Legislator Case Law & Legislation
C19980004209 DK

Cirkulære om lov nr. 1098 af 29. december 1997 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove (Ændret klagestruktur m.v.) og om sagsbehandling (Til de statslige told- og skattemyndigheder)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Cirkulære (2 sp) 1998 42 Historic

Bilag

Oversigt over de typer af afgørelser, der træffes af told- og skatteregioner i 1. instans, og som kan påklages til Landsskatteretten - opgjort pr. 1. marts 1998

Lov om afgift af affald og råstoffer

Spørgsmål om afgiftspligt efter kapitel 1 og 2.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter § 1, stk. 2, § 2, stk. 2, og § 5.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 6 og 7.

Spørgsmål om den afgiftspligtige vægt efter §§ 10 og 12.

Spørgsmål om virksomheders registreringspligt efter kapitel 2.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 21.

Lov om afgift ved overdragelse af aktier m.v. (aktieafgiftsloven)

Spørgsmål om opgørelse, anmeldelse eller afgiftsberegning efter § 8, stk. 1 og 2.

Lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v.

Spørgsmål om afgiftspligtens omfang.

Spørgsmål om, hvilket beløb afgiften skal beregnes af.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 9, stk. 2.

Lov om arbejdsmarkedsfonde

Spørgsmål om bidragspligt efter § 7.

Spørgsmål om bidragsgrundlag efter §§ 8-10.

Spørgsmål om indeholdelsespligt.

Lov om afgift af bekæmpelsesmidler

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om den afgiftspligtige værdi, herunder den af de statslige told og skattemyndigheder fastsatte værdi efter § 8, stk. 1.

Spørgsmål om opgørelsen af den afgiftspligtige omsætning.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 1416.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 22, stk. 2.

Lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven)

Spørgsmål om ændret gaveafgiftsberegning efter § 35.

Lov om afgift af visse chlorfluorcarboner og haloner (CFCafgift)

Spørgsmål om afgiftspligt.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige vægt.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsgodtgørelse efter § 7.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 13, stk. 2.

Lov om afgift af chokolade og sukkervarer m.m.

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om den afgiftspligtige vægt, jf. § 2, stk. 2, og §§ 68.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsgodtgørelser og afgiftsfritagelser efter § 9, § 11, § 20, § 21 og § 22, stk. 8.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 18.

Spørgsmål om fastsættelse af vægten af en vares dækningsafgiftspligtige bestanddele efter § 22.

Lov om afgift af visse detailsalgspakninger og visse poser af papir eller plast m.v.

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsgodtgørelser og afgiftsfritagelser efter §§ 6 og 8.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 14.

Lov om afgift af elektricitet

Spørgsmål om afgiftspligtens omfang, jf. §§ 1 og 2.

Spørgsmål om opgørelsen af den afgiftspligtige mængde efter §§ 5 og 6.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsgodtgørelser og afgiftsfritagelser efter §§ 11 og 11 b.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 14, stk. 2.

Lov om afgift af visse flyrejser

Spørgsmål om, hvilket antal passagerer afgiften skal svares af.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelsen efter § 2, stk. 3.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 8, stk. 2.

Lov om forskellige forbrugsafgifter

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om den afgiftspligtige vægt efter §§ 11 og 11 a.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsgodtgørelser og afgiftsfritagelser efter § 24.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 18.

Lov om afgift af naturgas og bygas

Spørgsmål om afgiftspligt.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter § 8, stk. 1 og 2, § 9, stk. 1, § 10 og § 13, stk. 2.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 18, stk. 2.

Lov om opkrævning af indkomstskat for personer m.v. (kildeskat)

Spørgsmål om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven.

Lov om afgift af konsumis

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser efter § 1, stk. 5 og 6.

Spørgsmål om opgørelsen af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 8.

Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 7 og 8.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 10, stk. 6, og § 16, stk. 2.

Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsgodtgørelser og afgiftsfritagelser efter §§ 79.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 13, stk. 3, og § 19, stk. 2.

Lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven)

Spørgsmål om afgiftsberegning efter § 14 D.

Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer

Spørgsmål om afgiftspligtens omfang.

Spørgsmål om, hvilket beløb afgiften skal beregnes af.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 10, stk. 2.

Lov om afgift af lønsum m.v.

Spørgsmål om afgrænsningen af afgiftspligtige virksomheder efter § 1, § 2, stk. 3, og § 2 a.

Spørgsmål om afgiftsgrundlaget efter § 4.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 11, stk. 2.

Lov om visse miljøafgifter

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om, hvad der skal medregnes i den afgiftspligtige omsætning efter § 5.

Spørgsmål om den afgiftspligtige værdi.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter § 2, § 6, 3. og 4. pkt., § 9 og § 14, stk. 1.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 16, stk. 1.

Lov om afgift af mineralvand

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 8, 9 og 11.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 17, stk. 2.

Momsloven

Spørgsmål om afgrænsning af afgiftspligtige personer efter kapitel 2.

Spørgsmål om, hvorvidt der foreligger afgiftspligtige transaktioner efter kapitel 3.

Spørgsmål om, hvorvidt stedet for afgiftspligtige transaktioner er her i landet efter kapitel 4.

Spørgsmål om afgiftsgrundlaget efter kapitel 6.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser efter kapitel 8.

Spørgsmål om fradrag efter kapitel 9.

Spørgsmål om, hvorvidt forudsætningerne er opfyldt for at anvende de særlige bestemmelser for brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter efter kapitel 17.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 77, stk. 2.

Lov om afgift af hermetisk forseglede nikkel cadmiumakkumulatorer (lukkede nikkel- cadmiumbatterier)

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om det afgiftspligtige antal.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 8, 9, 10 og 19, stk. 6.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 16, stk. 2.

Lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om opgørelsen af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter § 9, § 10, stk. 1, § 11 og § 13, stk. 4.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 20, stk. 2 og 3, og § 29, stk. 1.

Lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om, hvilken vægt afgiften skal beregnes af.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 7, 8, 9 og 18, stk. 6.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 15, stk. 2.

Lov om beskatning af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven)

Spørgsmål om afgiftsberegning efter § 39, stk. 1 og 2.

Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

Spørgsmål om, hvorvidt et køretøj er afgiftspligtigt efter § 1, stk. 2.

Spørgsmål om omfanget af en afgiftsfritagelse efter §§ 2 og 3, stk. 15.

Spørgsmål om afgiftens beregning efter §§ 46.

Spørgsmål om den afgiftspligtige værdi efter § 8.

Skattestyrelsesloven

Spørgsmål om skatteansættelse af indkomst efter § 12 A, jf. § 38, stk. 2, § 14, stk. 4, og § 19, stk. 1.

Spørgsmål om efterprøvelse af passivposter efter § 14, stk. 4, og § 19, stk. 1.

Spørgsmål om beregning af passivposter efter § 14, stk. 4, og § 19, stk. 1.

Spørgsmål om vurdering af fast ejendom efter § 19, stk. 1, jf. § 17, stk. 3, 1. pkt.

Spørgsmål om bindende forhåndsbesked efter § 20 A, jf. § 17, stk. 3, 2. pkt., og § 20 C, stk. 1.

Spørgsmål, der efter anden lovgivning kan påklages til Landsskatteretten.

Lov om afgift af spildevand

Spørgsmål om afgiftspligt.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om, hvilken type renseanlæg der foreligger efter § 8, stk. 2.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 9, 10 og 11.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 16, stk. 2.

Lov om afgift af spillekasinoer

Spørgsmål om, hvilket beløb afgiften skal beregnes af.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 6, stk. 2.

Lov om afgift af spiritus m.m.

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter §§ 1014.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 15 og 16.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 24, stk. 2, og § 36, stk. 2.

Lov om afgift af svovl

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om opgørelse af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 8 og 9.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 15, stk. 2 og 3, § 18, stk. 7, og § 24, stk. 2.

Lov om tobaksafgifter

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om, hvilken afgiftsgruppe en vare henhører under.

Spørgsmål om en vares afgiftspligtige værdi.

Spørgsmål om antallet af stykker, der skal lægges til grund ved en vares afgiftsberigtigelse.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter § 29.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 17, stk. 2 og 3, § 30, stk. 2, og § 32, stk. 1.

Toldloven

Spørgsmål om fastlæggelse af told og afgifter.

Spørgsmål om varers tarifering og bindende tariferingsoplysninger.

Spørgsmål om varers oprindelse og bindende oprindelsesoplysninger.

Spørgsmål om varers toldværdi.

Spørgsmål om toldskylds opståen.

Spørgsmål om godtgørelse af og fritagelse for told og afgifter.

Lov om afgift af ledningsført vand

Spørgsmål om afgiftspligt.

Spørgsmål om opgørelsen af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om antallet af de i § 7, stk. 4, nævnte boligenheder.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsgodtgørelse og afgiftsfritagelse efter §§ 9 og 10.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 15, stk. 2.

Lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m.

Spørgsmål om varers afgiftspligt.

Spørgsmål om afgiftslettelse for øl efter § 2.

Spørgsmål om opgørelsen af den afgiftspligtige mængde.

Spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og afgiftsgodtgørelser efter §§ 11 og 12.

Spørgsmål om skønsmæssig ansættelse efter § 20, stk. 2 og 3, og § 31, stk. 1.

Spørgsmål om, hvorvidt betegnelser, etiketter, reklamer og lign. er i overensstemmelse med bestemmelserne i § 33, stk. 3.

Cirkulære (2 sp) 1998 42 Historic

Cirkulære om lov nr. 1098 af 29. december 1997 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove (Ændret klagestruktur m.v.) og om sagsbehandling (Til de statslige told- og skattemyndigheder)

Ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove (Ændret klagestruktur m.v.) er klagestrukturen vedrørende afgørelser truffet i første instans af told- og skatteregioner på skatte-, told- og afgiftsområdet harmoniseret.

Herefter påklages førsteinstansafgørelser inden for nærmere angivne sagskategorier til Landskatteretten, mens øvrige afgørelser truffet af disse myndigheder påklages til Told- og Skattestyrelsen. Samtidig nedlægges Momsnævnet, Motornævnet og Ankenævnet for Bidrag til Arbejdsmarkedsfondene.

I forbindelse med den ændrede klagestruktur er den gældende ordning med omkostningsdækning samt syn og skøn i Landsskatteretssager overført til de nye sagsområder, der er inddraget under Landsskatterettens kompetence.

I øvrigt er det bestemt, at der fremover altid skal betales en afgift for klage til Landsskatteretten.

Hvor i det følgende andet ikke er nævnt, er paragrafhenvisningerne til skattestyrelsesloven. Henvisninger til »sagsudlægningsbekendtgørelsen« er henvisninger til bekendtgørelse nr. 196 af 26. marts 1998. Henvisninger til »EF's toldkodeks« er henvisninger til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om en EF-toldkodeks. Betegnelsen »told- og skatteregion« anvendes som samlebetegnelse for såvel told- og skatteregioner som toldcentre.

Indholdsfortegnelse

1. Lov nr. 1098 af 29/12 1997

1.1. Sagstyper, der er omfattet af loven

1.2. Klageadgang

1.3. Domstolsprøvelse

1.4. Syn og skøn

1.5. Omkostningsdækning

1.6. Henstand i forbindelse med klage

2. Krav til sagsbehandlingen i første instans

2.1. Vejledning

2.2. Repræsentation

2.3. Sagsfremstilling

2.4. Aktindsigt

2.5. Høring

2.6. Begrundelse

2.7. Meddelelse om afgørelsen

2.8. Klagevejledning

2.9. Sagsbehandling, når klage er indgivet

3. Ikrafttræden mv. af lov nr. 1098 af 29/12 1997

3.1. Ikrafttræden

3.2. Overgangsbestemmelser

4. Ikrafttræden af cirkulæret

4.1. Ikrafttræden

1. Lov nr. 1098 af 29/12 1997

1.1. Sagstyper, der er omfattet af loven: Loven regulerer adgangen til at klage over visse forvaltningsafgørelser.

En forvaltningsafgørelse er i denne sammenhæng som udgangspunkt en forvaltningsmyndigheds meddelelse til en borger om, hvad der er eller skal være ret vedrørende netop den pågældende borger. I modsætning hertil står bl.a. en forvaltningsmyndigheds vejledning i form af besvarelse af spørgsmål eller faktisk forvaltningsvirksomhed i øvrigt. Heller ikke en såkaldt »efterangivelse«, der umiddelbart tiltrædes af virksomheden, anses i denne sammenhæng for en forvaltningsafgørelse.

De afgørelsestyper, der omfattes af de nye regler om klage til Landsskatteretten, er som udgangspunkt afgørelser af spørgsmål om AM-bidrag, told, moms og afgifter i øvrigt. Afgørelser af spørgsmål om AM-bidrag, told, moms og afgifter i øvrigt kan således fremover opdeles i følgende to grupper, når afgørelsen i første instans træffes af en told- og skatteregion

1) Afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten.

2) Afgørelser, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten, kan ikke påklages til Told- og Skattestyrelsen.

I loven er i øvrigt omtalt klageadgang til Landsskatteretten i følgende »skatte«- og ejendomsvurderingssager, hvoraf nogle også hidtil har kunnet påklages til Landsskatteretten

1) Spørgsmål om gaveafgiftsberegning.

2) Spørgsmål om ejendomsvurdering.

3) Spørgsmål om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven eller arbejdsmarkedsfondsloven.

4) Spørgsmål om afgiftsberegning efter ligningsloven ved visse frigivelser af indskud i Grundejernes Investeringsfond.

5) Spørgsmål om afgiftsberegning efter pensionsbeskatningsloven ved visse frigivelser af indskud i pensionsordninger.

Som bilag til dette cirkulære er medtaget en oversigt over de typer af afgørelser, der træffes af told- og skatteregioner i første instans, og som kan påklages til Landsskatteretten. Andre afgørelser truffet af en told- og skatteregion i første instans påklages til Told- og Skattestyrelsen.

1.2. Klageadgang: Ved klage til Landsskatteretten finder reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3 om klage til Landsskatteretten anvendelse, det vil sige §§ 23-30. Forretningsordenen for Landsskatteretten er fastsat i bekendtgørelse nr. 185 af 23. marts 1998.

Herefter afgør Landsskatteretten spørgsmål om såvel formelle som materielle mangler ved afgørelsen.

En klage til Landsskatteretten skal være Landsskatteretten i hænde senest tre måneder efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over. Landsskatteretten kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Klagen skal være skriftlig. Det skal af klagen fremgå, på hvilke punkter den påklagede afgørelse anses for urigtig og begrundelsen herfor Med klagen skal i original eller kopi indsendes

- Den afgørelse, der klages over.

- Den sagsfremstilling, der har ligget til grund for afgørelsen og som er tilsendt klageren, jf. nedenfor under punkt 2.3.

- Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som bevis.

Fremover skal der betales en klageafgift for enhver klage til Landsskatteretten. Afgiftens størrelse reguleres årligt. Afgiften er på 600 kr. i 1998. Landsskatteretten påbegynder ikke behandlingen af klagen, før afgiften er betalt. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen, enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet. Afgiften tilbagebetales dog ikke, hvis Landsskatteretten afviser at behandle klagen, hvis klageren trækker klagen tilbage, eller hvis klageren efter § 31, stk. 2 indbringer spørgsmålet for domstolene, før Landskatteretten har færdigbehandlet klagen.

Under Landsskatterettens behandling af klagen har klageren ret til at udtale sig mundtligt overfor repræsentanter for Landsskatteretten (»kontormøde«). Landskatteretten kan indbyde den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, eller Told- og Skattestyrelsen til at deltage i mødet.

Landsskatteretten afgør, om der skal afholdes et egentligt retsmøde i sagen. Såvel klageren som Told- og Skattestyrelsen kan anmode om et retsmøde. Landsskatteretten kan afvise at efterkomme en sådan anmodning, hvis det efter forholdene må anses for åbenbart overflødigt.

I sager om skatteansættelse eller ejendomsvurdering kan Landsskatteretten beslutte af egen drift at påkende ansættelsen eller vurderingen i sin helhed, og ikke kun den påklagede del.

Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en afgørelse truffet af Landsskatteretten. Dette kræver dog, at der forelægges Landsskatteretten oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere. Landsskatteretten kan i øvrigt imødekomme en genoptagelsesanmodning, hvis Landsskatteretten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Sager, der kan påklages til Landsskatteretten, kan ikke påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Ved klage til Told- og Skattestyrelsen anvendes reglerne i sagsudlægningsbekendtgørelsen.

En klage til Told- og Skattestyrelsen bør, for at fremskynde behandlingen af klagen, indgives til den told- og skatteregion, der har truffet den afgørelse, der klages over. Klagen skal være modtaget i regionen eller Told- og Skattestyrelsen senest 3 måneder efter, at klageren har modtaget den afgørelse, der klages over.

Når told- og skatteregionen har modtaget klagen, udarbejder den en sagsfremstilling over afgørelsen, jf. nedenfor under punkt 2.3. og 2.5., og sender denne tilligemed klagen til Told- og Skattestyrelsen.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse af klagen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

1.3. Domstolsprøvelse: Landsskatterettens og Told- og Skattestyrelsens afgørelser af klager kan inden for 3 måneder indbringes for domstolene, jf. § 31. Det samme gælder afgørelser af klager, truffet af en told- og skatteregion som endelig administrativ instans efter § 12 i sagsudlægningsbekendtgørelsen.

I alle tre situationer er det en forudsætning for domstolsprøvelse, at spørgsmålet har været prøvet igennem det administrative klagesystem, før spørgsmålet indbringes for domstolene, således at domstolene dels får det bedst mulige afgørelsesgrundlag, dels ikke belastes med unødige sager. En klager behøver dog ikke vente mere end 6 måneder på, at den endelige administrative instans afgør klagen, før indbringelse af spørgsmålet for domstolene.

Søgsmålsfristen for domstolsprøvelse er 3 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor den endelige administrativ instans enten har afgjort klagen eller afvist at behandle denne.

1.4. Syn og skøn: Efter § 343 i lov om rettens pleje (retsplejeloven) kan retten (dvs. domstolene) tillade, at der optages bevis, herunder syn og skøn, selv om dette ikke sker til brug for en verserende retssag. Udgifterne til bevisoptagelsen afholdes af den, der ønsker beviset optaget, og retten kan pålægge den pågældende at betale sagsomkostninger til en eventuel modpart.

Efter § 30 i skattestyrelsesloven finder § 343 i retsplejeloven tilsvarende anvendelse i Landsskatteretssager, bortset fra sager om efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a og sager om vurdering af fast ejendom.

Landsskatteretten kan fastsætte en frist, indenfor hvilken klageren eller de statslige told- og skattemyndigheder skal tage stilling til, om der ønskes foretaget syn og skøn. Efter fristens udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om foretagelse af syn og skøn, det vil sige at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at afvente en eventuel skønserklæring.

Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af skønserklæringen har meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes.

1.5. Omkostningsdækning: Efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven yder det offentlige et tilskud til delvis dækning af udgifter, en borger har afholdt til sagkyndig bistand mv. i en sag, der påklages til Landsskatteretten, eller ved domstolsprøvelse af en sag, der kan påklages til Landsskatteretten.

Der ydes ikke tilskud til udgifter ved at klage til Told- og Skattestyrelsen.

Tilskuddet er skattefrit. Skattefritagelsen modsvares af, at de udgifter, hvortil der kan ydes tilskud, ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. § 7 Q i ligningsloven.

De udgifter, der ydes tilskud til, er nærmere beskrevet i § 33 B. Der ydes f.eks. ikke tilskud til den afgift, der skal betales for at klage til Landsskatteretten.

Tilskuddet udgør for fysiske personer og dødsboer 38 pct. af de tilskudsberettigede udgifter, og 34 pct. for andre. Udgifter afholdt til syn og skøn kan efter Landsskatterettens bestemmelse dækkes med 100 pct., når afholdelse af syn og skøn har tilført sagen eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde.

Tilskud ydes kun til udgifter, der er betalt, men uanset om der er tale om en a'contobetaling eller en endelig betaling. Tilskuddet udbetales til den skattepligtige eller den, som den skattepligtige har givet en særlig fuldmagt til på sine vegne at modtage tilskuddet.

Krav på tilskud kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Tilskuddet kan heller ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning eller modregning.

Anmodning om tilskud indgives til told- og skatteregionen på en dertil udfærdiget blanket.

1.6. Henstand i forbindelse med klage: Som hidtil kan der efter ansøgning gives henstand med betaling af den del af en skat eller en afgift, som en klage over opgørelsen af kravet vedrører. Hjemlen hertil er nu som udgangspunkt samlet i § 38, stk. 2 i skattestyrelsesloven, jf. kapitel 4 i sagsudlægningsbekendtgørelsen, men kriterierne for at give henstand i forbindelse med en sådan klage er i øvrigt ikke ændret.

For afgørelser efter toldlovgivningen gælder dog artikel 244 i EF's toldkodeks.

En anmodning om henstand skal normalt imødekommes.

Henstand skal betinges af, at henstandsbeløbet forrentes med rentesatsen efter den pågældende lov fra de i samme lov definerede forfaldstidspunkter. Henstanden omfatter også denne rente samt eventuelt allerede påløbne renter.

Hvis der ønskes adgang til at foretage modregning med andet end konnekse krav, skal der tages et forbehold herom i henstandsbevilingen.

I særlige tilfælde kan en henstandsbevilling gøres betinget af, at der stilles sikkerhed for kravet, f.eks. hvis det skønnes, at muligheden for at inddrive kravet vil blive vanskeliggjort, hvis der gives henstand.

Henstand gives for et tidsrum på ikke over fire år. Henstanden kan efter ny anmodning forlænges. Henstand kan betinges af, at henstanden bortfalder efter forudgående varsel, hvis der indtræder en situation, hvor muligheden for at inddrive kravet vanskeliggøres på grund af den meddelte henstand.

2. Krav til sagsbehandlingen i første instans

De almindelige krav i forvaltningsloven til forvaltningsmyndigheders sagsbehandling finder anvendelse. Herudover kan der enten i den enkelte lov eller administrativt være fastsat særlige sagsbehandlingkrav for såvel afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten, som afgørelser, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. For afgørelser efter toldlovgivningen finder sagsbehandlingsreglerne i EF's toldkodeks tillige anvendelse for så vidt der ikke efter anden dansk ret stilles strengere sagsbehandlingskrav, medmindre disse krav klart strider mod toldkodeksen.

2.1. Vejledning: Efter § 7 i forvaltningsloven har forvaltningsmyndigheder pligt til at yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål indenfor myndighedens sagsområde. Bestemmelsen omfatter også juridiske personer.

Vejledningspligten indebærer bl.a., at der i konkrete sager skal vejledes om, hvilke retsregler, der finder anvendelse, og reglernes betydning for sagens parter, samt om hvilke oplysninger, der skal tilvejebringes som led i sagens behandling. Dette indebærer bl.a., at en region skal vejlede en part med hensyn til at uddybe eller præcisere eventuelle indsigelser, eller i øvrigt vejlede borgerne om udfyldelse af blanketter eller lignende på myndighedens område.

Vejledningspligten omfatter imidlertid ikke en pligt til at besvare spørgsmål, der er generelle eller ikke identificerer spørgeren eller implicerede skatte- eller afgiftssubjekter.

Denne almindelige vejledningspligt suppleres af reglerne i § 25 og § 26 i forvaltningsloven om klagevejledning, jf. nedenfor under punkt 2.8.

På toldområdet gælder tillige artikel 6 og 11 i EF's toldkodeks.

2.2. Repræsentation: Efter § 8 i forvaltningsloven kan den, der er part i en afgørelsessag, som udgangspunkt på ethvert tidspunkt under sagens behandling vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse, f.eks. en straffesag.

Der er ikke regler for, hvem der kan repræsentere eller bistå en part, men det må for så vidt angår repræsentation antages, at en repræsentation kun kan foretages af en person, der er myndig, dvs. mindst 18 år gammel.

Forvaltningsmyndigheden afgør, om den, der optræder som partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den pågældende repræsenterer parten. Advokater og revisorer er typiske partsrepræsentanter, hvorfor der normalt ikke kræves dokumentation for fuldmagtsforhold fra disse. Bortset fra sådanne tilfælde vil det, bl.a. under hensyntagen til tavshedspligtsreglerne, normalt være nødvendigt at andre, der optræder som partsrepræsentant, fremlægger en skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet.

På toldområdet gælder tillige artikel 5 i EF's toldkodeks.

2.3. Sagsfremstilling: I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der laves en sagsfremstilling, før der træffes afgørelse i sagen. I sager, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal der først laves en sagsfremstilling, når der er modtaget en klage over afgørelsen.

Formålet med udarbejdelse af en sagsfremstilling er at give en samlet fremstilling af sagen og dermed sikre, at afgørelsen træffes på et korrekt grundlag.

Nedenfor omtales kravene til en sagsfremstilling med udgangspunkt i sager, der kan påklages til Landsskatteretten. Disse krav finder tilsvarende anvendelse på sager, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, med de modifikationer der følger af, at sagsfremstillingen i disse sager først skal udarbejdes efter at der er klaget, og dermed efter at afgørelsen er truffet. Endvidere henvises til de overgangsregler, der er omtalt nedenfor under punkt 3.2.

Sagsfremstillingen skal altid sendes til udtalelse hos sagens parter. I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der ved høring over sagsfremstillingen tillige fremsendes en tilkendegivelse af, hvilken afgørelse de foreliggende oplysninger efter myndighedens opfattelse giver grundlag for.

Sagsfremstillingen skal være et redigeret dokument. Oplysninger, der fremkommer under sagens behandling, skal indarbejdes under det eller de relevante afsnit i sagsfremstillingen. Kommer en part i sagen med relevante indsigelser eller bemærkninger til det tilsendte, skal de indarbejdes i sagsfremstillingen.

Sagsfremstillingen skal give en samlet og sammenhængende fremstilling af sagen, således at både sagens parter og andre myndigheder kan forstå sagen uden at få tilført yderligere information.

Den endelige sagsfremstilling skal sendes til sagens parter. I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der tillige sendes en særskilt meddelelse om sagens afgørelse.

En sagsfremstilling skal indeholde følgende afsnit

- Indledning og identifikationsoplysninger.

- Hvilken afgørelse, de foreliggende oplysninger giver grundlag for.

- Sagens faktiske forhold.

- Begrundelsen for afgørelsen.

- Partens opfattelse og begrundelsen herfor.

Herudover skal myndighedens afgørelse af sagen indarbejdes i sagsfremstillingen.

Sagsfremstillingens omfang skal i øvrigt afpasses efter sagens karakter.

Indledning og identifikationsoplysninger : Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse af, hvem og hvad sagen vedrører. I afsnittet skal såvel sagens parter som det eller de problemer, sagen vedrører, identificeres.

Hvilken afgørelse, de foreliggende oplysninger giver grundlag for : Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse af, hvilken afgørelse de oplysninger, der foreligger i sagen og som er gengivet i sagsfremstillingen, efter myndighedens opfattelse giver grundlag for. Det vil ofte være hensigtsmæssigt, at der i beskrivelsen indgår en talmæssig opgørelse.

Sagens faktiske forhold : Dette afsnit skal indeholde en beskrivelse af de faktiske oplysninger, der har betydning for sagens afgørelse, herunder for forståelsen af sagen. Også en parts relevante oplysninger om faktum skal indarbejdes heri. Hvis der er uenighed mellem myndigheden og en part om de faktiske forhold, der skal indgå i grundlaget for afgørelsen, skal begge opfattelser af faktum fremgå af sagsfremstillingen med en angivelse af, hvem der står for de forskellige opfattelser.

Begrundelsen for afgørelsen : Begrundelsen for afgørelsen skal opfylde de begrundelseskrav, der er omtalt nedenfor under punkt 2.6.

Partens opfattelse og begrundelse herfor: Partens relevante tilkendegivelser og begrundelser skal indarbejdes i sagsfremstillingen. Fremstillingen heraf skal være loyal, neutral og forståelig. Se tillige om vejledningspligten ovenfor under punkt 2.1.

Når høring af sagens parter er afsluttet, og myndigheden har truffet afgørelse i sagen, afsluttes sagsfremstillingen med et afsnit herom, så det af sagsfremstillingen fremgår, hvorledes sagen er afsluttet. I sager, hvor der ikke er afgivet udtalelse, kan indholdet af dette afsnit begrænses til en oplysning om, at der er truffet afgørelse i overensstemmelse med det i høringen af sagens parter tilkendegivne.

Herudover skal sagens parter have en særskilt og begrundet underretning om sagens afgørelse.

EF's toldkodeks indeholder ikke særlige regler om udarbejdelse af sagsfremstillinger, men se om høring nedenfor under punkt 2.5., sidste afsnit.

2.4. Aktindsigt - Kontradiktion: Efter kapitel 4 i forvaltningsloven har parter i en afgørelsessag en særlig udvidet adgang til at blive gjort bekendt med de oplysninger, der indgår i sagen, set i forhold til andre borgere. Denne udvidede adgang til oplysninger i sager om egne forhold har til formål at styrke partens muligheder for at varetage egne interesser under myndighedernes behandling af sagen.

Til disse regler om aktindsigt er i § 11 i forvaltningsloven knyttet en bestemmelse om, at hvis en part under sagens behandling udnytter sin ret til aktindsigt, skal myndigheden som udgangspunkt stille sagen i bero, indtil den pågældende har haft tid til at gøre sig bekendt med oplysningerne.

Berostillelse kan undlades, hvis en udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller hvis partens interesse i sagens udsættelse findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Myndigheden kan efter omstændighederne fastsætte en frist for afgivelse af en udtalelse.

Efter § 21 i forvaltningsloven kan en part ligeledes som udgangspunkt på et hvert tidspunkt forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.

Tilsvarende relger finder ikke i EF's toldkodeks, men artikel 15 indeholder regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger.

2.5. Høring: Efter §§ 19-20 i forvaltningsloven skal der under visse betingelser foretages høring af sagens parter. Formålet med høringsreglerne er primært at forebygge, at afgørelser træffes på et urigtigt grundlag.

Nedenfor omtales som udgangspunkt alene regler for høring over en sagsfremstilling. Disse regler finder anvendelse i såvel sager, der kan påklages til Landsskatteretten, som sager, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

I sager om bidragsfritagelse og bidragsbortfald efter § 7, stk. 4 og 5 i arbejdsmarkedsfondsloven skal der altid indhentes en udtalelse over spørgsmålet fra Den Sociale Sikringsstyrelse, før der træffes afgørelse i sagen.

2.5.1. Forinden der træffes en afgørelse i en sag, der kan påklages til Landsskatteretten, skal den under punkt 2.3. omtalte sagsfremstilling mv. fremsendes til sagens parter. Disse skal gives en frist på mindst 14 dage, regnet fra dagen for materialets fremsendelse, til at fremkomme med kommentarer til materialet, herunder til at anmode om et møde med myndigheden, inden der træffes afgørelse i sagen.

I sager, der påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal told- og skatteregionen ligeledes sende den sagsfremstilling, der udarbejdes, når regionen har modtaget klagen, til høring hos sagens parter, før sagsfremstillingen tilligemed klagen sendes til Told- og Skattestyrelsen.

2.5.2. Hvis der i sager, der kan påklages til Landsskatteretten, under høringen fremkommer nye oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og disse oplysninger er til ugunst for en part i sagen, skal en på baggrund heraf korrigeret sagsfremstilling mv. sendes til høring hos sagens parter, jf. ovenfor under punkt 2.5.1. De nye oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.

Det samme gælder, hvor der ikke er afgivet udtalelse under den første høring, men der efterfølgende er fremkommet nye oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og disse oplysninger er til ugunst for en part i sagen. De nye oplysninger skal i fornødent omfang identificeres i høringsskrivelsen.

Fornyet høring kan endvidere komme på tale, hvis myndigheden i væsentlig grad ændrer sin retlige vurdering i sagen ved at lægge vægt på andre faktiske omstændigheder end i den hidtil udsendte sagsfremstilling mv.

2.5.3. Indebærer gennemførelsen af en påtænkt afgørelse en skatte- eller afgiftsretlig stillingtagen til et retsforhold mellem en part i sagen og en tredjemand, og vil denne stillingtagen tillige kunne lægges til grund for en skatte- eller afgiftsretlig afgørelse vedrørende tredjemanden, kan tredjemanden høres over den påtænkte afgørelse. Høringen skal i givet fald foretages samtidig med og med samme svarfrist som høringen af den, som er part vedrørende den påtænkte afgørelse. Det skal påses, at fortrolige oplysninger ikke derved røbes for uvedkommende.

Foretages der høring af tredjemand, og er tredjemand ikke hjemmehørende i den told- og skatteregion, der påtænker at træffe afgørelsen, skal den told- og skatteregion, hvor tredjemand er hjemmehørende, tillige høres over den påtænkte afgørelse. Den hørte region skal orientere Landsskatteretten om høringen, hvis tredjemand på høringstidspunktet allerede har påklaget forholdet til Landsskatteretten.

EF's toldkodeks indeholder ikke særlige regler om høring, før der træffes afgørelse efter toldlovgivningen, men opmærksomheden skal henledes på artikel 220 om toldskyld, der forudsætter, at toldmyndigheden træffer en hurtig afgørelse. Bestemmelsen udelukker imidlertid ikke, at myndigheden søger en eventuel tvivl om grundlaget for afgørelsen afklaret ved høring af sagens parter, før afgørelsen træffes. Artikel 220 anses imidlertid for at stille snævre grænser for en eventuel høring.

2.6. Begrundelse: Efter § 22 i forvaltningsloven skal en skriftlig afgørelse, der ikke giver en part medhold fuldt ud, være ledsaget af en skriftlig begrundelse.

Baggrunden for begrundelseskravene er at give sagens parter et grundlag for at tage stilling til rigtigheden af afgørelsen.

Efter § 24 i forvaltningsloven skal begrundelsen oplyse, hvilke retsregler afgørelsen er truffet efter. Henvisningerne skal være præcise.

I det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal der tillige oplyses om de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Det er ikke tilstrækkeligt kun at henvise til den bestemmelse, der angiver hovedhensynene for skønnet. Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt - set fra partens synspunkt - taler for en gunstigere afgørelse. Der skal endvidere om nødvendigt henvises til praksis for administrationen af skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende praksis.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent kort oplyse om de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Oplysning herom bør eksempelvis gives i følgende tilfælde

- Sagens faktum er omtvistet eller uklart.

- Det ikke fremgår af sagsfremstillingen, hvilke af flere faktiske oplysninger, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

- Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i sagen.

Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske omstændigheder er, jo større er generelt behovet for at fremhæve de faktiske omstændigheder, der er tillagt vægt ved afgørelsen.

I begrundelsen skal der endvidere tages stilling til partens relevante synspunkter, hvis myndigheden ikke tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse heraf overfor parten.

Generelt kan begrundelsens indhold i øvrigt begrænses, i det omfang partens interesse i disse oplysninger til varetagelsen af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser.

Begrundelsen bør fremgå af selve afgørelsen, eventuelt ved en præcis henvisning til hvor begrundelsen kan findes, og begrundelsen skal samtidig fremgå af den sagsfremstilling mv., der følger med afgørelsen, jf. ovenfor under punkt 2.3.

På toldområdet gælder tillige artikel 6 i EF's toldkodeks.

2.7. Meddelelse af afgørelsen: Afgørelsen skal meddeles særskilt og skriftligt til sagens parter. Afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten, skal være ledsaget af den endelige sagsfremstilling. Hvis en part i sagen har ladet sig repræsentere af en anden, skal afgørelsen mv. tillige tilsendes denne.

En tredjemand, der er blevet varslet om en påtænkt afgørelse, jf. ovenfor under punkt 2.5.3., skal orienteres om den endelige afgørelse vedrørende »det fælles retsforhold«. Det samme gælder den anden told- og skatteregion, hvor tredjemand er hjemmehørende.

2.8. Klagevejledning: Efter §§ 25-26 i forvaltningsloven skal en forvaltningsafgørelse være ledsaget af en klagevejledning.

I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der vejledes om

- At Landsskatteretten er klageinstans.

- At klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over.

- At klagen skal være skriftlig og angive, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig samt en begrundelse herfor.

- At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til grund for afgørelsen og som er tilsendt klageren, og dokumenter, som klageren ønsker af anvende som bevis.

- At der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift til Landsskatteretten, herunder størrelsen af afgiften, samt at afgiften tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold af Landsskatteretten eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet.

- At det offentlige efter kapitel 3 A i skattestyrelsesloven efter anmodning yder et tilskud til delvis dækning af visse udgifter ved at klage til Landsskatteretten, og at tilskudsordningen ikke omfatter klageafgiften.

I sager, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal der vejledes om

- At Told- og Skattestyrelsen er klageinstans.

- At klagen, for at fremskynde klagens behandling, bør indgives til den told- og skatteregion, der har truffet den afgørelse, der klages over.

- At klagen skal være modtaget af told- og skatteregionen eller Told- og Skattestyrelsen senest 3 måneder efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over.

- At der med klagen i original eller kopi skal indsendes den afgørelse, der klages over, og dokumenter, som klageren ønsker af anvende som bevis.

I sager, hvor der ikke kan ske yderligere administrativ påklage, skal der vejledes om, at fristen for domstolsprøvelse er 3 måneder regnet fra afgørelsestidspunktet.

På toldområdet gælder tillige artikel 6 i EF's toldkodeks.

2.9. Sagsbehandling, når klage er indgivet: I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, vil Landsskatteretten underrette den told- og skatteregion, der har truffet den afgørelse, der klages over, om klagen og rekvirere det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen. Landsskatteretten kan endvidere anmode regionen om en udtalelse over klagen eller dele af klagen. Anmodningerne skal efterkommes inden for en måned fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen.

I særlige tilfælde kan Landsskatteretten anmode told- og skatteregionen om at udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling om klagens afgørelse. Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode regionen om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden myndighed, og indsende den således indhentede udtalelse til Landsskatteretten tilligemed regionens eventuelle bemærkninger til udtalelsen. Sådanne anmodninger skal efterkommes inden for tre måneder fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen.

I sager, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, bør klagen indgives til den told- og skatteregion, der har truffet den afgørelse, der klages over. Regionen skal herefter hurtigt udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring som anvist ovenfor under punkt 2.3. og 2.5. Finder told- og skatteregionen, at der på det nu foreliggende grundlag kan gives klageren fuldt medhold, kan regionen, hvis klageren er indforstået dermed, foretage en sådan ændring af afgørelsen uden at forelægge klagen for Told-og Skattestyrelsen. I andre tilfælde sendes sagsfremstillingen og det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, sammen med klagen til Told- og Skattestyrelsen.

3. Ikrafttræden mv. af lov nr. 1098 af 29/12 1997

3.1. Ikrafttræden: Loven træder som udgangspunkt i kraft den 1. april 1998. Skatteministeren fastsætter dog ikrafttrædelsestidspunktet for ændringerne af toldloven.

Reglerne om klage i lov nr. 1098 af 29. december 1997 finder som udgangspunkt anvendelse på afgørelser, der påklages den 1. april 1998 eller senere. Afgørelser, der påklages før den 1. april 1998, behandles efter de hidtidige regler. Afgørelser, der før den 1. april 1998 er påklaget til Told- og Skattestyrelsen i sager, hvor Told- og Skattestyrelsen efter de hidtidige regler er sidste administrative klageinstans, kan således ikke påklages til Landsskatteretten.

Reglerne om omkostningsdækning har virkning for udgifter, der er betalt den 1. april 1998 eller senere. Tilsvarende kan udgifter, hvortil der kan ydes omkostningsdækning, ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis udgiften er afholdt den 1. april 1998 eller senere.

3.2. Overgangsbestemmelser: Klager, der er indgivet før den 1. april 1998 til momsnævnet, jf. § 79 i merværdiafgiftsloven, motornævnet, jf. § 29 i registreringsafgiftsloven eller arbejdsmarkedsbidragsnævnet, jf. § 17 i arbejdsmarkedsfondsloven, overgår til behandling i Landsskatteretten den 1. april 1998, hvis høring af sagens parter ikke er tilendebragt den 1. april 1998. De øvrige sager, der er påklaget til et af disse nævn før den 1. april 1998, overgår til behandling af Landsskatteretten den 1. oktober 1998, hvis nævnet ikke inden den 1. oktober 1998 har afgjort klagen.

Afgørelser, der før den 1. april 1998 er påklaget til Told- og Skattestyrelsen eller Den Sociale Sikringsstyrelse i sager, hvor styrelsens afgørelse af klagen efter de hidtidige regler ville kunne viderepåklages til momsnævnet, motornævnet eller arbejdsmarkedsbidragsnævnet, kan påklages til Landsskatteretten inden for 3 måneder fra afgørelsens modtagelse.

I sager, hvor der er truffet afgørelse i første instans før den 1. april 1998, og hvor afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten fra og med den 1. april 1998, skal der først udarbejdes en sagsfremstiling som nævnt ovenfor under punkt 2.3., når meddelelse om klagen er modtaget fra Landsskatteretten inden for 3 måneder fra afgørelsens modtagelse

4. Ikrafttræden af cirkulæret

4.1. Ikrafttræden: Cirkulæret træder i kraft den 1. april 1998. For så vidt angår toldlovgivningen træder cirkulæret først i kraft samtidig med ikrafttræden af ændringen af toldloven ved lov nr. 1098 af 29. december 1997.

Skatteministeriet, den 25. marts 1998

Peter Loft

/ Claus Kargo

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →