Legislator Case Law & Legislation
C19980019260 DK

Vejledning om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings og beskæftigelsesperioder i udlandet

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1998 192 Historic

Vejledning om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet

I bekendtgørelse nr. 819 af 24. november 1998 er der fastsat regler om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet. I denne vejledning beskrives anvendelsen af reglerne, og nogle af reglerne uddybes med nærmere retningslinier.

Den danske efterlønsordning er ikke en social sikringsordning eller en social pension, men en frivillig forsikringsordning, baseret på lov. Den er anerkendt som en særlig dansk arbejdsmarkedsydelse, der er etableret som en overbygning til arbejdsløshedsforsikringen.

Efterløn er derfor heller ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, eller af Nordisk Konvention af 15. juni 1992 om Social Sikring, idet efterløn er en særlig arbejdsmarkedsydelse. Det betyder, at forsikrings- og beskæftigelsesperioder i andre EØS-lande ikke uden særlig hjemmel kan medregnes i de perioder, som i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, og § 75 b, stk. 1, nr. 3, er betingelser for ret til efterløn.

Personkredsen (§§ 1 og 2)

Bekendtgørelsen gælder både for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der ønsker at medregne forsikrings- eller beskæftigelsesperioder fra udlandet.

Reglerne i denne bekendtgørelse skal anvendes allerede på det tidspunkt, hvor det skal vurderes, om medlemmet har ret til dagpenge efter lovens § 55, stk. 4, delefterløn eller overgangsydelse.

Bekendtgørelsen gælder ikke for et medlem, der har haft beskæftigelse og været forsikret i Danmark, men samtidig har haft bopæl i udlandet.

Et medlem, der i en periode har haft beskæftigelse i udlandet, men som kan opfylde både kravet om forsikringsperiode i Danmark og kravet om beskæftigelse på baggrund af arbejde i Danmark, er heller ikke omfattet af bekendtgørelsen.

Forsikringsperioder (§§ 3-5)

Bestemmelserne indeholder de særlige krav, der stilles for medregning af forsikringsperioder fra andre EØS-lande for medlemmer, der vender tilbage til Danmark.

EØS-landene er pr. 1. november 1998 Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Østrig, (alle EU-landene) samt Island, Liechtenstein og Norge (alle EFTA-landene bortset fra Schweiz).

Medregning af forsikringsperioder forudsætter, at medlemmet fremlægger skriftlig dokumentation for forsikringsperioden fra den myndighed, der administrerer arbejdsløshedsforsikringen i det pågældende land. Dokumentationen kan være attest E 301 eller lignende dokumentation.

Til § 4

Forsikringsperioder i udlandet kan højst udgøre halvdelen af den nødvendige forsikringsperiode.

20 års medlemskab inden for 25 år

Hvis medlemmets ret til efterløn er betinget af kravet i lovens § 75 b, stk. 1, nr. 2, om 20 års medlemskab inden for de sidste 25 år, så kan medlemmet højst medregne forsikringsperioder fra et andet EØS-land på i alt 10 år.

Mindst 10 års medlemskab inden for 15 år

Hvis medlemmet er omfattet af overgangsordningen i lovens § 75 b, stk. 2, om uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992, dog mindst 10 år inden for de sidste 15 år, kan medlemmet som udgangspunkt højst medregne en forsikringsperiode fra et EØS-land på 5 år. Hvis medlemmet først ønsker at gå på efterløn efter år 2002, kan der medregnes op til halvdelen af den nødvendige forsikringsperiode. Hvis medlemmet først skal på efterløn den 31. marts 2004 vil den nødvendige forsikringsperiode være 12 år, og medlemmet kan dermed medregne 6 år fra et andet EØS-land.

Den nødvendige forsikringsperiode efter lovens § 75 b, stk. 2, afhænger således af medlemmets alder ved optagelsen i a-kassen og tidspunktet for medlemmets overgang til efterløn.

Medlemskab på skæringsdatoen

Lovens § 75 b, stk. 2, stiller krav om medlemskab på skæringsdatoen den 31. marts 1992, men forudsætter ikke, at der skal være tale om medlemskab af en dansk a-kasse. Kravet anses derfor for opfyldt ved medlemskab af arbejdsløshedsforsikringen i et andet EØS-land, hvis medlemmet tidligere har været arbejdsløshedsforsikret i Danmark. Der stilles ikke krav til varigheden af det tidligere medlemskab eller til, at perioden ligger lige før forsikringsperioden i udlandet.

Afbrydelse af medlemskab

Reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde inden for EØS og i det øvrige udland tager højde for afbrydelser i forsikringsperioder i et andet EØS-land og for afbrydelser i forbindelse med overgangen fra arbejdsløshedsforsikringen i et EØS-land til arbejdsløshedsforsikringen i et andet EØS-land. Denne bekendtgørelse finder også anvendelse, når det skal fastlægges, om medlemskabet anses for uafbrudt, jf. lovens § 75 b, stk. 2.

Et års medlemskab inden udrejsen

Hvis et medlem har flere forsikringsperioder i et EØS-land og ønsker at medregne alle forsikringsperioderne, skal kravene i § 4, stk. 2, 1. pkt. alene være opfyldt lige før den første udrejse fra Danmark.

Hvis et medlem efter at have været udsendt til udlandet, hvor den danske forsikringsstatus er bevaret, tager arbejde og forsikres i et EØS-land, skal 1 års kravet alene være opfyldt før den første udrejse, for at den seneste forsikringsperiode kan medregnes, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt.

Indplaceret efter arbejde i udlandet

Hvis medlemmets ret til dagpenge på indplaceringstidspunktet skyldes, at beskæftigelseskravet var optjent på baggrund af arbejde i udlandet, er betingelsen i § 4, stk. 3, ikke opfyldt. Hvis medlemmet på indplaceringstidspunktet også kunne have opfyldt beskæftigelseskravet på baggrund af arbejde i Danmark (52/26 ugers arbejde inden for 3 år), anses betingelsen alligevel for opfyldt.

Eksempler til § 4

Eksempel I

Et medlem er omfattet af lovens § 75 b, stk. 1, nr. 2, d.v.s. kravet om 20 års sammenlagt medlemskab inden for de sidste 25 år.

Medlemmet har været forsikret i en dansk a-kasse og har arbejdet i Danmark de sidste 9 år.

Lige før optagelsen i den danske a-kasse havde medlemmet arbejdet og været forsikret i et andet EØS-land i 10 år. Før denne udrejse forelå 1 års medlemskab af en dansk a-kasse.

Medlemmet opfylder kravet om forsikringsperiode for overgang til efterløn, idet halvdelen af den nødvendige forsikringsperiode - her 10 år - fra et andet EØS-land kan medregnes. Medlemmet opfylder også betingelsen om dagpengeret på grund af arbejde i Danmark.

Eksempel II

Et medlem er omfattet af lovens § 75 b, stk. 2, d.v.s. kravet om uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992, dog mindst 10 års medlemskab inden for de sidste 15 år.

Medlemmet ønsker at gå på efterløn den 1. januar 1999.

Medlemmet blev optaget i en dansk a-kasse den 1. januar 1992 efter overflytning fra forsikringen i et andet EØS-land. Der har ikke siden været afbrydelser i medlemsperioden. Medlemmet har haft arbejde i Danmark siden 1992.

Medlemskabet i det andet EØS-land blev etableret den 1. januar 1985 efter forudgående medlemskab af en dansk a-kasse i 2 år.

Medlemmet kan medregne højst 5 års forsikringsperiode fra det andet EØS-land, svarende til halvdelen af den nødvendige forsikringsperiode.

Medlemmet opfylder kravet om forsikringsperiode for overgang til efterløn. Medlemmet opfylder også kravet om dagpengeret på grund af arbejde i Danmark.

Eksempel III

Et medlem er omfattet af lovens § 75 b, stk. 2, d.v.s. kravet om uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992, dog mindst 10 år inden for de sidste 15 år.

Medlemmet ønsker at gå på efterløn den 1. januar 1999.

Medlemmet blev optaget i en dansk a-kasse 1. januar 1989. Fra 1. januar 1991 til 31. december 1996 (6 år) var medlemmet forsikret i et andet EØS-land. Siden 1. januar 1997 har medlemmet været forsikret og beskæftiget i Danmark.

Medlemmet kan ikke opfylde kravet om forsikringsperiode 1. januar 1999 og kan derfor ikke gå på efterløn fra denne dato. Det skyldes, at medlemmet kun kan medregne højst 5 års forsikringsperiode fra det andet EØS-land - halvdelen af den nødvendige forsikringsperiode. Medlemmet kan pr. 1. januar 1999 medregne i alt 4 års forsikringsperiode fra Danmark og 5 års forsikringsperiode fra et andet EØS-land, i alt 9 år.

Ved fortsat medlemskab af en danske a-kasse i endnu 1 år til 1. januar 2000, vil kravet om forsikringsperiode kunne opfyldes.

Eksempel IV

Et medlem, der har været forsikret i Danmark i mere end 1 år, tager arbejde og forsikres i et andet EØS-land.

Medlemmet vender efter 2 år tilbage til Danmark og optages i en dansk a-kasse, hvorefter medlemmet 3 måneder senere igen tager arbejde og bliver forsikret i et andet EØS-land. Efter 1 år vender medlemmet på ny tilbage til Danmark.

Betingelsen for at kunne medregne begge forsikringsperioder fra andre EØS-lande vil være til stede, fordi kravet om 1 års medlemskab af en dansk a-kasse var opfyldt lige før den første forsikringsperiode i udlandet, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Medlemmet skal herudover opfylde kravet om dagpengeret på baggrund af arbejde i Danmark.

Eksempel V

Et medlem, der har været forsikret i Danmark i mere end 1 år, bliver udsendt til et EØS-land af sin danske arbejdsgiver (på en attest E 101, hvor medlemmet bevarer sin danske forsikring). Medlemmet får herefter andet arbejde i EØS-landet og forsikres i EØS-landet. Efter 2 år vender medlemmet tilbage til Danmark.

Medlemmet har i dette tilfælde ikke haft bopæl og ophold i Danmark i 1 år lige før forsikringsperioden i EØS-landet.

Betingelserne for medregning af forsikringsperioden i EØS-landet anses imidlertid for opfyldt, fordi 1 års kravet var opfyldt lige før udstationeringen, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt.

Til § 5

Kravet om medlemskab af en dansk a-kasse før forsikringsperioden på Færøerne sikrer, at kun medlemmer, der tidligere har haft tilknytning til det danske arbejdsmarked, kan medregne forsikringsperioden i den færøske arbejdsløshedsforsikring til opfyldelse af forsikringsperiodekravet for efterløn.

Bestemmelsen forudsætter ikke medlemskab af en bestemt varighed i en dansk a-kasse før udrejsen til Færøerne. Bestemmelsen forudsætter heller ikke, at medlemskabet skal ligge lige før udrejsen.

Beskæftigelsesperioder (§6)

Til § 6, stk. 1

Retten til efterløn er som udgangspunkt betinget af, at medlemmet har optjent beskæftigelseskravet (52/26 ugers arbejde inden for 3 år) på grundlag af arbejde i Danmark. Hvis medlemmets ret til dagpenge på indplaceringstidspunktet således skyldes arbejde i udlandet, kan medlemmet ikke gå på efterløn. Hvis medlemmet på indplaceringstidspunktet også kunne have opfyldt beskæftigelseskravet på baggrund af arbejde i Danmark, kan medlemmet alligevel gå på efterløn.

Til § 6, stk. 2

Lempelsen i stk. 2, finder kun anvendelse i tilfælde, hvor medlemmet har tilstrækkelig forsikringsperiode i Danmark, men hvor beskæftigelseskravet er optjent helt eller delvist ved arbejde i udlandet.

De 26 ugers arbejde i Danmark skal være optjent inden for de sidste 3 år før overgangen til efterløn. Det har ingen indflydelse, om medlemmet i øvrigt er indplaceret efter reglerne i bekendtgørelsen om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode, eller om medlemmet tidligere har fået ydelser fra en a-kasse.

Kravet om 26 ugers arbejde i fuldt sædvanligt omfang inden for de sidste 3 år svarer til 962 timer for fuldtidsforsikrede og 629 timer for deltidsforsikrede. Opgørelsen af beskæftigelsen sker efter de samme regler, som anvendes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet i lovens § 53, stk. 2 og 3, eller stk. 5. Forlængelse af 3 års perioden, jf. lovens § 53, stk. 6, finder også anvendelse her.

Eksempel VI

Et 57-årigt medlem, der altid har arbejdet og været forsikret i Danmark, bliver ledig og tager umiddelbart herefter arbejde i udlandet i 2 1/2 år.

Efter afslutningen af arbejdsforholdet i udlandet vender medlemmet tilbage til Danmark og får 26 ugers fuldtidsarbejde. Medlemmet ønsker derefter efterløn.

Medlemmet opfylder beskæftigelseskravet i lovens § 53, stk. 2, delvist på grundlag af arbejde i udlandet, men vil alligevel kunne overgå til efterløn, da § 6, stk. 2 - kravet om sammenlagt 26 ugers arbejde i Danmark inden for de sidste 3 år - er opfyldt.

Beskæftigelsesperioder i udlandet, der sidestilles med beskæftigelse i Danmark (§§ 7-11)

I både § 4, stk. 3, og § 6, stilles der krav om, at medlemmet har ret til dagpenge på grund af arbejde i Danmark.

Under visse omstændigheder sidestilles arbejde i udlandet med arbejde i Danmark, hvilket fremgår af §§ 7-11. Opremsningen er udtømmende.

Til § 8

Beskæftigelsesperioder på Færøerne kan kun sidestilles med beskæftigelse i Danmark, hvis der foreligger medlemskab af en dansk a-kasse før opholdet på Færøerne. Der stilles ikke krav om en bestemt varighed af det forudgående medlemskab. Der stilles heller ikke krav om, at medlemskabet skal ligge lige før opholdet på Færøerne.

Til § 9

Forordning (EØF) nr. 1408/71 og Nordisk Konvention af 15. juni 1992 om Social Sikring åbner mulighed for, at medlemmer, der arbejder ved EU's institutioner, diplomatiske missioner og konsulater i andre EØS-lande, eller som er udsendt i andre EØS-lande, kan bevare deres medlemskab af en dansk a-kasse. I forhold til efterløn vil arbejdet i de situationer være sidestillet med arbejde i Danmark.

Der henvises til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde inden for EØS og i det øvrige udland.

Til § 10

Beskæftigelse i udlandet på internationale vilkår vil oftest være kendetegnet ved særlige bestemmelser i ansættelsesaftalen om aflønning, forflyttelsespligt, omkostningsdækning ved flytning, ret til hjemrejse ved sygdom m.v.

Bestemmelsen omfatter for eksempel beskæftigelse på internationale vilkår for FN s organisation for fødevarer og landbrug (FAO), FN-sekretariatet, Den internationale arbejdsorganisation (ILO), Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling (OECD), NATO, Verdensbanken, FN s Højkommissær for flygtninge (UNHCR), FN s Børnefond (UNICEF) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Til § 11

Fortolkningen følger det, der fremgår om optagelse af disse grupper i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse og vejledning til bekendtgørelse om optagelse i en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere.

Ved vurderingen af om beskæftigelsen i relation til § 11 kan sidestilles med arbejde i Danmark, skal a-kassen ikke i hvert enkelt tilfælde afgøre, om lige netop dette medlems beskæftigelse i den konkrete periode ville kunne danne grundlag for optagelse i en dansk a-kasse. A-kassen skal derimod vurdere, om den type arbejde for den type arbejdsgiver vil kunne danne grundlag for optagelse, hvis de øvrige betingelser for optagelse også var til stede.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 24. november 1998

Birgitte Kjeldgaard Andersen

/Jette Haslund

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →