Arbejds- og Socialministeriets vejledning om til- og afmelding af kontanthjælpsmodtagere på AF samt udveksling af informationer mellem AF og kommunerne (Til samtlige kommuner m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Bilag
ARBEJDSMARKEDSSTYRELSEN
Kontor for arbejdsmarkedsovervågning og analyser
Dato 2. marts 1998
J.nr. 97-25231-15
Sagsbeh. HSa
Dok. nykomin6.af
Særlige retningslinier for de kommuner, der indberetter ledige kontanthjælpsmodtagere til CRAM via AF.
Generelt er det besluttet, at indberetningen til CRAM i princippet ikke berøres af kommunernes tilmelding af kontanthjælpsmodtagere til AF,
men at den fortsat foretages som i dag efter aftale af enten kommunen eller AF.
Nedennævnte retningslinier gælder således alene for de kommuner, der indberetter ledige kontanthjælpsmodtagere til CRAM via AF.
1. Kommunernes underretning af AF om de aktiverede kontant-
hjælpsmodtagere
Da kommunernes tilmelding af kontanhjælpsmodtagere både gælder
ledige og aktiverede, vil det være nødvendigt for en korrekt indberetning
til CRAM (og dermed for en korrekt opgørelse af ledigheden) at kunne skelne klart mellem gruppen af ledige og gruppen af aktiverede kontanthjælpsmodtagere, der er tilmeldt og registreret hos AF.
Aktiverede kontanthjælpsmodtagere er i denne sammenhæng defineret
som kontanthjælpsmodtagere, der deltager i en af nedenstående ordninger
i mere end 18,5 time
* Jobtræning
* Individuel jobtræning
* Jobrotation
* Særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter
* Særligt tilrettelagte aktiverende forløb
* Frivillige og ulønnede aktiviteter
* Voksen- og efteruddannelse
* Forsøgsordninger
Denne opdeling skal allerede kunne foretages fra 1. april 1998, hvor den obligatoriske tilmelding af kontanthjælpsmodtagere til AF træder i kraft. Som led i indkøringen af ordningen skal AF derfor have en statusop-
gørelse over de kontanthjælpsmodtagere, der er aktiverede i kommunen
ved ordningens ikrafttræden (d. 1. april 1998).
Som følge heraf skal kommunens indberetning af aktiverede kontanthjælpsmodtagere til AF ske i to trin.
I første trin foretages en samlet statusopgørelse over aktiverede kontanthjælpsmodtagere, som kommunen ønsker tilmeldt AF. I andet trin underretter kommunerne løbende AF om de aktiverede kontanthjælpsmod-
tageres ledighedsstatus. I det følgende beskrives disse to trin nærmere.
Det skal understreges, at det forudsættes, at samtlige kontanthjælpsmodtagere, der tilmeldes AF enten ved personligt fremmøde eller på lister tilsendt af kommunerne fremover registreres i AF med følgende oplysninger
* Tilmeldingsdato
* Aktivering i mere eller mindre 18,5 time pr. uge
2. Statusopgørelse over aktiverede kontanthjælpsmodtagere, som ønskes tilmeldt AF.
De kommuner, der indberetter til CRAM via AF, skal sende en statusopgørelse over de kontanthjælpsmodtagere, der er i aktivering med følgende oplysninger
* CPR-nummer
* Kommune nummer
* Indberetningsdato
* Startdato for aktivering for kontanthjælpsmodtagere i aktivering
* Oplysning om hvorvidt den aktiverede kontanthjælpsmodtager er aktiveret mindre end 18,5 time ugentligt (Ja/Nej)
Denne statusopgørelse skal være Arbejdsmarkedsstyrelsen i hænde senest
d. 15. april 1998. Herefter vil oplysningerne blive registreret i AF's edb-system.
Der vil medio marts 1998 blive udsendt en nærmere vejledning, der i
detaljer redegør for kommunens muligheder for at indberette denne
statusopgørelse til AMS.
3. Løbende underretning af AF om de aktiverede kontanhjælpsmodtageres ledighedsstatus.
Følgende retningslinier vil gælde for henholdsvis kommunerne og AF i forbindelse med den løbende underretning af AF om de aktiverede kontanthjælpsmodtageres ledighedsstatus.
a) Kommunen skal foretage sig følgende
Kommunerne skal hver tirsdag sende blanketter med oplysninger om kontanthjælpsmodtagere, der har skiftet ledighedsstatus i den forløbne uge, til det AF-kontor, som kommunen har indgået et samarbejde med om registreringen af kontanthjælpsmodtagere.
Blanketten sendes til AF ved følgende hændelser
1) Kontanthjælpsmodtageren ændrer ledighedsstatus fra at være ledig kontanthjælpsmodtager til at være aktiveret kontanthjælpsmodtager. (Hændelseskode 1)
2) Kontanthjælpsmodtageren ændrer ledighedsstatus fra at være aktiveret kontanthjælpsmodtager til at være ledig kontanthjælpsmodtager. (Hændelseskode 2)
3) Hvis den aktiverede kontanthjælpsmodtager går fra at være aktiveret 18,5 time eller mere til at være aktiveret mindre end 18,5 time ugentligt - og omvendt. (Hændelseskode 3)
På blanketten skal følgende overordnede oplysninger om kontanthjælpsmodtagerne fremgå
* CPR-nummer
* Kommune nummer
* Indberetningsdato
Afhængig af hændelsestype skal kommunens indberetning også suppleres med oplysninger om
* Startdato for aktivering (angives i.f.m. hændelse nr. 1).
* Slutdato for aktivering (angives i.f.m. hændelse nr. 2).
* Ja/Nej for om kontanthjælpsmodtageren er aktiveret mindre
end 18,5 time ugentligt (angives i.f.m. hændelse nr. 1 og 3).
Blanket til brug for indberetningen er vedlagt som bilag til denne vejledning. (* 1)
b) AF skal foretage sig følgende
Ændringerne i kontanthjælpsmodtagernes ledighedsstatus opdateres i AF-Match senest onsdag eftermiddag, således at ændringerne kan indgå i det udtræk, som foretages fra AF-Match hver onsdag aften til brug for opdateringen af CRAM.
* I tilfælde af hændelseskode 1 registreres kode 21 (Kommunal aktivering) og startdato for aktiveringen i »Periodiske forhold« i skærmbillede A.25.10. i AF-Match. Endvidere registreres, om personen er aktiveret mere eller mindre end 18,5 time pr. uge.
Kontanthjælpsmodtagere i aktivering bliver således markeret i AF-Match med ledighedsstatus = »Passiv til rådighed«.
* I tilfælde af hændelseskode 2 opdateres kode 21 og slutdato for aktiviteten i »Periodiske forhold« i skærmbillede A.25.10 i AF-Match.
Kontanthjælpsmodtageren bliver således markeret i AF-Match med ledighedsstatus = »Aktiv«.
* I tilfælde af hændelseskode 3 ajourføres om kontanthjælpsmodtageren er aktiveret mindre end 18,5 time ugentligt, i skærmbillede A.25.10 i AF-Match.
I tilfælde af at kontanthjælpsmodtageren er markeret med et NEJ på blanketten registreres kontanthjælpsmodtageren i AF- Match med ledighedsstatus = »Passiv til rådighed«. I tilfælde af at kontanthjælpsmodtageren er markeret med et JA på blanketten registreres kontanthjælpsmodtageren i AF-Match med ledighedsstatus =»Aktiv«.
Arbejds- og Socialministeriets vejledning om til- og afmelding af kontanthjælpsmodtagere på AF samt udveksling af informationer mellem AF og kommunerne
(Til samtlige kommuner m.fl.)
Socialministeriet vedlægger vejledning om til- og afmelding af kontanthjælpsmodtagere på AF samt udveksling af informationer mellem AF og kommunerne. Som bilag vedlægges Arbejdsmarkedsstyrelsens særlige retningslinier for de kommuner, der indberetter ledige kontanthjælpsmodtagere til CRAM via AF samt en blanket til brug for kommunernes løbende underretning af AF om de aktiverede kontanthjælpsmodtageres ledighedsstatus.
Baggrunden for vejledningen er, at kommunerne fra den 1. april 1998 skal sørge for, at personer, der får kontanthjælp alene på grund af ledighed, bliver tilmeldt AF. Endvidere skal kommunerne sørge for, at kontanthjælpsmodtagere afmeldes AF, når kontanthjælpen ophører, eller når modtagerne af andre grunde ikke længere skal være tilmeldt AF.
De nye regler herom er indført ved lov nr. 1082 om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. samt lov nr. 1112 om ændring af bistandsloven og lov om aktiv socialpolitik - begge af 29. december 1997.
Vejledningen indeholder en beskrivelse af de administrative procedurer, der skal anvendes i forbindelse med tilmelding og afmelding af kontanthjælpsmodtagere til AF, samt den øvrige udveksling af informationer.
Vejledningen er udarbejdet af Arbejdsministeriet/Arbejdsmarkedsstyrelsen og Socialministeriet.
Arbejdsmarkedsstyrelsen udsender samtidig hermed vejledningen til AF.
Med venlig hilsen
Niels Bulow
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
ARBEJDSMINISTERIET
SOCIALMINISTERIET
Arbejds- og Socialministeriets vejledning om til- og afmelding af kontanthjælpsmodtagere på AF samt udveksling af informationer mellem AF og kommunerne
Indledning
Med lov nr. 1082 om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v og lov nr. 1112 om ændring af bistandsloven og lov om en aktiv socialpolitik - begge af 29. december 1997 er der indført nye regler om tilmelding af kontanthjælpsmodtagere til Arbejdsformidlingen (AF).
De nye regler betyder, at kommunerne fra den 1. april 1998 skal sørge for, at personer, der får kontanthjælp alene på grund af ledighed, bliver tilmeldt AF.
Ved reglernes ikrafttræden skal der for en række kommuners vedkommende gennemføres en ajourføring af bestanden af tilmeldte kontanthjælpsmodtagere på AF. Ajourføringen er beskrevet i Arbejdsmarkedsstyrelsens særlige retningslinier for indberetninger af kontanthjælpsmodtagere til CRAM.
Kommunerne skal endvidere sørge for, at kontanthjælpsmodtagere afmeldes AF, når kontanthjælpen ophører, eller når kontanthjælpsmodtagere af andre grunde ikke længere skal være tilmeldt AF.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, Arbejdsministeriet, Socialministeriet og Kommunernes Landsforening har udarbejdet nedenstående procedurer for til- og afmelding af kontanthjælpsmodtagere samt for udveksling af informationer mellem AF og kommunerne.
Størstedelen af procedurerne ligner de procedurer, Arbejdsformidlingen allerede anvender ved tilmelding af kontanthjælpsmodtagere. Procedurerne er baserede på manuelle indtastninger og papirbaseret informationsudveksling. Målet er, at procedurerne hurtigst muligt erstattes af procedurer, der er baserede på, at der kommunikeres elektronisk mellem AF og kommunerne.
1. Målgruppe
De kontanthjælpsmodtagere, der skal tilmeldes AF kan opdeles i 2 grupper
a) Ledige kontanthjælpsmodtagere, der opfylder alle ILO's 3 kriterier for ledighed
1. personen er ikke i beskæftigelse,
2. personen er til rådighed for beskæftigelse og
3. personen søger aktivt beskæftigelse.
Denne gruppe svarer til kontanthjælpsmodtagere, der i dag indberettes til CRAM.
b) Aktiverede kontanthjælpsmodtagere, som ville opfylde ILO-kriterierne, hvis de ikke var under aktivering.
Aktiverede kontanthjælpsmodtagere er kontanthjælpsmodtagere, der deltager i en af følgende aktiviteter
- Jobtræning,
- Individuel jobtræning,
- Jobrotation,
- Særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter,
- Særligt tilrettelagte aktiverende forløb,
- Frivillige og ulønnede aktiviteter,
- Voksen- og efteruddannelse,
- Forsøgsordninger.
Aktiverede kontanthjælpsmodtagere skal som hovedregel ikke indberettes som ledige til CRAM.
AF kan kontakte kommunen for at få nærmere oplysninger om baggrunden for kommunens anmodning om tilmelding.
2. Procedurer der anvendes fra 1. april 1998.
2.1. Tilmelding og afmelding
Kommunerne anmoder kontanthjælpsmodtagere, der opfylder betingelserne, om at henvende sig på AF og blive tilmeldt.
Erfaringsmæssigt er det ikke alle ledige, som kommunerne anmoder om at tilmelde sig AF, der gør det. AF sender derfor med faste intervaller lister til kommunerne over kontanthjælpsmodtagere, der har tilmeldt sig AF og tilsvarende lister over kontanthjælpsmodtagere, der er blevet afmeldt. Listerne vil automatisk blive dannet og lagt i printkøen på AF-Match.
På baggrund af listerne fra AF skal kommunen foretage opfølgning i forhold til ledige, der på trods af kommunens anmodning har undladt at tilmelde sig.
Ved den lediges fremmøde på AF tilmelder AF under alle omstændigheder den ledige. Hvis AF finder anledning til det, kan AF skriftligt eller telefonisk anmode kommunen om en nærmere begrundelse for tilmeldingen.
Hvis kontanthjælpsmodtageren er under aktivering, registrerer AF dette, samt hvilken dato aktiveringen er påbegyndt. AF registrerer endvidere, om kontanthjælpsmodtageren er aktiveret i mindre end 18,5 time om ugen af hensyn til registreringen af ledige kontanthjælpsmodtagere i CRAM. Det forudsættes, at kommunen forud for tilmeldingen har gjort den ledige bekendt med disse oplysninger.
Ved tilmeldingen får den ledige udleveret et kontaktkort med en kontaktdato. Den ledige skal kontakte AF på den anførte kontaktdato. Undlader den ledige kontakten, afmeldes den ledige automatisk. Den ledige og kommunen orienteres skriftligt om afmeldingen.
Den ledige skal selv meddele AF, at vedkommende skal afmeldes, hvis vedkommende får arbejde eller bliver syg i mere end 14 dage eller af andre årsager ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. AF orienterer skriftligt kommunen om kontanthjælpsmodtagere, der er afmeldt på anmodning fra den ledige.
AF afmelder ledige, der ved en formidling ansættes i fuldtidsbeskæftigelse af mere end 14 dages varighed. Den ledige og kommunen underrettes skriftligt om afmeldingen.
AF afmelder endvidere ledige, der ikke møder til en grundregistreringssamtale. Den ledige og kommunen orienteres skriftligt om afmeldingen.
Kommunerne sørger løbende for - mindst 1 gang om ugen -, at AF underrettes om ledige, som kommunen bliver bekendt med, ikke længere opfylder betingelserne for at skulle være tilmeldt AF. Det kan eksempelvis dreje sig om kontanthjælpsmodtagere, der har fået ustøttet arbejde, er påbegyndt en ordinær uddannelse, er overgået til anden offentlig forsørgelse, som f.eks. børnepasningsorlov eller ikke har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet p.g.a. sygdom, børnepasningsproblemer m.v..
2.2. Grundregistrering
Ved den lediges fremmøde på AF eller snarest derefter grundregistrerer AF den ledige.
2.3 Indberetninger fra AF til kommunerne (svarer til de gældende procedurer)
2.3.1. Indberetning ved møder og samtaler
AF indberetter skriftligt dagligt til kommunerne ledige, der udebliver fra møder og samtaler på AF, som AF har indkaldt den ledige til.
2.3.2. Indberetning ved formidling
AF indberetter skriftligt dagligt til kommunerne ledige, der
1 - er henvist til en samtale med en arbejdsgiver,
2 - er blevet ansat i et formidlet arbejde,
3 - ikke mødt til en samtale på AF om et konkret job,
4 - ikke er mødt til ansættelsessamtale / ikke har kontaktet arbejdsgiveren eller
5 - har afslået et konkret job.
Endelig indberetter AF skriftligt til kommunerne, hvis AF har annulleret en formidling, som AF tidligere har indberettet til kommunen.
2.4.Underretninger fra kommunen til AF
2.4.1. Underretning om formidlinger
Kommuner, der i henhold til § 4 stk. 2 og 3 i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats formidler arbejde til kontanthjælpsmodtagere, skal skriftligt underrette AF om ledige, der jf. § 26 i bekendtgørelsen er henvist til samtale med en arbejdsgiver.
Kommunen underretter endvidere AF om ledige, der ved en formidling er blevet ansat i et formidlet job og derfor skal afmeldes.
2.4.2. Tilbagemeldinger på AF's underretninger om ledige der er udeblevet eller har afslået et job
Kommunen har pligt til - på baggrund af AF's indberetning - at foretage en vurdering af, om en kontanthjælpsmodtager, der afslår et formidlet arbejde eller udebliver fra et møde eller en samtale på AF, fortsat opfylder betingelserne for at modtage hjælp ved at udnytte sine arbejdsmuligheder.
Kommunen underretter AF om ledige, der på baggrund af kommunens rådighedsvurdering skal afmeldes.
2.4.3. Andre underretninger
Kommunen underretter AF om en kontanthjælpsmodtagers aktiveringsfriperioder og ferieperioder, når periodens længde er på en uge eller mere.
2.5. Indberetning til CRAM
Generelt er det besluttet, at indberetningen til CRAM ikke berøres af kommunernes tilmelding af kontanthjælpsmodtagere til AF. Indberetningen kan som i dag efter aftale foretages af enten kommunen eller AF.
Det betyder, at de 129 kommuner, der i dag selv har ansvaret for indberetningen af ledige kontanthjælpsmodtagere til CRAM, kan fortsætte deres indberetningsprocedure som hidtil.
Det betyder endvidere, at de 146 kommuner, som i dag har overladt CRAM-indberetningen af kommunens ledige til AF, fortsat kan lade AF foretage indberetningen. Der vil dog være behov for, at disse kommuner leverer supplerende oplysninger til AF, så det bliver muligt at adskille de aktiverede kontanthjælpsmodtagere fra de ledige kontanthjælpsmodtagere. Kontanthjælpsmodtagere i aktivering skal nemlig som hovedregel ikke indberettes til CRAM.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har udfærdiget en særskilt beskrivelse af de særlige retningslinier for indberetninger til CRAM.
2.6. Indberetninger til Socialministeriets rådighedsstatistik
I tilknytning til kommunernes rådighedsvurderinger skal der etableres en rådighedsstatistik, der kan give en forbedret belysning af forholdene for de kontanthjælpsmodtagere, der modtager hjælp alene på grund af ledighed.
Rådighedsstatistikken skal bygge på dels AF's indberetninger til kommunerne om de negative hændelser i forbindelse med AF's samtale- og formidlingsaktiviteter, og dels på kommunernes rådighedsvurderinger af kontanthjælpsmodtagere som følge af AF's indberetninger.
Socialministeriet vil snarest muligt udsende særskilt informationsmateriale til kommunerne om rådighedsstatistikken.
Socialministeriet, den 4. marts 1998
Niels Bulow
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -