Cirkulæreskrivelse om meddelelse om mere end midlertidigt ophør med drift af selvstændig virksomhed som billedkunstner
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om mere end midlertidigt ophør med drift af selvstændig virksomhed som billedkunstner
Kommentar m.v.
Sagen vedrører spørgsmålet, om en billedkunstner kan anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed drevet fra bopælen, herunder hvilke krav der eventuelt kan stilles som dokumentation for ophøret.
Meddelelse om afgørelsen
Medlemmet drev selvstændig virksomhed som billedkunstner fra sin bopæl og modtog iværksætterydelse hertil i perioden 1. januar 1992 til 23. april 1995.
Medlemmet erklærede på tro og love, at hun den 24. april 1995 ved lukning var ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed.
Medlemmets arbejdsopgaver bestod i opsøgende arbejde, kontorarbejde og at producere og emballere kunstværker, som hun havde forsøgt at sælge gennem kunstforeninger, kunstsamlere og kunstforhandlere.
En kunsthandler bekræftede, at samarbejdet med medlemmet vedrørende salg af kunst var ophørt den 26. april 1995.
Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke var ophørt med drift af sin kunstvirksomhed.
Kassen lagde vægt på, at medlemmet ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hun var ophørt med drift af selvstændig virksomhed.
Medlemmet havde på direktoratets foranledning oplyst, at der endnu resterede 12 usolgte kunstværker som restvarelager i virksomheden, som medlemmet havde produceret under sit forsøg på at etablere en selvstændig kunstnerisk virksomhed. Disse malerier befandt sig på medlemmets bopæl og havde været til salg længe.
Direktoratet lagde til grund for sin afgørelse, at medlemmet havde drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse indtil iværksætterydelsens ophør. Det var direktoratets opfattelse, at arbejdsløshedskassen som udgangspunkt havde ret i, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, idet medlemmet ikke havde afhændet sit varelager.
Direktoratet fandt dog meget efter omstændighederne, at medlemmet var ophørt mere end midlertidigt med drift af sin selvstændige virksomhed under forudsætning af,
- at hun ikke mere udstillede og/eller udbød sin kunst til salg,
- at lokalerne ikke længere ville blive anvendt til medlemmets erhvervsformål, og
- at de resterende billeder ville blive overtaget til privat brug.
Direktoratet lagde vægt på medlemmets revisors udtalelse om ophøret af kunstvirksomheden, kunsthandlerens erklæring om ophøret af samarbejdet med medlemmet, samt medlemmets oplysninger om, at de resterende kunstværker blev overtaget til privat brug.
Direktoratet ændrede således kassens afgørelse.
Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse, idet hun ikke var enig i direktoratets betingelser for anerkendelse af ophøret af den selvstændige kunstvirksomhed. Medlemmet var af den opfattelse, at direktoratets afgørelse ville få den konsekvens, at hun ikke længere måtte være billedkunstner.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte direktoratets afgørelse.
*************
Det tilføjes, at det efterfølgende er oplyst, at medlemmet fortsat producerer billedkunst og udstiller med salg for øje, hvilket direktoratet har underrettet arbejdsløshedskassen om.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 11. marts 1997