Orienteringsskrivelse om lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) (Til samtlige kommuner m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Orienteringsskrivelse om lov om aktiv socialpolitik (aktivloven)
(Til samtlige kommuner m.fl.)
Loven træder i kraft den 1. juli 1998 og afløser lov om social bistand og lov om kommunal aktivering (Lov nr. 455 af 10. juni 1997 om aktiv socialpolitik, som senest ændret ved lov nr. 1112 af 29. december 1997).
Socialministeriet vil i løbet af marts måned 1998 udsende en samlet vejledning om aktivloven. Socialministeriet skal imidlertid særligt gøre opmærksom på følgende ændringer i forhold til de gældende regler
Kontanthjælpsmodtagere under 25 år får begrænset mulighed for at modtage voksensatsen på grund af arbejdsindtægter. Fra lovens ikrafttræden kan de kun komme ud af ungesatserne, hvis de i en sammenhængende periode på 18 måneder umiddelbart før ændring i forholdene hver måned har haft indtægter fra ustøttet arbejde, der overstiger 6.998 kr. I dag er der ingen begrænsning på, hvor langt tilbage indtægten kan ligge. Kommunen bør orientere kontanthjælpsmodtagerne om denne ændring. Overgangsreglen i lovens § 113 sikrer, at de personer under 25 år, som ved lovens ikrafttræden modtager kontanthjælp med voksensatsen, fortsat får den højere sats, forudsat at det er den samme ændring i deres forhold, der ligger til grund for hjælpen.
Loftet på 100 pct. af højeste dagpengebeløb efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. for den samlede hjælp i form af kontanthjælp og særlig støtte indtræder efter 6 måneder mod i dag 12 måneder. Dette sker ved en ændring af bekendtgørelse om særlig støtte til personer med høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde. Kommunen skal i den forbindelse orientere nuværende og kommende kontanthjælpsmodtagere om ændringen, som også træder i kraft den 1. juli 1998.
Aktivloven indeholder ikke regler om mellemkommunal refusion. Det betyder, at hjemlen til at yde mellemkommunal refusion for ydelser omfattet af aktivloven er bortfaldet fra og med den 1. juli 1998 for såvel nye som gamle sager.
Karen Jespersen
/ Eva Pedersen
Ingen