Orienteringsskrivelse om ændring af lov om social service (Kvalitetsstandarder m.v.) (Til samtlige kommuner m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Orienteringsskrivelse om ændring af lov om social service
(Kvalitetsstandarder m.v.)
(Til samtlige kommuner m.fl.)
Folketinget har den 19. december 1997 vedtaget L 120 - Forslag til lov om ændring af lov om social service (kvalitetsstandarder m.v.)
Forslaget som vedtaget ved 3. behandlingen vedlægges til orientering. (* 1)
Det vedtagne lovforslag, som træder i kraft den 1. juli 1998, bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om, at den enkelte kommunalbestyrelse skal træffe detaljerede beslutninger om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter §§ 71-72 i serviceloven samt følge op på disse beslutninger.
Formålet med bemyndigelsen er at forbedre kvaliteten i kommunernes hjælp efter §§ 71-72 i serviceloven og at klargøre de ældres rettigheder.
Det er blandt andet hensigten at anvende bemyndigelsen til at forpligte den enkelte kommunalbestyrelse til - mindst en gang årligt - at udarbejde en kvalitetsstandard for hjælpen efter §§ 71-72 samt at udarbejde en årlig evaluering af styringen og kvaliteten af hjælpen efter §§ 71-72.
Socialministeriet vil i løbet af foråret 1998 udsende en bekendtgørelse i medfør af servicelovens § 110, stk. 2 samt en vejledning om kvalitetsstandarder m.v. Vejledningen vil udgøre et supplement til Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.
Med venlig hilsen
Leif Sondrup
(* 1) Lovforslaget udelades her.