Skrivelse om kontanthjælp, børnetilskud og social pension (Til alle kommuner)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om kontanthjælp, børnetilskud og social pension
(Til alle kommuner)
Socialministeriet skal på given foranledning henlede kommunernes opmærksomhed på, at kommunerne ved deres administration af børnetilskud skal være meget opmærksom på, om forsørgerens status som enlig forsørger er opfyldt. Endvidere omtales nedenfor kommunernes mulighed for at sætte personer, der modtager offentlige ydelser under administration. Denne mulighed kan benyttes, hvis de beløb, der udbetales, ikke i rimelig grad anvendes til de formål, de bliver udbetalt til, eksempelvis hvis der bliver udbetalt ydelser i kraft af, at en person eller en familie har børn, men børnenes behov ikke bliver tilgodeset.
Er betingelsen om status som enlig forsørger opfyldt?
Efter lov om børnetilskud kan der bl.a. ydes ordinært børnetilskud, når den, der alene har forældremyndigheden, eller som har del i forældremyndigheden over et barn, er enlig forsørger. Der kan ydes et ekstra børnetilskud, når der ydes ordinært børnetilskud til en enlig forsørger og indehaveren af forældremyndigheden har barnet hos sig.
I disse tilfælde er det således en betingelse for at udbetale børnetilskud, at forsørgeren er reelt enlig.
Kommunalbestyrelsen varetager administrationen af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Kommunalbestyrelsen har derfor også pligt til at påse, at betingelserne for at få udbetalt børnetilskud er opfyldt, herunder at betingelsen om status som enlig forsørger også er opfyldt for en ansøger eller en modtager af børnetilskud, hvor der stilles krav herom.
Socialministeren har den 20. november 1997 fremsat et forslag i Folketinget, L 89, med henblik på at øge kontrollen i forbindelse med udbetaling af børnetilskud. Med vedtagelsen sikres det i højere grad, at udbetaling af børnetilskud til enlige forsørgere alene sker til de personer, der opfylder betingelserne for at få ydelserne udbetalt. Kommunerne vil snarest få meddelelse herom.
Kommunen kan sætte en familie under administration
Kontanthjælp
Det fremgår af bistandslovens § 49, at hvis en person, der søger hjælp efter bestemmelserne om kontanthjælp m.v., ikke skønnes i stand til ved bistand fra den kommunale rådgivning at administrere kontante beløb, kan kommunalbestyrelsen undtagelsesvis beslutte, på hvilken måde hjælpen skal udbetales. § 90 i lov om aktiv socialpolitik, der afløser bistandslovens pr. 1. juli 1998, indeholder en tilsvarende bestemmelse.
Disse bestemmelser giver kommunen adgang til at sætte en person eller en familie under administration. Bestemmelsen har som hovedanvendelsesområde personer med uforsvarlig økonomi eksempelvis på grund af misbrug af alkohol m.v.
Det skal indskærpes, at bestemmelsen også kan finde anvendelse på familier, hvor der bliver udbetalt kontanthjælp, hvis kontanthjælpen ikke anvendes til det formål, hvortil den er ydet, nemlig til forsørgelse af den pågældende familie og børnene. Herunder hører naturligt også beklædning m.v.
Kommunen kan ikke forlange dokumentation for, hvad kontanthjælpen er anvendt til, men må ud fra en samlet vurdering af familiens situation skønne over, om betingelserne for at sætte familien under administration er til stede.
Børnetilskud
Efter § 9 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag kan socialministeren fastsætte regler om udbetaling af børnetilskud til andre end de personer, der er nævnt i lovens § 8.
I bekendtgørelsen om udbetaling af børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag mv. har socialministeren fastsat i § 1, at hvis det må anses for godtgjort, at børnetilskuddet ikke kommer barnet til gode ved udbetaling efter reglerne i lovens § 8, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at børnetilskuddet skal udbetales til en anden person, en bank eller lignende.
Kommunalbestyrelsen har hermed en hjemmel til at træffe beslutning om, at børnetilskuddet skal udbetales til en anden end efter reglerne i lovens § 8, således at det altid sikres, at børnetilskuddet kommer barnet til gode.
Pension
Pensionsloven indeholder i § 36 en bestemmelse om, at hvis kommunalbestyrelsen skønner, at en pensionist ikke kan administrere pensionen, afgør kommunalbestyrelsen, på hvilken måde pensionen kan udbetales. Kommunalbestyrelsen kan anmode om, at der iværksættes værgemål for pensionisten, jf. værgemålslovens § 16.
Afgørelsen kan træffes, hvis pensionisten ikke er umyndiggjort eller under nogen form for værgemål, men hvor det skønnes, at pensionisten ikke er i stand til at administrere pensionen efter dens formål. Det forudsættes, at der i det konkrete tilfælde ikke er behov for en værge.
Når der er truffet beslutning om, på hvilken måde pensionen skal udbetales, kan den månedlige pension fx. administreres således, at kommunalbestyrelsen sørger for betaling af rimelige faste udgifter og udbetaler et mindre beløb til pensionisten, evt. med kortere mellemrum, til personlige fornødenheder.
Bestemmelsen bør administreres med varsomhed, og der bør tages vidtgående hensyn til den enkelte pensionists ønsker og behov.
Karen Jespersen
Thomas Børner
Ingen