Orienteringsskrivelse om nye klageregler for afgørelser om hjælp efter §§ 71 og 72 i lov om social service
Statutory Text (1 Articles)
Orienteringsskrivelse om nye klageregler for afgørelser om hjælp efter §§ 71 og 72 i lov om social service
Som bebudet i orienteringsskrivelsen af 22. juni 1998 om klagereglerne for afgørelser efter §§ 71 og 72 i lov nr. 410 af 26. juni 1998 om social service (L 115) vedlægges ændringerne i bekendtgørelse nr. 457 af 26. juni 1998 om ændring af bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område. (* 1)
Alle - uanset alder - der har fået kommunens afgørelse om hjælp efter §§ 71 eller 72 kan i første omgang klage over afgørelsen til klagerådet og over afgørelsen fra amtskommunen til det amtslige brugerråd.
Klagerådet og brugerrådet kan ikke omgøre afgørelsen om personlig og praktisk hjælp m.v., men klagerådet eller brugerrådet kan udtale sin eventuelle kritik overfor kommunalbestyrelsen eller amtsrådet og komme med forslag til ændringer af den konkrete afgørelse.
Klagerådet
Klagerådet skal efter loven videresende sagen til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skal på dette grundlag vurdere afgørelsen og orientere klageren om udfaldet heraf. Den almindelige regel i retssikkerhedslovens § 17 om, at kommunalbestyrelsen ikke kan behandle sager om hjælp til enkeltpersoner gælder også, når kommunalbestyrelsen behandler sager om personlig og praktisk hjælp. Det vil derfor være det eller de udvalg, som behandler sager efter §§ 71 og 72 i serviceloven, der vurderer klagerådets indstilling.
Kommunalbestyrelsens afgørelse kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10, dvs. at klagen indgives til kommunen, der genvurderer afgørelsen efter reglerne om genvurdering i kapitel 2 i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Klagefristen på 4 uger, jf. § 67, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) løber fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om resultatet af kommunalbestyrelsens vurdering af sagen på baggrund af klagerådets indstilling.
Brugerrådet
Brugerrådet skal sende sin indstilling til amtsrådet. Den almindelige regel i retssikkerhedslovens § 40 om, at sager om hjælp til enkeltpersoner ikke kan behandle i det samlede amtsråd gælder også, når amtsrådet behandler sager om personlig og praktisk hjælp. Det vil derfor være det eller de udvalg, som behandler sager efter §§ 71 og 72 i serviceloven, der vurderer klagerådets indstilling.
Amtsrådets afgørelse kan ligeledes indbringes for det sociale nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10, dvs. at klagen indgives til amtskommunen, der genvurderer afgørelsen efter reglerne om genvurdering i kapitel 2 i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område. Klagefristen på 4 uger løber også i dette tilfælde fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om resultatet af amtsrådets vurdering af sagen på baggrund af brugerrådets indstilling.
Nævnets afgørelse kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse efter de almindelige regler, dvs. Ankestyrelsen kan behandle sagen, hvis den skønner, at sagen er principiel eller generel.
Vi skal endvidere oplyse, at klagerådet og brugerrådet bevarer de hidtidige funktioner i forhold til kommunalbestyrelse og amtsråd.
Ved lovændringen er invalideorganisationerne i kommunerne blevet repræsenteret i klagerådene.
Det tilføjes, at Folketingets Socialudvalg i sin betænkning til lovforslaget understregede, at det er meget væsentligt, at kommunerne sikrer sig, at klagesager over afgørelse om personlig og praktisk hjælp får en hurtig sagsbehandling.
Med venlig hilsen
Peter Juul