Skrivelse om Arbejdsskadestyrelsens/forsikringsselskabernes afgørelseskompetence. (Til de godkendte forsikringsselskaber m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om Arbejdsskadestyrelsens/forsikringsselskabernes afgørelseskompetence.
(Til de godkendte forsikringsselskaber m.fl.)
Arbejdsskadestyrelsen har kendskab til breve fra forsikringsselskaber, hvor selskaberne afviser ulykkestilfælde efter arbejdsskadeforsikringsloven.
På denne baggrund kan Arbejdsskadestyrelsen oplyse følgende
Når bortses fra at Arbejdsskadestyrelsens afgørelser kan indklages for Den Sociale Ankestyrelse, har Arbejdsskadestyrelsen enekompetence til at træffe afgørelse - det vil sige anerkende eller afvise - om en arbejdsskade hører under lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Dette fremgaar af § 6 i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 363 af 10. maj 1996 om anmeldelse af arbejdsskader § 6.
I visse nærmere angivne tilfælde har forsikringsselskabet pligt til at sende en anmeldelse til styrelsen. Dette fremgår af anmeldelsesbekendtgørelsens § 6.
Et forsikringsselskab kan alene tage stilling til krav om dækning af behandlingsudgifter og udbetale beløbet. Dette gælder dog ikke for pludselige løfteskader, medmindre skaden kan antages at være omfattet af lovens § 9, nr. 1. Hvis selskabet ikke kan tage stilling til spørgsmålet om ydelser efter lovens § 30, har det adgang til at forelægge spørgsmålet for Arbejdsskadestyrelsen, der saa vil træffe en afgørelse. Dette følger af anmeldelsesbekendtgørelsens § 7, jf. § 30 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Et forsikringsselskab kan desuden henlægge en sag eller videresende sagen til Arbejdsskadestyrelsen, jf. anmeldelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Det er således misvisende, hvis selskaberne betegner Deres stillingtagen til ulykkestilfældet som en afvisning.
Selskaberne har pligt til udtrykkeligt at orientere skadelidte om adgangen til at få sagen forelagt Arbejdsskadestyrelsen, hvis skadelidte ikke er tilfreds med selskabets standpunkt. Dette gælder både, hvis skadelidte ikke er tilfreds med selskabets afgørelse om ydelser efter lovens § 30 og ved selskabets henlæggelse af anmeldelsen. Dette følger af § 7, st. 2 i bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsskader.
På denne baggrund kan Arbejdsskadestyrelsen foreslå, at selskaberne på følgende måde udformer indholdet i brev til skadelidte, der har været udsat for et ulykkestilfælde, som selskaberne vurderer ikke vil føre til erstatning i medfør af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, og som selskaberne ikke har pligt til at videresende til Arbejdsskadestyrelsen
"Efter de foreliggende oplysninger mener vi ikke, at Deres lidelse er opstået ved et ulykkestilfaelde, eller hvad der kan sidestilles hermed.
Vi har derfor henlagt sagen, da vi vurderer, at skaden ikke vil medføre godtgørelse for varigt men eller erstatning for tab af erhvervsevne.
Efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade kan De indbringe vores vurdering for Arbejdsskadestyrelsen, Æbeløgade 1, 2100 København Ø.
Ønsker De sagen forelagt Arbejdsskadestyrelsen, beder vi Dem meddele os dette. Vi sender saa sagens akter til Arbejdsskadestyrelse."
Der er intet til hinder for, at selskaberne evt. begrunder, hvorfor skadelidtes lidelse ikke er opstået ved et ulykkestilfælde, eller hvad der kan ligestilles hermed, således at sagen vil blive henlagt.
Venlig hilsen
Lisbeth Petersen