet det er af afgørende betydning, at indgrebet af hensyn til fristen kan foretages hurtigt.

Lægen bør således så vidt muligt i henvisningen oplyse

om beviset for kvindes bopæl, jf. lovens § 1,

om anmodningen er fremsat af kvinden selv, jf. lovens § 5, stk. 1,

om der er samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. lovens § 6, stk. 1,

om, at kvinden er vejledt om, at hun ved henvendelse til amtskommunen (kommunen) kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel, samt om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet, jf. lovens § 8, stk. 2 og 3.

Selv om kvinden opfylder betingelserne for at få svangerskabsafbrydelse uden samrådstilladelse, bør lægen efter at have gjort hende bekendt med, at hun opfylder betingelserne for svangerskabsafbrydelse uden tilladelse, opfordre hende til at søge bistand i opholdskommunen, hvis lægen skønner, at personlige, sociale eller økonomiske vanskeligheder er årsag til abortønsket, jf. § 4 i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.

B. Sygehuset

Den læge, der er ansvarlig for operationen, er i tilfælde, hvor der ikke foreligger tilladelse efter lovens § 3, under strafansvar efter lovens § 14 forpligtet til at påse, at betingelserne i lovens §§ 1 eller 2 er opfyldt. Lægen er endvidere under strafansvar forpligtet til at sikre sig, at betingelserne i lovens §§ 5 og 6, § 8, stk. 3, og § 10, stk. 1, er opfyldt.

For så vidt angår den medicinske indikation, jf. lovens § 2, vil lægen som regel ved sin egen undersøgelse kunne konstatere, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse er opfyldt. Det er ikke nødvendigt, at lægen selv har konstateret farens tilstedeværelse, men han kan lægge en erklæring fra en anden læge, f.eks. en speciallæge i psykiatri, til grund. Hvis der til konstatering af, om betingelserne er opfyldt, kræves andre specialundersøgelser, bør sådanne sædvanligvis foretages i samarbejde med sygehusvæsenets andre afdelinger og kun undtagelsesvis gennem amtskommunen (kommunen).

Hvis sygehusets læge finder, at en patient har behov for social og juridisk bistand i forbindelse med graviditeten, bør kvinden opfordres til at søge bistand i opholdskommunen. I de tilfælde, hvor der er mulighed for, at tilbudet om hjælp kan få indflydelse på kvindens beslutning om at lade indgrebet gennemføre, bør henvendelsen til opholdskommunen foretages, før indgrebet gennemføres, medmindre der herved opstår risiko for overskridelse af 12-ugersfristen.

C. Betaling

Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse afholdes efter bestemmelserne i kapitel 2 i lov om sygehusvæsenet.

III. Afsluttende bestemmelser

Vejledning af 24. marts 1976 om svangerskabsafbrydelse bortfalder.

Justitsministeriet, den 16. december 1998

Frank Jensen

/Jørgen Lougart