Cirkulære om organisationsaftale for Tandteknikere ved tandlægeskolerne og for optikere ved Statens Øjenklinik
Table of Provisions (19)
Statutory Text (19 Articles)
Bilag
§ 1. Organisationsaftalens dækningsområde
Organisationsaftalen omfatter tandteknikere beskæftiget ved tandlægeskolerne samt optikere ansat ved Statens Øjenklinik.
Bestemmelser for tandtekniker
§ 2.
Til beskæftigelse inden for tandteknikerfaget kan ansættelse af tandteknikere kun finde sted, såfremt der foreligger et svendebrev, der svarer til Handelsministeriets bekendtgørelse af 5. august 1958, omhandlende tandteknikeres uddannelse eller et uddannelsesbevis i henhold til loven om Efg eller erhvervsuddannelsesloven.
Stk. 2. Crom-coboltteknikere, som efter det fyldte 18. år har været beskæftiget mindst 2 år ved crom-coboltarbejde, og som har aflagt svendeprøve hovedsagelig inden for guld- og sølvsmedefaget, er omfattet af nærværende overenskomst. Crom-coboltteknikere uden svendeprøve omfattes af overenskomsten efter 6 års beskæftigelse ved crom-coboltarbejde.
§ 3. Løn
Tandteknikere aflønnes efter skalatrinene 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23 og 24 i stedtillægsområde V. Alle skalatrin er 2-årige.
Tandteknikerne oprykkes pr. 1. april 1995 til nærmeste højere skalatrin med bevarelse af hidtidig lønanciennitet.
Stk. 2. Ved ansættelse på deltid ydes løn i forhold til den nedsatte tjenestetid.
§ 4.
På grund af den særlige arbejdstilrettelæggelse på tandlægeskolerne er der i de anførte lønninger og det årlige timetal inkluderet betaling for søgnehelligdage og sommerferie.
§ 5. Elever
Elever aflønnes efter de af tandteknikerfagets fællesudvalg fastsatte elevlønninger.
§ 6. Mestersvendstillæg
Efter 2 års ansættelse kan der, såfremt forudsætningerne i stk. 3. er opfyldt, ydes tandteknikere et mestersvendstillæg på 334,85 kr. pr. måned.
Stk. 2. Undtagelsesvis kan sådant tillæg ydes på et tidligere tidspunkt end efter 2 års ansættelse.
Stk. 3. Ydelse af mestersvendstillæg forudsætter, at tandteknikere
kan udføre selvstændigt arbejde på en afdeling
kan afholde demonstrationer for tandlægestuderende
har arbejde af ledende art for en gruppe teknikere
kan oplære lærlinge eller
har endt uddannelse som specialist efter udstået læretid.
§ 7. Normal arbejdstid
Den normale ugentlige arbejdstid er 37 timer.
§ 8. Deltid
Arbejdstiden kan nedsættes til 15 timer pr. uge.
Stk. 2. Ved ansættelse på deltid mindre end 15 arbejdstimer pr. uge træffes forudgående aftale mellem overenskomstens parter.
Stk. 3. Før der sker nyansættelse på deltid, skal det undersøges, om de pågældende arbejdsfunktioner lige så hensigtsmæssigt kan udføres af allerede ansatte på deltid, der har de krævede kvalifikationer, og som ønsker at overgå til en højere beskæftigelsesgrad.
§ 9. Arbejdstidstilrettelæggelse
Den daglige arbejdstid kan lægges mellem kl. 7.00 og kl. 17.30 efter aftale mellem den ansatte og ansættelsesstedet.
Stk. 2. Ændring af den aftalte arbejdstid skal fra begge parters side ske med mindst en måneds varsel.
§ 10. Overarbejde
Såfremt overarbejde ikke er varslet dagen før, bør der i videst muligt omfang tages hensyn til individuelle ønsker om fritagelse for overarbejde.
§ 11. Tandlægeskolerne
Timer udover 37 pr. uge betragtes som overarbejde, og der ydes frihed inden for skolens ferier, svarende til antallet af overarbejdstimer med tillæg af 50 pct. af den gennemsnitlige timeløn udregnet som 1/1924 af årslønnen. For timetal, der overstiger den årlige norm på 1924 timer, betales den gennemsnitlige timeløn med tillæg af 50 pct., for så vidt afspadsering efter den ovenstående regel ikke er mulig.
Stk. 2. Overarbejde på fridage og søgnehelligdage betales med et tillæg på 100 pct.
Stk. 3. Tandteknikmedhjælpere, ansat ved tandlægeskolerne, aflønnes og ansættes mv. fortsat efter tilsvarende regler, som er fastsat i organisationsaftalen mellem Finansministeriet og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark vedrørende løn- og arbejdsvilkår for rengøringsassistenter m.fl. i statens tjeneste.
§ 12. Elever, overarbejde
Elever, der er fyldt 18 år, kan sættes til at udføre overarbejde efter samme retningslinier og i samme udstrækning, som er gældende for fagets voksne arbejdere.
Stk. 2. Arbejdstiden for elever under 18 år må normalt ikke overstige den sædvanlige arbejdstid for voksne, der er beskæftiget i samme fag.
Stk. 3. Elever under 18 år må ikke beskæftiges mere end i alt 10 timer pr. dag.
Bestemmelser for optikere ved Statens Øjenklinik
§ 13. Løn
Optikere ved Statens Øjenklinik aflønnes efter skalatrinene 43 og 44. Skalatrin 43 er 2-årigt.
Stk. 2. Der ydes efter et års ansættelse på skalatrin 43 et årligt tillæg på 1.700 kr. (1. oktober 1984-niveau). Tillægget procentreguleres efter lønjusteringsaftalens regler.
§ 14. Arbejdstid mv.
Lønnen, jf. § 13, forudsætter fuldtidsbeskæftigelse svarende til 37 timer ugentlig.
Stk. 2. Før der sker nyansættelse på deltid, skal det undersøges, om de pågældende arbejdsfunktioner lige så hensigtsmæssigt kan udføres af allerede ansatte på deltid, der har de krævede kvalifikationer, og som ønsker at overgå til en højere beskæftigelsesgrad.
§ 15. Overarbejde
Overarbejde bør så vidt muligt undgås.
Stk. 2. For beordret og kontrollabelt overarbejde ydes der timebetaling på 1/1924 af den pågældendes løn med tillæg af 50 procent.
Stk. 3. Overarbejde skal dog så vidt muligt godtgøres med fritid af samme varighed som det præsterede overarbejde med tillæg af 50 procent.
§ 16. Konvertering af ikke-afviklet overarbejde til omsorgsdage
Hvis overarbejde ikke har kunnet godtgøres med erstatningsfrihed, jf. § 15, kan den ansatte i stedet for overarbejdsbetaling vælge at få den ikke-afviklede frihed godskrevet som omsorgsdage/-timer.
Stk. 2. Sådanne omsorgsdage/-timer registreres sammen med eventuelle omsorgsdage, som den ansatte måtte have opnået i forbindelse med barsel og adoption, jf. den mellem Finansministeriet og centralorganisationerne indgåede aftale af 26. juni 1995 om barsel, adoption og omsorgsdage. Omsorgsdagene/-timerne afvikles efter anmodning i overensstemmelse med reglerne i kapitel 4 i nævnte aftale.
Stk. 3. Afspadseringsfrihed, der efter bestemmelsen i stk. 1 er konverteret til omsorgsdage/-timer, kan ikke senere tilbageføres og godtgøres med overarbejdsbetaling.
Stk. 4. Den enkelte ansættelsesmyndighed kan fastsætte et maximum pr. medarbejder for antallet af overarbejdstimer, der kan konverteres til omsorgsdage/-timer. Maximum kan dog ikke fastsættes lavere end et timetal svarende til i alt 10 omsorgsdage.
§ 17. Ikrafttræden og opsigelse
Organisationsaftalen har virkning fra 1. april 1995 og kan af parterne opsiges skriftligt med 3 måneders varsel til en 31. marts ‑ dog tidligst 31. marts 1997.
København, den 22. oktober 1996
Dansk Funktionærforbund
Tommy Hansen
Finansministeriet
P.M.V.
E.B.
Henrik Bo Nielsen
Cirkulære om organisationsaftale for tandteknikere ved tandlægeskolerne og for optikere ved Statens Øjenklinik
Generelle bemærkninger
Finansministeriet og Dansk Funktionærforbund har den 22. oktober 1996 indgået medfølgende organisationsaftale for tandteknikere ved tandlægeskolerne og for optikere ved Statens Øjenklinik.
Organisationsaftalen udgør sammen med StK-fællesoverenskomsten af 19. maj 1995 det samlede overenskomstgrundlag.
Organisationsaftalen er en sammenskrivning af de hidtidige organisationsaftaler for tandteknikere og for optikere ved Statens Øjenklinik.
Bemærkninger til organisationsaftalens enkelte bestemmelser
Til § 16. Konvertering af ikke-afviklet overarbejde til omsorgsdage
Som led i overenskomstforhandlingerne i 1995 blev der i barselsaftalen indført ret til 10 omsorgsdage som følge af barsel og adoption for ansatte, der bliver forældre efter den nye aftales ikrafttræden.
I tilknytning hertil blev det samtidig aftalt at åbne mulighed for, at ansatte, herunder også medarbejdere der ikke opfylder betingelserne for at opnå omsorgsdage i henhold til barselsaftalen, kan opspare omsorgsdage ved konvertering af eventuel ikke-afviklet afspadseringsfrihed, der er givet som kompensation for tidligere udført overarbejde.
Ordningen er frivillig, således at det er den ansatte, der vælger, om den ikke-afviklede frihed ved afspadseringsfristens udløb skal honoreres efter de almindelige regler om overarbejdsbetaling eller konverteres til omsorgsdage.
Der kan fastsættes et maximum for antallet af afspadseringstimer, der kan omdannes til omsorgsdage. Maximum fastsættes af ansættelsesmyndigheden, dog således at de ansatte som minimum skal have mulighed for at opspare 10 omsorgsdage.
Dette cirkulære har virkning fra 1. april 1995. Samtidig ophæves organisationsaftale af 27. august 1993 for tandteknikere (cirk. af 14. oktober 1993, APD.nr. 82/93) og organisationsaftale af 8. september 1993 for optikere ved Statens Øjenklinik (cirk. af 14. oktober 1993, APD.nr. 81/93).
Finansministeriet, den 28. januar 1997
P.M.V.
E.B.
Henrik Bo Nielsen
ORGANISATIONSAFTALE FOR TANDTEKNIKERE VED TANDLÆGESKOLERNE OG FOR OPTIKERE VED STATENS ØJENKLINIK
Nedennævnte bestemmelser supplerer og/eller fraviger fællesoverenskomsten med Statsansattes Kartel.