Vejledning om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne Sindslidende stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl.

Bilag 1

Socialministeriets bekendtgørelse nr. xx. af måned 1998.

UDKAST

til

Bekendtgørelse om aflønning m.v. og støtte til

befordringsudgifter i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og i aktivitets- og samværstilbud

I medfør af § 89, stk. 2, i lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service, fastsættes

Løn til personer i beskyttet beskæftigelse efter § 87, stk. 1 og 4

KAPITEL 1

Vejledningens målgrupper

KAPITEL 1

Vejledningens målgrupper

Hvem omfattes?

Vejledningen omhandler de socialt mest udsatte voksne eller personer over 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, dvs. fx

- svært stillede sindslidende

- stofmisbrugere

- alkoholmisbrugere

- hjemløse og andre, der ikke kan fungere i egen bolig

Vejledningen og de beskrevne tilbud omhandler også andre grupper med særlige sociale problemer, som kan have behov for tilbud for at forebygge, at deres livssituation og funktionsevne forværres (de udsatte), og andre indsatser til at forbedre deres udviklingsmuligheder. Det kan være personer med adfærdsmæssige problemer som prostituerede, kriminelle, lettere sindslidende og andre psykisk svage personer med manglende netværk m.fl.

Karakteristisk for vejledningens målgrupper er det, at deres personlige og sociale problemer ofte spænder over flere problemfelter. Således er der et stort antal sindslidende med misbrugsproblemer (med dobbeltdiagnose). Flere hjemløse har sindslidelser og misbrugsproblemer, og ofte består et misbrug af både stoffer og alkohol (blandingsmisbrug).

Tilbud til andre voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, dvs. grupper af handicappede, gennemgås i vejledning om voksne med handicap.

§ 1. Formålet med denne lov er

1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.

- - - - - - -

Speciel målsætning

Selvom grupperne omhandlet i denne vejledning er omfattet af lovens generelle rådgivnings- og servicetilbud forudsætter serviceloven i en speciel formålsparagraf ( § 67), at der ydes en særlig indsats for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer med følgende formål

- - - - - - -

§ 1. Amtskommunen eller kommunen fastsætter lønnen for personer i beskyttet beskæftigelse efter § 87, stk. 1 eller 4, således at personen i videst muligt omfang aflønnes efter indsats.

Stk. 2. Amtskommunen eller kommunen fastsætter lønnen således

1) Personer, der er i beskæftigelse, får i videst muligt omfang løn efter indsats.

2) I tilfælde hvor løn efter indsats ikke er et egnet aflønningsgrundlag, anvendes timeløn efter en arbejdsvurdering i det enikelte tilfælde. Det kan fx gælde ved beskæftigelse af personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, ved oplæring af personer, eller ved manglende indtjeningsmuligheder i virksomheden.

3) I tilfælde hvor en person, der på grund af betydelig nedsat funktionsevne kun kan yde en indsats, som giver en meget beskeden indtjening, kan arbejdsdusør fastsættes til mindst 5 pct. af den mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende arbejdsområde.

Løn til personer i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb efter § 87, stk. 2.

Bilag 2

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998

Literaturliste

Sindslidendeområdet

Aagaard, Jørgen. (1994) »Psychosocial Aspects of the Negative/Positive Distinction in Scizophrenia«. I Nord J. Pschiatry, 48. Suppl. 31:00-00, Oslo.

Aagaard, Jørgensen, Anne Grethe Holmgård. (1993) Forældregruppearbejde distriktspsykiatrisk baseret. Psykiatrisk Hospital i Århus.

Abraham, Ella (1993) Lokalpsykiatri » samspil og udvikling. Lokalpsykiatri i Randers regionen.

Adolph, Erik, Mogens Blæhr, Jytte Faureholm, Per Hansen, Knud Ramian, Tor Sundberg (1996) Socialt arbejde med sindslidende. Forlaget Systime.

Adolph, Erik, Per I. Hensen (1995) Social indsats over for sindslidende i kommunen. Forlaget Thorup.

Aggernæs, Anton (1992) »Hvordan oplever skizofrene patienter behandlingstilbudet og egen livskvalitet som hospitalsindlagte og som udskrevne«. I: Nord J. Psychiatry Suppl. 26/1992.

Ahlgreen, Birgitte (1994) Nu ved jeg, hvad jeg kan » Overgangsarbejde på Fontæne Huset i Århus. Center for Evaluering, Psykiatrien i Århus Amt.

Andersen Carsten, Anita Barfod, Finn Kenneth Hansen, Claus B. Olsen: (1997), CASA, SUS, Vanskeligt stillede sindslidende, udvikling af sociale tilbud.

Andersen Carsten, m.fl.(1997): Har jeg brug for dig. Opsøgende arbejde og væresteder. Socialministeriet.

Andersen, Carsten (1994) Socialpsykiatri for socialarbejdere » et arbejdsredskab i socialt arbejde med sindslidende. Socialpolitik forlag. Dansk Socialrådgiverforening.

Antonsen, Jette (1992) Cafe Rose » et socialpsykiatrisk forsøg i lokalsamfundet. Vesterbroprojektet.

Bader, Kurt (1993) Hjælpeløse hjælpere. Hans Reitzels Forlag.

Barfod, Anita (1996) Fra projekt til paragraf. Socialministeriet.

Barfod, Anita, Birgitte Beckert (1995) Gør cirklen rund » fra en støtte- og kontaktpersons hverdag. Projekt støtte- og kontaktpersonordning 50M. Socialministeriet.

Barfod, Anita, Inger Glavind Bo (1995) Tid og tålmodighed » Projekt støtte- og kontaktpersonordning 50-M. Socialministeriet. SUS/Socialt Udviklingscenter.

Bech-Jørgensen, Birte (1994) Når hver dag bliver hverdag. Akademisk Forlag A/S.

Brandt, Preben (1992) Yngre hjemløse i København » Belyst ved en undersøgelse af de socialpsykiatriske forhold hos de 18-35 årlge brugere af institutionerne for hjemløse i København. FADLs Forlag.

Brandt, Preben (1995) Socialpsykiatri » Psykiatri på humanistisk grundlag. Dafolo Forlag.

Breumlund, Anne, Inger Bruun Hansen (1995) Pilotprojekt om undervisning af voksne sindslidende.

Breumlund, Anne, Inger Bruun Hansen (1997) En kortlægning af undervisningstilbud for voksne sindslidende » Mangfoldigheden blomstrer. KLIM.

Bryderup, Inge M. (1994) Ord som vurderer » Kursus- og selvevalueringsforløb for 8 SIND-projekter under 15-M. Socialministeriet.

Center for Evaluering, Århus Amt (1995) Socialpsykiatrisk evaluering af Lokalpsykiatri Syd » Sammenfatning og konklusioner fra midtvejsevaluering.

Center for Evaluering/ Psykiatrien i Århus Amt og Aalborg Universitetscenter. (1994) Lokalpsykiatri i små kommuner » Status over udviklingen af lokalpsykiatri i de små kommuner omkring Randers.

Cohen, Marianne (1996) Støtteteam A Gentofte sygehus. Socialministeriet.

Danmarks Lærerhøjskole. Institut for Psykologi og Specialpædagogik.

Dinsen, Inge-Lise og Peter Barner-Rasmussen (1994) Doseret modspil » Mellem tryghed og udfordring » En undersøgelse af sindslidendes levekår og behov i Lemvig og Ikast kommuner. Den Medicinske Forskningsenhed. Ringkjøbing Amtskommune.

Eskelinen, Leena (1995) Lokalpsykiatri. Syd » Århus » Evaluering set fra et organisatorisk perspektiv. AKF Forlaget.

Faureholm, Jytte (1996) Fra livstidsklient til medborger. Munksgaard. Rosinante.

Federspiel, Søren og Klavs Holm (1994) Byen, Boligen og de sindslidende » Socialpsykiatriske botilbud i Københavnsområdet. SUS.

Finn Kenneth Hansen, (1997), CASA, Væresteder for socialt udstødte, erfaringer og perspektiver.

Glavind Bo, Inger (1996) Det usynlige fængsel » Om kontaktformer til udstødte sindslidende. ALFUFF.

Glavind Bo, Inger og Søren Kristiansen, Børn af psykisk syge forældre. Problemer og læring i forsøgsprojekterne.

Goetz, Peter (1992) Nordisk Psykologi » Psykologiundervisning til patienter i distriktspsykiatrisk daghospital med hensyn på facilitering af psykoterapeutiske processer. Vol. 44.

Gonge, Henrik (1993) Når klienten har nøglen » Psykodynamiske aspekter ved hjemmestøttearbejde. Katrinebjerg Centret, Århus Amt.

Gonge, Henrik (1994) Psykolog Nyt. »I klientens hjem«.

Gottlieb, Birgitte (1992) Provstebakken » et bosted for sindslidende. Fællessekretariatet for psykiatri.

Hansen, Finn Kenneth (1996) Væresteder for socialt udstødte. CASA og SUS.

Hegnsvad, Carsten (1993) Helt almindelige mennesker » En evalueringsrapport... Katrinebjergcentret i Århus. Katrinebjerg Centret, Århus Amt.

Holm, Per, Jesper Holst, Sysberg Olsen, Birger Perlt (1994) Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik. Systime.

Høgsbro, Kjeld (1992) BASEN » et opsøgende socialt arbejde på Hovedbanegården. Center for Alternativ Samfundsanalyse, a.m.b.a.(CASA).

Høgsbro, Kjeld (1992) Sociale problemer & selvorganiseret selvhjælp i Danmark. Forlaget samfundslitteratur.

Høgsbro, Kjeld (1996) »Fra socialteknologi til udviklingsprogrammer« I: Hansson og Aagaard Nielsen (red.) Dansk sociologis historie » Et politiseret fag gennem brud og kontinuitet. Forlaget Sociologi.

Jensen, Nils (1992) Distriktspsykiatri i Nordjyllands Amt » En delrapport. ALFUFF.

Jensen, Nils (1996) Verdener til forskel. Aalborg Universitetsforlag.

Jessen-Petersen, Birgit (1994) Psykotiske patienter med misbrugsproblemer. Foreningen af Danske Lægestuderendes Forlag.

Juul, Søren (1996) Sårbarhedsskabende træk i det moderne samfund » Et essay. Socialforskningsinstituttet 96/8.

Jørgensen, Finn (1992) »Forebyggelse som kultur«. I: Rosenbaum Bent (red.). Psykiatri og forebyggelse. Sundhedskomiteen, 1992.

Jørgensen, Finn (1993) »Sociale netværk og sårbarhed«. Social Kritik, 24, 1993.

Jørgensen, Finn (1993) Distriktspsyklatri. Samfundsmæssigt betragtet. FADLs Forlag.

Kappelgaard, Knud (1993) Den gule flyverbil. Sind.

Kelstrup, Anders og Lena Moe (1994) Indsatsen for unge sindslidende i Vestsjællands Amt. Ungdomspsykiatrisk afdeling/Amtshospitalet i Nykøbing Sj.

Kildehuset (1995) Kildehuset. Fountain House i Aalborg » Et arbejds- og værested for mennesker med langvarige sindslidelser.

Kirkegaard, Ole (1994) Kontaktpersoner i det boligsociale samarbejde i København » En spørgeskemaundersøgelse. Statens Byggeforskningsinstitut/SBI.

Kirkegaard, Ole (1994) Samarbejde om at bo godt » En undersøgelse af samarbejdet mellem beboere, almennyttige boligafdelinger og socialforvaltningen. Statens Byggeforskningsinstitut/SBI.

Kirkegaard, Ole (1995) Kontaktpersoner i det boligsociale samarbejde i København » 2 » Gentagelse af en spørgeskemaundersøgelse. Statens Byggeforskningsinstitut/SBI.

Kjær Jensen, Mogens, Ole Kirkegaard og Michael Varming (1996) Sociale boformer » Boformer for psykisk syge, socialt udstødte og hjemløse » En mitvejsrapport Socialministeriet. SFI & SBI.

Kjær Jensen, Mogens, Ole Kirkegaard og Michael Varming (1996) Sociale boformer » Social boformer for psykisk syge,alkohol- og stofmisbrugere samt socialt udstødte og hjemløse. 1. del Socialministeriet. SFI & SBI.

Kjær Jensen, Mogens, Ole Kirkegaard og Michael Varming(1996) Sociale boformer » Eksempler på boformer for psykisk syge,alkohol- og stofmisbrugere samt socialt udstødte og hjemløse. 2. del Socialministeriet. SFI & SBI.

Klitgaard, Vibeke (1993) »Sindslidende » Ghettoer og fristeder«. Social Kritik. nr.27. Social Kritik.

Knudsen, Hans (1993) Nu synes jeg, at jeg ligner andre mennesker » Evaluering af forsøg med en tværsektoriel indsats for sindslidende i Skanderborg, Odder og Ebeltoft. Center for evaluering. Psykiatrien i Århus Amt.

Knudsen, Helle Charlotte, Birgit Jessen-Petersen, V. Klitgaard, A. Krasnik mfl. (1992) Distriktspsykiatri i København » En evaluering af de første to år. Københavns Universitet, Institut for Social Medicin. Sundhedsdirektoratet København.

Krogstrup, Hanne Kathrine (1997) Brugerinddragelse og organisatorisk læring i den sociale sektor. Systime.

Krogstrup, Hanne Kathrine og Else Stenbak (1993) Fra Udstødning til Deltagelse. Sindslidendes behov for og krav til en lokal socialpsykiatrisk indsats. Projekt socialpsykiatri 15-M. 3. rapport. Socialministeriet.

Krogstrup, Hanne Kathrine og Else Stenbak (1994) Socialpsykiatri mellem System og Bruger. Projekt Socialpsykiatri 15-M. 6. rapport. Socialministeriet.

Lihme, Benny (1993) »Psykiaterflæb«. Social Kritik. 24. 1993.

Lind, Henriette og Jens Vilstrup (1993) Fra sans til samling. Projekt Socialpsykiatri 15-M. 5. rapport. Socialministeriet.

Mazanti, Birgitte og Claus B. Olsen (1996) Er der svigt i systemerne, når det drejer sig om sindslidende? » En undersøgelse af samarbejdet om indsatsen for sindslidende i Vestsjællands Amt. Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA).

Middelboe, Thomas (1996) Bofællesskaber for psykisk syge. PHD. FADL.

Middelboe, Thomas og Eva Thune Jacobsen (1994) Kommunerne og de sindslidende » konferencerapport. Dansk Sygehus Institut, Socialforskningsinstituttet.

Middelboe, Thomas og Søren Juul (1994) Sindslidende i samfundet » perspektiver for socialpsykiatrien. Dansk Sygehus Institut, Socialforskningsinstituttet.

Møller, Bjarne og Per Holm. Når mor eller far er psykisk syg.

Nordentoft, Merete (1994) Hjemløshed, social integration og livskvalitet hos psykiatriske patienter i København. Foreningen af Danske Lægestuderendes Forlag.

Nordentoft, Merete (1994) Ugeskrift for læger » Hjemløse på gadeplan i København. Den Almindelige Danske Lægeforening.

Nordentoft, Merete (1994) Ugeskrift for læger » Brugerevaluering af psykiatrisk dagcenter. Den Almindelige Danske Lægeforening.

Psykiatrisk Hospital, Århus (1996) Livet er mer uregerligt » Festskrift til Niels Reisby.

Ramian, Knud (1994) Strategisk planevaluering » En evalueringsmodel 1994. Center for evaluering. Psykiatrien i Århus Amt.

Ramian, Knud og Birgitte Ahlgreen (1995) Støtte- og kontaktfamilier » Et projekt i Skanderborg, Odder, Samsø og Hørning kommuner. Århus amt.

Ramian, Knud, Birgitte Ahlgreen og Nils Jensen (1994) Lokalpsykiatri i små kommuner » Hvad er det vi kan? » Hvor vil vi gerne være om et år? » Hvordan kommer vi dertil? Center for evaluering/ Psykiatrien i Århus Amt og Aalborg Universitet.

Rasmussen, Helle (1993) Erfaringsoverførsel i socialpsykiatri » fra Askovgården på Nørrebro til Støttecentret i Sæby. Askovgården.

Rasmussen, Sonja og Leif Johannisson (1993) Det skizofrene familiemedlem » En vejledning for pårørende. SIND's Forlag.

Rothstein, Bo (1994) Vad bør staten gøra. Stockholm. SNS Førlag.

Rothuizen, Jan Jaap (1992) Fik tag over et liv i kaos » beretninger om forsøget med et bosted for hjemløse sindslidende i Randers. Lokalpsykiatrien i Randersregionen.

Rønnest Nielsen, Lis (1992) Bofællesskab » magt over egen tilværelse. ALFUFF og Århus kommune.

Seemann, Janne (1996) Når organisationer skal samarbejde » Distriktpsykiatri på tværs af professioner, sektorer og politiske niveauer. Munksgaard.

Social Kritik (1993) Social Kritik » Tema: Udenfor psykiatrien » psykiatrien udenfor, nr. 24. Social Kritik.

Social Kritik (1995) Social Kritik » Tema: Psykiatriens maskespil. Social Kritik.

Socialministeriet (1993) Regeringens statusrapport om tilbudene til sindslidende 1993.

Socialministeriet (1993) Social indsats for mennesker med sindslidelser.

Socialministeriet (1993) Temaplanlægning: Socialt udstødte.

Socialministeriet (1994) Ud af skyggen » Sindslidende og socialt arbejde. Projekt Socialpsykiatri 15-M.

Socialministeriet, (1997), Sociale Tendenser 1997, det sociale Informations- og analysesustem.

Socialministeriet, Analysekontoret (1995) Sociale tendenser »95 » Sociale klienter med sindslidelser p. 58-67.

Socialministeriet. Analysekontoret. (1994) Den sociale indsats for sindslidende og socialt udstødte.

Socialministeriet. Følgegruppen om socialpsykiatri og socialt udstødte. (1992) Støtte- og kontaktpersoner for sindslidende.

Socialministeriet. Følgegruppen om socialpsykiatri og socialt udstødte. (1992) Sindslidende og boliger.

Socialministeriet. Følgegruppen om socialpsykiatri og socialt udstødte. (1994) Sindslidende og undervisning.

Socialministeriet. Følgegruppen om socialpsykiatri og socialt udstødte. (1993) Sindslidende og arbejde.

Socialministeriet. Sundhedsministeriet (1995) Regeringens statusrapport om tilbuddene til sindslidende 1995.

Socialministeriet/Sundhedsministeriet (1993) Fremrykning af indsatsen for sindslidende.

Socialministeriet/Sundhedsministeriet (1994) Regeringens statusrapport om tilbudene til sindslidende 1994.

Stenbak, Else (1995) Idrætsforeningen »GRIB« » en evaluering efter de første to år. Socialt Udviklingscenter Storkøbenhavn, SUS.

Stenbak, Else (1995) Undervisningstilbud til sindslidende i Københavns kommune. SUS.

Stenbak, Else, (1997), SUS, Fra værested til aktivitetssted, en evaluering af socialpsykiatriske indsatser med fokus på aktivitet og beskæftigelse.

Storm, Peter (1994) Signalement af socialpsykiatrien. Landsforeningen Sind.

Suwalski, Gunna (1992) Det handler om menneskeværd. Projekt Socialpsykiatri 15-M. Socialministeriet. 2 rapport.

Søberg Hansen, Søren (1994) Hjemløse psykisk syge » hvordan oplever de deres liv og situation? » En efterundersøgelse. Institut for psykiatrisk grundforskning. Afd. for psykiatrisk demografi. Psykiatrisk Hospital i Århus.

Søberg Hansen, Søren og Birgitte Petersen (1994) Hjemløse psykisk syge » hvordan oplever de deres liv og situation? » En kvalitativ undersøgelse. Institut for psykiatrisk grundforskning. Afd. for psykiatrisk demografi. Psykiatrisk Hospital i Århus.

Søberg Hansen, Søren, Jesper B. Krusell og Birgitte Petersen (1994) Forekomst af psykisk lidelse blandt forsorgshjemsbeboere » en interviewundersøgelse. Institut for psykiatrisk grundforskning. Afd. for psykiatrisk demografi. Psykiatrisk Hospital i Århus.

Søgaard, Hans Jørgen (1994) Distriktspsykiatri i Viborg Amt, region Nord. Institut for psykiatrisk grundforskning. Psykiatrisk Hospital i Århus.

Søgaard, Hans Jørgen og Poul Munk-Jørgensen (1993) Rapport over evaluering af den distriktspsykiatriske ordning i Viborg Amtskommune » Sammenfattende Rapport 1990-1992. Institut for psykiatrisk grundforskning. Psykiatrisk Hospital i Århus.

Søren Juul, Annelise Troest og Jørgen Anker, 1994, DSI, SFI, Kommunerne og de sindslidende.

Ussing Bømler, Tina (1996) De professionelle, de frivillige og de udstødte » Projekt støtte- og kontaktpersonordning 50-M. Socialministeriet. SUS/Socialt Udviklingscenter.

Ussing Bømler, Tina (1992) Distriktspsykiatrien i Socialsektoren. Forlaget ALFUFF.

Ussing Bømler, Tina (1995) Sindslidende i Små Kommuner. Forlaget ALFUFF.

Ussing Bømler, Tina (1996) En anden hverdag » Om psykisk syge misbrugere. Forlaget ALFUFF.

Ussing Bømler, Tina (1996) Foreløbig internt oplæg til socialministeriets Følgegruppe om Socialpsykiatri. Maj 1996.

Stofmisbrugsområdet

Al-baldawi, R. & Gabrielsson, G. (1995): Dokumentation om indvandrere » Eksil, kultur og stofmisbrug, Mellemfolkeligt Samvirke.

Amtsrådsforeningen i Danmark (1994): Amternes indsats på stofmisbrugsområdet. Status juli.

Brandt, P. og Gerlach, J. (1997): Narkotikasituationen i Danmark.

Center for Misbrug i Ribe Amt (1997): Gadeteamet og to byer i provinsen.

Division of Mental Health and Prevention of Substance Abuse World Health Organization (1997): Cannabis: A Health Perspective and Research Agenda.

Christianias Kulturforening (1997): Langt ude i hampen. En høring om hamp, hash og kultur.

Commission of the European Communities (1992): European Monitoring Centre for Drugs and Drugsaddiction (EMCDDA) (1992): Health Related Data and Epidemiology in the European Community.

Danskernes brug af rusmidler (1991). Sundhedsstyrelsen.

Ege, P. (1992): Hash » en bog for nøglepersoner. Sundhedsstyrelsen

Ege, P. (1997): Stofmisbrug Baggrund, konsekvenser, behandling. Hans Reitzels Forlag.

Elmeland, K., & Nygaard, P. (Red): Rusmiddelforskning i Danmark efter 1992. Center for Rusmiddelforskning.

Evaluering: Kampagne mod narkotika, Fyns Amt 1994/95 (1996). Sundhedsstyrelsen.

Folketingets Retsudvalg, Socialudvalg og Sundhedsudvalg (1997): Folketingets høring om hash.

Fridberg, T. (1992): De socialt udstødte, rapport 92:12. Socialforskningsinstituttet.

Frederiksborg Amt (1995): Forsøgsordning vedrørende behandling af kriminelle stofmisbrugere som alternativ til straf.

Fyns Amt (1996): Indsatser for stofmisbrugere på Fyn.

Nielsen, A., (1997): Gadeteamet i Århus » evalueringsrapport. Center for Rusmiddelforskning.

Green, J. (1991): Stofmisbrug faktabog for undervisere og elever. Forlaget Grifo.

Hansen, B. (1996): Til den som elsker en narkoman » samtaler med pårørende. Munksgaard/Rosinante.

Hansen, H. & B. Toftgaard (1996): Opfølgning af misbrugere fra Odense Kommune en opfølgningsundersøgelse af misbrugere, der i 1994 enten var tilknyttet Fyns Amts Behandlingscenter eller en døgninstitution.

Hvad er god behandling? » Narkotikarådets anbefalinger om stofmisbrugsbehandling (1996). Narkotikarådet.

Haastrup, S. (1973): Young Drug Abusers, 350 Patients Interviewed at Admission and Followed Up Three Years Later. Munksgaard

Haastrup, S. et al. (1981): Unge narkomaner 7 år efter: en personlig efterundersøgelse i 1980 af 300 unge morfinmisbrugere. Social- og Sundhedsforvaltningen. København: intern publikation.

Haastrup, S. & P.W. Jepsen (1988): Eleven Year Follow-up of 300 Young Opioid Addicts. Acta Psychiatr Scand, 77:22- 6

Jepsen, G. Thorlund (1994): Sådan! 10 patentløsninger på nogle alvorlige samfundsproblemer. Askov Højskoles Forlag.

Jepsen, J. (1994): Italiensk narkobehandling på dansk? Center for Rusmiddelforskning, Århus.

Jessen-Petersen, B. (1994): Psykiatriske patienter med misbrugsproblemer. København: Fadl.

Juel, K. & K. Helweg-Larsen (1996): Narkotikarelateret dødelighed i Danmark (1970-1993).

Justitsministeriet, Socialministeriet og Sundhedsministeriet (1994): Bekæmpelse af Narkotikamisbruget. Elementer og hovedproblemer.

Jøhncke, S., (1997): Brugererfaringer, Undersøgelse af brugernes erfaringer med behandling i de fire distriktscentre i Københavns Kommunes behandlingssystem for stofmisbrugere 1996-97.

Kampmann, U. (1995): Italiensk narkobehandling. Munksgaard, Rosinante.

Kampmann, U. & J. Mortensen (1994): Projekt menneske. Om det italienske narkobehandlingsprogram. Landsforeningen mod Misbrug. Holkenfeldt.

Københavns Amt (1995): Tilrettelæggelse af amtets indsats på stofmisbrugsområdet som konsekvens af lovgivning med ikrafttræden 1.1.1996.

Københavns Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning (1996): Københavns Kommunes behandlingssystem for stofmisbrugere. Institutionsoversigt.

Kongstad, A., & Madsen, J. L., (1997): Midtvejsrapport Projekt Menneske. Center for Rusmiddelforskning.

Kaa, E. (1996): Narkotikarelaterede dødsfald det illegale stofmarked, retsmedicinske aspekter. I: Sundhedsstyrelsen (1996): Dødsfald blandt stofmisbrugere 1970-95. Stigning, stagnation, forandring!

Kaa, E.; L. Laursen; K.-E. Sabroe & P. Nygaard (1992): Narkotikamisbrug i Jylland i 1980'erne. Tvangsbehandling en diskurs grunde til at drikke/ ikke drikke alkohol forebyggelse gennem initieret afholdenhed. CANFAU.

Kaa, E., & Bowmann, H. (1997): Det illegale stofmarked i Århus. Aarhus Universitetsforlag.

Landsdækkende oversigt over anvendte institutioner på stofmisbrugsområdet (1998) Frederiksborg Amt, Misbrugscentret.

Laursen, L. (1994): Notat: Forbrug af hash blandt voksne danskere (18-67 år). Center for Rusmiddelforskning

Lund, J. & K. Nielsen (1986) (red.): Rusmiddelforskning i Danmark efter 1980 en forskningsoversigt. Alkohol- og Narkotikarådets skriftserie 9. København.

Lundquist, T. & D. Ericsson (1995): Ud af hashmisbrug. Oversat og bearbejet af Hanne Jensen, Århus Kommunes Ungdomscenter & Jakob May, Ribe Amts Ungdomscenter.

Mehlbye, J. (1997): De samfundsmæssige konsekvenser af stofmisbrug. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut.

Narkotikarådet (1995): Undersøgelse af samarbejdet på gadeplan mellem politi og sociale myndigheder i 5 byer.

Narkotikarådet (1997): Rapport fra Narkotikarådets konference om samarbejdet på gadeplan mellem politi og sociale myndigheder i Odense den 23. til 24 oktober 1997.

Narkotikarådet (1996): Notat om Ecstasy.

Narkotikarådet (1996): Rapport fra heroinarbejdsgruppen.

Narkotikarådet (1997): Metadonarbejdsgruppens kommentarer til det hidtidige forløb af omlægningen af metadonbehandlingen.

Narkotikarådet (1998): Årsberetning 1996-97.

Narkotikarådet : Fagbladet STOF.

Narkotikarådet (1998): Fra Narkotikarådets skadesreduktionsarbejdsgruppe til rådet vedr. sprøjtebytteordning og fixerum.

Nordnark (1991): Lagstiftning och rattspraxis i narkotikamål, nordiskt komparativt seminarium om rattspraxis i narkotikamål.

Nordnark (1995) : Dubbla problem » dubbel kompetens, Nordiskt seminarium om narkotikamissbrukare med allvarliga psykiska størninger.

Nordnark (1995): Injektionsmissbrukare i Norden med hiv / aids » Omfattning, behandling, nationella strategier.

NAD-publikation nr. 27 (1994): Missbruk och tvångsvård af Margaretha Jarvinen och Astrid Skretting.

Nordjyllands Amt. Socialforvaltningen (1996): Indsatsen på stofmisbrugsområdet.

Nye tal fra Sundhedsstyrelsen nr. 4 (1997): Sundhedsstyrelsens register over stofmisbrugere i behandling 1996.

Odense Kommune, Socialmedicinsk afsnit (1996): Opfølgning af misbrugere fra Odense Kommune en opfølgningsundersøgelse af misbrugere, der i 1994 enten var tilknyttet Fyns Amts Behandlingscenter og/eller en døgninstitution.

Olsson, B. (red.) (1993): Narkotikasituationen i Norden utvecklingen 1987-1991.

Poulsen, J. Gry (1992): Misbrug behandlingsindsats og tilgrænsende foranstaltninger. Amtsrådsforeningen i Danmark, København.

Rasmussen, C. (red.) (1990): Evaluering af et multimodalt behandlingssystem for stofmisbrugere. Fyns Amts Behandlingscenter.

Ravndal, E. (1993): Virker behandling? En oversikt over behandlingsresultater for stoffmissbrukere i Norden og internasjonalt. Nordnark 1993:1.

Sabroe, S. & K. Fonager (1995): Rusmiddelforbruget blandt 9. klasse elever. Institut for Epidemiologi og Socialmedicin, Århus Universitet.

Schmidt, D. (1990): Rusmiddelforbruget blandt 9. klasse elever. Sundhedsstyrelsen.

Skinhøj, K. Thue (1993): Forbrødringsritualer og rusområder. Ungdomsgruppernes regulering af alkohol- og hashbrug. Socialforskningsinstituttet.

Skinhøj, K. Thue (1994): Behandlingen af stofmisbrugere i Frankfurt og Zuhrich. Center for Rusmiddelforskning.

Skinhøj, K. Thue (1994): Behandlingen af stofmisbrugere i San Patrignano og CeIS. Center for Rusmiddelforskning.

Socialdemokratiet (1996): Nye veje i narkotikapolitikken.

Social kritik nr. 6 (1990): Tema: Kontrol- og narkopolitik.

Social kritik nr. 42 (1996): Tema: Misbrug.

Socialministeriet (1990): Rapport fra embedsmandsudvalget om stofmisbrugere i længerevarende metadonbehandling.

Socialministeriet (1997): Narkofølgegruppens redegørelse for indsatsen for stofmisbrugere og indstilling til satspuljepartierne om fordeling af satspuljemidler til forbedring af den sociale indsats for stofmisbrugere. (Agerschou-rapporten).

Socialministeriet (1997): Opfølgningsrapport på stofmisbrugsområdet.

Spannow, K.E. (1994): Behandlingen af stofmisbrugere i Nordtyskland og Holland. Center for Rusmiddelforskning.

Spannow, K.E.; K. Thue Skinhøj & J. Jepsen (1994): Skrifter fra Center for Rusmiddelforskning. Center for Rusmiddelforskning.

Spannow, K.E. (1997): Evaluering af Metadonprojekt i Nordjyllands Amt. Center for Rusmiddelforskning.

Spannow, K.E. (1997): Narkotikamiljøer i Århus- en etnografisk analyse. Center for Rusmiddelforskning.

Steffen, V. (1993): Minnesota-modellen i Danmark mellem tradition og fornyelse. Forlaget SOCPOL.

Storgaard, A. (1997): 1. og 2. år i Forsøg med behandling i stedet for straf overfor kriminelle stofmisbrugere. Center for Rusmiddelforskning.

Sundhedsstyrelsen (1992): Alkohol- og narkotikamisbruget 1992. Forebyggelse og hygiejne nr. 21, 1993.

Sundhedsstyrelsen (1993): Alkohol- og narkotikamisbruget 1993. Forebyggelse og sundhedsfremme nr. 3, 1994. København: intern publikation.

Sundhedsstyrelsen (1993): Hash/blandingsmisbrug blandt sårbare unge.

Sundhedsstyrelsen (1995:6): Alkohol- og narkotikamisbruget 1995. Forebyggelse og Sundhedsfremme nr. 6. København: intern publikation.

Sundhedsstyrelsen (1996): Dødsfald blandt stofmisbrugere 1970-1995 stigning, stagnation, forandring!

Sundhedsstyrelsen (1997:9): Alkohol- og narkotikamisbruget 1996. Forebyggelse og Sundhedsfremme nr. 9.

Sundhedsstyrelsen (1997): Baggrundsnotat om MDMA (ecstasy), af professor dr.med Raben Rosenberg.

Søberg-Hansen, S. & G. Petro (1994): Stofmisbrugere indlagt i det psykiatriske sygehusvæsen. Sundhedsstyrelsen.

Sørensen, H.J.; P.W. Jepsen & S. Haastrup (1996): Dødelighed i en gruppe af 300 intravenøse københavnske stofmisbrugere. I: Sundhedsstyrelsen (1996): Dødsfald blandt stofmisbrugere 1970-95. Stigning, stagnation, forandring!

Torp, J. (1996): Redegørelse om den forebyggende indsats mod misbrug af rusmidler i Vestsjællands Amt.

United Nations International Drug Control Programme (1997): World Drug Report.

Vejle Amt, Vejle Kommune (1993): Unge med begyndende misbrug.

Vejle Amt (1995): Beskrivelse af Vejle Amts tilbud på stofmisbrugsområdet.

Viborg Amt (1996): Guide til Viborg Amts tilbud på misbrugsområdet.

Wittrup Inge (1997): Også ung i Århus » en etnografisk undersøgelse af unge flygtninge og indvandreres brug afrusmidler i Århus. Center for Rusmiddelforskning

Aalborg Kommunes Ungdomscenter (1997): ...mod et stoffrit liv. En efterundersøgelse blandt ex-narkomaner i Aalborg Kommune.

Århus Amt (1995): Forslag til indsats over for stofmisbrugere i Århus Amt.

Hjemløseområdet

Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) (1994): Social udstødte i København og tilbudene til dem.

Amtsrådsforeningen i Danmark (1990): Amterne og videreudvikling af § 105-institutionerne.

Boligministeriet (1997): Redegørelse fra arbejdsgruppen om etablering af bofællesskaber for særligt udsatte grupper.

Brandt, Preben (1992): Yngre hjemløse i København. FADL's Forlag.

Børner, T. (1997): Om hjemløshed: Begreber, typer, tal og metoder, Socialforskningsinstituttet.

CASA (1994): Kunsten at gå på vandet » en evaluering af Projekt Værestedet.

CASA (1992): BASEN » et opsøgende socialt arbejde på Hovedbanegården.

CASA og SUS (1996): Væresteder for socialt udstødte.

FOKUS (1997): Bedre liv til udstødte.

Friedberg, T. (1992): De socialt udstødte. Socialforskningsinstituttet.

Fyns Amt, Social- og sundhedsforvaltningen (1991): Psykiatrien, kommunerne og §105-institutionerne » en undersøgelse.

Fyns Amt, Familieafdelingen (1997): Hjemløse på §105 institutioner i Fyns Amt.

Jensen, M. K. (1993): De udstødte. Socialforskningsinstituttet.

Jensen, M. K. (1995): Hjemløse med og uden egen bolig.

Jarvinen, Margaretha (1992): Hemløshetsforskning i Norden. NAD-publikation.

Jørgensen, Keld, Aalborg Kommune (1996): Brændte broer » en rapport om arbejdet med »Banegårdsfolket«.

Kristensen, Katarina Juul (1994): Nye fattige » unge hjemløse kvinder i København. Forlaget Sociologi.

L.O.K.K. årsstatistik 1996. Formidlingscentret for socialt arbejde i Ribe, Ringkjøbing og Vejle amter.

Socialforskningsinstituttet og Statens Byggeforskningsinstitut (SFI og SBI) (1997): Sociale boformer, boformer for psykisk syge, alkohol- og stofmisbrugere samt socialt udstødte og hjemløse, SBI- rapport 281-1997.

Socialministeriet, (1992): Hvem bruger forsorgshjemmene.

Socialministeriet (1993): Temaplanlægning: Socialt udstødte.

Socialministeriet (1996): Undersøgelse af indsatsen for hjemløse m.fl.

Social- og sundhedsforvaltningen i København » Sundholm (1992): Rapport om seminar om hjemløse kvinder.

Social- og sundhedsforvaltningen i København » Sundholm (1993): Brugerundersøgelse.

Social- og sundhedsforvaltningen i København » Sundholm (1993): Rapport fra erfarings- og udviklingsseminar for bomedarbejdere samt evaluering af netværksfunktionen over for udflyttede Sundholm beboere.

Social- og sundhedsforvaltningen i København » Sundholm (1994): Netværksarbejde.

Social- og sundhedsforvaltningen i København » Sundholm (1994): Resultatbeskrivelse for projekt »BASEN«.

Social- og sundhedsforvaltningen i København » Sundholm (1994): Hvordan er det så gået. Erfaringsopsamling på brugerbetaling, egenadministration, handleplansarbejde.

Social Udviklingscenter Storkøbenhavn (juni 1992): Skurvognsfolket.

Social Udviklingscenter Storkøbenhavn (juni 1993): Drømmenes Port.

Århus Amt, Social- og sundhedsforvaltningen (1991): Psykiatriske klienter på forsorgsinstitutioner.

Stikordsregister

Indledning, generel del og Afsnit C - Lov om aktiv social politik.

AKL generelt 15 aktivering 81 ff i aktivitets- og samværstilbud efter SEL § 88 84 i boformer efter SEL § 94 83 kontanthjælpsmodtagere over 30 år 82 kontanthjælpsmodtagere under 30 år 82 udnyttelse af arbejdsmuligheder 82 undtagelser herfra 82 aktivering efter AKL § 16, stk. 1 83 aktivering efter AKL § 16, stk. 2 83 aktivitets- og samværstilbud 62 amtslig konsulentstøtte 48 amtslig rådgivning 46 amtslig viden og ekspertise 48 andre former for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger 82 andre vejledninger 16 behandling 56 ff afgrænsning 56 amtskommunerne 58 behandling i øvrigt 57 for stofmisbrug 56 kommunerne 58 beskæftigelse 59 aflønning 64 befordringsudgifter 66 beskyttet beskæftigelse 60 i aktivitets- og samværstilbud 62 materialeudgifter 67 særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb 61 betaling 75 boformer efter SEL § 91 68 boformer efter SEL § 92 73 boformer efter SEL § 93 69 ff boformer efter SEL § 94 72 borgernes rettigheder 30 botilbud 67 ff behandling 70 beskæftigelse 72 betaling 75 ff boformer til længerevarende ophold 73 boformer til midlertidigt ophold 68, 69, 72 kost 77 lommepenge 78 omsorg 72 social støtte 68 udslusning 68 ydelser i boformen 78 brugerinddragelse 37 ff brugerindflydelse 37 ff Byudvalget 23 døgnberedskab 94 fleksjob 86 finansiering af tilskud 87 løn- og arbejdsvilkår 87 udbetaling af tilskud 86 forebyggelse 23 formål 11, 22 formålsbestemmelse 22 forrevalidering 85 frivilligt socialt arbejde 29 handlekommune 40 aftaleadgang 40 ophold i § 94-boform 40 opholdskommune 40 stofmisbrugere 40 handleplaner 33 helhedsorienteret indsats 23 hjælp og støtte 49 ff hjælp til udvikling af færdigheder 50 husly mod betaling 43 husvilde 43 ff afgrænsning 44 boligudgift 44 klageadgang 41 Den Sociale Ankestyrelse 42 sociale ankenævn 41 kommunal rådgivning 45 konkurrenceforhold 64 kost 77 målgrupper for vejledningen 21 nye regler 12 offentlige samarbejdspartnere 26 opfølgning 36 opgavevaretagelse 24 ff aftale om opgavevaretagelse 24 delegation af opgavevaretagelse 25 frivillige grupperinger 29 skriftlig aftale 28 tilsyn 27 opholdsbetaling 74 opholdskommune 40 ophævede vejledninger 17 opsøgende arbejde 45 personlig hjælp og pleje 49 pligt til samarbejde 24 praktisk hjælp 49 private samarbejdspartnere 28 revalidering 84 ff RTL generelt 14 råd 39 rådgivende organer 38 rådgivning 45 ff amtskommunale pligt 46 frivillige 46 kommunale pligt 45 målgruppe 45 særlig pligt 46 vidensopbygning 48 sagsbehandling 30 ff servicelovens formål 22 skema ved kap. 14-afgørelser 32 skriftlige planer 33 ff skånejob 87 finansiering af tilskud 87 lønvilkår 87 udbetaling af tilskud 87 støtte i dagligdagen 51 støtteperson og medhjælp 52 støtte- og kontaktperson 55 vejledningen generelt 11 værktøj og arbejdsredskaber 87 Speciel del Afsnit D - Sindslidende aktivitets- og samværstilbud 111 indhold 111 akutboliger 107, 112 behandling 109 beskyttet beskæftigelse 109 beskæftigelsesforløb 109 betaling 114 boformer efter SEL § 91 111 boformer efter SEL § 93, stk.1, nr. 1 112 boformer efter SEL § 92, stk.1 113 bofællesskaber 106 botilbud 111 brugerindflydelse 95 dialogfora 95 døgnberedskab 107 frivillige støtte- og kontaktpersoner 102 handleplan 96 målgruppe 96 inddragelse af andre 95 længerevarende ophold 113 midlertidige ophold 112 målgruppen 92 afgrænsning 92 antal 92 »de 1000« 93, 113 målsætninger 93 opgavevaretagelse 91 ff amtskommunerne 91 Justitsministeriet 91 Socialministeriet 91 Sundhedsministeriet 91 opsøgende indsats 97 fremgangsmåde 97 medarbejdere 98,99 målgruppe 97 personlig pleje 104 praktisk hjælp 104 råd 95 rådgivning 97 sagsbehandling 96 samarbejde mellem amtskommuner og kommuner 94 SIND 102 social støtte 105 målgruppe 106 medhjælp 106 specialtilbud 109 støtte- og kontaktpersoner 101 frivillige 102 honorarlønnede 102 professionelle 101 supervision 104 uddannelse 104 støtte- og kontaktpersonordning 99 ff formål 99 indhold 100 målsætning 100 ophør 101 organisation 103 tilrettelæggelse 100 støttecenter 103, 106 supervision 104 tværsektorielt og tværfagligt samarbejde 94, 103 uddannelse 104 vanskeligt stillede sindslidende 93 værested 108 Afsnit E - Stofmisbrugere AA og NA-grupper 131, 142 afklaringsperiode 125 aktivitets- og samværstilbud 143 ambulant/dagbehandling 131 ansvarlige myndigheder 115 behandling 129 ff betaling 130 de forskellige tilbud 131 delmål 132 metadon 133 omsorg og støtte 130 specialtilbud 130 betaling i boformer 136 ff administration 139 andre ydelser 137 behandlingsydelser 137 betalingstidspunkt 136 budgetlægning 139 dispensation 139 fastsættelse 136 kost m.m. 137 ophold 137 særlige forhold 137 boformer efter SEL § 91 135 betaling 136 målgruppe 135 boformer efter SEL § 93, stk.1, nr. 2 134 amtskommunale 134 betaling 136 private 135 brugerinddragelse 125 efterbehandling 140 forebyggelse 128 gadeplansarbejde 142 handleplaner 126 delmål 127 samtykke 127 HIV-smitte 116 kriminalforsorgen 121 kvalitetssikring 125 lavtærskeltilbud 142 lommepenge 138 medarbejdere 144 medhjælp 141 metadonbehandling 133 formål 133 grundlag 133 opfølgning 134 supplerende behandling 133 målsætninger 118 Narkotikarådet 115 omsorg 142 opgavevaretagelse 115 amtskommunerne 115 Justitsministeriet 115 kommunerne 115 Skatteministeriet 115 Socialministeriet 115 Sundhedsministeriet 115 opsøgende arbejde 128 personale 144 politiet 122 private behandlingstilbud 124 pårørende 123 råd 123 rådgivning 128 samarbejde 119 ff aftaleadgang 120 dispensation 120 foreninger mv. 124 kriminalforsorgen 121 politiet 122 tværsektorielt 119 skadesreduktion 118 stofmisbrugere 116 ff antal 116 definition 116 dødelighed 117 hovedgrupper 117 i kriminalforsorgens institutioner 117 i psykiatrien 117 på forsorgshjem 117 støtteperson 143 tilbageholdelse 127 udslusning 140 ventetid 125 frist 126 visitation 125 væresteder 143 Afsnit F - Alkoholmisbrugere AA-møder 156 aktivitets- og samværstilbud 156 ambulatorier 155 amtskommuner 146 arbejdsplads 153 behandling 154 i boformer efter SEL 154 indhold 154 lovgrundlag 154 på ambulatorier 154 på behandlingshjem 154 på hospitalsafdelinger 154 visitation 155 boligområder 153 børn og unge 153 alkoholmisbrugere 146 afgrænsning 146 i kriminalforsorgen 147 grupperinger 148 domstolene 146 efterbehandling 155 frivillige organisationer 150 gravide 153 handleplaner 151 kommuner 145 kriminalforsorgen 146 medhjælp 146 målgruppe 153 målsætninger 148 omsorg 156 opgavevaretagelse 145 amtskommunerne 146 kommunerne 145 Sundhedsministeriet/Sundhedsstyrelsen 145 Socialministeriet 145 problemerkendelse 152 problemopsporing 151 via professionelle 152 i udvalgte miljøer 153 rådgivning 151 samarbejde 149 samarbejdslinier 149 væresteder 156 Afsnit G - Hjemløse og personer, som har problemer med at fungere i egen bolig aktivering 172 f afgørelse om form 172 finansiering 173 opfølgning 172 aktivitets- og samværstilbud 173 ambulante forsorgstilbud 167 andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger 172 arbejdsdusør 170 ATP 171 bidragspligt 170 ferieloven 171 fradragsfri indtægt 171 skattepligt 170 arbejdsskade 170 beboerrepræsentation 165 behandling 168 betaling 182 ff administration 186 andre ydelser 183 betalingstidspunkt 183 budgetlægning 186 dispensation 184, 185 fastsættelse 183 kost m.m. 183 særlige forhold 185 boformer efter SEL § 94 174 ff afvisning 177 anvisning af husly mod betaling 176 botilbud 175 botræning 178 driftsansvar 174 optagelse 176 personkreds 175 samarbejde 175 samtykke 177 udslusning 178 ydelser under opholdet 177 brugere af § 94-boformer 172 brugerinddragelse 164 Danmarks Statistik 160 »dobbelt udstødte« 159 driftsudgifter 188 efterforsorg 178 forebyggelse 165 administration 166 generelle tilbud 165 samarbejde 166 fællesmøder 165 handleplaner 162 ff frivillig 163 i samarbejde med brugeren 163 indhold 164 klageadgang 164 pligtmæssige 163 tilbud om udarbejdelse 163 udarbejdelsestidspunkt 163 hjemløse 158-159 afgrænsning 158 husvilde 157 kapitaludgifter 189 Kofoeds Skole 158 kriminalforsorgen 162 krisecenter 180 ff børn på krisecentre 180 forebyggende indsats 181 individuel støtte 182 KRIB 181 organisationsform 180 tilsynsforpligtelse 181 lejeudgifter 189 forbehold ved godkendelse 191 forudbetaling 190 godkendelse 189 lejeforhøjelser 190 lejeindtægter 190 lejer i egne bygninger 189 ud- og indvendig vedligeholdelse 190 udgifter til bygningsændringer 190 lommepenge 184 arbejdsdusør 184 arbejdsmuligheder 185 uden indtægt 185 ægtefælles arbejdsmuligheder 185 Møltrup Optagelseshjem 158 målsætning 160 ophævelse af institutionsbegrebet 157, 174 opsøgende arbejde 167 persongruppen 158 personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. 167 refusion 187 regnskabsmæssig fordeling 188 rådgivning 166 samarbejde 161 skriftlig meddelelse 167 statistik 160 særlig rådgivningsindsats 166 særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb 169 udflytteindsats 178 udgifter til fripladser 188 vejledninger 157 væresteder 173

KAPITEL 2

Målsætninger

KAPITEL 2

Målsætninger

Hovedmålsætning

Overordnet angives formålet med serviceloven således

- - - - - - -

§ 2. Amtskommunen aflønner personer, som deltager i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb efter § 87, stk. 2, og som ikke er omfattet af aktiveringsbestemmelerne i § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, med en arbejdsdusør, der fastsættes af amtskommunen.

Løn til personer i beskæftigelse i aktivitets- ogsamværstilbud efter § 88

KAPITEL 3

Samarbejde

KAPITEL 3

Samarbejde

3.1 Mellem amter og kommuner, herunder delegation

Pligt til samarbejde

Retssikkerhedsloven fastslår i § 42, stk. 2, at der er en gensidig forpligtelse for kommune og amtskommune til at samarbejde i forbindelse med løsningen af opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service.

Det er af afgørende betydning for en samlet og helhedsorienteret indsats, at kommunerne og amtskommunerne samarbejder om de tilbud, der falder ind under deres respektive ansvarsområde. Det er særlig vigtigt, at der samarbejdes på de områder, hvor opgavevaretagelsen involverer begge parter, eller hvor der er delt finansiering. Det er vigtigt, at den part, der har det endelige ansvar for løsningen af en opgave inddrager den anden part i sagsforløb, der vedrører begge parter. Der lægges i bestemmelsen op til dels et samarbejde om den overordnede indsats, dels til et samarbejde om indsatsen for den enkelte borger.

På overordnet plan

På det overordnede plan er det hensigtmæssigt, at der i fællesskab mellem amter og kommuner udvikles samarbejdsmodeller for den samlede støttende indsats, hvoraf ansvarsfordelingen mellem amter og kommuner fremgår. Ligesom det vil være hensigtsmæssigt i denne sammenhæng at fastlægge fælles målsætninger for indsatsen og et samordnet serviceniveau. For så vidt angår hjælpen til den enkelte forudsætter et velfungerende samarbejde, at amtskommunen - henholdsvis opholdskommunen - inddrages i sagen så tidligt som muligt, ikke mindst i forbindelse med opstilling af handleplaner.

For den enkelte

Samarbejdet kan foregå for de enkelte af vejledningens målgrupper, hver for sig, men da grupperne er overlappende, vil et mere tværgående samarbejde omfattende flere eller alle grupper og såvel sundhedsmæssige som sociale indsatser ofte være hensigtsmæssig. Der vil fx på misbrugsområdet med hensyn til både alkohol- og stofmisbrugsindsatsen være så mange sammenfald i målgrupperne og arbejdsmetoder, at et overordnet samvirke med fordel vil kunne koordinere den samlede indsats.

Delegation

RTL § 42, stk. 3, giver adgang til, at amtskommunen og kommunen, medmindre andet er fastsat, kan indgå aftaler om, at forpligtelser vedrørende opgavevaretagelsen, der efter loven påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Der henvises i denne forbindelse til kap. 33 om samarbejdet på stofmisbrugsområdet.

Dispensation

Der er tillige i bestemmelsens stk. 4 en adgang for socialministeren til at dispensere for kravet om enighed mellem amt og kommune, idet ministeren under visse betingelser kan tillægge den ene af parterne forpligtelser efter service- (og aktiv-)loven mod den anden parts ønske. Det er en betingelse for en ministeriel godkendelse af en sådan overladelse af kompetence fra en myndighed til en anden, at opgavevaretagelsen skønnes faglig forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.

Der henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

3.2 Inddragelse af andre offentlige samarbejdspartnere

Samarbejde med andre myndigheder

Afhængig af målgruppe og de myndigheder, som har opgaver i forhold til disse, vil det, bl.a. ud fra det almindelige forvaltningsmæssige princip om samarbejde mellem myndigheder være hensigtsmæssigt, at der etableres samarbejdsrelationer mellem amtskommunen/kommunen og de pågældende myndigheder, både hvad angår den overordnede tilrettelæggelse af indsatserne og i forhold til den enkelte. Det kan dreje sig om kriminalforsorgen, sundhedsvæsenet (praktiserende læger og sygehusvæsenet), politiet m.v.

3.2.1 Kriminalforsorgen

Med kriminalforsorgen

Et effektivt og integreret samarbejde mellem de kommunale og amtskommunale socialforvaltninger og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger kan etableres ved, at disse myndigheder på regionalt niveau

- udvikler og formulerer klare fælles mål, der løbende evalueres

- i fællesskab tilvejebringer, koordinerer og udveksler oplysninger

- indgår i en fortløbende kommunikation om generelle spørgsmål

- udvikler procedurer, som sikrer den bedst mulige udnyttelse af de ressourcer, der er til rådighed for de respektive myndigheder

På baggrund af regionale erfaringer kunne udgangspunktet være, at der blev etableret et samarbejdsforum i hvert amt, men lokale forhold, fx omkring de største bysamfund, kan gøre det mere relevant med flere fora i et amt, ligesom mindre amter måske kan finde det relevant at etablere et fælles forum for flere amter.

Ud over repræsentation fra de nævnte umiddelbare parter kan der, alt efter de lokale forhold og ønsker, være deltagere fra fx amtets psykiatriske behandlingssystem, fra kriminalforsorgens pensioner eller fængsler, politimesterembeder, arbejdsmarkeds- og uddannelsessektoren eller andre relevante samarbejdspartnere.

I øvrigt henvises til »De vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgens instititioner og afdelinger«.

3.3 Opgaveløsning uden for den (amts-)kommunale organisation

3.3.1 På det offentliges vegne

Andre opgaveløsere

Da kommuner og amtskommuner har behov for ud fra lokale forhold og brugernes behov at kunne inddrage fx selvejende institutioner, foreninger, organisationer, bruger- og pårørendegrupper o.l. grupperinger, rummer lovgivningen større fleksibilitet og flere frihedsgrader end efter hidtidig lovgivning.

Selvom opgaverne ikke løses af kommunen eller amtskommunen selv, har de fortsat det overordnede ansvar for, at de sociale opgaver løses. Det er således fortsat kommuner og amtskommuner, der fører tilsyn med, at der gives den fornødne hjælp, og at den udførende part lever op til den standard og de målsætninger, som man lokalpolitisk har fastlagt.

Tilsyn

Det er i §§ 16 og 39 i retssikkerhedsloven bestemt, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale eller amtskommunale opgaver løses.

I vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område er der en gennemgang af kommunernes og amtskommunernes ansvar for de sociale opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed.

Skriftlig aftale

Når en social opgave skal udføres af en selvejende institution eller en privat virksomhed, er det vigtigt, at den forudsatte skriftlige aftale ikke kun beskriver de økonomiske vilkår og den kvalitet, som ydelsen skal have, men at det også af aftalen fremgår, at kommunen eller amtskommunen har ret til og vil føre tilsyn med ydelsen i form af en løbende kontrol med, at ydelsen svarer til den aftalte kvalitet. Det bør også af aftalen fremgå, at myndigheden har ret til uanmeldt at føre tilsyn.

Det bør også af aftalen, jf. RTL § 43, stk. 2, fremgå, at leverandøren forpligter sig til at følge reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven.

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet bør stille krav til budgetter og regnskaberne, således at de giver mulighed for at gennemskue de økonomiske forhold.

Hvis en kommune eller en amtskommune har et tilbud beliggende uden for kommunen eller amtskommunen, bør kommunalbestyrelsen og amtsrådet være særligt opmærksomme på behovet for at føre tilsyn. Det skal herved anbefales, at kommuner og amtskommuner er behjælpelige med at føre tilsyn med -fremmede tilbud-, som er beliggende i egen kommune eller amtskommune.

Tavshedspligt og aktindsigt

Det skal i denne forbindelse understreges, at opgaveløserne kun er omfattet af reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven i det omfang, de udfører opgaver for det offentlige på det sociale område og kun i forbindelse med opgavens udførelse, dvs. at de ikke er omfattet generelt og således ikke for de opgaver, de måtte have ud over aftalen, jf. pkt. 3.3.2.

En aftale om, at en (amts)kommune kan henvise brugere til tilbud, som en frivillig forening driver, uden at dette er led i at opfylde myndigheders forpligtelser efter serviceloven, medfører ikke, at foreningen bliver omfattet af RTL § 43 og dermed af offentlighedsloven og forvaltningsloven. Der henvises til kap. 48 i vejledning om RTL.

3.3.2 På eget initiativ

Frivilligt arbejde

Serviceloven indeholder i § 115 en bestemmelse om amtskommuners og kommuners samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger, herunder om afsættelse af midler til støtte af frivilligt socialt arbejde. Der henvises til pjece om dette samarbejde.

Der er lang tradition for samarbejde med frivillige grupperinger såvel om løsning af opgaver for det offentlige for de mest udsatte grupper efter faste aftaler med økonomisk støtte fra kommuner og amtskommuner som om løsning af opgaver på de frivillige grupperingers eget initiativ og med egen finansiering, ofte dog med økonomiske støtte fra centrale og decentrale puljemidler.

Flere af sidstnævnte opgaver er med tiden, bl.a. i forbindelse med lovændringer indgået som del af den offentlige opgaveløsning, fx flere værestedsaktiviteter.

Bestemmelsen indebærer således en markering af ønsket om et øget samspil mellem det offentlige og de frivillige sociale arbejde, og et signal om, at det skal ske med respekt for det frivillige arbejdes egenart og styrke.

Mange af de aktiviteter, der tilbydes af frivillige sociale organisationer har betydning for denne vejlednings målgrupper. Nogle aktiviteter fx

Rådgivning

Sociale cafeer

Støttepersonsordninger

Selvhjælpsgrupper

Kvindekrisecentre

kan drives med skriftlig aftale om opgaveløsning efter serviceloven, jf. pkt. 3.3.1. Men der vil også være mulighed for, at sådanne aktiviteter kan drives som aktiviteter, som frivillige organisationer har et selvstændigt ansvar for, og hvor kommunen eller amtskommunen alene yder et tilskud til aktiviteten. I disse tilfælde vil der, hvis visse betingelser er opfyldt, være mulighed for, at kommunen kan yde tilskud efter § 115, se pjecen -Frivilligt socialt arbejde og kommuner og amter i samspil-.

Af særlig betydning for denne vejlednings målgrupper er mulighederne for at yde støtte efter § 115 til etablering af frivillige foreninger eller grupperinger, evt. bestående af brugere, i en opstartfase.

§ 3. Amtskommunen eller kommunen udbetaler løn efter indsats til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der er visiteret til et aktivitets- og samværstilbud og beskæftiget ved et egentligt arbejde i tilbudet.

Stk. 2. Der udbetales i øvrigt ikke løn eller anden form for vederlag til personer i aktivitets- og samværstilbud.

Udgifter til befordring

KAPITEL 4

Sagsbehandling og

brugerindflydelse

4.1 Generelt

Borgernes rettigheder

Retssikkerhedsloven indeholder en række regler, som bl.a. handler om borgernes rettigheder, krav til hvordan sagerne skal behandles og brugerinddragelse.

Lovens kapitel 2 indeholder således bestemmelser, som ikke alle er nye, men som fastlægger nogle væsentlige principper i forhold til borgerne

- Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt; det bliver en pligt at give borgeren besked, hvis der ikke kan træffes en afgørelse inden for en frist, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet selv fastsætter (§ 3).

- Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag (§ 4).

- Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning (§ 5).

- Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal hjælpen tidligt i forløbet tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt (§ 6).

- Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse, skal kommunen foretage en kvalificeret vurdering af sagen (kvalificeret 1.vurdering) (§ 7, stk. 1).

- ansøgeren skal skriftligt have besked om afgørelser ved den kvalificerede 1.vurdering (§ 7, stk. 2).

Mens de ovennævnte regler nærmere gennemgås i vejledning om RTL gennemgås nedenfor de særlige regler i serviceloven om sagsbehandling og brugerindflydelse.

Brugerinddragelse

Serviceloven indeholder i kapitel 22 bestemmelser om brugerinddragelse og brugerindflydelse i forhold til den enkelte bruger, i de enkelte tilbud og i den overordnede tilrettelæggelse og udnyttelse af tilbuddene.

Disse bestemmelserne skal ses i sammenhæng med, at der indenfor det sociale område findes mange forskellige former for brugerindflydelse. De forskellige tiltag med brugerindflydelse viser en mangfoldighed fsva. målsætning, målgruppe, graden af indflydelse, selvstændig kompetence m.v.

Borgerne stiller i dag andre krav til den offentlige service, dens omfang, indhold, kvalitet og økonomi, end man gjorde tidligere. Borgerne vil være med til at bestemme - både som borgere og som brugere - og vil vide hvad deres rettigheder er, og hvad de kan forvente af det offentlige.

Desuden viser udviklingen, at der er et behov for, at den enkelte borger får indflydelse på de tilbud, der gives den enkelte. Dette gælder særligt for borgere med individuelle specifikke problemer, herunder de grupper, der er omfattet af vejledningen.

4.2 I forhold til den enkelte bruger

4.2.1 Skema ved personlig hjælp og pleje m.v. efter kap. 14

Kap. 14-skema

- - - - - - -

§ 4. Personer, der udfører lønnet arbejde i beskyttet beskæftigelse, jf. § 1, afholder selv udgiften til daglig befordring til og fra virksomheden, inden for en afstand af 10 km. fra virksomheden. Nødvendige befordringsudgifter (den billigste mulighed) derudover afholdes af amtskommunen/kommunen.

KAPITEL 5

Handlekommune m.v.

KAPITEL 5

Handlekommune m.v.

Særlige problemstillinger

Idet der henvises til gennemgangen af regler om handlekommune m.v. i vejledning om RTL, skal i det følgende særligt gennemgås, hvilken betydning reglerne har for denne vejlednings målgrupper.

Udgangspunktet er, at flere af vejledningens målgrupper dels er meget mobile pga. af ustabile bo- og familieforhold, dels at de sociale og andre opholdstilbud ligger uden for deres normale opholdskommune.

Efter hovedreglen i RTL § 9 er det opholdskommunen, der har pligt til at yde hjælp efter den sociale lovgivning. Normalt er det den kommune, hvor vedkommende bor, herunder er folkeregistertilmeldt, der har hjælpeforpligtelsen og dermed er handlekommune, men da det er selve opholdet i forbindelse med behovet for hjælp, der udløser den kommunale forpligtelse, kan opholdskommunen efter RTL § 9 ikke undlade at hjælpe.

Hvis imidlertid den pågældende ansøger og en tidligere opholdskommune er enige om, at den tidligere opholdskommune skal tage stilling til hjælp til den pågældende, kan den nuværende opholdskommune fritages for handlekommuneforpligtelsen.

Det kan især være relevant for hjemløse og stofmisbrugere, hvor tilknytningen til en tidligere opholdskommune kan være hensigtsmæssig at opretholde, bl.a. med henblik på resocialiseringen. Specielt for hjemløse, der selv har taget ophold på et tilbud efter SEL § 94, hvor der bør skabes kontakt med en kommune om den videre hjælp, vil fx botilbuddets beliggenhedskommune i de fleste tilfælde ikke være den mest hensigtsmæssige i rollen som handlekommune.

I forbindelse med handleplan

Helt særlige forhold gør sig gældende i de tilfælde, hvor den oprindelige opholdskommune som handlekommune har visiteret en person, fx en stofmisbruger til behandling på et privat behandlingstilbud i en anden (amts)kommune. Selvom SEL § 128, stk. 1, sikrer, at opholdskommunen eller behandlingstilbuddets beliggenhedskommune kan kræve refusion af eventuelle udgifter efter SEL, og der i stk. 2 er mulighed for at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifterne, er det principielt efter RTL § 9 den nuværende opholdskommune, der er handlekommune.

I sådanne tilfælde, hvor der forud for opholdet ofte er aftalt en handleplan mellem brugeren, den oprindelige amtskommune, den oprindelige kommune samt behandlingstilbuddet, vil det kunne forskertse sigtet med indsatsen, hvis den nuværende opholds(amts)kommune uden konsultation med de oprindelige (amts)kommuner ændrede på indsatsen. Det bør derfor i disse tilfælde ligge klart i aftalerne i forbindelse med handleplanen, at hidtidige kommune og amtskommune forbliver handlekommune, så længe foranstaltningen er i værk.

§ 5. Amtskommunen eller kommunen afholder udgiften til befordring for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud.

Stk. 2. Andre personer, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud, afholder selv udgifter til befordring.

Materialer m.v.

KAPITEL 6

Klageregler

KAPITEL 6

Klageregler

- - - - - - -

§ 6. Amtskommunen og kommunen kan beslutte, at personer, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud skal betale helt eller delvist for materialer mv., der ikke medgår til en produktion. Tilsvarende gælder vedrørende udflugter m.v. for de pågældende.

Ikrafttræden

KAPITEL 7

Tilbud til husvilde

KAPITEL 7

Tilbud til husvilde

- - - - - - -

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1998.

Socialministeriet, den

/Peter Duus

KAPITEL 8

Rådgivning, herunder

opsøgende arbejde

8.1 Den kommunale forpligtelse

Kommunal rådgivning

- - - - - - -

KAPITEL 9

Personlig hjælp, omsorg og

pleje mv.

Servicelovens indeholder i kapitel 14 en række tilbud om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v., der principielt alle gælder for denne vejlednings målgrupper, men idet der om kapitlets øvrige bestemmelser henvises til handicapvejledningen gennemgås i det følgende kun tilbuddene efter §§ 71, 73 og 80.

Der henvises i øvrigt til den supplerende gennemgang i speciel del for de enkelte målgrupper.

9.1 Tilbud om personlig pleje, praktisk hjælp mv.

Former for § 71-hjælp

- - - - - - - -

KAPITEL 10

Tilbud om støtte-og

kontaktperson til sindslidende

Støtte- og kontaktperson

- - - - - - -

KAPITEL 11

Tilbud om behandling

KAPITEL 11

Tilbud om behandling

11.1 Behandling for stofmisbrug

Stofmisbrugsbehandling

- - - - - - - -

KAPITEL 12

Beskyttet og anden

beskæftigelse samt aktivitets- og samværstilbud

- - - - - - -

KAPITEL 13

Botilbud

KAPITEL 13

Botilbud

13.1 Baggrund

Boligforhold

Det nødvendige antal pladser i boliger, der er beregnet til længerevarende ophold, reguleres efter Boligministeriets lovgivning, herunder lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., som trådte i kraft den 1. januar 1997, og som også indeholder forpligtelsen til at sørge for det nødvendige antal boliger til ældre og personer med handicap.

Udover det forsyningsansvar, der ligger i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., er der imidlertid behov for at have regler om etablering og drift af boformer, der er beregnet til længerevarende ophold for personer med betydelige og varige fysiske eller psykiske handicap. Derfor videreføres bistandslovens forpligtelse for amtskommunen til at sørge for det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer med betydelig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.

For så vidt angår botilbud beregnet til længerevarende ophold, som hidtil er ydet af kommunerne efter bistandslovens bestemmelser om bofællesskaber, forudsættes, at den del af tilbuddet, som vedrører boligdelen reguleres efter boliglovgivningen, medens serviceydelserne m.v. reguleres af serviceloven.

For så vidt angår botilbud beregnet til midlertidigt ophold, der ydes af kommunerne - dvs. ophold med henblik på aflastning, udslusning, optræning m.v. - er de beregnet til at afhjælpe problemer, der normalt ikke kan løses ved ophold i en almindelig bolig, selvom der er mulighed for støtte efter serviceloven. Kapitel 18 indeholder derfor hjemmel til etablering og drift af midlertidige boformer.

Det samme gælder de midlertidige tilbud, som hidtil er ydet af amtskommunerne efter bistandslovens bestemmelser om institutioner, der har til formål at afhjælpe problemerne hos personer med særlige behov.

13.2 Kommunale boformer til midlertidigt ophold

Kommunale boformer

- - - - - - -

KAPITEL 14

Lovens tilbud

KAPITEL 14

Lovens tilbud

14.1 Indledning

Lov om aktiv socialpolitik (AKL) indeholder regler om bl.a. vejledning og rådgivning, kontanthjælp, aktivering, revalidering, fleksjob og skånejob med løntilskud. Loven har bl.a. til formål

- at skabe et økonomisk sikkerhedsnet for enhver, som ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig og sin familie,

- at kommunen giver hjælpen for at gøre modtageren i stand til at klare sig selv,

- at modtageren og ægtefællen har pligt til efter evne at udvikle og udnytte deres arbejdsevne, fx ved at tage imod tilbud om arbejde eller aktivering,

- at personer med begrænsning i arbejdsevnen får særlig støtte til at fastholde eller opnå beskæftigelse på arbejdsmarkedet,

- at bidrage til et mere rummeligt arbejdsmarked gennem mulighed for at etablere fleksjob og job med løntilskud, og

- at alle kontanthjælpsmodtagere er omfattet af den aktive socialpolitik, herunder også personer, hvor sigtet med indsatsen helt overvejende er at forbedre livskvaliteten.

De grundlæggende principper i bistandsloven videreføres således i lov om aktiv socialpolitik.

I det følgende vil der blive givet en kort gennemgang af relevante afsnit i aktivloven. Mere uddybende beskrivelser findes i Socialministeriets vejledning om lov om aktiv socialpolitik.

14.2 Aktivering af kontanthjælpsmodtagere

Udnyttelse af arbejdsmuligheder

Det følger af AKL § 13, at det er en betingelse for at modtage kontanthjælp, at personen og dennes evt. ægtefælle tager imod et rimeligt tilbud om aktivering eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, som kan forbedre mulighederne for at få et arbejde. Kommunen kan dog efter en konkret vurdering se bort fra kravet om, at arbejdsmulighederne skal være udnyttet. Det gælder fx

Dispensation

- når en ansøger er syg, eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis arbejdet fortsættes

- når en forsørger er nødt til at passe sine børn, og kommunen ikke kan anvise anden mulighed for at få børnene passet

- når arbejdet omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel

- når en person har ret til frihed i forbindelse med fødsel eller adoption

Mest udsatte

Efter AKL § 16 er alle kontanthjælpsmodtagere principielt omfattet af ret og pligt til at modtage et aktiveringstilbud. De kontanthjælpsmodtagere, som er mest udsatte, sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse, m.fl. er således som udgangspunkt også omfattet af en ret og pligt til at modtage et aktiveringstilbud, som er tilpasset deres forudsætninger og behov.

Under 30 år

Kontanthjælpsmodtagere under 30 år skal modtage et aktiveringstilbud senest efter en periode med 13 sammenhængende ugers kontanthjælp. Aktiveringstilbud til personer med problemer ud over ledighed skal have en varighed på 18 måneder. Det ugentlige timetal fastsættes af kommunen ud fra den enkeltes forudsætninger og behov.

Over 30 år

Kontanthjælpsmodtagere over 30 år skal have tilbud om aktivering senest efter en sammenhængende periode med 12 måneders kontanthjælp. Kommunen fastsætter det ugentlige timetal og varigheden af tilbuddet ud fra den enkeltes forudsætninger og behov.

KAPITEL 15

Central og decentral

opgavevaretagelse

Overordnet tilrettelæggelse

På centralt plan har Socialministeriet ansvaret for den overordnede tilrettelæggelse af den sociale indsats for sindslidende, herunder de forskellige typer af sociale tilbud til gruppen.

Sundhedsministeriet har det overordnede ansvar for psykiatrisk behandling på sygehusafdelinger og i distriktspsykiatrien. Endvidere har Justitsministeriet det overordnede ansvar for anvendelsen af tvang på psykiatriske sygehuse efter lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien

Primære forpligtelse

Den primære forpligtelse til at hjælpe personer med sindslidelser er kommunernes. Amtskommunerne er imidlertid forpligtet til at stille en række mere specialiserede tilbud til disposition, ligesom det påhviler amtskommunen at rådgive og vejlede kommunerne. I praksis samarbejder amtskommunen og kommunerne ofte om tilvejebringelsen af forskellige typer af tilbud.

Desuden har amtskommunerne som led i forpligtelsen til at stille sygehusydelser til rådighed også pligt til at tilbyde psykiatrisk behandling for psykisk sygdom i sygehusvæsenet, herunder distriktspsykiatrien.

Amtskommunernes forpligtelse til på den ene side at stille behandlingstilbud til rådighed og på den anden side at stille mere specialiserede sociale tilbud til sindslidende til rådighed udgør således en vigtig kontaktflade i relation til indsatsen for at skabe den nødvendige sammenhæng mellem tilbuddene i sundhedssektoren og tilbuddene i socialsektoren.

Den sociale indsats omfatter en bred vifte af tilbud. Udover adgang til almindelige sociale tilbud, har nogle personer med sindslidelser brug for foranstaltninger, der specielt tager sigte på at dække deres individuelle behov, fx særlige botilbud, aktivitets- og samværssteder, støtte- og kontaktpersoner mv., som er nærmere beskrevet i vejledningen.

Der vil imidlertid også være andre specielle tilbud udover dem, der er nævnt i denne vejledning, som kan være af betydning for sindslidende, fx afløsning og aflastning efter SEL § 72 og kontant tilskud efter SEL § 76 og § 77. Der henvises til nærmere om sådanne tilbud i vejledning om voksne med handicap.

KAPITEL 16

Beskrivelse og

problemomfang

På landsplan skønnes det, at ca. 30.000 sindslidende har behov for særlige og/eller supplerende sociale tilbud.

Den bedst fungerende del af gruppen er bl.a. kendetegnet ved at være i stand til at omgås andre, give respons overfor sociale initiativer og i stand til at etablere sociale netværk uden for de sociale tilbud. Gruppen kan fx have behov for hjælp til at strukturere dagligdagen, men ønsker også nye udfordringer - gerne en oplevelse af et medansvar i forhold til planlægning og gennemførelse af aktiviteterne.

Den mest belastede og vanskeligt stillede del af gruppen vil ofte være kendetegnet ved at have en lav sociale kompetence, enten som følge af ekstrem adfærd eller en meget passiv og inaktiv adfærd, ligesom gruppen ofte lever meget isoleret.

En mindre gruppe af sindslidende på ca. 1000 personer må betegnes som særligt vanskeligt stillede (gruppen kaldes også -de 1000-). Gruppen af særligt vanskeligt stillede er ofte karakteriseret ved en kombination af alvorlig sindslidelse og misbrug, stærkt afvigende adfærd og hyppige konflikter, kriminalitet og problemer med at færdes, hvor der er mange mennesker. Gruppen har påkaldt sig særlig opmærksomhed, da de eksisterende tilbud hidtil ikke i fornødent omfang har kunnet tilgodese deres særlige behov.

§ 16, stk. 1 - tilbud

Efter AKL § 16, stk. 1, kan aktivering enten være de former for aktiveringstilbud, der er nævnt i AKL § 16, stk. 2, eller andre former for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, som kan iværksættes efter den øvrige lovgivning.

§ 16, stk. 2 - tilbud

Tilbud efter AKL § 16, stk. 2, nr. 1-8, kan være

- Kortvarige vejlednings- og introduktionsprogrammer

- Jobtræning

- Individuel jobtræning

- Særligt tilrettelagte uddannelsestilbud

- Særligt tilrettelagte aktiverende forløb

- Frivillige og ulønnede aktiviteter

- Voksen- og efteruddannelse

- Ordninger om jobrotation

Når kommunen tilbyder aktivering skal den så vidt muligt give flere tilbud at vælge mellem.

Andre former for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, som kan iværksættes efter den øvrige lovgivning, jf. AKL § 16, stk. 1, kan fx være

- særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb i tilknytning til boformer efter SEL § 94

- aktivitets- og samværstilbud efter SEL § 88

- den amtslige danskundervisning for flygtninge og indvandrere.

14.2.1 Aktivering af brugere i boformer efter servicelovens § 94

I boformer efter § 94

Kontanthjælpsmodtagere, der er brugere af boformer efter SEL § 94, har som andre kontanthjælpsmodtagere ret og pligt til tilbud om aktivering.

Det er kommunen, som træffer afgørelse om hvilken form for aktivering, der skal iværksættes, herunder om det skal være et tilbud efter AKL §16, stk. 2, eller et andet beskæftigelsesfremmende tilbud. Ved afgørelsen tages der udgangspunkt i, at sigtet med aktiveringsindsatsen er at afhjælpe yderligere sociale problemer samt støtte personen i igen at blive selvforsørgende. Kommunen skal derfor tage hensyn til den enkelte kontanthjælpsmodtagers individuelle behov og forudsætninger ved afgørelsen af hvilket aktiveringstilbud, der skal tilbydes.

De nærmere regler om samspillet med § 94-boformen omtales under pkt. 64.3 og 4.

14.2.2 Aktivering i aktivitets- og samværstilbud

I aktivitets- og samværstilbud

For kontanthjælpsmodtagere med massive og omfattende problemer ud over ledighed er formålet med aktiveringen først og fremmest at forbedre livskvaliteten og medvirke til at forebygge udviklingen af yderligere sociale problemer og i sidste ende at forebygge social udstødelse.

Såfremt kontanthjælpsmodtagerens behov i første omgang bedst tilgodeses ved et aktivitets- og samværstilbud efter SEL § 88, kan kommunen efter aftale med amtskommunen iværksætte aktiveringen i sådant tilbud efter AKL § 16, stk. 1, som en anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Opfølgning

Kommunen skal i forbindelse med opfølgningen i sagen hver 3. måned sikre, at tilbuddet fortsat kan fremme forbedringer i personens sociale situation. Det langsigtede perspektiv, at give personen en tilknytning til arbejdsmarkedet, skal fastholdes også for persongrupper, hvor det i øjeblikket kan forekomme uopnåeligt.

14.3 Revalidering

Revalidering

Revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen af fysiske, psykiske eller sociale grunde fastholdes i eller kommer ind på arbejdsmarkedet og dermed bliver i stand til at forsørge sig selv og sin familie, jf. AKL § 46.

Det er en betingelse for at give hjælp til revalidering, at andre erhvervsrettede aktiviteter efter aktivloven eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelig til, at personen kan klare sig selv, samt at revalidering er påkrævet af hensyn til personens muligheder for fremtidig at blive helt eller delvist selvforsørgende.

Om der kan ydes støtte til revalidering, herunder hvilken form for støtte, beror på en konkret og samlet vurdering af personens helbredsmæssige og sociale situation, herunder uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Mest udsatte

For de mest socialt udsatte personer vil det ofte være den sociale faktor, der er afgørende ved vurderingen af, om der skal iværksættes en revalidering. Vurderingen af, om en person alene på grund af en fastlåst social situation har brug for støtte, må tage sit udgangspunkt i den enkeltes konkrete forhold. Der skal her navnlig tages stilling til, om der er tale om en så truet situation, at personen ikke selv kan løse sine problemer på en sådan måde, at personen på længere sigt vil kunne opnå acceptable erhvervsmæssige vilkår for sig og sin familie. Behovet for revalidering må overvejes så tidligt som muligt.

Indhold

Revalidering kan bl.a. bestå af en eller flere af følgende aktiviteter

- arbejdsprøvning

- erhvervsmodnende eller afklarende aktiviteter (forrevalidering)

- uddannelse

- optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere

- hjælp til selvstændig virksomhed

Forrevalidering

Personer med særlige sociale vanskeligheder, herunder misbrugs- og/eller kriminalitetsproblemer vil især gennem en forrevalideringsfase kunne stabiliseres og erhvervsmodnes.

For personer med sociale vanskeligheder af et sådant omfang, at forrevalidering endnu ikke kan komme på tale, kan det være hensigtsmæssigt som led i den arbejdsmarkedsrettede og sociale indsats at give et aktiveringstilbud med et indhold, som kan medvirke til at forebygge yderligere sociale problemer og bidrage til at forbedre og stabilisere den sociale situation. Aktiveringstilbuddet kan således anvendes til at forberede personen til et revalideringsforløb.

Aktiveringstilbud, der vægter forbedring af livskvalitet, kan også gives til kontanthjælpsmodtagere, der ikke er motiveret for at deltage i revalidering.

Erhvervsplan

For personer der er parate til revalidering, beskrives revalideringsforløbet i den forud fastlagte erhvervsplan, som kommunen udarbejder i samarbejde med revalidenden.

Ydelser under revalidering

Den økonomiske hjælp til revalideringen kan omfatte

- revalideringsydelse ved uddannelsestilbud

- helt eller delvist løntilskud ved optræning eller uddannelse hos arbejdsgiver

- særlig støtte til udgifter til uddannelsen, transport, mv.

- særlig støtte til at etablere selvstændig virksomhed

- ved forrevalidering bevares det hidtidige forsørgelsesgrundlag.

14.4 Fleksjob

Fleksjob

Personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, som ikke gennem revalidering kan opnå et job på normale vilkår, og som ikke modtager førtidspension eller folkepension, har ret til et tilbud om job med løntilskud - et fleksjob efter AKL § 71.

Tilbuddet om job gives af kommunen og kan være hos en privat eller offentlig arbejdsgiver. Amtskommunen kan give tilbud om fleksjob, når den selv er arbejdsgiver, eller hvis den aftaler dette med kommunen.

Løntilskud

Tilskuddet, som udbetales til arbejdsgiveren, skal kompensere for den nedsatte arbejdsevne. Tilskuddet er fleksibelt og kan være på 1/3, 1/2 eller 2/3 af mindstelønnen. Staten finansierer løntilskuddet fuldt ud.

Løn- og arbejdsvilkår

For personer i fleksjob fastsættes løn og arbejdsvilkår som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet. Der er tillige indført en særlig ydelse, der udbetales i indtil 3 mdr. ved uforskyldt ledighed.

14.5 Skånejob med løntilskud

Skånejob

Personer, som modtager førtidspension, og som ikke kan fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på arbejdsmarkedet, har ret til at få et skånejob med løntilskud efter AKL § 75.

Løntilskud

Tilbuddet om job gives af kommunen og kan være hos en privat eller offentlig arbejdsgiver. Amtskommunen kan give tilbud om skånejob med løntilskud, når den selv er arbejdsgiver, eller hvis den aftaler dette med kommunen.

Tilskuddet, som udbetales til arbejdsgiveren, skal kompensere for den nedsatte arbejdsevne. Tilskuddet er på 1/2 af lønnen, dog højst 1/6 af den mindste overenskomstmæssige timeløn. Staten finansierer 50 pct. af løntilskuddet.

Løn- og arbejdsvilkår

Lønnen aftales mellem den ansatte og arbejdsgiveren og i samarbejde med de faglige organisationer.

14.6 Værktøj og arbejdsredskaber

Personer med begrænsninger i arbejdsevnen, der er ansat, eller som skal ansættes på arbejdsmarkedet, kan få hjælp til værktøj og arbejdsredskaber samt hjælp til kortvarige kurser, når hjælpen har afgørende betydning for, at den pågældende kan fastholde eller opnå beskæftigelse. Værktøjet eller arbejdsredskabet skal endvidere kompensere for personens begrænsninger i arbejdsevnen.

Hjælpen, som gives af kommunen, er subsidiær i forhold til hjælp efter anden lovgivning.

II. Speciel del

Afsnit D. Sindslidende

KAPITEL 17

Målsætninger

KAPITEL 17

Målsætninger

Sammenhæng i tilbuddene

Kapacitet og indhold i de sociale tilbud til sindslidende skal ses i sammenhæng med andre regionale og lokale tilbud til sindslidende både i undervisningssektoren og sundhedssektoren som fx distriktspsykiatriens tilbud om ambulant behandling.

Den centrale målsætning for tilrettelæggelsen af tilbuddene til sindslidende er, at indsatsen ydes på en sådan måde, at den af den enkelte opleves som sammenhængende og som en helhed, uanset om indsatsen er tværfaglig og tværsektoriel og uafhængig af, at behandlingen finder sted forskellige steder. Denne målsætning kræver et velfungerende såvel tværsektorielt som tværfagligt samarbejde mellem de offentlige myndigheder, der tilsammen varetager indsatsen overfor sindslidende. Det er i denne sammenhæng af afgørende betydning, at der er en bred vifte af sociale tilbud, der i videst muligt omfang tilgodeser den enkeltes individuelle behov.

Der kan henvises til sygesikringslovens kap. 6 a, der indeholder særlige bestemmelser om samarbejde og planlægning i sundhedsvæsenet med henblik på at styrke samarbejdet inden for sundhedsområdet og sikre sammenhængen på længere sigt, at styrke den forebyggende og sundhedsfremmende indsats samt at styrke kvalitetsudviklingen.

Målsætningen kan udvikles med en række handlemål om at søge at sikre de sindslidendes livsvilkår og livskvalitet, herunder at den sindslidende får mulighed for

- at bo i egen bolig

- have kontakt med andre

- have arbejde/aktivitet i hverdagen

- få undervisning og uddannelse

- dyrke interesser

- komme omkring

- få råd og vejledning

- træffe beslutning om eget liv

KAPITEL 18

Samarbejdet mellem

amtskommuner og kommuner

Tværkommunalt samarbejde

Med serviceloven er der udover mulighederne nævnt i kap. 3 fortsat mulighed for, at flere kommuner i et amt kan gå sammen om at løse opgaverne med den sociale indsats for sindslidende. Der er således mulighed for, at flere kommuner arbejder sammen om etablering og tilrettelæggelse af fx tværkommunale boformer med henblik på midlertidigt ophold eller tværkommunale støtte- og kontaktpersonordninger eksempelvis i mindre kommuner, hvor der er behov for forholdsvis få sociale støtteforanstaltninger i den enkelte kommune.

Der er også mulighed for, at kommunerne i et amt går sammen med amtskommunen om etablering af kommunale tilbud på amtskommunal basis, fx etablering af en støtte- og kontaktpersonordning i tilknytning til en amtskommunal socialpsykiatrisk boform eller i tilknytning til distriktspsykiatrien.

Endvidere er der fortsat mulighed for, at amtskommunen kan gå sammen med kommunerne i amtet om fx løsningen af opgaver med at etablere og drive amtskommunale socialpsykiatriske boformer for sindslidende.

KAPITEL 19

Inddragelse af andre,

herunder sindslidende og pårørende

Brugerindflydelse

Som omtalt under pkt. 4.3 indeholder SEL § 112 en forpligtelse for amtskommunen eller kommunen til at sikre, at brugerne af de enkelte tilbud får indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af de sociale tilbud.

Råd

Som ligeledes nævnt under pkt. 4.4 er der i § 114 en almindelig adgang til, at kommunen eller amtskommunen hver især eller i fællesskab kan nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen eller amtskommunen vedrørende tilrettelæggelsen af den sociale indsats efter serviceloven.

Særligt med hensyn til tilrettelæggelsen af indsatsen for sindslidende er der behov for, at der sker et samarbejde mellem sundhedssektoren og socialsektoren på amtsplan og kommuneplan om, hvordan indsatsen i fællesskab kan styrkes, således at den enkelte sindslidende oplever et sammenhængende system og en sammenhængende vifte af tilbud i det lokalområde, hvor den sindslidende bor.

Dialogfora

Som et eksempel på et rådgivende organ, der kan sikre både en sammenhængende indsats og brugernes mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene, kan nævnes regionale dialogfora for sindslidende. Disse dialogfora kan bestå af repræsentanter for amtets socialudvalg og sundhedsudvalg, for kommunerne i amtet samt for brugere og pårørende. Opgaven er gennem dialog og samarbejde at opsamle problemer og løsningsforslag vedrørende indsatsen for sindslidende i de enkelte kommuner og i amtet som helhed.

KAPITEL 20

Sagsbehandling og

brugerindflydelse

Handleplaner

Idet der henvises til pkt. 4.2 skal i det følgende omtales de særlige forhold, der gør sig gældende i forbindelse med udarbejdelse af handleplaner efter SEL § 111 for sindslidende.

Kravet om, at der skal gives tilbud om udarbejdelse af planer for den sociale indsats, gælder på sindslidendeområdet for de vanskeligst stillede personer med svære sindslidelser, dvs. personer som enten har alvorlige og dybtgående problemer med at få, bibeholde eller klare sig i egen bolig, eller for hvem, der i det hele taget bør gøres en ekstra og mere langsigtet indsats som følge af, at der er tale om en meget dårligt fungerende og socialt belastet målgruppe.

Målgruppen kan fx have behov for at kunne udvikle en positiv identitet, for at opøve særlige færdigheder eller for at mestre en aktiv livsudfoldelse i samspil med andre.

Som nævnt under pkt. 4.2.2 vil der blandt sindslidende både være personer, der er så dårligt fungerende, at opstilling af en egentlig handleplan vil være formålsløs, og personer, for hvem det heller ikke er relevant med en sådan plan, fordi de i vid udstrækning er vel fungerende. Det kan i stedet være relevant med en plan, som alene beskriver formålet med de konkrete initiativer, jf. pkt. 4.2.2.1.

Det vil for sindslidende undertiden være aktuelt at vurdere, om tilbuddet om handleplan bør fremsættes over for vedkommende selv eller den, der varetager den pågældendes interesser som fx nære pårørende eller en støtte- og kontaktperson.

Andre myndigheder

En koordineret indsats mellem amtslige og kommunale sociale tilbud er særlig vigtig, specielt når også andre forvaltningsgrene som fx psykiatrisk sygehusafdeling, distriktspsykiatrien eller andre myndigheder som fx kriminalforsorgen kommer ind i billedet.

For så vidt angår udskrivning fra psykiatrisk afdeling kan tilbud om udarbejdelse af en handleplan for den sociale indsats gives under hensyntagen til den behandlingsplan, som er opstillet af overlægen, jf. lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

KAPITEL 21

Rådgivning og opsøgende

arbejde

21.1 Opsøgende indsats som led i rådgivning

Opsøgende indsats

Som led i den (amts)kommunale rådgivningsforpligtelse i §§ 68 og 69 ligger der i medfør af § 68 en særlig kommunal forpligtelse til at udføre en opsøgende indsats for at nå ud til de grupper, som må formodes ikke selv at ville henvende sig til den offentlige forvaltning. For så vidt angår indholdet af rådgivningsforpligtelsen i øvrigt henvises der til pkt. 8.1 og 8.2.

Opnåelse af kontakt

Forpligtelsen til at udføre en opsøgende indsats skal bl.a. ses på baggrund af, at nogle sindslidende helt holder sig væk fra de offentlige forvaltninger, eksempelvis fordi de har svært ved at kommunikere eller overholde aftaler med forvaltningen, er mistroiske overfor det offentlige system evt. med baggrund i tidligere erfaringer hermed etc. Dette kan resultere i, at de ikke får den hjælp, som de har krav på og behov for.

Den opsøgende indsats i relation til sindslidende tager særligt sigte på den gruppe af socialt udsatte og isolerede sindslidende, der ikke af egen drift hverken evner eller magter kontakt til bl.a. den offentlige forvaltning. Formålet er i første omgang at forsøge at etablere kontakt til gruppen. Når der er etableret kontakt, kan den opsøgende medarbejder bevæge sig hen imod en videregående og mere strukturerende indsats m.h.p. at gøre den pågældende i stand til at klare sig bedst muligt, herunder at den pågældende får tilbud om fx den støtte og omsorg, der er behov for.

Selvom en sagsbehandler i den offentlige forvaltning måske ikke har direkte kontakt med en sindslidende klient, har mange sagsbehandlere en fornemmelse af den sindslidendes situation. Henvendelser og undertiden klager fra naboer, boligbevægelse m.fl. vil typisk ende på sagsbehandlerens skrivebord, ligesom en del isolerede sindslidende er kendt i hjemmeplejen. Dette kan eksempelvis være baggrunden for, at der iværksættes en opsøgende indsats.

De mest udsatte og isolerede sindslidende kan være vanskelige at nå, da de ofte er uden bolig eller ikke opholder sig i den. Det opsøgende arbejde foregår derfor, hvor den sindslidende befinder sig, hvad enten det er i egen bolig, hos pårørende eller på banegården, parkanlægget etc. Indsatsen er typisk sat i værk alene på initiativ af den opsøgende medarbejders bagland.

Tid og tålmodighed

Arbejdet kræver megen tid og tålmodighed for, at der kan skabes kontakt på en måde, der ikke virker påtrængende eller grænseoverskridende. Kontakten opbygges langsomt, fx med en snak over en avis eller en kop kaffe. På disse måder kan det for det meste lykkes at nå de personer, der ikke i første omgang ønsker kontakt.

Det meste af det opsøgende arbejde forgår dog fortrinsvis i den pågældendes hjem og er helt efter den sindslidendes eget ønske. Ønsker vedkommende ikke at lukke døren op, må dette respekteres.

21.2 De opsøgende medarbejderes baggrund

Professionel baggrund

Den opsøgende indsats varetages typisk af en medarbejder med en professionel baggrund. De opsøgende indsats kan fx varetages af en professionel støtte- og kontaktperson fra en kommunal støtte- og kontaktpersonordning, men indsatsen kan også udgå fra fx en privat organisation/forening med hvem, der er indgået en driftsaftale.

De professionelle medarbejdere kan have en social- eller sundhedsmæssig uddannelse som socialrådgiver, pædagog, ergoterapeut, sygeplejerske, plejer mv. De har ofte en psykiatrisk baggrund, hvorfor de kender systemernes muligheder og har den fornødne træning i at samtale med og håndtere tilspidsede situationer med psykotiske mennesker.

En professionel opsøgende indsats er erfaringsmæssigt en effektfuld måde dels at opnå kontakt til de socialt udsatte og isolerede grupper af sindslidende, der ellers stort set ville være uden for det offentlige hjælpesystems rækkevidde, dels når kontakten er etableret at fremføre muligheder og tilbud på en sådan måde, at der reelt kan tages stilling til dem. Såvel ved forsøg på etablering af kontakt som ved opbygning af kontakt kræves fornøden faglig viden og indsigt.

KAPITEL 22

Støtte- og

kontaktpersonordninger

22.1 Formål og behov for tilbud

Isolerede sindslidende

Idet der henvises til de generelle bemærkninger om tilbuddet efter § 80 i kap. 10, skal om målgruppen anføres, at det drejer sig om de mest socialt udsatte og isolerede grupper af sindslidende, som ikke almindeligvis gør brug af eller kan gøre brug af de allerede eksisterende tilbud. Personkredsen er ikke snævert afgrænset til personer med egentlige psykiatriske diagnoser.

Den sindslidendes præmisser

Tilbud om en støtte- og kontaktperson gives i dialog med den sindslidende og på den sindslidendes præmisser. Den sindslidende kan afslå at tage imod et tilbud om en støtte- og kontaktperson.

Formålet med støtte- og kontaktpersonordningerne er primært at opnå og bevare sociale kontakter og derved bryde den sindslidendes isolation. Støtte- og kontaktpersonen er i udgangspunktet - og i nogle tilfælde på ubestemt tid - en vigtig del af denne sociale kontakt. Sekundært er formålet, at den sindslidende skal kunne gøre brug af allerede etablerede tilbud. Støtte- og kontaktpersonordningen skal således være et supplement til andre tilbud og ikke en erstatning for disse.

Et supplement til andre tilbud

Indsatsen består i at opnå den meget isolerede sindslidendes tillid, hvilket typisk kræver en forudgående opsøgende indsats og talrige kontaktforsøg, selvom den sindslidende i første omgang ikke responderer eller måske direkte og indirekte afviser kontaktforsøg. Når der er etableret kontakt og tillid samarbejdes der på den sindslidendes egne betingelser gennem indbyrdes samtale om at forsøge at skabe ordnede forhold med hensyn til bolig, arbejde og fritid m.v. samt etablering af et ikke- professionelt netværk af nye venner og bekendte m.fl. Det er vigtigt, at arbejdet udføres på en sådan måde, at initiativet bevares hos den sindslidende, hvilket erfaringsmæssigt kræver gensidig takt, tid, tålmodig og tolerance overfor hinandens forskelligheder.

Dobbelt målsætning

I støtte- og kontaktpersonernes indsats ligger således en dobbelt målsætning: Både en målsætning om støtte og en målsætning om kontakt. Selvom andre offentlige serviceydelser som fx hjemmehjælp, hjemmesygeplejerske mv. indbefatter kontakt, er kontakten ofte mere indirekte og ikke en højt prioriteret del af ydelsen. Det offentlige system har i forhold til forskellige marginaliserede grupper skabt rammerne og stillet forskellige muligheder til rådighed for, at kontakter kan etableres, fx ved at oprette aktivitets- og samværssteder, dagcentre mv., som det hidtil har været sindslidendes eget ansvar at opsøge. En konsekvens af en sindslidelse kan imidlertid være, at den sindslidende ikke magter at skabe kontakt til omverdenen. I og med at støtte- og kontaktpersonernes indsats består i at støtte og være i kontakt med den sindslidende, var der med ordningens indførelse tale om en indholdsmæssig udvidelse af det, der traditionelt regnes som det offentlige systems opgaver.

I den udstrækning, der er blevet skabt et velfungerende netværk af andre personer bestående af fx familie, venner, arbejdskammerater eller andre, og den sindslidende selv er blevet i stand til at etablere nye kontakter, vil det ikke længere være nødvendigt med en fortsat støtte undtagen i belastede situationer, fx ved nye sygdomsudbrud, tab af venner eller arbejde. I sådanne situationer har det betydning for den sindslidende at vide, at kontakten kan retableres og intensiveres, hvis der er behov for dette.

22.2 Typer af støtte- og kontaktpersoner

I en forudgående forsøgsordning med støtte- og kontaktpersoner blev der lagt vægt på at afprøve forskellige typer af støtte- og kontaktpersoner, således at såvel brugernes som (amts)kommunernes behov fremover kunne tilgodeses.

Professionelle

De professionelle støtte- og kontaktpersoner er som hovedregel fuldtidsansatte, og arbejdstiden ligger fortrinsvis i dagtimerne. De har som regel en relevant faglig baggrund - ofte en socialpsykiatrisk - hvorfor de kender systemernes muligheder og derfor bedre kan sørge for det opfølgende støtte- og kontaktarbejde end personer, der ikke rigtig har kendskab til systemerne indefra.

De professionelle støtte- og kontaktpersoner varetager dels det opsøgende arbejde overfor de meget vanskeligt stillede og dårligt fungerende sindslidende, dels det motiverende støttearbejde overfor den del af målgruppen, som har accepteret besøg, men som ikke magter eller ønsker at deltage i etablerede tilbud.

Honorarlønnede

De honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner aflønnes pr. person, som der varetages kontakt til. De honorarlønnede har i nogle tilfælde en relevant uddannelse og har typisk arbejde ved siden af og er således i kontakt med den almindelige hverdag, hvilket kan være til gavn for den sindslidende.

De honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner varetager både det bredere støttearbejde og med den fornødne faglige baggrund og indsigt også det motiverende støttearbejde overfor de dårligst fungerende sindslidende.

Frivillige

De frivillige støtte- og kontaktpersoner er først og fremmest drevet af interesse, ofte fordi de selv eller deres familie har været eller er sindslidende.

En frivillig ordning kan fx være startet af Landsforeningen SIND, hvor der ikke er afsat midler til aflønning af de frivillige støtte- og kontaktpersoner. De frivillige får dog ofte dækket deres omkostninger i forbindelse med arbejdet.

De frivillige støtte- og kontaktpersoners opgave består i et bredere støttearbejde, og opgaverne kan fx være at hjælpe til med praktiske opgaver hos den sindslidende, følge med til sociale og psykiatriske tilbud osv. De frivillige kan supplere eller overtage kontakten til en sindslidende, efter at de professionelle støtte- og kontaktpersoner har etableret en stabil kontakt og har formidlet tilbud om social støtte og bistand og evt. psykiatrisk behandling. Når frivillige støtte- og kontaktpersoner overtager kontakten, er det samtidig ensbetydende med, at der frigøres professionelle ressourcer til det opsøgende arbejde og etablering af nye kontakter.

Støtte- og kontaktpersonordningen tilrettelægges mest hensigtsmæssigt, hvis frivillige støtte- og kontaktpersoner ikke står alene, men indgår som et supplement til en professionel ordning.

22.3 Organisationsmæssig forankring

Udgangspunktet er, at støtte- og kontaktpersonordningen skal være et supplement til de øvrige socialpsykiatriske tilbud til sindslidende. Tilbuddet gives i dialog med den sindslidende og på den sindslidendes præmisser, og den sindslidende kan afstå fra at tage imod et tilbud om en støtte- og kontaktperson.

Ordningen bør derfor tilrettelægges på en sådan måde, at det sikres, at støtte- og kontaktpersonerne i forholdet til den sindslidende fremtræder som og kan fungere uafhængigt af de officielle systemer, både det psykiatriske behandlingssystem og det kommunale system.

Organisationsmæssigt kan støtte- og kontaktpersonordninger indplaceres som en del af socialforvaltningen fx i tilknytning til aktivitets- og samværssteder, bostøttecentre, kommunale boformer o.l., eller ordningerne kan som andre sociale tilbud efter aftale etableres i tilknytning til en selvejende boformer med hvem, der er indgået en driftsaftale eller til fx SIND-klubber o.l.

Tværkommunalt samarbejde

Der er også mulighed for, at flere kommuner kan gå sammen om at løse opgaven med støtte- og kontaktpersoner til sindslidende. Der er således mulighed for, at flere kommuner arbejder sammen om etablering og tilrettelæggelse af tværkommunale støtte- og kontaktpersonordninger i mindre kommuner, hvor der er behov for forholdsvis få sociale støtteforanstaltninger i den enkelte kommune.

Der er også mulighed for, at kommunerne i et amt går sammen med amtskommunen om etablering af en støtte- og kontaktpersonordning på amtskommunal basis fx i tilknytning til en amtskommunal socialpsykiatrisk boform eller i tilknytning til distriktspsykiatrien.

Uanset organisatorisk forankring bør der være kontakt til et eller flere andre kommunale eller amtskommunale socialpsykiatriske tilbud som fx (amts)kommunale boformer, aktivitets- og samværssteder, dagcentre, bostøttecentre mv., hvilket letter muligheden for at formidle kontakt til andre sociale og sundhedsmæssige myndigheder.

22.4 Uddannelse og supervision

Der bør også tilrettelægges en basisuddannelse for de af støtte- og kontaktpersonerne, som ikke har den fornødne faglige baggrund for at indgå i arbejdet som støtte- og kontaktperson, og der bør tilrettelægges et efteruddannelsesforløb for den enkelte støtte- og kontaktperson, idet der løbende vil opstå behov for fx at udvikle det konkrete metodiske arbejde.

Supervision

Supervision kan tilrettelægges på flere måder, dels kan der være en gensidig faglig supervision i gruppen af støtte- og kontaktpersoner, dels kan man have en ekstern supervision, hvor en supervisor sikrer, at medarbejderne arbejder så hensigtsmæssigt og relevant som muligt for at sikre, at den sindslidendes behov tilgodeses.

KAPITEL 23

Personlig pleje, praktisk

hjælp mv.

Efter SEL § 71, stk. 1, skal kommunen sørge for tilbud om personlig hjælp og pleje, hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, og hjælp til at vedligeholde fysiske færdigheder.

Der henvises til pkt. 9.1 og 9.3 om formål og indholdet af tilbuddet, som forudsættes at indgå som hidtil som et led i de øvrige sociale og sundhedsmæssige tilbud til bl.a. personer med sindslidelser, som kommune eller amtskommune tilbyder til personer i almindelige boliger eller i botilbud efter serviceloven.

Tilbuddene skal udformes således, at bl.a. gruppen af sindslidende så vidt muligt kan blive boende i hidtidig bolig, hvis de ønsker det.

KAPITEL 24

Social støtte til

dagligdagen

Efter SEL § 73 skal kommunen, som nævnt under pkt. 9.2 og 9.3 sørge for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til bl.a. sindslidende, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Vedr. formål og indhold henvises til ovennævnte punkter, idet såvel lettere som vanskeligt stillede sindslidende kan have behov for dette bredspektrede tilbud, som rækker fra skabelse af struktur i dagligdagen og opretholdelse af sociale netværk til fastholdelse af egen identitet og oplæring i daglige færdigheder.

Hjælp til selvhjælp

Det skal respekteres, at nogle sindslidende eventuelt trives under normer, der kan opfattes som usædvanlige. Hjælpen bør tage sigte på hjælp til selvhjælp både på det praktiske og det personlige plan. I forbindelse med støtte til sindslidende med meget nedsat fysisk og psykisk funktionsevne kan den personlige omsorg udgøre et mål i sig selv.

Udskillelsen af reglerne om tildeling af socialpædagogisk og anden faglig støtte efter servicelovens § 73 skal i øvrigt ses som et yderligere skridt i rækken af initiativer om ligestilling og ligebehandling af bl.a. gruppen af sindslidende.

Den sociale støtte til sindslidende kan udgå fra et støttecenter, hvorfra der kan betjenes et antal boliger i lokalområdet, eller kan ske i tilknytning til et aktivitets- og samværstilbud for sindslidende.

Bofællesskaber

Støtten efter SEL § 73 indgår som integreret del af støtten til sindslidende både ved midlertidige og længerevarende ophold i et bofællesskab.

Målgruppe

Bofællesskaber tager sigte på den målgruppe af sindslidende, der skønnes egnet til at klare sig i eget hjem, når der ydes nødvendig socialpædagogisk støtte/medhjælp m.v. og med støtte fra bofællesskabets andre beboere.

Målgruppen er således sindslidende, der foretrækker at blive boende i selvstændige boliger, hvis de tilknyttes et støttecenter, hvorfra de kan hente opbakning til hverdagens aktiviteter og let få adgang til behandlingsmæssig støtte.

Kommunen tager stilling til fællesfaciliteter til bofællesskaber, herunder ydelse af den nødvendige praktiske bistand og socialpædagogiske støtte/medhjælp i bosituationen.

Medhjælpen

Medhjælpen udgår som regel fra støttecentre etableret i forbindelse med bofællesskaberne. Der er typisk tale om socialpædagogisk medhjælp og anden faglig støtte, som især omfatter rådgivning og vejledning om almindelige daglige funktioner eller om deltagelse i beskæftigelse og fritidsaktiviteter eller udvikling af andre sociale kontakter uden for bofællesskabet.

Den nødvendige medhjælp ydes efter reglerne i SEL kap. 14 om personlig hjælp, omsorg og pleje mv., jf. § 95, stk. 1. Der henvises til vejledningens kap. 9 om personlig hjælp, omsorg og pleje mv.

Støttecentre

Støttecentrene kan fx være beliggende i forbindelse med et opgangsfællesskab eller kollegielignende bygning, i forbindelse med et aktivitets- og samværssted eller have selvstændig placering i et boligkvarter, hvorfra de kan betjene et antal boliger, der ligger adskilt fra hinanden.

Det henvises i øvrigt til pkt. 9.5 for så vidt angår amtskommunal opgavevaretagelse.

Om aktivitets- og samværstilbud til sindslidende henvises der til kap. 27.

KAPITEL 25

Døgnberedskab

KAPITEL 25

Døgnberedskab

Under pkt. 9.4 nævnes kort bestemmelsen i § 74, som for denne vejlednings målgrupper specielt har relevans for sindslidende.

I takt med at bl.a. flere og flere vanskeligt stillede sindslidende tilbydes ophold i bofællesskaber eller ønsker at forblive i eget hjem, giver mange kommuner allerede omfattende socialpædagogisk og anden hjælp, herunder tilbud om hjælp døgnet rundt, idet dette fx kan være en forudsætning for at målgruppen kan opholde sig i fx et bofællesskab eller i eget hjem.

I forhold til den hjælp, der blev givet efter bistandsloven § 68 og 68 b, er der ikke tale om en udvidelse af kommunens forpligtelse. Bestemmelsen giver kommunen mulighed for at give tilbud om hjælp efter §§ 71 og 73 døgnet rundt til bl.a. gruppen af vanskeligt stillede sindslidende med ophold i kommunale boformer efter serviceloven eller lov om almene boliger mv. eller til gruppen af vanskeligt stillede sindslidende i eget hjem, når kommunen har valgt sådanne løsninger.

Akutboliger

Der ligger således ikke i tilbuddet efter § 74 en forpligtelse til akutindsatser i forhold til sindslidende, der ikke i forvejen er tildelt hjælp efter de nævnte bestemmelser. Bestemmelsen er således ikke udtryk for en udvidet forpligtelse til at sørge for eksempelvis akutboliger, døgnåbne væresteder, psykiatriske udrykningstjenester eller akut socialpædagogisk bistand.

Tilrettelæggelse

Hvordan tilbud efter § 74 konkret skal tilrettelægges og udformes er i høj grad op til kommunerne selv og skal dels ses i sammenhæng med de andre sociale tilbud, herunder særligt de forskellige typer af sociale boformer, der er i lokalområdet, dels med hvor mange vanskeligt stillede sindslidende, der bor i eget hjem i lokalområdet, og som må antages at have et løbende behov for hjælp døgnet rundt.

Hjælp efter SEL § 73 og § 71

Det skønnes, at det i praksis kun er ydelserne efter § 73, der vil kunne være behov for døgnet rundt. Ydelserne efter § 71 vil typisk være af en sådan praktisk karakter, at disse kan ydes i dagtimerne.

Den socialpædagogiske støtte m.v. kan udgå fra en base i nærmiljøet, fx fra et støttecenter, og kan i nattetimerne både ydes telefonisk og personligt afhængig af de konkrete behov for løbende støtte, der gør sig gældende for målgruppen.

Idet hjælp efter §§ 71 og 73 tildeles efter en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov, jf. § 75, stk. 1, vil tilbud efter § 74 alene omfatte personer, der er visiteret til hjælp efter §§ 71 og 73.

Det henvises i øvrigt til pkt. 9.5 for så vidt angår amtskommunal opgavevaretagelse.

KAPITEL 26

Behandling

KAPITEL 26

Behandling

Speciel behandlingsmæssig bistand

SEL § 86 indeholder, som nærmere omtalt under pkt. 10.2 regler om ydelse af speciel behandlingsmæssig bistand, som også kan have betydning for gruppen af sindslidende, selvom sundhedssektoren, som nævnt ovenfor under kap. 15 varetager den egentlige behandling på psykiatriske sygehusafdelinger og i distriktspsykiatrien.

Kommunale tilbud

Hidtil har det primært været amtskommunerne, der giver denne form for specialtilbud til sindslidende som led i tilbud efter bistandslovens § 112, stk. 2, pga. amtskommunernes særlige forpligtelser over for grupper med særlige behov, herunder gruppen af vanskeligt stillede sindslidende. I takt med, at kommunerne i større omfang også har fået ansvar for tilbud til bl.a. gruppen af vanskeligt stillede sindslidende, er der med bestemmelsen åbnet op for, at også kommunerne får mulighed for at kunne yde behandlingsmæssig bistand.

KAPITEL 27

Beskyttet beskæftigelse,

aktivitets- og samværstilbud

Såvel tilbud om beskyttet beskæftigelse som om aktivitets- og samværstilbud efter SEL §§ 87-90 er af betydning i indsatsen for sindslidende. Der henvises til kap. 12 om formål og indhold af ydelserne. Endvidere henvises til kap. 14 om tilbud om revalidering/arbejdstræning.

Som omtalt under nævnte kapitel videreføres bistandslovens regler om amtskommunernes opgaver vedrørende beskyttet beskæftigelse og dagforanstaltninger efter § 91, stk. 1, i særlige dagcentre og særlige daghjem og i klubber til personer, som ikke kan varetage beskyttet beskæftigelse. Men bestemmelsen om samværs-og aktivitetstilbud i § 88 omfatter også de værestedstilbud til bl.a. gruppen af sindslidende, som før servicelovens ikrafttrædelse blev oprettet og drevet som kommunale tilbud efter bistandsloven § 68 b, stk. 4.

Administration

Ligesom tilfældet vil være for denne åbne type tilbud til andre af vejledningens målgrupper forventes det i praksis som oftest, ligesom efter bistandslovens § 68 b, stk. 4, at være kommunerne, som står som driftsherrer for tilbuddene evt. i samarbejde med private kredse. Som det også er nævnt ovenfor under pkt. 12.3, vil amtskommune og kommune efter RTL § 42 indbyrdes kunne aftale, hvilket serviceniveau, der er ønskeligt, og hvordan opgaverne fordeles.

I forbindelse med aktivitets- og samværstilbud til sindslidende kan der etableres forskellige aktiviteter som beskæftigelsesforløb, selvhjælpsgruppearbejde, rådgivning og opsøgende arbejde, gruppeaktiviteter inden og uden for værestederne mv., undervisningstilbud såsom lilleskoler og aftensskoler mv., støtte- og kontaktpersonordninger og andre tilbud, der opfylder formålet med aktivitets- og samværstilbud. Indsatsen kan også omfatte aktiviteter, der er organiseret af brugerne selv eller fx af foreninger i samarbejde med brugerne.

Denne type tilbud kan både bestå i åbne tilbud uden visitation for en bredere personkreds end sindslidende, men kan også målrettes til sindslidende brugere.

Aktivitets- og samværstilbud

Selvom aktivitets- og samværstilbud målrettet sindslidende indholdsmæssigt varierer over et bredt spektrum, kan tilbuddene groft inddeles i to hovedtyper

- Aktivitets- og samværstilbud målrettet de svagest fungerende, hvor aktiviteterne typisk retter sig efter meget basale fysiske og psykiske og sociale behov

- Aktivitets- og samværstilbud til den gruppe af sindslidende, der i højere grad kan klare sig selv, men som har brug for et fristed, hvor de på egne præmisser kan dyrke interesser og aktiviteter.

Generelt bør det tilstræbes at dagtilbuddene til sindslidende ud fra en vurdering af brugernes ressourcer indeholder aktiviteter, der kan give indhold i den enkelte sindslidendes hverdag, medvirke til at fastholde og udvikle sociale og andre færdigheder eller kan bidrage til en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Aktivitets- og samværstilbud er et vigtigt led i en sammenhængende og helhedsorienteret indsats for den enkelte bruger med henblik på at skabe mulighed for en individuelt tilpasset deltagelse i samfundet på lige fod med andre borgere.

Vedr. aflønning mv. henvises der til pkt. 12.5.1 - 12.5.3.

KAPITEL 28

Botilbud

KAPITEL 28

Botilbud

28.1 Kommunale boformer til midlertidigt ophold

Boformer efter SEL § 91

Efter SEL § 91, jf. pkt. 13.2, kan kommunen tilbyde midlertidige ophold i boformer med det formål at sikre, at der fortsat kan tilbyde midlertidige ophold, herunder weekendophold, til bl.a. sindslidende med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige bomuligheder, udslusning mv.

Boformer efter § 91 tager således sigte på den gruppe af sindslidende, som i en længere eller kortere periode har behov for ophold i fx et bofællesskab eller som periodevis har behov for tilbud om et kortere ophold i en akutbolig med mulighed for hjælp og støtte.

For så vidt angår støtten ved midlertidigt ophold i bofællesskaber henvises til kap. 23.

Akutboliger

Akutboliger har til formål at tilbyde sindslidende ophold og overnatning i en nødbolig/aflastningsbolig i situationer, hvor den sindslidende har behov for at komme væk fra egen bolig og over i andre omgivelser med mulighed for at få hjælp og støtte.

Akutboligerne er typisk bemandet med relevant medhjælp. Den nødvendige medhjælp ydes efter reglerne i SEL kap. 14 om personlig hjælp, omsorg og pleje, jf. § 95, stk. 1.

Det er hensigten med denne type af midlertidig boform, at egen hidtidig bolig bevares under det midlertidige ophold i akutboligerne.

28.2 Amtskommunale boformer til midlertidigt ophold

Boformer efter SEL § 93, stk. 1, nr. 1

Efter § 93, stk. 1, nr. 1, jf. pkt. 13.3, har amtskommunen pligt til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til bl.a. sindslidende med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte.

Med hensyn til indhold af botilbud efter § 93, stk. 1, nr. 1, henvises der til nedenfor under pkt. 28.3 om amtskommunale boformer til længerevarende ophold.

Varighed

Der kan som nævnt ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Det afgørende for opholdets varighed er, at formålet med opholdet er opfyldt og at den pågældende efter opholdet kan klare sig uden den støtte, der ydes i den midlertidige boform.

28.3 Amtskommunale boformer til længerevarende ophold

Boformer efter SEL § 92, stk. 1

Efter servicelovens § 92, stk. 1, jf. pkt. 13.4, er amtskommunerne forpligtet til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold bl.a. til sindslidende, som pga. betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Målgruppe

Tilbud om ophold i en amtskommunal boform efter § 92 tager således sigte på gruppen af socialt belastede og vanskeligt stillede sindslidende, der har længerevarende eller varigt behov for social og behandlingsmæssig støtte i beskyttede boformer.

-de 1000-

Botilbud efter § 92, stk. 1, omfatter også tilbud om længerevarende ophold for gruppen af særligt vanskeligt stillede sindslidende (-de 1000-). Gruppen har gennem de senere år påkaldt sig særlig opmærksomhed, idet bl.a. eksisterende botilbud hidtil ikke i fornødent omfang har kunnet tilgodese gruppens særlige behov. Der henvises til kap. 16 om målgruppen for den sociale indsats for sindslidende.

Botilbud efter § 92 udgør en vigtig kontaktflade mellem det psykiatriske sygehusvæsen på en ene side og amters og kommuners sociale tilbud på den anden side.

Asyler og beskyttede pensionater

Botilbud til sindslidende efter § 92 kan være asyler og beskyttede pensionater, hvor man gennem omsorg og pleje sammen med beboerne etablerer en stabil og tryg tilværelse, og hvor de sindslidende både har mulighed for at leve en privat tilværelse i egne værelser og for at få hjælp og støtte døgnet rundt.

Udvikling

Foreløbige erfaringer fra et arbejde med at udvikle særlige boformer til gruppen af særligt vanskeligt stillede sindslidende viser, at ikke blot medarbejdernes faglige og personlige ressourcer spiller en rolle i relation til opbygning af positiv kontakt, tillid samt forebyggelse af aggressiv adfærd. De fysiske rammer, boformens miljø og kultur er også afgørende for, hvilken dominans aggressioner og vold kommer til at spille. Den væsentligste metode til at forebygge dette, er tålmodighed og tid til samtale samt tolerance og rummelighed overfor brugerne både blandt medarbejdere og gennem den måde de fysiske rammer er indrettet på.

KAPITEL 29

Betaling

KAPITEL 29

Betaling

For så vidt angår betaling for midlertidigt ophold i kommunale eller amtskommunale boformer efter § 91 og 93 henvises til de generelle betalingsregler for denne vejlednings målgrupper i pkt. 13.5.1-4 For så vidt angår betaling for længerevarende ophold i boformer efter § 92 henvises til betalingsreglerne i vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

Afsnit E. Stofmisbrugere

KAPITEL 30

Central og decentral

opgavevaretagelse

Ansvarlige myndigheder

På centralt plan har Socialministeriet ansvaret for den sociale indsats for stofmisbrugere, herunder behandling, mens Sundhedsministeriet har ansvar for behandling i sundhedsvæsenet, specielt metadonbehandling, samt for den forebyggende indsats og koordineringsspørgsmål. Justitsministeren har - såvel lokalt som centralt - et hovedansvar for den kontrol- og politimæssige indsats og for de i kriminalforsorgen indsatte stofmisbrugere. Endelig har Skatteministeriet ansvaret for den kontrol, der skal føres med stoffer, der kan anvendes ved ulovlig fremstilling af narkotika.

Narkotikarådet, som nedsattes i 1995 fungerer som rådgivende for sundheds-, justits- og socialministrene samt Folketinget i spørgsmål vedrørende stofmisbrug. Rådet skal i denne forbindelse arbejde for en mere samordnet indsats og kan bl.a. opstille forslag til mål og strategier for den samlede indsats, pege på forskningsbehov samt bidrage til indsamling, koordinering og formidling af information og ekspertise på området.

Lokalt

Selvom serviceloven pålægger amtskommunen den mere specialiserede opgave i forhold til stofmisbrugere: behandlingen, jf. §§ 85 samt 93, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, 2. pkt., så er det kommunen, som med sin mere umiddelbare kontakt til borgerne har ansvaret for forebyggelse, tidlig og løbende indsats for misbrugere i kommunen. Ligesom kommunen både under behandlingsforløbet og efter den primære behandling er ansvarlig for de relevante tilbud, som kan bidrage til forbedring af den personlige funktion og udviklingsmuligheder.

I forhold til stofmisbrugsområdet er der i den nye lovgivning ikke større ændringer med hensyn til de enkelte tilbud og tilrettelæggelse af indsatsen, idet omlægningen pr. 1. januar 1996 i vidt omfang i lovbestemmelser og som vejledningsstof indeholdt elementerne i socialreformen. Dog indeholder den nye lovgivning, bl.a. ved ophævelse af institutionsbegrebet og en kraftigere vægtning af den forebyggende indsats og brugerinddragelse, nogle muligheder for større fleksibilitet og mere individuelt tilpassede tilbud.

KAPITEL 31

Beskrivelse og

problemomfang

Afgrænsning

En stofmisbruger er fysisk og/eller psykisk afhængig af et eller flere bevidsthedsændrende stoffer (rusmidler) i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for vedkommende selv og/eller nærtstående samt samfundet.

Traditionelt omfattes en person ikke af betegnelsen, hvis rusmidlet er alkohol, men alkohol indgår oftest i det samlede stofmisbrug, der kan omfatte stoffer som opiater og opiatlignende stoffer (fx morfin, heroin, ketogan, metadon), kokain, amfetaminlignede stoffer (fx ectasy), hallucinogener (fx lsd og visse svampearter), cannabispræparater (fx hash og marihuana) samt benzodiazepiner (fx stesolid og rohypnol).

Statistisk

Antalsmæssigt er der stor usikkerhed om, hvor mange egentlige stofmisbrugere, der findes i Danmark. Amterne skønner, at der er omkr. 13.000 (ekskl. cannabismisbrugere), hvoraf over halvdelen er ukendte i behandlingssystemet.

Med hensyn til somatiske sygdomme er misbrugerne, især de intravenøse, udsat for smitte af livstruende sygdomme. Det gælder især HIV-smitte og leverbetændelse. Det skønnes, at 5 % af stofmisbrugerne er HIV-smittede.

Inden for de sidste 20 år er der sket en femdobling i antallet af dødsfald blandt stofmisbrugere.

På psykiatriske afdelinger var der i 1994 omkr. 1.600 narkotikarelaterede indlæggelser. Ca. 50 % af patienter med langvarig kontakt til det psykiatriske system skønnedes i en undersøgelse fra samme år at have dobbeltdiagnose, dvs. en kombination af misbrug og psykiske lidelser

Tilsvarende skønnedes det i 1994, at op til 1/3 af brugere af forsorgshjem var stofmisbrugere. Det skønnedes, at omkr. 2.000 stofmisbrugere i løbet af et år opholder sig på hjemløseinstitutioner i kortere eller længere tid.

Ca. 35 % af de indsatte i kriminalforsorgens institutioner, svarende til godt 1200 personer ud af ca. 3500 indsatte, skønnedes på en opgørelsesdag i 1996 at have haft større eller mindre forbrug af euforiserende stoffer forud for indsættelsen.

Gruppe af misbrugere

Indsatsen i forhold til stofmisbrugere efter serviceloven retter sig som udgangspunkt mod den nedsatte fysiske og især psykiske funktionsevne samt de sociale problemer, som følger af misbruget.

Stofmisbrugere kan på baggrund af misbrugets omfang, varighed og personlige og sociale følgevirkninger inddeles i følgende 3 hovedgrupper, hvor målsætningen med indsatsen og indsatsens omfang kan variere, alt efter den enkeltes behov og ønsker, men hvor hovedmålet må være bibeholdelse eller forbedring af den sociale og personlige funktion.

1) Misbrugere med normal social integration, som fx unge i uddannelses- eller beskæftigelsesforløb.

2) Misbrugere med truet social integration som fx ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet, familie- og andre netværksrelationer under nedbrydning, men dog fx med bolig og tidligere uddannelses- og beskæftigelsesbaggrund.

3) -Socialt udstødte- misbrugere kan være yngre uden nogen uddannelses- og beskæftigelsesbaggrund og svagt netværk og andre misbrugere med andre massive problemer ud over stofmisbruget som fx sindslidelse, hjemløshed.

KAPITEL 32

Målsætninger

KAPITEL 32

Målsætninger

Skadesreduktion

Uden at slippe hovedmålsætningen om stoffrihed for den sociale indsats på stofmisbrugsområdet har der gennem en årrække været arbejdet ud fra målsætningen om skadesreduktion eller skadesminimering for de grupper af stofmisbrugere, hvor stoffrihed ikke er et realistisk mål på kortere eller længere sigt.

Skadesreduktion vil sige formindskelse af de skader, som livet som stofmisbruger påfører vedkommende selv, nærtstående og samfundet samt forbedring af funktionsevne og udviklingsmuligheder, jf. formålsbestemmelsen i SEL § 67. Indsatser af skadesreducerende karakter kan fx være sådanne tilbud som metadonbehandling, opsøgende gadeplansarbejde, væresteder for aktuelle misbrugere (lavtærskelstilbud), sprøjtebytteprogrammer og social støtte i hjemmet.

Delmål

Arbejdet ud fra disse målsætninger afspejler sig også i de delmål for indsatsen for den enkelte misbruger og varierede målsætninger for de forskellige hovedgrupper af stofmisbrugere. Det er dog generelt kendetegnende for arbejdet med stofmisbrugere, at den egentlige behandling, det være sig metadon- (substitution-) eller stoffri behandling, må følges tæt op over tid med en række sociale og andre støttende tilbud, således at en helhed for indsatserne fastholdes.

Arbejdet med delmål for den enkelte misbruger bør være afpasset den enkeltes situation og egenressourcer, således at der ikke skabes urealistiske forventninger. Som udgangspunkt bør disse delmål være afpasset alder, varighed af misbrug og de sociale og personlige problemers omfang. Mens målet må være stoffrihed og social integration for hovedparten af stofmisbrugere, vil det for nogle af de tungere misbrugere være et mål at stabilisere stofindtagelsen og sikre en omsorgsindsats og en højnelse af livskvaliteten gennem en bevidst skadesreduktionsstrategi.

Det bør være en målsætning at kunne opstille behandlingstilbud til alle typer af stofmisbrugere ved en tilstrækkelig mangfoldighed af tilbud med særlig hensyntagen til følgende målgrupper

- Unge stofmisbrugere (under 18 år)

- Yngre stofmisbrugere (18-24 år)

- Gravide stofmisbrugere

- Stofmisbrugere med børn

- Stofmisbrugere over 24 år

- Psykisk syge stofmisbrugere

- Stofmisbrugere med HIV/AIDS

- Etniske minoritetsgrupper.

KAPITEL 33

Samarbejde mellem

amtskommuner og kommuner

Pligt til samarbejde

Med en opgavefordeling på et område som stofmisbrugsområdet, hvor såvel hovedmålsætningen i SEL § 67 om -helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes behov- og delmålsætningerne med graduerede mål kun kan realiseres i tværsektorielt fællesskab, er bestemmelsen i RTL § 42, stk. 2, om samarbejde mellem amtskommune og kommune helt grundlæggende. Det gælder både ved den overordnede tilrettelæggelse af tilbuddene og serviceniveauet og ved støtten til den enkelte misbruger, jf. pkt. 3.1 og 4.2.2.

Eksempelvis bør der være klarhed over, om det er kommunen eller amtskommunen, der løser opgaver som rådgivning og opsøgende arbejde, jf. servicelovens § 68 og 69, hvem der sikrer den sociale støtte til personer i metadonbehandling, hvornår og i hvilket omfang, kommunen tager over i efterbehandlingsfasen.

Delegation

Bestemmelsen i RTL § 42, stk. 3, vedr. aftale om, at forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden, indebærer bl.a., at amtskommune kan delegere visitationskompetencen til en kommune i de tilfælde, hvor der er enighed om, at behandlingsindsatsen bedst varetages af kommunen.

En sådan delegationsaftale kan bestå i, at den samlede behandlingsindsats for kommunens misbrugere overlades til kommunen, men også i, at dele af indsatsen overlades, fx sådan at amtskommunen forestår den ambulante behandling, mens kommunen står for døgnbehandlingen, eller at misbrugere under en vis alder bliver et kommunalt ansvar.

Indgås en sådan aftale bør det ske under hensyn til, at niveauet for den samlede indsats ikke forrykkes væsentligt. Amtskommunen vil ved en delegationsaftale stadig have ansvaret for en forsvarlig indsats på hele stofmisbrugsområdet i amtskommunen og vil således kunne opsige delegationsaftalen med rimeligt varsel.

Dispensation

Som nævnt under pkt. 3.1 indeholder RTL § 42, stk. 4, en bestemmelse, hvorefter socialministeren i tilfælde af uenighed mellem amtskommune og kommune under visse betingelser kan tillægge en af parterne forpligtelser efter loven.

Det vil være en forudsætning for en eventuel dispensation, at der er reel socialfaglig baggrund for, at kommunen skønnes at kunne løse opgaven på en forsvarlig måde. Det vil være en betingelse, at der er sammenhæng mellem metadonbehandlingen under amtsligt ansvar og den kommunale behandlingsindsats, samt at der trods en kommunal varetagelse af ansvaret ikke opstår større faglige eller økonomiske forskelle mellem indsatsen i kommunen og det øvrige amt. Der bør således ved en kommunal overtagelse af ansvaret være en sådan helhed i det samlede behandlingsudbud i amtet, at der ikke i forhold til de samlede amtslige ressourcer på behandlingsområdet sker en urimelig forrykkelse til fordel for denne kommune i forhold til de øvrige kommuner i amtet.

KAPITEL 34

Inddragelse af andre

offentlige samarbejdspartnere

Andre samarbejdsrelationer

Som omtalt under pkt. 3.2 vil det være hensigtsmæssigt, at der etableres samarbejdsrelationer mellem amtskommunen/kommunen og andre myndigheder, både hvad angår den overordnede tilrettelæggelse af indsatserne og i forhold til den enkelte. På stofmisbrugsområdet vil det især dreje sig om kriminalforsorgen, sundhedsvæsenet (praktiserende læger og hospitalsvæsenet), politiet m.v.

34.1 Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen har i de seneste år etableret forskellige muligheder for en målrettet indsats over for stofmisbrugere i fængsel. Der er tilbud om ophold i kontraktsfængselsafdelinger, stoffri afdelinger samt ophold i en egentlig behandlingsafdeling i Statsfængslet i Vridsløselille, hvor indsatte stofmisbrugere behandles i fængslet af udefra kommende terapeuter. Kriminalforsorgen arbejder på at udvide antallet af tilbud til de indsatte og lægger i den forbindelse stor vægt på nødvendigheden af koordination med det kommunale og amtskommunale behandlingssystem, herunder ikke mindst i forbindelse med efterbehandlingsfasen.

Med kriminalforsorgens lokale institutioner og afdelinger kunne der eksempelvis etableres særlige samarbejdsrelationer mellem den amtskommunale og de kommunale forvaltninger enten om kriminelle stofmisbrugere alene eller om større grupper af kriminelle bl.a. med opgave at fastlægge strategier for den forebyggende og resocialiserende indsats og at sikre den fornødne koordination mellem de opgaver, som de forskellige myndigheder skal varetage. Der henvises til pkt. 3.2.1.

34.2 Politiet

Politiet

Specielt i større byer vil et mere formaliseret samarbejde på gadeplan mellem de sociale myndigheder og politiet - også på sagsbehandlerniveau - være en styrkelse af en helhedsorienteret indsats.

På trods af forskellighed i opgaverne for henholdsvis politi og sociale myndigheder er der et -interessefællesskab- i at minimere stofmisbruget og skadevirkningerne heraf. Med gensidig viden om og respekt for hinandens roller, ikke mindst om tavshedspligten i forhold til den enkelte misbruger, vil begge parter til brug for løsning af deres respektive opgaver kunne drage fordel af den viden, hver af parterne råder over.

Politiet har ofte et hurtigere overblik over, hvilke (farlige) stoffer, der tilbydes i lokalmiljøet, hvor der handles og indtages stoffer. Ligesom politiets personkendskab på gadeplan inden for tavshedspligtens rammer kan bidrage til en hurtigere indsats fra de sociale myndigheder.

Viden om de sociale myndigheders tilbud og arbejdsmetoder vil give politiet nogle muligheder for henvisninger og kontakter, som ligger ud over politiets egne indsatsmuligheder.

Som rammer for et tættere samarbejde bør der etableres formaliserede samarbejdsfora, som inddrager medarbejdere på sagsbehandlerniveau. Ligesom samarbejdet på gadeplan bør indgå i de respektive systemers daglige arbejdsrutiner. Endelig bør der på lokalt plan skabes mulighed for gensidige besøg og undervisning om arbejdet på misbrugsområdet, der har relevans for den anden myndighed.

KAPITEL 35

Inddragelse af andre,

herunder stofmisbrugere og pårørende

Rådgivende organer

Som nævnt i forbindelse med gennemgangen i pkt. 4.3 og 4.4 af reglerne i SEL §§ 112 og 114 forudsættes, at der arbejdes med brugerinddragelse i de enkelte tilbud og i den overordnede tilrettelæggelse og udnyttelse af tilbuddene. Der henvises til det der anførte, idet der dog særligt om mulighederne i § 114 skal bemærkes følgende.

Uafhængigt af, hvordan det overordnede samarbejde for stofmisbrugsindsatsen nærmere tilrettelægges - enten det sker i sammenhæng med indsatsen for flere af denne vejlednings målgrupper eller for stofmisbrugere alene - vil der i overensstemmelse med servicelovens § 114 kunne nedsættes særlige råd med opgave at rådgive amtskommune/kommune om tilrettelæggelse af indsatsen.

Ud over repræsentanter fra nogle af de myndigheder, som er nævnt ovenfor kunne sådanne råd på stofmisbrugsområdet bestå af repræsentanter for det frivillige sociale arbejde, brugere og pårørende. Opgaven for sådanne råd kunne være gennem dialog og samarbejde at opsamle problemer og løsningsforslag vedrørende indsatsen i de enkelte kommuner og i amtet som helhed.

Hvor man på andre områder finder foreninger og brugersammenslutninger, er der på stofmisbrugsområdet kun mindre organiseringer på lokalt plan, som i disse år prøver at finde sammen i et mere bredt dækkende samarbejde. Det er derfor en opgave at støtte sådanne initiativer, som er i gang med at skabe netværker mellem de lokale projekter af brugere, fortrinsvis væresteder.

KAPITEL 36

Opgaveløsning uden for den

(amts-)kommunale organisation

Andre opgaveløsere

Vedrørende de overordnede principper og krav i forbindelse med amtskommunernes og kommunernes samarbejde med ikke- offentlige opgaveløsere henvises der til pkt. 3.3 og især til vejledning om RTL.

De modeller for opgaveløsning, der anvendes i dag, vil kunne videreføres under iagttagelse af kravene om bl.a. indholdet af de forudsatte aftaler, herunder om tilsyn, formueforhold, tavshedspligt mv. Det betyder bl.a., at der kan indgås egentlige overenskomster med bl.a. fuld normeringskontrol og 100 pct. dækning af driftsudgifterne, mere begrænsede og mindre omfattende aftaler samt køb af enkeltpladser.

Specielt på stofmisbrugsområdet, hvor køb af enkeltpladser på private behandlingsinstitutioner og i opholdssteder er meget udbredt, er det vigtigt at sikre, at den aftalte behandling er af en kvalitet, som det offentlige og brugerne kan være tjent med. Da der er tale om offentlige udgifter til en individuel afpasset behandling til den enkelte stofmisbruger, understreger dette forhold i sig selv de bevilgende myndigheders ansvar for, at midlerne anvendes så hensigtsmæssigt som muligt i forhold til den enkelte misbruger og den samlede behandlingsindsats.

Der bør ved aftalerne sikres misbrugeren de rettigheder, der følger af RTL § 43 om offentlighedsloven og forvaltningsloven. Ligesom der skal være mulighed for brugerindflydelse, jf. SEL § 112. Løbende indberetning om behandlingsforløb og ændringer heri samt bidrag til statistik, evaluering mm. bør ligeledes være forudsat i aftalerne med ikke-offentlige behandlingstilbud

Udvikling af kvalitetssikring ud fra overordnede mål for stofmisbrugsbehandlingen kan udgøre et mere aktivt og direkte instrument end det traditionelle tilsyn.

KAPITEL 37

Sagsbehandling og

brugerindflydelse

37.1 Ventetid

Ventetid til visitation

Idet der henvises til vejledningens kap. 4 skal der særligt om stofmisbrugsområdet knyttes følgende bemærkninger til RTL § 3 om hurtig behandling af spørgsmål om hjælp.

Der bør være en nem og hurtig adgang til visitation. Visitationssamtalen er ofte den første kontakt mellem behandlingssystemet og stofmisbrugeren, og det er typisk ventetiden til visitationen, der er den mest belastende ventetid for stofmisbrugeren. Det ses bl.a. ved, at det er i denne periode, de fleste falder fra.

Visitationsfasen skal bruges til afklaring af behandlingsbehovet samt tilrettelæggelse af behandlingens første del.

Ventetid til behandling

Efter visitationen bør misbrugeren modtages i behandling i umiddelbar forlængelse heraf for at opretholde den etablerede kontakt. Der bør eventuelt ske en prioritering, således at særligt udsatte grupper indskrives hurtigst.

Er det optimale behandlingstilbud ikke umiddelbart tilgængeligt, bør der være mulighed for i mellemtiden at tilbyde en midlertidig og forberedende foranstaltning.. Denne periode (afklaringsperiode) kan bruges til at misbrugeren kan nå at indstille sine forventninger til netop det tilsigtede tilbud.

Ventetiden til det egentlige behandlingstilbud bør være så kort som mulig, og der skal prioriteres efter den enkelte klients behov og ønsker. Det er vigtigt, at den ovenfor omtalte afklaringsperiode ikke strækkes ud over det nødvendige og dermed påvirker misbrugerens motivation for behandling i negativ retning.

Frister

RTL § 3 forudsætter, at kommunen og amtskommunen skal fastsætte en frist for, hvor længe der må gå, før en borger får et svar på sin ansøgning. Der skal således i kommunen og amtskommunen inden for de enkelte sagstyper, herunder visitation til stofmisbrugsbehandling, være fastsat generelle frister, som offentliggøres.

Fristen har den virkning, at hvis kommunens eller amtskommunens administration ikke kan træffe en afgørelse inden for fristen, skal administrationen skriftligt give misbrugeren et svar på, hvor lang tid, der kan forventes at gå, før der er en afgørelse.

37.2 Handleplaner

Handleplaner

I fortsættelsen af gennemgangen af servicelovens § 111 om handleplaner under pkt. 4.2.2 skal i det følgende omtales de særlige forhold, der gør sig gældende på stofmisbrugsområdet.

Selvom det efter bestemmelsen ikke er alle stofmisbrugere, som har krav på tilbud om udarbejdelse af skriftlig plan for indsatsen, vil det af flere grunde være hensigtsmæssigt, at der udarbejdes handleplaner for at inddrage brugerne og/eller for at opnå en sammenhængende indsats. Af de stofmisbrugere, som ikke måtte være omfattet af det obligatoriske krav om handleplan i bestemmelsens stk. 1, fx misbrugere, hvor behandlingstilbuddet hovedsageligt retter sig mod misbruget og årsagerne hertil, kan udarbejdelse af handleplaner således være hensigtsmæssig for at sikre vedkommendes medvirken og motivation samt for at indskibe kommunen så tidligt som muligt i forløbet.

Kendetegnende for udarbejdelse af handleplaner på stofmisbrugsområdet er tillige, at indhentelse af samtykke til de konkrete henvendelser til andre myndigheder og fx behandlingstilbud ofte er nødvendig, og at processen med udarbejdelse af handleplan egner sig til at opnå samtykke hertil fra stofmisbrugeren.

Videre er det på dette område, som nævnt ovenfor i kap. 32 også karakteristisk, at der arbejdes med delmål for indsatsen for den enkelte misbruger og varierede målsætninger for de forskellige hovedgrupper af stofmisbrugere. Som del af den samlede handleplan bør der indgå en beskrivelse af behandlingsforløbet, hvor det pågældende behandlingstilbud - det være sig privat eller offentligt - sammen med misbrugeren, den visiterende myndighed og eventuelt andre samarbejdspartnere udstikker målene for behandlingen, de behandlingsmæssige faser og metoder.

Tilbageholdelse

Den mulighed, som ligger i lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling bør også overvejes i forbindelse med udarbejdelse af handleplanen. Der henvises til den særlige vejledning herom.

At rette et tilbud om tilbageholdelse til stofmisbrugeren bør opfattes som en mulighed for den misbruger, der i en krise kan have svært ved at overskue konsekvenserne for sig selv og sin familie ved at trække sig ud af behandlingen.

KAPITEL 38

Forebyggelse

KAPITEL 38

Forebyggelse

Forebyggelse

Det er i den samlede indsats et grundliggende element at forebygge, at brug af euforiserende stoffer opstår, udvikles og breder sig.

Forebyggelsespolitik hviler på en samklang mellem forbud mod brug af disse stoffer, et højt oplysnings- og informationsniveau samt påvirkning af de sociale levevilkår.

Forebyggelse af sociale og personlige problemer er en central målsætning for arbejdet med større børn og unge i skoler, fritids- og ungdomsklubber og andre former for socialpædagogiske fritidstilbud. Forebyggelse er tillige en central opgave i forhold til misbrugere med børn, idet disse børn har stor risiko for selv at blive misbrugere.

Det lokale arbejde i forskellige sammenhænge for udsatte unge er vigtig i denne forebyggelsespolitik, hvor SSP- samarbejdet er et eksempel på en tværfaglig tilgang til opgaven mellem socialvæsen, skole og politi.

Såvel i forhold til den enkelte borger og i forhold til grupper af borgere har såvel kommune som amtskommune forpligtelse efter både sundheds- og sociallovgivningen til forebyggelse og rådgivning med dette formål, jf. bl.a. SEL §§ 68-70.

KAPITEL 39

Rådgivning og opsøgende arbejde

KAPITEL 39

Rådgivning og opsøgende arbejde

Rådgivning

Stofmisbrug udgør et meget sammensat problemfelt, som er præget af mange fordomme om farlighed og ufarlighed, om afhængighed og om hjælpemulighederne. Det kan være svært at skelne mellem brug og misbrug og at få relevant information og rådgivning.

Derfor er rådgivningsindsatsen så vigtig både i det forebyggende og det øvrige arbejde på stofmisbrugsområdet såvel i forhold til potentielle og aktuelle misbrugere som i forhold til pårørende. Som nævnt i kap. 33 har både kommunerne og amtskommunerne forpligtelser på rådgivningsområdet, især dog amtskommunerne med den specialviden, de forudsættes at have.

Som nævnt i kap. 33 er rådgivningsforpligtelsen eksempel på en af de opgaver, som det vil være centralt at få nærmere fastlagt i samarbejdet mellem amtskommunen og kommunerne.

På stofmisbrugsområdet kan det være hensigtsmæssigt at lægge den åbne rådgivning ud i decentrale enheder, eventuelt i samarbejde med det frivillige sociale arbejde. Tidligere misbrugere men også personer i metadonbehandling kan inddrages i det rådgivende og opsøgende arbejde, hvor et samarbejde med politiet kan bidrage til en mere helhedspræget indsats, jf. pkt. 34.2 og 44.1.

KAPITEL 40

Behandling

KAPITEL 40

Behandling

40.1 Behandling generelt

Lovgrundlaget for behandling

Som tidligere nævnt i kap. 11 er der specifikke bestemmelser i serviceloven, som omhandler behandling for stofmisbrug. Det drejer sig om § 85 om selve behandlingsindsatsen eller den ydelse, som består i behandling, og om § 93, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, 2. pkt., der omhandler botilbuddet eller døgnopholdet i forbindelse med behandling, jf. pkt. 11.1 og 13.3.1.2.

Lovens § 73 indeholder tillige ydelser, som kan have betydning for behandlingsindsatsen, nemlig den hjælp, omsorg og støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder, som der ud over den egentlige behandling kan være behov for i forbindelse med et behandlingsforløb, jf. pkt. 9.2.

Endelig er der i § 86 en adgang for at yde tilbud af speciel behandlingsmæssig karakter, som ligger ud over tilbuddet efter §§ 85 og 73, og som ikke kan tilbydes efter anden lovgivning. Der kan fx være tale om psykologisk, psykoterapeutisk, sygeplejemæssig, fysioterapeutisk, eller anden behandling, jf. pkt. 11.2.

Stofmisbrugsbehandling

Behandling efter § 85 forudsætter en socialpædagogisk eller psykologisk funderet indsats i et forløb, som fastlægges i forbindelse med handleplanen, så vidt muligt i samarbejde med brugeren og evt. pårørende, jf. ovenfor pkt. 37.2.

Denne sociale behandling, der ofte vil foregå parallelt med eller i forlængelse af en lægelig behandling, fx psykiatrisk eller medicinsk, vil, afhængig af årsagen til funktionsnedsættelsen og det metodiske udgangspunkt, have store variationer og forskellige grader af intensitet.

Hovedsigtet med en sådan behandling er ud fra brugerens egne ressourcer at hindre en yderligere funktionsnedsættelse og bibringe vedkommende en bedre social og personlig funktion med henblik på højnelse af livskvaliteten. Den egentlige behandling må i givet fald følges op af en efterbehandling, hvor der ved siden af en mindre intensiv behandling rettes andre tilbud til brugeren, som fx bolig, personlig bistand, aktivitets- og samværstilbud samt aktivering og revalidering.

Der forudsættes ikke fastsat betaling for behandling efter bestemmelsen, men hvis der i forbindelse med behandlingen ydes botilbud efter § 93, stk. 1, nr. 2, m.v., fastsættes betaling efter de herfor gældende regler, jf. kap. 42.

Varierede tilbud

Indsatsen på behandlingsområdet bør være indrettet således, at der er tilbud til alle typer af stofmisbrugere.

Behandling og kvalitet omhandler på den ene side spørgsmålet om kvaliteten af de enkelte behandlingstilbud, på den anden side spørgsmålet om differentiering og mangfoldighed.

Behandlingstilbuddene bør omfatte døgntilbud, dagtilbud og ambulante tilbud, helst med differentierede målsætninger, ambitions- og kravniveau, som fx kan være familiepleje, terapeutiske samfund, Minnesota-modellen, pædagogiske aktivitets- og produktionsorienterede kollektiver.

Til løsning af behandlingsforpligtelsen bør der være knyttet en række ydelser, fx

- Akut beredskab, gerne tilknyttet psykiatrisk skadestue

- Aktivt afklaringsforløb

- Længerevarende metadonbehandling

- Afgiftninger/nedtrapninger

- Aktivitetstilbud, både med revalideringsmæssigt sigte (daghøjskole, arbejde, uddannelse mv.) og mere kreativt og/eller omsorgsmæssigt sigte - med henblik på at udvikle social kompetence.

- Par- og familieterapi.

- Individuel rådgivning ved socialfaglige personer, læge, psykolog

- Gruppebehandling, selvhjælps- (AA og NA-grupper), aktivitets-, undervisnings-, emne- og behandlingsorienterede.

- Etablering af en kontaktpersonordning

- Gradvis udslusning, efterbehandling og recidivopsamling.

- Samarbejde med og støtte til pårørende.

Der bør være et tilstrækkeligt antal relevante behandlingstilbud i forhold til antallet af stofmisbrugere, således at ventetider til behandling minimeres mest muligt, se pkt. 37.1.

Hensyn til misbrugere

Behandlingen bør være helhedspræget og tage hensyn til hver enkelt misbrugers specielle forhold, således at misbrugerens ressourcer styrkes og belastningerne ved stofmisbruget reduceres eller fjernes. Behandlingen bør være baseret på misbrugerens frivillige medvirken, herunder vedkommendes udtrykte tilsagn ved anvendelse af tilbageholdelse efter den særlige lovgivning herom.

Behandlingen skal foregå på en respektfuld måde og må ikke udsætte misbrugeren for umyndiggørelse eller nedværdigende behandling.

Behandlingen bør indbefatte

- Hjælp til løsning af afhængighedsproblemet.

- Hjælp til løsning af psykiske og følelsesmæssige problemer.

- Hjælp til diverse konkrete ydelser og støttemuligheder, såsom uddannelse, økonomi, bolig o.l.

- Hjælp til samværet med andre mennesker.

- Hjælp til bedring af helbredstilstanden.

Graduerede mål

Der bør i behandlingsarbejdet sigtes mod fx følgende graduerede mål

- Stoffrihed

- Stabilisering af stofindtagelsen

- Ophør eller begrænsning af intravenøst brug

- Behandling af somatiske og psykiske lidelser

- Løsning af ægteskabelige og familiære problemer

- Revalidering, uddannelse og jobplacering

- Løsning af boligproblemer, evt. hjælp til at bruge en bolig

- Forhindre/begrænse tilbagefald

- Ophør eller begrænsning af misbrugsrelateret kriminalitet

Alt sammen med det overordnede formål at hjælpe klienten til et bedre funktionsniveau, øge livskvaliteten og begrænse komplikationerne til misbruget.

40.2 Særligt om metadonbehanding

Metadonbehandling

Grundlaget for administration af metadonbehandling af stofmisbrugere er dels bestemmelserne i lov nr. 435 af 14. juni 1995 om ændring af lov om sygehusvæsen og lov om udøvelse af lægegerning (Lægelig behandling for stofmisbrug) og dels Sundhedsstyrelsens cirkulære af 12. december 1995 om ordination af afhængighedsskabende lægemidler. I cirkulærets bilag 1, afsnit 2, er der fastsat vejledende retningslinier for metadon behandling af personer for stofmisbrug.

Det overordnede formål med bestemmelserne er at sikre stofmisbrugere den mest hensigtsmæssige behandling ved at fastlægge et entydigt ansvar for sammenhængen mellem metadonordination og behandling af stofmisbrugere i øvrigt. Derfor er metadonbehandling, herunder ordination, udlevering og kontrolforanstaltninger tilrettelagt under amtskommunalt ansvar.

Al metadonbehandling skal som hovedregel foregå enten ved amtskommunale behandlingsinstitutioner, eller ved at amtskommunen i konkrete tilfælde træffer særlig aftale med stofmisbrugerens egen læge.

Social indsats

Målsætningen er, at den enkelte amtskommune herved kan sikre en formidling til de forudsatte supplerende behandlings- og andre sociale tilbud, så der i hvert enkelt tilfælde tages stilling til en individuel handleplan med mulighed for fleksible løsninger for den enkelte stofmisbruger. Herved skabes der mulighed for at tilvejebringe den nødvendige helhed i metadonbehandlingen ved at knytte den lægelige del af behandlingen til det amtskommunale behandlingssystem.

Det er et vigtigt udgangspunkt, at andre relevante behandlingsmuligheder skal være overvejet ud fra det generelle princip om, at man skal vælge den behandling, som formodes at være effektiv, og som er mindst indgribende. Længerevarende metadonbehandling kommer derfor som regel ikke på tale som første behandlingsvalg.

Metadonbehandling er en behandlingsform, der sigter mod forbedring af stofmisbrugerens funktionsevne og livskvalitet samt eventuelle resocialisering.

Metadonbehandling forudsætter i samme omfang som ved stoffri behandling, at der i forbindelse med denne behandling udformes en handleplan for opfølgningen med relevante sociale tilbud.

Det er vigtigt med en jævnlig opfølgning på den socialfaglige del, således at det sikres, at den aftalte handlingsplan følges eller justeres i overensstemmelse med stofmisbrugeren aktuelle situation.

Endelig er det af betydning på dette område, hvor reglerne efter 2 lovgivningssæt krydses i en fælles indsats med udgangspunkt i en samlet social-psykologisk-lægelig plan, at der gives misbrugerne klar vejledning om klagemulighederne i de adskilte klagesystemer.

KAPITEL 41

Botilbud

KAPITEL 41

Botilbud

41.1 Under behandling

Døgnbehandling

Som det fremgår bl.a. af kap. 11, 13 og 40 forudsættes døgnbehandling af stofmisbrugere at foregå i amtskommunale tilbud efter § 93, stk. 1, nr. 2, og andre omsorgsprægede og støttende botilbud forudsættes ydet efter §§ 91, 94 og boformer efter lov om almene boliger m.v.

Det er således § 93, stk. 1, nr. 2, som danner hjemlen for de opholdsmæssige rammer for de hidtidige døgntilbud. Dvs. bistandslovens tilbud i § 66 om opholdssteder, herunder plejefamilier, samt lovens § 96, stk. 1, 2 og 4, om amtskommunale, overenskomstdækkede private og ikke- overenskomstdækkede private døgntilbud.

I modsætning til efter bistandslovens § 66 forudsættes der ikke mere godkendelse fra den stedlige kommunalbestyrelse eller anden offentlig myndighed ved etablering af private opholdslignende tilbud, der dog på linie med andre ikke- offentlige tilbud, såsom helt private behandlingsinstitutioner er underkastet de almindelige regler om opgaveløsning uden for den (amts)kommunale organisation, jf. pkt. 3.3, kap. 36 og vejledning om RTL.

41.2 Kommunale botilbud

Andre boformer

SEL indeholder i § 91 hjemmel til etablering og drift af kommunale botilbud for midlertidigt ophold bl.a. til stofmisbruger, jf. pkt. 13.2.

Tilbud om ophold i en sådan boform er beregnet til at afhjælpe problemer, der normalt ikke kan løses ved ophold i en almindelig bolig.

Boformer efter § 91 tager således sigte på den gruppe af stofmisbrugere, som ikke skønnes egnet til at klare sig i eget hjem, og som i en længere eller kortere periode har behov for ophold i fx et bofællesskab, hvor der ydes nødvendig medhjælp og med støtte fra bofællesskabets andre beboere, eller som periodevis har behov for tilbud om et kortere ophold i en akutbolig med mulighed for hjælp og støtte.

Tilbuddet efter § 91 dækker hidtidige botilbud efter bistandslovens §§ 66, 68, 68 b, stk. 1-3, dvs. kommunalt godkendte opholdsteder, herunder familieplejer samt bofællesskaber.

KAPITEL 42

Betaling

KAPITEL 42

Betaling

Opholdsbetaling

Som omtalt i pkt. 13.6.1 - 4, hvor der er en generel gennemgang af bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 om betaling for botilbud mv. efter servicelovens kapitel 18 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92, skal der som udgangspunkt betales for ophold i de nævnte boformer.

Dette gælder således også for stofmisbrugere, som i forbindelse med behandling eller efterbehandling/udslusning har ophold i amtskommunale boformer efter SEL § 93, stk. 1, nr. 2, eller kommunale boformer efter SEL § 91.

42.1 Betalingsfastsættelse

Betalingsfastsættelse

Mens kommunen fastsætter betalingen ved ophold i kommunale boformer, fastsætter amtskommunen betalingen for ophold i amtskommunale boformer.

For så vidt angår stofmisbrugere i behandling, er det amtskommunen, der træffer afgørelse om optagelse i et botilbud efter SEL § 93, stk. 1, nr. 2, jf. SEL § 93, stk. 2, 2. pkt. I det følgende gennemgås betalingsreglerne m.v. særlig i relation til stofmisbrugeres ophold i nævnte boform

Fastsættelse af forsørgelsesgrundlag og opholdsbetaling bør indarbejdes i den samlede handleplan, der måtte blive udarbejdet af amtskommune, kommune og pågældende person i fællesskab, således at der er klarhed over forsørgelsesgrundlag og betaling fra opholdets begyndelse, jf. pkt. 37.2.

Udgangspunktet er, at betaling for ophold i en boform sker af beboerens arbejdsindtægt eller anden indtægt, pension, dagpenge eller kontanthjælp, og at betaling sker fra første dag.

Betalingsforpligtelsen omfatter alene opholdsrelaterede udgifter såsom udgifter til logi, herunder el, varme, kost og dermed forbundne personaleudgifter samt andre ydelser, herunder vask, der er en integreret del af opholdet. Betalingsforpligtelsen omfatter derimod ikke behandlingsudgifter.

Udgifter til behandlingsydelser, der har almindelig karakter - som eksempelvis tandlægebehandling, almindelig medicin mv. - dækkes af beboerens eget forsørgelsesgrundlag eller efter regler om støtte til sådanne udgifter.

Afhængig af boformens nærmere tilrettelæggelse, herunder tilknyttede behandlingsforanstaltninger eller behandlingskonceptet i øvrigt, kan betalingen fastsættes ud fra, at den enkelte har mulighed for at fravælge et eller flere måltider eller andre ydelser under opholdet.

Opholdsbetalingen fastsættes som et samlet månedligt beløb, der betales månedligt forud. Betalingen kan beregningsmæssigt fastsættes som en takst pr. døgn.

42.2 Særlige forhold ved betalingsfastsættelsen

Nedsættelse af betaling

I bekendtgørelsens § 2 opregnes nogle hensyn, der skal lægges til grund for fastsættelse af opholdsbetalingen. Der peges på følgende hensyn

Personer, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for opholdet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 4. Der betales dog for andre ydelser, herunder kost, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 3. Betalingen fastsættes iøvrigt således, at der tages hensyn til udgifter i forbindelse med opretholdelsen af egen bolig, beboerens mulighed for at opretholde hidtidige forpligtelser, samt til at beboeren har et rimeligt beløb til personlige fornødenheder.

Herudover er der mulighed for, at betalingen som led i en efterbehandling kan fastsættes således, at beboeren får mulighed for en opsparing.

Under opholdet vil beboeren som hovedregel selv skulle dække sine personlige fornødenheder ud af sit forsørgelsesgrundlag.

Eksempel

Udgør den samlede månedlige udgift for en person med ophold i en boform eksempelvis 25.000 kr. og fastsætter amtet eller kommunen en månedlig opholdsbetaling på 3.300 kr., der skal betales af beboerens kontanthjælp, pension eller anden indtægt, så udgør behandlingsudgiften 21.700 kr.

I de tilfælde, hvor de 3.300 kr. ikke kan erlægges af beboerens kontanthjælp eller lign. forhøjes den del af den samlede behandlingsudgift, der ikke dækker opholdsomkostninger med et beløb svarende til det beløb, som beboeren ikke kan betale af opholdsbetalingen.

Kan beboeren af sine egne indtægter (kontanthjælp m.v.) eksempelvis alene erlægge 1.000 kr. ud af de 3.300 kr. som opholdsbetaling øges beregning af de øvrige omkostninger med 2.300 kr. således at de 21.700 kr. forhøjes til 24.000.

42.3 Udbetaling af lommepenge m.v.

Lommepenge

Som nævnt under 13.6.3 kan der forekommer tilfælde, hvor en person i et botilbud ikke har et selvstændigt forsørgelsesgrundlag, fx i form af kontanthjælp eller pension.

I disse tilfælde opkræves der ikke betaling for opholdet i perioden indtil der foreligger et forsørgelsesgrundlag, jf. bekendtgørelsens § 3, og der udbetales et af amtskommunen fastsat beløb til personlige fornødenheder (lommepenge), jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Boformen og amtskommunen bør dog foranledige, at de relevante sociale myndigheder inddrages med henblik på at der etableres et forsørgelsesgrundlag - eksempelvis i form af kontanthjælp eller pension.

Til personer, der har et forsørgelsesgrundlag, men brugt hjælpen eller pensionen til anden side, kan der ikke udbetales lommepenge.

Personer, der ikke er i stand til at opfylde deres betalingsforpligtelse, fx fordi de har brugt udbetalt kontanthjælp eller pension, skal ikke afbryde opholdet i boformen af betalingsmæssige årsager, men boformen amtskommunen bør træffe foranstaltninger med henblik at undgå gentagelsestilfælde.

42.4 Dispensation for betaling

Ingen betaling

Den myndighed, der i forbindelse med optagelsen i en boform har fastsat opholdsbetalingen kan i særlige tilfælde dispensere fra beboerens opholdsbetaling i en kortere periode, hvor vedkommende ikke har modtaget ydelser i forbindelse med opholdet - eksempelvis i forbindelse med en afgiftning eller afrusning, eller hvor et tilknyttet behandlingsforløb midlertidig afbrydes. Den samlede månedlige betaling reduceres i disse tilfælde med det beløb, der er dispenseret for.

42.5 Administrativ tilrettelæggelse af betalingen

Hvordan betales?

Som udgangspunkt bør det, som det nævnes under pkt. 13.6.4 ud fra hensyn ansvarliggørelse og ligestilling med andre grupper, overlades til beboeren selv af sin kontanthjælp eller pension at stå for opholdsbetalingen. Det må endvidere anses for væsentligt, at beboeren som bruger af tilbuddet om ophold i boformen oplever, at opholdsbetalingen modsvares af de ydelser vedkommende modtager som led i opholdet.

Den konkrete betaling af opholdsudgifterne kan imidlertid også ske ved, at det aftales mellem boformen, beboeren, kommunen, som udbetaler kontanthjælp eller pension, at sidstnævnte indbetaler opholdsbetalingen. Denne løsning kan eventuelt komme på tale i den første fase af behandlingen i nedtrapnings- eller afgiftningssituationen.

Hvis kommune eller amt ikke i forvejen har oplysninger om indkomstgrundlaget, skal beboeren som udgangspunkt selv give oplysningerne. Hvis dette ikke er muligt, kan kommune eller amt indhente oplysningerne fra andre offentlige myndigheder. Oplysningerne om beboernes økonomiske forhold vil normalt være omfattet af reglerne om pligten til at videregive oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 31 og vil kunne indhentes efter de almindelige regler om oplysning af sagen i RTL §§ 10-12.

Der kan mellem beboeren og ledelsen af boformen træffes aftale om en hensigtsmæssig budgetlægning, hvor der i kontanthjælpen eller pensionen kan fratrækkes et beløb til ophold, kost, opsparing eller afdrag på gæld.

Skønnes en kontanthjælpsmodtager eller pensionist ikke i stand til selv at administrere de udbetalte ydelser, kan der som nævnt under pkt. 13.6.4 rettes henvendelse til kommunen om anvendelse af reglerne i aktivlovens § 90 eller reglerne i pensionslovens § 36.

KAPITEL 43

Udslusning og

efterbehandling

Efterbehandling

Som tidligere nævnt, udgør efterbehandlingsfasen en meget central del af et behandlingsforløb og kan være afgørende for tilbagefald eller bibeholdelse af en stoffrihed eller et stabiliseret forbrug af stoffer. At handleplanen også rækker ind i denne fase kan påvirke brugerens motivation for ikke at falde tilbage i det gamle misbrugsmønster. Afgørende er imidlertid, at der ligesom ved den primære behandling arbejdes med sådanne midler, som for den enkelte passer til vedkommendes personlige ressourcer og livsforhold.

Udslusningsprocessen fra fx et døgntilbud kan lægge linierne for en mere selvhjulpen tilværelse, hvor frigørelsen fra behandlingsmiljøet er udgangspunktet for overgang til samfundet og eventuelt familien. Tilbuddet dækkende udslusningsperioden kan ligge inden for rammerne af § 93, stk. 1, nr. 2-botilbuddet og § 85- behandlingstilbuddet, men det kan også - alt afhængigt af en eventuel samarbejdsaftale mellem amtskommune og kommune - bestå i et § 91-botilbud eller et tilbud efter lov om almene boliger suppleret med støtte efter § 73.

Selve efterbehandlingen kan ud over en eventuel tilbagevendende ambulant behandlingsindsats (§ 85) bestå i en række tilbud, spændende fra ophold i kollektive bofællesskaber, socialpædagogisk støtte i form af en støtteperson (evt. efter § 73) aktivitets- og samværstilbud (§ 88) til tilbud efter lov om aktiv socialpolitik.

Støttepersonen eller medhjælpen efter § 73, der vil kunne knyttes til såvel bofællesskaber som andre boformer, kan støtte med rådgivning og vejledning om almindelige daglige funktioner som rengøring, personlig hygiejne og økonomi, men også bistå med deltagelse i beskæftigelse og fritidsaktiviteter. Endvidere kan i arbejdsområdet indgå etablering af kontakter til omverden, familie, bekendte, foreningsliv eller offentlige eller private tilbud, herunder behandling for fysiske og psykiske lidelser samt for misbrug.

Der vil således til misbrugere i en efterbehandlingsfase med fordel kunne drages nytte af en sådan ordning, hvor den pågældende støtteperson eventuelt kan være misbrugeren bekendt fra opholdet på en behandlingsinstitution eller fra andre sammenhænge.

Som støttende foranstaltning for misbrugere i efterbehandlingsfasen kan aktivitets- og samværsaktiviteter efter § 88, fx i form af væresteder danne rammen om forskellige selvstyrende aktiviteter samt netværksarbejde. Den støtte, tidligere stofmisbrugere her kan yde hinanden, kan fx også ske i egentlige selvhjælpsgrupper, fx i AA eller NA-regi

KAPITEL 44

Omsorgs- og

lavtærskelstilbud

I erkendelse af, at ikke alle stofmisbrugere ønsker behandling, at mange får tilbagefald samt den danske tradition for omsorg for alle svage borgere uanset grundene til de sociale og sundhedsmæssige problemer, er forskellige skadesreduktionstiltag af central betydning, jf. kap. 33.

Udgangspunktet om, -at møde mennesket, hvor det er-, gælder ikke kun i forbindelse med den egentlige behandlingsindsats med de graduerede mål, men også i forhold til øvrige sociale tilbud, som bør tilgodese den enkelte misbrugers behov for basale omsorgs-, støttende- og aktiverende foranstaltninger.

44.1 Gadeplansarbejde

Gadeplansarbejde

I forbindelse med forpligtelsen til rådgivning og opsøgende arbejde, se bl.a. ovenfor under kap. 39 kan decideret gadeplansarbejde være med til at opnå kontakt med misbrugere, både de yngre i karrierestarten og de mere belastede. Man vil gennem sådan en indsats for det første kunne danne sig et overblik over -scenen-, både den åbne og specielt den mere lukkede. Bl.a. tidligere stofmisbrugere og stofmisbrugere i metadonbehandling kan inddrages i et opsøgende arbejde, men også gennem samarbejde med politiet gennem informationsudveksling kan der ske kortlægning af problemernes omfang, jf. pkt. 34.2.

For det andet kan gadeplansarbejdet indebære forskellige former for akuthjælp, bl.a. gennem uddeling af rent værktøj, kondomer samt henvisning til sundhedsvæsen og sociale lavtærskelstilbud, såsom overnatning, bespisning m.v.

44.2 Omsorgsarbejde, herunder støtteperson i boformen

Omsorgsarbejde

Foruden det tilbud med hensyn til hjemløshed og omsorg, der dækkes af SEL §§ 94 og 73, indeholder loven andre tilbud, der har betydning for de særlige forhold, stofmisbrugere - både uden for og i behandling, herunder stofmisbrugere i metadonbehandling - lever under.

Ud over tilbuddet efter § 73 i forbindelse med et ophold i et § 94-botilbud, skal kommunen også i andre boformer sørge for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til bl.a. misbrugere, der har behov herfor, jf. bl.a. kap. 43.

44.3 Aktivitets- og samværstilbud (væresteder)

Væresteder m.v.

Som en kontaktskabende og støttende foranstaltning for stofmisbrugere har amtskommunen efter SEL § 88 som udgangspunkt ansvaret for at tilbyde aktivitets- og samværstilbud, fx væresteder, jf. pkt. 12.3.

Indholdet af tilbuddet kan både bestå i rene omsorgsmæssige foranstaltninger, såsom mad, kaffe, vask, rådgivning og socialt samvær. Men tilbuddet kan også herudover bestå i noget mere aktiverende, såsom udflugter, sport og involvering i samfundsspørgsmål, herunder lokal misbrugspolitik.

Brugerstyring eller anden brugerinvolvering - fra deltagelse i bestyrelsesarbejde til medvirken i den daglige drift som oprydning, salg samt deltagelse i andre ansvarliggørende aktiviteter - vil tillige være særdeles relevant for misbrugere i sådanne åbne tilbud.

Væresteder kan placeres i byområder med stofmisbrugere og her fungere som base for et opsøgende arbejde.

KAPITEL 45

Personale

KAPITEL 45

Personale

Krav til personalet

Arbejdet med stofmisbrugere forudsætter viden om både stofmisbrugets egenart og de sociale, psykologiske, farmakologiske, helbredsmæssige og samfundsmæssige forhold, der knytter sig til misbrug.

Medarbejdere på området, både medarbejdere i det egentlige behandlingsarbejde og andre medarbejdere på området, fx opsøgende socialarbejdere og personale i væresteder bør derfor have en relevant faglig grunduddannelse. Medarbejdere på alle niveauer bør sikres adgang til supervision og efteruddannelse. Tilbud, som anvender ex- misbrugere eller frivillige, bør ligeledes sikre, at disse medarbejdere får den fornødne træning og supervision.

Den store bredde i stofmisbrugergruppen og de mangeartede og forskellige opgaver og krav, der ligger i arbejdet med stofmisbrugere, forudsætter i det egentlige behandlingsarbejde et tværfagligt sammensat personale for at kunne dække hele feltet, fx bestående af psykologer, socialrådgivere, pædagoger samt læger og eventuelt sygeplejersker.

Afsnit F. Alkoholmisbrugere

KAPITEL 46

Central og decentral

opgavevaretagelse

Ansvarlige myndigheder

Sundhedsministeriet/Sundhedsstyrelsen har det overordnede ansvar for forebyggelse og behandling på alkoholområdet. De centrale myndigheders forebyggelsesopgave er at have overblik over forbrugets og misbrugets omfang og karakter og at støtte den faglige udvikling og det lokale arbejde.

Socialministeriet har tilsvarende et overordnet ansvar i forbindelse med sociale tilbud til specielt de grupper af alkoholmisbrugere, hvis forbrug medfører skader, fysisk, psykisk og socialt, for den pågældende selv eller dennes omgivelser, såvel når det gælder rådgivning, omsorg og støtte samt efterbehandling og revalidering

I medfør af lov nr. 97 af 9. februar 1994 om foranstaltninger mod alkoholmisbrug blev der i 1994 nedsat et Alkoholpolitisk Kontaktudvalg under Sundhedsministeriet, som skal fremme forebyggelse og behandling af alkoholmisbrug.

Kontaktudvalget yder bl.a. tilskud til kommunale, amtskommunale og andre lokale aktiviteter til forebyggelse og behandling af alkoholmisbrug via Alkohol-lokalpuljen, som administreres af Sundhedsstyrelsen. Kontaktudvalget yder endvidere støtte til forskning via forskningspuljen, som tillige administreres af Sundhedsstyrelsen og et af Kontaktudvalget nedsat alkoholforskningsudvalg. Endelig yder Kontaktudvalget støtte til de private, alkoholmisbrugsbekæmpende organisationer og foreninger. Sundhedsministeren forestår gennemførelsen af de foranstaltninger, som Kontaktudvalget vedtager.

Lokalt

Pligten til at hjælpe personer og familier med problemer på grund af alkoholmisbrug påhviler kommunerne. Kommunerne har således til opgave gennem rådgivning og forskellige andre sociale tilbud at forebygge og hjælpe til løsning af problemerne. Amtskommunerne skal supplere med specielle tilbud i relation til særligt behandlingskrævende grupper af alkoholmisbrugere.

Lokalt varetager amtskommunerne hovedparten af behandlingsindsatsen, mens forebyggelse og tidlig problemopsporing er en fælles opgave for amter og kommuner. Ud over disse opgaver har kommunerne hovedansvaret for efterbehandlingen, revalidering, omsorgstilbud og særlige tilbud til børnefamilier.

I henhold til sygehuslovens § 16 er amtskommunerne forpligtede til at drive behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere, i det omfang behandlingen ikke finder sted på psykiatriske sygehuse eller afdelinger.

Kriminalforsorgen og domstolene kan give tilsynsklienter, hvis kriminalitet kan relateres til alkoholmisbrug, vilkår om at følge en relevant behandling i kommunalt, amtskommunalt eller privat/selvejende regi.

KAPITEL 47

Beskrivelse og

problemomfang

Afgrænsning

Alkoholmisbrugere eller personer med skadevoldende alkoholforbrug (alkohol storforbrug) er mennesker, hvis forbrug medfører skader, fysisk, psykisk og socialt, for den pågældende selv eller dennes omgivelser.

Statistik

Det skønnes, at 2 pct. af praktiserende lægers konsultationer i 1994 eller ca. 560.000 var patienter med et alkohol storforbrug. Tilsvarende var samme år 2 pct. af udskrivningerne fra sygehusene eller i alt 23.071 udskrivninger med alkoholrelateret hoved- eller bidiagnose fra somatiske afdelinger. Dertil kommer for 1995 30.600 ambulante besøg med alkoholrelateret diagnose, hvilket svarer til 1,6 pct. af samtlige ambulante besøg.

Af psykiatriske indlæggelser var der i 1994 6.856 hel- eller deldøgnsindlæggelser med alkoholrelateret hoved- eller bidiagnose på psykiatriske afdelinger på danske offentlige sygehuse.

Det skønnes, at ca. 5 pct. af de godt 270.000 førtidspensionister, der fandtes ved udgangen af 1994 fik pension pga. af alkohol storforbrug eller alkoholrelaterede sygdomme. Dette svarer til i alt 13.500 personer.

Af andre indikatorer for alkoholproblemernes omfang kan nævnes, at det skønnes, at 25 pct. af brugerne på hjemløseinstitutioner er alkohol storforbrugere, og at 20 pct. af anbringelserne af børn og unge uden for hjemmet har alkohol storforbrug hos forældrene som hovedårsag.

Gruppen af behandlingskrævende alkoholmisbrugere er generelt karakteriseret ved et langvarigt tungt misbrug og et lille netværk - både arbejdsmæssigt og socialt. Der er bl.a. en sammenhæng mellem sociale belastninger som arbejdsløshed, skilsmisse og misbrugsproblemer. Tidligere undersøgelser (1984) har vist, at ca. 75% var mænd og 25% kvinder. Den store gruppe af klienter var mellem 25 og 44 år. 58% af klienterne var enlige, og 57% var enten arbejdsløse eller uden for arbejdsmarkedet. Alkoholmisbruget havde gennemsnitligt stået på i 7 år

Ca. 1/3 af alle kriminalforsorgens klienter har et behandlingskrævende alkoholmisbrug - og blandt voldsdømte og spritbilister er andelen af alkoholikere væsentlig større.

KAPITEL 48

Målsætninger

KAPITEL 48

Målsætninger

Idet der henvises til kapitel 2 om målsætningsbestemmelsen i SEL § 67, skal særligt om målsætninger for indsatsen for alkoholmisbrugere peges på følgende.

Grupper af misbrugere

De behandlingskrævende alkoholmisbrugere kan inddeles i 2 grupper, nemlig misbrugere med truet social integration og socialt udstødte misbrugere, nogenlunde som tilfældet er med stofmisbrugere, jf. kap. 31.

For den første gruppe gælder, at indsatsen skal være bredspektret og udover en indsats over for misbruget indeholde foranstaltninger, der sigter på revalidering, fastholdelse af tilknytning til arbejdsmarkedet etc. Indsatsen vil ofte være af længere varighed.

Gruppen af de socialt udstødte misbrugere kan igen inddeles i to grupper, der har behov for forskellig indsats. Den ene gruppe omfatter voksne med fuldbyrdet langvarig deroute. Denne gruppe har sjældent håb og ønsker om fuld social integration, men nok om en bedre livskvalitet. Indsatsen har ofte karakter af omsorgsarbejde af langvarig eller permanent karakter.

Den anden gruppe består af unge, der tidligt har udviklet socialt afvigende adfærd og derfor aldrig har gennemgået en normal social udvikling. Alene gruppens alder betinger ønsker og behov for en særlig indsats af resocialiserende og revaliderende karakter.

Målsætninger

Afhjælpning af sociale og helbredsmæssige problemer er et led i såvel behandling som omsorgsarbejde. Det, der adskiller de 2 former for indsats, er målsætningerne: Behandling har som målsætning at påvirke misbrugets omfang, mens omsorgsforanstaltningerne har som hovedformål at forbedre den sociale og helbredsmæssige funktionsevne og livskvaliteten.

Som ved stofmisbrug må det være en målsætning at give så varierede og målrettede tilbud som muligt af såvel behandlingsmæssig som omsorgsmæssig karakter.

KAPITEL 49

Samarbejde

KAPITEL 49

Samarbejde

49.1 Mellem amtskommune og kommune

Pligt til samarbejde

Som nævnt under kap. 46 har både amtskommuner og kommuner centrale opgaver i forhold til at yde støtte til alkoholmisbrugere.

Under omtalen i pkt. 3.1 af RTL § 42, stk. 2, om forpligtelsen til at samarbejde mellem amtskommune og kommune om den samlede støttende indsats nævnes bl.a. alkoholområdet som et eksempel. I § 16, stk. 5, i lov om sygehusvæsenet forudsættes, at amtskommunen yder faglig bistand til kommunale støtteforanstaltninger efter behandling for alkoholmisbrug samt kommunale foranstaltninger til forebyggelse af alkoholmisbrug.

På denne baggrund vil det være af central betydning for en samlet koordineret indsats at udforme konkrete samarbejdsaftaler mellem de involverede parter, fx kommunens socialforvaltning og amtets behandlingsinstitutioner eller visitationsmyndighed.

I visse amter, hvor der er der etableret fælles social- og sundhedsudvalg, foreligger der allerede gode muligheder for at samordne alkoholindsatsen.

I andre amter er der samarbejdslinier, man kan bygge videre på og forbedre. Andre steder kan der være brug for at overveje nye samarbejdsformer.

Da den konkrete vurdering af problemerne og opfattelsen af samarbejdets formål og relevante handlemuligheder, kan være meget forskellig i de forskellige systemer, er det afgørende, at man ved tilrettelæggelsen af samarbejdet fx bygger på

- en fælles beskrivelse af problemer og opgaver

- opstilling af fælles mål for deres løsning

- fælles opstilling af handlingsplan

- angivelse af retningslinier for opfølgning og evaluering

- angivelse af hvordan ordningen finansieres

- aftaler om, hvor ansvaret for opgavens løsning placeres

- hvem der er -tovholder-.

Endelig skal der henvises til sygesikringslovens kap. 6 a, der indeholder særlige bestemmelser om samarbejde og planlægning i sundhedsvæsenet med henblik på at styrke samarbejdet inden for sundhedsområdet og sikre sammenhængen på længere sigt, at styrke den forebyggende og sundhedsfremmende indsats samt at styrke kvalitetsudviklingen

49.2 Med andre offentlige og ikke-offentlige samarbejdsparter

Andre samarbejdsrelationer

Samarbejde med andre forvaltninger og myndigheder, herunder politi, kriminalforsorg, arbejdsformidling, skole og kulturforvaltning har betydning for tilrettelæggelsen af særlige og mere individuelt tilpassede tilbud, der retter sig til personer med tværgående problemer. Det drejer sig om tilbud, som afviger fra det gennemsnitlige, og som erfaringsmæssigt er vanskelige at etablere, hvis samarbejdsprocessen først begyndes, når problemet konkret melder sig.

Samarbejde mellem (amts)kommuner og frivillige organisationer og foreninger er der lang tradition for på alkoholområdet både omkring forebyggelse, behandling, efterbehandling, omsorgs- og aktivitetstilbud.

I samarbejdet må man regne med organisationer og strukturer på tværs af amts- og kommunegrænser. Det stiller særlige krav til koordinationen i lokalområdet. Det er ikke alle opgaver, der løses lige godt af alle involverede. Samordningen består blandt andet i at tilgodese de forskellige parters stærke sider i planlægningen af det samlede tilbud.

KAPITEL 50

Brugerindflydelse og

handleplaner

Brugerinddragelse

Der henvises til omtalen under pkt. 4.3 om brugerinddragelse i de enkelte tilbud og pkt. 4.4 om brugerinddragelse i den overordnede tilrettelæggelse og udnyttelse af tilbuddene, hvor specielt vedrørende det sidste punkt de ovenfor omtalte frivillige grupper vil være relevante at inddrage.

Af alkoholmisbrugets sammensatte karakter følger, at der er brug for indsatser fra forskellige forvaltningssektorer. Visitation, samarbejde og koordinering er centrale dele af behandlingsindsatsen. Ved en helhedsvurdering af misbrugerens problemer vil det stå klart, hvilken form for hjælp der skal ydes med det samme, og hvilken hjælp der vil blive brug for senere. Det vil derfor i flere tilfælde, hvor der er behov for flere indsatser ud over behandlingsindsatsen, være hensigtsmæssigt at der opstilles en handleplan sammen med brugeren og de berørte sektorer, jf. pkt. 4.2.2.

KAPITEL 51

Rådgivning/tidlig

problemopsporing

Rådgivning

Der påhviler såvel kommune som amtskommune at tage vare på rådgivning og vejledning, herunder lokal forebyggelse, på alkoholområdet. Der bør imidlertid indgå i aftaler om det nærmere samarbejde mellem amtskommuner og kommuner, jf. pkt. 49.1, hvordan opgaverne med hensyn til rådgivning fordeles.

Et grundlæggende træk ved alkoholmisbrug er ambivalensen omkring at søge hjælp. Indsatsen består derfor dels i at få misbrugeren til at erkende, at vedkommende har et problem, hvis løsning kræver bistand, dels i at mindske barrierer for at opnå denne bistand.

Aktiviteter, der fremmer problemerkendelse, er fx

- opsøgende virksomhed

- øget opmærksomhed over for misbrugsproblemer hos professionelle (sygehuslæger, praktiserende læger, sundhedsplejersker, sagsbehandlere og andre)

- omgivelsernes pres (arbejdsplads, bekendte og familiemedlemmer).

Som primære målgrupper for de lokale indsatser kan være børn og unge, som er i en livsfase, hvor vaner og holdninger dannes og i et miljø (skolen), der er velegnet for oplysning.

I voksengruppen er målgrupperne specielt forældre, og personer i risikosituationer, specielt gravide og mænd i krise.

Problemopsporing

Tidlig problemopsporing foregår primært via professionelle (i den primære sundhedssektor, socialforvaltninger, alkoholrådgivninger mv.) og i udvalgte miljøer (fx arbejdspladsen, skolen). Typisk vil det være den del af gruppen, der har fysiske, psykiske eller sociale symptomer på et lidt for højt forbrug, der nås ved denne type indsats. Et barns manglende trivsel kan være et symptom.

Metoderne er oplysning, opsøgende arbejde og tilbud om støtte, rådgivning og eventuelt behandling. Det formodes, at den største del af gruppen med intensivt eller begyndende afhængigt forbrug selv reducerer sit forbrug til et moderat niveau. Det er vigtigt, at denne gruppe hele tiden får en tilskyndelse, så selvhjælpen forbliver maksimal.

Den professionelle indsats i den primære sundhedssektor er et vigtigt led i indsatsen, idet mange med et intensivt alkoholforbrug vil henvende sig til den praktiserende læge med symptomer, der kan være tegn på et for højt forbrug. Desuden er det sundhedssektoren, der først får kontakt med gravide, og dermed har mulighed for at opdage og afhjælpe et evt. for højt forbrug.

Den sociale sektor og skolerne er ligeledes centrale led i opsporingen af et problematisk forbrug, særlig når det drejer sig om børn og unge. Det er af væsentlig betydning for indsatsen, at der er et tæt tværgående samarbejde inden for det professionelle system.

Børn og unge

Der er i stigende grad opmærksomhed på, at et stort alkoholforbrug i en familie ikke kun berører de voksne. Børnene er udsatte i forbindelse med moderens forbrug af alkohol under graviditeten, og børn, der udsættes for omsorgssvigt, har forøget risiko for selv at udvikle problemer. Endvidere er der opmærksomhed på, at der i øjeblikket foregår en polarisering i ungdomsgruppen mellem flertallet af velfungerende unge med et lavt rusmiddelforbrug og en mindre gruppe af marginaliserede unge med et intensivt rusmiddelforbrug, med risiko for at udvikle ledsagende problemer.

Vigtige målgrupper for indsatsen vil derfor være gravide, børnefamilier og den gruppe af unge, der er har et intensivt forbrug.

Arbejdspladser

Et andet egnet miljø for en tidlig indsats er arbejdspladser. Det er ofte på arbejdspladsen, at begyndende alkoholproblemer registreres. Den forebyggende indsats kan på en arbejdsplads bestå i, at der igangsættes en proces omkring formulering af en alkoholpolitik. Denne proces kan bl.a. medvirke til en holdningsændring med større åbenhed omkring alkoholproblemer. En alkoholpolitik vil typisk indeholde regler for alkoholforbrug på arbejdspladsen, og for støtte og tilbud om behandling til personer, der har et for højt forbrug.

Boligområderne

I forhold til udsatte grupper er boligområderne centrale miljøer. I visse boligområder er der, bl.a. gennem boligsocialt arbejde igangsat initiativer med forebyggende og behandlende sigte, herunder beskæftigelses- og kultur- projekter. Klubber og foreninger er velegnede miljøer for en indsats i forhold til unge. Ligesom væresteder og sociale cafeer ofte i frivilligt regi fungerer som kontaktsteder for udsatte voksne.

Endelig vil forsorgshjem, herberger og kvindekrisecentre være tilbud, hvor udsatte grupper kan rådgives.

KAPITEL 52

Behandling

KAPITEL 52

Behandling

52.1 Det lovmæssige grundlag

Lovgrundlaget

I henhold til sygehuslovens § 16, stk. 1, er amtskommunerne forpligtede til at drive behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere - behandlingshjem og ambulatorier - i det omfang behandlingen ikke finder sted på psykiatriske hospitaler eller afdelinger. Behandlingstilbuddene skal iflg. bestemmelsen i fornødent omfang omfatte behandling, der særligt sigter på kvinder.

En amtskommune kan efter bestemmelsens stk. 3 indgå aftale med en privat institution eller forening om driften af behandlingsinstitutioner for alkoholmisbrugere. Behandling på institutioner for alkoholmisbrugere er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor, og uanset om behandlingen sker ved indlæggelse på behandlingshjem eller ambulant.

Ud over ambulatoriebehandling og behandling på behandlingshjem tilbydes der forskellige former for behandlingsmuligheder på hospitalernes psykiatriske og somatiske afdelinger.

Personer med misbrugsproblemer vil dog også i en vis udstrækning kunne modtage behandlingsmæssig støtte, bl.a. efter SEL § 86, jf. pkt. 11.2, i tilknytning til midlertidige botilbud efter serviceloven, specielt i forbindelse med tilbud efter §§ 91, 92, stk. 1, nr. 2, og 94.

52.2 Indholdet af behandlingen

Behandling

Ofte vil behandlingen begynde i tilslutning til en særlig voldsom forbrugsperiode. Behandlingen må derfor indledes med afrusning og abstinensbehandling samt bistand til løsning af akutte sociale problemer. Det kræver egentlige afrusningstilbud.

Efter den akutte hjælp skal klientens situation stabiliseres fysisk, psykisk og socialt. Der skal desuden arbejdes med eventuelt misbrugsophør på længere sigt. Afhængig af behandlingsmålsætningen og behandlingens rammer arbejdes der med uddybet erkendelse af misbrugsproblemet og undgåelse af recidiv, herunder handleplaner forbedring af den sociale situation, bedring af netværk og den psykiske funktion.

I de fleste amter udgør ambulatoriebehandlingen det primære led i behandlingen af alkoholmisbrugere. Enhver kan henvende sig til et ambulatorium uden hensyn til bopæl og komme i behandling. Ambulatorierne yder lægelig og socialpædagogisk bistand.

Indlæggelse på behandlingshjem kræver i almindelighed lægehenvisning (visitation), som ved almindelige hospitalsindlæggelser. Sygehuslovens § 16 hjemler frit valg til offentlige behandlingsinstitutioner og private behandlingshjem, som har indgået en driftsoverenskomst med et amt. Behandlingshjemmene giver døgnbehandling med genoptræning og revalidering i forbindelse med forskellige former for terapi.

KAPITEL 53

Udslusning og

efterbehandling

Efterbehandling

Kontakten til behandlingsstedet bør ophøre gradvist, og kontakt til andre nødvendige hjælpeforanstaltninger bør etableres, inden misbrugeren slutter kontakten. Således bør behandlingen ikke afsluttes, før der er tilrettelagt efterbehandling

Med efterbehandling menes de støtteforanstaltninger, der anses for nødvendige, for at misbrugeren kan forblive i en acceptabel situation i forhold til behandlingsmålsætningen. Derfor vil det være meget individuelt, hvad efterbehandlingsbehovet er. Det strækker sig fra sporadisk behandlingskontakt til egentlige omsorgsforanstaltninger.

Det kan evt. være tilstrækkeligt med samtaler med en tidligere behandler med passende mellemrum eller deltagelse i AA-møder, men efterbehandling kan også bestå i fx ophold i et botilbud efter SEL § 94, tilbud om personlig, omsorg og pleje mv. i eget hjem efter SEL kap. 14, herunder en støtteperson efter SEL § 73, beskyttet beskæftigelse efter SEL § 87 samt deltagelse i aktivitets- og samværsaktiviteter efter SEL § 88, jf. pkt. 9.2 og 12.1-3.

Mere målrettede tilbud med henblik på at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, såsom tilbud om revalidering og aktiveringstilbud, bør være vigtige elementer i et efterbehandlingsforløb, jf. kap. 14.

Afsnit G. Personer der er hjemløse eller som har problemer med at fungere i egen bolig

KAPITEL 54

Indledning

KAPITEL 54

Indledning

Bistandslovens bestemmelser om tilbud til hjemløse m.fl. er beskrevet i Socialministeriets vejledninger nr. 43 af 31. marts 1995 om institutioner m.v. til midlertidigt ophold for personer med særlige sociale vanskeligheder og nr. 44 af 31. marts 1995 om husvilde (§ 31) og for personer med særlige sociale vanskeligheder (§ 68b) om medhjælp i boligen og om væresteder o.l. samt om udvidelse af forsøgsreglerne (§ 138c). Begge vejledninger er udarbejdet på baggrund af ændringerne af bistandsloven den 1. april 1995 om styrkelse af indsatsen for socialt udstødte.

Disse lov- og vejledningsinitiativer, bl.a. med hensyn til handleplaner, brugerinddragelse, mere fleksibel opgavevaretagelse, samt de erfaringer, der bl.a. via projekter er indhøstet på området, er videreført i bistandslovreformen og dette kapitel er udformet således, at det i videst muligt omfang viderefører bestemmelserne i vejledning nr. 43 og 44 med de ændringer, der følger af bestemmelserne om tilbud til personer med særlige behov primært i serviceloven, men også i retssikkerhedsloven og aktivloven.

Den væsentligste ændring ligger i ophævelse af institutionsbegrebet, således at den bistand, der er nødvendig, skal ydes uanset den pågældendes boform og efter en individuel vurdering.

KAPITEL 55

Central og decentral

opgavevaretagelse

Ansvarlige myndigheder

Den primære forpligtelse til at hjælpe personer, der er hjemløse eller ikke kan fungere i egen bolig, er kommunernes, mens amtskommunerne er forpligtet til at stille en række mere specialiserede tilbud til rådighed ved forpligtelsen efter SEL § 94.

Behandling for alkohol- og stofmisbrug, psykiatrisk behandling og øvrig behandling indenfor sygehusvæsenet er placeret i amtskommunen.

Kofoeds Skole og Møltrup Optagelseshjem

Kofoeds Skole og Møltrup Optagelseshjem, der som selvejende institutioner under bistandslovens § 105 har været finansieret fuldt ud af staten, videreføres uændret, jf. SEL § 132, stk. 1.

KAPITEL 56

Beskrivelse og

problemomfang

Afgrænsning

Der er ikke nogen fast og præcis afgrænsning af, hvem de hjemløse er og hvor mange, der er tale om. Det er kendetegnende for hjemløseområdet, at der til stadighed opstår nye behov som følge af udviklingen i samfundet og ændringer i tilgrænsende systemer. Over tid kommer nye brugergrupper til og målgruppen for tilbuddene på hjemløseområdet skal derfor til en hver tid afgøres ud fra behovet, ligesom tilbuddene skal være rummelige og fleksible.

Grupper af hjemløse m.v.

På baggrund af eksisterende forskning og andre undersøgelser om hjemløshed kan gruppen af hjemløse i bred forstand inddeles i følgende grupper

- Personer, der har svært ved at tilpasse sig samfundets muligheder og begrænsninger og som ikke har nogen bolig. Det er personer, der er reelt boligløse og som ofte er -synlige- som brugere af botilbuddene for hjemløse, men det kan også være potentielt udstødelsestruede og hjemløse, der bor hos familie, venner eller bekendte, ligesom det kan være personer (-dobbelt udstødte-), som ikke kan eller vil bruge de eksisterende tilbud og som det ofte er vanskeligt at komme i kontakt med. Sidstnævnte gruppe bruger sædvanligvis ikke eller kun i begrænset omfang de eksisterende tilbud og lever ofte -på gaden-.

- Personer, der har et hjem, der ikke er stabilt, med alt hvad dette indbefatter med hensyn til at have et familieliv, arbejde og et udbygget socialt netværk. Denne gruppe kan således som følge af tunge sociale problemer ikke fungere i egen bolig uden hjælp.

- Personer, der har været udsat for fysisk eller psykisk vold, trusler om vold eller anden form for mishandling og som derfor ikke kan være i deres bolig. Denne gruppe har - sammen med eventuelle børn - brug for et midlertidigt botilbud i en periode, hvilket kan ske efter bestemmelserne i servicelovens § 94.

Personer, der er hjemløse, har ofte andre problemer end boligproblemet, som fx problemer med misbrug, kriminalitet, psykiske lidelser, problemer i forbindelse med vold i hjemmet m.m. Hjemløse i bred eller moderne forstand er således en meget uensartet gruppe, hvor den enkeltes problemer ofte er komplekse. Indsatserne skal både rettes mod dem, der allerede er hjemløse, og dem, der er udstødelsestruede og dermed potentielt hjemløse.

Målgruppen for indsatserne kan derfor stadig afgrænses til dem, der mere end forbigående både er ude af stand til at forsørge sig selv på en for samfundet og for den enkelte acceptabel måde, og er ude af stand til at sørge for sig selv på en for samfundet eller for den enkelte acceptable måde, jf. Socialforskningsinstituttets rapport -De socialt udstødte- fra 1992.

Statistik

Alle landets hjemløseinstitutioner foretager årligt en indberetning af antallet af normerede pladser og antal indskrevne brugere på en bestemt dag i januar måned. Denne opgørelse offentliggøres årligt i Den sociale Ressourceopgørelse fra Danmarks Statistik. I 1997 var der 83 institutioner med i alt 2.323 døgnpladser.

Herudover udarbejdes der ikke systematisk en statistik opgørelse af antallet af brugere af hjemløseinstitutioner, men Socialministeriet og de kommunale parter overvejer at etablere et landsdækkende registreringssystem pr. 1. januar 1999 med henblik på bedre at kunne følge udviklingen på området.

I en undersøgelse af 17. september 1996 baseret på udsendelse af spørgeskemaer til 30, fortrinsvis større kommuner og samtlige amter, skønnede Socialministeriet, at 11.000 personer indenfor det sidste år havde opholdt sig på en hjemløseinstitution efter bistandslovens § 105 og at der i perioden havde været 19.000 indskrivninger.

Det blev skønnet, at ca. halvdelen af det årlige antal brugerne af de midlertidige boformer for hjemløse, dvs. 5- 6000, kan antages at mangle en bolig og derfor har brug for et botilbud og evt. også støtte i bosituationen.

KAPITEL 57

Målsætninger

KAPITEL 57

Målsætninger

Det generelle sigte

Det er en central målsætning for tilrettelæggelse af tilbuddene til gruppen af hjemløse og andre, som har vanskeligheder med at opholde sig i egen bolig, at tilbuddet gennem forebyggelse, pleje, social støtte, aktivering og omsorgsforanstaltninger skal sikre, at den enkelte psykisk, fysisk og socialt får styrket sine ressourcer og forbedret sin livssituation, således at vedkommende bliver bedre i stand til at klare tilværelsen selv.

For hjemløse i bred forstand betyder det, at de får mulighed for at få

- en bolig, ophold i bo- eller opgangsfællesskab eller anden bomulighed,

- den nødvendige støtte i boligen, så at de ikke falder tilbage til deres problemer,

- aktiverende støtte og omsorg,

- tilbud om beskæftigelse, tilpasset deres individuelle behov,

- tilbud om fritidsaktiviteter, herunder af netværksskabende art.

KAPITEL 58

Samarbejdet mellem amt og

kommune og øvrige samarbejdsparter om indsatsen

Kommunerne har ansvaret for de almindelige tilbud til borgerne og amtskommunerne for de mere specialiserede tilbud.

Pligt til samarbejde

Kommunerne og amtskommunerne er forpligtet til at samarbejde om den sociale indsats, jf. RTL § 42, stk. 2. Dette samarbejde er især vigtigt på dette område, hvor ansvaret for indsatserne ofte er placeret hos forskellige instanser og hvor en koordineret indsats mellem de forskellige sektorer er afgørende for, at indsatserne skal lykkes.

Hjemløse kommer ofte i kontakt med de sociale myndigheder som brugere af midlertidige boformer efter § 94. Det vil derfor overvejende være amtskommunen - fx via boformen, der sædvanligvis har det bedste kendskab til brugeren - der tager initiativ til at koordinere samarbejdet med kommune og andre samarbejdsparter om hjælpeforanstaltninger og opfølgning af den ydede hjælp.

Andre samarbejdsrelationer

Amtskommunen/§ 94-boformerne skal etablere et gensidigt samarbejde med kommunen eller andre amtslige institutioner med henblik på en evt. placering i andre systemer. I dette arbejde indgår samarbejde med revalideringssystemet, arbejdsformidlingen, de psykiatriske afdelinger, distriktspsykiatrien, kriminalforsorgen, læger, alkoholambulatorier, rusmiddelkonsulenter samt andre relevante samarbejdsparter.

Amtskommunen/§ 94-boformerne skal støtte kommunerne i forbindelse med integration af brugerne i det almindelige system. Boformerne skal derfor samarbejde med kommunen om behovet for støtteforanstaltninger overfor brugeren og evt. også dennes familie, om behovet for fortsat ophold og iværksættelse af andre tilbud, herunder tilrettelæggelse af udslusning og efterforsorg, samt om løbende opfølgning af den ydede hjælp.

Er der tale om familier med børn, bør der rådgives om de muligheder, der er for ved henvendelse til kommunen at få hjælp til foranstaltninger til børnene, hvis der er et konkret behov herfor.

KAPITEL 59

Sagsbehandling og

brugerindflydelse

59.1. Handleplaner generelt

Handleplaner

Idet der henvises til gennemgangen i pkt. 4.2.2 af bestemmelserne om handleplaner i SEL § 111 skal her nærmere beskrives de forhold, der gør sig gældende for hjemløse i bred forstand.

Obligatorisk handleplan

Der består en pligt til at give tilbud om udarbejdelse af handleplaner for de vanskeligst stillede grupper, som enten har dybtgående problemer med at få, bibeholde eller klare sig i egen bolig, eller for hvem, der bør gøres en ekstra indsats fx for at opøve særlige færdigheder eller for at mestre en aktiv livsudfoldelse i samspil med andre. For længerevarende hjemløse, personer, der mere end forbigående - mere end en måned - opholder sig i boformen efter § 94, samt for brugere, der også har andre tunge, sociale problemer s.s. misbrug, kriminalitet m.v. skal der derfor udarbejdes handleplaner. På krisecentre må det antages, at det først vil være realistisk at udarbejde handleplaner ved et forventeligt ophold over 3 måneder.

Frivillig handleplan

Den ikke pligtmæssige adgang til udarbejdelse af handleplan efter SEL § 111, stk. 2, som anbefales når det skønnes hensigtsmæssigt for at inddrage brugeren eller for at opnå en sammenhængende indsats, vil være relevant, når andre forvaltningsgrene som fx de psykiatriske afdelinger eller distriktspsykiatrien, eller andre myndigheder som fx kriminalforsorgen, kommer ind i billedet.

De fleste hjemløse vil således få udarbejdet en handleplan i forbindelse med optagelse i en boform efter § 94. De, der ikke gør brug af disse boformer, skal også have udarbejdet en handleplan ved kontakt med de sociale myndigheder, hvis de er længerevarende hjemløse.

59.2 Handleplan ved optagelse i en boform efter § 94

Handleplan i § 94-boform

Det vil i mange tilfælde være mest hensigtsmæssigt, at det er § 94-boformen, der efter optagelse tager initiativ til udarbejdelse af handleplan og checker, om der allerede foreligger en handleplan.

Formålet med handleplanen er at tilvejebringe et administrationsgrundlag for de tilbud og ydelser, der gives, herunder at få afstemt mål og forventninger hos brugeren og øvrige parter, som skal bidrage til at realisere planen.

Handleplanen skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med brugeren og med udgangspunkt i dennes ønsker og forudsætninger, således at der ikke kan ske ændringer i tilbuddene eller iværksættes andre tilbud uden at brugeren selv har været inddraget og positivt tilkendegivet sin interesse heri.

Handleplanens indhold

Ved ophold i et botilbud efter § 94 skal handleplanen omfatte såvel boformens og brugerens forpligtelser og brugerens ret til selvforvaltning og medansvar for egen situation med henblik på vurderingen af behovet for opholdets længde samt eventuel iværksættelse af andre tilbud.

Handleplanen skal i disse tilfælde beskrive målet med opholdet i boformen, herunder planer for beskæftigelses-, uddannelses- eller andre aktiviteter, der kan bidrage til opfyldelse af målet, samt den forventede varighed af indsatsen for opgaver, der skal løses. Herudover kan handleplanen indeholde pågældende brugers overvejelser om fx boligforhold, arbejde/revalidering, økonomi, gæld, fritidsforhold m.m. samt mulighederne for udflytning i vedvarende boformer, fx bofællesskab, anden boform eller egen lejlighed, samt den nødvendige støtte og medhjælp.

Det bør i handleplanen præciseres, hvilke samarbejdsparter, der deltager i den fastlagte plan, hvem, der har ansvar for de enkelte elementer samt hvem, der har initiativforpligtelsen. Handleplanen bør underskrives af alle involverede parter, som således forpligtes på de aftaler, der er indgået.

Klagemulighed

Der kan klages over handleplanen eller over elementer af handleplanen.

59.3 Brugerindflydelse under ophold i boformer efter § 94

Idet der for så vidt angår de generelle bestemmelser om brugerinddragelse i de enkelte tilbud (SEL § 112) og brugerinddragelse i den overordnede tilrettelæggelse og udnyttelse af de sociale tilbud (§ 114) henvises til kap. 4, skal i dette kapitel blot nævnes de forhold, der er vigtige i forbindelse med ophold i en boform efter § 94.

Brugere af disse boformer skal sikres indflydelse på tilrettelæggelse og udnyttelse af boformens tilbud, ydelser og andre forhold, der har betydning for opholdet og dagligdagen i boformen. Brugerindflydelsen sikres ved brugernes ret til at organisere sig og vælge repræsentanter, som kan være kontaktled mellem brugerne, ledelsen og de sociale myndigheder m.fl.

Beboerrepræsentation

Beboerrepræsentationen vil således kunne forhandle sager, der vedrører samtlige brugeres forhold til boformen, men ikke den enkelte brugers forhold.

I boformer, hvor det på grund af kortvarige ophold ikke er muligt med organiseret beboerarbejde, kan brugerindflydelse sikres gennem afholdelse af fællesmøder, hvor brugerne af boformen og ledelsen drøfter aktuelle forhold, som har betydning for de daglige forhold i boformen.

KAPITEL 60

Forebyggelse

KAPITEL 60

Forebyggelse

Forebyggelse

Sociale problemer, herunder i særlig grad problemer med hjemløshed, opstår sjældent fra den ene dag til den anden, men er ofte påvirket af, om problemerne får lov til at udvikle sig uden tilbud om hjælp i tide.

Det er vigtigt, at kommunernes generelle tilbud er indrettet således, at de opfanger de problemer, der skaber risiko for, at folk mister deres bolig eller at problemer som fx sindslidelser, misbrugsproblemer, økonomiske eller personlige problemer, kriminalitet, ensomhed eller isolation gør, at nye grupper ryger ind i en social udstødelsesproces.

Tidlig indsats

Der kan ved en tidlig indsats sættes ind med forebyggende initiativer, førend massive sociale problemer for alvor manifesterer sig. For eksempel kan en indsats i form af hjælp til administration af økonomien m.m. overfor personer, der har problemer med at klare huslejen eller terminerne, hjælpe med til, at disse ikke sættes ud af boligen. Og manderådgivning eller psykologisk hjælp og samtaleterapi med en eller begge parter i et voldeligt parforhold kan bevirke, at problemerne ikke tager overhånd, så at kvinden og eventuelle børn evt. er nødt til at tage ophold på et krisecenter. Samspillet med boligsektoren - fx samarbejdet med afdelingsbestyrelserne i de almennyttige boligselskaber, spiller således en væsentlig rolle - men også sundheds-, undervisnings- og beskæftigelsestilbud er yderst relevant for den sociale indsats.

KAPITEL 61

Rådgivning, vejledning og

opsøgende arbejde

Rådgivning

Der henvises vedrørende rådgivning, vejledning og opsøgende arbejde til omtalen af den (amts)kommunale forpligtelse efter §§ 68-70 i kapitel 8.

Særlig rådgivningsindsats

Der påhviler kommunerne en særlig rådgivningsindsats overfor personer med særlige behov samt en pligt til opsøgende arbejde over for truede og udsatte grupper, som må formodes ikke selv at ville henvende sig. Det kan dreje sig om opsøgende socialt arbejde over for personer i lokalmiljøet, som holder til på offentlige steder, banegårde m.v., hvor den opsøgende medarbejder ikke kender den opsøgte eller udegående socialt arbejde overfor personer, som er kendt af de sociale myndigheder. Blandt begge grupper er der stærkt sindslidende, ofte også med misbrugsproblemer, som enten ikke kan rummes i det psykiatriske behandlingssystem, eller som ikke ønsker at modtage behandling. I forbindelse med den almindelige rådgivning skal kommunerne derfor være opmærksom på, om der er behov for mere omfattende hjælp og om andre myndigheder eller forvaltningsgrene, fx distrikspsykiatrien eller kriminalforsorgen, bør inddrages.

Det er ofte svært at nå den tungeste gruppe af hjemløse eller hjemløshedstruede. Ofte har de ikke har fast bolig eller tilholdssted og lader sig ikke kontakte. Når der er opnået kontakt er der ofte behov for hurtig indsats og etablering af relevante opholds- og aktivitetstilbud. Der er behov for, at tilbuddene er fleksible, således at de kan flyttes i forhold til, hvad denne gruppe har behov for, og at tilbuddene kan ændres, når det er nødvendigt.

FrivilligeAmbulant forsorgstilbud

Det er vigtigt, at der samarbejdes om den opsøgende indsats over for denne gruppe. Særligt på dette felt vil det være hensigtsmæssigt at inddrage det frivillige sociale arbejde, der ofte er bedre til at nå de svageste grupper. Amtskommunens støtte til kommunalt opsøgende arbejde på dette område kan evt. knyttes til boformer efter § 94, hvor der kan etableres opsøgende virksomhed (ambulante forsorgstilbud) som en del af boformens virksomhed. Tilbuddet kan være opsøgende virksomhed, alternative overnatningsmuligheder, bo- og værestedstilbud, herunder iværksættelse af aktiviteter af livskvalitetsforbedrende art.

KAPITEL 62

Personlig hjælp, omsorg og

pleje

Om tilbud om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. henvises til omtalen i kap. 9.

Gives der i forbindelse med botilbuddet efter SEL kap. 18 personlig hjælp og pædagogisk støtte efter kap. 14, skal der foreligge en skriftlig meddelelse herom, jf. ovenfor pkt. 4.2.1, således at det bliver klart for den enkelte, hvilken hjælp, der er tildelt. Det kan være hensigtsmæssigt, at den skriftlige meddelelse gives som en del af en individuel social handleplan. Denne handleplan kan være hensigtsmæssig, i det omfang den skal samordnes med den hjælp, der ydes af andre myndigheder, som fx undervisnings- og sygehusvæsenet og kriminalforsorgen, samt gennem familie og private netværk.

KAPITEL 63

Behandling

KAPITEL 63

Behandling

Lovgrundlaget for behandling

Idet der henvises til kap. 11 skal vedrørende behandling i forbindelse med § 94-tilbud særligt bemærkes følgende

Udover sociale problemer har personer, der er hjemløse, ofte helbredsmæssige problemer, psykiske problemer og misbrugsproblemer, som kræver relevant behandlingsmæssig bistand eller andre hjælpetilbud.

SEL § 86, stk. 1, giver mulighed for, at kommunen kan give tilbud af behandlingsmæssig karakter.

Speciel behandlingsmæssig bistand

Udgangspunktet er, at behandling primært ydes efter sygesikringsloven, men at kommunerne - udover tilbud om særlig socialpædagogisk støtte m.v. efter § 73 - kan yde speciel behandlingsmæssig bistand til fx psykologisk, specialterapeutisk eller anden behandling, når der er særlige behov herfor. Dette kan fx være tilfældet i familier, hvor der er problemer med alkohol- eller stofmisbrug, psykisk sygdom eller vold.

Nødvendig behandlingsmæssig bistand

For personer med ophold i amtskommunale boformer ydes den nødvendige behandlingsmæssige bistand af amtskommunen. Boformer efter SEL § 94 skal sørge for, at brugerne af boformen får den nødvendige omsorg og pleje, og kan omfatte afrusning og afgiftning. De særlige sygeafdelinger, som efter bistandsloven er etableret ved enkelte forsorgshjem, videreføres efter § 94, jf. § 86.

KAPITEL 64

Beskæftigelse og aktivering

KAPITEL 64

Beskæftigelse og aktivering

Beskæftigelse

Generelt henvises til omtalen i kap. 14 af reglerne i lov om aktiv socialpolitik i relation til målgrupperne for denne vejledning, særligt til pkt. 14.2.1 om aktivering af brugere i boformer efter SEL § 94. Med hensyn til finansieringen af tilbuddene henvises til kap. 70.

64.1 Særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb

Særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb

Amtskommunen kan efter SEL § 87, stk. 2, tilbyde særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer, jf. pkt. 12.2.

Bestemmelsen viderefører bestemmelserne i bistandsloven om beskæftigelsestilbud i § 105-institutionerne, idet tilbudet dog ikke efter serviceloven er bundet til en boform. Tilbuddet vil således kunne knyttes til et midlertidigt botilbud efter § 94 eller kunne gives som et rent dagtilbud, fx i forbindelse med aktivitets- og samværstilbud efter § 88. For personer, der er særligt socialt belastede, fx som følge af misbrugsproblemer, vil det være hensigtsmæssigt, at kommunen gør brug af de værksteder m.v., der er tilknyttet boformerne efter § 94 til jobtræning, beskyttet beskæftigelse m.v. Der henvises til pkt. 14.2 og 14.2.1.

Indhold

Et særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb kan omfatte

- deltagelse i den interne drift i en boform efter § 94 eller et værested efter § 88, fx rengøring, vask, køkkenarbejde, alm. vedligeholdelse

- værkstedsarbejde m.v., hvor beskæftigelse kan have karakter af oplæring, optræning eller produktion

- deltagelse i aktiviteter, fx i form af planlagt undervisning og kulturelle arrangementer, sport og andre livskvalitetsforbedrende tilbud, der indgår som et led i den samlede indsats for deltageren i beskæftigelsesforløbet.

64.2 Aflønning under deltagelse i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb

Aflønning

Af bekendtgørelse om aflønning mv. og støtte til befordringsudgifter i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og i aktivitets- og samværstilbud, som gennemgås under pkt. 12.5.1-3 fremgår bl.a., at amtskommunen aflønner personer, som deltager i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb efter § 87, stk. 2, og som ikke er omfattet af aktiveringsbestemmelserne i § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, med en arbejdsdusør, der fastsættes af amtskommunen.

Skat m.v.

Efter skattelovgivningens almindelige regler skal vederlag medregnes til den skattepligtige indkomst, medmindre der foreligger en særlig undtagelse. Udover de i skattelovgivningen særligt nævnte undtagelser, beror skattefriheden på en konkret ligningsmæssig bedømmelse.

Vederlag, der udbetales i forbindelse med beskæftigelse mv. i § 94-boformer vil således normalt blive anset som skattepligtig A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og bidragspligtig efter lovbekendtgørelse nr. 744 af 21. september 1997 om arbejdsmarkedfonde.

Arbejdsskade

For så vidt angår lov om forsikring mod følger af arbejdsskade henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 158 af 4. marts 1998 om forsikring mod følger af arbejdsskade for personer, der er optaget i boformer m.v. under serviceloven.

En persons forbindelse med tilskadekomst under arbejdet i boformen anmeldes til Arbejdstilsynet, Postboks 858, 2100 København Ø.

Herudover skal en arbejdsskade, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, af boformen anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden til det forsikringsselskab, hvor forsikring er tegnet, eller - hvis der ikke er tegnet forsikring - til Arbejdsskadestyrelsen. Anmeldelse skal ske på en særlig blanket udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen.

Ferie

I det omfang, beskæftigelsen i boformen har karakter af oplæring eller optræning og afpasses efter den enkeltes evner og muligheder, vil deltagerne falde uden for ferielovens område.

ATP

De pågældende er principielt omfattet af ATP, idet den pågældende persongruppe dog følger samme regler som personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, for hvilke der er fastsat en nedre grænse for den indtægt, der skal optjenes, før de pågældende er ATP-bidragspligtige.

Personer, der modtager social pension, har mulighed for at have indtægter ved siden af pensionen. Ved større indtægter ved siden af den sociale pension vil personlige tillæg, pensionstillæg og grundbeløb dog blive indtægtsreguleret. Der henvises til bestemmelserne i §§ 27, 28, 29, 31 og 49 i lov om social pension.

Fradragsfrie indtægter

Reglerne for fradragsfrie indtægter for kontanthjælpsmodtagere, der deltager i aktivering i en § 94-boform, er beskrevet nedenfor i pkt. 64.3.

64.3 Aktivering af kontanthjælpsmodtagere efter AKL § 16, stk. 1,i boformer efter SEL § 94

Aktivering efter aktivloven

Efter AKL § 16, stk. 1, tilbyder kommunen aktivering eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger til kontanthjælpsmodtagere under forudsætning af, at de er omfattet af den personkreds, som efter AKL § 13 skal udnytte deres arbejdsmuligheder.

Brugere af § 94-boform

Kontanthjælpsmodtagere, der er brugere af boformer efter SEL § 94, har således ret og pligt til tilbud om aktivering, som andre kontanthjælpsmodtagere, dvs. et tilbud efter AKL § 16, stk. 2, eller et andet beskæftigelsesfremmende tilbud, som kan iværksættes efter den øvrige lovgivning, jf. AKL § 16, stk. 1.

Deltagelse i et af boformen særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb er et andet beskæftigelsesfremmende tilbud, dvs. et § 16, stk.1 tilbud.

Kommunens afgørelse

Det er kommunen, som træffer afgørelse om hvilken form for aktivering, der skal iværksættes, som for øvrige kontanthjælpsmodtagere. Ved afgørelsen tages der udgangspunkt i, at sigtet med aktiveringsindsatsen er at afhjælpe yderligere sociale problemer samt støtte personen i igen at blive selvforsørgende. Kommunen skal derfor tage hensyn til den enkelte kontanthjælpsmodtageres individuelle behov og forudsætninger ved afgørelsen af hvilket aktiveringstilbud, der skal tilbydes. Såfremt kontanthjælpsmodtagerens behov kan tilgodeses ved tilbud om aktivering i boformens særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb, kan kommunen efter aftale med boformen give tilbud om aktivering i boformen.

Kontanthjælpsmodtageren skal inddrages i behandlingen af sagen efter bestemmelserne i retssikkerhedsloven.

Opfølgning

Aktivlovens regler om opfølgning hver 3. måned bør sikre, at personer i boformer har relevante tilbud.

Ydelser under aktivering

Personer, der deltager i aktivering i § 94-boformer efter AKL § 16, stk. 1, modtager kontanthjælp efter AKL § 25 samt de ydelser, der udbetales i boformen (arbejdsdusør). Efter AKL § 30, stk. 1, fradrages indtægter i kontanthjælpen, dog kan personen efter AKL § 31, stk. 1, beholde 10 kr. pr. udført arbejdstime, dog højest for 160 timer pr. måned.

Finansiering

Udgifter til aktivering i § 94 boformer efter AKL § 16, stk. 1, finansieres efter servicelovens bestemmelser, dog finansieres kontanthjælpen efter aktivloven.

64.4 § 94 boformer som udbydere af aktiveringstilbud til andre end brugere af boformen.

Ikke-brugere af § 94-boformer

Kommunen kan til personer, som ikke er brugere af § 94- former, købe aktiveringstilbud på § 94-boformen. Sådanne tilbud skal være efter AKL § 16, stk. 2. Det medfører, at den aktiverede alene modtager ydelser efter aktivloven og ikke arbejdsdusør efter serviceloven. Finansieringen sker også efter aktivlovens bestemmelser.

KAPITEL 65

Aktivitets og samværstilbud

KAPITEL 65

Aktivitets og samværstilbud

Væresteder m.v.

Rammerne for aktivitets- og samværstilbud, hvor der kan tilbydes aktiverende foranstaltninger i mindre omfang med socialpædagogisk indhold som fx væresteder, cafeer, m.v. kan være dagforanstaltninger efter SEL § 88, jf. pkt. 12.3, eller dagforanstaltninger i tilknytning til et botilbud efter SEL § 94, når aktiviteten primært retter sig til boformens brugere. Der henvises til omtalen af finansieringsbestemmelserne i kapitel 70. Sådanne omsorgsforanstaltninger har som formål at forbedre den sociale og helbredsmæssige livskvalitet og at støtte motivationen for behandling i andet regi og aktivering så langt som muligt. Tilbud om fritidsaktiviteter kan være film, foredrag, udflugter, aktivitetstilbud i form af daghøjskolelignende tilbud, sportsaktiviteter m.m., der engagerer brugerne i lokalsamfundets tilbud.

KAPITEL 66

Botilbud efter servicelovens

KAPITEL 66

Botilbud efter servicelovens

§ 66. Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling for brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering, og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1.

- - - - - - -

Bestemmelsen svarer til den hidtidige i bistandslovens § 31, stk. 1, dog forudsættes der nu, at klage over kommunens afgørelse i medfør af bestemmelsen følger de almindelige klageregler, og efter stk. 2 om indkvartering i Flygtningehjælpens midlertidige boliger er det nu indenrigsministeren og ikke socialministeren, der er bemyndiget til at fastsætte betalingsregler.

Husly

Kommunen er således fortsat forpligtet til at skaffe familier og enlige, der har mistet en bolig, den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, ikke nødvendigvis en lejlighed, men fx midlertidig indkvartering i hotel, pensionat eller - for enlige - et botilbud efter lovens § 94. Det skal understreges, at henvisning til et sådant botilbud kun bør anvendes som en absolut nødløsning for en kortere periode, og at der hurtigst muligt bør tilbydes anden form for indkvartering.

Husvild

Det kan specielt fremhæves, at begrebet -husvild- forudsætter, at det drejer sig om en person eller en familie, der har mistet sin hidtidige bolig og altså står helt uden tag over hovedet. Derfor falder fx studerende, der har brug for bolig i nærheden af uddannelsesstedet, ikke ind under § 66.

Bestemmelsen omfatter derimod fx personer, hvis bolig er brændt eller på anden måde ødelagt, og personer, der bliver sat ud af deres bolig pga. huslejerestance, ulovlig beboelse m.v.

Det er en forudsætning, at de boligløse i den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig indkvartering, og der kan ikke via bestemmelsen skabes nogen varig løsning af deres boligproblem.

Betaling

Den betaling, der kan kræves for det anviste husly, må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af den omhandlede størrelse.

Udtrykket -boligudgift- anvendes, fordi der i visse egne af landet kun er ejerboliger at sammenligne med, når det skal vurderes, om udgiften for det husly, der anvises, er passende. Kommunerne skal således ved vurderingen af betalingens størrelse tage hensyn til det almindelige niveau for leje- eller ejerboliger i lokalområdet sammenholdt med kvaliteten af det anviste husly, familiens størrelse m.v.

I de nødstilfælde, hvor der henvises til et § 94-ophold, er det tilbuddets logipris, der skal danne udgangspunkt for egenbetalingen.

Betalingsreglen, hvorefter det afkrævede beløb således ikke må overstige det rimelige for familien eller den enlige i den konkrete situation, er en beskyttelsesregel. Til illustration af dette kan nævnes, at hvis en familie anvises ophold på et hotel, skal den normalt ikke betale hotellets værelsespris pr. døgn men et af kommunalbestyrelsen fastsat beløb ud fra de nævnte kriterier.

KAPITEL 67

Efterforsorg, herunder

netværksarbejde

Udflytteindsats

Udflytteindsatsen kan som start på en mere vedvarende støtte efter § 73 være en vigtig del af § 94-boformens tilbud og har til formål gennem samarbejde med de tidligere brugere at skabe bedre livsbetingelser og dermed muligheder for at blive integreret i samfundet. Denne opgave kan bl.a. løses ved besøg og drøftelse af praktiske gøremål i og uden for boligen, økonomi, deltagelse i aktiviteter, beskæftigelse, vedligeholdelse og opbygning af sociale netværk. Medhjælpens arbejde består i støtte med rådgivning og vejledning om almindelige daglige funktioner som rengøring, personlig hygiejne og økonomi, bistand med deltagelse i beskæftigelse og fritidsaktiviteter. Endvidere kan indgå etablering af kontakter til omverdenen, familie, bekendte, foreningsliv eller offentlige og private tilbud, herunder behandling for fysiske og psykiske lidelser samt misbrug. Denne hjælp kan suppleres med hjælp efter SEL kap. 14, jf. vejledningens kap. 9.

Det pædagogiske arbejde sammen med udflyttede brugere kan være opslidende. De udgående medarbejdere bør derfor være en integreret del af en midlertidig boform, hvor der er mulighed for at udveksle erfaringer, ligesom det er vigtigt med kollegial støtte, tværfaglig inspiration m.v.

Etablering af 94-boformernes efterfølgende hjælp og opsøgende arbejde sker i samarbejde med kommunen, som efter udslusningsperioden overtager forpligtelsen til at yde den nødvendige bistand.

Ophør

Det beror på en individuel vurdering, hvornår udflytteindsatsen kan slutte og støtten i anden bomulighed samt finansieringen heraf overgår til kommunen. Da det i mange sammenhænge vil være hensigtsmæssigt, at medhjælpen i bosituationen er brugeren bekendt, vil det i flere tilfælde være hensigtsmæssigt, at kommunen på entreprisevilkår anvender medhjælpen fra § 94-boformen til at varetage medhjælpsopgaverne for kommunen.

Varighed

Støttefunktionen i en udflyttelejlighed vil som udgangspunkt være af gennemsnitlig et års varighed.

§ 67. Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, skal der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er

1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og

4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v., eller i botilbud efter denne lov.

- - - - - - -

Efter SEL § 67 skal der ydes en særlig indsats med det formål at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres. Dette gælder i forhold til grupper af voksne, for hvem svag tilknytning til det almindelige arbejdsmarked og andre samfundsmæssige netværk, kombineret med problemer i form af fx gæld, misbrug, psykiske vanskeligheder eller kriminalitet, kan være led i en social udstødelsesproces.

Indsatsen bør sigte mod at styrke den enkeltes muligheder for personlig udvikling, aktivering og social integration. Indsatsen kan ofte ydes i samarbejde med distriktspsykiatri, kriminalforsorg, flygtninge- og indvandrerorganisationer, det frivillige sociale arbejde, lokale erhvervsvirksomheder m.fl. og ikke mindst i samarbejde med det boligsociale arbejde, der er blevet iværksat under regeringens Byudvalg.

Formålet med indsatsen for de her omhandlede grupper er således som udgangspunkt at skabe sammenhængende og helhedsorienterede tilbud, hvor det tilstræbes, at de samlede tilbud bidrager til at give den enkelte en mere selvstændig tilværelse med respekt for den enkeltes ønsker, behov og muligheder for livsudfoldelse.

Fra erfaringerne med arbejdet med disse grupper kan særligt fremhæves vigtigheden af, at personalet har relevant uddannelsesmæssig baggrund og menneskelige kvaliteter som tålmodighed og indlevelsesevne.

Der vil være behov for opsøgende og tillidsskabende arbejde, for udformning af rummelige og åbne tilbud samt undertiden for accept af en normoverskridende adfærd hos brugerne. Inddragelse af brugerne eller af personer, der varetager brugernes interesser, er ikke mindst vigtig for, at de føler sig trygge ved tilbudene og kan bruge dem til »at vokse« i.

Udgangspunktet for arbejdet med disse grupper er respekt for den enkeltes integritet og værdighed. Som delmål i arbejdet kan peges på

- udvikling af en positiv identitet

- opøvelse af færdigheder, som kan kompensere for den nedsatte funktionsevne eller de særlige problemer

- mestring af aktiv livsudfoldelse i samspil med andre

- ydelse af den nødvendige omsorg

- skabelse af forståelse og rummelighed i det omgivende samfund.

Disse mål kan have forskellig vægt afhængig af fx alder og årsag til, at de særlige behov er opstået.

KAPITEL 68

Krisecentre

KAPITEL 68

Krisecentre

68.1 Generelt

Krisecentre er døgntilbud til kvinder, der har været udsat for vold eller trusler om vold, hvor kvinden kan komme ved egen henvendelse eller efter henvisning fra offentlige myndigheder, og hvor kvindens ønske om manglende registrering og ret til anonymitet respekteres. Kvinderne kan være ledsaget af deres børn.

Krisecentre er i stigende omfang blevet omfattet af bistandslovens § 105, særligt i form af indgåelse af overenskomst eller driftsaftale med amtskommunen.

Organisering

Det er kendetegnende for krisecentre, at organisationsform og struktur er meget forskellige. I krisecentrene arbejder således såvel ansat personale, herunder langtidsledige, som ulønnede frivillige vagter.

Efter serviceloven kan krisecentre være et midlertidigt botilbud efter § 94.

Vedrørende de overordnede principper for opgaveløsning uden for den (amts-)kommunale organisation henvises til pkt. 3.3.1. og 3.3.2 og til vejledning om retssikkerhedsloven.

68.2 Børn på krisecentre

Antal

Socialministeriet gennemførte i september 1995 en landsomfattende undersøgelse af forholdene for børn på krisecentre, som bl.a. viste, at på landsplan havde ca. 3000 børn årligt sammen med deres mødre ophold på krisecentre og at der ikke var tilstrækkelige fysiske eller personalemæssige ressourcer til børnene.

Generelt viste rapporten, at der ikke har været tilstrækkelig opmærksomhed på børnenes situation.

Børn på krisecentre har særlig behov for støtte og bearbejdning af deres traumatiske oplevelser i forbindelse med den fysiske og psykiske vold, de har overværet og ofte selv været udsat for. De er revet væk fra deres vante dagligdag og omgivelser og har brug for en struktureret dagligdag, der i mindre målestok ligner den, de kender.

KRIB-puljen

Folketinget afsatte en pulje på finansloven i 1995-1999 til særlige aktiviteter til børn på krisecentre, herunder til særligt personale til børnene.

Det skal understreges, at det ligger indenfor rammerne af § 94-boformens forpligtelse, at den har de nødvendige personale- og lokalemæssige forhold til at klare opgaverne i forbindelse hermed.

68.2.1 Kommunens tilsynsforpligtelse med børn og unge og familier efter SEL §§ 6 og 33.

Efter SEL § 6 fører kommunen tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever.

Kommunens tilsynsforpligtelse

Denne tilsynsforpligtelse omfatter alle forhold, der har betydning for børn og unges livsbetingelser i lokalområdet. For at kunne opfylde denne forpligtelse er det vigtigt, at kommunen samarbejder ikke blot mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder, fx embedslæge. Et samarbejde med private organisationer og foreninger vil også være nødvendigt for, at kommunen kan danne sig et overblik over tilbuddene til børn og unge i kommunen. Dette er især vigtigt af hensyn til mulighederne for en tidlig forebyggende indsats.

Efter SEL § 33 fører kommunen tilsyn ,jf. § 6, på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

Tilsynsforpligtelsens indhold

Bestemmelsen, der er ny, omhandler den mere konkrete karakter af kommunens tilsynsforpligtelse efter lovens § 6, som medfører, at kommunen specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver formodning om, at børn og unge har behov for individuel støtte. Bestemmelsen supplerer således lovens § 6 ved at understrege betydningen af, at tilsynet føres på en sådan måde, at der kan sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn eller en ung må formodes at have behov for særlig hjælp og støtte. Der kan særligt henvises til betydningen af en familieorienteret og forebyggende indsats over for børn af forældre med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer fx som følge af alkohol- eller narkotikamisbrug eller en sindslidelse.

Kommunens forpligtelse til at føre tilsyn omfatter alle børn og unge, der har ophold i kommunen og dermed også børn og unge på krisecentre. Kommunen skal således vurdere, om der kan være brug for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet eller den unge og familien.

Aktivt tilsyn

Dette indebærer, at kommunen tager kontakt til og løbende holder sig orienteret om forholdene for børn, der opholder sig på de i kommunen beliggende krisecentre, såvel de offentligt som de privat drevne med henblik på, at den relevante støtte kan tilbydes på det tidligst mulige tidspunkt til barnet eller den unge og familien.

§ 68. Kommunen sørger for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.

- - - - - - -

Bestemmelsen i SEL § 68 viderefører kommunens pligt til at organisere en særlig rådgivningsindsats over for grupper med et særligt behov. Dvs. at det som udgangspunkt påhviler kommunerne at varetage den rådgivning, der retter sig direkte til borgerne, men bestemmelsen er særskilt formuleret for at understrege vigtigheden af, at der gøres en særlig indsats overfor de borgere, der har særlige behov.

Det afgørende for den kommunale rådgivningsforpligtelse er, at der kan konstateres et særligt behov. Årsagerne hertil er derimod ikke afgørende, da det er vigtigt, at rådgivningstilbuddet retter sig mod mangeartede og nytilkomne problemstillinger.

Som eksempler på persongrupper, som naturligt vil være omfattet af den kommunale rådgivningsforpligtelse, kan nævnes grupper af personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, såsom alkohol- og stofmisbrugere, HIV-smittede og AIDS-syge, personer uden bolig eller som risikerer at miste deres bolig samt andre med særlige sociale og personlige problemer.

Rådgivningsforpligtelsen gælder også i forhold til pårørende til personer i de nævnte udsatte grupper.

Opsøgende arbejde

Der ligger en særlig forpligtelse for kommunerne til at udføre en opsøgende indsats for at nå ud til grupper, som må formodes ikke selv at ville henvende sig. Baggrunden for kravet om opsøgende indsats er bl.a., at truede og udstødte grupper i nogle tilfælde holder sig væk fra de offentlige forvaltninger. De kan have svært ved at overholde aftaler med forvaltningen eller ved at kunne anvende og forstå den vejledning, der gives.

Rådgivningen skal afpasses den enkeltes behov og kan indeholde en række forskellige elementer, som fx beskæftigelse, boformer og almene trivselsmæssige spørgsmål. Det er således vigtigt, at rådgivningen har afsæt i tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, bl.a. med henblik på en forbedring af den tidlige og forebyggende indsats.

Andre opgaveløsere

Det forudsættes i RTL § 43, jf. pkt. 3.3.1, at den enkelte kommune kan aftale med en eller flere frivillige organisationer at indgå i rådgivningsarbejdet, og at den kommunale indsats på nærmere afgrænsede områder helt eller delvis overtages af en forening, organisation m.v. eller andre private kredse. Rådgivningen skal endvidere kunne tilrettelægges som et anonymt tilbud.

Selvom det ved aftale overlades en forening m.v. at forestå indsatsen, vil ansvaret for rådgivningens indhold og kvalitet påhvile kommunen, som ikke ved aftale kan frigøre sig for sit ansvar for rådgivningsforpligtelsen.

8.2 Den amtskommunale forpligtelse

Amtslig rådgivning

- - - - - - -

KAPITEL 69

Betaling for botilbud og

lommepenge i forbindelse med ophold i boformer efter SEL § 94 mv.

Som omtalt i pkt. 13.6.1 - 4, hvor der er en generel gennemgang af bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 om betaling for botilbud mv. efter servicelovens kapitel 18 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92, skal der som udgangspunkt betales for ophold i de nævnte boformer.

Dette gælder således også for personer, der har ophold i en amtskommunal boform efter SEL § 94.

69.1 Betalingsfastsættelse

BetalingsfastsættelseRegulering

Efter bekendtgørelsen fastsætter amtskommunen betaling for ydelser i forbindelse med ophold i § 94-boformer. Betalingen tages op til overvejelse en gang årligt med hensyn til evt. regulering pr. 1. januar, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Betaling for opholdet fastsættes ud fra niveauet for boligudgifter for lignende boformer i lokalområdet. Udover betaling for opholdet, der inkluderer el og varme, fastsættes betaling for kost og dermed forbundne personaleudgifter samt for andre ydelser, herunder forsyning og vask af sengelinned, som er en integreret del af opholdet.

Samlet beløb

Betalingen kan fastsættes som et samlet beløb eller under hensyn til de ydelser, der modtages. Betalingen kan således fastsættes, så det er muligt at fravælge et eller flere måltider eller andre ydelser. I de boformer eller enheder, hvor beboerne er selvhjulpne, vil det være naturligt at lade takstfastsættelsen beregne udelukkende som opholdsbetaling.

Takst pr. døgn

Betalingen kan også fastsættes som en takst pr. døgn udregnet efter de gennemsnitlige udgifter til ydelserne.

Udgangspunktet for egenbetalingen i § 94-boformer er, at beboerne betaler for opholdet af deres lønindtægt eller anden indtægt, pension, dagpenge eller kontanthjælp, og at betaling sker fra første dag, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2.

69.2 Særlige forhold ved betalingsfastsættelsen

Nedsættelse af betaling

Personer, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for opholdet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 4. Der betales dog for andre ydelser, herunder kost, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 3.

Betalingen fastsættes i øvrigt således, at der tages hensyn til udgifter i forbindelse med opretholdelsen af en hidtidig bolig og således, at beboeren har økonomisk mulighed for at opretholde sine hidtidige forpligtelser, og således, at beboeren har et rimeligt beløb til egen rådighed.

Som led i en efterbehandling kan betalingen endvidere fastsættes således, at beboeren får mulighed for en opsparing, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 5.

69.3 Udbetaling af lommepenge mv.

Lommepenge

Indtil der foreligger et selvstændigt forsørgelsesgrundlag, fx i form af kontanthjælp, pension, arbejdsindtægt eller anden indtægt, udbetales et beløb til personlige fornødenheder (lommepenge), jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Arbejdsdusør

I boformer, der tilbyder beskæftigelse indenfor boformens rammer, vil pågældende kunne indgå i boformens beskæftigelsestilbud og herved optjene arbejdsdusør, jf. pkt. 64.2. I disse tilfælde udbetales lommepenge indtil 1. udbetaling af arbejdsdusør. Der kan ikke udbetales lommepenge til personer, der uden rimelig begrundelse afslår at indgå i et beskæftigelsestilbud.

I boformer, der ikke har beskæftigelsestilbud, er der ikke mulighed for at kunne optjene arbejdsdusør, og der udbetales lommepenge indtil der foreligger et selvstændigt forsørgelsesgrundlag, herunder også i perioden indtil 1. lønudbetaling.

Til personer, der har et forsørgelsesgrundlag, men brugt fx kontanthjælp eller pensionen til anden side, jf. ovenfor, kan der ikke udbetales lommepenge.

Lommepengebeløbet fastsættes af amtskommunen, som er den myndighed, der ligeledes fastsætter betalingen for opholdet i de amtskommunale boformer.

69.4 Udnyttelse af arbejdsmuligheder

Personer, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, eller som nægter at påtage sig arbejde, er som udgangspunkt ikke berettiget til kontanthjælp, idet ydelse af hjælp efter § 11 i aktivloven forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Arbejdsmulighederne kan bl.a. udnyttes ved deltagelse i aktiveringstilbud, herunder deltagelse i de af § 94- boformen arrangerede aktiverende foranstaltninger.

Der kan dog ikke stilles krav om, at ansøgeren eller ægtefællen tager imod arbejde, hvis pågældende ikke kan arbejde fx på grund af sygdom og børnepasning, jf. AKL § 13, stk. 3.

69.5 Dispensation for betaling

Der kan i særlige tilfælde dispenseres fra betalingen i kortere tid, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Det kan fx være ved ophold på krisecentre, hvor det er nødvendigt, at kvindens anonymitet bevares, eller i forbindelse med afrusning eller afgiftning.

Uden indtægt

Personer, der ikke har en indtægt, opkræves ikke betaling for opholdet, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Der tænkes her på fx udlændinge og personer, der ikke tidligere har været i kontakt med kontanthjælpssystemet. Der rettes i sådanne tilfælde kontakt til kommunen som led i det forudsatte samarbejde om behovet for støtteforanstaltninger og iværksættelse af andre tilbud m.m, jf. ovenfor kapitel 57.

Uden betalingsevne

Personer, der ikke er i stand til at opfylde deres betalingsforpligtelse, fx fordi de har brugt udbetalt kontanthjælp eller pension, afvises ikke af betalingsmæssige årsager, men boformen kontakter kommunen med henblik på i samarbejde med den pågældende at få løst spørgsmålet om betaling.

69.6 Administrativ tilrettelæggelse af betalingen

Sagens oplysning

Beboeren skal som udgangspunkt selv give oplysninger om sit indtægtsgrundlag, men der kan i alle tilfælde i forbindelse med betalingsfastsættelsen indhentes oplysninger fra andre offentlige myndigheder. Oplysningerne om beboernes økonomiske forhold vil normalt være omfattet af reglerne om pligten til at videregive oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 31 og vil kunne indhentes efter de almindelige regler om oplysning af sagen i RTL §§ 10-12.

Administration af hjælp

Der kan mellem beboeren og ledelsen af § 94-boformen træffes aftale om en hensigtsmæssig budgetlægning, hvor der i kontanthjælpen eller pensionen kan fratrækkes et beløb til ophold, kost, opsparing eller afdrag på gæld. Skønnes en kontanthjælpsmodtager ikke i stand til at administrere kontanthjælpen, kan der rettes henvendelse til kommunen om anvendelse af reglerne i AKL § 90 om udbetaling af kontanthjælp på andre måder end i form af kontante beløb.

Afgørelse om administration af hjælpen efter AKL § 90 træffes af kommunen, når betingelserne herfor er opfyldt. Kompetence til at træffe denne afgørelse kan delegeres til kommunale, men ikke til amtskommunale, selvejende og private boformer. Når der er truffet afgørelse om administration efter § 90, kan den faktiske administration af kontanthjælpen overlades til både kommunale og selvejende og private boformers ledelse, jf. RTL § 43, stk. 2 , forudsætningsvis.

Skønnes en pensionist ikke i stand til at selv at administrere pensionen, kan der rettes henvendelse til kommunen om indgåelse af aftale mellem kommunen og pensionisten om fradrag i pensionen for modtagne ydelser eller om anvendelse af reglerne i pensionslovens § 36. Der henvises til Socialministeriets vejledning, kapitel 5, om administration af pension m.v.

§ 69. Amtskommunen yder gratis rådgivning til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer i tilslutning til de opgaver, der påhviler amtskommunen efter denne lov.

Stk. 2. Amtskommunen stiller nødvendig rådgivning og konsulentstøtte til rådighed for kommunerne i deres

arbejde med personer med særlige behov og påtager sig i specielle tilfælde selv rådgivningen.

Stk. 3. Opgaverne efter stk. 1 og 2 kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

- - - - - - -

Som supplement til denne kommunale rådgivningsforpligtelse efter SEL § 68 har amtskommunerne efter SEL § 69 en særlig rådgivningsforpligtelse, som har baggrund i, at nogle rådgivningsopgaver forudsætter specialviden, fx for en stor del af denne vejlednings målgrupper.

Amtskommunerne har nemlig - i de tilfælde, hvor det er amtskommunerne, der har forpligtelsen til at yde bistand, fx som led i botilbud, behandling, beskyttet beskæftigelse samt aktivitets- og samværstilbud - en forpligtelse til som led i denne opgavevaretagelse at yde rådgivning. Denne forpligtelse fremgår af bestemmelsens stk. 1.

Rådgivning af kommuner

Efter bestemmelsens stk. 2 fastlægges amtskommunernes forpligtelse til at yde kommunerne rådgivning og konsulentstøtte. Det vedrører først og fremmest kommunernes indsats over for personer med særlige behov, fx personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, misbrugere m.v. Amtskommunens bistand angår dels enkeltsager, dels kommunernes generelle indsats over for grupper med særlige behov. Efter bestemmelsen har amtet også mulighed for at rådgive om den måde, som kommunerne tilrettelægger rådgivningsarbejdet på.

Rådgivning af borgere

Endvidere har amtskommunen en forpligtelse til selv at yde direkte klientrettet rådgivning overfor særlige grupper. Der kan fx være tale om rådgivning af alkohol- og stofmisbrugere og deres pårørende.

Personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne vil i øvrigt kunne henvende sig direkte til den amtskommunale specialrådgivning. Udgangspunktet vil dog være, at den amtskommunale rådgivning fortrinsvis sker efter henvisning fra kommunerne.

Amtskommunalt samarbejde

Rådgivningen forudsættes efter bestemmelsens stk. 3 - i det omfang, det er nødvendigt - at ske i et samarbejde mellem amtskommunerne. Som grundlag for vejledningsindsatsen forudsættes amterne derfor at sikre amtskommunale specialfunktioner af lands- og landsdelsdækkende karakter samt amtskommunale konsulentfunktioner i øvrigt på særlige områder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt og/eller realistisk at opbygge ekspertise i hvert enkelt amt.

8.3 Særlig amtsligt vidensopbygning

Grundlaget for rådgivning

- - - - - - -

KAPITEL 70

Finansiering og

administration

70.1 Ændret statslig refusion

Refusion

Efter SEL § 131, stk. 1, refunderer staten 50 pct. af amtskommunernes udgifter vedrørende boformer efter § 94, stk. 1, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med boformen.

Ændringer

Dette er en ændring af de hidtidige regler, hvorefter statens refunderede 75 pct. af amtskommunernes udgifter efter bistandslovens §§ 105-110.

Selvom institutionsbegrebet er ophævet, er der ikke ændringer med hensyn til ydelser, der er omfattet af statsrefusionen. Som efter de gældende regler omfatter bestemmelsen derfor ydelser i forbindelse med boformen, se nedenfor under pkt. 70.2., idet der dog er sket en mindre udvidelse for så vidt angår støtte i udflyttefasen, der er omfattet af den for boformer efter § 94 gældende finansiering, jf. vejledningens kapitel 66. § 94-boformens støttefunktion bør som udgangspunkt være afsluttet indenfor gennemsnitlig et år, jf. kap. 67.

Reglerne om statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 98 af 16. februar 1998 om kommunernes, amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg kommuners regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område og bekendtgørelse nr. 105 af 16. februar 1998 om revision af amtskommunernes samt Københavns og Frederiksberg kommuners regnskaber på visse dele af det sociale område.

70.2 Refusionsberettigende driftsudgifter

Driftsudgifter

Refusion ydes af amtskommunens udgifter til ejendomsudgifter, vedligeholdelse, personlig hjælp, omsorg og pleje, beskæftigelse, herunder arbejdsdusør, lommepenge samt aktivitets- og samværstilbud m.v.

Udgifter til fripladser

Udgifter til fripladser i forbindelse med personens ophold i boform efter SEL § 94, stk. 1, kan anmeldes til refusion, da det er en sædvanlig driftsudgift.

Oprettes og drives boformen af andre end offentlige myndigheder, f. eks. en selvejende institution, skal der foreligge en skriftlig aftale med amtskommunen.

Der kan indenfor en § 94-boforms fysiske rammer gennemføres foranstaltninger, der omfatter personer, der falder uden for målgruppen for SEL § 94.

Fordeling af fællesudgifter

Gennemføres sådanne foranstaltninger skal der ske forholdsmæssig fordeling af fællesudgifterne, herunder af ejendomsudgifterne. Der skal tillige ske regnskabs- og refusionsmæssig udskillelse af disse foranstaltninger, idet de med aktiviteterne forbundne udgifter må afholdes efter lovgrundlaget for disse. Det må bl.a af hensyn til revisionens kontrol klart fremgå, hvordan og på hvilket grundlag fordelingen af fællesudgifterne er sket.

70.2.1 Kapitaludgifter

Kapitaludgifter

Anlægsudgifter, herunder udgifter ved om- og tilbygninger er ikke refusionsberettigende.

Kapitalomkostninger (finansieringsudgifter) kan dog inden for nærmere fastsatte grænser anmeldes til refusion, jf. bekendtgørelse nr. 98 af 16. marts 1998 (regnskabsbekendtgørelsen) §§ 14-16.

70.2.2 Lejeudgifter

LejeudgifterGodkendelse

Lejevilkårene for boformer drevet efter SEL § 94, stk. 1, i lejede lokaler skal - for at udgifterne kan anmeldes til refusion - godkendes af Socialministeriet inden lejemålets endelige indgåelse, jf. § 19 i regnskabsbekendtgørelsen.

Dette gælder også, hvis der som led i foranstaltningen i boformen lejes et antal udslusningsboliger. Det er kun lejeudgifterne i udslusningsperioden, der kan anmeldes til refusion.

Der skal være tale om et egentligt lejeforhold og foreligge en lejekontrakt. Lejer kan være amtskommunen eller den ansvarlige for foranstaltninger i tilknytning til privat boform. En privat drevet boform kan ikke være lejer i egne bygninger. Udlejer kan være amtskommunen selv, en kommune, en privat, eller et boligselskab.

Lejer i egne bygninger

Er der ønske om at være lejer i egne bygninger, kan den ansvarlige for foranstaltningen i boformen med respekt af bestemmelserne i driftsoverenskomsten eller aftalen herunder bestemmelserne i vedtægter m.v., overdrage egne bygninger til fx en forening eller en ejer, der overtager bygningerne med henblik på udlejning til den ansvarlige for foranstaltningerne i forbindelse med boformen i henhold til en lejekontrakt.

Er amtskommunen udlejer af egne lokaler skal formålet med den hidtidige anvendelse oplyses, og der skal foreligge en redegørelse for lejens beregning.

Bygningsleje

Huslejeudgifterne (bygningslejen) skal kunne anses som rimelige sammenlignet med det stedlige niveau. Er der tvivl om, at lejen kan anses for rimelig, kan Told- og Skattestyrelsen anmodes om en vurdering.

Vedligeholdelse

Ud over bygningslejen kan udgifter til begrænsede ud- og indvendig vedligeholdelse anerkendes, hvis udgifterne påhviler lejer i henhold til lejekontrakten.

Lejeindtægter og en lejeværdi, der stilles til rådighed til andet formål, skal fradrages refusionsanmeldelsen.

Anmeldelsestidspunkt

Huslejen kan først anmeldes til refusion fra faktiske ibrugtagningsdag. Ved botilbud først fra indflytningstidspunktet. Det er i øvrigt en forudsætning, at der herefter sker en rimelig benyttelse af det lejede.

Lejeforhøjelser

Lejeforhøjelser kan refunderes, hvis lejekontrakten indeholder en reguleringsklausul, men kun i det omfang forhøjelserne følger faste regler i henhold til lejelovgivningen.

Ved andre lejeforhøjelser skal godkendelse indhentes fra Socialministeriet med dokumentation for forøgede driftsudgifter, og lejen skal også efter lejeforhøjelsen kunne anses for rimelig sammenlignet med det stedlige niveau.

Bygningsændringer

Udgifter til bygningsændringer kan ikke bekostes af lejer og refusionsanmeldes som driftsudgifter. Dog kan forrentning og afskrivning af ombygningsudgifterne evt. godkendes, hvis udgifterne omberegnes til et tillæg til den løbende husleje.

Forudbetaling

Forudbetaling af husleje, af deposita til sikring af udlejers retableringsudgifter og henlæggelser til fonde til finansiering af fremtidige installationer er ikke refusionsberettigende.

70.3 Sædvanlige forbehold ved godkendelse af husleje

Sædvanlige forbehold

Ministeriets godkendelse gælder kun i det omfang, udgiften vedrører brugere, der er omfattet af SEL § 94. Det er en forudsætning, at der sker en rimelig udnyttelse af det lejede, jf. § 5 i bekendtgørelse nr. 98 af 16. februar 1998.

Det forudsættes, at lejemålet er en integreret del af foranstaltningerne i boformen, og at det alene er brugerne af boformen, der benytter det lejede, også selvom lejemålet ligger fysisk adskilt.

Er der i det lejede etableret beskæftigelsestilbud, er det endvidere en forudsætning, at der ikke er tale om optræning, der henhører under aktivlovens kapitel 6 om revalidering.

Lejeudgifter i forbindelse med behandling af stofmisbrugere, eller i øvrigt lejeudgifter til dag- og døgnpladser, der er beregnet til behandlingsformål, kan ikke anmeldes til refusion, bortset fra sygeafdelingerne.

I det omfang (amts)kommunen benytter det lejede til andre formål, f. eks. til kontorer, til administration mv., der ikke er omfattet af SEL § 94, kan udgifterne hertil ikke anmeldes til statsrefusion. Der skal i disse tilfælde ske en forholdsmæssig fordeling af fællesudgifter, herunder af huslejeudgifterne. Overgår det lejede til andre sociale formål i kontraktsperioden, fordi andre målgrupper måtte blive aktuelle, kan lejen ikke længere anmeldes til refusion.

Socialministeriet, den 10. marts 1998

KAREN JESPERSEN

/ Poul Pedersen

§ 70. Amtskommunen tilvejebringer grundlaget for varetagelsen af rådgivningen efter§§ 34 og 69. Amtskommunen sikrer i tilslutning hertil en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på områderne. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

- - - - - - -

Som grundlag for varetagelsen af rådgivningen er amtskommunerne forpligtede til at sikre en systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af den fornødne faglige viden, jf. SEL § 70.

Bestemmelsen er ny og vedrører det grundlag, som amtskommunernes rådgivning i øvrigt bygger på.

Denne del af den amtskommunale forpligtelse har til formål at støtte og fremme udviklingen i den kommunale og amtskommunale indsats. Dette indebærer bl.a., at amtskommunerne sikrer tilstedeværelsen af den fornødne ekspertise. Som et led heri skal amtskommunerne sikre en systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af den faglige viden, også på de områder, hvor det ikke vil være hensigtsmæssigt eller rationelt at opbygge en egenkompetence.

Systematisk tilvejebringelse og nyttiggørelse af faglig viden kan bl.a. ske i de videnscentre, der gennem de senere år er iværksat på andre områder, herunder handicapområdet.

Der henvises i denne forbindelse tillige til § 16, stk. 5, i lov om sygehusvæsen, hvorefter amtskommunerne yder faglig bistand til kommunerne i forbindelse med indsatsen på alkoholområdet jf. pkt. 49.1.

§ 71. Kommunen sørger for tilbud om

1) personlig hjælp og pleje,

2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og

3) hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.

Stk. 2. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

Stk. 3. En person, som efter en afgørelse truffet af kommunen er berettiget til hjælp eller støtte efter stk. 1, nr. 2, skal kunne vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunen, som herefter skal indgå skriftlig aftale med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne samt om betaling m.v.

Stk. 4. Tilbudene efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke gives som generelle tilbud efter § 65.

- - - - - - -

Efter SEL § 71, stk. 1, skal kommunen sørge for tilbud om personlig hjælp og pleje, hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, og hjælp til at vedligeholde fysiske færdigheder.

Bestemmelsen indeholder tilbud om hjælp, herunder kost m.v., der efter bistandsloven blev givet som led i ophold i bofællesskaber og institutioner mv.

Tilbud efter § 71 omfatter både tilbud om hjælp til personlig hygiejne, af- og påklædning mv. og tilbud om hjælp eller støtte til praktiske opgaver, fx hjælp til rengøring, madservice, vask af tøj, indkøb o.l.

Endvidere omfatter hjælp efter § 71 også hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, som hidtil typisk har fundet sted i fx daghjem, herunder ergoterapi og fysioterapi.

Som efter bistandslovens regler gives hjælpen som hjælp til selvhjælp, og modtageren skal i videst muligt omfang deltage i udførelsen af de opgaver, der gives hjælp til.

Udformning af tilbuddene

Det er fortsat kommunen, der afgør, hvordan tilbuddene konkret skal udformes og tilrettelægges, og det forudsættes, at tilbuddene som hidtil indgår som et led i kommunens øvrige sociale og sundhedsmæssige tilbud.

Tilbuddene skal udformes således, at modtagere af hjælpen så vidt muligt kan blive boende i hidtidig bolig, hvis de ønsker det.

Tilbud om personlig hjælp og pleje samt hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver kan ikke gives som generelle tilbud som led i opfyldelsen af den særlige formålsbestemmelse i lovens § 67 om særlig indsats for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, jf. § 71, stk. 4.

Personlig hjælp, omsorg og pleje kan gives efter en konkret og individuel vurdering af behovet og tildeles uafhængig af boform, jf. § 75, stk. 1, således at der kun ydes hjælp til de opgaver som modtageren midlertidigt eller varigt er ude af stand til eller kun meget vanskeligt kan udføre på egen hånd, jf. § 71, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til vejledning om voksne med handicap og vejledning om sociale tilbud til ældre.

9.2. Tilbud om social støtte i dagligdagen

Former for § 73-hjælp

- - - - - - -

§ 73. Kommunen sørger for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

- - - - - - -

Efter SEL § 73 skal kommunen sørge for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, herunder bl.a. sindslidende, hjemløse og misbrugere.

§ 73 omfatter de former for hjælp, omsorg mv. der efter bistandsloven indgik som en integreret del af institutions og andre botilbud, bl.a. lovens §§ 66, 68, 68 b, 96, 105 og 112.

Der er tale om et bredt spektrum af sociale støtteforanstaltninger. Der kan gives vejledning, rådgivning, hjælp til selvhjælp til at udføre dagligdagens gøremål mv., herunder også til personer, som i vidt omfang selv er i stand til at træffe valg.

Formålet med støtte til denne gruppe er en større selvstændiggørelse og udvikling af personlige færdigheder, bl.a. med henblik på opretholdelse af sociale netværk, struktur i dagligdagen mv., for at gruppen i højere grad kan gøre brug af samfundets almindelige tilbud.

Desuden kan hjælpen bestå i oplæring/genoplæring i daglige færdigheder, omsorg og støtte til udvikling af egne ressourcer i tilfælde, hvor der er tale om personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Konkret kan hjælpen fx bestå i rådgivning i forbindelse med fritids-og kulturaktiviteter, opretholdelse af sociale netværk etc. Hjælpen kan også bestå af mere praktisk betonede funktioner som fx indkøb, følgen til behandling, læsning af post etc.

Uanset boform

Afhængig af de nærmere boligmæssige rammer og sammensætningen af beboerne kan der skabes muligheder for selvorganisering og skabelse af netværk støttet af den tildelte hjælp. Det kan ske i egentlige bofællesskaber, i (selvstændig) lejlighed eller hus, i opgangsfællesskaber eller kollegielignende boliger.

Støtten kan udgå fra et støttecenter, hvorfra der kan betjenes et antal boliger i lokalområdet eller kan ske i tilknytning til et aktivitets-og samværstilbud.

9.3 Kriterier for og formål med hjælpen

Behovsvurdering

- - - - - - -

§ 74. Kommunen sørger for, at de opgaver, der er nævnt i §§ 71-73, i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt.

- - - - - - -

Sigtet med SEL § 74 er at præcisere kommunernes pligt til i fornødent omfang at kunne give tilbud om personlig, omsorg, hjælp og pleje samt social støtte til personer med omfattende behov for sådan hjælp døgnet rundt i eget hjem som et alternativ til fx ophold i en (amts)kommunal boform.

I forhold til den hjælp, der blev givet efter bistandsloven § 68 og 68 b er der ikke tale om en udvidelse af kommunens forpligtelse.

Der ligger således ikke i tilbuddet efter § 74 en forpligtelse til akutindsatser i forhold til personer, der ikke i forvejen er tildelt hjælp efter de nævnte bestemmelser.

Hvordan tilbud efter § 74 konkret skal tilrettelægges og udformes er i høj grad op til kommunerne selv og skal dels ses i sammenhæng med de andre sociale tilbud, herunder særligt de forskellige typer af sociale boformer, der er i lokalområdet, dels med hvor mange i målgrupperne, der bor i eget hjem i lokalområdet, og som må antages at have et løbende behov for hjælp døgnet rundt.

Det vil formentlig kun være tilbud efter § 73, der vil kunne være behov for døgnet rundt. Tilbud efter § 71 vil typisk ligge i dagtimerne.

Da bestemmelsen inden for denne vejlednings målgrupper specielt sigter på sindslidende henvises der til kap. 25.

9.5 Amtskommunal opgavevaretagelse

Hvornår amtslig tilbud?

- - - - - - -

§ 75. Tilbudene i §§ 71-73 gives efter en konkret individuel vurdering af behovet til opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Tilbudene skal løbende tilpasses modtagerens behov.

Stk. 2. Tilbudene i §§ 71-73 skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 3. Afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 til personer, som er fyldt 67 år, kan indbringes for klagerådet, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.

- - - - - - - -

Hjælpen kan gives efter en konkret og individuel behovsvurdering og uafhængig af boform, jf. § 75, stk. 1, med udgangspunkt i den enkeltes individuelle situation og nedsatte funktionsevne og med respekt for den enkeltes egne behov og ressourcer.

Konkret indebærer det, at også personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, der bor i eget hjem - og altså ikke blot i en bofællesskabslignende boform - efter serviceloven kan modtage støtte, der ligger udover de ydelser, der efter bistandsloven typisk blev ydet i eget hjem så som besøg fra hjemmevejledere o.l.

Uanset boform

Hjælpen tildeles den enkelte uanset boform, jf. servicelovens § 75, stk. 1, - dvs. også til beboere i boformer efter lov om social service og efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv.

Tilbuddene skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, jf. § 75, stk. 2.

Tilbuddene om personlig hjælp, omsorg og pleje mv. efter §§ 71-73 tildeles således den enkelte for at styrke funktionsmulighederne eller for at kompensere for nedsat funktionsevne, der kan skyldes fysiske, psykiske og/eller sociale årsager, og som betyder, at den enkelte ikke kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne.

9.4 Døgnberedskab

Principiel døgndækning

- - - - - - - -

§ 80. Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser.

- - - - - - -

Efter SEL § 80 sørger kommunen for tilbud om en støtte-og kontaktperson til personer med sindslidelser.

Det er kommunen, der er ansvarlig for tilrettelæggelsen af ordningen.

Formuleringen af § 80 er en præcisering af målsætningen om, at alle kommuner enten selv eller i samarbejde med andre kommuner eller amtskommunen skal kunne give tilbud om støtte-og kontaktperson.

Der skal fremsættes forslag om revisionen af støtte-og kontaktpersonordningen senest i folketingsåret 1999-2000, jf. SEL § 147.

Der henvises til en nærmere gennemgang af tilbuddet under kap. 22.

§ 81. Amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boformer efter §§ 92-94.

Stk. 2. Amtskommunen kan yde hjælp efter §§ 71-75, 78 og 79 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

Stk. 3. Amtskommunens afgørelser om hjælp efter §§ 71 og 72 til personer, som er fyldt 67 år, kan indbringes for det amtslige brugerråd, jf. § 41, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men ikke for anden administrativ myndighed.

- - - - - - -

Det fremgår af SEL § 81, at amtskommunen yder hjælpen efter §71 og §§73 - 75, når der er tale om personer med ophold i amtskommunale boformer efter lov om social service. Endvidere kan amtskommunen yde hjælpen, når der er tale om personer med ophold i amtskommunale boformer efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Der henvises til pkt. 13.3 og 13.4.

§ 85. Amtskommunen sørger for tilbud om behandling af stofmisbrugere.

- - - - - - -

Behandling efter SEL § 85 forudsætter en socialpædagogisk eller psykologisk funderet indsats i et forløb, som fastlægges i en behandlingsplan.

Denne sociale behandling, der ofte vil foregå parallelt med eller i forlængelse af en lægelig behandling, fx psykiatrisk eller medicinsk, vil, afhængig af årsagen til funktionsnedsættelsen og det metodiske udgangspunkt, have store variationer og forskellige grader af intensitet.

Hovedsigtet med behandlingen er ud fra brugerens egne ressourcer at hindre en yderligere funktionsnedsættelse og bibringe vedkommende en bedre social og personlig funktion med henblik på højnelse af livskvaliteten. Behandlingen er ofte langvarig, og skal ud over den socialpædagogiske og psykologiske rådgivning og den medikamentelle behandling, inkludere afhjælpning af eventuelle boligproblemer, personlig bistand, aktivitets- og samværstilbud samt aktivering og revalidering.

Der forudsættes ikke fastsat betaling for behandling efter bestemmelsen, men hvis der i forbindelse med behandlingen ydes botilbud efter § 93, stk. 1, nr. 2, m.v., fastsættes betaling efter de herfor gældende regler.

Der henvises til den nærmere gennemgang af behandlingsindsatsen for stofmisbrugere under kap. 40.

11.2 Behandling i øvrigt

Andre former for behandling

- - - - - - -

§ 86. Kommunen kan ud over tilbud efter § 73 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Stk. 2. Amtskommunen sørger for tilbud efter stk. 1 til personer, som amtskommunen i øvrigt efter loven har forpligtelser over for.

Stk. 3. Amtskommunen sørger for tilbud efter stk. 1 til personer, der har ophold i boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

- - - - - - -

SEL § 86, stk. 1, giver mulighed for, at kommunen - udover tilbud om særlig social støtte mv. efter § 73 - kan give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Eksempler på behandling

Tilbud om behandling efter § 86, stk. 1, kan gives, når dette er nødvendigt m.h.p. at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Tilbud om behandling efter § 86 omhandler speciel behandlingsmæssig bistand pga. særlige behov herfor. Der kan fx være tale om psykologisk, psykoterapeutisk sygeplejemæssig, fysioterapeutisk, specialpsykiatrisk, tandplejemæssig eller anden behandling. Der er således tale om tilbud, der ligger ud over tilbud om social støtte mv. efter § 73. Om det nærmere indhold af ydelser efter SEL § 73 henvises der til pkt. 9.2 ovenfor.

§ 86 omfatter således de behandlingsmæssige tilbud, der hidtil er blevet ydet bl.a. i forbindelse med ophold i opholdssteder efter bistandslovens § 66, i behandlingscentre efter § 96, på beskyttet pensionat efter § 112, stk. 2, i bofællesskab og akutboliger efter §§ 68 og 68 b samt på forsorgshjem efter § 105.

Hidtil har det primært været amtskommunerne, der giver denne form for specialtilbud bl.a. som del af institutionsophold. Endvidere har kommunerne formidlet særlige behandlingstilbud i opholdssteder efter bistandslovens § 66 til personer med svære psykiske eller sociale vanskeligheder, udover stofmisbrug.

Som led i, at kommunerne i større omfang også har fået ansvar for tilbud til de svageste grupper, herunder vanskeligt stillede sindslidende, er der med bestemmelsen åbnet op for, at også kommunerne får mulighed for at kunne yde behandlingsmæssig bistand. Det er dog forudsat, at den behandling, kommunerne kan tilbyde, alene er af den type, der i øvrigt hidtil har foregået på amtskommunale institutioner efter bistandsloven.

Amtslige tilbud

I § 86, stk. 2 og 3, fastslås amtskommunernes forpligtelse til at yde den nødvendige behandlingsmæssige indsats overfor personer med ophold i amtskommunale boformer efter serviceloven. Endvidere kan amtskommunen yde indsatsen, når der er tale om personer med ophold i amtskommunale boformer efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

§ 86 omfatter således de behandlingsmæssige tilbud, der hidtil er blevet ydet til sindslidende bl.a. i forbindelse med ophold på beskyttet pensionat efter bistandslovens § 112, stk. 2, men tillige under ophold i opholdssteder efter lovens § 66 samt ophold i bofællesskab og akutboliger efter lovens § 68 b.

§ 87. Amtskommunen sørger for tilbud om beskyttet beskæftigelse til personer under 67 år, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Stk. 2. Amtskommunen kan tilbyde særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer.

Stk. 3. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om beskyttet beskæftigelse efter stk. 1.

Stk. 4. Kommunen kan træffe afgørelse om beskyttet beskæftigelse, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.

§ 88. Amtskommunen sørger for aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale proble-

mer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra kommunen afgørelse om aktivitets- og samværstilbud. Amtskommunen giver dog tilbud til personer, der især har problemer med at opholde sig i egen bolig.

Stk. 3. Kommunen kan træffe afgørelse om aktivitets- og samværstilbud, når tilbudene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.

§ 89. Der aflønnes efter indsats under beskæftigelse efter §§ 87 og 88.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om løn m.v. efter stk. 1 samt regler om støtte til befordringsudgifter i tilknytning til tilbud efter §§ 87 og 88.

§ 90. En produktion, der udføres ved beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud, må ikke påføre andre virksomheder ubillig konkurrence.

Stk. 2. Amtsrådsforeningen udarbejder vejledning om kalkulationsregler for produktionen i beskyttet beskæftigelse og i aktivitets- og samværstilbud.

- - - - - - -

12.1 Beskyttet beskæftigelse

Beskyttet beskæftigelse

Beskyttet beskæftigelse efter SEL § 87, stk. 1, skal sikre, at der tilbydes beskæftigelse til personer i målgrupperne med begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, herunder aftalebaserede skånejob, fleksjob eller skånejob med løntilskud. Tilbuddet svarer til tilbuddet efter § 91, stk. 1, 2. pkt. i bistandsloven.

Den form for beskyttet beskæftigelse, som bestemmelsen nævner, er den beskæftigelse, der er knyttet til beskyttede værksteder mv., uden der er tale om beskyttede enkeltpladser efter den hidtidige 50/50-ordning, nu fleksjobs - eller 1/3-ordning. Vedr. sidstnævnte ordninger henvises der til vejledning om aktiv socialpolitik og vejledningens pkt. 14.4.

Personer, der arbejder på beskyttede værksteder m.v. har ofte førtidspension som hovedforsørgelseskilde. Ved siden af har de pågældende en beskeden indtjening fra den beskyttede beskæftigelse.

Ansvarlig myndighed

Det er amtskommunen, der som udgangspunkt efter indstilling fra kommunen, træffer afgørelse om beskyttet beskæftigelse efter § 87, stk. 1, jf. § 87, stk. 3, men kommunen kan tillige tilbyde beskyttet beskæftigelse, når tilbuddene især er beregnet for personer med bopæl i kommunen, jf. § 87, stk. 4. Om aflønning mv. henvises til pkt. 12.4 nedenfor.

Kommunen skal ved tilrettelæggelse af visitationen være opmærksom på, at tilbud om beskyttet beskæftigelse skal indgå i viften af muligheder for beskæftigelse.

De enkelte amtskommunale og kommunale tilbud om revalidering, beskyttet beskæftigelse og aktivitets-og samværstilbud vil i øvrigt ofte med fordel kunne foregå i samme faglige miljø og i det samme hus.

12.2 Særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb

Beskæftigelsesforløb

Efter SEL § 87, stk. 2, kan amtskommunen tilbyde et særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer. Her er der ikke lovkrav om indstilling fra kommunen, men kommunen vil i de fleste tilfælde være inddraget i forbindelse med en handleplan. Beskæftigelsen tilbydes personer med ophold i en boform efter SEL § 94, stk. 1, eller i tilknytning til denne boform andre med tilsvarende problemer.

Særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb kan imidlertid også etableres uafhængigt af botilbud, fx i forbindelse med aktivitets-og samværstilbud efter SEL § 88, stk. 1. Der henvises til pkt. 12.3 nedenfor om aktivitets-og samværstilbud samt pkt. 64.1 om det nærmere indhold af beskæftigelsesforløb.

Beskæftigelse i form af særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb kan have karakter af oplæring eller optræning som fx værkstedsarbejde, deltagelse i den interne drift eller i øvrige aktiviteter, fx undervisning eller livskvalitetsforbedrende tilbud, og være afpasses den enkeltes ønsker og muligheder. Om aflønning mv. henvises til pkt. 12.5.1.

12.3 Aktivitets- og samværstilbud

Aktivitets- og samværstilbud

Efter SEL § 88, stk. 1, sørger amtskommunen for aktivitets- og samværstilbud til vejledningens målgrupper med henblik på opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.

Aktivitets-og samværstilbud har til formål at øge den enkeltes livskvalitet i dagligdagen og retter sig især til personer med behov for socialt samvær og fællesskabsaktiviteter.

Med § 88 videreføres bistandslovens regler om amtskommunalt ansvar for tilbud i særlige dagcentre og særlige daghjem og i klubber til de personer, som er nævnt ovenfor under pkt. 12.1 som målgruppe for beskyttet beskæftigelse, men som ikke kan varetage en sådan beskæftigelse. Disse tilbud fandtes tidligere i bistandslovens § 91, stk. 1, 2. pkt.

Bestemmelsen om samværs-og aktivitetstilbud omfatter også tilbud til forskellige grupper af personer med særlige sociale vanskeligheder, herunder misbrugere, sindslidende og personer med problemer med at opholde sig i eget hjem. Dagforanstaltningstilbud såsom væresteder for disse grupper er hidtil oprettet og drevet som kommunale tilbud efter bistandsloven § 68 b, stk. 4, amtskommunale tilbud efter bistandslovens § 91 og i en vis udstrækning som dagtilbud til personer med ophold på institutioner efter lovens § 105.

Amtslig opgave

Kommunal opgave

Efter § 88, stk. 1, er det således nu amtskommunen, der overordnet er forpligtet til at sørge for, at der er aktivitets-og samværstilbud til alle målgrupper, der er omfattet af bestemmelsen. Kommunen kan dog også efter § 88, stk. 3, etablere disse tilbud, når de især er beregnet for personer med bopæl i kommunen.

I praksis vil det imidlertid ligesom efter bistandslovens § 68 b, stk. 4, som oftest være kommunerne, som står som initiativtagere til oprettelse og drift af tilbuddene, evt. i samarbejde med private kredse, herunder brugergrupper. Det forudsættes således, at amtskommune og kommuner i overensstemmelse med RTL § 42, stk. 2 og 3, mellem sig aftaler, hvilket serviceniveau, der er ønskeligt, og hvordan opgaverne fordeles. Der henvises bl.a. til pkt. 3.1.

Medmindre der er tale om åbne tilbud, dvs. uden visitation, eller rene kommunale tilbud, er det amtskommunen, som i overensstemmelse med § 88, stk. 2, 1. pkt., efter indstilling fra kommunen visiterer til aktivitets-og samværstilbud.

Dog er der ligesom ved tilrettelagte beskæftigelsesforløb ikke lovkrav om indstilling fra en kommune, hvis det amtslige tilbud retter sig til personer med problemer med at opholde sig i eget hjem.

Aktiviteter

I forbindelse med aktivitets- og samværstilbuddene kan der etableres forskellige aktiviteter som beskæftigelsesforløb, selvhjælpsgruppearbejde, efterbehandling af alkohol- og stofmisbrugere, nødovernatning, rådgivning og opsøgende arbejde, enten organiseret af brugerne selv eller af foreninger i samarbejde med brugerne.

Organisering

Denne type tilbud vil med fordel kunne iværksættes ved, at der træffes aftale med foreninger, organisationer mv. eller andre private kredse, når dette lokalt findes hensigtsmæssigt. Denne type tilbud er som udgangspunkt åbne tilbud for den nævnte personkreds, men kan også målrettes særlige grupper af brugere.

Det forudsættes ikke, at der fysisk skal være værestedslignende tilbud i hver og en kommune og til hver undergruppe af personer med særlige sociale problemer. Dog forudsættes det, at der i alle amter skal være bredt dækkende tilbud, fx ved at flere kommuner i fællesskab etablerer et sådant.

Fremfor egentlige væresteder vil der kunne etableres mindre aktivitets- og samværstilbud uden bygningsmæssige rammer eksempelvis for grupper, der ikke har behov for alt for faste rammer.

Planlægning og etableringen af tilbuddene vil som nævnt ovenfor naturligt kunne indgå i det overordnede samarbejde, som er forudsat i RTL § 42 mellem amter og kommuner om den forebyggende og støttende virksomhed. Ligesom det vil kunne indgå i det overordnede samarbejde med det frivillige sociale arbejde i hvilket omfang, opgaven vil kunne løses af private foreninger og lign., jf. SEL § 115. Der henvises i øvrigt til SEL § 65.

12.4 Konkurrenceforhold m.v.

Konkurrenceforhold

Bestemmelsen i SEL § 90, stk. 1, er en videreførelse af bistandslovens § 91, stk. 3, 2. pkt., hvorefter produktion på beskyttede værksteder m.v. ikke må påføre andre virksomheder ubillig konkurrence.

Tilsvarende indeholder paragraffens stk. 2 en videreførelse af gældende praksis om Amtsrådsforeningens udarbejdelse af vejledning om kalkulationsregler på området.

12.5.1 Aflønning

Løn

De nærmere regler om aflønning m.v. er i medfør af SEL § 89, stk. 2, fastsat i bekendtgørelse om aflønning mv. og støtte til befordringsudgifter i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og i aktivitets- og samværstilbud.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til bistandslovens regler, hvorefter der aflønnes efter indsats under beskyttet beskæftigelse, også når der udføres egentligt arbejde i særlige dagcentre og særlige daghjem. Der betales normalt ikke løn under klubvirksomhed. Her betaler deltagerne helt eller delvis for materialer mv.

Bekendtgørelsens regler vedrører, som titlen angiver, dels aflønning i de 3 tilbudsformer: beskyttet beskæftigelse, jf. § 87, stk. 1 og 4, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb, jf. § 87, stk. 2, og aktivitets- og samværstilbud, jf. § 88. Dels indeholder bekendtgørelsen regler om dækning i visse tilfælde af udgifter til befordring i forbindelse med deltagelse i de nævnte tilbud, se nedenfor under pkt. 12.5.2, og endelig rummer bekendtgørelsen adgang til opkrævning af en vis betaling for materialer m.v., se nærmere nedenfor under 12.5.3.

Lønfastsættelse

Amtskommunen eller kommunen fastsætter i medfør af bekendtgørelsens § 1 lønnen for personer i beskyttet beskæftigelse efter § 87, stk.1 eller 4, således

1) Personer, der er i beskæftigelse, får i videst muligt omfang løn efter indsats.

Personer, der ikke får førtidspension, aflønnes i de fleste tilfælde med den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde, eller med den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

2) I tilfælde hvor løn efter indsats ikke er et egnet aflønningsgrundlag, anvendes timeløn efter en arbejdsvurdering i det enkelte tilfælde. Det kan fx gælde ved beskæftigelse af personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, ved oplæring af personer, eller ved manglende indtjeningsmuligheder i virksomheden.

3) I tilfælde hvor en person, der på grund af betydelig nedsat funktionsevne kun kan yde en indsats, som giver en meget beskeden indtjening, kan arbejdsdusør fastsættes til mindst 5 pct. af den mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende arbejdsområde.

Amtskommunen aflønner efter bekendtgørelsens § 2 personer, som deltager i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb efter § 87, stk. 2, og som ikke er omfattet af aktiveringsbestemmelserne i § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, med en arbejdsdusør, der fastsættes af amtskommunen.

Der henvises til den nærmere gennemgang under pkt. 64.2 af aflønning under deltagelse i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb.

Amtskommunen eller kommunen udbetaler efter bekendtgørelsens § 3 løn efter indsats til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der er visiteret til et aktivitets- og samværstilbud og beskæftiget ved et egentligt arbejde i tilbuddet.

Der udbetales efter samme bestemmelse i øvrigt ikke løn eller anden form for vederlag til personer i aktivitets- og samværstilbud.

12.5.2 Udgifter til befordring

Befordringsudgifter

Personer, der udfører lønnet arbejde i beskyttet beskæftigelse afholder efter ovennævnte bekendtgørelses § 4 selv udgiften til daglig befordring til og fra virksomheden, inden for en afstand af 10 km. fra virksomheden, dog afholder amtskommunen eller kommunen nødvendige befordringsudgifter ud over 10 km., dog kun billigste befordringsmulighed.

For så vidt angår befordring for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud afholder amtskommunen eller kommunen udgiften.

Andre personer, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud, afholder selv udgifter til befordring. Det samme gør sig gældende for personer, som ikke er visiteret til sådanne tilbud.

12.5.3 Materialer m.v.

Materialeudgifter

Amtskommunen og kommunen kan beslutte efter bekendtgørelsens § 6, at personer, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud skal betale helt eller delvist for materialer mv., der ikke medgår til en produktion. Tilsvarende gælder vedrørende udflugter m.v. for de pågældende.

§ 91. Kommunen kan tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.

- - - - - - -

Efter SEL § 91 kan kommunen tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer omfattet af vejledningens målgrupper, der har behov for sådan et ophold, og som ikke er omfattet af lovens andre botilbud.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at kommunerne fortsat kan tilbyde midlertidige ophold, herunder weekendophold, til personer med behov for aflastning, optræning, afprøvning af fremtidige bomuligheder, udslusning mv. Desuden omfatter bestemmelsen tilbud om ophold i akutbolig og -halfway-houses- til henholdsvis sindslidende og misbrugere i efterbehandlingsfasen.

Tilbud om ophold i en boform med henblik på midlertidigt ophold er således beregnet til at afhjælpe problemer, der normalt ikke kan løses ved ophold i en almindelig bolig, selvom der er mulighed for støtte efter den sociale lovgivning.

Kommunerne kan anvende alle eksisterende boligformer ved løsningen opgaven med at give tilbud om ophold i en midlertidig boform.

Tidligere boformer

SEL § 91 afløser bistandslovens bestemmelser om bofællesskaber og familiepleje efter § 68, tilbud om ophold i bofællesskaber og andre boformer, herunder akutboliger, med tilknyttet medhjælp efter § 68 b, stk. 1-3, samt bistandslovens bestemmelser om kommunalt godkendte opholdssteder, herunder socialpædagogiske kollektiver, familiepleje m.v. efter § 66, jf. § 68 a, stk. 1.

Varighed for botilbuddet

Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Det afgørende for opholdets varighed er, at formålet med opholdet er opfyldt, og at den pågældende efter opholdet kan klare sig uden den støtte, der ydes i den midlertidige boform.

Opholdskommunen vurderer, om tilbud om ophold efter § 91 er en egnet og hensigtsmæssig midlertidig boforanstaltning for den pågældende. Heri indgår bl.a. overvejelser om beboersammensætningen og en vurdering af, om den pågældende har et sådant behov for hjælp, at dette kan opfyldes uden for et botilbud m.h.p. længerevarende ophold.

13.3 Amtskommunale boformer til midlertidigt ophold

13.3.1 § 93-tilbud

Amtslige boformer

- - - - - - -

§ 92. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelser om optagelse i boformer efter stk. 1.

Stk. 3. Personer, som modtager tilbud efter stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden amtskommune, har, når ganske særlige forhold taler for det, ret til et tilsvarende tilbud i en anden amtskommune. Det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget både i fraflytningsamtskommunen og i tilflytningsamtskommunen.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for at få tilbud om boform efter stk. 3.

- - - - - - -

Efter SEL § 92, stk. 1, er amtskommunen forpligtet til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Bestemmelsen svarer til de amtskommunale botilbud til bl.a. sindslidende, der før servicelovens ikrafttrædelse blev oprettet og drevet efter bistandslovens § 112, stk. 2.

Da det for hovedpartens vedkommende ligesom tilbud efter § 93, stk. 1, nr. 1, drejer sig om personer, der er omfattet af vejledning om voksne med handicap, henvises der til denne vejledning. Men også gruppen af vanskeligt stillede sindslidende med de særlige behov er omfattet af bestemmelsen.

Boformer efter § 92 har til formål gennem behandling og pleje samt socialpædagogisk indsats at tilgodese de særlige behov, der ikke kan dækkes gennem tilbud om ophold i andre relevante boformer eller gennem indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Det er amtskommunen, der efter indstilling fra opholdskommunen, træffer afgørelser om optagelse i boformer efter § 92, stk. 1, jf. § 92, stk. 2.

Personer, som modtager tilbud efter § 92, stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden kommune, har, når ganske særlige forhold taler for det, ret til et tilsvarende tilbud i en anden amtskommune. Det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget både i fraflytningsamtskommunen og tilflytningsamtskommunen, jf. § 92, stk. 3. Som grundlag for flytteretten kan fx nævnes hensynet til at bevare kontakt med nære pårørende.

13.5 Fælles bestemmelser om ophold i boformer, herunder betaling

- - - - - - -

§ 93. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer

1) til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og

2) til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelse om optagelse i boformer efter stk. 1. Amtskommunen træffer dog afgørelse om optagelse, for så vidt angår tilbud efter stk. 1, nr. 2, til stofmisbrugere i behandling.

- - - - - - - -

13.3.1.1 Vanskeligt stillede sindslidende (§ 93, stk. 1, nr. 1-tilbud)

For sindslidende

Efter SEL § 93, stk. 1, nr. 1, har amtskommunen pligt til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer, som for hovedpartens vedkommende er omhandlet i vejledningen om voksne med handicap, hvortil der henvises. Men også gruppen af vanskeligt stillede sindslidende, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, er omfattet af tilbuddet.

§ 93, stk. 1, nr. 1, svarer til de tilbud om midlertidigt ophold, som amtskommunen før servicelovens ikrafttræden stillede til rådighed efter bistandslovens § 112, stk. 2. Der kan fx være tale om aflastning, behandling, optræning og udslusning mv.

Med hensyn til det nærmere indhold henvises der til pkt. 13.4.

Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige botilbud. Det afgørende for opholdets varighed er, at formålet med opholdet er opfyldt og at den pågældende efter opholdet kan klare sig uden den støtte, der ydes i den midlertidige boform.

Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelse om optagelse i boformer efter § 93, stk. 1., jf. § 93, stk. 2, 1. pkt.

13.3.1.2 Stofmisbrugere og andre med adfærdsmæssige problemer (§93, stk. 1, nr. 2-tilbud)

For stofmisbrugere og andre

SEL § 93, stk. 1, nr. 2, omhandler amtskommunernes forpligtelse til at sørge for midlertidige botilbud til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Det kan dels være personer med stofmisbrug som hovedproblem, dels personer med andre adfærdsmæssige problemer af psykisk eller social karakter. Bestemmelsen afløser de hidtidige regler om midlertidigt ophold efter bistandslovens § 96, jf. § 68 a, til over 18- årige samt de fåtallige svangre- og mødrehjem efter bistandslovens § 101.

Om det nærmere indhold af botilbuddet til stofmisbrugere henvises der til kap. 41.

Ligesom det er tilfældet ved visitation ovenfor under pkt. 13.3.1.1 opretholdes hovedreglen om, at det er amtskommunen, der efter indstilling fra kommunen træffer afgørelse om optagelse i boformer til midlertidigt ophold for personer, med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Ligesom det opretholdes i § 93, stk. 2, 2. pkt., at amtskommunen har kompetence til, uden indstilling fra - men dog i tæt samarbejde med - kommunen, at beslutte optagelse af stofmisbrugere.

13.3.2 Hjemløse m.fl. (§ 94-tilbud).

Boformer til hjemløse

- - - - - - - -

§ 94. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Lederen træffer afgørelse om optagelse.

- - - - - - -

Efter SEL § 94 er amtskommunen forpligtet til at sørge for tilbud til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig og derfor har behov for et midlertidigt botilbud, herunder personer, der har været udsat for vold eller trusler om vold med eventuelle børn. Personkredsen for disse tilbud er således uændret i forhold til bistandslovens § 105.

Indholdet af tilbuddet svarer ligeledes til bistandslovens § 105 med henblik på beskæftigelse, aktiverende støtte og omsorg overfor personer omfattet af botilbuddet.

Botilbudet kan således som efter bistandsloven tilvejebringes som botilbud alene, uden beskæftigelsestilbud (herberger, pensionater, krisecentre m.m.) eller som botilbud, hvortil der er knyttet beskæftigelsestilbud (forsorgshjem og optagelseshjem), idet dog beskæftigelsestilbuddet forudsættes ydet efter bestemmelserne i SEL § 87, stk. 2, eller efter lov om aktiv socialpolitik, jf. kap. 64.

Et vigtigt led i boformens tilbud vil være botræning med henblik på udslusning til en selvstændig tilværelse og opsøgende og efterfølgende hjælp til fraflyttede personer med det formål at skabe bedre livsbetingelser og dermed øge mulighederne for integration i samfundet, jf. pkt. 66.6.

Vedrørende den særlige finansiering for botilbud efter § 94 samt den øvrige indsats for hjemløse mv. henvises der til afsnit G.

13.4 Amtskommunale boformer til længerevarende ophold (§ 92-tilbud)

Boformer til længerevarende ophold

- - - - - - -

§ 94

66.1 Indledning

Botilbud

Der henvises til de generelle bemærkninger om botilbud i kap. 13.

I vejledningen fra 1995 (Socialministeriets vejledning nr. 43 af 31. marts 1995 om bistandslovens bestemmelser om institutioner m.v. til midlertidigt ophold for personer med særlige sociale vanskeligheder) skete der en delvis ophævelse af institutionsbegrebet på hjemløseområdet, idet institutionerne i denne vejledning alene beskrives gennem deres funktioner og aktiviteter.

Institutionsbegrebets ophævelse

I serviceloven er institutionsbegrebet fuldstændigt ophævet, således at den nødvendige hjælp nu gives uanset boform. Der tages derfor ikke udgangspunkt i et særligt institutionsbegreb, men der vil kunne sammensættes forskellige former for hjælp - personlig hjælp og pleje, behandling, aktivitets- og samværstilbud eller andre serviceydelser - til en samlet pakke af forskellige typer af hjælp, som bedre og mere individuelt dækker det aktuelle behov.

66.2 Driftsansvar

Amtskommunens forpligtelse

Amtskommunen er forpligtet til at have det nødvendige antal pladser til midlertidige botilbud til personer, der er hjemløse eller ikke kan opholde sig i deres bolig, jf. § 94. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til bistandslovens § 105 om botilbud og tilbud om aktiverende støtte og omsorg over for personer med særlige sociale vanskeligheder, idet botilbuddet forudsættes suppleret med andre ydelser efter serviceloven eller efter anden lovgivning.

Botilbuddenes tilvejebringelse

Botilbuddene kan tilvejebringes af amtskommunen alene eller i samarbejde med en eller flere amtskommuner eller kommuner. Botilbuddene kan endvidere tilvejebringes af en eller flere kommuner efter aftale med amtskommunen. Endelig kan amtkommunen overlade udførelsen af opgaven eller dele af opgaven efter § 94 til andre, fx selvejende institutioner, frivillige organisationer, private foreninger eller kredse. Der henvises til pkt. 3.3.1.

Modtages hjælp i form af personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. under ophold i en amtslig boform, fx efter § 94, stilles disse ydelser til rådighed af amtskommunen, jf. SEL § 81.

Amtskommunerne er forpligtet til at yde den nødvendige behandlingsmæssige indsats til beboere i amtskommunale boformer, fx i de særlige sygeafdelinger, nogle boformer efter § 94 råder over.

66.3 Personkreds

Personkreds

Boformer efter SEL § 94 henvender sig til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud eller for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Bestemmelsen viderefører amtkommunens forpligtelse efter bistandslovens § 105, og der er ikke tale om grundlæggende ændringer. Det er som hidtil en forudsætning, at andre hjælpemuligheder skal være udtømt forud for et egentligt ophold i en boform efter SEL § 94.

Brugerne af de midlertidige botilbud efter SEL § 94 spænder fra egentlig boligløse til personer, der er i risiko for at miste deres bolig, hvis der ikke sættes ind i tide med relevant hjælp.

Det stiller store krav til botilbuddet at kunne rumme mennesker med så forskellige behov og der har gennem de senere år været en tendens til, at tilbuddene målrettes imod bestemte grupper.

Brugergrupperne af § 94-tilbuddene kræver stor variation i sammensætningen af tilbuddene med respekt for den enkeltes behov og muligheder for livsudfoldelse.

Der er væsentlige forskelle i de traditionelle tilbud til hjemløse i bred forstand (forsorgshjem, optagelseshjem, herberger og beskyttede pensionater) og krisecentre for voldsramte kvinder, der også kan være en boform til midlertidigt ophold efter SEL § 94. Der er derfor i kap. 68 nærmere redegjort for de særlige forhold, der gør sig gældende for krisecentre.

66.4 Optagelse

Optagelse

Optagelse i en boform efter SEL § 94 kan ske ved direkte personlig henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder eller forvaltningsgrene, herunder også andre tilsvarende boformer, selvom de ligger udenfor amtskommunens geografiske område. Henvisning bør ske efter forudgående kontakt til boformen.

Husvilde

Personer, der har mistet deres hidtidige bolig og helt står uden tag over hovedet, er omfattet af kommunernes forpligtelse til anvisning af husly mod betaling efter SEL § 66, jf. kap. 7. I disse tilfælde vil der for enlige undtagelsesvis og som en absolut nødløsning for en kortere periode kunne henvises til optagelse i et botilbud efter § 94.

Afgørelse

Er der tvivl om optagelsens hensigtsmæssighed, skal der indhentes en udtalelse fra amtskommunen. Boformens ledelse afgør, om optagelse kan finde sted.

Ved optagelse i en boform efter § 94 bør opmærksomheden rettes mod, om der er behov for særlig behandlingsmæssig støtte eller mere omfattende hjælp i en periode, fx

- behandling for alkoholmisbrug,

- bo- og/eller behandlingstilbud til stofmisbrugere,

- bo- og/eller behandlingstilbud med adfærdsmæssige problemer af psykisk eller social karakter

- bo- og/eller behandlingstilbud til sindslidende,

- bo- og/eller behandling og rekreationstilbud til kvinder med små børn samt

- familiebehandling evt. i form af et døgnophold for hele familien.

I disse tilfælde skal henvises til bo- og behandlingstilbud, som er tilrettelagt særligt for disse målgrupper.

Afvisning

Som udgangspunkt er § 94-boformerne ikke berettiget til at afvise nogen på grund af pladsmangel, medmindre der kan tilbydes anden passende hjælp, herunder optagelse i en anden boform efter § 94. Der bør altid kunne henvises til en boform efter § 94, der personalemæssigt er rustet til at håndtere akutte og ofte krævende problemer, mange brugere af disse boformer har.

Samtykke

I forbindelse med optagelse i et botilbud efter § 94 gives der ved indskrivningen samtykke til de handlinger, som udføres i tilknytning til opholdet, eksempelvis kontakt til kommunen, praktiserende læge, til vilkår under opholdet m.v.

66.5 Ydelser under opholdet

Omfang

Der er ikke i serviceloven fastsat nærmere retningslinier for omfanget af de tilbud og den hjælp, der kan gives.

Tilbuddene kan sammensættes således, at de i realiteten svarer til et institutionstilbud efter bistandsloven. Tilbuddet sker altid efter en konkret vurdering og hjælpen skal løbende tilpasses pågældendes behov.

Eksempler

Eksempelvis kan en person bo i et midlertidigt botilbud samtidig med, at der gives vedvarende støtte, jf. § 73, være i beskyttet job af blivende karakter i § 94-boformens beskæftigelsestilbud eller andet steds.

Ligeledes kan en person bo i et varigt botilbud efter Boligministeriets regler eller i et særligt botilbud for sindslidende efter servicelovens § 92, stk. 1, arbejde i § 94-boformens værksteder som dagklient, deltage i øvrige aktiviteter, fx i form af planlagt undervisning, kulturelle arrangementer, sport eller andre livskvalitetsforbedrende tilbud, tilrettelagt af § 94-botilbuddet eller andre.

Botilbuddet kan således suppleres med øvrige tilbud efter serviceloven, men også tilbud efter anden lovgivning kan komme på tale, fx tilbud efter lov om specialundervisning af voksne.

66.6 Botræning

Botræning

Et vigtigt element i 94-boformernes tilbud er optræning med henblik på udslusning til en selvstændig tilværelse i egen bolig eller i en social boform med støtte. Optræningen kan foregå i § 94-boformen eller i en udslusningsbolig i tilknytning til boformen. Herved kan der være etableret grundlag for, at brugeren kan tage ophold i egen bolig, bofællesskab eller anden boform med eller uden støtteforanstaltninger.

§ 95. Ved ophold i boformer efter §§ 91-94 gælder de almindelige regler for hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Beboerne betaler for ophold i boformer efter §§ 91-94. For beboere i vedvarende botilbud, jf. § 92, fastsættes betalingen med udgangspunkt i bygningens om

kostninger. Beboere i midlertidige botilbud, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for boligen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om betaling og om nedsættelse af betalingen med et beløb, der opgøres efter så vidt muligt lignende regler som i lov om boligstøtte.

§ 95, stk. 2, 3. pkt., fastslår, at beboere af midlertidige botilbud, som bevarer egen bolig under opholdet som udgangspunkt ikke betaler for botilbuddet.

Betaling for andre ydelser under opholdet betales efter reglerne herom.

Mens betalingsreglerne for ophold i vedvarende botilbud, som er fastsat i bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 om betaling for botilbud mv. efter servicelovens kapitel 18 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92, gennemgås i vejledning om voksne med handicap, hvortil der henvises, gennemgås nedenfor betalingsbekendtgørelsens regler for betaling m.v. i midlertidige botilbud

13.5.1 Betaling for ophold i midlertidige boformer

Betaling i midlertidige boformer

I ovenfor nævnte betalingsbekendtgørelse er der fastsat følgende regler, som samordner de hidtidige betalingsregler for institutionsophold m.v. for de mest udsatte voksne, og således på enkelte punkter betyder en fravigelse fra de hidtidige institutionstypers særregler.

Betalingsreglerne, der gennemgås i denne vejledning, drejer sig om såvel midlertidigt ophold i kommunale boformer efter SEL § 91 som midlertidigt ophold i amtskommunale boformer efter SEL §§ 93 og 94.

Mens der i dette afsnit gives en mere generel beskrivelse af betalingsreglerne, er der i kap. 42 og kap. 69 en mere specifik gennemgang af reglerne i relation stofmisbrugeres og hjemløses ophold i de respektive boformer for disse grupper.

Denne mere generelle gennemgang har således ud over at gengive rammerne for de mere specifikke beskrivelser samtidig selvstændig betydning for andre grupper, som er omfattet af reglerne om midlertidigt botilbud, såsom personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, herunder sindslidende, jf. §§ 91 og 93, stk. 1, nr. 1, men også andre grupper med ophold i disse boformer som fx personer med særlige sociale problemer, såsom psykisk svage personer og personer med adfærdsmæssige problemer.

Efter § 1 i betalingsbekendtgørelse skal personer med ophold i kommunale eller amtskommunale boformer, jf. SEL §§ 91, 93 og 94, betale for opholdet af deres arbejdsindtægt, pension, kontanthjælp eller anden indtægt i overensstemmelse med §§ 2 og 3 i bekendtgørelsen. Anden indtægt kan fx være arbejdsdusør, arbejdsløsheds- eller sygedagpenge.

Betalingen efter bekendtgørelsens § 1, stk. 2, sker fra opholdets begyndelse, dvs. som udgangspunkt fra første dag, men der åbnes efter bestemmelsen mulighed for i særlige tilfælde at dispensere for betalingen i kortere tid. Det kan som nævnt under pkt. 42.4 og 69.5 fx være i forbindelse med et afrusnings- eller afgiftningsophold eller af anonymitetshensyn under ophold på et krisecenter.

Betalingsfastsættelse

Kommunen fastsætter betalingen ved ophold i kommunale boformer og amtskommunen fastsætter betalingen for ophold i amtskommunale boformer, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1.

Betalingsfastsættelsen sker således, at der beregnes betaling for selve opholdet eller logiet, herunder varme og el. Desuden fastsættes betaling for kost under opholdet, dækkende udgifterne til kosten og dens tilberedning, dvs. personaleudgifter forbundet hermed. Endelig omfatter betalingsfastsættelsen andre ydelser, herunder vask, der er en integreret del af opholdet. Betalingsforpligtelsen omfatter derimod ikke behandlingsudgifter.

Særlig for § 94-ophold forudsætter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at betaling fastsættes en gang om året ud fra niveauet for boligudgifter for lignede boform i lokalområdet.

Samme paragrafs stk. 3 giver mulighed for enten at fastsætte betalingen som et samlet beløb, bestående af de betalingselementer, der er nævnt ovenfor, eller at fastsætte betalingen under hensyn til de ydelser, der modtages. Der er således adgang til give beboerne mulighed for at fravælge et eller flere måltider eller andre ydelser, bl.a. med henblik på en ansvarliggørelse og et mere frit forbrugsvalg.

Mens udgangspunktet er, at betalingen fastsættes som et samlet månedligt beløb, der betales månedligt forud, kan den også fastsættes som en takst pr. døgn, udregnet efter de gennemsnitlige udgifter til ydelserne.

13.5.2 Særlige forhold ved betalingsfastsættelsen

Nedsættelse af betalingen

Personer, der ikke har en indtægt, opkræves ikke betaling for opholdet, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Der tænkes her på fx udlændinge og personer, der ikke tidligere har været i kontakt med kontanthjælpssystemet. Der rettes i sådanne tilfælde kontakt til kommunen med henblik udbetaling af kontanthjælp eller pension.

Personer, der bevarer egen bolig under opholdet, betaler som udgangspunkt ikke for opholdet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 4. Der betales dog for andre ydelser, herunder kost, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 3. Betalingen fastsættes i øvrigt således, at der tages hensyn til udgifter i forbindelse med opretholdelsen af en hidtidig bolig og således, at beboeren har økonomisk mulighed for at opretholde sine hidtidige forpligtelser, samt således at beboeren har et rimeligt beløb til egen rådighed.

Som led i en efterbehandling og forberedelse til en udslusning kan betalingen endvidere fastsættes således, at beboeren får mulighed for en opsparing, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 5.

13.5.3 Udbetaling af lommepenge m.v.

Lommepenge

Normalt vil kommunen, amtskommunen eller boformen i forbindelse med visitation af beboeren eller vedkommendes egen henvendelse til en boform få klarlagt forholdene omkring personens forsørgelsesgrundlag, herunder som nævnt ovenfor få tilvejebragt et forsørgelsesgrundlag for personer, der ikke i forvejen har en indtægt i form af kontanthjælp m.v. Dette bør i øvrigt ske i forbindelse med den samlede tilrettelæggelse af indsatsen, herunder som led i en handleplan

Der kan imidlertid forekomme tilfælde, hvor et forsørgelsesgrundlag ikke kan tilvejebringes, inden personen påbegynder opholdet - eksempelvis ved akutte ophold, eller hvor pågældende ikke ønsker tilvejebragt et egentlig forsørgelsesgrund i form af kontanthjælp eller pension.

I sådanne tilfælde udbetales et af kommunen eller amtskommunen fastsat beløb til personlige fornødenheder (lommepenge), jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Til personer, der har et forsørgelsesgrundlag, men som har forbrugt midlerne, kan der ikke udbetales lommepenge.

Personer, der ikke er i stand til at opfylde deres betalingsforpligtelse, fx fordi de har brugt udbetalt kontanthjælp eller pension, skal ikke afbryde opholdet i boformen af betalingsmæssige årsager, men der bør træffes foranstaltninger med henblik at undgå gentagelsestilfælde.

I nævnte tilfælde, hvor brugeren har forbrugt sine midler, må vedkommende søge kommunen om midlertidig økonomisk hjælp, herunder til betaling af opholdet fra første dag.

13.5.4 Administrativ tilrettelæggelse af betalingen

Hvordan betales?

Bl.a. af hensyn til ligestilling med andre grupper af borgere og en økonomisk ansvarliggørelse bør det være udgangspunktet, at beboeren selv af sin kontanthjælp eller pension erlægger opholdsbetalingen.

Den konkrete betaling af opholdsudgifterne kan imidlertid også ske ved, at det aftales mellem beboeren, kommunen og boformen, at der af kontanthjælpen eller pensionen finder indbetaling af opholdsbetalingen sted fra kommunens side.

Hvis kommune eller amt ikke i forvejen har oplysninger om indkomstgrundlaget, skal beboeren som udgangspunkt selv give oplysningerne. Hvis dette ikke er muligt, kan kommune eller amt indhente oplysningerne fra andre offentlige myndigheder. Oplysningerne om beboernes økonomiske forhold vil normalt være omfattet af reglerne om pligten til at videregive oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 31 og vil kunne indhentes efter de almindelige regler om oplysning af sagen i RTL §§ 10-12.

Der kan mellem - beboeren og ledelsen af boformen træffes aftale om en hensigtsmæssig budgetlægning, hvor der i kontanthjælpen eller pensionen kan fratrækkes et beløb til ophold, kost, opsparing eller afdrag på gæld.

Under administration

Skønnes en kontanthjælpsmodtager ikke i stand til at administrere kontanthjælpen, kan der rettes henvendelse til kommunen om anvendelse af reglerne i AKL § 90 om udbetaling af kontanthjælp på andre måder end i form af kontante beløb.

Kompetence til at træffe denne afgørelse kan delegeres til kommunale, men ikke til amtskommunale, selvejende og private boformer. Når der er truffet afgørelse om administration efter § 90, kan den faktiske administration af kontanthjælpen overlades til både kommunale og selvejende og private boformers ledelse, jf. RTL § 43, stk. 2 , forudsætningsvis.

Skønnes en pensionist ikke i stand til at selv at administrere pensionen, kan der rettes henvendelse til kommunen om indgåelse af aftale mellem kommunen og pensionisten om fradrag i pensionen for modtagne ydelser eller om anvendelse af reglerne i pensionslovens § 36. Der henvises til vejledning om social pension.

Afsnit C. Lov om aktiv socialpolitik

§ 96. Boformer, der er tilvejebragt efter denne lov, er ikke omfattet af lejelovgivningen.

- - - - - - -

Hjælp i boformer

SEL kap. 18 om boformer regulerer alene bodelen af disse tilbud. Den hjælp og støtte, der i øvrigt er brug for, dækkes gennem servicelovens bestemmelser om personlig pleje, behandling, samvær, aktivitetstilbud m.v., jf. § 95, stk. 1. Disse tilbud kan fortsat sammensættes på en sådan måde, at de med hensyn til service og boform fuldt ud svarer til de bofællesskaber og institutioner, der før servicelovens ikrafttrædelse, blev oprettet og drevet efter reglerne i bistandsloven.

Fælles for de boformer, der oprettes og drives efter serviceloven, er, at lejelovgivningens bestemmelser ikke finder anvendelse, jf. SEL § 96.

Betaling

Beboerne betaler for ophold efter SEL §§ 91-94, jf. § 95, stk. 2, 1. pkt., og betalingen fastsættes i vedvarende botilbud med udgangspunkt i bygningens omkostninger, jf. § 95, stk. 2, 2. pkt.

§ 110. Kommunens eller amtskommunens afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kapitel 14 skal meddeles ansøgeren i skriftlig form. Til brug for afgørelsen udarbejder kommunen eller amtskommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysning om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om, at kommunen skal træffe beslutninger om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter§§ 71 og72 samt følge disse beslutninger op.

- - - - - - -

Efter SEL § 110 skal kommunens eller amtskommunens afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje mv. efter kapitel 14 meddeles ansøgeren i skriftlig form.

Til brug for afgørelsen udarbejder kommunen eller amtskommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysning om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen og for hvilken periode, hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen.

Uanset boform

SEL § 110 gælder uanset boform. I forhold til bistandsloven er kravet om skriftlighed og udarbejdelse at visitationsskema udvidet til at omfatte alle former for hjælp efter lovens kapitel 14. Om det nærmere indhold af tilbud om personlig hjælp, omsorg og pleje mv. og om adgangen til at klage over afgørelse om tildeling af ydelser efter lovens kapitel 14 henvises til vejledningens kap. 9.

Desuden er kravet om skriftlighed m.v. udvidet til også at omfatte den personlige hjælp og pleje m.v. der ydes til personer med ophold i boformer efter SEL §§ 91-94 samt boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv., jf. SEL § 81. Om det nærmere indhold af botilbud efter serviceloven henvises der bl.a. til vejledningens kap. 13.

4.2.2 Handleplan

- - - - - - -

§ 111. Kommunen eller amtskommunen tilbyder udarbejdelse af en skriftlig plan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke har eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen udarbejder i øvrigt, når den skønner det hensigtsmæssigt for at inddrage brugeren eller for at opnå en sammenhængende indsats, en skriftlig plan for indsatsen for andre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Stk. 3. Planen angiver formålet med indsatsen. Planen angiver endvidere, hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. Planen bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

- - - - - - -

Baggrund

Arbejdet med handleplaner for vejledningens grupper er mere eller mindre indarbejdede rutiner. Vejledende regler herom har der hidtil været på stofmisbrugs- og hjemløseområdet samt for støtte- og kontaktpersoner til sindslidende..

En handleplan danner rammen for en samarbejdsproces med brugeren, hvor mål for indsatsen afstemmes med brugerens ønsker og forudsætninger for nærmere at kunne fastlægge de konkrete tilbud.

For at skræddersy en helhedsorienteret indsats til den enkelte må der, hvor der ud over den ansvarlige myndigheds egne tilbud er behov for medvirken fra andre myndigheder ske en koordinering med disse.

En sådan koordineret indsats mellem amtslige og kommunale sociale tilbud er således særlig vigtig, specielt når også andre forvaltningsgrene, som fx psykiatriske sygehusafdelinger og distriktspsykiatrien, eller andre myndigheder, som fx kriminalforsorgen, kommer ind i billedet. Det er derfor i den forberedende fase vigtigt at få kortlagt, hvilke myndigheder, der dels allerede er inddraget i forhold til brugeren, og hvem det vil være relevant at inddrage.

At arbejde med handleplaner indebærer endvidere, at der skabes et grundlag for en systematisk evaluering af indsatsen og et udgangspunkt for en kvalitetssikring af indsatserne.

Serviceloven forudsætter således i § 111, stk. 3, at der i planen angives formålet med indsatsen for den pågældende bruger, hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling m.v. Endvidere forudsætter bestemmelsen, at planen udarbejdes ud fra brugerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

4.2.2.1 Obligatorisk tilbud om handleplan

Hvem skal have?

Efter SEL § 111, stk. 1, har kommunen eller amtskommunen pligt til at give tilbud om udarbejdelse af en skriftlig plan (handleplan) for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke har egen bolig eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Bestemmelsen tager således sigte på de vanskeligst stillede personer med fx svære sindslidelser, længerevarende hjemløse og personer med udprægede stofmisbrugsproblemer, hvor en koordineret indsats mellem amt og kommune og evt. andre myndigheder er essentiel for at sammensætte den rette indsats, både hvad angår de enkelte tilbud og den tidsmæssige rækkefølge af dem.

Baggrunden for bestemmelsen er således i tråd med målsætningerne for indsatsen for de svageste grupper, jf. kap. 2, og kravet om udarbejdelse af disse handleplaner er et bidrag til at øge retssikkerheden for de pågældende brugere og til at sikre at indsatsen følges mere kvalificeret op, ved at der sker en tydeliggørelse af forpligtelsen i forhold til de berørte myndigheder.

Desuden indebærer det obligatoriske tilbud om handleplaner også en væsentlig styrkelse af sagsbehandlingen, idet den indebærer, at myndighederne skal beskrive indholdet af den tildelte ydelse. En sådan specifikation medvirker også i tilfælde af klage til et bedre grundlag for ankemyndighedernes prøvelse af, om kommunen eller amtskommunen lever op til de krav, der er angivet i planen.

Hvem skal ikke?

Efter § 111, stk. 1, er der ikke pligt til at give tilbud om handleplaner til personer blandt de af vejledningens grupper, der er i stand til at tage vare på egne interesser, og som er i besiddelse af en højere grad af social kompetence, og som fx udelukkende har behov for hjælp til at strukturere dagligdagen.

Endvidere vil der ikke efter § 111, stk. 1, være pligt til at udarbejde handleplaner for den del af målgruppen, der er så belastet og så dårligt fungerende, at alene opfyldelse af basale behov for omsorg og pleje på længere sigt må antages at være et mål for indsatsen.

Det kan i stedet være relevant at udarbejde en plan, som beskriver formålet med de konkrete initiativer. Udarbejdelsen af en sådan plan vil i vidt omfang være tilgodeset ved, at der skal foreligge en skriftlig afgørelse efter § 110, jf. pkt. 4.2.1, i forbindelse med beslutning om at yde personlig hjælp, omsorg og pleje mv. efter SEL kap 14.

Dialog

Tilbud om en handleplan efter § 111, stk. 1, skal fremsættes over for den pågældende bruger, og udarbejdelsen af handleplanen forudsætter så vidt muligt den enkelte brugers medvirken. Hvis brugeren ikke selv eller kun vanskeligt kan indgå i en dialog om udarbejdelse af en individuel plan, skal tilbuddet fremsættes over for den, der varetager den pågældendes interesser som fx nære pårørende eller en støtte- og kontaktperson.

4.2.2.2 Tilbud om planer i øvrigt

Eventuel handleplan

Efter SEL § 111, stk. 2, vil amtskommunen eller kommunen også kunne udarbejde en skriftlig plan for indsatsen for andre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, når den skønner det hensigtsmæssigt for at inddrage brugeren eller for at opnå en sammenhængende indsats. Det kan fx være for bedre fungerende end målgruppen for obligatoriske tilbud om handleplaner efter § 111, stk. 1.

4.2.3 Opfølgning på indsatsen

Løbende vurdering

- - - - - - -

§ 112. Kommunen eller amtskommunen sørger for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbudene. Amtskommunen eller kommunen fastsætter retningslinjer for brugerindflydelsen.

- - - - - - -

SEL § 112 fastlægger en forpligtelse for amtskommunen eller kommunen til at sikre, at brugerne af de enkelte tilbud får indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af de sociale tilbud. Det er i den forbindelse vigtigt, at det sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige indhold i tilbuddene svarer til brugernes behov, ressourcer og forudsætninger.

Erfaringerne fra arbejdet med at udvikle sociale tilbud til vejledningens målgrupper viser, at de foretrækker tilbud, hvor de accepteres på egne betingelser og deltager i beslutningsprocesser og i det praktiske arbejde. Det er derfor vigtigt, at brugerne og/eller deres pårørende inddrages i arbejdet og på denne måde deltager i udviklingen af de sociale tilbud.

Form for indflydelse

Et eksempel på en måde at sikre brugerindflydelse på er at etablere brugerbestyrelser eller beboerråd i de forskellige typer af sociale tilbud. En sådan brugerinvolvering kan strække sig fra deltagelse i bestyrelsesarbejde til medvirken i den daglige drift som oprydning, cafesalg og arrangering af udadvendte aktiviteter i fx et aktivitets-og samværstilbud, jf. pkt. 12.3. Det er amtskommunen eller kommunen, der beslutter, hvilken form brugerindflydelsen konkret skal have under hensyn til det sociale tilbuds karakter og brugernes egne forudsætninger.

Information

Information om de enkelte ydelser, som fx serviceinformationer og redegørelser for formål med og indhold af væsentlige sociale tilbud, er en vigtig forudsætning for brugerindflydelsen. Brugerne har behov for konkret viden for at kunne vurdere indholdet og kvaliteten af de sociale tilbud og dermed få den fornødne indflydelse på tilbuddene.

Arbejdet med at styrke brugernes indflydelse og dermed ansvar indebærer en række problemstillinger både i relation til brugerne og til medarbejderne, som må søges løst i den løbende proces, det er at inddrage brugerne i tilbuddenes udformning.

Problemer

Da brugerne ofte er mennesker med lavt selvværd og med følelse af afmagt og umyndiggørelse fra oplevelser fra tidligere møder med -systemerne- samt har et lavt initiativniveau på grund af sindslidelse, misbrug m.v., kan de have svært ved at overskue mulighederne og udtrykke ønsker om indflydelse og ansvar. De har således ofte svært ved at administrere indflydelsesmuligheden og må ind i en form for læreproces.

Medarbejderne på den anden side kan have problemer på grund af manglende uddannelse og erfaring i at arbejde med brugerindflydelse. Ligesom de kan have svært ved at afgive kompetence, ikke mindst fordi rammerne i det politiske/administrative system ikke umiddelbart giver rum herfor.

4.4 Brugerinddragelse i den overordnede tilrettelæggelse og udnyttelse af sociale tilbud

Rådgivende organer

- - - - - - - -

§ 113. Kommunen eller amtskommunen skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen eller amtskommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

- - - - - - -

I alle sager om tildeling af ydelser af længere varighed skal der efter SEL § 113 ske en løbende opfølgning af den sociale indsats. Hvis det kan konstateres, at den tildelte hjælp ikke længere opfylder sit formål, må det overvejes om der er behov for at yde andre former for hjælp. På samme måde som ved udarbejdelse af planer efter § 111 skal opfølgningen ske ud fra brugerens individuelle situation, ressourcer og behov, og opfølgningen skal så vidt muligt ske i samarbejde med brugeren.

4.3 Brugerinddragelse i de enkelte tilbud

Ret til indflydelse

- - - - - - -

§ 114. Kommunen eller amtskommunen kan hver især eller i fællesskab nedsætte et eller flere råd, d er rådgiver kommunen eller amtskommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter denne lov. Kommunen eller amtskommunen fastsætter rammerne for og omfanget af rådenes opgaver.

- - - - - - - -

Med SEL § 114 er der almindelig adgang til, at kommunen eller amtskommunen hver især eller i fællesskab kan nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen eller amtskommunen vedrørende tilrettelæggelsen af den sociale indsats efter serviceloven.

Formålet er at skabe tilbud, der modsvarer brugernes problemer, ressourcer og forudsætninger, og med § 114 understreges brugernes mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af servicetilbuddene.

De råd, der kan nedsættes, kan fx svare til de amtskommunale rådgivende brugerråd efter § 41 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Disse brugerråd er rådgivende i sociale anliggender.

Der er også mulighed for, at kommunen og amtskommunen i fællesskab kan nedsætte sådanne rådgivende organer. Særligt med hensyn til tilrettelæggelsen af indsatsen for vejledningens grupper er der behov for, at der etableres nogle samarbejdsfora, hvor brugere og pårørende i et samarbejde mellem socialsektoren, sundhedssektoren, og andre tilgrænsende sektorer overvejer, hvordan indsatsen i fællesskab kan styrkes. Det vil både kunne ske for hver enkelt målgruppe for sig, jf. dialogfora for sindslidende kap. 19, og for den samlede gruppe af udsatte.

Sådanne organer kunne inddrages i den samarbejdsproces mellem amtskommuner og kommuner, som er forudsat i RTL § 42, stk. 2, jf. pkt. 3.1.

Det er i øvrigt op til den enkelte kommune eller amtskommunen at fastsætte retningslinierne for nedsættelsen af og deltagelsen i de rådgivende organer, samt for hvad rådet skal beskæftige sig med.

§ 121. Kommunens og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

- - - - - - - -

Det sociale nævn

Reglerne om klageadgang findes i retssikkerhedslovens kapitel 10 og SEL § 121, som henviser til retssikkerhedsloven. Hovedreglen er, at kommunens afgørelser efter serviceloven kan indbringes for det sociale nævn, medmindre andet er bestemt i loven.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau - herunder om, hvor mange pladser der skal være til rådighed for kommunens indbyggere - og takstfastsættelse for tilbuddene kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.

Ankestyrelsen

Det fremgår af RTL § 63, at det sociale nævns afgørelser ikke kan indbringes for anden administrative myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører samt kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling. Der henvises til Ankestyrelsens vejledning om klageregler på det sociale område.

Afsnit B De enkelte tilbud

Vejledning om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne Sindslidende stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl.

Indholdsfortegnelse INDLEDNING Lovgivningen 11 Servicelovens opbygning 11 Ændringer i serviceloven 12 Retssikkerhedsloven 14 Aktivloven 15 Vejledningens udformning 15 Andre vejledninger 16 Tidligere vejledninger, denne vejledning afløser 17 I. GENEREL DEL 19 Afsnit A. Rammerne for indsatsen 21 KAPITEL 1. Vejledningens målgrupper 21 KAPITEL 2. Målsætninger 22 KAPITEL 3. Samarbejde 24 3.1 Mellem amter og kommuner, herunder delegation 24 3.2 Inddragelse af andre offentlige samarbejds partnere 26 3.2.1 Kriminalforsorgen 26 3.3 Opgaveløsning uden for den (amts-)kommunale organisation 27 3.3.1 På det offentliges vegne 27 3.3.2 På eget initiativ 29 KAPITEL 4. Sagsbehandling og brugerindflydelse 30 4.1 Generelt 30 4.2 I forhold til den enkelte bruger 32 4.2.1 Skema ved personlig hjælp og pleje m.v. efter kap. 14 32 4.2.2 Handleplan 33 4.2.2.1 Obligatorisk tilbud om handleplan 34 4.2.2.2 Tilbud om planer i øvrigt 36 4.2.3 Opfølgning på indsatsen 36 4.3 Brugerinddragelse i de enkelte tilbud 37 4.4 Brugerinddragelse i den overordnede tilrettelæggelse og udnyttelse af sociale tilbud 38 KAPITEL 5. Handlekommune mv. 40 KAPITEL 6. Klageregler 41 Afsnit B. De enkelte tilbud 43 KAPITEL 7. Tilbud til husvilde 43 KAPITEL 8. Rådgivning, herunder opsøgende arbejde 45 8.1 Den kommunale forpligtelse 45 8.2 Den amtskommunale forpligtelse 46 8.3 Særlig amtsligt vidensopbygning 48 KAPITEL 9. Personlig hjælp, omsorg og pleje mv. 49 9.1 Tilbud om personlig pleje, praktisk hjælp mv. 49 9.2 Tilbud om social støtte til dagligdagen 51 9.3 Kriterier for og formål med hjælpen 53 9.4 Døgnberedskab 54 9.5 Amtskommunal opgavevaretagelse 55 KAPITEL 10. Tilbud om støtte-og kontaktperson til sindslidende 55 KAPITEL 11. Tilbud om behandling 56 11.1 Behandling for stofmisbrug 56 11.2 Behandling i øvrigt 57 KAPITEL 12. Beskyttet og anden beskæftigelse samt aktivitets- og samværstilbud 59 12.1 Beskyttet beskæftigelse 60 12.2 Særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb 61 12.3 Aktivitets-og samværstilbud 62 12.4 Konkurrenceforhold m.v. 64 12.5.1 Aflønning 64 12.5.2 Udgifter til befordring 66 12.5.3 Materialer m.v. 67 KAPITEL 13. Botilbud 67 13.1 Baggrund 67 13.2 Kommunale boformer til midlertidigt ophold 68 13.3 Amtskommunale boformer til midlertidigt ophold 69 13.3.1 § 93-tilbud 69 13.3.1.1 Vanskeligt stillede sindslidende (§ 93,stk. 1, nr. 1-tilbud) 70 13.3.1.2 Stofmisbrugere og andre med adfærds- mæssige problemer (§93, stk. 1, nr. 2-tilbud) 71 13.3.2 Hjemløse m.fl. (§ 94-tilbud) 72 13.4 Amtskommunale boformer m.h.p. længerevarende ophold (§ 92-tilbud) 73 13.5 Fælles bestemmelser om ophold i boformer, herunder betaling 74 13.5.1 Betaling for ophold i midlertidige boformer 76 13.5.2 Særlige forhold ved betalingsfastsættelsen 78 13.5.3 Udbetaling af lommepenge mv. 78 13.5.4 Administrativ tilrettelæggelse af betalingen 79 Afsnit C. Lov om aktiv socialpolitik 81 KAPITEL 14. Lovens tilbud 81 14.1 Indledning 81 14.2 Aktivering af kontanthjælpsmodtagere 82 14.2.1 Aktivering af brugere i boformer efter servicelovens § 94 83 14.2.2 Aktivering i aktivitets- og samværstilbud 84 14.3 Revalidering 84 14.4 Fleksjob 86 14.5 Skånejob med løntilskud 87 14.6 Værktøj og arbejdsredskaber 87 II. SPECIEL DEL 89 Afsnit D. Sindslidende 91 KAPITEL 15. Central og decentral opgavevaretagelse 91 KAPITEL 16. Beskrivelse og problemomfang 92 KAPITEL 17. Målsætninger 93 KAPITEL 18. Samarbejdet mellem amtskommuner og kommuner 94 KAPITEL 19. Inddragelse af andre, herunder sindslidende og pårørende 95 KAPITEL 20. Sagsbehandling og brugerindflydelse 96 KAPITEL 21. Rådgivning og opsøgende arbejde 97 21.1 Opsøgende indsats som led i rådgivning 97 21.2 De opsøgende medarbejderes baggrund 99 KAPITEL 22. Støtte-og kontaktpersonordninger 99 22.1 Formål og behov for tilbud 99 22.2 Typer af støtte-og kontaktpersoner 101 22.3 Organisationsmæssig forankring 103 22.4 Uddannelse og supervision 104 KAPITEL 23. Personlig pleje, praktisk hjælp mv. 104 KAPITEL 24. Social støtte til dagligdagen 105 KAPITEL 25. Døgnberedskab 107 KAPITEL 26. Behandling 109 KAPITEL 27. Beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud 109 KAPITEL 28. Botilbud 111 28.1 Kommunale boformer til midlertidigt ophold 111 28.2 Amtskommunale boformer til midlertidigt ophold 112 28.3 Amtskommunale boformer til længerevarende ophold 113 KAPITEL 29. Betaling 114 Afsnit E. Stofmisbrugere 115 KAPITEL 30. Central og decentral opgavevaretagelse 115 KAPITEL 31. Beskrivelse og problemomfang 116 KAPITEL 32. Målsætninger 118 KAPITEL 33. Samarbejde mellem amtskommuner og kommuner 119 KAPITEL 34. Inddragelse af andre offentlige samarbejdspartnere 121 34.1 Kriminalforsorgen 121 34.2 Politiet 122 KAPITEL 35. Inddragelse af andre, herunder stofmisbrugere og pårørende 123 KAPITEL 36. Opgaveløsning uden for den (amts-)kommunale organisation 124 KAPITEL 37. Sagsbehandling og brugerindflydelse 125 37.1 Ventetid 125 37.2 Handleplaner 126 KAPITEL 38. Forebyggelse 128 KAPITEL 39. Rådgivning og opsøgende arbejde 128 KAPITEL 40. Behandling 129 40.1 Behandling generelt 129 40.2 Særligt om metadonbehanding 133 KAPITEL 41. Botilbud 134 41.1 Under behandling 134 41.2 Kommunale botilbud 135 KAPITEL 42. Betaling 136 42.1 Betalingsfastsættelse 136 42.2 Særlige forhold ved betalingsfastsættelsen 137 42.3 Udbetaling af lommepenge mv. 138 42.4 Dispensation for betaling 139 42.5 Administrativ tilrettelæggelse af betalingen 139 KAPITEL 43. Udslusning og efterbehandling 140 KAPITEL 44. Omsorgs- og lavtærskelstilbud 142 44.1 Gadeplansarbejde 142 44.2 Omsorgsarbejde, herunder støtteperson i boformen 143 44.3 Aktivitets- og samværstilbud (væresteder) 143 KAPITEL 45. Personale 144 Afsnit F. Alkoholmisbrugere 145 KAPITEL 46. Central og decentral opgavevaretagelse 145 KAPITEL 47. Beskrivelse og problemomfang 146 KAPITEL 48. Målsætninger 147 KAPITEL 49. Samarbejde 149 49.1 Mellem amtskommune og kommune 149 49.2 Med andre offentlige og ikke-offentlige samarbejdsparter 150 KAPITEL 50. Brugerindflydelse og handleplaner 151 KAPITEL 51. Rådgivning/tidlig problemopsporing 151 KAPITEL 52. Behandling 154 52.1 Det lovmæssige grundlag 154 52.2 Indholdet af behandlingen 154 KAPITEL 53. Udslusning og efterbehandling 155 Afsnit G. Personer der er hjemløse eller som har problemer med at fungere i egen bolig 157 KAPITEL 54. Indledning 157 KAPITEL 55. Central og decentral opgavevaretagelse 158 KAPITEL 56. Beskrivelse og problemomfang 158 KAPITEL 57. Målsætninger 160 KAPITEL 58. Samarbejdet mellem amt og kommune og øvrige samarbejdsparter om indsatsen 161 KAPITEL 59. Sagsbehandling og brugerindflydelse 162 59.1 Handleplaner generelt 162 59.2 Handleplan ved optagelse i en boform efter § 94 163 59.3 Brugerindflydelse under ophold i boformer efter § 94 164 KAPITEL 60. Forebyggelse 165 KAPITEL 61. Rådgivning, vejledning og opsøgende arbejde 166 KAPITEL 62. Personlig hjælp , omsorg og pleje 167 KAPITEL 63. Behandling 168 KAPITEL 64. Beskæftigelse og aktivering 169 64.1 Særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb 169 64.2 Aflønning under deltagelse i særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb 170 64.3 Aktivering af kontanthjælpsmodtagere efter aktiv lovens § 16, stk. 1, i boformer efter servicelovens § 94 172 64.4 § 94 boformer, som udbydere af aktiverings- tilbud til andre end brugere af boformen 173 KAPITEL 65. Aktivitets og samværstilbud 173 KAPITEL 66. Botilbud efter servicelovens § 94 174 66.1 Indledning 174 66.2 Driftsansvar 174 66.3 Personkreds 175 66.4 Optagelse 176 66.5 Ydelser under opholdet 177 66.6 Botræning 178 KAPITEL 67. Efterforsorg, herunder netværksarbejde 178 KAPITEL 68. Krisecentre 180 68.1 Generelt 180 68.2 Børn på krisecentre 180 68.2.1 Kommunens tilsynsforpligtelse med børn og unge og familier efter SEL §§ 6 og 33 181 KAPITEL 69. Betaling for og lommepenge i forbindelse med ophold i boformer efter SEL § 94 mv. 183 69.1 Betalingsfastsættelse 183 69.2 Særlige forhold ved betalingsfastsættelsen 184 69.3 Udbetaling af lommepenge mv. 184 69.4 Udnyttelse af arbejdsmuligheder 185 69.5 Dispensation for betaling 185 69.6 Administrativ tilrettelæggelse af betalingen 186 KAPITEL 70. Finansiering og administration 187 70.1 Ændret statslig refusion 187 70.2 Refusionsberettigende driftsudgifter 188 70.2.1 Kapitaludgifter 189 70.2.2 Lejeudgifter 189 70.3 Sædvanlige forbehold ved godkendelse af husleje 191 Bilagsfortegnelse: BILAG 1: Udkast til aflønningsbekendtgørelse 192 BILAG 2: Botilbudsbetalingsbekendtgørelse (* 1) 194 LITTERATURLISTE 197 STIKORDSREGISTER 211

INDLEDNING

Lovgivningen

Vejledningen

Foreliggende vejledning giver en samlet og uddybende fremstilling af de regler i lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service - serviceloven eller forkortet: SEL - , som særlig har betydning for den sociale indsats for de mest udsatte voksne. dvs. primært personer mellem 18 og 67 år med behov for social støtte på grund af særlige sociale problemer Det drejer sig i første række om voksne med sindslidelser, stof- og alkoholmisbrugere og hjemløse, men også andre svage grupper, jf. kap. 1.

Vejledningen indeholder tillige en gennemgang af de regler i lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område - retssikkerhedsloven eller forkortet: RTL - , der har størst relevans for tilrettelæggelse af indsatsen for vejledningens målgrupper. Endelig indeholder vejledningen et afsnit med en kort gennemgang af bestemmelser i lov nr. 455 af 10. juni 1997 om aktiv socialpolitik - aktivloven eller forkortet: AKL.

Serviceloven, retssikkerhedsloven og aktivloven afløser fra den 1. juli 1998 bistandsloven, lov om kommunal aktivering, den sociale styrelseslov og lov om Den Sociale Ankestyrelse.

Servicelovens opbygning

Serviceloven

Serviceloven indeholder reglerne om hjælp til de forskellige grupper med behov for støtte, som hidtil har været i bistandsloven. Selvom flere af bestemmelserne i den nye lovgivning, som gælder for indsatsen for hele voksenområdet, svarer til bistandslovens og de tilknyttede vejledninger, er der med den nye lovgivning sket en række præciseringer og ændringer.

Loven tager udgangspunkt i de enkelte ydelser, og for at understrege forskellen i indsatsen er ydelserne opdelt i tre niveauer. Se nærmere herom bl.a. i vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Formålene med servicelovens bestemmelser er

- at styrke den forebyggende indsats,

- at sætte fokus på og tilgodese de svagtstillede gruppers behov,

- at styrke den enkeltes ansvar og muligheder,

- at sikre brugerne større indflydelse på tilrettelæggelse af servicetilbud,

- at opnå bedre sammenhæng og størst mulig forenkling

- at forbedre gennemskueligheden i forhold til opgave- og ansvarsfordelingen samt finansieringsreglerne.

Ændringer i serviceloven

Ændringer

Loven sikrer sammenholdt med reglerne i retssikkerhedsloven en større og bredere indflydelse for brugerne. Brugerinddragelsen fremhæves i flere bestemmelser i loven, og der er en særlig regel (§ 112) om, at kommuner og amtskommuner skal sikre brugerindflydelsen.

På voksenområdet er en række ændringer, der ikke mindst sigter mod at forbedre indsatsen for de særligt udsatte grupper. I en formålsbestemmelse (§ 67) understreges det bl.a., at der skal ydes en helhedsorienteret indsats afpasset efter den enkeltes særlige behov.

Kommunernes rådgivningsforpligtelse over for svage grupper og en forpligtelse til at udføre en opsøgende indsats er blevet præciseret (§ 68).

Der er tale om en ny bestemmelse om amtskommunernes systematiske tilvejebringelse og nyttiggørelse af faglig viden, der formaliserer gældende praksis, hvorefter amtskommunerne skal sikre tilstedeværelsen og formidling, fx via videnscentre, af den fornødne ekspertise til brug for rådgivningen (§ 70).

Det hidtidige institutionsbegreb på voksenområdet ophæves med henblik på, at kommuner og amter kan tilrettelægge serviceforpligtelsen over for den enkelte uafhængig af boform. Dette gælder bl.a. kommuners og amters pligt til at sørge for omsorg, støtte, optræning og hjælp til udvikling af færdigheder m.v. (kap. 14) til personer, der har behov herfor på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Hermed sikres, at disse personer uanset boform tilbydes en service svarende til den, som efter bistandsloven ydedes i bofællesskaber eller institutioner.

Der er sket en præcisering af forpligtelsen til at rette tilbud om støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser ( § 80).

Hovedkompetencen til etablering og drift af aktivitets- og samværstilbud er som udgangspunkt lagt i amtsligt regi (§ 88), men i praksis forventes det oftest at være kommunerne, som står for opgaven.

Kommunernes og amtskommunernes forsyningspligt med midlertidige og varige botilbud til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for et botilbud, der ikke kan tilvejebringes efter lov om almene boliger, er blevet forenklet (kap. 18) og skal som nævnt skal ses i sammenhæng med bestemmelserne om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. (kap. 14).

Kommunen eller amtskommunen skal som et egentlig lovkrav tilbyde udarbejdelse af en skriftlig plan (handleplan) for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke har eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder (§ 111). I alle øvrige tilfælde, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, udarbejdes en skriftlig plan for indsatsen for andre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Som andre nye lovkrav i forbindelse med tilbud til vejledningens grupper skal nævnes kravet om, at tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. skal meddeles i skriftlig form (§ 110) , samt at der skal ske opfølgning i alle sager (§ 113).

Det pålægges kommuner og amtskommuner at samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger (§ 115)

Endelig er der sket en ændring af finansieringen på hjemløseområdet, hvorefter amtskommunerne finansierer tilbuddene med 50 % mod hidtil 25 %, herunder udslusningen.

Retssikkerhedsloven

Forvaltning

Retssikkerhedsloven indholder en række regler om, hvordan myndighederne skal behandle sagerne. Der er lagt vægt på borgernes retssikkerhed, og at de får muligheder for aktivt at medvirke og få indflydelse, når myndighederne behandler deres sag. Hidtil har der ikke været formuleret sådanne tværgående lovregler for behandling af sociale sager, men de har i et vist omfang været indeholdt i vejledninger og været en del af praksis i amtskommuner og kommuner.

Retssikkerhedsloven samler også en række regler, som er fælles for en række centrale sociale love, fx om hvilken myndighed, der har pligt til at give hjælpen (handlekommune), myndighedernes adgang til at indhente oplysninger og muligheder for at klage.

Retssikkerhedsloven erstatter en række regler, som hidtil har stået i bistandsloven og i forskellige andre sociale love. Der henvises til vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Aktivloven

Aktivering

Aktivloven samler reglerne om hjælp til forsørgelse, dvs. reglerne i bistandsloven og reglerne i lov om kommunal aktivering. Der er derfor nu kun et lovkompleks om kontanthjælp, aktivering, hjælp til enkeltudgifter, revalidering, fleksjob, skånejob med løntilskud m.v. Aktivloven sætter yderligere fokus på aktive hjælpeformer frem for passiv forsørgelse. Det grundlæggende sigte er, at hjælpen skal gøre modtageren i stand til at klare sig selv, og modtageren og ægtefællen har pligt til efter evne at udvikle og udnytte deres arbejdsevne, fx ved at tage imod tilbud om aktivering. Der henvises til vejledning om aktiv socialpolitik samt afsnit C.

Vejledningens udformning

Systematik

Tidligere vejledninger dækkende en del af denne vejlednings målgrupper forelå dels som målgruppeopdelte vejledninger for stofmisbrugere og hjemløse dels som vejledninger om særlige tilbud, fx om støtte- og kontaktpersonordninger for sindslidende og om væresteder samt medhjælp i boligen.

I den foreliggende vejledning er indsatsen for alle målgrupperne samlet, dels fordi lovgivningen i det store og hele, bortset fra i SEL kap. 16 og 18, ikke skelner mellem tilbuddene til de enkelte målgrupper for denne vejledning, dels fordi der er andre udsatte voksne end sindslidende, misbrugere og hjemløse. som er omfattet af lovens tilbud, og dels fordi der i mange tilfælde er et overlap af flere sociale problemer for personerne i målgrupperne, jf. kap. 1.

Det kan således være en fordel, bl.a. udfra en helhedsorienteret indsats, at brugerne af vejledningen - fortrinsvis kommunale og amtskommunale sagsbehandlere, men også frivillige og private samarbejdspartnere samt brugerne af tilbuddene og deres pårørende - kan skaffe sig et samlet overblik over indsatsmuligheder og rettigheder.

Der kan tillige ligge den fordel i en samlet vejledning for målgrupperne, at beskrivelser, som specielt retter sig mod indsatsen for en målgruppe, positivt kan påvirke indsatsen for andre målgrupper.

Om vejledningens systematik skal i øvrigt bemærkes, at den er opdelt i en generel del og en speciel del.

I den generelle del gives dels en samlet fremstilling af de tværgående administrative regler (afsnit A. Rammerne for indsatsen), dels en gennemgang af servicelovens enkelte tilbud med relevans for målgruppen (afsnit B. De enkelte tilbud), og dels en kort gennemgang af nogle af reglerne i aktivloven (afsnit C. Lov om aktiv socialpolitik).

I den specielle del gennemgås de særlig formål, hensyn og tilbud, som er af betydning for indsatsen for henholdsvis sindslidende (afsnit D), stofmisbrugere (afsnit E), alkoholmisbrugere (afsnit F) og personer, der er hjemløse, eller som har problemener med at fungere i egen bolig (afsnit G).

Mens der som nævnt tidligere har været særlige vejledninger for hjemløse m.v. og stofmisbrugere, er det nyt, at der gives en samlet gennemgang af sindslidendeområdet og alkoholområdet.

Andre vejledninger

Tilgrænsede områder

Udover denne vejledning er der andre vejledninger m.v., der gennemgår regelsæt, der har betydning for den samlede indsats for denne vejlednings målgrupper.

Det drejer sig især om

Vejledning om lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling

Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Vejledning om aktiv socialpolitik

Vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge

Vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap

Vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.

Vejledning om social pension

Den Sociale Ankestyrelses klagevejledning

Pjecen -Frivilligt socialt arbejde og kommuner og amter i samspil-

Tidligere vejledninger, denne vejledning afløser

Ophør af retningslinier

Denne vejledning afløser følgende af Socialministeriets vejledninger

Vejledning nr. 43 af 31. marts 1995 om bistandslovens bestemmelser om institutioner m.v. til midlertidigt ophold for personer med særlige sociale vanskeligheder

Vejledning nr. 44 af 31. marts 1995 om bestemmelser i bistandsloven om husvilde (§ 31) og for personer med særlige sociale vanskeligheder (§68b) om medhjælp i boligen om væresteder o.l. samt om udvidelse af forsøgsreglerne (§ 138 e)

Vejledning nr. 187 af 14. december 1995 om bistandslovens bestemmelser om social indsats for stofmisbrugere

Vejledning nr. 139 af 28. august 1996 om støtte- og kontaktpersonordning for personer med sindslidelser

Vejledning nr. 89 af 24. juni 1997 om opholdsbetaling for personer, der er fyldt 18 år med svære psykiske eller sociale vanskeligheder, herunder stofmisbrugere

I. Generel del

Afsnit A Rammerne for indsatsen